L 110 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven og lov om Det Etiske Råd.

(Digital ansøgning om tilskud til lægemidler, organisatorisk ændring af embedslægeinstitutionerne, nedlæggelse af Det Nationale Forebyggelsesråd samt ændring af sekretariatet for Det Etiske Råd).

Af: fungerende minister for sundhed og forebyggelse Pia Olsen Dyhr (SF)
Udvalg: Sundheds- og Forebyggelsesudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Tillægsbetænkning

Afgivet: 29-05-2012

Tillægsbetænkning afgivet af Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 29. maj 2012

20111_l110_tillaegsbetaenkning.pdf
Html-version

Tillægsbetænkning afgivet af Sundheds- og Forebyggelsesudvalget den 29. maj 2012

1. Ændringsforslag

Ministeren for sundhed og forebyggelse har stillet 1 ændringsforslag til lovforslaget.


2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 14. marts 2012 og var til 1. behandling den 29. marts 2012. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Udvalget afgav betænkning den 15. maj 2012. Lovforslaget var til 2. behandling den 24. maj 2012, hvorefter det blev henvist til fornyet behandling i Sundheds- og Forebyggelsesudvalget.


Møder

Udvalget har, efter lovforslaget blev henvist til fornyet udvalgsbehandling, behandlet lovforslaget i 1 møde.


3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S (med undtagelse af Orla Hav), DF, RV, SF, EL og LA) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det stillede ændringsforslag.


Et mindretal i udvalget (V, KF og Orla Hav (S)) indstiller lovforslaget til forkastelse. Mindretallet vil stemme for det stillede ændringsforslag.


Venstres medlemmer af udvalget tager afstand fra den måde, som ministeren for sundhed og forebyggelse har håndteret behandlingen af lovforslaget på.


Venstre kan støtte, at Sundhedsstyrelsens struktur udvikles og tilpasses, og at styrelsen som led heri fremover vil drive ialt tre decentrale kontorer bemandet på fagligt relevant vis.


I modsætning til regeringen er Venstre oprigtigt optaget af at skabe et Danmark i bedre balance. Det indebærer bl.a. ved lokalisering af offentlige arbejdspladser, at der tages regionale hensyn ved effektiviseringer af eksisterende arbejdspladser.


Venstre tilkendegav i forbindelse med 1. behandling, at en helt central betingelse for at kunne bakke op om den del af lovforslaget, som vedrører organisatorisk ændring af embedslægeinstitutionerne, var, at Folketingets partier også fik indflydelse på de videre overvejelser omkring den nærmere lokalisering af embedslægeinstitutionerne ved effektivisering af eksisterende offentlige arbejdspladser. Venstre har igennem lovbehandlingen og udvalgsarbejdet ønsket at indgå i et konstruktivt samarbejde herom.


Venstre bemærker, at den fungerende minister for sundhed og forebyggelse i forbindelse med 1. behandling udtalte: »Men hvad angår dem vest for Storebælt, er jeg opmærksom på, at vi ikke snakker om de største byer, for det har vi også fokus på, og det vil jeg sådan set godt gå ind i en nærmere drøftelse af«, ligesom ministeren i sin tale henviste til, at den diskussion kunne vi »tage i udvalgsarbejdet«.


Alligevel har ministeren fuldstændig afvist at indgå i en nærmere drøftelse med Folketingets partier omkring overvejelserne vedrørende den nærmere lokalisering ved effektivisering af eksisterende offentlige arbejdspladser. Dette står i skarp kontrast til ministerens egne løfter i forbindelse med 1. behandling.


I stedet for at indgå i et konstruktivt samarbejde med Folketingets partier, henholder ministeren sig blot til det af Sundhedsstyrelsen oplyste. I svar på spørgsmål nr. 13 oplyser styrelsen om sine overvejelser om at placere de to institutioner vest for Storebælt i Kolding og Randers. Venstre bemærker i den forbindelse, at de pågældende byer er henholdsvis Danmarks sjette og syvendes største by, hvormed ministeren også bryder sit løfte om, at de fremtidige embedslægeinstitutioner vest for Storebælt ikke skal placeres i de største byer.


Venstre beklager, at ministeren har brudt alle sine løfter, ligesom regeringspartierne Socialdemokratiet og SF har brudt sine løfter fra udspillet »Aktiv hjælp til yderområderne«, som blev præsenteret før valget, og hvor partierne skrev, at man ville »sikre flere statslige arbejdspladser uden for de store byer«.


Hertil kommer, at Venstre i forbindelse med udvalgsbehandlingen har spurgt, om ministeren er indstillet på at stille et ændringsforslag om deling af lovforslaget, således at den organisatoriske ændring af embedslægeinstitutionerne udskilles i et selvstændigt forslag. Dette har ministeren beklageligvis også afvist.


Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 3

Af ministeren for sundhed og forebyggelse, tiltrådt af udvalget:

1) I stk. 1 ændres »1. juni« til: »15. juni«.

[Ændret ikrafttrædelsestidspunkt]

Bemærkninger

Til nr. 1

Det foreslås, at tidspunktet for lovens ikrafttræden ændres fra den 1. juni 2012 til den 15. juni 2012 under hensyntagen til lovforslagets afsluttende behandling i Folketinget.


Annette Lind (S) Flemming Møller Mortensen (S) Julie Skovsby (S) fmd. Karen J. Klint (S) Sophie Hæstorp Andersen (S) Kirsten Brosbøl (S) Orla Hav (S) Camilla Hersom (RV) Sofie Carsten Nielsen (RV) Liv Holm Andersen (RV) Jonas Dahl (SF) Özlem Sara Cekic (SF) Anne Baastrup (SF) Stine Brix (EL) Per Clausen (EL) Hans Andersen (V) nfmd. Anne-Mette Winther Christiansen (V) Jane Heitmann (V) Sophie Løhde (V) Hans Christian Schmidt (V) Eyvind Vesselbo (V) Fatma Øktem (V) Liselott Blixt (DF) Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) Peter Skaarup (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Joachim B. Olsen (LA) Thyra Frank (LA) Benedikte Kiær (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)44
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)16
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 110 efter afgivelse af betænkning


Bilagsnr.
Titel
10
Betænkning afgivet den 15. maj 2012
11
Omtryk: Betænkning afgivet den 15. maj 2012
12
Ændringsforslag, fra ministeren for sundhed og forebyggelse
13
Ændringsforslag til 2. behandling, fra ministeren for sundhed og forebyggelse
14
Udkast til tillægsbetænkning
15
Ændringsforslag, fra ministeren for sundhed og forebyggelse
16
2. udkast til tillægsbetænkning