L 154 Forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om kreditaftaler, lov om finansielle rådgivere, lov om pantebrevsselskaber, lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. og forskellige andre love.

(Ret til basal indlånskonto, gennemførelse af ændringer til gennemsigtighedsdirektivet, modernisering af reglerne for indsendelse af årsrapporter, udvidelse af forsikringsselskabers drift af anden virksomhed, præcisering af regulering af refinansieringsrisiko for realkreditobligationer m.v. og gennemførelse af boligkreditdirektivet m.v.).

Af: Erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S)
Udvalg: Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-02-2015

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2015)

20141_l154_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. februar 2015)

Erhvervs- og vækstministeren (Henrik Sass Larsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om kreditaftaler, lov om finansielle rådgivere, lov om pantebrevsselskaber, lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. og for­skel­lige andre love (Ret til basal indlånskonto, gen­nem­førelse af ændringer til gennemsigtighedsdirektivet, moderni­sering af reglerne for indsendelse af årsrapporter, udvidelse af forsikringsselskabers drift af anden virksomhed, præ­ci­se­ring af regulering af refinansieringsrisiko for real­kredit­obliga­tioner m.v. og gennemførelse af bolig­kredit­direktivet m.v.)

(Lovforslag nr. L 154)

Formålet med lovforslaget er at følge op på anbefalingerne fra udvalget om en basal indlånskonto, idet det foreslås at indføre hjemmel til at fastsætte nærmere regler om indholdet af en basal indlånskonto med få funktioner. Yderligere præciseres blandt andet reglerne om rentetriggeren for realkreditobligationer og realkreditlån, og gennemsigtighedsdirektivet og boligkreditdirektivet implementeres.

Med lovforslaget foreslås desuden at gennemføre gen­nem­sigtighedsdirektivet og boligkreditdirektivet. Gennemførel­sen af gennemsigtighedsdirektivet medfører bl.a. forenkling af oplysningsforpligtelserne for udstedere af værdipapirer, modernisering og effektivisering af de såkaldte »flagningsregler« og mulighed for offentliggørelse af sanktioner pålagt fysiske personer.

Den del af lovforslaget, der gennemfører boligkreditdirektivet, medfører bl.a. indførelse af tilsyn med boligkreditformidlere og med kreditgivere af boligkredit, der ikke er kreditinstitutter. Det foreslås, at kreditgivere generelt forpligtes til at give forbrugeren en række oplysninger, inden vedkommende indgår en aftale om et boliglån. Samtidig forpligtes kreditgivere til at foretage en kreditvurdering af forbrugeren, inden der ydes boligkredit, og må alene yde et sådan lån, hvis kreditvurderingen viser, at kunden sandsynligvis vil kunne opfylde forpligtelserne efter lånet.

Herudover foreslås det at ændre den såkaldte rentetrigger for realkreditobligationer og realkreditlån, idet der er konstateret et behov for at præcisere lovgivningen i forbindelse med implementeringen af rentetriggeren, som blev indført i foråret 2014.

Det foreslås derudover at give forsikringsselskaber mulighed for at opføre, eje og drive infrastruktur, ligesom de får friere rammer for handel med fast ejendom, hvilket vil øge forsikringsselskabernes incitament til at finansiere sådanne investeringer.

Det foreslås desuden at følge op på anbefalingerne fra arbejdsgruppen om en basal indlånskonto og indføre bestemmelser om en enkel og billig indlånskonto med få funktioner. Denne konto skal enten være gebyrfri eller må højest koste 180 kr. om året svarende til 15 kr. om måneden, hvilket sikrer, at alle forbrugere har råd til at have en basal indlånskonto.

Lovforslaget indeholder endelig en række mindre ændringer og ændringer af teknisk karakter.

Med disse bemærkninger, og idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de bemærkninger, der ledsager det, skal jeg anbefale forslaget til Tingets velvillige behandling.