L 131 Forslag til lov om ændring af konkursloven, retsplejeloven og retsafgiftsloven.

(Konkurskarantæne).

Af: Justitsminister Morten Bødskov (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 04-04-2013

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 4. april 2013

20121_l131_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Retsudvalget den 4. april 2013

1. Ændringsforslag

Der er stillet 3 ændringsforslag til lovforslaget. Justitsministeren har stillet ændringsforslag nr. 1. Venstres og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget har stillet ændringsforslag nr. 2 og 3.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 30. januar 2013 og var til 1. behandling den 8. februar 2013. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Lovforslaget bygger på Konkursrådets betænkning nr. 1525/2011 om konkurskarantæne. Justitsministeren sendte den 23. marts 2011 betænkningen til udvalget, jf. REU alm. del - bilag 340 (2010-11, 1. samling). Betænkningen har været sendt i høring, og den 30. januar 2013 sendte justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til justitsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (S, RV, SF, EL, KF og SIU) indstiller lovforslaget til vedtagelse med det af justitsministeren stillede ændringsforslag. Flertallet vil stemme imod de af V og DF stillede ændringsforslag.

Enhedslistens medlemmer af udvalget støtter lovforslaget, som er en udmøntning af finanslovsaftalen 2013 mellem regeringen og Enhedslisten. Indførelse af muligheden for at pålægge konkurskarantæne var i den forbindelse vigtig for Enhedslisten. Enhedslisten støtter dog ikke ændringsforslaget fra Dansk Folkeparti vedrørende offentlighedens adgang til registeret over personer, der er idømt konkurskarantæne. Enhedslisten har forståelse for, at det i nogle situationer muligvis kan være hensigtsmæssigt med en videre adgang for nogle parter til at få oplysninger om, hvilke personer der står opført i registeret, men er samtidig også optaget af, at der af retssikkerhedsmæssige hensyn ikke er fri adgang til de personfølsomme oplysninger for enhver. Enhedslisten lægger i den forbindelse vægt på, at der i Justitsministeriets lovovervågning også vil indgå en vurdering af, om registeret helt eller delvis bør gøres offentligt tilgængeligt.

Det Konservative Folkepartis medlem af udvalget kan støtte lovforslaget, som er et skridt i den rigtige retning i for at bekæmpe konkursrytteri, men forslaget er slet ikke nok og kunne med fordel være meget mere konsekvent.

Når nogle bevidst spekulerer i konkursrytteri og dermed bevidst snyder andre for deres penge, skal det have helt klare konsekvenser, og det burde give karantæne fra enhver form for oprettelse af ny virksomhed. Så langt vil regeringen ikke gå, og derfor er forslaget kun et skridt på vejen.

Det Konservative Folkeparti ønsker ikke på nogen måde at fratage folk muligheden for at arbejde, men fastholder, at personer, der har fået konkurskarantæne, ikke skal have lov til at drive nogen form for virksomhed i karantæneperioden.

Det Konservative Folkeparti ser ingen grund til offentlig adgang til karantæneregisteret. Det er Erhvervsstyrelsen, der skal bruge registeret for at forhindre, at karantæneramte overtræder karantænen. En offentliggørelse af registeret kunne medføre, at den karantæneramte end ikke ville kunne få et almindeligt lønmodtagerjob, hvilket ikke er hensigtsmæssigt.

Et mindretal i udvalget (V og DF) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Venstres medlemmer af udvalget bemærker, at der med forslaget etableres mulighed for at idømme personer, der har udvist grov uansvarlig forretningsførelse, en karantæne, således at de pågældende ikke kan deltage i ledelsen af et selskab i karantæneperioden.

Baggrunden herfor er hovedsagelig hensynet til de kreditorer, som de pågældende ellers som f.eks. direktør i et nyt selskab ville søge at entrere med. Når således hensigten bl.a. er en beskyttelse af leverandører - hvoraf mange kan være iværksættere og mindre agtpågivende over for kreditgivning - virker det forkert, at det pågældende register ikke skal være offentligt tilgængeligt.

På tilsvarende vis virker et lukket register ude af proportioner, set i relation til at borgere med ganske små udeståender optages i RKI, der i praksis virker som et offentligt tilgængeligt register.

Endelig bemærkes, at mange nævnskendelser indenfor liberale erhverv - kendelser, der ikke afsiges af en domstol - ligeledes er genstand for offentliggørelse med navns nævnelse.

På den baggrund anbefaler Venstre, at registeret over pålagte konkurskarantæner bliver offentligt tilgængeligt.

Et andet mindretal i udvalget (LA) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling. Mindretallet stemmer for det af justitsministeren stillede ændringsforslag og stemmer hverken for eller imod de stillede ændringsforslag fra V og DF.

Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af justitsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Efter nr. 3 indsættes som nye numre:

»01. I § 126, stk. 1, ændres »§ 125, stk. 4« til: »§ 125, stk. 5«.

02. To steder i § 126, stk. 2, ændres »3« til: »4«.«

[Konsekvensændringer]

Af et mindretal (V og DF):

2) I den under nr. 4 foreslåede § 169 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Offentligheden skal have adgang til oplysningerne i registeret.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.

[Offentligheden sikres adgang til oplysningerne i Erhvervsstyrelsens register over pålagte konkurskarantæner]

3) I det under nr. 4 foreslåede § 169, stk. 2, der bliver stk. 3, ændres »udlevering af oplysninger fra registeret« til: »offentlighedens adgang til oplysningerne i registeret«.

[Konsekvensændring af ændringsforslag nr. 2]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er tale om konsekvensændringer som følge af forslaget om at indsætte et nyt stk. 3 i konkurslovens § 125, jf. lovforslagets § 1, nr. 3.

Til nr. 2 og 3

Ifølge bemærkningerne til lovforslaget skal oplysningerne om pålagte karantæner ikke gøres tilgængelige for offentligheden. Venstre og Dansk Folkeparti foreslår med ændringsforslagene, at offentligheden sikres adgang til oplysningerne om pålagte konkurskarantæner. Erhvervs- og vækstministeren skal via ministerens adgang i § 169, stk. 3, nærmere fastsætte den konkrete udformning af offentlighedens adgang til oplysningerne i Erhvervsstyrelsens register over pålagte konkurskarantæner.

Jesper Petersen (S) Julie Skovsby (S) Mogens Jensen (S) Mette Reissmann (S) Ole Hækkerup (S) Rasmus Prehn (S) Jeppe Mikkelsen (RV) Zenia Stampe (RV) Camilla Hersom (RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) fmd. Jonas Dahl (SF) Pernille Skipper (EL) Johanne Schmidt-Nielsen (EL) Henning Hyllested (EL) Doris Jakobsen (SIU) Kim Andersen (V) Preben Bang Henriksen (V) Inger Støjberg (V) Karen Jespersen (V) Jan E. Jørgensen (V) Karsten Lauritzen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Peter Skaarup (DF) Martin Henriksen (DF) Pia Adelsteen (DF) Kim Christiansen (DF) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Tom Behnke (KF) nfmd. 

Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 131

Bilagsnr.

Titel

1
Høringssvar og høringsnotat, fra justitsministeren
2
Udkast til tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
4
1. udkast til betænkning
5
Ændringsforslag, fra justitsministeren
6
2. udkast til betænkning
7
3. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 131

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om, hvorfor offentligheden ikke skal have adgang til oplysninger om pålagte konkurskarantæner, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. , om en person, der er idømt konkurskarantæne, inden for karantæneperioden i henhold til lovforslaget vil kunne etablere en personligt drevet virksomhed, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvorfor det skal være muligt at starte egen virksomhed, når man har fået konkurskarantæne, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om, hvorvidt det er mindre problematisk for kommende kunder, forretningsforbindelser, kreditorer og det offentlige, at den konkurskarantæneramte kan starte egen virksomhed, end at vedkommende kan sidde i ledelsen af selskaber, til justitsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om, at hvis en konkurskarantæne blev fulgt af en spærring i Erhvervsstyrelsens cvr-register, ville det være umuligt for den pågældende at starte egen virksomhed og/eller lade sig registrere i selskaber. Ville det ikke være langt mere effektivt end at vente på, om den pågældende overtræder sin konkurskarantæne, til justitsministeren, og ministerens svar herpå