Betænkning afgivet af Retsudvalget
den 7. maj 2013
1. Ændringsforslag
Der er stillet 6 ændringsforslag til
lovforslaget. Venstres og Dansk Folkepartis medlemmer af udvalget
har stillet ændringsforslag nr. 1 og 4. Justitsministeren har
stillet ændringsforslag nr. 2, 3, 5 og 6.
2. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 31. januar
2013 og var til 1. behandling den 7. februar 2013. Lovforslaget
blev efter 1. behandling henvist til behandling i Retsudvalget.
Udvalget har behandlet lovforslaget i 4
møder.
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
justitsministeren sendte den 21. december 2012 dette udkast til
udvalget, jf. REU alm. del - bilag 124. Den 30. januar 2013 sendte
justitsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom
til udvalget.
Udvalget har stillet 60
spørgsmål til justitsministeren til skriftlig
besvarelse. Ministeren har besvaret spørgsmål nr.
1-57. Spørgsmål nr. 58-60 forventes besvaret inden 2.
behandling.
10 af udvalgets spørgsmål og
justitsministerens svar herpå er optrykt som bilag 2 til
betænkningen.
3. Indstillinger og politiske
bemærkninger
Venstres og Dansk Folkepartis medlemmer af
udvalget er ikke med i aftalen om kriminalforsorgens økonomi
2013-2016, som dette lovforslag udmønter. V og DF finder, at
der er en række fornuftige elementer i lovforslaget, som V og
DF støtter: At man giver øget mulighed for, at
fængselsfunktionærer og -betjente kan visitere
besøgende, så man undgår indsmugling af
mobiltelefoner og stoffer, at man ophæver 30-dagesreglen for
prøveløsladelse, og at man afklarer lovgivningen,
så flugt fra afsoning i fodlænke kriminaliseres. Men
lovforslaget medfører efter V og DF's vurdering en
række lempelser, f.eks. på
prøveløsladelsesområdet, som vi ikke kan
støtte.
Generelt sænker man med lovforslaget
på en række områder de krav, som man fra
samfundets side på vegne af ofrene for f.eks. alvorlig
kriminalitet stiller til de personer, som afsoner i
fængslerne. Dette gør sig gældende for
lovforslagets ændringer af fodlænkeordningen. V og DF
er fortalere for fodlænkeordningen og ønsker
også at udvide den, men finder det vigtigt at skelne mellem,
hvem der får lov til at afsone i fodlænke og under
hvilke vilkår. V og DF er uforstående over for den
præcisering, lovforslaget medfører, der de facto giver
lov til at indtage en mindre mængde alkohol, mens man afsoner
i fodlænke. I dag er det sådan, at der er klare og
præcise regler og nultolerance. Nu lægger
justitsministeren op til, at indtagelse af alkohol ikke automatisk
medfører en afbrydelse af afsoningsforholdet, og endda at
gentagne tilfælde ikke medfører afbrydelse. Dette
sender et helt forkert signal til fodlænkeafsonere,
særlig kombineret med lovforslagets udvidelse af, hvem der
kan afsone i fodlænke, hvor kriminelle, der afsoner mere
alvorlige forbrydelser, ifølge lovforslaget kan få lov
til at afsone i fodlænke. V og DF henviser til svar på
spørgsmål nr. 35, 37, 39 og 50, der er optrykt som
bilag til betænkningen. V og DF er derudover
uforstående over for, at denne præcisering lovteknisk
foretages i lovforslagets bemærkninger og ikke i selve
lovteksten. Det nærmer sig efter V og DF's opfattelse
lovsjusk. Der henvises til svar på spørgsmål nr.
1, 2 og 3, der endvidere er optrykt som bilag til
betænkningen.
V og DF er meget skeptiske over for
lovforslagets ændringer af noget for noget-ordningen. Det er
en ordning, som den borgerlig-liberale regering med støtte
fra DF indførte, og grundfilosofien er, at hvis man yder
noget ekstra, kan man blive prøveløsladt på et
lidt tidligere tidspunkt. Med lovforslaget sænkes kravene til
den kriminelle betydeligt, ved at det nu siges, at man ikke
behøver at have gjort en ekstraordinær indsats ved at
uddanne sig, nu kan man opfylde dette krav ved blot at opfylde den
generelle beskæftigelsesforpligtelse, som alle afsonere har.
V og DF frygter, at dette sker for at afhjælpe
kapacitetsproblemer i kriminalforsorgen, mere end det handler om at
skabe et system, der sikrer resocialisering.
V og DF er også meget skeptiske over
for lovforslagets ændringer af afsoningsforløbet for
livstids- og langstidsfanger. V og DF har igennem de sidste mange
år begrænset prøveløsladelsesmulighederne
for livstids- og langtidsfanger, ikke mindst af hensyn til ofrene
og retsfølelsen. Lovforslaget øger mulighederne for
udstationering for disse grupper, hvilket V og DF ikke kan
støtte. Der henvises til svar på
spørgsmål nr. 40, 41, og 44, der er optrykt som bilag
til betænkningen.
Samlet set indeholder lovforslaget en
række elementer, som V og DF kan støtte, men en
større mængde lempelser, som vi er imod, og derfor kan
V og DF ikke støtte lovforslaget.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for
betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med
medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
4. Ændringsforslag med
bemærkninger
[Forslaget om, at arbejde skal
kunne kvalificere til tidlig prøveløsladelse,
udgår]
Til nr. 1
Forslagsstillerne er generelt
tilhængere af § 40 a i straffeloven, i populær
tale noget for noget-ordningen, der blev indført i 2004, men
ønsker ikke at lempe ordningen på den af
justitsministeren foreslåede måde, hvor det sker ved at
stille færre og mere lempelige krav til de kriminelle, der
kan komme i betragtning til ordningen. Grundideen bag noget for
noget-ordningen er netop, at man skal yde en særlig indsats
og vise vilje til resocialisering, så kan man som modydelse
blive tidligt prøveløsladt. Med den af ministeren
foreslåede lempelse af kravene til de dømte mindskes
forskellen på den særlige indsats, den dømte
skal yde for at blive prøveløsladt tidligt under
§ 40 a, og de almindelige krav, der fastsættes til
afsoner. Dette illustreres af, at opfyldelse af den almindelige
beskæftigelsesforpligtelse i ministerens udvidelsesforslag nu
efter en konkret vurdering skal kunne kvalificere indsatte til
tidlig prøveløsladelse. Derudover er
forslagsstillerne bekymrede over, om udvidelsen af § 40 a vil
føre til, at væsentlig flere dømte for
alvorlig, personfarlig kriminalitet som drab, voldtægt og
overgreb på børn vil kunne komme i betragtning til
tidlig prøveløsladelse uden reelt at yde en
særlig indsats.
Til nr. 2
Ændringsforslaget er en redaktionel
konsekvens af forslaget om at ophæve straffelovens § 38,
stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, idet forslaget
medfører, at straffelovens § 38, stk. 4, fremover
bliver § 38, stk. 3.
Til nr. 3
Ændringsforslaget er en redaktionel
konsekvens af forslaget om at ophæve straffuldbyrdelseslovens
§ 78 b, stk. 1, nr. 3, jf. lovforslagets § 2, nr. 6.
Til nr. 4
Forslagsstillerne ønsker ikke at
udvide den tolerance, der i dag er for indtagelse af alkohol og
euforiserende stoffer, mens man afsoner i fodlænke i
eget hjem. Det er efter forslagsstillernes opfattelse
betænkeligt de facto at tillade fodlænkeafsonere at
indtage en mindre mængde alkohol, mens de afsoner. Det at
få lov til at afsone i eget hjem er et privilegium, og derfor
skal man ikke have flere rettigheder end i et almindeligt
fængsel, hvor alkohol er bandlyst. Forslagsstillerne frygter,
at man ved at hæve tolerancen sender et helt forkert signal
til fodlænkeafsonere, der har begået alvorlige
forbrydelser. Fodlænkeafsoning er en afsoningsform, som
forslagsstillerne bakker helt og fuldt op om, men det er
forslagsstillernes opfattelse, at ordningen netop er succesfuld i
forhold til. lavt recidiv fordi der er intensiv kontrol og der
stilles klare krav til afsonerne.
Til nr. 5
Ændringsforslaget er en redaktionel
konsekvens af ændringsforslaget om at indsætte et nyt
nummer efter lovforslagets § 2, nr. 5, jf.
ændringsforslag nr. 3.
Til nr. 6
Ændringsforslaget er en redaktionel
konsekvens af ændringsforslaget om at indsætte et nyt
nummer efter lovforslagets § 1, nr. 2, jf.
ændringsforslag nr. 2.
Jesper Petersen (S) Julie Skovsby
(S) Mogens Jensen (S) Mette Reissmann (S) Ole Hækkerup (S)
Rasmus Prehn (S) Jeppe Mikkelsen (RV) Zenia Stampe (RV) Camilla
Hersom (RV) Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) fmd. Mette Boye (SF) Pernille Skipper
(EL) Frank Aaen (EL) Henning Hyllested (EL) Doris Jakobsen (SIU)
Kim Andersen (V) Preben Bang Henriksen (V) Inger Støjberg
(V) Karen Jespersen (V) Jan E. Jørgensen (V) Karsten
Lauritzen (V) Kristian Pihl Lorentzen (V) Karsten Nonbo (V) Peter
Skaarup (DF) Dennis Flydtkjær (DF) Pia Adelsteen (DF) Kim
Christiansen (DF) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Tom Behnke (KF)
nfmd.
Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og
Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.
Bilag 2
10 af udvalgets
spørgsmål til justitsministeren og dennes svar
herpå
Spørgsmålene og
justitsministerens svar herpå er optrykt efter ønske
fra Venstre og Dansk Folkeparti.
Spørgsmål 1:
Vil ministeren redegøre for, hvilke
dele af lovforslaget bemærkningerne under 4.2.4 knytter sig
til?
Svar:
En tilladelse til afsoning i fodlænke
kan tilbagekaldes efter reglerne i straffuldbyrdelseslovens §
78 e.
Som det fremgår af pkt. 4.2.4 i de
almindelige bemærkninger til lovforslaget, er det i dag en
forudsætning bag fodlænkeordningen, at tolerancen over
for vilkårsovertrædelser er meget lav. Denne
forudsætning fremgår af forarbejderne til
fodlænkeordningen.
Med lovforslaget forudsættes det, at der
fremover efter et konkret skøn skal kunne anlægges en
vis, forhøjet tolerance over for
vilkårsovertrædelser, jf. pkt. 4.2.4 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Der er ikke med lovforslaget foreslået
indholdsmæssige ændringer i lovteksten i
straffuldbyrdelseslovens § 78 e, og forudsætningen om en
vis, forhøjet tolerance over for
vilkårsovertrædelser knytter sig til de
foreslåede justeringer af fodlænkeordningen i det hele
taget, jf. lovforslagets § 2, nr. 5-12.
Spørgsmål 2:
Af 4.2.4 i bemærkningerne til L 133
fremgår det, at: »Den foreslåede
forhøjelse af tolerancen vil i givet fald
nødvendiggøre en justering af pkt. 48, litra 5, i
vejledningen om strafudståelse på bopælen.«
Kan ministeren bekræfte, at forhøjelsen af tolerancen
alene foreslås i bemærkningerne til lovforslaget og
ikke i selve lovforslaget?
Svar:
Der henvises til den samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Retsudvalg
vedrørende lovforslaget.
Spørgsmål 3:
Af 4.2.4. i bemærkningerne til L 133
fremgår det, at: »Forslaget indebærer, at
tilbagekaldelse i sådanne tilfælde vil kunne undlades,
også selv om vilkårsovertrædelsen ikke er helt
enkeltstående og bagatelagtig.« Vil ministeren
redegøre for, hvor i lovforslaget man kan se, at forslaget
indebærer dette?
Svar:
Der henvises til den samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 1 fra Folketingets Retsudvalg
vedrørende lovforslaget.
Spørgsmål 35:
Vil ministeren oplyse, i hvilket omfang
indtagelse m.v. af alkohol tolereres i forhold til
fodlænkeafsonere i andre nordiske lande?
Svar:
Det kan oplyses, at der både efter de
norske og svenske regler om fodlænkeafsoning er forbud mod at
indtage alkohol og narkotika under afsoningen.
Justitsministeriet er ikke bekendt med de
finske regler på området.
Spørgsmål 37:
Vil ministeren oplyse, hvorfor ministeren
mener, at tolerancen overfor indtagelse af alkohol skal være
betydelig større for fodlænkeafsonere end afsonere i
almindelig fængselsafsoning?
Svar:
Der kan henvises til den samtidige besvarelse
af spørgsmål nr. 39 fra Folketingets Retsudvalg
vedrørende lovforslaget.
Spørgsmål 39:
Hvad er baggrunden for, at ministeren med
lovforslaget de-facto vil lempe nultolerancen for indtagelse af
alkohol for fodlænkeafsonere og samtidig tillade, at de nye
mere lempelige regler kan brydes ikke blot en gang, men
»gentagende gange«, uden at afsoneren får afbrudt
sit afsoningsforløb?
Svar:
Det er en forudsætning bag
fodlænkeordningen, at tolerancen over for
vilkårsovertrædelser er meget lav.
Bl.a. skal tilladelsen som altovervejende
hovedregel tilbagekaldes, hvis den dømte overtræder
vilkåret om ikke at indtage alkohol, euforiserende stoffer
eller andre stoffer, der er forbudt efter den almindelige
lovgivning.
Er den dømtes overtrædelse
enkeltstående og helt bagatelagtig, eller foreligger der i
øvrigt særlige omstændigheder, kan
tilbagekaldelse af den meddelte tilladelse til strafudståelse
på bopælen dog undlades.
Det forudsættes med lovforslaget, at der
efter et konkret skøn skal kunne anlægges en vis,
forhøjet tolerance over for
vilkårsovertrædelser. Det gælder f.eks. i
tilfælde, hvor det konstateres, at den dømte har
overtrådt afsoningsvilkårene ved at indtage en mindre
mængde alkohol.
Formålet med forslaget er således
at give mulighed for i sådanne tilfælde at undlade at
tilbagekalde tilladelsen til fodlænkeafsoningen, hvis
afsoningsforløbet i øvrigt vurderes som
velfungerende, eller hvis tilbagekaldelsen konkret må anses
for et uproportionalt indgreb sammenholdt med
vilkårsovertrædelsen. Det vil være en
forudsætning, at hensynet til det resocialiserende eller
behandlingsmæssige arbejde med den dømte taler
afgørende imod tilbagekaldelse.
Forslaget indebærer, at tilbagekaldelse
i sådanne tilfælde vil kunne undlades, også selv
om vilkårsovertrædelsen ikke er helt
enkeltstående og bagatelagtig. I stedet vil der som
alternativ reaktion være mulighed for at indskærpe
vilkårene for fodlænkeafsoning og reglerne om
tilbagekaldelse, ligesom der vil være mulighed for at
fastsætte yderligere vilkår for afsoningen i
medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78 c, stk. 2.
Spørgsmål 40:
Med lovforslaget forrykkes tidspunktet for
mulig afsoning på egen bopæl til at være
tidligere end i dag. Vil ministeren oplyse, hvornår en
langtidsdømt med henholdsvis en dom på 3 år og
12 år tidligst ifølge lovforslaget vil kunne blive
bevilget udslusning/udstationering i afsoningsforløbet, samt
redegøre for reglerne i dag?
Svar:
Det fremgår af § 51 i den
gældende bekendtgørelse nr. 289 af 26. marts 2012 om
udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller
forvaring i kriminalforsorgens institutioner
(udgangsbekendtgørelsen), at udstationering normalt skal ske
i den sidste del af opholdstiden og kan gives i indtil 4 uger
eller, når særlige omstændigheder taler derfor, i
indtil 3 måneder. Er den indsatte ikke fyldt 21 år ved
indsættelsen, kan der gives udstationering af længere
varighed, når ganske særlige forhold tager derfor.
Hvis institutionen skønner, at der er
behov for udstationering ud over 3 måneders varighed,
forelægges spørgsmålet for Direktoratet for
Kriminalforsorgen. Institutionen kan dog tillade indsatte, der
udstår fængselsstraf eller forvaring i 5 måneder
eller derover, udstationering i op til 4 måneder med henblik
på deltagelse i et udslusningsprogram, f.eks. kursus i
kognitiv færdighedstræning, jf.
udgangsbekendtgørelsens § 51, stk. 2.
Direktoratet for Kriminalforsorgen kan i
konkrete sager tillade udgang, herunder udstationering, i videre
omfang, hvis særlige omstændigheder taler derfor, jf.
§ 10 i udgangsbekendtgørelsen.
En indsat, der afsoner en dom på 3
år, vil kunne blive udstationeret i overensstemmelse med
ovenstående regler.
En indsat med en dom på 8 år eller
derover (langtidsdømte) kan efter praksis som hovedregel
få tilladelse til udstationering i op til ca. 6 måneder
før det forventede løsladelsestidspunkt.
Langtidsdømte, der undtagelsesvist er
anbragt i åbent fængsel, inden udgang til at
besøge bestemte nærstående personer er
påbegyndt, vil dog efter praksis som hovedregel kunne
udstationeres i 1 ½ - 2 år før forventet
løsladelse.
Det bemærkes, at der ikke efter de
nugældende regler er mulighed for udslusning til egen
bopæl i fodlænke.
Lovforslaget indebærer, at en indsat i
særlige tilfælde kan få tilladelse til at tage
ophold på sin bopæl i fodlænke i den sidste del
af afsoningen. Det forudsættes med forslaget, at udgang til
ophold på bopælen i givet fald skal ske i form af
udstationering, og at sådan udstationering til
fodlænkeafsoning på egen bopæl kan finde sted i
et tidsrum af maksimalt 6 måneder op til
løsladelsestidspunktet. Endvidere indebærer
lovforslaget, at udstationering fremover vil kunne ske på et
tidligere tidspunkt end i dag.
Af lovforslaget fremgår, at det
forudsættes, at det i en række tilfælde vil
være mest hensigtsmæssigt, at den indsatte har
gennemført et udstationeringsforløb på
eksempelvis en af kriminalforsorgens pensioner, inden der kan ske
udstationering til eget hjem i fodlænke.
Lovforslaget lægger derudover op til
øget mulighed for udstationering af misbrugsbehandlede. Det
forudsættes således med lovforslaget, at indsatte i
åbne fængsler, som har gennemgået behandling mod
misbrug på en behandlingsafdeling i et fængsel,
fremover kan få tilladelse til udstationering til en pension
eller til egnet behandlingshjem i op til 1 år.
Hvis lovforslaget vedtages, vil der ved
udarbejdelsen af de administrative regler skulle tages stilling til
de nærmere tidsmæssige frister for udstationering inden
for de ovenfor nævnte rammer, som lovforslaget udstikker. Der
skal således tages stilling til, hvornår henholdsvis
direkte udslusning til eget hjem i fodlænke og udslusning til
en pension m.v., der går forud for en udstationering til eget
hjem i fodlænke, tidligst kan begyndes for indsatte, der
afsoner korte og lange domme.
Spørgsmål 41:
Vil ministeren give konkrete eksempler
på, hvilke langtidsdømte der med lovforslaget kan
blive prøveløsladt med vilkår om
fodlænke?
Svar:
Som nævnt i den samtidige besvarelse af
spørgsmål nr. 40 fra Folketingets Retsudvalg
vedrørende lovforslaget indebærer lovforslaget, at en
indsat i særlige tilfælde kan få tilladelse til
at tage ophold på sin bopæl i fodlænke i den
sidste del af afsoningen. Det forudsættes med forslaget, at
udgang til ophold på bopælen i givet fald skal ske i
form af udstationering, og at sådan udstationering til
fodlænkeafsoning på egen bopæl kan finde sted i
et tidsrum af maksimalt 6 måneder op til
løsladelsestidspunktet.
Det forudsættes endvidere med
lovforslaget, at udstationering til egen bopæl i
fodlænke alene vil kunne ske i sådanne særlige
tilfælde, hvor den indsattes familieforhold,
afsoningsforløb eller hensynet til den
pågældendes resocialisering taler for det.
Lovforslaget lægger ikke op til, at en
indsat kan blive prøveløsladt med vilkår om
fodlænke.
Spørgsmål 44:
Vil ministeren oplyse, om lovforslagets
ændringer kan påvirke afsoningsforløbet for
livstidsfanger og i givet fald hvordan?
Svar:
Det fremgår af straffelovens § 41,
at livstidsdømte kan løslades på prøve,
når 12 år af straffen er udstået.
Herudover har Direktoratet for
Kriminalforsorgen oplyst, at livstidsdømte typisk
gennemgår et længerevarende udslusningsforløb,
før de løslades. En livstidsdømt vil
således almindeligvis gennem flere år skulle have
tilladelse til udgang fra et fængsel, før der sker
udslusning til eksempelvis en pension under kriminalforsorgen med
henblik på senere prøveløsladelse. Sagerne er
imidlertid af så speciel og individuel karakter, at der ikke
kan opstilles nærmere tidsmæssige betingelser for,
hvornår udslusning kan påbegyndes.
Eksempelvis ses både, at
livstidsdømte efter udslusning til en pension
prøveløslades til egen bolig, og at
livstidsdømte fra enten en pension eller et fængsel
udstationeres til egen bolig, før
prøveløsladelse finder sted. Ligeledes er der
både eksempler på livstidsdømte, der er
prøveløsladt efter ca. 14 års fængsel, og
livstidsdømte, der efter ca. 25 års afsoning ikke er
påbegyndt en udslusning endnu.
Der henvises i øvrigt til den samtidige
besvarelse af spørgsmål nr. 40 fra Folketingets
Retsudvalg vedrørende lovforslaget for så vidt
angår de muligheder for udslusning i fodlænke, som
lovforslaget indebærer.
Spørgsmål 50:
Vil ministeren i forlængelse af sin
besvarelse af spørgsmål 5 oplyse, om der ved
indførslen af fodlænke-ordningen, der fik sin
oprindelige udformning i forbindelse med lov nr. 367 af 24. maj
2005, var overvejelser om at forøge tolerancen i forhold til
vilkårsovertrædelse? Hvis der ikke var sådanne
overvejelser, hvad var da den faglige såvel som politiske
begrundelse for at sætte en meget lav tolerance over for
vilkårsovertrædelse?
Svar:
Det fremgår af forarbejderne til lov nr.
367 af 24. maj 2005, at det med ordningen er forudsat, at
tolerancen over for vilkårsovertrædelser er meget lav.
Det er således anført, at det afhænger af et
konkret skøn, om der er sket en
vilkårsovertrædelse, der skal medføre
tilbagekaldelse af tilladelsen til at afsone på bopælen
med fodlænke. Det er dog videre anført, at
overtrædelse af vilkåret om ikke at indtage alkohol,
euforiserende stoffer eller andre stoffer, der er forbudt efter den
almindelige lovgivning, som altovervejende hovedregel skal
medføre tilbagekaldelse.
Siden fodlænkeordningen blev
indført i 2005, har erfaringerne vist, at der forekommer
tilfælde, hvor navnlig hensynet til det resocialiserende
eller behandlingsmæssige arbejde med den dømte taler
imod tilbagekaldelse af tilladelsen, selvom
vilkårsovertrædelsen ikke kan anses for helt
bagatelagtig. Tilsvarende forekommer der tilfælde, hvor
konsekvenserne af tilbagekaldelsen må anses for at være
et uproportionalt indgreb sammenholdt med
vilkårsovertrædelsen.
Det er på baggrund af disse erfaringer,
at det med det foreliggende lovforslag er forudsat, at der fremover
efter et konkret skøn skal kunne anlægges en vis,
forhøjet tolerance over for
vilkårsovertrædelser, jf. pkt. 4.2.4 i de almindelige
bemærkninger til lovforslaget.
Disse erfaringer havde man af gode grunde ikke
gjort sig, da fodlænkeordningen blev indført i
2005.