L 10 Forslag til lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 09-11-2011

Skriftlig fremsættelse (9. november 2011)

20111_l10_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (9. november 2011)

Justitsministeren (Morten Bødskov)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til lov om tilhold, opholdsforbud og bortvisning

(Lovforslag nr. L 10)

Formålet med lovforslaget er ved et nyt regelsæt om tilhold, opholdsforbud og bortvisning at styrke indsatsen for at beskytte personer mod at blive udsat for fredskrænkelse, forfølgelse og chikane, herunder såkaldt stalking. Lovforslaget bygger på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1526/2011 om tilhold, opholdsforbud og bortvisning.


Med det foreslåede regelsæt samles reglerne om tilhold, opholdsforbud (geografisk bestemte tilhold) og bortvisning - som i dag er fordelt mellem flere love og til dels må udledes af praksis - i en ny lov.


Lovforslaget indeholder navnlig følgende elementer:


- Der foreslås en objektivering af tilholdets indhold, så tilhold som udgangspunkt indebærer forbud mod enhver kontakt og ikke - som i dag - alene kontakt, der kan anses for en fredskrænkelse. Overtrædelser af tilhold bliver dermed lettere at fastslå.

- Det foreslås, at betingelserne for tilhold, som i dag i det væsentligste må udledes af praksis, optages i loven med henblik på at klargøre retstilstanden og styrke anvendelsen af tilhold. Efter bestemmelsen vil der kunne meddeles tilhold, hvis der er begrundet mistanke om fredskrænkelse mv., og der samtidig er bestemte grunde til at antage, at krænkelsen vil fortsætte.

- Der foreslås en ny regel om, at en person, der har været udsat for grov personfarlig kriminalitet, uden videre skal kunne opnå tilhold mod gerningsmanden, så det sikres, at den forurettede eller dennes nærmeste ikke skal tåle kontakt mv. med gerningsmanden.

- Der foreslås en udtrykkelig bestemmelse om, at stalking - det vil sige systematisk og vedvarende forfølgelse eller chikane - skal være en skærpende omstændighed ved fastsættelse af straf for overtrædelse af tilhold, opholdsforbud og bortvisning. Med en sådan regel defineres det samtidig i loven, hvad der forstås ved stalking.

- Der foreslås en almindelig bestemmelse om opholdsforbud (geografisk bestemte tilhold), så brug af opholdforbud ikke længere vil være begrænset til tilfælde, hvor krænkeren tillige bortvises fra hjemmet. Ved opholdsforbud får offeret en eller flere "sikkerhedszoner", idet krænkeren forbydes at opholde sig eller færdes i et eller flere nærmere afgrænsede områder, hvor offeret ofte færdes, f.eks. i nærheden af offerets bolig, arbejdsplads eller uddannelsessted. Det foreslås, at betingelserne for at give et opholdsforbud skal være strengere end for almindeligt tilhold. Betingelserne vil efter forslaget være opfyldt, hvis gentagne fredskrænkelser antager karakter af stalking, men de vil i visse tilfælde også kunne være opfyldt på et tidligere tidspunkt. Samtidig foreslås en særlig hurtig og let adgang til domstolsprøvelse af afgørelser om opholdsforbud på linje med, hvad der i dag gælder for afgørelser om bortvisning.

- Der foreslås en regel om, at tilhold og opholdsforbud kan udstrækkes til at omfatte et medlem af forurettedes husstand.

- Med henblik på at styrke mulighederne for efterforskning og fremskaffelse af beviser i tilholdssager mv. foreslås det, at der i retsplejeloven sker en præcisering af adgangen til edition og en vis udvidelse af adgangen til teleoplysning i sådanne sager.

- Med henblik på at fortsætte og styrke politiets anvendelse af formaninger, vejledning og medvirken til en løsning i mindelighed foreslås der indført en særlig regel herom. Politiets vejledning bør bl.a. omfatte forebyggende tiltag og sikring af beviser i sager om tilhold, herunder stalkingsager.

- Offererstatningsloven foreslås ændret, så ordningen om, at forurettede kan få erstatning mv. fra staten for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af et tilhold, bevares, og at ordningen samtidig udstrækkes til også at gælde for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af opholdsforbud og bortvisning.



I tilknytning til lovforslaget vil der administrativt blive iværksat en række tiltag for yderligere at forbedre mulighederne for effektiv håndhævelse af regelsættet og for i øvrigt at styrke indsatsen på området.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.