L 59 Forslag til lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Af: Beskæftigelsesminister Henrik Dam Kristensen (S)
Udvalg: Beskæftigelsesudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 10-12-2014

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 10. december 2014

20141_l59_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Beskæftigelsesudvalget den 10. december 2014

1. Ændringsforslag

Beskæftigelsesministeren har stillet 10 ændringsforslag til lovforslaget.

2. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 12. november 2014 og var til 1. behandling den 18. november 2014. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Beskæftigelsesudvalget.

Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.

Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og beskæftigelsesministeren sendte den 10. november 2014 dette udkast til udvalget, jf. BEU alm. del - bilag 20. Den 12. november 2014 sendte beskæftigelsesministeren de indkomne høringssvar, et høringsnotat og en ligestillingsvurdering herom til udvalget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget 1 skriftlig henvendelse fra SKS Applikation m.fl.

Spørgsmål

Udvalget har stillet 1 spørgsmål til beskæftigelsesministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret.

3. Udtalelse fra beskæftigelsesministeren

Beskæftigelsesministeren har over for udvalget oplyst følgende:

Af lovforslaget fremgår det bl.a. af § 27, stk. 2, at ministeren fastsætter regler om den geografiske afgrænsning af de otte regionale arbejdsmarkedsråd. Som følge heraf er det i bemærkningerne til § 27 præcist beskrevet, hvordan ministeren vil anvende bemyndigelsen til at foretage denne geografiske afgrænsning. Heraf fremgår bl.a., at Middelfart Kommune placeres i det regionale arbejdsmarkedsråd under Fyn.

Efter lovforslagets fremsættelse er beskæftigelsesministeren og forligskredsen bag beskæftigelsesreformen efter ønske fra Middelfart Kommune blevet enige om, at Middelfart Kommune placeres i det regionale arbejdsmarkedsråd under Sydjylland. Arbejdsmarkedets parter er orienteret om ændringen.

Bemærkningerne til § 27, stk. 2, i det fremsatte lovforslag er således ikke i overensstemmelse med, hvorledes bemyndigelsen tænkes anvendt til den geografiske afgrænsning af de otte regionale arbejdsmarkedsråd.

Middelfart Kommune tænkes således placeret i det regionale arbejdsmarkedsråd under Sydjylland ved udmøntningen af den foreslåede bemyndigelse i § 27, stk. 2.

4. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Socialistisk Folkepartis medlemmer af udvalget stemmer for lovforslaget, da det bl.a. rummer etableringen af otte regionale arbejdsmarkedsråd, der i lovforslaget tildeles en række vigtige opgaver for at styrke arbejdsmarkedsindsatsen. Her har arbejdsmarkedets parter en særlig stor ekspertise, hvorfor det er naturligt, at de udgør flertallet af rådenes medlemmer.

Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling, men vil stemme for de stillede ændringsforslag.

Enhedslistens medlemmer af udvalget finder, at i forhold til den nuværende styringslov består ændringerne i den nye lov først og fremmest af strukturændringer. Der er dog også tale om en betydelig svækkelse af de regionale arbejdsmarkedsråds kompetencer. Det betyder, at arbejdsmarkedets parter får forringet deres indflydelse. Det skal der rettes op på, før Enhedslisten kan støtte lovforslaget.

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

5. Ændringsforslag med bemærkninger

Ændringsforslag

Til § 36

Af beskæftigelsesministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I stk. 1 ændres »§ 13, stk. 1, og § 73 d, stk. 2,« til: »§ 13, stk. 2, og § 73 d, stk. 3,«.

[Teknisk korrektion]

Til § 42

2) I stk. 1, nr. 3, ændres »§ 36, stk. 2,« til: »§ 36, stk. 1,«.

[Teknisk korrektion]

Til § 52

3) I nr. 2 ændres »§§ 42, 45, 47 og 48« til: »§§ 42 og 45-47«.

[Teknisk korrektion]

Til § 56

4) I stk. 1 indsættes efter »jf. dog stk. 2«: »og 3«.

[Teknisk korrektion]

5) Efter stk. 1 indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2. § 58, nr. 01, og § 01 træder i kraft den 5. januar 2015.«

Stk. 2 og 3 bliver herefter stk. 3 og 4.

[Konsekvensændring som følge af forslaget om, at lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats erstattes af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.]

Til § 58

6) Før nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. § 13 a ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 13 a. I sager, der er visiteret til kategori 1 efter § 12, stk. 1, nr. 1, skal kommunen iværksætte en opfølgning med opfølgningssamtale og revisitation til kategori 2 eller 3 efter § 12, stk. 1, nr. 2 og 3, hvis sygefraværsperioden varer længere end 8 uger. En efterfølgende opfølgning sker i henhold til revisitationen, jf. §§ 12 og 13 b-13 d.

Stk. 2. For sygemeldte, der er visiteret til kategori 1 efter § 12, stk. 1, nr. 1, fastlægger den enkelte kommune, hvornår og hvordan opfølgningen skal finde sted, og hvad indholdet skal være, jf. dog stk. 4.

Stk. 3. Tilbyder kommunen den sygemeldte aktive tilbud efter kapitel 10 og 11 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats som led i opfølgningen, jf. stk. 2, er det frivilligt for den sygemeldte at deltage i tilbuddet.

Stk. 4. En sygemeldt, der er visiteret til kategori 1 efter § 12, stk. 1, nr. 1, og som er ledig og medlem af en arbejdsløshedskasse, skal fortsat deltage i kontaktforløb og tilbud efter de regler i kapitel 7 og 9 b-12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, som gælder for ledige, der modtager arbejdsløshedsdagpenge efter lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Der skal dog tages hensyn til den sygemeldtes helbredssituation.

§ 13 b. I sager, der er visiteret til kategori 2 og 3 efter § 12, stk. 1, nr. 2 og 3, skal der første gang følges op senest inden udgangen af ottende uge regnet fra første fraværsdag, jf. dog stk. 2. Herefter skal der følges op mindst hver fjerde uge. Opfølgningen sker ved en individuel samtale, jf. dog stk. 4 og 5.

Stk. 2. Har arbejdsgiveren eller den sygemeldte anmodet kommunen om at iværksætte en tidlig opfølgning, jf. §§ 7 c eller 7 e, skal kommunen afholde den første opfølgningssamtale med den sygemeldte, senest 2 uger efter at den sygemeldte eller arbejdsgiveren har anmodet kommunen om at iværksætte en tidlig opfølgning, jf. dog stk. 3. Det samme gælder, hvis det inden samtalen ikke er muligt at afklare, hvorvidt den sygemeldte er berettiget til sygedagpenge.

Stk. 3. Ønsker den sygemeldte ikke, at kommunen iværksætter en tidlig opfølgning på baggrund af arbejdsgiverens anmodning herom, jf. § 7 c, afholder kommunen den første opfølgningssamtale senest inden udgangen af ottende uge regnet fra første fraværsdag, jf. stk. 1.

Stk. 4. Opfølgningen kan dog ske telefonisk, digitalt eller skriftligt, når

1) den sygemeldte har genoptaget arbejdet delvis,

2) den sygemeldte deltager i tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats eller

3) sygdommen er til hinder for en individuel samtale.

Stk. 5. Hvis der er tale om alvorlig sygdom, hvor kontakt til den sygemeldte ikke er hensigtsmæssig eller mulig på grund af den sygemeldtes helbredssituation, foregår opfølgningen uden kontakt til den sygemeldte (standby). Ved vurdering af, om en sygdom er alvorlig, indgår navnlig, om sygdommen er livstruende.

§ 13 c. Sygemeldte, der er visiteret til kategori 2 efter § 12, stk. 1, nr. 2, skal have en arbejdspladsbaseret indsats med gradvis tilbagevenden, tilbud om virksomhedspraktik efter kapitel 11 eller tilbud om ansættelse med løntilskud efter kapitel 12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Indsatsen skal tilpasses den enkeltes forudsætninger, behov og helbredstilstand.

Stk. 2. Kommunen skal ved første opfølgning indgå en aftale med den sygemeldte om beskæftigelsesmål og beskæftigelsesindsats. Aftalen justeres løbende.

Stk. 3. For sygemeldte i et ansættelsesforhold indgås der så vidt muligt en aftale om en af følgende indsatser:

1) Gradvis tilbagevenden til arbejdet.

2) Gradvis tilbagevenden til arbejdet efter opstartsperiode med virksomhedspraktik.

3) Virksomhedspraktik.

4) Iværksættelse af mentorstøtte, hjælpemidler eller anden form for støtte.

Stk. 4. For sygemeldte uden ansættelsesforhold indgås der så vidt muligt en aftale om en af følgende indsatser:

1) Påbegyndelse af arbejde eller ansættelse med løntilskud, eventuelt efter en opstartsperiode med virksomhedspraktik.

2) Virksomhedspraktik.

3) Iværksættelse af mentorstøtte, hjælpemidler eller anden form for støtte.

Stk. 5. Kommunen kan som et supplement til den arbejdspladsbaserede indsats efter stk. 3 og 4 give tilbud om vejledning og opkvalificering efter kapitel 10 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats. Herudover kan kommunen give tilbud om vejledning og opkvalificering i særlige tilfælde, hvor det kan fremme arbejdsfastholdelse og hurtigere tilbagevenden til arbejdsmarkedet, og hvor det ikke er muligt at iværksætte en arbejdspladsbaseret indsats efter stk. 3 og 4.

Stk. 6. Sygemeldte, der er visiteret til kategori 2, har ret til et kursus i mestring af følger af sygdom med henblik på at fastholde et arbejde.

§ 13 d. Sygemeldte, der er visiteret til kategori 3 efter § 12, stk. 1, nr. 3, skal have en tværfaglig og helhedsorienteret indsats, der er individuelt tilrettelagt med udgangspunkt i den sygemeldtes forudsætninger, behov og helbredstilstand med fokus på at fastholde og vedligeholde den sygemeldtes arbejdsevne og tilknytning til arbejdsmarkedet.

Stk. 2. Indsatsen som nævnt i stk. 1 kan bestå af tilbud efter kapitel 9 b-12 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og en indsats efter anden lovgivning.

Stk. 3. Inden kommunen iværksætter indsatsen som nævnt i stk. 1, skal sagen forelægges rehabiliteringsteamet, jf. §§ 9-12 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. Sagen skal behandles i rehabiliteringsteamet senest inden 4 uger fra visitationen, jf. § 12. Til brug for rehabiliteringsteamets behandling af sagen udarbejder kommunen rehabiliteringsplanens forberedende del i samarbejde med den sygemeldte, jf. § 30 a, stk. 2 og 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats.

Stk. 4. Kommunen skal udpege en gennemgående og koordinerende sagsbehandler til en sygemeldt, der er visiteret til kategori 3, jf. § 12.

Stk. 5. Den gennemgående og koordinerende sagsbehandler skal sammen med den sygemeldte udarbejde rehabiliteringsplanens indsatsdel, varetage den løbende opfølgning og koordinering i samarbejde med den sygemeldte, sørge for, at indsatsdelen justeres efter den sygemeldtes aktuelle situation og behov, og bistå den sygemeldte med at gennemføre rehabiliteringsplanen, herunder realisere uddannelses- og beskæftigelsesmål.

Stk. 6. Funktionen som gennemgående og koordinerende sagsbehandler kan overdrages til en anden enhed i kommunen end jobcenteret, jf. § 6, stk. 4, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.««

[Konsekvensændring som følge af forslaget om, at lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats erstattes af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.]

Ny paragraf

7) Efter § 58 indsættes som ny paragraf:

Ȥ 01

I lov nr. 720 af 25. juni 2014 om ændring af lov om sygedagpenge, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love (Ny sygedagpengemodel med tidlig opfølgning og indsats, jobafklaringsforløb, arbejdsløshedsdagpenge under sygdom m.v.) foretages følgende ændring:

1. § 1, nr. 12, ophæves.«

[Konsekvensændring som følge af forslaget om, at lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats erstattes af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.]

Til § 61

8) I nr. 1 udgår »og § 19, stk. 3,«.

[Teknisk korrektion]

9) Efter nr. 1 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 19, stk. 3, ændres »§§ 25 b og 25 c i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats.« til: »§§ 13-15 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.««

[Teknisk korrektion]

Til § 67

10) I nr. 4 ændres »stk. 3 og 4« til: »stk. 3-5«.

[Teknisk korrektion]

Bemærkninger

Til nr. 1

Der er tale om en teknisk korrektion i § 36, stk. 1, hvor det foreslås, at en forkert henvisning til § 13, stk. 1, og § 73 d, stk. 2, ændres til henvisning til § 13, stk. 2, og § 73 d, stk. 3. Der henvises til § 13, stk. 2, og § 73 d, stk. 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, fordi pligten til at indlægge cv-oplysninger på Jobnet fremgår af disse bestemmelser.

Til nr. 2

Der er tale om en teknisk korrektion i § 42, stk. 1, nr. 3, hvor det foreslås, at en forkert henvisning til § 36, stk. 2, ændres til en henvisning til § 36, stk. 1, fordi oplysninger om borgerne i det fælles it-baserede datagrundlag fremgår af § 36, stk. 1.

Til nr. 3

Der er tale om en teknisk korrektion, hvor det foreslås, at en forkert henvisning til § 48 ændres til § 46, idet der ikke er behov for en bemyndigelsesbestemmelse til § 48. Korrektionen gør det muligt på samme måde som i medfør af de allerede gældende regler i lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats i medfør af bemyndigelsen i den foreslåede § 52 at udstede en bekendtgørelse med nærmere retningslinjer for anvendelsen af § 46.

Til nr. 4 og 5

Det er nødvendigt at foretage konsekvensændringer i bestemmelser i lov nr. 720 af 25. juni 2014, som følge af at disse bestemmelser først træder i kraft den 5. januar 2015. Ændringerne er en følge af forslaget om, at lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats erstattes af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Til nr. 6

Det foreslåede er en gengivelse af § 1, nr. 12, i lov nr. 720 af 25. juni 2014 om ændring af lov om sygedagpenge, lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. og forskellige andre love, dog med konsekvensændringer i de foreslåede § 13 d, stk. 3 og 6. § 1, nr. 12, træder i kraft den 5. januar 2015. Da § 1, nr. 12, således endnu ikke er trådt i kraft, er det nødvendigt at affatte bestemmelsen, som indeholder §§ 13 a-13 d, på ny for at konsekvensændre i § 13 d, stk. 3 og 6.

Konsekvensændringerne er en følge af, at lov om ansvaret for og styringen af den aktive beskæftigelsesindsats erstattes af lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., og af, at paragraffer indholdsmæssigt videreføres i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v. med nye paragrafnumre.

I forslaget til § 13 d, stk. 3, henvises således til §§ 9-12 i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v., og i forslaget til § 13 d, stk. 6, henvises til § 6, stk. 4, i lov om organisering og understøttelse af beskæftigelsesindsatsen m.v.

Til nr. 7

Som konsekvens af ændringsforslag nr. 6 ophæves § 1, nr. 12, i lov nr. 720 af 25. juni 2014.

Til nr. 8 og 9

Der er tale om en teknisk korrektion for at undgå dobbeltpunktum i den foreslåede ændring af § 19, stk. 3, i lovforslagets § 61, nr. 1. For at undgå dette, er det nødvendigt at dele den foreslåede ændring i § 61, nr. 1, op i to numre.

Til nr. 10

Der er tale om en teknisk korrektion, som følge af at § 12, stk. 5, i lov om forpligtende kommunale samarbejder ved en fejl ikke er foreslået ophævet i det foreslåede § 67, nr. 4. Ophævelsen af bestemmelsen er en følge af, at de lokale beskæftigelsesråd foreslås ophævet.

Ane Halsboe-Jørgensen (S) Bjarne Laustsen (S) Jens Joel (S) Jan Johansen (S) Jacob Lund (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) Pernille Rosenkrantz-Theil (S) fmd. Nadeem Farooq (RV) Andreas Steenberg (RV) Eigil Andersen (SF) Özlem Sara Cekic (SF) Trine Mach (SF) Finn Sørensen (EL) Christian Juhl (EL) Jørgen Arbo-Bæhr (EL) Hans Andersen (V) Louise Schack Elholm (V) Claus Hjort Frederiksen (V) Jakob Engel-Schmidt (V) Peter Juel Jensen (V) Peter Christensen (V) Jens Ejner Christensen (V) Fatma Øktem (V) Bent Bøgsted (DF) nfmd. Jens Henrik Thulesen Dahl (DF) René Christensen (DF) Pia Adelsteen (DF) Joachim B. Olsen (LA) Charlotte Dyremose (KF)

Inuit Ataqatigiit, Siumut, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)47
Dansk Folkeparti (DF)22
Radikale Venstre (RV)17
Socialistisk Folkeparti (SF)12
Enhedslisten (EL)12
Liberal Alliance (LA)9
Det Konservative Folkeparti (KF)8
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 59

Bilagsnr.

Titel

1
Høringssvar, høringsnotat og ligestillingsvurdering, fra beskæftigelsesministeren
2
Udkast til tidsplan over udvalgets behandling af lovforslaget
3
Tidsplan over udvalgets behandling af lovforslaget
4
Betænkningsbidrag, fra beskæftigelsesministeren
5
Ændringsforslag, fra beskæftigelsesministeren
6
Henvendelse af 4/12-2014 fra SKS Applikation m.fl.
7
Udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 59

Spm.nr.
Titel
1
Spm., om ministerens kommentar til henvendelsen af 4/12-2014 fra SKS Applikation m.fl., til beskæftigelsesministeren, og ministerens svar herpå