L 104 Forslag til lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion.

Af: Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2013-14
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 20-12-2013

Skriftlig fremsættelse (20. december 2013)

20131_l104_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (20. december 2013)

Beskæftigelsesministeren (Mette Frederiksen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om erstatning og godtgørelse til tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion

(Lovforslag nr. L 104)

Lovforslaget er en udmøntning af vedtagelse nr. V57 af 23. april 2013, hvoraf det fremgår, at beskæftigelsesministeren og forsvarsministeren giver tilsagn om, at der etableres en ordning for veteraner, hvor der ikke stilles krav om, at dokumentationen for sygdomsdebut vedrørende PTSD i arbejdsskadesager skal ske i form af lægebesøg inden for som udgangspunkt 6 måneder.

Folketingets vedtagelse nr. 57 omhandler kun de såkaldte veteraner på Forsvarsministeriets område. Regeringen finder det imidlertid væsentligt, at der ikke i relation til anerkendelser af sager om sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion efter denne lov gøres forskel mellem udsendte på Forsvarsministeriets område og udsendte på andre ministeriers område, som i mange tilfælde har været udsendt til løsning af opgaver i de samme områder inden for de samme perioder, og som blandt andet i relation til erstatning i forbindelse med dødsfald eller tilskadekomst under tjenesten er ligestillet. Lovforslaget omfatter således en bredere personkreds, end vedtagelse nr. 57 lægger op til.

Særordningen gælder således for alle tidligere udsendte soldater og andre statsansatte med sent diagnosticeret posttraumatisk belastningsreaktion og deres efterladte. Som tidligere udsendt soldat og anden statsansat forstås i denne lov en person, der som led i ansættelsen mindst én gang har været udsendt til eller i øvrigt opholdt sig i tjenstlig medfør i områder i udlandet, hvor danske statsansatte deltager i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære eller andre lignende opgaver.

Det er en betingelse for anerkendelse, at begrundelsen for, at tilskadekomne ikke har kunnet få anerkendt sygdommen efter lov om arbejdsskadesikring alene er manglende dokumentation for tidsmæssig sammenhæng mellem belastning og sygdomsdebut.

Der skal foreligge en psykiatrisk speciallægeerklæring, udstedt senere end 6 måneder efter belastningens ophør, hvori det erklæres, at veteranen sandsynligvis har PTSD som er opstået i tilknytning til og som følge af sin udsendelse.

Arbejdsskadestyrelsen skal i forlængelse af behandlingen af arbejdsskadesagen af egen drift behandle spørgsmålet om erstatning efter denne lov. Det fastholdes dermed, at veteranernes primære mulighed for at få anerkendt PTSD også fremover skal være arbejdsskadesikringsloven, mens den ved lovforslaget etablerede særlige ordning giver en ekstra mulighed for at anerkende relevante sager.

Behandlingen af sager efter loven følger en række regler i arbejdsskadesikringsloven, og afgørelser efter loven kan indbringes for Ankestyrelsen. Erstatning og godtgørelse efter loven fastsættes ligeledes efter reglerne i arbejdsskadesikringsloven.

Det foreslås, at lovforslaget træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Lovtidende.

Lovforslaget har været i ekstern høring. Der er imidlertid forskel på det lovforslag, der blev sendt i høring, og det lovforslag, der hermed fremsættes. Derfor er lovforslaget sendt i en ny ekstern høring i dag. Folketinget vil blive orienteret om udfaldet af denne høring.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.