L 160 Forslag til lov om ændring af lov om social service og lov om retssikkerhed og administration på det sociale område.

(Kriminalpræventive sociale indsatser).

Af: Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S)
Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2012-13
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 25-04-2013

Betænkning afgivet af Socialudvalget den 25. april 2013

20121_l160_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Socialudvalget den 25. april 2013

1. Ændringsforslag

Social- og integrationsministeren har stillet 9 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 27. februar 2013 og var til 1. behandling den 15. marts 2013. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Socialudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 2 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og social- og integrationsministeren sendte den 21. december 2012 dette udkast til udvalget, jf. SOU alm. del - bilag 129. Den 27. februar 2013 sendte social- og integrationsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til social- og integrationsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Indstillinger og politiske bemærkninger

Udvalget indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Enhedslistens medlemmer af udvalget bemærker, at lovforslaget indeholder dele, som partiet er positive overfor, bl.a. at VISO fortsat kan rådgive kommunerne i forbindelse med forebyggelse af ungdomskriminalitet, at kommunerne fortsat skal lave samlede planer for bekæmpelse af ungdomskriminalitet som et led i deres børnepolitik, og at Ankestyrelsen følger op på kommunernes indsats og forpligtigelser i forbindelse med indberetninger fra politiet om kriminelle unge. Samtidig er der elementer ved lovforslaget, som EL har været bekymret over. EL har bl.a. haft betænkeligheder ved at uddelegere kompetence til at indskrænke den anbragtes kontakt med omverdenen og undersøge den anbragtes opholdsrum til ledere af bosteder og deres stedfortrædere. EL har også været bekymret over den socialpædagogiske effekt af lovforslaget, og hvornår sanktioner over for de anbragte borgere konkret kan anvendes. Dette har EL derfor spurgt ind til i udvalgsarbejdet. På baggrund af ministerens svar kan EL stemme for lovforslaget. Partiet vil dog kritisk følge området nøje og ser frem til evalueringen af lovforslaget, som vil foreligge to år efter lovforslagets ikrafttræden.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

4. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 1

Af social- og integrationsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) Nr. 1 udgår, og i stedet indsættes:

»1. § 13, stk. 6, ophæves.

Stk. 7-9 bliver herefter stk. 6-8.

01. § 19, stk. 3, ophæves.

Stk. 4 bliver herefter stk. 3.«

[Redaktionel ændring]

2) Nr. 3 affattes således:

»3. I § 66, nr. 6, indsættes efter »delvis lukkede døgninstitutioner«: »og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner«.«

[Præcisering]

3) I den under nr. 13 foreslåede § 137 e affattes stk. 2 således:

»Stk. 2. Personen med eller uden nedsat psykisk funktionsevne kan være omfattet af indgreb efter § 137 g, hvis den pågældende er anbragt på et anbringelsessted, jf. § 66, nr. 5 og 6, i henhold til en strafferetlig afgørelse afsagt ved dom eller kendelse.«

[Præcisering]

4) I den under nr. 13 foreslåede § 137 f udgår i stk. 2, 1. og 2. pkt., »som«.

[Redaktionel ændring]

5) I den under nr. 13 foreslåede § 137 f udgår i stk. 3 »efter iværksættelsen af afgørelsen«.

[Redaktionel ændring]

6) I den under nr. 13 foreslåede § 137 m indsættes i stk. 2 før »har været rettet imod«: »er eller«.

[Præcisering]

7) I den under nr. 13 foreslåede § 137 m affattes stk. 3 således:

»Stk. 3. Lederen af anbringelsesstedet, jf. § 66, nr. 5 og 6, og boformen, jf. § 108, eller lederens stedfortræder skal ved månedens udgang sammen med sine kommentarer indsende kopi af registreringerne, jf. stk. 1, til kommunalbestyrelsen, jf. § 137 f, stk. 1, og det regionsråd, der fører tilsyn, jf. § 5, stk. 7, eller den kommunalbestyrelse, der fører tilsyn, jf. § 148 a, om indberetningen.«

[Præcisering]

Til § 2

8) I nr. 1 ændres i den indledende tekst »affattes således« til: »ophæves, og i stedet indsættes«.

[Redaktionel ændring]

Til § 3

9) I stk. 2 indsættes efter »§ 1, nr. 1«: »og 01«.

[Konsekvens af ændringsforslag nr.1]

Bemærkninger

Til nr. 1

Med ændringsforslaget er der alene tale om redaktionelle ændringer.

Til nr. 2

Det præciseres med ændringsforslaget, at der kan oprettes delvis lukkede døgninstitutioner og delvis lukkede afdelinger på døgninstitutioner.

Til nr. 3

Med ændringsforslaget præciseres det, at unge med udviklingshæmning, der anbringes på et anbringelsessted, jf. servicelovens § 66, nr. 5 og 6, i henhold til en strafferetlig afgørelse afsagt ved dom eller kendelse, er omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen omfatter således både personer med og personer uden nedsat psykisk funktionsevne.

Til nr. 4

Med ændringsforslaget er der alene tale om redaktionelle ændringer.

Til nr. 5

Det præciseres med ændringsforslaget, at afgørelsen forelægges til godkendelse hos kommunalbestyrelsen snarest muligt.

Til nr. 6

Ændringsforslaget præciserer, at indgrebet fortsat kan være rettet imod den anbragte på det tidspunkt, hvor registreringen foretages og den anbragte skal have lejlighed til at redegøre for forløbet.

Til nr. 7 og 8

Med ændringsforslaget er der alene tale om en redaktionel ændring.

Til nr. 9

Ændringsforslaget muliggør, at social- og integrationsministeren kan fastsætte tidspunktet for ikraftrædelse af § 1, nr. 01, jf. ændringsforslag nr. 1.

Orla Hav (S) Maja Panduro (S) Jacob Bjerregaard (S) Jens Joel (S) Karen J. Klint (S) Rasmus Horn Langhoff (S) Julie Skovsby (S) Marlene Borst Hansen (RV) Liv Holm Andersen (RV) Uffe Elbæk (RV) Pernille Vigsø Bagge (SF) Anne Baastrup (SF) fmd. Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Finn Sørensen (EL) Pernille Skipper (EL) Hans Andersen (V) Anne-Mette Winther Christiansen (V) nfmd. Louise Schack Elholm (V) Karen Ellemann (V) Sophie Løhde (V) Eyvind Vesselbo (V) Fatma Øktem (V) Karin Nødgaard (DF) René Christensen (DF) Karina Adsbøl (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Simon Emil Ammitzbøll (LA) Thyra Frank (LA) Benedikte Kiær (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 160

Bilagsnr.

Titel

1
Høringssvar og høringsnotat, fra social- og integrationsministeren
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Ændringsforslag fra social- og integrationsministeren
4
Udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 160

Spm.nr.
Titel
1
Spm. om ministeren vil redegøre for de retssikkerhedsmæssige konsekvenser for borgeren, i forbindelse med at retten til at træffe afgørelser om indskrænkning af brugen af telefon og internet m.m. kan uddelegeres til lederen af anbringelsesstedet, til social- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. , om ministeren vil uddybe, hvad konsekvenserne bliver, såfremt kommunalbestyrelsen ikke godkender ledelsens afgørelse om indskrænkning af brugen af telefon og internet m.m., til social- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. om, hvordan det sikres, at en leder ikke kan misbruge retten til at træffe foreløbige afgørelser om indskrænkning af brugen af internet og telefon m.m., til social- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. , om ministeren vil redegøre for den socialpædagogiske effekt af at kunne frihedsberøve børn og unge ved periodevis at kunne anbringe dem på et lukket værelse på en delvis lukket institution, til social- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. , om ministeren vil uddybe, hvornår afgørelsen om at inddrage telefon og internet m.m. kan træffes, herunder særlig en præcisering af, hvad der menes med »ordens- og sikkerhedsmæssige hensyn« i forhold til ransagning af beboernes ejendele, til social- og integrationsministeren, og ministerens svar herpå