L 32 Forslag til lov om ændring af lov om afgift af kvælstofoxider, lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og lov om afgift af naturgas og bygas.

(Højere afgift på luftforurening fra NOx m.v.).

Af: Skatteminister Thor Möger Pedersen
Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2011-12
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 21-11-2011

Skriftlig fremsættelse (21. november 2011)

20111_l32_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (21. november 2011)

Skatteministeren (Thor Möger Pedersen)

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:


Forslag til Lov om ændring af lov om afgift af kvælstofoxider, lov om energiafgift af mineralolieprodukter m.v. og lov om afgift af naturgas og bygas (Højere afgift på luftforurening fra NOx m.v.)

(Lovforslag nr. L 32)

Med dette forslag foreslås en markant forhøjelse af afgiften på den skadelige udledning af kvælstofoxider - også kaldet NOx - som et led i aftalen mellem regeringen (Socialdemokraterne, Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti) og Enhedslisten om finansloven for 2012.


Potentialet for at nedbringe NOx-udledningen gennem afgiftspålæggelse er betydeligt. Luftforureningen fra NOx skal nedbringes for at mindske de skadelige virkninger for mennesker, natur og miljø. Det foreslås således, at afgiften på NOx forhøjes fra ca. 5 kr. til 25 kr. pr. kg NOx fra den 1. januar 2012. Udover selve afgiftsforhøjelsen indebærer forslaget bl.a., at der er flere NOx-udledende energianlæg i Nordsøen, som vil blive pålagt afgiften.


Den foreslåede afgiftsforhøjelse m.v. skønnes at medføre, at udledning af NOx reduceres med godt 10 mio. kg i 2012.


Forslaget skønnes at medføre et umiddelbart merprovenu inklusive tilbageløb på 550 mio. kr. om året i 2012-niveau.


Forslaget sendes i høring samtidig med fremsættelsen. Det har af tidsmæssige årsager grundet forslagets tilknytning til finanslovsaftalen 2012 ikke været muligt at sende forslaget i høring forud for fremsættelsen.


Som følge af at forslaget skal have virkning fra 2012, ønskes forslaget vedtaget inden jul med henblik på ikrafttræden ved årsskiftet.


Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.