Fremsat den 30. oktober 2015 af (Troels Lund Poulsen)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m.v., lov om værdipapirhandel m.v. og forskellige andre love1)

(Gennemførelse af UCITS V-direktivet, indfasning af nyt likviditetsdækningskrav for penge- og realkreditinstitutter og hjemmel for Finanstilsynet til at indsamle og offentliggøre priser på finansielle produkter m.v.)

§ 1

I lov om finansiel virksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 182 af 18. februar 2015, som ændret ved § 1 i lov nr. 268 af 25. marts 2014, § 1 i lov nr. 403 af 28. april 2014, § 1 i lov nr. 1490 af 23. december 2014, § 1 i lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, § 1 i lov nr. 334 af 31. marts 2015 og § 2 i lov nr. 532 af 29. april 2015, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel ændres », og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter, EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 190, (BRRD)« til: », dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/59/EU af 15. maj 2014 om et regelsæt for genopretning og afvikling af kreditinstitutter, EU-Tidende 2014, nr. L 173, side 190 (BRRD), og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner, EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet).«

2. I § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, 2. pkt., ændres »virksomheder« til: »dattervirksomheder«.

3. I § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, indsættes som 3. pkt.:

»Modervirksomheden vil i stedet være en forsikringsholdingvirksomhed, jf. nr. 13, eller en blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. nr. 14.«

4. I § 5, stk. 1, nr. 10, litra b, indsættes som 2. og 3. pkt.:

»En modervirksomhed som nævnt i 1. pkt. er ikke en finansiel holdingvirksomhed, hvis de finansielle dattervirksomheder i koncernen udelukkende er forsikringsvirksomheder. Modervirksomheden vil i stedet være en forsikringsholdingvirksomhed, jf. nr. 13, eller en blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. nr. 14.«

5. I § 9, stk. 3, 1. pkt., ændres »Økonomistyrelsen samt udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber,« til: »Statens administration samt udenlandske kreditinstitutter, investeringsselskaber og administrationsselskaber,«, og efter »jf. dog § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1.« indsættes: », samt § 11, stk. 2, og § 95, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.«

6. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3) de ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der skal identificeres som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3, opfylder kravene i § 64,«

Nr. 3-8 bliver herefter nr. 4-9.

7. I § 30, stk. 5, § 38, stk. 3, 1. pkt., ændres »basiskapital« til: »kapitalgrundlag«.

8. I § 64 indsættes som stk. 8:

»Stk. 8. Stk. 1-5 finder tilsvarende anvendelse for ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal underrette Finanstilsynet, hvis en nøgleperson ikke længere varetager sin stilling eller ikke længere opfylder kravene i stk. 1-3.«

9. I § 71, stk. 2, ændres »stk. 1« til: »stk. 1 og 3«

10. § 71, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal som led i selskabets virksomhedsstyring, jf. stk. 1, identificere selskabets nøglepersoner.«

11. I § 72, stk. 4, ændres »Økonomistyrelsen« til: »Statens Administration«.

12. I § 77 a, stk. 1, nr. 1, ændres »og« til: »eller«.

13. I § 77 a, stk. 4, ændres »ikke har deltaget i eller været ansvarlig for en adfærd, der har resulteret i betydelige tab for virksomheden, eller ikke har efterlevet passende krav til egnethed og hæderlighed« til: »har efterlevet passende krav til egnethed og hæderlighed, og ikke har deltaget i eller været ansvarlig for en adfærd, der har resulteret i betydelige tab for virksomheden«.

14. § 101, stk. 1, affattes således:

»Investeringsforvaltningsselskaber skal under udførelsen af deres opgaver for en dansk UCITS handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og udelukkende i den pågældende UCITS' og dens investorers interesse.«

15. I § 102, stk. 4, ændres »jf. §§ 106 og 107« til: »jf. §§ 106-106 c og 107«.

16. § 106 ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 106 Et investeringsforvaltningsselskab skal sikre, at der udpeges ét depotselskab for hver enkelt dansk UCITS, som det administrerer, i overensstemmelse med reglerne i dette kapitel.

Stk. 2. Et depotselskab skal forvalte og opbevare en dansk UCITS' finansielle aktiver særskilt for den danske UCITS' afdelinger. Depotselskabet skal kunne yde tilstrækkelig finansiel og faglig sikkerhed for reelt at kunne udøve hvervet for den danske UCITS.

Stk. 3. Depotselskabet skal under udførelsen af sine opgaver for den danske UCITS handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og udelukkende i den pågældende UCITS' og dens investorers interesse.

Stk. 4. Depotselskabet må ikke udføre aktiviteter, der kan skabe interessekonflikter mellem en dansk UCITS, dens investorer, investeringsforvaltningsselskabet og depotselskabet selv, medmindre depotselskabet funktionelt og hierarkisk har adskilt udførelsen af sine depotselskabsopgaver fra de af sine øvrige aktiviteter, der kan skabe interessekonflikter, og de potentielle interessekonflikter er fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst til UCITS'ens investorer.

Stk. 5. Depotselskabet skal udføre instrukser fra investeringsforvaltningsselskabet eller investeringsforeninger, der ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab, medmindre instrukserne strider mod gældende lovgivning eller den danske UCITS' vedtægter eller fondsbestemmelser.

§ 106 a. Depotselskabet skal sikre, at

1) en dansk UCITS' emission og indløsning samt mortifikation af investorernes andele foretages i overensstemmelse med reglerne i lov om investeringsforeninger m.v. og vedtægterne eller fondsbestemmelserne,

2) beregningen af den indre værdi pr. andel sker i overensstemmelse med gældende lovgivning og den danske UCITS' vedtægter eller fondsbestemmelser,

3) modydelsen i forbindelse med transaktioner, som den danske UCITS indgår i, leveres til den danske UCITS inden for sædvanlige frister på det pågældende marked,

4) udbetaling af udbytte eller henlæggelse af overskud til forøgelse af formuen foregår i overensstemmelse med den danske UCITS' vedtægter eller fondsbestemmelser,

5) værdien af en dansk UCITS' beholdning af pantebreve ansættes i overensstemmelse med reglerne herom,

6) en dansk UCITS' køb og salg af de i bilag 5 nævnte instrumenter, sker i overensstemmelse med § 70 i lov om investeringsforeninger m.v. og

7) køb og salg af andre aktiver, end som nævnt i nr. 6, herunder pantebreve, foretages til priser, der ikke er mindre fordelagtige end dagsværdien.

Stk. 2. Når depotselskabet er depotselskab for en dansk UCITS, der administreres af et administrationsselskab med hjemsted i et land indenfor Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, skal depotselskabet, investeringsforeningens eller SIKAV'ens bestyrelse og administrationsselskabet indgå en skriftlig aftale om udveksling af de oplysninger, der er nødvendig, for at depotselskabet kan udføre sine pligter efter denne lov, lov om investeringsforeninger m.v. og regler udstedt i medfør af lovene.

Stk. 3. Når depotselskabet er depotselskab for en dansk UCITS, der er masterinstitut eller feederinstitut, jf. § 2, nr. 20 og 21, i lov om investeringsforeninger m.v., men ikke depotselskab for begge institutter i master-feeder-strukturen, skal det indgå en skriftlig aftale, efter § 4, stk. 4, nr. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., med det andet depotselskab om udveksling af oplysninger for at sikre, at begge depotselskaber kan udføre deres pligter.

Stk. 4. Depotselskabet for en dansk UCITS, der er masterinstitut, jf. § 2, nr. 20 i lov om investeringsforeninger m.v., skal straks underrette Finanstilsynet, hvis det får kendskab til uregelmæssigheder i relation til masterinstituttet. Anses uregelmæssighederne, for at have negative konsekvenser for et feederinstitut, skal depotselskabet tillige underrette feeder-instituttet, dets investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab og dets depotselskab.

Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om

1) depotselskabets pligter over for danske UCITS, som det er depotselskab for,

2) depotselskabets pligt til at underrette et feederinstitut og dets depotselskab, jf. stk. 3,

3) depotselskabets pligt til at underrette Finanstilsynet om forhold vedrørende danske UCITS, det er depotselskab for og

4) indholdet af den i stk. 2 nævnte aftale.

§ 106 b. Depotselskabet skal kontrollere den danske UCITS' pengestrømme.

Stk. 2. Depotselskabet skal føre særlig kontrol med, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af investorerne i forbindelse med tegning af andele i den danske UCITS er modtaget og bogført på kontantkonti i den danske UCITS', i depotselskabets eller i investeringsforvaltningsselskabets navn, når disse handler på vegne af den danske UCITS, hos enheder omfattet af reglerne, der gennemfører artikel 18, stk. 1, litra a-c, i direktiv 2006/73EF af 10. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv og føres i overensstemmelse med principperne fastsat i artikel 16 i direktiv 2006/73EF af 10. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv.

Stk. 3. Oprettes kontantkonti i den danske UCITS' depotselskabs navn i henhold til stk. 2, må hverken midler fra den kontoførende enhed eller depotselskabet bogføres på sådanne konti.

§ 106 c. Den danske UCITS' aktiver skal overdrages til depotselskabet til opbevaring efter følgende regler:

1) For de i bilag 5 nævnte instrumenter, som kan opbevares i depot, gælder følgende:

a) Depotselskabet skal opbevare de i bilag 5 nævnte instrumenter, der kan registreres på en konto eller i et depot oprettet hos depotselskabet.

b) Depotselskabet skal opbevare fysiske instrumenter, omfattet af bilag 5, der kan udleveres til depotselskabet.

c) Depotselskabet sikrer under overholdelse af § 72 og regler fastsat i medfør heraf, at de opbevarede instrumenter, som er omfattet af bilag 5, registreres på konti eller i depoter, der er separate fra depotselskabets egne, og at de benyttede konti og depoter er oprettet i den danske UCITS' eller dennes investeringsforvaltningsselskabs navn, således at de til enhver tid kan identificeres som tilhørende den danske UCITS.

2) For andre aktiver gælder følgende:

a) Depotselskabet skal kontrollere, at den danske UCITS er ejer af aktiverne baseret på dokumentation fremlagt af den danske UCITS eller dennes investeringsforvaltningsselskab samt på eventuelt eksisterende ekstern dokumentation.

b) Depotselskabet skal føre et ajourført register over de aktiver, som depotselskabet har kontrolleret, jf. litra a.

Stk. 2. Depotselskabet skal regelmæssigt give den danske UCITS eller dens investeringsforvaltningsselskab en samlet oversigt over UCITS'ens aktiver.

Stk. 3. Depotselskabet eller tredjemand, som depotfunktionen er delegeret til, jf. § 106 d må ikke sælge, pantsætte eller på anden måde disponere over den danske UCITS' aktiver, uden forudgående samtykke fra UCITS'en eller dennes investeringsforvaltningsselskab. De aktiver, som opbevares i depot hos depotselskabet eller af en tredjemand, som depotfunktionen er delegeret til, må endvidere kun sælges, pantsættes eller disponeres over på anden måde, hvis

1) dispositionen sker for den danske UCITS' regning,

2) dispositionen sker efter instruktion fra investeringsforvaltningsselskabets eller den danske UCITS,

3) dispositionen er i den danske UCITS og i dens investorers interesse,

4) dispositionen er dækket af en likvid sikkerhedsstillelse af høj kvalitet, som stilles over for den danske UCITS ved overdragelse af ejendomsret og

5) sikkerhedsstillelsens markedsværdi til enhver tid mindst udgør markedsværdien af de aktiver, som er omfattet af transaktionen med tillæg af en præmie.

§ 106 d. Depotselskabet kan ikke delegere opgaver omfattet af § 106 a, stk. 1, og § 106 b til tredjemand.

Stk. 2. Depotselskabet kan delegere opgaver omfattet af § 106 c, stk. 1, til tredjemand, hvis følgende betingelser er opfyldt:

1) Opgaverne delegeres ikke i den hensigt at unddrage sig kravene i denne lov.

2) Depotselskabet skal objektivt kunne begrunde delegationen.

3) Depotselskabet har udvist passende dygtighed, grundighed og omhu i forbindelse med udvælgelsen af tredjemand, som opgaverne er delegeret til.

4) Depotselskabet skal udvise passende dygtighed, grundighed og omhu i den løbende kontrol med og overvågning af tredjemandens udførelse af de delegerede opgaver og derved forbundne arrangementer.

Stk. 3. Depotselskabet skal sikre, at tredjemand, i forbindelse med udførelsen af de delegerede opgaver til enhver tid opfylder følgende betingelser:

1) Tredjemand organisation og kompetencer skal være tilstrækkelige i forhold til arten og kompleksiteten af de aktiver, som er overdraget til opbevaring hos tredjemanden.

2) For så vidt angår delegation af opgaver, som er omfattet af § 106 c, stk. 1, skal tredjemand være underlagt en effektiv tilsynsmæssig regulering, herunder minimumskapitalkrav og tilsyn i den pågældende jurisdiktion, og periodisk ekstern revision for at sikre, at de i bilag 5 nævnte instrumenter er i tredjemandens besiddelse, jf. dog stk. 3.

3) Tredjemand skal holde depotselskabets kunders aktiver adskilte fra depotselskabets og tredjemandens egne aktiver på en måde, så de til enhver tid kan identificeres som tilhørende den specifikke kunde hos depotselskabet.

4) Tredjemand skal træffe de nødvendige skridt til at sikre, at en dansk UCITS' aktiver, der opbevares i depot hos tredjemanden, i tilfælde af tredjemandens insolvens ikke kan udloddes eller realiseres til fordel for tredjemandens kreditorer.

5) Tredjemand skal overholde § 101, stk. 1, § 106, stk. 3, og § 106 c, stk. 1, 3 og 4, samt § 5, stk. 2-4, i lov om investeringsforeninger m.v.

Stk. 4. Depotselskabet kan delegere opgaver til tredjemand uanset, at kravene i stk. 2, nr. 5, litra b, ikke er opfyldt, hvis følgende betingelser er opfyldt:

1) Delegationen skal gælde de instrumenter, der er nævnt i bilag 5, hvor et tredjelands lovgivning kræver, at disse skal opbevares i depot hos en lokal enhed.

2) Delegationen går ikke videre end krævet af tredjelandets lovgivning.

3) Ingen lokal enhed opfylder kravene for delegation i stk. 2, nr. 5, litra b.

4) Investorerne i den danske UCITS skal forud for deres investering i UCITS'en behørigt informeres om, at delegationen er påkrævet på grund af et tredjelands lovgivning, om omstændighederne, der retfærdiggør delegationen og om de risici, der er forbundet hermed.

5) Den danske UCITS eller dens investeringsforvaltningsselskab skal have pålagt depotselskabet at delegere opbevaring af de i bilag 5 nævnte instrumenter til den lokale enhed.

Stk. 5. Delegation efter undtagelsen i stk. 3 kan kun opretholdes så længe, at alle betingelserne i stk. 3, nr. 1-3, er opfyldt.

Stk. 6. Levering af ydelser via værdipapirafviklingssystemer, der er omfattet af reglerne i kapitel 18 i lov om værdipapirhandel m.v., og levering af ydelser via tredjelandes værdipapirafviklingssystemer, anses ikke som delegation af depotselskabets opgaver.

Stk. 7. Tredjemand kan videredelegere de opgaver, som tredjemand har fået delegeret af depotselskabet, jf. stk. 2 og 4, hvis videredelegationen opfylder samme krav, som gælder for depotselskabets delegation. § 107, stk. 1 og 2, finder anvendelse på de relevante parter i tilfælde af videredelegation.«

17. § 107 ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 107. Depotselskabet er ansvarlig over for den danske UCITS og UCITS'ens investorer for tab af de i bilag 5 nævnte instrumenter, som er opbevaret i depot efter § 106 c, stk. 1, nr. 1, hvor tabet er forårsaget af depotselskabet eller tredjemand, til hvem opgaven er delegeret efter § 106 d, stk. 2, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Depotselskabet er ikke ansvarligt for tab efter stk. 1, hvis depotselskabet kan bevise, at tabet skyldes en ekstern hændelse, som depotselskabet ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, selvom depotselskabet havde truffet alle rimelige forholdsregler.

Stk. 3. Ved tab efter stk. 1, skal depotselskabet uden unødigt ophold yde erstatning til den danske UCITS eller dennes investeringsforvaltningsselskab på vegne af UCITS'en i form af de i bilag 5 nævnte instrumenter af samme type eller et beløb svarende til værdien af disse.

Stk. 4. Depotselskabet er ansvarlig over for den danske UCITS og dennes investorer for ethvert andet tab, som disse måtte lide som følge af depotselskabets uagtsomme eller forsætlige misligholdelse af sine forpligtelser efter denne lov.

Stk. 5. Depotselskabet er ansvarlig uanset om der er sket delegation efter § 106 d.

Stk. 6. Depotselskabet kan ikke ved aftale frigøre sig for eller begrænse sit erstatningsansvar i forbindelse med tab af instrumenter omfattet af bilag 5, som er opbevaret i depot efter § 106 c, stk. 1, nr. 1. Aftaler i strid med 1. pkt. er ugyldige.

Stk. 7. Investorer i danske UCITS kan gøre krav gældende over for depotselskabet enten direkte eller indirekte gennem den danske UCITS eller dens investeringsforvaltningsselskab. Dette må dog ikke føre til dobbelt erstatning eller ulige behandling af investorerne.

§ 107 a. Depotselskabet skal efter anmodning stille alle de oplysninger til rådighed for Finanstilsynet, som depotselskabet har indhentet under udførelsen af sine opgaver, og som kan være nødvendige for Finanstilsynet som tilsynsmyndighed for en dansk UCITS og dennes investeringsforvaltningsselskab.

Stk. 2. Er investeringsforvaltningsselskabets kompetente myndigheder er forskellige fra depotselskabets, skal Finanstilsynet straks videregive de modtagne oplysninger til investeringsforvaltningsselskabets kompetente myndigheder.

§ 107 b. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for følgende:

1) Betingelserne for, udførelsen af depotselskabsfunktionerne i § 106, stk. 5, § 106 a, stk. 1, nr. 1-3, og 5, § 106 b og § 106 c, stk. 1, herunder:

a) Hvilke typer af de i bilag 5 nævnte instrumenter, der er omfattet af depotselskabets opbevaringspligt, jf. § 106 c, stk. 1, nr. 1.

b) Betingelserne for, hvordan depotselskabet skal udføre sine opbevaringsopgaver med hensyn til de i bilag 5 nævnte instrumenter, der er registreret hos en værdipapircentral.

c) Betingelserne for, hvordan depotselskabet skal opbevare de i bilag 5 nævnte instrumenter, som er udstedt på navn og registreret hos en udsteder eller registrator, sikkert i overensstemmelse med § 106 c, stk. 1, nr. 1.

2) Depotselskabets forpligtelser i forbindelse med udvælgelse og overvågning af tredjemand ved delegation af depotselskabsopgaver, jf. § 106 d, stk. 2, nr. 3 og 4.

3) De krav, der stilles til tredjemands adskillelse af depositarens egne aktiver fra sine kunders aktiver, jf. § 106 d, stk. 3, nr. 3.

4) De skridt, som en tredjemand skal tage for at sikre, at en dansk UCITS' aktiver, der opbevares i depot hos tredjemanden, i tilfælde af tredjemandens insolvens ikke kan udloddes eller realiseres til fordel for tredjemandens kreditorer, jf. § 106 d, stk. 3, nr. 4.

5) Hvornår finansielle aktiver, som depotselskabet er ansvarlig for, skal anses for at være gået tabt, jf. § 107, stk. 1.

6) Hvad der skal forstås ved eksterne hændelser, som depotselskabet ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåeligeselvom depotselskabet havde truffet alle rimelige forholdsregler, jf. § 107, stk. 3.

7) Betingelserne for at opfylde uafhængighedskravet i § 101, stk. 1, og § 106, stk. 3.«

18. § 124, stk. 3, 3. pkt., ophæves. 

19. I § 124 indsættes som stk. 8:

»Stk. 8. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler om, hvilken type kapital der kan anvendes til opfyldelse af det individuelle solvenstillæg, jf. stk. 3.«

20. Efter § 126 a indsættes:

»§ 126 b. Gruppe 1-forsikringsselskabers kapitalgrundlag består af summen af basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Anvendelse af det supplerende kapitalgrundlag ved opgørelsen af kapitalgrundlaget kræver Finanstilsynets godkendelse.

Stk. 2. Basiskapitalgrundlaget består af summen af det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af forpligtelser, fratrukket værdien af egne aktier, der ejes af gruppe 1-forsikringsselskabet, med tillæg af værdien af efterstillet gæld.

Stk. 3. Det supplerende kapitalgrundlag består af kapital, der ikke medregnes i basiskapitalgrundlaget, og som kan benyttes til dækning af tab.

Stk. 4. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af artikel 97 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II), hvilken kapital der kan indgå i kapitalgrundlaget. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende anden kapital, skal ansøge om forudgående godkendelse fra Finanstilsynet.

Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundlaget.

§ 126 c. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav, jf. stk. 2.

Stk. 2. Solvenskapitalkravet opgøres enten ved anvendelse af standardformlen eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model, jf. dog stk. 4.

Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender standardformlen, kan anvende selskabsspecifikke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, hvis Finanstilsynet godkender dette.

Stk. 4. Afviger gruppe 1-forsikringsselskabets risikoprofil væsentligt fra de forudsætninger, der ligger til grund for standardformlen, kan Finanstilsynet kræve, at selskabet anvender en godkendt intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet for de relevante risikomoduler.

Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal opgøre solvenskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte solvenskapitalkrav foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.

Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, om opgørelsen af solvenskapitalkravet ved anvendelsen af standardformlen og om kriterierne for Finanstilsynets godkendelse og opgørelse af en intern model.

§ 126 d. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid har et basiskapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte minimumskapitalkrav.

Stk. 2. Minimumskapitalkravet skal udgøre det største af beløbet i stk. 3 og det største af det for selskabet relevante beløb i stk. 5.

Stk. 3. Europa-Kommissionen fastsætter i medfør af artikel 130 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselskaberne skal opgøre minimumskapitalkravet. Det opgjorte minimumskapitalkrav må ikke udgøre under 25 pct. eller over 45 pct. af selskabets solvenskapitalkrav opgjort i overensstemmelse med § 126 c og inklusive ethvert kapitaltillæg, som Finanstilsynet påbyder i henhold til § 350 b. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav under 25 pct. af selskabets solvenskapitalkrav, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav over 45 pct. af selskabets solvenskapitalkrav, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 45 pct.

Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal indsende en begrundelse til Finanstilsynet i forbindelse med indberetningen efter stk. 6, hvis det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav ligger uden for grænserne i stk. 3.

Stk. 5. De nedre grænser for minimumskapitalkravet er:

1) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed omfattet af bilag 8.

2) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.

3) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.

4) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed.

5) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.

Stk. 6. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal opgøre minimumskapitalkravet ved udgangen af hvert kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet. Selskabet skal ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte minimumskapitalkrav foretage en ny opgørelse og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.

Stk. 7. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

§ 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne. Gruppe 1-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at der ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser anvendes en risikofri rentekurve, som fastlægges og offentliggøres af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA).

Stk. 2. Finanstilsynet kan give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve i stk. 1 på en af selskabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser.

Stk. 3. Finanstilsynet kan give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender en volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve i stk. 1 for forsikringsmæssige hensættelser, hvor selskabet ikke anvender en matchtilpasning efter stk. 2.

Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering efter stk. 3, skal i den rapport om selskabets solvens og finansielle situation, som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, angive den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende stk. 2 eller 3 på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet samt på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Stk. 5. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om opgørelsen af matchtilpasningen, jf. stk. 2, og om volatilitetsjusteringen, jf. stk. 3, samt om forudsætningerne for at opnå tilladelse efter disse bestemmelser.

Stk. 6. Erhvervs- og vækstministeren fastsætter nærmere regler om værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, jf. stk. 1, 1. pkt., i gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner omfattet af § 175 b, stk. 1.

§ 126 f. Gruppe 2-forsikringsselskabers bestyrelse og direktion skal sikre, at selskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne. Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-forsikringsselskab ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser anvender den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 1.

§ 126 g. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal foretage analyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Selskabet skal ved udgangen af hvert kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet.

Stk. 2. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om de analyser, som selskabet skal foretage efter stk. 1.«

21. To steder i § 140, stk. 2, ændres »basiskapital« til: »kapitalgrundlag«.

22. § 152, stk. 1-3, ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 1 og 2.

23. I § 152, stk. 4, der bliver stk. 1, ændres »ud over kravene i stk. 1 fastsætte et yderligere« til: »fastsætte et«.

24. I § 152, stk. 5, der bliver stk. 2, ændres »stk. 1-4« til: »stk. 1«.

25. § 153, stk. 1 og 2, ophæves.

Stk. 3 bliver herefter stk. 1.

26. I § 153, stk. 3, der bliver stk. 1, ændres »ud over kravene i stk. 1 fastsætte et yderligere« til: »fastsætte et«.

27. I § 174, stk. 1, 1. pkt., ændres »§§ 146, 147, 156 og 182« til: »§§ 146, 147 og 156«.

28. I § 181, stk. 2, 2. pkt., ændres »lov om rente ved forsinket betaling m.v.« til: »lov om renter og andre forhold ved forsinket betaling.«

29. I § 182, stk. 1, ændres »En finansiel virksomhed« til: »Et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et forsikringsselskab« og i stk. 2, ændres »En finansiel virksomhed« til: »Et pengeinstitut, et realkreditinstitut, et fondsmæglerselskab eller et forsikringsselskab« og »den finansielle virksomhed« til: »pengeinstituttet, realkreditinstituttet, fondsmæglerselskabet eller forsikringsselskabet«.

30. I § 224, stk. 1, nr. 1, indsættes efter »love,«: »forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II),«.

31. Efter § 274 indsættes før overskriften før § 284 i kapitel 18:

§ 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal årligt offentliggøre en rapport om deres solvens og finansielle situation. Derudover skal gruppe 1-forsikringsselskaberne årligt indsende en uddybende rapport til Finanstilsynet om deres solvens og finansielle situation.

Stk. 2. Den øverste modervirksomhed i en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, skal årligt offentliggøre en rapport om koncernens solvens og finansielle situation. Derudover skal den øverste modervirksomhed årligt indsende en uddybende rapport om koncernens solvens og finansielle situation til Finanstilsynet.

Stk. 3. Erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om de oplysninger, som rapporterne skal indeholde, og om overgangsbestemmelser om offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsynet.«

32. I § 351 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. Finanstilsynet kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3, inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, hvis denne efter § 64, stk. 2 eller 3, ikke kan bestride stillingen.«

Stk. 4-8 bliver herefter stk. 5-9.

33. I § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »en direktør,«: »eller et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3,«, og »direktøren« ændres til: »den pågældende«.

34. I § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., indsættes efter »direktøren«: », eller har gruppe 1-forsikringsselskabet ikke afsat en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3,«, og i 2. pkt. ændres »stk. 2-4« til: »stk. 2, 3 og 5«.

35. I § 352 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Finanstilsynet kan for at fremme gennemsigtigheden og priskonkurrencen på det finansielle marked indsamle prisoplysninger på finansielle produkter rettet mod forbrugere fra de finansielle virksomheder og offentliggøre disse.«

36. I § 354 e, stk. 2, ændres »§ 71, stk. 1 og 3,« til: »§ 71, stk. 1,«.

37. I § 355, stk. 3, 1. pkt., indsættes efter »en udenlandsk finansiel holdingvirksomhed,«: »og ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3,«.

38. § 361, stk. 1, nr. 34, ophæves.

Nr. 35 bliver herefter nr. 34.

39. I § 365, stk. 2, 3. pkt., ændres »basiskapital« til: »kapitalgrundlaget for gruppe 1-forsikringsselskaber og basiskapitalen for gruppe 2-forsikringsselskaber og firmapensionskasser«.

40. I § 373, stk. 1, udgår »og § 92«, »§ 101, stk. 1, 2 og 4,« ændres til: »§ 101,«, »§ 102, stk. 2, og 3,« ændres til: »§ 102, stk. 2, 3, 5 og 6,«, og »§§ 103-106 og« ændres til: »§§ 103-106, § 106 a, stk. 1-4, § 106 b, § 106 c, § 106 d, stk. 1-5, § 107 a og §«.

41. I § 373, stk. 1, ændres »§ 11, stk. 1, 3 og 4« til: »§ 11, stk. 1, 9 og 10«, »§ 126, stk. 1, 2 og 8« ændres til: »§ 126, stk. 1 og 4«, efter »§ 126 a, stk. 1-3, 5, 7 og 9,« indsættes: »§ 126 c, stk. 1-3, § 126 d, stk. 1, § 126 e, stk. 1, § 126 f, 1. pkt., § 126 g, stk. 1,«, efter »170-175 a,« indsættes: »§ 175 b, stk. 1 og 3,«, »§§ 227 og 334« ændres til: »§ 227, § 248, stk. 1, § 248 a, stk. 1 og 4, § 248 b, stk. 1, § 334«, og »og § 404, stk. 1, 2, 4 og 5,« ændres til: »§ 343 ø, stk. 1, og § 417 c, stk. 1, 2 og 4,«.

42. I § 373, stk. 2, indsættes efter »§ 57 a, stk. 1,«: »§ 64, stk. 8, 2. pkt.,«, »§ 77 a, stk. 1-7 og 10« ændres til: »§ 77 a, stk. 1-7«, efter »§§ 122 og 123« indsættes: », § 126 b, stk. 1, 2. pkt., og stk. 4, 2. pkt., § 126 c, stk. 5, § 126 d, stk. 4 og 6, § 126 e, stk. 4«, »§§ 158, 159 og 167« ændres til: »§ 167, stk. 1-3 og 5, § 175 b, stk. 8«, efter »§ 247 a, stk. 9 og 10,« indsættes: »§ 283, stk. 1 og 2,«, og efter »§ 354 a, stk. 1, 1.-5. pkt., og stk. 3, 1.-7. pkt.,« indsættes: »§ 417 a, stk. 4, § 417 b, stk. 5, § 417 c, stk. 3,«.

43. Efter § 417 indsættes før overskriften før § 418:

»§ 417 a. Et gruppe 1-forsikringsselskab, som ikke anvender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve efter § 126 e, stk. 2, på forsikringsforpligtelserne, kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende en justeret rentekurve opgjort efter stk. 2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032 for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der blev indgået før den 1. januar 2016, jf. dog 3. pkt. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse efter § 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende en justeret rentekurve for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.

Stk. 2. Den justerede rentekurve opgøres for hver enkelt valuta ved udgangen af hvert år som en andel af forskellen mellem renten som fastsat efter diskonteringsrentekurven pr. 31. december 2015 og den årlige effektive rente som fastsat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3. Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.

Stk. 3. Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg i overensstemmelse med § 350 b, såfremt Finanstilsynet vurderer, at et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den justerede rentekurve, har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra forudsætningerne, der ligger til grund for anvendelsen heraf.

Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om selskabets solvens og finansielle situation, som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet anvender en justeret rentekurve, og angive den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende denne justerede rentekurve på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

§ 417 b. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende et fradrag i de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter stk. 2 i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter 1. pkt., kan ikke opnå tilladelse efter § 417 a.

Stk. 2. Fradraget opgøres som en andel, der opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032, af forskellen mellem

1) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV´er, og opgjort i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 126 e, stk. 6, for så vidt angår gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser den 1. januar 2016, og

2) de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV´er, og opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser den 31. december 2015.

Stk. 3. Fradraget opgøres en gang for hele perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032. Finanstilsynet kan dog påbyde eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis risikoprofil i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032 ændrer sig væsentligt, opgør de forsikringsmæssige hensættelser efter stk. 2, herunder volatilitetsjusteringen, jf. § 126 e, stk. 3, hvert andet år eller oftere.

Stk. 4. Finanstilsynet kan begrænse fradraget opgjort efter stk. 2, hvis anvendelsen heraf medfører, at solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, er mindre end det største af summen af de nedenfor i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af det for selskabet relevante beløb i nr. 6-10:

1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag 8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko.

2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V, jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for en periode på over 5 år.

3) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år.

4) 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger for særskilte SP-konti.

5) Det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed af

a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derudover og

b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover i de seneste 3 regnskabsår.

6) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver livsforsikringsvirksomhed.

7) 2,5 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18, jf. bilag 7.

8) 3,7 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15, jf. bilag 7.

9) 3,6 mio. euro for forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed.

10) 1,2 mio. euro for captivegenforsikringsselskaber.

Stk. 5. Gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, skal i den rapport om selskabets solvens og finansielle situation, som selskabet skal offentliggøre, jf. § 283, oplyse om, at selskabet anvender fradraget, og angive den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende dette fradrag på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget, det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Stk. 6. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster efter stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5.

§ 417 c. Et gruppe 1-forsikringsselskab, der anvender den justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget efter § 417 b, skal straks underrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde solvenskapitalkravet opgjort efter § 126 c, såfremt selskabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller fradraget.

Stk. 2. Senest 2 måneder efter at have konstateret, at solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den justerede rentekurve eller fradraget, skal gruppe 1-forsikringsselskabet indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der angiver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar 2032. Ændrer selskabet de planlagte foranstaltninger i løbet af overgangsperioden efter 1. pkt., skal selskabet straks orientere Finanstilsynet om ændringerne.

Stk. 3. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal hvert år ved udgangen af første kvartal indsende en rapport til Finanstilsynet med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.

Stk. 4. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal den 1. januar 2032 opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, uden at anvende den justerede rentekurve efter § 417 a eller fradraget efter § 417 b.

Stk. 5. Finanstilsynet tilbagekalder tilladelsen efter § 417 a eller § 417 b, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten efter stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at gruppe 1-forsikringsselskabet kan opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.

§ 417 d. Kravene i artikel 254-257 i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) finder udelukkende anvendelse for investeringer i securitiseringspositioner, som blev udstedt før den 1. januar 2011, såfremt den underliggende eksponering ændres efter den 31. december 2014.««

§ 2

I lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1051 af 25. august 2015, som ændret ved § 8, nr. 1-4, i lov nr. 532 af 29. april 2015, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel indsættes efter »Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32 «: »dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner, EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet),«.

2. § 2, nr. 11, litra b, affattes således:

»b) de opgaver, der fremgår af §§ 106-107 b i lov om finansiel virksomhed henholdsvis kapitel IV, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), som ændret ved Europa-parlamentets og Rådets direktiv nr. 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner.«

3. § 3, stk. 10, ophæves.

Stk. 11 bliver herefter stk. 10.

4. I § 5 indsættes som stk. 2-4:

»Stk. 2. Der skal foreligge en skriftlig aftale om forvaltning og opbevaring af finansielle aktiver imellem den danske UCITS og depotselskabet.

Stk. 3. Aftaler efter stk. 2, skal indeholde en regulering af den udveksling af oplysninger, som er nødvendig for, at depotselskabet kan udføre sine opgaver i henhold til gældende regler.

Stk. 4. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om indholdet af aftaler efter stk. 2.«

5. § 9, stk. 1, nr. 9, ophæves, og i stedet indsættes:

»9) investeringsforeningen har en formue på mindst 300.000 euro, hvis foreningen ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab. Immaterielle aktiver medregnes ikke i formuen,

10) minimumsformuen skal være tegnet på den stiftende generalforsamling og indsat på en spærret konto i depotselskabet, eller der skal foreligge en ubetinget garanti afgivet af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab om tegning af andele i investeringsforeningen for minimumsbeløbet på mindst 300.000 euro,«

Nr. 10 og 11, bliver herefter nr. 11 og 12.

6. I § 15, stk. 2, nr. 1, ændres »gyldigt stiftet,« til: »gyldigt stiftet og«.

7. I § 15, stk. 2, nr. 2, ændres »afdelingen,« til: »afdelingen.«

8. § 15, stk. 2, nr. 3 og 4 ophæves.

9. § 18, stk. 2, ophæves.

Stk. 3-7 bliver herefter stk. 2-6.

10. I § 19, nr. 8, indsættes efter »foreningens depotselskab,«: »på hvilke betingelser udskiftning af depotselskabet kan finde sted og hvordan investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning,«.

11. I § 19, nr. 13, ændres »samt revision,« til: », revision, på hvilke betingelser udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet kan finde sted, og hvordan investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning,«.

12. § 20, nr. 8, affattes således:

»8) bestyrelsens valg af SIKAV'ens investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab,på hvilke betingelser udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet kan finde sted, og hvorledes investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning,«

13. I § 20, nr. 9, indsættes efter »SIKAV'ens depotselskab,«: », på hvilke betingelser udskiftning af depotselskabet kan finde sted, og hvordan investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning,«.

14. I § 21, nr. 3, indsættes efter »eventuelle binavne,«: »og bestemmelser om på hvilke betingelser udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet kan finde sted, og hvordan investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning,«.

15. I § 21, nr. 9, indsættes efter »værdipapirfondens depotselskab,«: », på hvilke betingelser udskiftning af depotselskabet kan finde sted, og hvordan investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning,«.

16. § 56, stk. 3, ophæves.

17. § 109, stk. 3, ophæves.

Stk. 4-7 bliver herefter stk. 3-6.

18. § 110, stk. 2 og 3, ophæves.

Stk. 4 og 5 bliver herefter stk. 2 og 3.

19. § 112, stk. 2, 2. pkt., ophæves.

20. I § 164, stk. 6, ændres »§ 175, stk. 6, nr. 14 og 18, nævnte myndigheder« til: »§ 175, stk. 6, nr. 16-27, nævnte myndigheder og organer m.v.«.

21. I § 190, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 48, stk. 1, 6 og 7,« til: »§ 48, stk. 1, 3, 4, 6 og 7,«, »§ 64, stk. 1, 2, og 4,« til: »§ 64, stk. 1-4,«, og »§ 109, stk. 3 og 6,« til: »§ 109, stk. 6,«.

§ 3

I lov om værdipapirhandel m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 831 af 12. juni 2014, som ændret ved § 2 i lov nr. 1490 af 23. december 2014, § 4 i lov nr. 334 af 31. marts 2015, § 1 i lov nr. 532 af 29. april 2015 og § 5 i lov nr. 738 af 1. juni 2015, foretages følgende ændringer:

1. Efter § 84 k indsættes:

»§ 84 l. Finanstilsynet offentliggør på sin hjemmeside i de sager, der er nævnt i stk. 2, påtaler, påbud, administrative bødeforelæg og tvangsbøder meddelt i henhold til § 83, stk. 1-3, § 93, stk. 3, og § 95, afgørelser om suspension af stemmerettigheder meddelt i henhold til § 29 a samt navnet på virksomheden eller personen. Finanstilsynet offentliggør på sin hjemmeside i de sager, der er nævnt i stk. 2, politianmeldelser og navnet på virksomheden. Finanstilsynet kan ved påbud eller påtaler i de sager, der er nævnt i stk. 2, nr. 5, offentliggøre et resumé af sagen, der som minimum indeholder oplysning om overtrædelsens art og navnet på virksomheden eller personen, som påbuddet og påtalen er rettet imod. 1.-3. pkt. gælder tilsvarende for påtaler, påbud, administrative bødeforelæg, tvangsbøder og politianmeldelser truffet af Finanstilsynets bestyrelse i de i stk. 2 nævnte sager og afgørelser om suspension af stemmerettigheder meddelt i henhold til § 29 a.

Stk. 2. Offentliggørelse, jf. stk. 1, skal ske i sager om overtrædelse af

1) reglerne om offentliggørelse af års- og halvårsrapporter, jf. § 27, stk. 7, og regler herom udstedt i medfør af § 27, stk. 12, og § 30 samt forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked,

2) reglerne om offentliggørelse af beretninger om betalinger til myndigheder, jf. § 27, stk. 13, og regler udstedt i medfør af § 27, stk. 14, og § 30,

3) reglerne om offentliggørelse, registrering og opbevaring af oplysninger, jf. § 27 a, stk. 1-3, og af regler herom udstedt i medfør af § 30 samt forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked,

4) reglerne om meddelelse af større besiddelser af aktier, rettigheder til at erhverve, afhænde eller udøve stemmerettigheder og finansielle instrumenter, jf. § 29, og af regler herom udstedt i medfør af § 29, stk. 7, og § 30 samt forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked,

5) reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 183-193 i lov om finansiel virksomhed, §§ 63 og 64 i lov om investeringsforeninger m.v., regler udstedt i medfør af § 131 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og årsregnskabsloven for udstedere af værdipapirer med hjemsted i Danmark, hvis værdipapirerne er optaget til handel på et reguleret marked her i landet, i et andet land inden for den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, samt overtrædelse af regler udstedt i medfør af § 196 i lov om finansiel virksomhed og § 76 i lov om investeringsforeninger m.v., regler udstedt i medfør af årsregnskabsloven og reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om anvendelse af internationale regnskabsstandarder,

6) for finansiel information i års- og delårsrapporter fra udstedere, der har Danmark som hjemland ifølge regler fastsat i medfør af § 30, som disse regler er fastlagt i den regnskabslovgivning, de pågældende udstedere er omfattet af, jf. § 27, stk. 7, og

7) om udstederes oplysningsforpligtelser, hjemland og ligebehandling af og kommunikation med aktionærer og indehavere af obligationer eller andre former for omsættelige gældsinstrumenter udstedt i medfør af § 30 samt forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked.

Stk. 3. Offentliggørelse efter stk. 1 skal udskydes eller ske i anonymiseret form, hvis offentliggørelsen vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller personen, hvis efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, hvis offentliggørelse vil true den finansielle stabilitet, eller hvis samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse af en persons navn må vurderes ikke at være proportionale med hensynet til personen.

Stk. 4. Indbringes påtalen, påbuddet eller tvangsbøden nævnt i stk. 1, jf. stk. 2, for Erhvervsankenævnet eller domstolene, skal dette fremgå af offentliggørelsen. Status og det efterfølgende resultat af Erhvervsankenævnets eller domstolens afgørelse skal ligeledes offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside. Er en sag som nævnt i stk. 1, jf. stk. 2, overgivet til politimæssig efterforskning, og er der faldet helt eller delvis fældende dom eller vedtaget bøde, skal henholdsvis dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside.

Stk. 5. Offentliggørelse efter stk. 1-4 skal ske hurtigst muligt, efter at virksomheden eller personen er underrettet om påtalen, påbuddet, politianmeldelsen, det administrative bødeforelæg eller tvangsbøden og skal fremgå af Finanstilsynets hjemmeside i mindst 5 år fra offentliggørelsen. Offentliggørelse, som vedrører personer, skal dog kun fremgå af Finanstilsynets hjemmeside, så længe oplysningerne anses for nødvendige i forhold til de samfundsmæssige hensyn bag offentliggørelsen.««

2. I § 87 indsættes som stk. 9:

»Stk. 9. Stk. 1-6 og 8 finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med Finanstilsynets tilsyn med ikke finansielle modparters overholdelse af afsnit II i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 648/2012/EU af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (EMIR-forordningen).«

§ 4

I revisorloven, jf. lov nr. 468 af 17. juni 2008 om godkendte revisorer og revisionsvirksomheder, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 1232 af 18. december 2012, § 20 i lov nr. 403 af 28. april 2014 og senest ved § 10 i lov nr. 1490 af 23. december 2014, foretages følgende ændring:

1. § 21, stk. 3, nr. 4, affattes således:

»4) virksomheder m.v., der er underlagt tilsyn af Finanstilsynet, som er:

a) finansielle virksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed,

b) finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder, jf. § 5, stk. 1, nr. 10 og 13, i lov om finansiel virksomhed,

c) sparevirksomheder, jf. § 334, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed,

d) danske UCITS, jf. § 1, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.,

e) forvaltere af alternative investeringsfonde, som er meddelt tilladelse efter § 11 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.,

f) operatører af regulerede markeder, clearingscentraler og værdipapircentraler, jf. § 7, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v.,

g) firmapensionskasser, jf. § 2, stk. 1, i lov om tilsyn med firmapensionskasser,

h) betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter, jf. § 7, stk. 1, og § 39 a, stk. 1, i lov om betalingstjenester og elektroniske penge,

i) Danmarks Skibskredit A/S,

j) Arbejdsmarkedets Tillægspension,

k) Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring,

l) Lønmodtagernes Dyrtidsfond, og.«

§ 5

I lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, jf. lov nr. 333 af 31. marts 2015, foretages følgende ændring:

1. I § 2, nr. 14, ændres »§ 5, stk. 1, nr. 32,« til: »§ 5, stk. 1, nr. 35,«.

§ 6

I lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., jf. lov nr. 598 af 12. juni 2013, som ændret bl.a. ved § 4 i lov nr. 403 af 28. april 2014, § 5 i lov nr. 1490 af 23. december 2014 og senest ved § 7 i lov nr. 532 af 29. april 2015, foretages følgende ændringer:

1. I § 161 indsættes som stk. 6:

»Stk. 6. Finanstilsynet kan indhente oplysninger efter stk. 1-4 til brug for de i § 170, stk. 7, nr. 20-28, nævnte myndigheder og organer m.v.«

2. I § 190, stk. 1, indsættes efter »og § 149, stk. 1, 2. pkt., samt«: »artikel 2, stk. 6, 3.-5. pkt., artikel 4, stk. 3 og 5, artikel 51, stk. 1, 1. pkt., artikel 52, artikel 53, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og 3.-6. pkt., og stk. 3-5, artikel 54, artikel 90, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, artikel 91, artikel 98, stk. 6 og 7, artikel 100, stk. 2, 2. pkt. og stk. 4 og 5, artikel 103, artikel 104, stk. 4-7, artikel 106, stk. 4, artikel 107, stk. 4, artikel 109, stk. 1, i Kommissionens delegerede forordning (EU) Nr. 231/2013 af 19. december 2012 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU for så vidt angår undtagelser, generelle vilkår for drift, depositarer, gearing, gennemsigtighed og tilsyn, og«.

§ 7

I lov om en indskyder- og investorgarantiordning, jf. lovbekendtgørelse nr. 917 af 8. juli 2015, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 1, ændres »Fonden« til: »Garantiformuen«.

2. I § 9, stk. 3, 1. pkt., ændres »og og« til: »og«.

§ 8

I lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 959 af 21. august 2015, foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 8, 1. pkt., ændres »efter stk. 3 eller 5,« til: »efter stk. 2 eller 5,«.

§ 9

I lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed (Gennemførelse af solvens II- og omnibus II-direktivet) foretages følgende ændringer:

1. § 1, nr. 20, ophæves.

2. § 1, nr. 26, ophæves.

3. § 1, nr. 27, ophæves.

4. § 1, nr. 28, ophæves.

5. § 1, nr. 34, ophæves.

6. § 1, nr. 62, ophæves.

7. § 1, nr. 72, ophæves.

8. § 1, nr. 73, ophæves.

9. § 1, nr. 76, ophæves.

10. § 1, nr. 81, ophæves.

11. § 1, nr. 87, ophæves.

12. § 1, nr. 88, ophæves.

13. § 1, nr. 95, ophæves.

14. I § 3, stk. 5, ændres »§ 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed som affattet ved denne lovs § 1, nr. 28« til: »§ 71, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed« og »§ 64, stk. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed som affattet ved denne lovs § 1, nr. 26« ændres til; »»§ 64, stk. 8, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed«.

15. I § 5, stk. 1, ændres »§ 126 c i lov om finansiel virksomhed som affattet ved denne lovs § 1, nr. 34« til: »§ 126 c i lov om finansiel virksomhed«.

16. I § 7, stk. 1, ændres »§ 126 d i lov om finansiel virksomhed som affattet ved denne lovs § 1, nr. 34« til: »§ 126 d i lov om finansiel virksomhed«.

17. I § 8 ændres »§ 126 d, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed som affattet ved denne lovs § 1, nr. 34« til: »§ 126 d, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed«.

§ 10

I lov nr. 738 af 1. juni 2015 om ændring af årsregnskabsloven og forskellige andre love (Reduktion af administrative byrder, tilpasning til de internationale regnskabsstandarder, gennemførelse af det nye regnskabsdirektiv og af ændringer til gennemsigtighedsdirektivet m.v.) foretages følgende ændring:

1. § 5, nr. 4, ophæves.

§ 11

Stk. 1. Loven træder i kraft den 18. marts 2016, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. § 14, stk. 1, § 64, stk. 8, § 71, stk. 2 og 3, § 124, § 126 b-g, § 174, stk. 1, 1. pkt., § 182, stk. 1 og 2, § 283, § 351, stk. 4, 5 og 9, § 352, stk. 2, § 354 e, stk. 2, § 355, stk. 3, § 365, stk. 2, § 373, stk. 1 og 2, og §§ 417 a-d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, nr. 8-10, nr. 18-20, nr. 27, nr. 29, og nr. 43 og § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., som affattet ved denne lovs § 3, nr. 1, samt §§ 4, 5, 7, 8, 9 og 10 træder i kraft 1. januar 2016.

Stk. 3. §§ 152 og 153, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § § 1, nr. 22-26, træder i kraft den 1. januar 2017

Stk. 4. Investeringsforeninger, SIKAV'er og værdipapirfonde omfattet af denne lovs § 2, skal senest ved den førstkommende ordinære generalforsamling efter den 18. marts 2016 bringe deres vedtægter i overensstemmelse med denne lov.

§ 12

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. §§ 1-3 og 5-7 og 10, kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Stk. 3. §§ 4, 8 og 9 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

1. Indledning

Med lovforslaget foreslås en række forskellige ændringer af den finansielle regulering. Lovforslaget har bl.a. til formål at sikre en øget investorbeskyttelse i investeringsinstitutter ved at indføre nye krav til investeringsinstitutter, der er omfattet af UCITS-direktivet.

Endvidere indeholder lovforslaget en hjemmel for Finanstilsynet til at indsamle prisoplysninger på finansielle produkter rettet mod forbrugere fra de finansielle virksomheder og offentliggøre disse med henblik på at fremme gennemsigtighed og priskonkurrence for finansielle produkter. Dermed får Finanstilsynet mulighed for eksempelvis at etablere og drive en prisportal for boliglån.

Lovforslaget har desuden til formål at sikre en hensigtsmæssig indfasning af det nye europæiske krav til finansielle institutters likviditet, kaldet Liquidity Coverage Ratio (herefter benævnt LCR), som skal sikre, at de omfattede virksomheder har en tilstrækkelig beholdning af likvide aktiver, der kan dække ubalancer mellem indgående og udgående pengestrømme i stresssituationer over en kort periode. Kravet følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (herefter benævnt CRR-forordningen).

Det foreslås derudover, at Finanstilsynet får adgang til bl.a. at gå på kontrolbesøg hos ikke finansielle modparter, svarende til Finanstilsynets muligheder for at føre tilsyn med øvrige virksomheder underlagt tilsyn.

Derudover foreslås det, at Finanstilsynet får adgang til bl.a. at gå på kontrolbesøg hos ikke finansielle modparter, svarende til Finanstilsynets muligheder for at føre tilsyn med øvrige virksomheder underlagt tilsyn.

Med lovforslaget foreslås det yderligere, at Finanstilsynet skal kunne fastsætte nærmere regler om den kapital, der kan anvendes til dækning af det individuelle solvenstillæg.

Derudover indeholder lovforslaget en række konsekvensrettelser som følge af implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (herefter benævnt Solvens II-direktivet), samt de ændringer af Solvens II-direktivet, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/89/EU af 16. november 2011, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/58/EU af 11. december 2013, (herefter benævnt QuickFix 2-direktivet), og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/51/EU af 16. april 2014, (herefter benævnt Omnibus II-direktivet).

Endelig indeholder lovforslaget en række mindre ændringer, herunder ændringer af teknisk karakter. Herunder skal det bemærkes, at lovforslaget blandt andet foretager ændringer i en række bestemmelser, som blev foreslået ændret ved henholdsvis lov nr. 532 af 29. april 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love og lov nr. 738 af 1. juni 2015 om ændring af årsregnskabsloven og forskellige andre love. Da lov nr. 532 og lov nr. 738 begge træder i kraft efter fremsættelsestidspunktet for nærværende lovforslag foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve en række af disse loves bestemmelser, og samtidig nyaffatte dem med dette lovforslag.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Gennemførelse af UCITS V-direktivet

Med lovforslaget gennemføres Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner og sanktioner (herefter benævnt UCITS V-direktivet).

UCITS V-direktivet er et ændringsdirektiv til UCITS-direktivet, som er gennemført i dansk ret ved lov om finansiel virksomhed og i lov om investeringsforeninger m.v. Dette lovforslag foretager derfor en række ændringer i lov om finansiel virksomhed og i lov om investeringsforeninger m.v. med henblik på at opnå en EU-konform regulering for danske UCITS.

En UCITS er et kollektivt investeringsinstitut, der er undergivet et sæt regler, der er meget ensartede i hele EU, og som er beregnet til at forvalte investeringer fra offentligheden ved at placere midlerne i værdipapirer, der handles på et reguleret marked. I Danmark er en dansk UCITS en samlebetegnelse for en investeringsforening, en SIKAV eller en værdipapirfond, som alle er reguleret i lov om investeringsforeninger m.v. jf. § 2, stk. 1, nr. 4, i lov om investeringsforeninger m.v.

Som følge af UCITS V-direktivet indeholder lovforslaget ændringer i reglerne for depotselskaber.

Et depotselskab er et pengeinstitut, som overfor en UCITS har påtaget sig en forpligtelse til at opbevare aktiver, som tilhører UCITS'en, således, at ansatte og ledelse i UCITS'en ikke har rådighed over aktiverne. Depotselskabet har endvidere i medfør af § 106 i lov om finansiel virksomhed en række kontrolforpligtelser overfor UCITS'en og dens investorer, og skal f.eks. kontrollere, at UCITS'ens emissions- og indløsningspriser er korrekte, og at UCITS'en udbetaler det rette udbytte til investorerne m.v.

Med lovforslaget foreslås det bl.a. at udbygge reguleringen af, hvorledes depotselskaberne skal opbevare og kontoføre de aktiver, som de har fået overdraget fra UCITS'erne. Videre indeholder lovforslaget regler, der fastsætter betingelser for, hvornår et depotselskab kan delegere opgaver i forbindelse med depotselskabsfunktionen til en tredjemand samt regler, som skal overholdes ved tredjemandens videredelegation af opgaverne.

Med de nye regler for depotselskaber kommer der til at gælde ensartede regler i alle EU-medlemslandene for, hvilke pligter depotselskaberne har overfor UCITS'erne, hvordan de skal udføre disse pligter, og hvilket ansvar depotselskaberne har for fejl og tabte aktiver. Det er med til at gøre det indre marked for investeringer i UCITS mere effektivt, fordi man kan investere i UCITS i andre medlemslande uden først at skulle undersøge hvilket sikringsniveau, der findes i det pågældende medlemsland. Dette øger konkurrencen, hvilket er til gavn for den enkelte investor. Det er ligeledes en fordel for investorerne i UCITS, at de foreslåede regler generelt højner det sikkerhedsniveau, som gælder for opbevaring af en UCITS' aktiver og foreskriver en tydeligere pligt for depotselskabet til at erstatte opbevarede aktiver, som måtte gå tabt.

2.1.1. Depotselskabets pligter

2.1.1.1. Gældende ret

Efter gældende ret skal et depotselskab forvalte og opbevare en UCITS' finansielle aktiver særskilt, jf. § 106, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Depotselskabet skal endvidere efter § 106, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed påse, at emissions- og indløsningspriser på andele i UCITS'en er korrekte, at der sker en udveksling mellem penge og finansielle aktiver, når UCITS'en handler, at aktiver som en UCITS har stillet til sikkerhed, tilbageleveres til UCITS'en, når den sikrede fordring indfries, at udbetaling af årets overskud udbetales som udbytte eller henlægges til formuen efter UCITS'ens vedtægter eller fondsbestemmelser, at værdien af en dansk UCITS' beholdning af pantebreve ansættes korrekt og at en dansk UCITS køb og salg af værdipapirer sker til markedskursen, også selv om de ikke bliver købt på et reguleret marked samt, at køb og salg af andre aktiver sker til dagsværdien.

Et depotselskab for en dansk UCITS, der er masterinstitut eller feederinstitut efter § 2, nr. 20 og 21 i lov om investeringsforeninger m.v., skal, hvis det ikke er depotselskab for begge foreninger eller institutter (UCITS) i master-feeder-strukturen efter § 2, nr. 22, i lov om investeringsforeninger m.v., indgå en aftale med det andet depotselskab om udveksling af oplysninger for at sikre, at begge depotselskaber kan udføre deres pligter. Et depotselskab skal straks underrette Finanstilsynet og eventuelt feederinstituttets investeringsforvaltningsselskab og depotselskab, hvis det får kendskab til uregelmæssigheder i relation til masterinstituttet.

Derudover har Finanstilsynet i medfør af § 106, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed mulighed for at udstede nærmere regler om bl.a. depotselskabets underretningspligt. Denne bemyndigelse er udnyttet til at udstede en regel om underretning i § 2 i bekendtgørelse nr. 1013 af 22. september 2014 om depotselskaber.

2.1.1.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Med lovforslaget gennemføres UCITS V-direktivets regler i artikel 22 - 26 b om depotselskabets pligter overfor en UCITS. UCITS V-direktivet er et ændringsdirektiv til UCITS-direktivet, som allerede er gennemført i dansk ret. Med UCITS V-direktivet indføres flere konkrete regler for depotselskabets overordnede pligter over for en UCITS. Da UCITS-direktivet allerede er gennemført i dansk ret ved lov om finansiel virksomhed og lov om investeringsforeninger m.v. indebærer gennemførelsen af disse nye regler ændringer i form af præciseringer af de gældende regler. Disse præciserende regler er imidlertid i høj grad en lovfæstelse af Finanstilsynets praksis, som branchen i vid udstrækning allerede følger i dag. Det gælder f.eks. kravet om, at depotselskabet skal handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og udelukkende i den pågældende UCITS og dens investorers interesse under udførelsen af dets opgaver for en UCITS.

Forslaget gennemfører endvidere UCITS V-direktivets artikel 22, vedrørende regler om depotselskabets mere konkrete pligter overfor en UCITS, herunder regler om kontrol af, at en UCITS' indløsning og udstedelse af andele og af beregningen af den indre værdi pr. andel. Den foreslåede regulering indeholder stort set de samme konkrete regler, som loven gør i dag, dog med mindre ændringer for at gøre reglerne mere direktivnære.

2.1.1.3. Lovforslagets indhold

Som følge af UCITS V-direktivet foreslås der i § 106 i lov om finansiel virksomhed indført en ny regel om, at investeringsforvaltningsselskabet skal have en pligt til at sikre, at der udpeges et depotselskab for hver af de UCITS, som det administrerer.

Det foreslås endvidere med § 106, stk. 4, at depotselskabet ikke må udføre aktiviteter, der kan skabe interessekonflikter mellem en UCITS, dens investorer, investeringsforvaltningsselskabet og depotselskabet selv, medmindre depotselskabet funktionelt og hierarkisk har adskilt udførelsen af sine depotselskabsopgaver fra udførelsen af de andre aktiviteter, der potentielt kunne skabe interessekonflikter. Endvidere skal de potentielle interessekonflikter være fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst til UCITS'ens investorer.

Samtidig foreslås det med § 106, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, at depotselskabet skal udføre investeringsforvaltningsselskabets instrukser, medmindre disse strider imod gældende lovgivning eller den danske UCITS' vedtægter eller fondsbestemmelser.

Med § 106 a i lov om finansiel virksomhed, foreslås UCITS V-direktivets artikel 22 om depotselskabets pligter indsat. Det foreslås på den baggrund, at depotselskabet skal handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og udelukkende i den pågældende UCITS og dens investorers interesse, når det udfører opgaver som depotselskab for den pågældende UCITS.

Det foreslås endvidere med § 106 a, at depotselskabet skal sikre, at en UCITS' indløsning og udstedelse af andele foretages i overensstemmelse med lovens regler og i overensstemmelse med vedtægterne eller fondsbestemmelserne. Depotselskabet skal også sikre, at beregningen af den indre værdi pr. andel sker i overensstemmelse med den gældende lovgivning, og i henhold til UCITS'ens vedtægter eller fondsbestemmelser.

Depotselskabet skal endvidere sikre, at modydelsen i forbindelse med transaktioner, som den dan-ske UCITS indgår i, leveres til UCITS'en indenfor sædvanlige frister, at udbetaling af årets over-skud udbetales som udbytte eller henlægges til formuen efter UCITS'ens vedtægter eller fondsbe-stemmelser, at værdien af en dansk UCITS' beholdning af pantebreve ansættes korrekt samt, at en dansk UCITS' køb og salg af værdipapirer sker til børskursen, også selv om de ikke bliver købt over børsen og, at køb og salg af andre aktiver sker til dagsværdien.

Endvidere skal et depotselskab for en dansk UCITS, der er masterinstitut eller feederinstitut, men som ikke er depotselskab for begge foreninger eller institutter (UCITS) i master-feeder-strukturen indgå en aftale med det andet depotselskab om udveksling af oplysninger for at sikre, at begge depotselskaber kan udføre deres pligter. Et depotselskab skal straks underrette Finanstilsynet og eventuelt feederinstituttets investeringsforvaltningsselskab og depotselskab, hvis det får kendskab til uregelmæssigheder i relation til masterinstituttet, jf. § 106 a, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

Endelig foreslås det, at Finanstilsynet får mulighed for at fastsætte nærmere regler om depotselskabets underretningspligt, i overensstemmelse med hvad der gælder i dag.

2.1.2. Depotselskabets kontrol med en UCITS' pengestrømme

2.1.2.1. Gældende ret

Der findes ikke i dag lovbestemmelser om depotselskabets kontrol med en UCITS' pengestrømme. Med pengestrømme menes alle betalinger til og fra en dansk UCITS. Det kan være betalingsstrømme i forbindelse med udstedelse og indløsning af andele, køb og salg af værdipapirer eller blot betalinger af gebyrer og provisioner til samarbejdspartnere.

2.1.2.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

UCITS V-direktivets ændringer i UCITS-direktivets artikel 22, stk. 4, indeholder regler om depot-selskabets kontrol med en UCITS' pengestrømme med det formål at sikre investorernes midler mod svig. Det følger bl.a. af UCITS V-direktivets ændringer i UCITS-direktivets artikel 22, stk. 4, at depotselskabet skal sikre, at pengestrømme overvåges behørigt, og navnlig, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af investorer i forbindelse med tegning af andele i investeringsinstituttet er modtaget, og at alle kontanter i investeringsinstituttet er bogført på kontantkonti.

2.1.2.3. Lovforslagets indhold

Der foreslås indført en ny § 106 b, hvorefter depotselskabet skal kontrollere den danske UCITS' pengestrømme.

Det foreslås, at depotselskabet skal føre særlig kontrol med, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af investorerne i forbindelse med tegning af andele i UCITS'en er modtaget, og at alle kontanter tilhørende UCITS'en er bogført på kontantkonti, enten i UCITS'ens navn eller i investeringsforvaltningsselskabets eller depotselskabets navn, når disse handler på vegne af UCITS'en.

Endelig foreslås det, at såfremt kontantkonti oprettes i den danske UCITS' depotselskabs navn, må hverken midler fra den kontoførende enhed eller depotselskabet bogføres på sådanne konti.

2.1.3. Depotselskabets opbevaringsforpligtelser for så vidt angår finansielle instrumenter

2.1.3.1. Gældende ret

Efter § 106 i lov om finansiel virksomhed skal et depotselskab opbevare en UCITS' finansielle aktiver særskilt for den danske UCITS' afdelinger. Med finansielle aktiver menes f.eks. værdipapirer og pengemarkedsinstrumenter, som er defineret i § 2, stk. 1, nr. 2 og 3, i lov om investeringsforeninger m.v. Det er ikke i øvrigt reguleret, hvorledes depotselskabet skal udføre denne opgave eller, hvad det i den forbindelse skal påse. Finanstilsynet har dog en fast praksis for, hvilke krav der stilles til depotselskabet i disse forhold.

2.1.3.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 5, og stk. 7, i UCITS-direktivet, opstiller en række pligter for depotselskabets opbevaring af en UCITS' finansielle aktiver, f.eks. værdipapirer. Den foreslåede regulering indeholder flere konkrete regler end loven gør i dag.

Det følger således at UCITS V-direktivet, at for så vidt angår finansielle instrumenter, som kan opbevares i depot, skal depotselskabet bl.a. opbevare alle finansielle instrumenter, der kan registreres på en konto for finansielle instrumenter, som er oprettet i depotselskabets regnskabsbøger, og alle finansielle instrumenter, der fysisk kan leveres til depotselskabet.

For så vidt angår opbevaring af andre aktiver, som f.eks. fast ejendom og inventar, skal depotselskabet bl.a. kontrollere, om UCITS'en ejer disse aktiver på baggrund af oplysninger eller dokumenter, der stilles til rådighed af UCITS'en, og på baggrund af ekstern dokumentation, hvis en sådan findes.

2.1.3.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at indføre en ny § 106 c, hvorefter de i lov om finansiel virksomhed bilag 5 nævnte instrumenter, som tilhører den danske UCITS, og som kan opbevares i depot, skal overdrages til depotselskabet til opbevaring, hvis de kan føres på en konto eller lægges i depot, og at depotselskabets ligeledes skal opbevare fysiske finansielle instrumenter, der kan udleveres til depotselskabet. Depotselskabet skal sikre, at de opbevarede finansielle instrumenter registreres på konti eller i depoter, der er separate fra depotselskabets egne, og at de benyttede konti og depoter er oprettet i den danske UCITS eller dennes investeringsforvaltningsselskabs navn, således at de til enhver tid kan identificeres som tilhørende den danske UCITS.

For andre aktiver foreslås det, at depotselskabet skal kontrollere, at den danske UCITS er ejer af aktiverne, når de ikke kan opbevares i et depot eller på en konto.

Det foreslås, at depotselskabet med jævne mellemrum skal give den danske UCITS eller dens investeringsforvaltningsselskab en samlet oversigt over UCITS'ens aktiver.

Det foreslås endvidere med § 106 c, stk. 3, at depotselskabet ikke uden forudgående samtykke fra den danske UCITS eller dennes investeringsforvaltningsselskab må sælge, pantsætte eller på anden måde disponere over den danske UCITS' aktiver.

Endelig foreslås det med § 106 c, stk. 4, at aktiver tilhørende en dansk UCITS kan sælges, pantsættes eller disponeres over på anden måde når, transaktionen sker for UCITS'ens regning, depotselskabet udfører den danske UCITS' eller investeringsforvaltningsselskabets instruktioner vedrørende aktiverne, transaktionen er i den danske UCITS og i dens investorers interesse, transaktionen om overdragelse af ejendomsret er dækket af en likvid sikkerhedsstillelse af høj kvalitet, som skal stilles over for UCITS'en og, når denne sikkerhedsstillelse mindst udgør markedsværdien af de aktiver, som er omfattet af transaktionen med tillæg af en præmie.

2.1.4. Depotselskabets delegation af depotselskabsopgaver

2.1.4.1. Gældende ret

Depotselskabers delegation af opgaver har hidtil været omfattet af reglerne i § 48 i lov om investeringsforeninger m.v. Det følger heraf, at investeringsforeningens bestyrelse skal godkende depotselskabets videredelegation af sine opgaver.

2.1.4.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Forslaget gennemfører UCITS V-direktivets regler om depotselskabets delegation af selskabets opgaver overfor en UCITS. Den foreslåede regulering indeholder flere konkrete regler end loven gør i dag, men disse regler er i høj grad i overensstemmelse med Finanstilsynets praksis. UCITS V-direktivet fastsætter f. eks. krav om, at depotselskabet skal kunne begrunde delegationen objektivt og, at depotselskabet skal sikre, at den tredjemand, til hvem opgaver er delegeret, opfylder nærmere bestemte betingelser.

2.1.4.3. Lovforslagets indhold

Med lovforslaget foreslås der yderligere regler, der skal sikre, at finansielle aktiver, som tilhører en dansk UCITS ikke går tabt i forbindelse med en delegation af depotselskabsopgaver

Det foreslås at indsætte en ny § 106 d i lov om finansiel virksomhed, hvorefter depotselskabet som udgangspunkt ikke må delegere opgaver til tredjemand.

Der foreslås dog en række undtagelser hertil med den foreslåede § 106 d, stk. 2, hvorefter depotselskabet må delegere opgaver i forbindelse med udførelsen af depotfunktioner for danske UCITS, såfremt en række betingelser er opfyldt. Det drejer sig om, at opgaverne ikke må delegeres i den hensigt at unddrage sig kravene i denne lov. Depotselskabet skal endvidere objektivt kunne begrunde delegationen. Depotselskabet skal herudover have udvist passende dygtighed, grundighed og omhu i forbindelse med udvælgelsen af enhver tredjemand til hvem, opgaver er delegeret til, samt udvise dygtighed, grundighed og omhu i den løbende kontrol med og overvågning af tredjemandens løsning af de delegerede opgaver og derved forbundne arrangementer.

Det foreslås endvidere som en betingelse for delegation, at depotselskabet skal sikre, at den tredje-mand, til hvem opgaver er delegeret, opfylder nærmere bestemte betingelser, herunder at tredjemandens organisation og kompetencer er tilstrækkelige i forhold til arten og kompleksiteten af de aktiver, der tilhører den danske UCITS, som er overdraget til opbevaring hos tredjemanden.

Hvis depotselskabet delegerer opgaver vedrørende opbevaring af den danske UCITS' aktiver til en tredjemand, skal tredjemanden i medfør af den foreslåede § 106 d, stk. 3, nr. 2, være underlagt en effektiv tilsynsmæssig regulering, herunder minimumskapitalkrav og overvågning i den pågældende jurisdiktion, og tredjemanden skal være underlagt periodisk ekstern revision for at sikre, at de finansielle instrumenter er i tredjemandens besiddelse. Det foreslås, at tredjemanden skal holde depotselskabets kunders aktiver adskilte fra depotselskabets og tredjemandens egne aktiver på en måde, så de til enhver tid kan identificeres som tilhørende den specifikke UCITS hos depotselskabet. Tredjemanden skal træffe alle de nødvendige skridt til at sikre, at en dansk UCITS' aktiver, der opbevares i depot hos tredjemanden, i tilfælde af tredjemandens insolvens ikke kan udloddes eller realiseres til fordel for tredjemandens kreditorer. Endeligt skal tredjemand overholde en række af pligter og forbud, som foreslås i denne lov og i lov om investeringsforeninger m.v.

Med den foreslåede § 106 d, stk. 3, kan depotselskabet delegere til tredjemand uanset, at de ovenfor nævnte krav ikke er opfyldt, i de situationer hvor et tredjelands lovgivning kræver, at en post af finansielle instrumenter skal opbevares i depot hos en lokal enhed, og der ikke er nogen lokal enhed, der opfylder de foreslåede krav til en tredjemand, som der delegeres opbevaringsopgaver til.

Endelig foreslås det med § 106 d, stk. 5, at tredjemand kan videredelegere de opgaver, som er delegeret til tredjemanden under forudsætning af, at videredelegationen opfylder samme krav, som gælder for depotselskabets delegation, herunder også ansvarsbestemmelser for tab af finansielle instrumenter, som er omfattet af depotet.

2.1.5. Depotselskabets ansvar overfor den danske UCITS for tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot

2.1.5.1. Gældende ret

Depotselskabet er i medfør af § 107 i lov om finansiel virksomhed ansvarlig overfor den danske UCITS for enhver skade, som den danske UCITS måtte lide som følge af en mangelfuld opfyldelse af depotselskabets opbevaringsforpligtelser, udvist af depotselskabet eller af den tredjemand, som depotselskabet måtte have delegeret opgaver til.

2.1.5.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Det følger af UCITS V-direktivets ændringer i UCITS-direktivets artikel 24, at i tilfælde af tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot, skal depotselskabet uden unødig forsinkelse yde en erstatning til UCITS'en. Direktivet indeholder strengere ansvarsgrundlag end loven gør i dag, idet der foreslås indført erstatningsanvsar uanset at depotselskabet har handlet culpøst. Depotselskabet skal endvidere udbetale en eventuel erstatning hurtigst muligt uden at afvente en endelig dom.

2.1.5.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås at indsætte en ny § 107 i lov om finansiel virksomhed om depotselskabets ansvar for tab af de opbevarede finansielle instrumenter. Med den foreslåede bestemmelser bliver depotselskabet ansvarlig over for den danske UCITS eller UCITS'ens investorer for tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot, som er forårsaget af depotselskabet eller tredjemand, til hvem opgaven er delegeret.

Det foreslås endvidere, at depotselskabet i tilfælde af tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot uden unødigt ophold skal yde en erstatning til den danske UCITS i form finansielle instrumenter af samme type eller et beløb svarende til værdien af disse. Med tab menes, at de i depotet beroende finansielle instrumenter ikke kan tilbageleveres til den danske UCITS uanset grunden hertil.

Depotselskabet er dog ikke ansvarlig for tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot, såfremt depotselskabet kan bevise, at tabet skyldes en ekstern hændelse, som depotselskabet ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selvom depotselskabet havde truffet alle rimelige forholdsregler.

Det foreslås endvidere, at depotselskabet skal være ansvarlig over for den danske UCITS og dennes investorer for ethvert andet tab, som disse måtte lide som følge af depotselskabets uagtsomme eller forsætlige misligholdelse af sine forpligtelser efter denne lov.

Det foreslås, at depotselskabet også skal være ansvarlig for tab af finansielle instrumenter, som opbevares hos en tredjemand uanset tabets årsag, medmindre depotselskabet kan bevise at tabet skyldes en ekstern hændelse, som depotselskabet ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selvom depotselskabet havde truffet alle rimelige forholdsregler. Depotselskabet skal hverken kunne frigøre sig for eller begrænse sit erstatningsansvar i forbindelse med tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot hos tredjemand. Denne regel er ufravigelig, og det foreslås, at aftaler mellem depotselskabet og UCITS'en, der frigør depotselskabet for ansvar eller begrænser ansvaret er ugyldige, jf. det foreslåede § 107, stk. 6.

Endelig foreslås det, at investorerne kan vælge at gøre krav om erstatning gældende overfor depotselskabet direkte eller samlet gennem den danske UCITS eller dennes investeringsforvaltningsselskab.

2.1.6. Finanstilsynets muligheder for at fastsætte nærmere regler til udfyldelse af en række af lovens bestemmelser vedrørende depotselskabet

2.1.6.1. Gældende ret

Finanstilsynet har i dag hjemmel til at udstede nærmere regler til udfyldelse af flere af lovens bestemmelser vedrørende depotselskabet, jf. § 106 i lov om finansiel virksomhed. Denne hjemmel blev indsat med henblik på at sikre, at Finanstilsynet har hjemmel til at fastsætte udfyldende regler om bl.a. depotselskabets pligter. Reglerne udspringer af UCITS-direktivet, hvorefter der kan fastsættes udfyldende regler i form af direktiver, tekniske standarder og lignende. Finanstilsynet har benyttet bemyndigelsen, til at gennemføre denne udfyldende EU-regulering i dansk ret, ved bekendtgørelse nr. 1013 af 22/09/2014 om depotselskaber.

2.1.6.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

UCITS V-direktivet er et rammedirektiv. Direktivet sætter i den forbindelse de retlige rammer (niveau 1 regulering), der kan udfyldes ved brug af gennemførelsesbeføjelser til Kommissionen (niveau 2-regulering). I forhold til niveau 2-regulering sondres der mellem følgende typer: (i) delegerede retsakter, (ii) gennemførelsesretsakter, (iii) reguleringsmæssige tekniske standarder (RTS) og (iv) gennemførelsesmæssige tekniske standarder (GTS). RTS'er og GTS'er benævnes undertiden samlet som bindende tekniske standarder (BTS'er).

Med UCITS V-direktivet tillægges Kommissionen beføjelse til at vedtage delegerede retsakter for så vidt angår de oplysninger, der skal indgå i standardaftalen mellem depotselskabet og administrationsselskabet eller investeringsselskabet, betingelserne for at udføre depositarfunktionerne, herunder typen af finansielle instrumenter, som bør indgå i depotselskabets opbevaringsopgaver, betingelserne for udførelsen af sine opbevaringsopgaver med hensyn til de opbevarede finansielle instrumenter og betingelserne for depotselskabets sikre opbevaring af de finansielle instrumenter, som er udstedt personligt og registreret hos en udsteder eller en registrator, samt depotselskabets forpligtelse til at udvise rettidig omhu, forpligtelsen til adskillelse, betingelserne hvorpå og de omstændigheder hvorunder finansielle instrumenter, der opbevares i depot, bør anses for at være tabt, og hvad der skal forstås ved eksterne hændelser, som depotselskabet ikke med rimelighed kan forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depotselskabet har truffet alle rimelige forholdsregler.

Proceduren for Kommissionens vedtagelse af niveau 2-regulering fremgår af hjemlerne i UCITS V-direktivet, som bl.a. er i artikel 26 b, 50 a, 51 og 112 a.

Det er på tidspunktet for udarbejdelsen af dette lovforslag ikke muligt at vide, hvad indholdet af Kommissionens niveau 2-regulering bliver, herunder om niveau 2-reguleringen skal gennemføres eller om den indeholder valgmuligheder eller sanktionsforpligtelser. Lovforslaget indeholder derfor bemyndigelse til Finanstilsynet til at fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende eller gennemføre de retsakter, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af UCITS V-direktivet. Bemyndigelsen omfatter således de samme forhold, som Kommissionen i medfør af UCITS V-direktivet har bemyndigelse til at udstede regler om i niveau 2-regulering. Dette med henblik på, at Finanstilsynet vil kunne gennemføre de retsakter, som Kommissionen udsteder som direktiver, samt vedtage supplerende regulering vedrørende niveau 2-regulering, som Kommissionen udsteder som forordninger.

2.1.6.3. Lovforslagets indhold

For at sikre en løbende EU-konform regulering i Danmark i overensstemmelse med de ovenfor omtale udfyldende retsakter foreslås det, at Finanstilsynet kan gennemføre disse retsakter i dansk ret ved bekendtgørelse. Det er for at sikre en EU-konform implementering af UCITS V-direktivet og tilhørende retsakter og således undgå udformning af regler, der senere måtte vise sig at være i modstrid hermed samt undgå overimplementering til skade for blandt andet investorer, UCITS og depotselskaber.

Det foreslås, at Finanstilsynet med § 107 b, vil få hjemmel til at fastsætte regler om betingelserne for udførelsen af depotselskabsopgaverne, hvilke typer finansielle instrumenter, der er omfattet af depotselskabets opbevaringspligt, betingelserne for hvordan depotselskabet skal opbevare finansielle instrumenter, som henholdsvis er registreret i en værdipapircentral eller udstedt på navn og registreret hos en registrator, depotselskabets forpligtelser i forbindelse med udvælgelse og overvågning af tredjemand ved delegation af depotselskabsopgaver og de krav der stilles til tredjemands adskillelse af depotselskabets egne aktiver fra sine kunders aktiver. Bestemmelsen indeholder endvidere en bemyndigelse til, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om de nærmere betingelser for og omstændigheder, hvorunder finansielle aktiver, som depotselskabet er ansvarlig for, skal anses for at være gået tabt, og, hvad der skal forstås ved eksterne hændelser.

2.1.7. Krav om minimumsformue for investeringsforeninger

2.1.7.1. Gældende ret

Efter gældende ret skal investeringsforeninger, samt afdelinger og andelsklasser heraf, have en formue på minimum 10 mio. kr. Dette krav gælder både ved ansøgning om tilladelse til investeringsforening og til enhver tid derefter.

Såfremt en investeringsforening, eller en afdeling heraf, ikke opfylder kravet om minimumsformue på 10 mio. kr., og minimumsformuen ikke kan tilvejebringes inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, kan Finanstilsynet inddrage tilladelsen, jf. § 110, i lov om investeringsforeninger m.v. Andelsklasser skal afvikles af foreningen, såfremt de ikke opfylder kravet om minimumsformue senest 6 måneder efter etablering, eller såfremt en eksisterende andelsklasse ikke opfylder kravet om minimumsformue.

2.1.7.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Der gælder ikke et krav om minimumsformue for SIKAV'er og værdipapirfonde i lov om investeringsforeninger m.v., som der gør for investeringsforeninger. I praksis opfyldes kravet om minimumsformue ved ansøgning om tilladelse til en ny investeringsforening, afdeling eller andelsklasse ved en bankgaranti, som typisk koster 10-20.000 kr. at få udstedt. Ved at afskaffe kravet om minimumsformue i det omfang, som det er muligt, bliver det billigere at etablere en investeringsforening, afdeling eller andelsklasse. Derudover vil det være en mindre administrativ byrdelettelse for investeringsforvaltningsselskaber og administrationsselskaber, at de ikke skal indhente en garanti ved stiftelse af investeringsforeninger, som har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab, samt afdelinger og andelsklasser.

Investeringsforeninger opererer i dag med en grænse for minimumsformue på 40-50 mio. kr., da en formue herunder ikke kan bære de faste omkostninger uden, at dette har væsentlig negativ betydning for nettoresultatet. Derfor forventes investorbeskyttelsen ikke forringet selvom kravet om minimumsformue afskaffes for investeringsforeninger, som har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller et administrationsselskab, henholdsvist nedsættes til 300.000 euro for investeringsforeninger, som ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller et administrationsselskab.

En ophævelse af kravet om minimumsformue forventes ikke at medføre, at eventuelle afviklingsomkostninger i visse situationer kan blive uforholdsmæssigt høje for tilbageværende investorer. Dette skyldes, at bestyrelsen for investeringsforeninger i henhold til lov om investeringsforeninger m.v. har pligt til at varetage investorernes interesse. Bestyrelsen kan derfor ikke tillade, at investeringsforeningens formue som følge af indløsninger bliver så lille, at en efterfølgende afvikling vil medføre uforholdsmæssige omkostninger for de tilbageværende investorer.

2.1.7.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås at ophæve kravet om minimumsformue på 10 mio. kr. for investeringsforeninger, som har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab. Derudover foreslås det at ophæve kravet om minimumsformue for afdelinger og andelsklasser af investeringsforeninger, og som konsekvens heraf foreslås det ligeledes at ophæve bestemmelserne vedrørende afvikling af investeringsforeninger, afdelinger og andelsklasser på grund af manglende opfyldelse af kravet om minimumsformue.

I overensstemmelse med artikel 29 i UCITS-direktivet vil der fortsat gælde et krav om minimumsformue for investeringsforeninger, som ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab, som dog nedsættes fra 10 mio. kr. til 300.000 euro. Kravet om minimumsformue skal sikre, at en investeringsforening har en tilstrækkelig startkapital, og det vil derfor alene finde anvendelse ved ansøgning om tilladelse som investeringsforening. Kravet om minimumsformue skal således ikke opfyldes efterfølgende.

2.2. Opgørelse af det individuelle solvenstillæg for penge- og realkreditinstitutter

2.2.1. Gældende ret

Pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal opgøre deres individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 1, jf. stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet kan i medfør af § 124, stk. 3, fastsætte et højere individuelt solvenskrav i form af et tillæg til det individuelle solvensbehov, der fremgår af § 124, stk. 2. Finanstilsynet fastsætter det individuelle solvenskrav med udgangspunkt i minimumskravet på 8 pct. med tillæg for risici som ikke fuldt ud afspejles i opgørelsen af den samlede risikoeksponering. Solvenskravet fastsættes når der er uoverensstemmelse mellem det af instituttet opgjorte solvensbehov og det af Finanstilsynet fastsatte solvensbehov. Det individuelle solvenskrav er udtryk for Finanstilsynets vurdering af instituttets tilstrækkelige kapitalgrundlag.

Finanstilsynet kan endvidere med hjemmel i § 124, stk. 3, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed stille krav til, hvilken type kapital, der kan anvendes til dækning af dette individuelle solvenstillæg. Det fremgår af lovbemærkningerne til § 124, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 268 af 25. marts 2014 (lovforslag nr. L 133 af 7. februar 2014), at Finanstilsynet som udgangspunkt vil stille krav om, at det individuelle solvenstillæg skal opfyldes med egentlig kernekapital (såkaldt CET1 - Common Equity Tier 1). Det vil sige, at det individuelle solvenstillæg som udgangspunkt skal opfyldes af aktiekapital, andelskapital eller garantkapital, idet formålet med kravet er at sikre, at instituttet bedre kan fortsætte sine aktiviteter på trods af yderligere tab.

Det fremgår endvidere af lovbemærkningerne til § 124, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 268 af 25. marts 2014 (lovforslag nr. L 133 af 7. februar 2014), at anden ansvarlig kapital, som enten konverteres til egenkapital eller nedskrives, permanent eller midlertidigt, ved brud på solvensbehovet eller ved brud på et passende niveau af egentlig kernekapital, også vil kunne komme i betragtning. Finanstilsynet udsendte primo 2013 en vejledning til lov om finansiel virksomhed § 124, stk. 3, om krav til kapital til opfyldelse af solvensbehovet under 8+ metoden. Heri præciserer Finanstilsynet, at der ved anden ansvarlig kapital, skal forstås anden reguleringsmæssig kapital i kapitalgrundlaget end egentlig kernekapital, det vil sige kapital med karakteristika som hybrid kernekapital eller supplerende kapital. Herudover skal denne kapital have et trigger-niveau på mindst 7 pct. eller en trigger, der udløses ved brud på solvensbehovet.

2.2.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (herefter benævnt EBA) har den 19. december 2014 udstedt retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsyns- og evalueringsprocessen, herefter benævnt SREP. I retningslinjerne lægger EBA op til, at kravene til kvaliteten af den kapital, der kan bruges til at opfylde et individuelt solvenstillæg, skal harmoniseres i EU. I denne forbindelse fastsættes der rammer for, hvor stor en del af det individuelle solvenstillæg, som skal opfyldes af henholdsvis egentlig kernekapital og kernekapital.

De gældende danske regler, herunder lovbemærkningerne til § 124, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 268 af 25. marts 2014 (lovforslag nr. L 133 af 7. februar 2014), harmonerer ikke med EBA's nye retningslinjer, hvorfor en lovændring er nødvendig for, at de danske regler bliver EU-konforme. Retningslinjerne er udtryk for følg eller forklarregulering, som betyder at reglerne skal efterleves eller at eventuelle afvigelser skal forklares.

Det er i overensstemmelse med dansk retstradition at sikre en EU-konform gennemførsel i dansk ret under hensyn til særlige nationale forhold.

2.2.3. Lovforslagets indhold

Med forslaget til § 124, stk. 8, gives erhvervs- og vækstministeren en bemyndigelse til i en bekendtgørelse at fastsætte de nærmere regler til den kapital, der kan anvendes til dækning af det individuelle solvenstillæg, med henblik på at sikre, en løbende og smidig justering af de danske regler på baggrund af ændringer, tilpasninger m.v., som måtte følge af løbende EU-regulering.

Det er således udgangspunktet, at de nærmere regler for kapitalen, herunder krav til sammensætning m.v., vil blive udformet i overensstemmelse med EBA's nye retningslinjer således, at der sikres EU-konform lovgivning.

2.3. Tilsyn med ikke finansielle modparter

2.3.1. Gældende ret

Krav til ikke finansielle modparter om indberetning, clearing og risikostyring i forbindelse med handel med OTC-derivater er indeholdt i afsnit II i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 648/2012/EU af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (herefter benævnt EMIR-forordningen). Ved en ikke finansiel modpart forstås en enhed, der hverken er omfattet af forordningens definition af en central modpart (CCP) eller en finansiel modpart. Ved et OTC-derivat menes et afledt finansielt instrument, der ikke handles på en børs eller et tilsvarende reguleret marked.

EMIR-forordningen forpligter ikke finansielle modparter til at indberette alle OTC-derivathandler til et transaktionsregister. Endvidere forpligter forordningen ikke finansielle modparter til at cleare alle standardiserede OTC-derivathandler, når værdien af modpartens handler overskrider en i henhold til forordningen fastsat grænseværdi. OTC-derivathandler, der ikke cleares via centrale modparter, skal underlægges en vis risikostyring, jf. artikel 11 i EMIR-forordningen. Denne risikostyring omfatter rettidig bekræftelse af handlens vilkår, anvendelse af forretningsgange, der skal mindske risikoen samt daglig værdiansættelse efter markedsværdimetoden. Derudover skal ikke finansielle modparter, der overskrider den i henhold til forordningen fastsatte grænseværdi, stille sikkerhed for handler, der på grund af manglende standardisering, ikke er egnet til clearing. Koncerninterne handler kan i visse tilfælde undtages fra clearingforpligtelsen og pligten til at stille sikkerhed.

EMIR-forordningen forpligter imidlertid medlemslandene til at fastlægge sanktioner for overtrædelse af reglerne i forordningens afsnit II, samt at sørge for at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne kan gennemføres.

I § 83, stk. 1, 3. pkt., i den gældende lov om værdipapirhandel m.v. er Finanstilsynet udpeget som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af dele af EMIR-forordningen, herunder til at føre tilsyn med at ikke finansielle modparter overholder de ovenfor beskrevne pligter, der følger af forordningens afsnit II.

I medfør af EMIR-forordningens artikel 81, stk. 3, litra h, kan Finanstilsynet i dag hente oplysninger via transaktionsregistre, til brug for tilsynet med de ikke finansielle modparter. Ikke finansielle virksomheder, der overskrider den i henhold til EMIR-forordningen fastsatte grænseværdi, vil desuden være forpligtet til at indberette oplysninger herom til Finanstilsynet. De omfattede ikke finansielle virksomheder har mulighed for at anmode andre, eksempelvis deres pengeinstitut, om at foretage indberetningen for dem. Ligeledes er ikke finansielle virksomheder, der ønsker at anvende forordningens undtagelser for koncerninterne handler forpligtet til at give Finanstilsynet meddelelse herom og i visse tilfælde, afvente en positiv afgørelse fra Finanstilsynet, før undtagelsen kan anvendes.

Finanstilsynet har ikke i dag hjemmel til at anvende de kontrolbeføjelser, der er oplistet i § 87 i lov om værdipapirhandel m.v., i forbindelse med tilsyn med at ikke finansielle modparter overholder deres forpligtelser efter afsnit II i EMIR-forordningen. Dette indebærer, at Finanstilsynet hverken har hjemmel til at foretage kontrolbesøg hos ikke finansielle modparter uden retskendelse eller pålægge bestyrelsen i en ikke finansiel virksomhed at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for at føre tilsyn med at virksomheden overholder dens forpligtelser i medfør af afsnit II i EMIR-forordningen.

2.3.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Det fremgår ikke direkte af EMIR-forordningen, hvilke tilsynsbeføjelser den kompetente myndighed for tilsynet med ikke finansielle modparter skal tillægges. EMIR-forordningen forpligter imidlertid medlemslandene til at fastlægge sanktioner for overtrædelse af reglerne i forordningens afsnit II, samt at sørge for at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sanktionerne kan gennemføres.

Det er Erhvervs- og Vækstministeriets opfattelse, at for at opfylde dette krav, må Finanstilsynet, som kompetent myndighed, tillægges tilsynsbeføjelser over for ikke finansielle modparter svarende til Finanstilsynets øvrige tilsynsbeføjelser, herunder muligheden for stedlige kontrolbesøg, der udgør en grundlæggende tilsynsbeføjelse i Finanstilsynets øvrige tilsynsvirksomhed.

Erhvervs- og Vækstministeriet har overvejet om det ønskede formål kan nås gennem mindre indgribende beføjelser som eksempelvis skrivebordsundersøgelser, dvs. en undersøgelse på baggrund af en skriftlig indkaldelse af materiale uden kontrolbesøg. Erfaringerne fra det finansielle område viser imidlertid, at skrivebordsundersøgelser i sig selv sjældent vil give Finanstilsynet en tilstrækkelig god indsigt i de tilsynsbelagte virksomheders aktiviteter. Dette gælder særligt, hvor Finanstilsynet skal påse overholdelse af regler på et så komplekst område som handel med OTC-derivater. Erhvervs- og Vækstministeriet vurderer, at tilsynet med, at ikke finansielle modparter ikke overskrider de i EMIR-forordningen fastsatte grænseværdier for clearing af OTC-derivathandler, og tilsynet med, at ikke finansielle modparter opfylder forordningens krav til risikostyring og udveksling af sikkerhedsstillelse, mest effektivt føres gennem en kombination af skrivebordsundersøgelser og kontrolbesøg. Dertil kommer, at kontrolbesøg muliggør en direkte dialog med de tilsynsbelagte virksomheder, hvilket sikrer, at der bedre tages højde for den enkelte virksomheds specifikke forhold.

2.3.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at Finanstilsynet får adgang til at anvende de kontrolbeføjelser, der er oplistet i § 87 i lov om værdipapirhandel m.v., i forbindelse med tilsynets kontrol med ikke finansielle modparters overholdelse af deres forpligtelser efter afsnit II i EMIR-forordningen. Finanstilsynet vil herefter

eksempelvis kunne gå på kontrolbesøg hos ikke finansielle modparter, svarende til Finanstilsynets øvrige tilsynsvirksomhed og vil endvidere kunne pålægge bestyrelsen i en ikke finansiel virksomhed at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for at føre tilsyn med at virksomheden overholder dens forpligtelser i medfør af afsnit II i EMIR-forordningen. Kontrolbesøg skal foretages på grundlag af varsling og indkaldelse af hensyn til at sikre, at de relevante personer er til stede under besøget. Kontrolbesøg kan dog undtagelsesvist udføres på baggrund af et kort varsel, hvis et længere varsel ville medføre, at formålet med besøget forspildes.

2.4. Likviditetsdækningskrav for penge- og realkreditinstitutter

2.4.1. Gældende ret

Efter § 152 i lov om finansiel virksomhed skal et pengeinstitut have en forsvarlig likviditet. Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler herom, jf. § 152, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, ligesom Finanstilsynet kan fastsætte et specifikt likviditetskrav for et pengeinstitut eller en gruppe af pengeinstitutter med lignende risikoprofiler, såfremt det konkret vurderes nødvendigt for, at instituttet, eller gruppen af institutter, kan opfylde kravet om en forsvarlig likviditet jf. § 152, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed.

Realkreditinstitutter er ikke omfattet af samme likviditetskrav som gælder for pengeinstitutter. For realkreditinstitutter gælder i stedet regler for institutternes anbringelse af midler, hvorefter realkreditinstitutter mindst skal have anbragt midler i specifikke midler, der svarer til 60 pct. af kravet til realkreditinstituttets basiskapital med tillæg af midler i serier med tilbagebetalingspligt, der ikke medtages i basiskapitalen, jf. § 153, stk. 1-2, i lov om finansiel virksomhed.

2.4.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Med CRR-forordningen indføres et nyt likviditetsdækningskrav, LCR, der skal sikre, at de omfattede virksomheder har en tilstrækkelig beholdning af likvide aktiver, der kan dække ubalancer mellem indgående og udgående pengestrømme i stresssituationer over en kort periode.

Efter CRR-forordningen, skal institutterne fra den 1. januar 2018 fuldt ud leve op til det nye likviditetsdækningskrav, og indtil da indfases det efter CRR-forordningen, så institutterne skal leve op til 60 % af kravet i 2015, 70 % fra den 1. januar 2016 og 80 % fra den 1. januar 2017.

CRR-forordningen fastlægger en indfasningsperiode for anvendelsen af LCR, men giver samtidig medlemsstaterne mulighed for i indfasningsperioden at opretholde eller indføre nationale bestemmelser på området for likviditetskrav.

Idet LCR langsomt indfases, kan kravet umiddelbart være lettere at opfylde end de danske krav om likviditet i henholdsvis penge- og realkreditinstitutter. Med henblik på at sikre, at likviditetsniveauet for danske penge- og realkreditinstitutter ikke falder i forbindelse med indfasningen af det forordningsbestemte likviditetsdækningskrav foreslås det derfor med lovforslaget, at opretholde de danske krav til likviditetsniveauet i penge- og realkreditinstitutter indtil 1. januar 2017, hvorefter institutterne vil skulle opfylde 80 % af det forordningsbestemte LCR-krav i overensstemmelse med CRR-forordningen. De systemisk vigtige finansielle institutter skal opfylde LCR fuldt ud pr. 1. oktober 2015. Dette krav følger af bekendtgørelse nr. 1143 af 29. september 2015 om et likviditetsdækningskrav for systemisk vigtige finansielle institutter og for globalt systemisk vigtige finansielle institutter, udstedt med hjemmel i § 314 i lov om finansiel virksomhed.

Indfasningen af det nye likviditetsdækningskrav, og den deraf følgende udfasning af de eksisterende danske krav, er baseret på en politisk aftale af 10. oktober 2013 indgået mellem den daværende regering bestående af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti, samt herudover Venstre, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti om regulering af systemisk vigtige finansielle institutter (herefter benævnt SIFI) samt krav til alle banker og realkreditinstitutter om mere og bedre kapital og højere likviditet.

2.4.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås at ophæve § 152, stk. 1-3, og § 153, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, vedrørende de danske krav til likviditetsniveauet i penge- og realkreditinstitutter. Endvidere foreslås det, at ophævelsen først skal træde i kraft den 1. januar 2017, således at de danske likviditetskrav er gældende sideløbende med det europæiske likviditetsdækningskrav indtil udgangen af 2016. Danske penge- og realkreditinstitutter vil dermed i en periode som udgangspunkt skulle opfylde to likviditetskrav, henholdsvis et nationalt og et europæisk. Ved at bibeholde de nationale krav til likviditeten vurderes det, at likviditetsniveauet for danske penge- og realkreditinstitutter ikke falder i forbindelse med indfasningen af det nye europæiske forordningsbestemte likviditetsdækningskrav, hvor kravet i starten kun delvist skal opfyldes.

Den foreslåede ophævelse af de gældende danske likviditetskrav for danske pengeinstitutter og kravet om anbringelsen af midler for realkreditinstitutter, indebærer ikke ændringer af Finanstilsynets mulighed for at fastsætte specifikke krav til likviditet i et institut eller en gruppe af institutter, der deler en lignende risikoprofil.

Lovforslaget suppleres på bekendtgørelsesniveau med en mulighed for at institutterne efter ansøgning til Finanstilsynet kan undtages fra de danske krav til henholdsvis likviditet og placering i indfasningsperioden, hvis de forpligter sig til at opfylde kravet om LCR fuldt ud, samt med et krav til systemisk vigtige institutter om at disse skal opfylde LCR fuldt ud fra den 1. oktober 2015. Dette krav følger af bekendtgørelse nr. 1143 af 29. september 2015 om et likviditetsdækningskrav for systemisk vigtige finansielle institutter og for globalt systemisk vigtige finansielle institutter, udstedt med hjemmel i § 314 i lov om finansiel virksomhed.

2.5. Offentliggørelse af sanktioner og foranstaltninger for overtrædelse af regnskabsreglerne i medfør af værdipapirhandelsloven

2.5.1. Gældende ret

§ 84 c i lov om værdipapirhandel m.v. indeholder en pligt for Finanstilsynet og virksomheder under tilsyn til at offentliggøre reaktioner givet til en virksomhed i sager af principiel karakter og sager, der har videregående betydelige følger og en pligt for Finanstilsynet til at offentliggøre beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning. I henhold til § 84 c er det kun reaktioner og beslutninger vedtaget af Finanstilsynets bestyrelse og reaktioner og beslutninger givet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse, som skal offentliggøres. Bestemmelsen giver ikke mulighed for offentliggørelse af reaktioner og beslutninger givet til fysiske personer.

§ 84 d i lov om værdipapirhandel m.v. indeholder en mulighed for Finanstilsynet til at offentliggøre navnet på en virksomhed eller en fysisk person, som meddeles en påtale for overtrædelse af specifikke bestemmelser i loven eller regler fastsat i medfør heraf, hvis det skønnes at være af interesse for investorerne, f.eks. til brug for vurdering af kursdannelsen i en aktie, at kende navnet på virksomheden eller den fysiske person. Offentliggørelse kan bl.a. ske ved en udsteders overtrædelse af en oplysningsforpligtelse, f.eks. kravet om at offentliggøre års- eller halvårsrapporter, eller en aktionærs overtrædelse af flagningsreglerne for større besiddelser af aktier.

Persondataloven regulerer behandling af personoplysninger, som foretages af offentlige myndigheder og private, når behandlingen helt eller delvist foretages ved hjælp af elektronisk databehandling. Den omfatter ligeledes ikke-elektronisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register, jf. § 1, stk. 1, i persondataloven. Persondatalovens regler gælder endvidere for anden ikke-elektronisk systematisk behandling af personoplysninger, som udføres for private, og som omfatter oplysninger om personers private eller økonomiske forhold eller i øvrigt oplysninger om personlige forhold, som med rimelighed kan forlanges unddraget offentligheden, jf. § 1, stk. 2, i persondataloven. Af bemærkningerne til § 2, stk. 1, i persondataloven, jf. lov nr. 429 af 31. maj 2000 (lovforslag nr. L 147 af 9. december 1999), fremgår det, at bestemmelsen indebærer, at persondataloven finder anvendelse, hvis regler om behandling af personoplysninger i anden lovgivning giver den registrerede en dårligere retsstilling. Det fremgår imidlertid også, at dette ikke gælder, hvis den dårligere retsstilling har været tilsigtet og i øvrigt ikke strider mod Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (herefter benævnt databeskyttelsesdirektivet). Persondataloven er ikke fraveget i forhold til de gældende regler om offentliggørelse efter § 84 c i lov om værdipapirhandel m.v.

2.5.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel, og Kommissionens direktiv 2007/14/EF om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i gennemsigtighedsdirektivet, (herefter benævnt gennemsigtighedsdirektivet), indeholder i artikel 29 regler om offentliggørelse af beslutninger om sanktioner og foranstaltninger, som pålægges for overtrædelse af direktivet.

Et af formålene med gennemsigtighedsdirektivet er at sikre en styrkelse og indbyrdes tilnærmelse af medlemslandenes lovgivning vedrørende sanktioner og foranstaltninger for overtrædelse af vigtige bestemmelser i direktivet. Hermed øges de nationale sanktioners og foranstaltningers effektivitet og præventive virkning ved at indføre krav om, at der skal kunne ske offentliggørelse af gennemførte sanktioner og foranstaltninger ikke kun vedrørende juridiske personer, men også om fysiske personer, som er ansvarlige for overtrædelse af nærmere angivne bestemmelser. Kontrollen af børsnoterede virksomheders årsrapporter sker med henblik på en vurdering af, om virksomhedernes årsrapporter opfylder artikel 4 og 5 i gennemsigtighedsdirektivet. Artikel 4 og 5 henviser i deres indhold til regnskabsdirektiverne, som er gennemført i national lovgivning.

Idet artikel 29 i gennemsigtighedsdirektivet kræver offentliggørelse af alle sanktioner og foranstaltninger for overtrædelser af bestemmelser, der implementerer direktivet kræver det en ændring af værdipapirhandelsloven, hvorefter, alle påtaler, påbud, administrative bødeforelæg og tvangsbøder for overtrædelse af regnskabsreglerne offentliggøres.

Artikel 29 i gennemsigtighedsdirektivet blev oprindeligt gennemført i dansk ret, ved indførelsen af § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v. med lov nr. 738 af 1. juni 2015 om ændring af årsregnskabsloven og forskellige andre love. § 84 l som affattet ved lov nr. 738 af 1. juni 2015 træder i kraft den 26. november 2015, som er efter fremsættelsestidspunktet for nærværende lovforslag. Af lovtekniske årsager, foreslås § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., som affattet ved lov nr. 738 af 1. juni 2015 ophævet med dette lovforslag, jf. § 10, nr. 1 og samtidig nyaffattet, jf. § 3, nr. 1.

Forslaget om offentliggørelse af sanktioner og foranstaltninger er endvidere udarbejdet med baggrund i de anbefalinger, som fremgår af Justitsministeriets betænkning nr. 1516/2010 om offentlige myndigheders offentliggørelse af kontrolresultater, afgørelser m.v. I betænkningen anbefales det, at der inden indførelse af ordninger med systematisk offentliggørelse af oplysning om kontrolresultater, afgørelser m.v. på internettet i ikke-anonymiseret form, foretages en vurdering af det konkrete behov for offentliggørelse, om offentliggørelse kan forventes konkret at være særligt indgribende for personen, om der er tungtvejende samfundsmæssige hensyn bag offentliggørelsesordningen, om offentliggørelse strider mod persondataloven og de almindelige regler om tavshedspligt, og om der af retssikkerhedsmæssige grunde er opstillet administrative regler for forvaltningsmyndighedens behandling af de enkelte sager. Betænkningen indeholder en liste med overvejelser, der bør gennemgås i forbindelse med udarbejdelse af regler om offentliggørelse af reaktioner. Disse overvejelser er gennemgået i forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget.

Fra disse overvejelser skal særligt fremhæves, at oplysninger om, at fysiske personer har overtrådt strafsanktioneret lovgivning og modtaget f.eks. påbud og påtaler, vil kunne være oplysninger om andre rent private forhold i henhold til § 8 i persondataloven, og offentliggørelse, som forudsat i artikel 29, findes ikke i alle tilfælde at kunne ske inden for persondatalovens rammer. Den foreslåede bestemmelse om offentliggørelse af sanktioner og foranstaltninger indebærer således i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt offentliggørelse kan ske, en fravigelse af persondatalovens regler. Persondatalovens regler finder i øvrigt anvendelse, herunder eksempelvis regler om behandlingssikkerhed, indsigt m.v. Der henvises i den forbindelse også til betragtning 27 i præamblen til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013, hvoraf det fremgår, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger i alle enkeltheder finder anvendelse på behandlingen af personoplysninger i forbindelse med gennemsigtighedsdirektivet.

Det er muligt at fravige persondatalovens regler ved lov under forudsætning af, at det ikke strider mod databeskyttelsesdirektivet. Af artikel 8, stk. 5, i databeskyttelsesdirektivet følger, at behandling af oplysninger om lovovertrædelser, straffedomme eller sikkerhedsforanstaltninger kun må foretages under kontrol af en offentlig myndighed. Der er ikke i artikel 8, stk. 5, fastsat materielle behandlingskriterier for, hvornår der kan ske behandling af oplysninger om strafbare forhold. Dette spørgsmål må derfor skulle vurderes efter artikel 7 i databeskyttelsesdirektivet, hvorefter behandling af personoplysninger kan finde sted, hvis behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets interesse eller henhørende under offentlig myndighedsudøvelse, som den registeransvarlige eller en tredjemand, til hvem oplysningerne videregives, har fået pålagt.

Det er vurderingen, at den foreslåede fravigelse af persondataloven er nødvendig for at gennemføre artikel 29 i gennemsigtighedsdirektivet, og at den foreslåede ændring af § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v. ligger indenfor rammerne af databeskyttelsesdirektivet. Der er i den forbindelse lagt vægt på, at det fremgår af betragtning 39 i præamblen til gennemsigtighedsdirektivet, at direktivet er i overensstemmelse med databeskyttelsesdirektivet. Der er endvidere lagt vægt på, at persondatalovens regler, som anført i de specielle bemærkninger til § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., i øvrigt finder anvendelse, herunder eksempelvis reglerne om behandlingssikkerhed, indsigt m.v., hvorfor reglerne er omfattet af de specifikke garantier, som databeskyttelsesdirektivet sætter. Endelig er der lagt vægt på, at det med § 84 l, stk. 3, foreslås, at offentliggørelse under visse omstændigheder skal udskydes eller ske i anonymiseret form.

Det skal i øvrigt bemærkes, at indførelsen af ordningen er et krav fra EU. Det er herunder et krav, at der sker offentliggørelse af identiteten af den person, som modtager reaktionen. Det er på baggrund heraf vurderet, at Danmarks forpligtelser over for EU udgør en tilstrækkelig tungtvejende grund til at offentliggøre. For så vidt angår samspillet med persondatalovens regelsæt, henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger.

2.5.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås med indsættelsen af § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., at Finanstilsynet på sin hjemmeside skal offentliggøre påtaler, påbud, administrative bødeforelæg, tvangsbøder og afgørelser om suspension af stemmerettigheder givet til både juridiske og fysiske personer, som er ansvarlige for overtrædelse af § 27, stk. 7, om offentliggørelse af års- og halvårsrapporter, § 27, stk. 13, om offentliggørelse af beretninger om betalinger til myndigheder, § 27 a, stk. 1-3, om offentliggørelse, registrering og opbevaring af oplysninger, § 29 om meddelelse af større besiddelser af aktier, rettigheder til at erhverve, afhænde eller udøve stemmerettigheder og finansielle instrumenter, samt regler udstedt i medfør af § 27, stk. 12 og 14, § 29, stk. 7, og § 30 eller forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, herefter benævnt gennemsigtighedsdirektivet. Det fremgår endvidere, at Finanstilsynet på sin hjemmeside skal offentliggøre politianmeldelser af juridiske personer, som er ansvarlige for overtrædelse af de nævnte regler.

Endvidere foreslås det, med § 84 l, stk. 1, at Finanstilsynet i nogle tilfælde, vil kunne offentliggøre et resumé af sagen, der som minimum indeholder oplysning om overtrædelsens art og identiteten på virksomheden eller personen, som påbuddet eller påtalen er rettet imod.

Ved offentliggørelsen indføres der en pligt for Finanstilsynet til, såfremt afgørelsen m.v. indbringes for Erhvervsankenævnet eller domstolene, at offentliggøre status samt det efterfølgende resultat af anken. I de tilfælde, hvor en sag er overgivet til politimæssig efterforskning, og der er faldet helt eller delvis fældende dom eller vedtaget bøde, skal Finanstilsynet offentliggøre resultatet.

I tilfælde hvor en offentliggørelse med navns nævnelse vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden, efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, eller offentliggørelse vil true den finansielle stabilitet, skal Finanstilsynet kunne udskyde offentliggørelsen eller offentliggøre i anonymiseret form. Dette gælder også, hvis der er tale om fysiske personer. Desuden skal offentliggørelse med navns nævnelse af fysiske personer udskydes eller anonymiseres, hvis de samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse med navns nævnelse vurderes ikke at være proportionale i forhold til hensynet til personen.

Som noget nyt i forhold til den foreslåede affattelse af § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., som affattet ved lov nr. 738 af 1. juni 2015, indføres endvidere et krav om offentliggørelse af påtaler, påbud, administrative bødeforelæg og tvangsbøder i sager om kontrol af finansielle oplysninger efter § 83, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v. For så vidt angår sager vedrørende virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, træder Erhvervsstyrelsen i Finanstilsynets sted, jf. § 83, stk. 2, 4. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v.

2.6. Regler om gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser

2.6.1. Gældende ret

Finanstilsynet har i dag hjemmel til at fastsætte nærmere regler om for årsrapporten, herunder regler om indregning og måling af aktiver, forpligtelser, indtægter og omkostninger, opstilling af resultatopgørelse og balance samt krav til noter og ledelsesberetning. i medfør af § 196, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Denne bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, som indeholder regler om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, i forbindelse med udarbejdelsen af årsrapporten. Det fremgår af bekendtgørelsens §§ 40-86, at værdierne skal opgøres ud fra markedsværdiprincipper.

Forsikringsselskaberne udarbejder derfor i dag i årsrapporten en opgørelse af forsikringsselskabernes aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, og der opstilles en balance mellem selskabernes aktiver og passiver.

Selskaberne skal desuden ved opgørelsen af det individuelle solvensbehov i medfør af § 126, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed tage højde for overgangsregler i bilag 5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber for beregning af den tilstrækkelige basiskapital samt opgørelsen af hensættelserne til forsikringsforpligtelser.

Værdien af hensættelserne til forsikringsforpligtelserne opgøres i overensstemmelse med reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser, og selskaberne foretager en række justeringer af basiskapitalen i overensstemmelse med de overgangsregler, der fremgår af bilag 5 til bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber.

2.6.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet fastlægger specifikke regler for forsikringsselskabernes værdiansættelse af deres aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, jf. artikel 75-85. Ifølge direktivet skal værdien af de forsikringsmæssige hensættelser afspejle det beløb, som et andet forsikringsselskab kan forventes at få behov for med henblik på at overtage og honorere de underliggende forsikringsforpligtelser.

Ifølge Solvens II-direktivet er det nødvendigt at beregne den forventede nutidsværdi af forsikrings-forpligtelser på grundlag af aktuelle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser under hensyn til finansielle garantier og optioner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler for at afgive en økonomisk værdiansættelse af forsikringsforpligtelser.

I Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (herefter benævnt solvens II-forordningen), præciseres de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder af forsikringsmæssige hensættelser.

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, blev der indsat en ny § 126 e om opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser for gruppe 1-forsikringsselskaber og en ny § 283 hvoraf det følger, at gruppe 1-forsikringsselskaber, jf. § 5, stk. 1, nr. 24, i lov om finansiel virksomhed, og koncerner omfattet af § 175 b årligt skal offentliggøre en rapport om deres solvens og finansielle situation. Samtidig blev erhvervs- og vækstministeren med § 283, stk. 3, bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om disse rapporter om solvens og finansiel situation, herunder om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, samt regler om de oplysninger, rapporterne skal indeholde og fristerne for offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsynet.

Det skal imidlertid bemærkes, at kravet til værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, ikke udelukkende er knyttet til de rapporter, som virksomhederne skal udarbejde i medfør af § 283, hvorfor der er behov for at justere den med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsatte § 283, stk. 3. Det fremgår af Solvens II-direktivets artikel 76, stk. 1, at et forsikringsselskab til enhver tid skal være i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne. Dette bør blive præciseret i § 126 e, i lov om finansiel virksomhed, som blev indsat ved lov nr. 308 af 28. marts 2015.

Lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for nærværende lovforslag, hvorfor der af lovtekniske årsager er behov for at ophæve henholdsvis § 126 e og § 283, i lov om finansiel virksomhed som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, og med nærværende lovforslag foretage en nyaffattelse af bestemmelserne. Der henvises i øvrigt til lovforslagets bemærkninger til § 1, nr. 20 og nr. 31.

2.6.3. Forslagets indhold

Det foreslås at præcisere i § 126 e, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab skal sikre, at selskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser, til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne. Erhvervs- og vækstministeren bemyndiges i den sammenhæng til at fastsætte nærmere regler om værdiansættelsen af aktiver og passiver, i medfør af den foreslåede § 126 e, stk. 6.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny § 283 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter gruppe 1-forsikringsselskaber årligt skal offentliggøre en rapport om selskabets solvens og finansielle situation samt indsende en uddybende rapport om samme forhold til Finanstilsynet.

Med bestemmelsen bemyndiges erhvervs- og vækstministeren samtidig til at fastsætte nærmere regler om de oplysninger rapporterne skal indeholde, og overgangsbestemmelser om offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsynet.

Det skal bemærkes, at i forhold til lov nr. 308 af 28. marts 2015, hvormed § 283 oprindeligt blev indsat, består ændringen i, at erhvervs- og vækstministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner, som oprindeligt blev indsat med § 283, stk. 3, flyttes til § 126 e, stk. 6. Flytningen af bemyndigelsen skal understrege, at værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, i gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner, ikke udelukkende er knyttet til de rapporter, som virksomhederne skal udarbejde i medfør af § 283. Endvidere foreslås det, at præcisere bemyndigelsen, så det klart fremgår, at erhvervs- og vækstministeren udelukkende kan fastsætte regler om offentliggørelse og indsendelse af rapporterne i en overgangsperiode. Denne præcisering har til formål at sikre et tydeligere samspil med Solvens II-forodningen, hvor fristerne er udtømmende reguleret.

Bemyndigelsen vil blive anvendt til at udstede en bekendtgørelse om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Tilgangen ift. værdiansættelse efter den kommende bekendtgørelse vil blive, at aktiverne svarer til summen af de forsikringsmæssige hensættelser og kapitalgrundlaget. Gruppe 1-forsikringsselskaberne og koncernerne vil derfor i overensstemmelse med den kommende bekendtgørelse, skulle opstille en solvensbalance mellem selskabets aktiver og passiver, herunder de forsikringsmæssige hensættelser samt den kapital, der anvendes til at dække det af virksomheden opgjorte solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav.

Virksomhederne skal fortsat opstille en balance i årsrapporten i medfør af reglerne i bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser. Solvensbalancen og balancen i årsrapporten vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra de samme overordnede principper, men der kan på baggrund af de særlige regler for opgørelsen af solvensbalancen være visse forskelle.

Gruppe 2-forsikringsselskaberne bliver ikke omfattet af de nye værdiansættelsesprincipper og skal som hidtil anvende værdiansættelsesprincipperne i bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

Værdiansættelsesprincipperne for henholdsvis gruppe 1- og gruppe 2-forsikringsselskaber vil løbende blive ændret som følge af udviklingen af de internationale regnskabsstandarder.

2.7. Bemyndigelse af Finanstilsynet til at indsamle og offentliggøre priser på finansielle produkter

2.7.1. Gældende ret

Finanstilsynet påser overholdelsen af lov om finansiel virksomhed og reglerne udstedt i medfør af loven med henblik på at sikre den finansielle stabilitet og tilliden til de finansielle markeder. Finanstilsynet har ligeledes hjemmel til i § 352 at foretage undersøgelser, der er egnede til at fremme gennemsigtigheden på det finansielle marked samt at offentliggøre resultaterne af disse. Finansielle virksomheder, der er omfattet af en sådan undersøgelse, skal i overensstemmelse med gældende praksis gøres bekendt med resultaterne før en eventuel offentliggørelse og kan kræve, at der ikke sker offentliggørelse af de tekniske beregninger og metoder m.v., der har karakter af forretningshemmeligheder.

Finanstilsynet har derimod ikke hjemmel til at indsamle og offentliggøre konkrete priser på finansielle produkter.

2.7.2. Erhvervs- og Vækstministeriets overvejelser

I forbindelse med en politisk aftale af 6. februar 2014 indgået mellem den daværende regering bestående af Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og herudover Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om regulering af refinansieringsrisiko i forbindelse med rentetilpasningslån ydet med pant i fast ejendom, er det aftalt, at regeringen skal øge prisgennemsigtigheden for boliglån. Det skal konkret ske ved, at der etableres en offentlig hjemmeside, der løbende viser, hvad de faktiske årlige omkostninger inklusive gebyrer m.v. er på boliglån med pant i fast ejendom ydet af realkreditinstitutterne, og af pengeinstitutter i form af prioritetslån.

Det er på baggrund af den politiske aftale og efterfølgende branchedrøftelser besluttet, at prisportalen skal etableres af Finanstilsynet, der skal have ansvaret for løbende at indsamle oplysningerne og stille dem til rådighed for offentligheden. Imidlertid har Finanstilsynet ikke i dag den fornødne hjemmel hertil.

2.7.3. Lovforslagets indhold

Det foreslås, at lov om finansiel virksomhed ændres, så Finanstilsynet med § 352 tillige får hjemmel til at indsamle og offentliggøre priser på finansielle produkter. Dermed får Finanstilsynet mulighed for at etablere og drive en prisportal for boliglån med henblik på at fremme gennemsigtigheden og priskonkurrencen på dette marked. Finanstilsynet får hermed hjemmel til at offentliggøre specifikke priser på finansielle produkter, herunder også eksempelvis den rente, som man yder lån til i det enkelte institut også selv om det indebærer, at offentligheden og dermed også konkurrenter får adgang til oplysninger som ikke i dag er offentligt tilgængelige, men som man ønsker offentlighed om, for at styrke konkurrencen på markedet.

Der er endnu ikke truffet beslutning om den konkrete udformning af en prisportal for boliglån. Dette vil blive fastlagt af erhvervs- og vækstministeren på baggrund af input fra en arbejdsgruppe i regi af Finanstilsynet med deltagelse af Finansrådet, Forbrugerrådet Tænk, Realkreditforeningen, Realkreditrådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Den foreslåede hjemmel vil fremadrettet også kunne anvendes, hvis det besluttes at etablere andre prisportaler. Det forudsættes, at yderligere prisportaler alene vil blive oprettet i enkeltstående tilfælde, hvis der viser sig at være et aktuelt behov herfor, og der findes relevante kriterier for sammen-ligning af produkterne eksempelvis sammenlignelig risikoprofil på produktet. Det er endvidere forventningen, at i forbindelse med udviklingen af eventuelle andre prisportaler vil interessenter blive inddraget, for at sikre dækkende og retvisende prisportaler, samt for at sikre, at de administrative byrder for erhvervsvirksomhederne minimeres.

3. Økonomiske og administrative konsekvenser for det offentlige

Lovforslaget indebærer et vist merarbejde for Finanstilsynet med at føre tilsyn med, at depotselskaberne overholder de nye bestemmelser om depotselskabernes forskellige pligter over for de UCITS, som de er depotselskaber for, om delegation af opgaver til tredjemand, ansvar og om oplysningsforpligtelser. Disse øgede tilsynsaktiviteter skønnes dog at være af mindre omfang, og vurderes ikke at medføre behov for øgede ressourcer til Finanstilsynet.

Der vil være visse administrative konsekvenser for Finanstilsynet i forbindelse med håndteringen af det nye europæiske likviditetsdækningskrav, Liquidity Coverage Ratio (LCR), på grund af nye indberetningsskabeloner, udarbejdelse af datakontroller, løbende indsamling, strukturering og analyse af data samt overvågning af de enkelte institutters opfyldelse af LCR. Vurderingen af behovet for ændringer i ressourcetilførslen til Finanstilsynet som følge af disse opgaver er foretaget i forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 268 af 25. marts 2014 om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love.

Endelig vil der være visse administrative konsekvenser for Finanstilsynet i forbindelse med tilsynets kontrol med ikke finansielle modparters overholdelse af deres forpligtelser efter afsnit II i EMIR-forordningen, hvorefter Finanstilsynet vil kunne gå på kontrolbesøg hos ikke finansielle modparter, svarende til Finanstilsynets øvrige tilsynsvirksomhed. Vurderingen af behovet for ændringer i ressourcetilførslen til Finanstilsynet som følge af disse opgaver er foretaget i forbindelse med vedtagelsen af lov nr. 1287 af 19. december 2012.

Lovforslaget vil ikke medføre økonomiske eller administrative konsekvenser for regioner og kommuner.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

4.1. Administrative konsekvenser for erhvervslivet

Med lovforslagets gennemførelse af UCITS V-direktivet stilles der øgede krav til depotselskabernes udførelse af depotselskabsopgaverne overfor de danske UCITS. Med direktivet er Kommissionen blevet bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om disse øgede krav. I medfør af lovforslaget, er Finanstilsynet bemyndiget til at gennemføre disse kommende EU-regler på bekendtgørelsesniveau. Det forventes, at de kommende regler fra Kommissionen vil indebære, at depotselskaberne skal udarbejde [nye] forretningsgange for de nye og mere detaljerede beskrevne pligter, ligesom de skal kunne dokumentere, at de har overholdt lovens bestemmelser. Det skønnes, at denne del vil medføre økonomiske og administrative byrder for depotselskaberne, men omfanget er endnu ukendt. Dette vil imidlertid blive kvantificeret i forbindelse med udarbejdelsen af eventuelle nye regler.

Forslaget til ændring af § 182, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, hvorved investeringsforvaltningsselskaber undtages fra kravet om tilladelse til koncerninterne eksponeringer indebærer en administrativ lettelse for selskaber med tilladelse som investeringsforvaltningsselskab. Lovforslaget medfører således, at investeringsforvaltningsselskaber ikke skal udarbejde ansøgninger om tilladelse til koncerninterne eksponeringer. Endvidere skal investeringsforvaltningsselskaberne ikke længere overvåge om tilladelsens rammer overholdes, ligesom investeringsforvaltningsselskaberne ikke skal udarbejde ansøgninger om udvidelse af en given tilladelse, hvis de forhold, der ligger til grund for tilladelsen, ændrer sig. Det skønnes, at denne del af lovforslaget vil medføre en administrativ lettelse på ca. 20.000 kr. per investeringsforvaltningsselskab årligt.

Ophævelse af koncernreglen på aflønningsområdet, hvorefter virksomheder omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (herefter benævnt CRD IV-direktivet) skal sikre, at aflønningsreglerne udbredes til virksomheder indenfor koncernen på moderselskabs- og datterselskabsniveau, vil medføre en lettelse for de 108 penge- og realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I, der er omfattet af bestemmelsen. Ophævelsen medfører, at de omfattede virksomheder ikke længere er forpligtet til at påse moder- og datterselskabers overholdelse af aflønningsreglerne i lov om finansiel virksomhed. Det er ikke muligt at anslå omfanget af lettelsen, der vil afhænge af den enkelte virksomheds organisation, herunder antal virksomheder i koncernen. Der er tale en midlertidig lettelse, da reglen forventes at blive afløst af en anden koncernregel på aflønningsområdet, jf. de specielle bemærkninger til § 1, nr. 9.

4.2. Økonomiske konsekvenser for erhvervslivet i form af øvrige efterlevelseskonsekvenser (ØEK)

Forslaget vedrørende afskaffelse af kravet om minimumsformue i en investeringsforening på mindst 10 mio. kr. i hver afdeling som betingelse for at opnå tilladelse som investeringsforening forventes at medføre en økonomisk og administrativ lettelse for nye investeringsforeninger og for oprettelse af afdelinger i eksisterende foreninger.

I praksis opfyldes kravet om minimumsformue for investeringsforeninger i dag ved en bankgaranti, som typisk koster 10-25.000 kr. at få udstedt. Ved at afskaffe kapitalkravet for investeringsforeninger, som har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab, samt afdelinger og andelsklasser, bliver det billigere at etablere disse, fordi de ikke længere skal stille en garanti for formuekravets opfyldelse.

For så vidt angår investeringsforeninger, som ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab, sættes kravet til minimumsformue ned fra 10 mio. kr. til 300.000 euro. Som følge deraf må det forventes, at det som en afledt effekt ligeledes bliver billigere at få udstedt en bankgaranti.

Det skønnes derfor, at ovenstående del af lovforslaget vil medføre besparelser for investeringsforeningerne på ca. 2.500.000 kr.

Med lovforslaget foreslås det endvidere at ophæve § 124, stk. 3., 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 19, hvormed det foreslås, at indsætte en bemyndigelse til at erhvervs- og vækstministeren i en bekendtgørelse kan fastsætte de nærmere regler til den kapital, der kan anvendes til opfyldelse af institutternes individuelle solvenstillæg, med henblik på bl.a. at gennemføre den nye SREP retningslinje fra EBA, som har til hensigt at opnå harmonisering af kravene for kreditinstitutter til kvaliteten af den kapital, der kan bruges til at opfylde det individuelle solvenstillæg (søjle II krav).

Som det fremgår af de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 19, vil den kommende bekendtgørelse kunne medføre såvel en lempelse for nogle institutter som en stramning for andre institutter i forhold til de nuværende regler. Effekten for det enkelte institut vil afhænge af instituttets kapitalstruktur. Det kan derfor ikke udelukkes, at enkelte institutter vil skulle tilpasse deres kapitalstruktur, herunder deres langsigtede kapitalplanlægning, som følge af forslaget, ligesom der kan være omkostninger forbundet hermed. Disse konsekvenser søges imidlertid minimeret ved en overgangsordning på 6 år til at tilpasse kapitalstrukturen, jf. de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 19. De øvrige efterlevelsesomkostninger vil blive kvantificeret i forbindelse med udarbejdelsen og høringen af den kommende bekendtgørelse.

Med lovforslaget bibeholdes de nationale danske krav til likviditetsniveauet i penge- og realkreditinstitutter, herunder tilhørende rapporteringskrav, til og med udgangen af 2016 sideløbende med indførelsen af det europæiske likviditetsdækningskrav, Liquidity Coverage Ration (LCR). Denne midlertidige opretholdelse af de danske krav på området ventes ikke at medføre nævneværdige administrative konsekvenser, da der er tale om videreførelse af en eksisterende rapporteringsforpligtelse, der således alene skal vedligeholdes i en kortere periode.

Det vurderes, at de øvrige efterlevelseskonsekvenser ved at bibeholde de danske likviditetskrav vil være meget begrænsede. Dette følger særligt af, at de omfattede institutter i forvejen skal overholde kravet om LCR og at de likvide aktiver, som indgår i LCR også kan indgå i opgørelsen af de danske likviditetskrav i medfør af den gældende § 152, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Finanstilsynet har vurderet, at det ikke lader sig gøre at foretage en egentlig kvantificering af de erhvervsøkonomiske konsekvenser af forslaget om at bibeholde de nationale danske krav til likviditetsniveauet til og med udgangen af 2016.

Indfasningen af kravet om LCR følger af CRR-forordningen og Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/61 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår likviditetsdækningskrav for kreditinstitutter. Det vurderes, at de omfattede virksomheder vil have mindre omkostninger ved omstillingen til kravet om LCR, mens omkostningen ved overholdelsen af selve kravet kan variere fra institut til institut. Da de erhvervsøkonomiske konsekvenser forbundet hermed følger af forordning foretages der ikke kvantificering af disse.

Som konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 2, der giver Finanstilsynet adgang til at anvende kontrolbesøg og andre tilsynsbeføjelser i forbindelse med kontrol med at ikke finansielle modparter overholder reglerne i EMIR-forordningen, vil ikke finansielle modparter skulle afsætte ressourcer til at bistå Finanstilsynet i forbindelse med kontrolbesøg. Ved skønnet over de årlige erhvervsøkonomiske konsekvenser forbundet hermed anslås det at ca. 20 større eller komplekse ikke finansielle virksomheder og ca. 2000 små ikke finansielle virksomheder omfattes. For større eller komplekse ikke finansielle virksomheder forventes de administrative konsekvenser i forbindelse hermed maksimalt at udgøre 16 timer hvert fjerde år, svarende til en skønnet udgift for erhvervslivet på 40.000 kr. årligt på samfundsplan. For små ikke finansielle virksomheder forventes de administrative konsekvenser maksimalt at udgøre 8 timer hvert 20. år, svarende til en skønnet udgift for erhvervslivet på 400.000 kr. årligt på samfundsplan. Øvrige erhvervsmæssige konsekvenser følger direkte af forordningen og vil ikke indgå i byrdevurderingen af dette lovforslag

Forslaget, hvorved der foretages en ændring af revisorlovens angivelse af hvilke virksomheder, der vurderes at være af særlig interesse for offentligheden, forventes at være byrdeneutral. Den ændring af revisorloven som rulles tilbage med dette lovforslag har således kun været i kraft siden 1. januar 2015, og retsstillingen for de omfattede virksomheder for regnskabsåret 2015 vil med dette lovforslag blive den samme, som den var før 1. januar 2015.

Som konsekvens af forslaget, der giver Finanstilsynet adgang til at drive en prisportal for boliglån, vil realkredit- og pengeinstitutter, der udbyder boliglån fremadrettet skulle beregne et vægtet gennemsnit af renten på de lån, det enkelte institut har ydet og på baggrund heraf beregne og indberette lånenes ÅOP (årlig omkostninger i procent). Indberetningen skal ske hvert kvartal. Indberetningerne vil foregå via Finanstilsynets og Nationalbankens indberetningssystem Fiona. Da den endelige model for prisportalen ikke er fastlagt, er omfanget af de økonomiske konsekvenser for erhvervslivet ukendte.

Lovforslaget har været sendt til Erhvervsstyrelsens Team Effektiv Regulering (herefter benævnt TER) med henblik på en vurdering af, om der skal foretages en ex-ante måling af lovforslagets administrative konsekvenser. Det er TERs vurdering, lovforslaget samlet medfører administrative byrder, som dog ikke overstiger 4 mio. kr.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

6. Miljømæssige konsekvenser

Lovforslaget har ikke konsekvenser for miljøet.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget gennemfører blandt andet dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner, EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet). Direktivet indeholder ændringer til direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), som er gennemført i lov om investeringsforeninger m.v. samt for så vidt angår en række bestemmelser om investeringsforvaltningsselskaber og depotselskaber i lov om finansiel virksomhed. Foruden ved dette lovforslag gennemføres UCITS V-direktivet på bekendtgørelsesniveau.

Med lovforslaget foretages en direktivnær implementering af UCITS V-direktivet, der med de nedenfor beskrevne undtagelser ikke går videre, end direktivet foreskriver.

Den del af lovforslaget, hvormed der ændres i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a og b, i lov om finansiel virksomhed, bidrager til gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en forsikrings- eller genforsikringsgruppe (forsikringsgruppedirektivet) med senere ændringer. Det bemærkes, at direktivet pr. 1. januar 2016 ophæves, da det er indarbejdet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (solvens II) (omarbejdning).

Indførelsen af § 126 e, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, hvorved det foreslås at erhvervs- og vækstministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, skal ses i sammenhæng med ændringen af § 283, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, hvor ministerens bemyndiges til at fastsætte regler om værdiansættelse i forhold til de rapporter om solvens og finansiel situation, som virksomhederne skal udarbejde. Der er tale om en direktivnær implementering af Solvens II-direktivet.

Ændringen af § 365 i lov om finansiel virksomhed, der indeholder regler for størrelsen af den andel af Finanstilsynets afgifter, som forsikringsselskaber og firmapensionskasser skal betale, er en konsekvensrettelse, hvormed, der tages højde for, at der med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed indføres nye kapitalbegreber, som følge af gennemførelsen af Solvens II-direktivet, for gruppe 1-forsikringsselskaber.

Indførelsen af § 417 d i lov om finansiel virksomhed, hvorved der indføres overgangsregler for kravene til forsikringsselskabers investeringer securitiseringspositioner er udtryk for en direktivnær implementering af en overgangsbestemmelse i Solvens II-direktivet.

Udfasningen af de danske likviditetskrav til penge- og realkreditinstitutter er ikke direkte en implementering af EU-ret. Med indfasningen af kravet om LCR er der givet medlemsstaterne valgfrihed i forhold til opretholdelsen af nationale likviditetskrav til og med 1. januar 2018, jf. artikel 412, stk. 5, jf. artikel 460 i CRR-forordningen. Fra den 1. januar 2018 er det ikke længere tilladt at have nationale likviditetskrav til kreditinstitutter.

Indførelsen af § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., hvorved det foreslås at indføre et krav om offentliggørelse af påtaler, påbud, administrative bødeforelæg og tvangsbøder i sager om kontrol af finansielle oplysninger efter § 83, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v., sker med henblik på at sikre en direktivnær implementering af artikel 29 i direktiv 2013/50/EU for så vidt angår sager om kontrol af børsnoterede virksomheders årsrapporter og delårsrapporter. Artiklen er gennemført i dansk ret for så vidt angår øvrige sager omfattet af artiklens anvendelsesområde. Udover offentliggørelse af påtaler, påbud, administrative bødeforelæg og tvangsbøder, skal der efter den gældende § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v. også foretages offentliggørelse af politianmeldelser. Pligten til offentliggørelse af politianmeldelser følger ikke af artikel 29 i direktiv 2013/50, og den af forslaget følgende udbredelse af reglerne i § 84 l i lov om værdipapirhandel til også at gælde sager om kontrol af finansielle oplysninger efter § 83, stk. 2 og 3, i samme lov, udgør derfor i princippet en overimplementering af artikel 29 i direktiv 2013/50/EU. Det vil imidlertid sikre, at der gælder ensartede regler for offentliggørelse.

Hvis EU-Kommissionen udsteder gennemførelsesregler i en forordning, vil reglerne deri gælde umiddelbart og skal derfor som udgangspunkt ikke gennemføres i dansk ret. Lovforslaget indeholder derfor bemyndigelser til at fastsætte nærmere regler, hvis det bliver nødvendigt at tilpasse den danske lovgivning til sådanne regler.

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Udkast til lovforslag har været sendt i høring i perioden fra den 27. august 2015 til den 24. september 2015 og fra den 7. september 2015 til 5. oktober 2015 hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Advokatrådet, Andelskassen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssyg domssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejdsskadestyrelsen, Børsmæglerforeningen, CorpNordic Denmark A/S, Danish Venture Capital and Private Equity Association, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Dansk Ejendomsmæglerforening, Danske Maritime, Danske Regioner, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Investor Relations Forening - DIRF, Dansk Metal, Dansk Pantebrevsforening, Dansk Kredit Råd, Den Danske Aktuarforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den danske Fondsmæglerforening, Ejendomsforeningen, FDIH - Foreningen for Distance- og Internethandel, FDFA - Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgenturer, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet A/S, Finans og Leasing, Finansrådet - Danske Pengeinstitutters Forening, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer, Foreningen af J. A. K. Pengeinstitutter, FOREX, Forsikring & Pension, Forsikringsmæglerforeningen, Frivilligrådet, FSR - danske revisorer, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Garantifonden for indskydere og investorer, Garban-Intercapital Scandinavia, GXG Markets A/S, Horesta, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO), Investeringsfondsbranchen, ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, Kommune-Kredit, KL, Kuratorforeningen, KøbmandStandens OplysningsBureau, Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsorganisationen i Danmark (LO), Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), NASDAQ OMX Copenhagen A/S, Nets, Parcelhusejernes Landsforening, PostDanmarks Juridiske afdeling, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Regionale Bankers Forening, Regnskabsrådet, Revisornævnet, Revisortilsynet, Rigsrevisionen, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, Telekommunikationsindustrien i Danmark, VP Securities A/S, Western Union, Færøernes Hjemmestyre via Rigsombudsmanden på Færøerne, Grønlands Selvstyre via Rigsombudsmanden i Grønland.

9. Sammenfattende skema

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (fodnoten i lov om finansiel virksomhed)

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres som konsekvens af, at der med lovforslaget foreslås gennemført dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner (UCITS V-direktivet).

Til nr. 2 og 3 (§ 5, stk. 1, nr. 10, litra a, 2. og 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Finansiel holdingvirksomhed er defineret i § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed. Definitionen omfatter begreberne pengeinstitutholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 11, realkreditholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 12, fondsmæglerholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 15, og investeringsforvaltningsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 16. Begreberne forsikringsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 13, og blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 14, er ikke omfattet af begrebet finansiel holdingvirksomhed.

Begreberne forsikringsholdingvirksomhed og blandet forsikringsholdingvirksomhed blev indført som nye begreber i lov om finansiel virksomhed med lov nr. 1613 af 26. december 2013 blev forsikringsholdingvirksomhed og blandet forsikringsholdingvirksomhed indført som nye begreber i lov om finansiel virksomhed. Formålet hermed var at præcisere, i hvilket omfang disse holdingvirksomheder er underlagt Finanstilsynets tilsyn og er omfattet af reglerne i lov om finansiel virksomhed, samt at præcisere gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en forsikrings- eller genforsikringsgruppe (forsikringsgruppedirektivet) med senere ændringer.

Der blev samtidig med indførelsen af de nye begreber foretaget en række konsekvensændringer i flere bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, herunder i definitionen af en finansiel holdingvirksomhed i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a. I definitionen af en finansiel holdingvirksomhed i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a blev det i 2. pkt. præciseret, at såfremt de finansielle virksomheder i holdingvirksomhedens koncern udelukkende er forsikringsselskaber, vil holdingvirksomheden ikke være en finansiel holdingvirksomhed. Holdingvirksomheden vil i stedet enten være en forsikringsholdingvirksomhed eller en blandet forsikringsholdingvirksomhed alt afhængig af de øvrige virksomheder i koncernen, jf. bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 13 og 14, i lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 1613 af 26. december 2013 (lovforslag nr. L 46 af 31. oktober 2013).

Med den her foreslåede ændring i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, 2. pkt., præciseres det, at der ved finansielle virksomheder i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, 2. pkt., forstås finansielle dattervirksomheder. Selv om der inden for en koncern er en eller flere associerede, finansielle virksomheder, som ikke er forsikringsselskaber, bliver en holdingvirksomhed ikke omfattet af definitionen på en finansiel holdingvirksomhed i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a, hvis der i holdingvirksomhedens koncern herudover udelukkende er finansielle dattervirksomheder, som er forsikringsselskaber.

Samtidig foreslås det i 3. pkt., præciseret, at i de tilfælde vil holdingvirksomheden i stedet enten blive omfattet af definitionen af en forsikringsholdingvirksomhed eller af definitionen af en blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 13 eller 14, alt afhængig af de øvrige virksomheder i koncernen.

Forslaget bidrager således til gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en forsikrings- eller genforsikringsgruppe (forsikringsgruppedirektivet) med senere ændringer, således at lovændringen som blev gennemført i 2013 præciseres yderligere, i forhold til hvilken definition holdingvirksomheder med forsikringsselskaber som dattervirksomheder er omfattet af. Det bemærkes, at direktivet pr. 1. januar 2016 ophæves, da det er indarbejdet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) (omarbejdning).

Til nr. 4 (§ 5, stk. 1, nr. 10, litra b, 2. og 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Finansiel holdingvirksomhed er defineret i § 5, stk. 1, nr. 10, i lov om finansiel virksomhed. Definitionen omfatter begreberne pengeinstitutholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 11, realkreditholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 12, fondsmæglerholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 15, og investeringsforvaltningsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 16. Begreberne forsikringsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 13, og blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 14, er ikke omfattet af begrebet finansiel holdingvirksomhed.

Begreberne forsikringsholdingvirksomhed og blandet forsikringsholdingvirksomhed blev indført som nye begreber i lov om finansiel virksomhed med lov nr. 1613 af 26. december 2013 blev forsikringsholdingvirksomhed og blandet forsikringsholdingvirksomhed indført som nye begreber i lov om finansiel virksomhed. Formålet hermed var at præcisere, i hvilket omfang disse holdingvirksomheder er underlagt Finanstilsynets tilsyn og er omfattet af reglerne i lov om finansiel virksomhed, samt at præcisere gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en forsikrings- eller genforsikringsgruppe (forsikringsgruppedirektivet) med senere ændringer.

Der blev samtidig med indførelsen af de nye begreber foretaget en række konsekvensændringer i flere bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, herunder i definitionen af en finansiel holdingvirksomhed i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a. I definitionen i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a blev det præciseret i 2. pkt., at såfremt de finansielle virksomheder i holdingvirksomhedens koncern udelukkende er forsikringsselskaber, vil holdingvirksomheden ikke længere være en finansiel holdingvirksomhed efter definitionen i § 5, stk. 1, nr. 10, litra a. Holdingvirksomheden vil i stedet enten være en forsikringsholdingvirksomhed eller en blandet forsikringsholdingvirksomhed alt afhængig af de øvrige virksomheder i koncernen, jf. bemærkningerne til § 5, stk. 1, nr. 13 og 14, i lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 1613 af 26. december 2013 (lovforslag nr. L 46 af 31. oktober 2013).

Med den her foreslåede ændring af i § 5, stk. 1, nr. 10, litra b, 2. pkt., præciseres det, at en holdingvirksomhed ikke vil blive omfattet af definitionen af en finansiel holdingvirksomhed i § 5, stk. 1, nr. 10, litra b, , hvis de finansielle dattervirksomheder i koncernen udelukkende er forsikringsvirksomheder.

Samtidig præciseres det i 3. pkt., at i de tilfælde vil holdingvirksomheden i stedet enten blive omfattet af definitionen af en forsikringsholdingvirksomhed eller af definitionen af en blandet forsikringsholdingvirksomhed, jf. § 5, stk. 1, nr. 13 eller 14, alt afhængig af de øvrige virksomheder i koncernen, og vil dermed være underlagt de regler i lov om finansiel virksomhed, der er gældende for denne type holdingvirksomhed.

Forslaget bidrager således til gennemførelsen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en forsikrings- eller genforsikringsgruppe (forsikringsgruppedirektivet) med senere ændringer, således at lovændringen som blev gennemført i 2013 præciseres yderligere, i forhold til hvilken definition holdingvirksomheder med forsikringsselskaber er omfattet af. Det bemærkes, at direktivet pr. 1. januar 2016 ophæves, da det er indarbejdet i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (solvens II) (omarbejdning).

Til nr. 5 (§ 9, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 9, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, at værdipapirhandlere, Danmarks Nationalbank, Økonomistyrelsen samt udenlandske kreditinstitutter og investeringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 1, stk. 3, og §§ 30, 31 eller 33, i lov om finansiel virksomhed har eneret til at udføre de i bilag 4, afsnit A, til lov om finansiel virksomhed nævnte aktiviteter med de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter (værdipapirer) og med de i § 2, stk. 2, i lov om værdipapirhandel m.v. nævnte værdipapirer på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand, jf. dog § 7, stk. 1, og § 8, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Det er således alene de virksomheder og institutioner, som er oplistet i bestemmelsen, der har eneret til at udføre aktiviteter som værdipapirhandler i henhold til bilag 4, afsnit A.

Det følger af § 30, stk. 1 og 3, og § 31, stk. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed, at et administrationsselskab, som har tilladelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (herefter UCITS-direktivet) i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, kan udføre de i bilag 4, afsnit A, nr. 4, 5 og 9, til lov om finansiel virksomhed nævnte aktiviteter, såfremt disse er omfattet af administrationsselskabets tilladelse i hjemlandet.

Endvidere følger det af § 11, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvaltere af alternative investeringsfonde kan få tilladelse til at udføre de aktiviteter, der følger af lovens bilag 1, nr. 3. Nogle af disse aktiviteter svarer til dem, der fremgår af bilag 4, afsnit A, nr. 1, 4, 5 og 9, til lov om finansiel virksomhed med de instrumenter, der fremgår af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed.

Det følger samtidig af § 95, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at forvaltere med registreret hjemsted i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, tillige kan udføre aktiviteter svarende til dem, der fremgår af bilag 4, afsnit A, nr. 1, 4, 5 og 9, til lov om finansiel virksomhed, såfremt disse er omfattet af forvalterens tilladelse i hjemlandet.

Det foreslås for det første, at ændre henvisningen til Økonomistyrelsen i § 9, stk. 3, 1. pkt. til Statens Administration. Der er tale om en konsekvensændring henset til, at Statens Administration i begyndelsen af 2011 overtog en del af Økonomistyrelsens statslige finansforvaltningsopgaver, og Økonomistyrelsen senere samme år blev nedlagt.

Med lovforslaget foreslås det endvidere, at § 9, stk. 3, 1. pkt., ændres således, at det præciseres, at udenlandske administrationsselskaber også har ret til at udføre aktiviteter omfattet af bilag 4, afsnit A, nr. 4, 5 og 9, til lov om finansiel virksomhed med de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand, i overensstemmelse med § 30, stk. 1 og 3, og § 31, stk. 1 og 3, i lov om finansiel virksomhed.

Endelig foreslås det, at der indsættes en henvisning til § 11, stk. 2, og § 95, stk. 2, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde, m.v., i § 9, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, med henblik på at præcisere, at forvaltere af alternative investeringsfonde, herunder udenlandske forvaltere, tillige kan få tilladelse til at udøve nogle af de i bilag 4, afsnit A, til lov om finansiel virksomhed, nævnte aktiviteter med de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter på erhvervsmæssigt grundlag for tredjemand, da disse er svarende til de i bilag 1, nr. 3, til lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. nævnte aktiviteter.

Der er tale om en ændring af § 9, stk. 3, 1. pkt., som skal sikre, at reguleringen af eneretten til at udføre de i bilag 4, afsnit A, nr. 1, 4, 5 og 9, nævnte aktiviteter er i overensstemmelse med §§ 30 og 31 i lov om finansiel virksomhed og med reguleringen af de aktiviteter, som forvaltere af alternative investeringsfonde, herunder udenlandske forvaltere, kan få tilladelse til at udføre i henhold til lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet nogen materiel ændring af bestemmelsen eller af den øvrige regulering af de aktiviteter, som administrationsselskaber og forvaltere af alternative investeringsfonde, herunder udenlandske forvaltere, kan udøve i Danmark.

Til nr. 6 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt § 14, stk. 1, nr. 3, jf. lovens § 1, nr. 20, hvori der er en henvisning til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelsen som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 1, og samtidig nyaffatte bestemmelsen med dette lovforslag.

Efter den foreslåede indsættelse af § 14, stk. 1, nr. 3, gælder et krav om, at udover gruppe 1-forsikringsselskabets bestyrelses- og direktionsmedlemmer skal også ansatte, der vil blive identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 10, opfylde kravene til egnethed og hæderlighed i § 64 i lov om finansiel virksomhed, før Finanstilsynet kan give tilladelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, der foreslår at udvide den personkreds, der er omfattet af § 64 til at omfatte ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3. Det foreslåede § 14, stk. 1, nr. 3, er således en konsekvens af ændringen af § 64, jf. dette lovforslags § 1, nr. 8 med tilhørende bemærkninger. Gruppe 1-forsikringsselskabets pligt til at identificere nøglepersoner følger af lovforslagets § 1, nr. 10, hvorved der foreslås indsat et nyt § 71, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab skal identificere selskabets nøglepersoner.

Til nr. 7 (§ 30, stk. 5 og § 38, stk. 3, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 268 af 25. marts 2014 om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love, blev der foretaget en generel begrebsændring i lov om finansiel virksomhed for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, fondsmæglerselskaber og finansielle holdingvirksomheder, hvorefter begrebet basiskapital blev erstattet af ordet kapitalgrundlag. Dette skete med henblik på at sikre, at lov om finansiel virksomhed fremadrettet anvender den samme kapitalterminologi som Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber (herefter benævnt CRR-forordningen).

Denne begrebsændring gennemføres nu også i § 30, stk. 5 og § 38, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed, med henblik på at ensrette kapitalterminologien.

Til nr. 8 (§ 64, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt § 64, stk. 8, jf. lovens § 1, nr. 26, hvori der er en henvisning til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelsen som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 2, og samtidig nyaffatte bestemmelsen med dette lovforslag.

Med den foreslåede indsættelse af § 64, stk. 8, gennemføres Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF af 25. november 2009 om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II) artikel 42 og 43.

Stk. 1-3 i den gældende § 64 i lov om finansiel virksomhed, stiller krav til finansielle virksomheders bestyrelses- og direktionsmedlemmers (ledelsesmedlemmers) egnethed og hæderlighed. Ifølge § 64, stk. 1-3, skal et ledelsesmedlem til enhver tid have tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne bestride stillingen eller hvervet. Derudover skal et ledelsesmedlem til enhver tid have et tilstrækkeligt godt omdømme og udvise den fornødne hæderlighed, integritet og uafhængighed for at kunne varetage stillingen eller hvervet. Et ledelsesmedlem må ikke være pålagt strafansvar for overtrædelse af straffeloven eller den finansielle lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at stillingen eller hvervet ikke kan varetages på forsvarlig vis. Et ledelsesmedlem må heller ikke have indgivet begæring om eller være under rekonstruktionsbehandling, konkurs eller gældssanering. Endvidere må et ledelsesmedlem ikke på grund af sin økonomiske situation eller via et selskab, som den pågældende ejer, deltager i driften af eller har en væsentlig indflydelse på, påføre eller have påført den finansielle virksomhed tab eller risiko for tab. Endelig må et ledelsesmedlem ikke have udvist en adfærd, der giver grundlag for at antage, at den pågældende ikke kan varetage stillingen eller hvervet på forsvarlig vis.

Finanstilsynet forestår en individuel egnetheds- og hæderlighedsvurdering, også kaldet fit & proper-vurdering, af ledelsesmedlemmet i henhold til § 64, stk. 1-3, ved den pågældendes indtræden i ledelsen af den finansielle virksomhed.

Ved vurderingen af, om et ledelsesmedlem lever op til kravene om hæderlighed og godt omdømme, skal Finanstilsynet lægge vægt på hensynet til at opretholde tilliden til den finansielle sektor, jf. § 64, stk. 4.

Et ledelsesmedlem skal løbende leve op til kravene om egnethed og hæderlighed og har pligt til at orientere Finanstilsynet om forhold omfattet af § 64, stk. 1 og 3, ved indtræden i ledelsen og i forbindelse med ændringer i den pågældendes forhold omfattet af § 64, stk. 2 og 3, jf. § 64, stk. 5. Det betyder, at hvis et ledelsesmedlem eksempelvis bliver dømt for overtrædelse af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, da har ledelsesmedlemmet pligt til selv at orientere Finanstilsynet herom. Ledelsesmedlemmet skal i den forbindelse selv vurdere, om den idømte straf giver anledning til, at der er risiko for, at ledelsesmedlemmet ikke kan varetage sin stilling på betryggende vis fremadrettet. På baggrund af ledelsesmedlemmets underretning til Finanstilsynet foretager Finanstilsynet en vurdering af, om domfældelsen giver anledning til at antage, at den pågældende ikke længere vil kunne varetage sit hverv på betryggende vis.

Solvens II-direktivet stiller krav om, at alle nøglepersoner i et gruppe 1-forsikringsselskab, herunder personer der reelt driver selskabet, til enhver tid skal opfylde kravene til egnethed og hæderlighed.

Som følge heraf foreslås det at udvide den personkreds, som skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes i henhold til § 64, til også at omfatte nøglepersoner i gruppe 1-forsikringsselskaber, og ikke som hidtil alene bestyrelsesmedlemmer og direktionsmedlemmer som er registreret i Erhvervsstyrelsen, jf. den foreslåede bestemmelses 1. pkt.

Det foreslåede stk. 8 berører ikke kravene til selskabernes bestyrelses- og direktionsmedlemmer, der som hidtil er omfattet af § 64, stk. 1-5.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at gruppe 1-forsikringsselskaber sørger for, at selskabets nøglepersoner til enhver tid har tilstrækkelig viden, faglige kompetencer og erfaring til at kunne varetage deres stillinger, og at disse personer i øvrigt opfylder kravene om tilstrækkeligt godt omdømme, hæderlighed, integritet og uafhængighed.

Ved en nøgleperson forstås en ansat i et gruppe 1-forsikringsselskab, som er identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 27. Det foreslåede nye § 71, stk. 3, medfører, at et gruppe 1-forsikringsselskab skal identificere selskabets nøglepersoner. Som nøglepersoner anses dels medarbejdere, der i det daglige udgør en del af den faktiske ledelse af selskabet, og dels medarbejdere der varetager nøglefunktioner i selskabet.

Forpligtelsen til at identificere nøglepersonerne påhviler gruppe 1-forsikringsselskabet. Der henvises til bemærkningerne til det foreslåede nye § 71, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 10, for nærmere information om hvilke ansatte, som skal identificeres som nøglepersoner.

Egnetheds- og hæderlighedsvurderingen vil blive foretaget af Finanstilsynet og vil ske med udgangspunkt i de krav, som stilles til de opgaver, som nøglepersonen skal udføre, og det område eller den funktion, som nøglepersonen er ansvarlig for.

Derudover opstilles der ikke generelle kriterier for, hvilke teoretiske og praktiske krav en nøgleperson skal opfylde. Dette vil altid afhænge af, hvilken stilling nøglepersonen skal varetage og hvilken type af gruppe 1-forsikringsselskab, der er tale om. I praksis vil Finanstilsynet foretage en vurdering af, om den pågældende har praktisk erfaring med det relevante område, herunder særligt om vedkommende i øvrigt har haft ansættelse inden for forsikringsområdet, og hvilken viden og erfaring, den pågældende har opnået på baggrund heraf.

Det ligger i egnetheds- og hæderlighedskravene, at den pågældende nøgleperson skal kunne varetage sin stilling på forsvarlig vis. Ved vurderingen af, om en nøgleperson på samme tid kan være ansvarlig for flere nøglefunktioner, skal gruppe 1-forsikringsselskabets art, størrelse, organisation og kompleksitet samt det tidsforbrug, som må antages at være forbundet med stillingen, inddrages. Derudover skal det sikres, at nøglepersonen ikke som den ansvarlige for en nøglefunktion er involveret i udførelsen af opgaver, som denne som den ansvarlige for en anden nøglefunktion skal kontrollere.

Ansatte, der identificeres som nøglepersoner, får pligt til at meddele Finanstilsynet oplysninger om forhold vedrørende egnethed og hæderlighed i forbindelse med, at de pågældende identificeres som nøglepersoner, jf. den foreslåede bestemmelses henvisning til § 64, stk. 5, hvorved nøglepersoner omfattes af den heraf følgende oplysningspligt.

Pligten til at meddele Finanstilsynet sådanne oplysninger gælder også, hvis en ansat, som er identificeret som nøgleperson i kraft af en stilling i et gruppe 1-forsikringsseskab, fremover skal varetage en anden stilling, som også indebærer, at den pågældende skal identificeres som nøgleperson, idet der i den forbindelse skal foretages en fornyet egnetheds- og hæderlighedsvurdering.

Den foreslåede bestemmelses 2. pkt. indebærer, at det påhviler gruppe 1-forsikringsselskabet, at underrette Finanstilsynet, hvis en ansat, der har været identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3, ikke længere varetager sin stilling som nøgleperson, eksempelvis som følge af at den pågældende ikke længere opfylder kravene i § 64, stk. 1-3. Dette gennemfører Solvens II-direktivets artikel 42, stk. 2, 1. led og stk. 3, hvorefter et gruppe 1-forsikringsselskab har pligt til at underrette Finanstilsynet om enhver ændring i kredsen af nøglepersoner, herunder ændringer som følge af at en nøgleperson ikke længere lever op til egnetheds- og hæderlighedskravene.

Finanstilsynet vil således som udgangspunkt modtage underretning om ændring i kredsen af nøglepersoner identificeret i medfør af § 71, stk. 3, når en ansat, der identificeres som ny nøgleperson, i den forbindelse anmoder Finanstilsynet om at blive egnetheds- og hæderlighedsvurderet i henhold til § 64, stk. 1-3, jf. stk. 5. Da der kan forekomme situationer, hvor eksempelvis en stilling, som hidtil har været varetaget af en nøgleperson, bortfalder eller ikke længere udgør en stilling, som medfører, at den ansatte, som fremover skal varetage stillingen, skal identificeres som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3, indeholder § 64, stk. 8, 2. pkt., en selvstændig pligt for gruppe 1-forsikringsselskabet til løbende at underrette Finanstilsynet om ændringer i kredsen af nøglepersoner identificeret i medfør af § 71, stk. 3, herunder en pligt til at underrette Finanstilsynet, såfremt en ansat, der er identificeret som nøgleperson, ikke længere lever op til kravene i § 64, stk. 1-3. Underretningen vil kunne foretages i forbindelse med, at der anmodes om egnetheds- og hæderlighedsvurdering af den ansatte, der fremover skal varetage stillingen.

Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende underretning til Finanstilsynet i henhold til det foreslåede § 64, stk. 8, 2. pkt., vil kunne straffes med bøde efter § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed jf. dette lovforslags § 1, nr. 42. For så vidt angår ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af 71, stk. 3, gælder, at manglende oplysning om forhold omfattet af § 64, stk. 3, nr. 1 og 2, kan straffes med bøde eller fængsel indtil fire måneder, jf. henvisningen til oplysningsforpligtelsen i § 64, stk. 5, i den nugældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

På grund af gruppe 2-forsikringsselskabernes mere begrænsede størrelse og kompleksitet finder kravet om egnetheds- og hæderlighedsvurdering af nøglepersoner ikke anvendelse for disse forsikringsselskaber.

Om retsstillingen for medarbejdere, der varetager en stilling som nøgleperson i et gruppe 1-forsikringsselskab ved lovens ikrafttræden den 1. januar 2016 henvises til lovforslagets § 3, stk. 5, og de hertil hørende specielle bemærkninger. Finanstilsynet har efter § 351, stk. 4, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, mulighed for at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson omfattet af det foreslåede § 64, stk. 8.

Hvis en nøgleperson ikke længere opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, og Finanstilsynet giver gruppe 1-forsikringselskabet påbud om at afsætte den pågældende nøgleperson, skal der samtidig ske en vurdering af, om de lovovertrædelser eller den adfærd, der førte til afsættelsen, også medfører, at der skal foretages en fornyet vurdering af, om selskabets direktion eller bestyrelse opfylder kravene til egnethed og hæderlighed, og om selskabet i givet fald også skal påbydes at afsætte direktionen eller dele heraf. Såfremt nøglepersonen var ansat af bestyrelsen, skal der ske en vurdering af, om påbuddet giver anledning til, at Finanstilsynet skal påbyde et eller flere medlemmer af bestyrelsen at nedlægge sit/deres hverv.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende egnetheds- og hæderlighedskravene, jf. artikel 50 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet, ligesom EIOPA forventes at udstede retningslinjer herom på niveau 3. Delegerede retsakter er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver udstedt som forordninger.

Til nr. 9 (§ 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af det gældende § 71, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder skal have effektive former for virksomhedsstyring. Dette krav omfatter bl.a. en klar organisatorisk struktur med en veldefineret, gennemskuelig og konsekvent ansvarsfordeling samt fyldestgørende interne kontrolprocedurer. Kravene til effektiv virksomhedsstyring er udmøntet i § 71, stk. 1, nr. 1-10.

Derudover indeholder det gældende stk. 2, hjemmel til, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om de foranstaltninger, som finansielle virksomheder, finansielle holdingvirksomheder og forsikringsholdingvirksomheder skal træffe for at have effektive former for virksomhedsstyring efter § 71, stk. 1. Hjemmelsbestemmelsen er udnyttet ved bl.a. udstedelse af bekendtgørelser om ledelse og styring af pengeinstitutter m.fl. og om ledelse og styring af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

Det gældende § 71, stk. 3, indeholder krav til pengeinstitutters, realkreditinstitutters og fondsmæglerselskaber I's efterlevelse af aflønningsbestemmelserne i lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i medfør heraf på koncernniveau. § 71, stk. 3, foreslås med dette lovforslag ophævet og nyaffattet, jf. det foreslåede § 1, nr. 10.

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, blev der indsat et nyt § 71, stk. 4, jf. lovens § 1, nr. 28. På den baggrund blev det præciseret i § 71, stk. 2, at Finanstilsynets hjemmel også omfatter fastsættelse af regler i medfør af § 71, stk. 3 og 4, idet begge stykker blot indebærer en mere specifik udmøntning af kravet om effektiv virksomhedsstyring, og således også begge henviser til stk. 1, jf. lovens § 1, nr. 27. Henvisningen til § 71, stk. 3 og 4, skal dog rettelig alene være en henvisning til § 71, stk. 3, jf. dette lovforslags § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det derfor af lovtekniske grunde, at ophæve ændringen af § 71, stk. 2, som affattet ved § 1, nr. 27, i lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovforslagets § 9, nr. 3, og samtidig nyaffatte ændringen af § 71, stk. 2, med dette lovforslag.

Til nr. 10 (§ 71, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Ifølge det gældende § 71, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, skal pengeinstitutter, realkreditinstitutter og fondsmæglerselskaber I sikre, at aflønningsbestemmelserne i lov om finansiel virksomhed og regler udstedt i medfør heraf efterleves på koncernniveau, herunder på moder- og datterselskabsniveau. Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 268 af 25. marts 2014, om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love, som gennemfører bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (herefter benævnt CRD IV-direktivet). § 71, stk. 3 gennemfører artikel 92, stk. 1, i CRD IV-direktivet, som indeholder et krav om, at institutter omfattet af CRD IV-direktivet skal sikre, at aflønningsreglerne i direktivet udbredes til institutter på moderselskabs- og datterselskabsniveau inden for koncernen, herunder i off shore finanscentre.

Efterfølgende har det vist sig, at der på europæisk plan er opstået tvivl om, hvordan denne artikel skal forstås i samspil med CRD IV-direktivets artikel 109. Artikel 109 indeholder et krav om, at institutter omfattet af direktivet skal sikre, at alle bestemmelser om ledelse og indretning af virksomheden fra direktivet, herunder eksempelvis krav om nedsættelse af nomineringsudvalg og loft over bestyrelsesposter, skal udstrækkes til både institutter omfattet af direktivet og datterselskaber, der ikke selvstændigt er omfattet af direktivet. Spørgsmålet har været drøftet med Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) og Kommissionen og disse drøftelser pågår fortsat.

På baggrund heraf er det usikkert, om artikel 92, stk. 1, er gennemført korrekt, og det foreslås derfor at ophæve § 71, stk. 3, således at den nærmere regulering vedrørende aflønning i koncernforhold må afvente endeligt stillingtagen til problemet fra EBA's side.

Samtidig foreslås det at nyaffatte § 71, stk. 3, hvilket skal ses i sammenhæng med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, hvormed der blev indsat et nyt stk. 4 i § 71. Ændringen i lov nr. 308 af 28. marts 2015 af § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag. Det foreslås derfor af lovtekniske årsager, at ophæve bestemmelsen, som den er affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015 § 1, nr. 28, jf. dette lovforslags § 9, nr. 4, og samtidig nyaffatte bestemmelsen.

Med det foreslåede § 71, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, får et gruppe 1-forsikringsselskab som led i selskabets virksomhedsstyring, jf. § 71, stk. 1, pligt til at identificere de ansatte, der i kraft af deres stillinger er nøglepersoner i selskabet. Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede ændring af § 64, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 8, der gennemfører Solvens II-direktivets artikel 42 og 43, som stiller krav om egnetheds- og hæderlighedsvurdering af et gruppe 1-forsikringsselskabs nøglepersoner.

De personer, som vil skulle identificeres som nøglepersoner, vil for det første være de af gruppe 1- forsikringsselskabets ansatte, der i det daglige er en del af den faktiske ledelse af selskabet. Dette vil omfatte bl.a. direktionsmedlemmer, der de facto udgør en del af den daglige ledelse, men som ikke er registreret som direktører i Erhvervsstyrelsen, eksempelvis en skadesforsikringsdirektør med ansvar for antagelse af forsikringer, herunder fastsættelse af præmier og særlige vilkår (direktør for underwriting). Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere og udpege de ansatte, der udgør den faktiske ledelse af selskabet. Hvilke ledende medarbejdere, som vil skulle anses for nøglepersoner, vil afhænge af selskabets organisation og forretningsmodel.

Dernæst vil ansatte, der er ansvarlige for en nøglefunktion i gruppe 1-forsikringsselskabet, skulle identificeres som nøglepersoner. Som nøglefunktioner anses funktioner, der er vigtige og afgørende for gruppe 1-forsikringsselskabets drift. Det følger af Solvens II-direktivet, at et gruppe 1-forsikringsselskabs organisation, udover en bestyrelse og en direktion, skal omfatte en risikostyringsfunktion, en compliancefunktion, en aktuarfunktion og en intern auditfunktion. Disse funktioner anses i henhold til direktivet altid for nøglefunktioner, der er afgørende for selskabets drift. De overordnede krav til funktionerne er beskrevet i Solvens II-direktivets artikel 44, 46, 47 og 48.

Et gruppe 1-forsikringsselskab er i henhold til artikel 44 forpligtet til at indføre effektive risikostyringssystemer. Risikostyringsfunktionens overordnede ansvar er at have det samlede overblik over selskabets risici og solvens. Et gruppe 1-forsikringsselskab skal derudover, jf. artikel 46, have et effektivt internt kontrolsystem i form af blandt andet en compliancefunktion, som skal påse selskabets overholdelse af lovgivningen, herunder vurdere potentielle konsekvenser af lovændringer og identificere og vurdere compliancerisici. Endvidere er et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. artikel 47, forpligtet til at have en effektiv intern auditfunktion, hvis hovedopgave er at vurdere, om de øvrige dele af virksomhedsstyringen er hensigtsmæssige. Endelig skal et gruppe 1-forsikringsselskab, jf. artikel 48, have en effektiv aktuarfunktion, som har det overordnede ansvar for selskabets forsikringsmæssige hensættelser.

Derudover vil også andre funktioner i et gruppe 1-forsikringsselskab kunne anses for nøglefunktioner, og den ansvarlige for en sådan funktion vil være at anse for en nøgleperson. Det vil være op til det enkelte gruppe 1-forsikringsselskab at identificere eventuelle andre nøglefunktioner og udpege den ansvarlige for funktionen som nøgleperson. Funktioner, som er afgørende for selskabets virksomhed og organisation, vil blive anset for nøglefunktioner. Hvilke andre funktioner, som udover selskabets risikostyringsfunktion, compliancefunktion, aktuarfunktion og interne auditfunktion, vil skulle anses for nøglefunktioner, vil således afhænge af selskabets forretningsmodel.

Risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen, aktuarfunktionen og den interne auditfunktion og de opgaver, som de ansvarlige for disse funktioner skal udføre, vil blive reguleret ved en ændring af bekendtgørelse nr. 1575 af 15. december 2010 om ledelse og styring af forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser (ledelsesbekendtgørelsen) med hjemmel i § 71, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter vedrørende kravene til de enkelte funktioner, jf. artikel 50 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. Derudover forventes EIOPA at udstede retningslinjer på niveau 3 om selskabernes organisering, herunder nøglefunktionerne.

Hvis den ansvarlige for risikostyringsfunktionen, compliancefunktionen eller aktuarfunktionen har andre opgaver, end hvad der følger af den funktion, som den pågældende er ansvarlig for, skal gruppe 1-forsikringsselskabet sikre, at mulige interessekonflikter mellem opgaver knyttet til funktionen og øvrige opgaver håndteres betryggende. Et medlem af selskabets direktion vil således efter en konkret vurdering på baggrund af blandt andet selskabets størrelse og kompleksitet kunne varetage én af de anførte stillinger, hvis organiseringen af funktionen tilsikrer, at der ikke opstår interessekonflikter, som medfører, at vedkommende ikke vil kunne varetage sin opgave på forsvarlig vis, eller der på anden måde foretages betryggende kompenserende foranstaltninger.

For så vidt angår den interne auditfunktion skal denne være objektiv og uafhængig af gruppe 1-forsikringsselskabets daglige ledelse og de funktioner og aktiviteter, som revideres. Kravene til den ansvarliges uafhængighed i den interne auditfunktion bliver reguleret i de delegerede retsakter. De opgaver, som den interne auditfunktion skal varetage, kan udføres af den interne revision, i de tilfælde, hvor selskabet har en sådan, og den interne revision har de rette kompetencer og ressourcer til udførelsen af opgaverne i den interne auditfunktion. Intern revisions opgaver er i dag reguleret i bekendtgørelse nr. 1392 af 15. december 2014 om revisionens gennemførelse i finansielle virksomheder m.v. samt finansielle koncerner, hvorefter den af intern revision udførte revision skal omfatte virksomhedens administrative og regnskabsmæssige praksis på alle væsentlige og risikofyldte områder i virksomheden, herunder forretningsgange og interne kontrolprocedurer. Der forventes at være en høj grad af overlap mellem den interne auditfunktions opgaver og de opgaver, som intern revision varetager.

I relation til reglerne om udpegning af væsentlige risikotagere medfører det forhold, at en ansat i et gruppe 1-forsikringsselskab er udpeget som væsentlig risikotager, ikke nødvendigvis, at den pågældende skal identificeres som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3. Vurderingen af om en ansat skal udpeges som væsentlig risikotager og dermed er omfattet af aflønningsreglerne i lov om finansiel virksomhed, er en særskilt proces, som ikke er forbundet med kravet om, at nøglepersoner skal egnetheds- og hæderlighedsvurderes.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at et gruppe 1-forsikringsselskab ved lovens ikrafttræden og herefter løbende skal identificere selskabets nøglepersoner. Ved ændringer i gruppe 1-forsikringsselskabets forhold, herunder for eksempel organisationsændringer eller fratrædelser, skal selskabet således vurdere, om dette giver anledning til ændringer i vurderingen af, hvem der skal identificeres som nøglepersoner.

For så vidt angår underretning om selskabets nøglepersoner til Finanstilsynet henvises til det foreslåede § 64, stk. 8, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 8, med tilhørende bemærkninger.

Et gruppe 1-forsikringsselskabs manglende identifikation af selskabets nøglepersoner vil kunne straffes med bøde i henhold til § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 11 (§ 72, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 72, stk. 2, nr. 1-4 at en finansiel virksomhed, der har tilladelse til at drive virksomhed som værdipapirhandler, skal opfylde en række betingelser, herunder bl.a. kunne påvise interessekonflikter, som kan skade kundernes interesser.

Det følger endvidere af § 72, stk. 4, at betingelserne i § 72, stk. 2, nr. 2-4, finder tilsvarende anvendelse på Danmarks Nationalbank og Økonomistyrelsen med de fornødne tilpasninger.

Det foreslås, at ændre henvisningen til Økonomistyrelsen i § 72, stk. 4, til Statens Administration.

Der er tale om en konsekvensændring henset til, at Statens Administration i begyndelsen af 2011 overtog en del af Økonomistyrelsens statslige finansforvaltningsopgaver, og Økonomistyrelsen senere samme år blev nedlagt.

Der er således ikke tilsigtet nogen materiel ændring af bestemmelsen.

Til nr. 12 (§ 77 a, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

I medfør af § 77 a, stk. 1, 1. pkt. skal en finansiel virksomhed, finansiel holdingvirksomhed og forsikringsholdingvirksomhed sikre sig, at ved aflønning af bestyrelsen, direktionen og andre ansatte, hvis aktiviteter har væsentlig indflydelse på virksomhedens risikoprofil, må de variable løndele til et medlem af bestyrelsen eller direktionen højst udgøre 50 pct. af henholdsvis honoraret og den faste grundløn inklusive pension.

Det foreslås at ændre "og" til "eller", så det fremgår præcist, at vurderingen, af om loftet på 50 % af honoraret eller den faste grundløn i variabel løn er overholdt, skal ske på baggrund af enten bestyrelsesmedlemmets honorar eller direktørens faste grundløn inklusive pension. Denne formulering er valgt, da bestyrelsesmedlemmer oftest oppebærer et honorar, hvorimod direktører modtager en fast grundløn inklusive pension.

Til nr. 13 (§ 77 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede ændring af § 77 a, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, er udelukkende af redaktionel karakter og har til hensigt at gøre stykket mere læsevenligt, da den gældende formulering af stykket er egnet til at skabe fortolkningstvivl.

Forslaget indebærer ingen materielle ændringer og gennemfører alene en ændret opbygning af stykket, hvorved det tydeliggøres, at det er en betingelse for udbetaling af den efter § 77 a, stk. 1, nr. 5, i lov om finansiel virksomhed, udskudte variable løndel, at den pågældende modtager bl.a. har efterlevet passende krav til egnethed og hæderlighed.

Til nr. 14 (§ 101, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Med ændringen af § 101, stk. 1, gennemføres UCITS V-direktivets ændringer i artikel 25, stk. 2, i UCITS-direktivet.

§ 101, stk. 1, er en god skik bestemmelse, der foreskriver, hvorledes et investeringsforvaltningsselskab skal løse sine opgaver for den eller de UCITS, som det forvalter. Efter den gældende bestemmelse skal investeringsforvaltningsselskaber ved administration af UCITS handle uafhængigt og udelukkende i den pågældende UCITS og dens investorers interesse. Denne affattelse er i overensstemmelse med den hidtil gældende ordlyd i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

Det foreslås, at man i overensstemmelse med den ændrede direktivbestemmelse yderligere stiller krav om, at investeringsforvaltningsselskabet skal handle ærligt, retfærdigt og professionelt i forhold til den eller de UCITS, som det forvalter. Ændringen indebærer altså, at der i forhold til de gældende krav til investeringsforvaltningsselskabet vil blive stillet yderligere og højere krav i den foreslåede bestemmelse.

I begrebet ærligt ligger f.eks., at investeringsforvaltningsselskabet ikke må afkræve den danske UCITS højere priser for finansielle instrumenter en de priser de er handlet til plus sædvanlige handelsomkostninger.

I begrebet retfærdigt ligger f. eks., at hvis investeringsforvaltningsselskabet har indkøbt det samme værdipapir til flere forskellige UCITS og til forskellige priser, så må det ikke forfordele en UCITS på bekostning af en anden ved fordelingen af værdipapirerne.

I begrebet professionelt ligger f. eks., at investeringsforvaltningsselskabet skal levere tjenesteydelser til de administrerede UCITS, som lever op til det professionelle niveau i branchen.

I begrebet uafhængigt ligger f. eks., at investeringsforvaltningsselskabet ikke må foretage dispositioner, der sigter på at øge indtjeningen hos investeringsforvaltningsselskabets ejere på bekostning af indtjeningen i de administrerede UCITS

Et investeringsforvaltningsselskab er et selvstændigt aktieselskab med en direktion og bestyrelse, der har en almindelig selskabsretlig pligt til at handle i selskabets egne aktionærers interesser. Samtidigt er investeringsforvaltningsselskabet den daglige ledelse i en eller flere UCITS, og det er i denne egenskab underkastet instruktionsbeføjelser fra investeringsforeningens eller SIKAV'ens bestyrelse og generalforsamling. Der er en risiko for, at investeringsforvaltningsselskabet kan komme ud i en interessekonflikt, hvor varetagelsen af hensynet til dets egne aktionærers interesser kan være i modstrid med varetagelsen af foreningernes interesser.

Sådanne interessekonflikter kan opstå i forbindelse med delegation af opgaver til selskaber i den koncern, som investeringsforvaltningsselskabet er en del af. Som eksempler på handlinger, der ikke ville være i overensstemmelse med bestemmelsen kan nævnes, at investeringsforvaltningsselskabet træffer investeringsbeslutninger eller udnytter stemmerettigheder til gavn for samhandelspartnere i stedet for at vurdere, hvad der er bedst for den pågældende UCITS.

Et investeringsforvaltningsselskab kan administrere flere forskellige UCITS. Der kan derfor også forekomme situationer, hvor der opstår interessekonflikter mellem disse UCITS indbyrdes.

Som eksempler på handlinger, der vil være i strid med kravene i den foreslåede bestemmelse, kan nævnes, at et investeringsforvaltningsselskab ikke tildeler værdipapirer købt til forskellige UCITS eller fordele opnået hos en samhandelspartner efter objektive kriterier og i stedet tilgodeser visse UCITS eller sig selv.

Sådanne interessekonflikter mellem investeringsforvaltningsselskabets ejere og de forvaltede UCITS skal altid løses ved, at investeringsforvaltningsselskabet handler uafhængigt og i de forvaltede UCITS' interesse. Det betyder, at investeringsforvaltningsselskabets ejeres interesser skal vige i tilfælde af en interessekonflikt med de forvaltede UCITS' interesser.

Til nr. 15 (§ 102, stk. 4, lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende § 102, stk. 4, at investeringsforvaltningsselskabets og depotselskabets forpligtelser efter de gældende §§ 106 og 107, ikke berøres af, at opgaver er delegeret til tredjemand.

Det foreslås, at ændre henvisningen til §§ 106-107, i § 102, stk. 4, til §§ 106-106 c og § 107, som en konsekvens af gennemførelsen af UCITS V-direktivet, hvorefter der indføres regler om depotselskabets pligter i de foreslåede §§106 a, 106 b og 106 c.

Ændringen skal således ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 16 og 17.

Til nr. 16 (§§ 106-106 d i lov om finansiel virksomhed)

Til § 106

Den gældende § 106 opstiller en forpligtelser for depotselskabet, der udfører opgaver for en dansk UCITS. Med lovforslaget foreslås det, at § 106 ophæves og samtidig nyaffattes således, at bestemmelsen handler om depotselskabets overordnede pligter i forhold til en UCITS. Bestemmelserne i den gældende § 106 om depotselskabets enkelte pligter foreslås derudover flyttet til en ny § 106 a.

Med ændringen af § 106 gennemføres UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 1 og 2 og artikel 25, stk. 2, 2. led, i UCITS-direktivet. Det foreslås i stk. 1, at et investeringsforvaltningsselskab skal sikre, at der udpeges et depotselskab for hver enkelt UCITS, som forvaltes af investeringsforvaltningsselskabet. Det udpegede depotselskab skal således være depotselskab for samtlige afdelinger i den danske UCITS. Det vil således ikke være muligt for afdelinger i samme UCITS at vælge forskellige depotselskaber

Bestemmelsen varetager hensynet til investorbeskyttelse ved at sikre, at alle danske UCITS har et depotselskab, som skal udføre visse kontroller, samt opbevare UCITS'ernes værdipapirer m.v. og likvide aktiver, jf. de øvrige foreslåede regler i §§106 a-106 d.

Bestemmelsen betyder ikke, at investeringsforvaltningsselskabet skal udpege eller indgå en aftale med et depotselskab på en investeringsforenings eller SIKAV's vegne. Bestemmelsen fastslår alene, at det er en forpligtelse for investeringsforvaltningsselskabet som led i forvaltningen af disse to typer UCITS at sikre, at de til enhver tid har en gyldig aftale med et depotselskab. Det er investeringsforeningens eller SIKAV'ens bestyrelse, der har kompetencen til at udvælge og indgå en aftale med et depotselskab. For så vidt angår værdipapirfonde, er det investeringsforvaltningsselskabet, der har kompetencen til at udvælge og indgå en aftale med et depotselskab, fordi værdipapirfonde ikke har en bestyrelse.

Det skal bemærkes, at bestemmelsen er strafbelagt i henhold til § 373. Herudover kan investeringsforvaltningsselskabet ifalde ansvar over for tredjemand, hvis selskabet forsømmer denne pligt.

Med stk. 2 foreslås det, at depotselskabet skal forvalte og opbevare finansielle aktiver, som tilhører en afdeling af en dansk UCITS særskilt. Det betyder, at en afdelings finansielle aktiver ikke må opbevares i samledepoter sammen med depotselskabets øvrige finansielle aktiver, men skal føres på individuelle konti og depoter for hver enkelt afdeling af den danske UCITS. Imidlertid er bestemmelsen ikke til hinder for, at en afdelings udenlandske finansielle aktiver opbevares i et samledepot i et udenlandsk kreditinstitut, som depotselskabet har delegeret opbevaringen til. Af hensyn til den danske UCITS' mulighed for at udtage afdelingens finansielle aktiver uden at de indgår i depotselskabets konkursbo i tilfælde af depotselskabets konkurs, må dette samledepot dog kun indeholde aktiver, som tilhører depotselskabets kunder. Der må ikke indgå finansielle aktiver, som tilhører depotselskabet.

Hvis et depotselskab har overladt opbevaringen af finansielle aktiver, som tilhører en afdeling af en dansk UCITS, til et udenlandsk kreditinstitut, skal investeringsforeningens bestyrelse, SIKAV'ens bestyrelse eller værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab både være underrettet herom og have samtykket heri, jf. for så vidt angår investeringsforeninger, § 48 i lov om investeringsforeninger m.v.

Depotselskabet forestår til- og afgang af værdipapirer og likvide midler i overensstemmelse med den danske UCITS's instrukser således, at midlerne aldrig kommer den danske UCITS's ledelse i hænde. Dernæst supplerer depotselskabet det offentlige tilsyn ved løbende at påse, at de i den foreslåede § 106 a, stk. 1, nr. 1-8, nævnte bestemmelser overholdes. Et sådant indseende med de løbende transaktioner kan ikke realistisk opnås på anden vis. Finanstilsynet kan f. eks. ikke kontrollere alle de beregninger, der lægger til grund for den indre værdi, dels fordi det er et stort antal beregninger, som kun kan foretages i specialicerede IT- systemer, dels fordi det vil kræve, at de danske UCITS ville skulle indberette hele beregningsgrundlaget til Finanstilsynet, hvilket vil være en stor byrde. Ligeledes kan Finanstilsynet ikke kontrollere at modydelsen i forbindelse med transaktioner, som den danske UCITS indgår i, leveres til den danske UCITS til sædvanlige frister, fordi det ville forsinke handler, hvis Finanstilsynet først skal godkende hver enkelt transaktion.

Depotselskabet skal yde tilstrækkelig finansiel og faglig sikkerhed for reelt at kunne udøve hvervet som depositar og til at kunne opfylde de forpligtelser, der følger af bestridelsen af dette hverv. Det betyder bl.a. at depotselskabets egenkapital skal være af en betryggende størrelse i forhold til de deponerede aktiver og depotselskabet skal have de fornødne faglige kvalifikationer. Depotselskabet skal for eksempel kunne afvikle den danske UCITS' handelsvolumen og kunne håndtere en dansk UCITS anvendelse af afledte finansielle instrumenter som omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed og værdipapirudlån, hvis den danske UCITS gør brug af sådanne. Kan depotselskabet ikke det, må den danske UCITS enten afholde sig fra at anvende afledte finansielle instrumenter som omfattet af bilag 5 og værdipapirudlån eller skifte depotselskab.

Det skal bemærkes, at bilag 5 til lov om finansiel virksomhed rummer flere finansielle instrumenter end en dansk UCITS må invester i. En dansk UCITS må alene investere i finansielle instrumenter omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, hvis det finansielle instrument tillige er omfattet af definitionen i § 2, stk. 1, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger m.v. Lov om investeringsforeninger m.v. opstiller således regler for, hvad en UCITS må investere i, hvor lov om finansiel virksomhed opstiller regler for, hvordan disse skal opbevares.

Stk. 2, er en uændret videreførelse af den gældende § 106, stk. 1.

Med stk. 3 foreslås det, at depotselskabet under udførelsen af dets opgaver for danske UCITS skal handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og udelukkende i den pågældende UCITS og dens investorers interesse.

Bestemmelsen svarer til den foreslåede § 101, stk. 1, der stiller de samme krav til, hvorledes et investeringsforvaltningsselskab skal handle overfor en UCITS. Bestemmelsen er ny i forhold til depotselskaber, og gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 25, stk. 2, 2. pkt., i UCITS-direktivet. Det foreslås bl.a. at depotselskabet skal handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og i den pågældende UCITS' og dennes investorers interesse. Formålet hermed er at sikre, at de danske UCITS' deponerede midler opbevares sikkert, og at varetagelsen af disse UCITS' interesser sættes meget højt også i forhold til depotselskabets interesse i den højst mulige indtjening.

At depotselskabet skal handle ærligt indebærer f.eks., at depotselskabet ikke må påføre de danske UCITS, hvis midler de har i forvaring, unødige udgifter, tab eller risici, på baggrund at et ønske om at forøge depotselskabets indtægter. At depotselskabet skal handle retfærdigt indebærer f.eks., at depotselskabet i varetagelsen af sine pligter ikke må tilsidesætte nogle UCITS' interesser til fordel for andres eller egne interesser. At depotselskabet skal handle professionelt og uafhængigt indebærer f.eks., at depotselskabet ikke må medvirke til at fremme eventuelle koncernselskabers eller samhandelspartneres interesser på bekostning af de danske UCITS's interesser.

Med stk. 4 foreslås det, at depotselskabet ikke må udføre aktiviteter, der kan skabe interessekonflikter mellem en UCITS, dens investorer, investeringsforvaltningsselskabet og depotselskabet selv, medmindre depotselskabet funktionelt og hierarkisk har adskilt udførelsen af sine depotselskabsopgaver fra udførelsen af de andre aktiviteter, der potentielt kunne skabe interessekonflikter, og de potentielle interessekonflikter er fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst til UCITS'ens investorer. Det betyder f.eks., at en bank kan være depotselskab for en UCITS samtidigt med at, banken sælger værdipapirer til den pågældende UCITS, såfremt depotselskabsfunktionen ligger i en afdeling i banken, der er uafhængig af den afdeling i banken, der handler med værdipapirer.

Den foreslåede bestemmelse pålægger depotselskabet en loyalitetsforpligtelse over for UCITS'en og dennes investorer. Det vil f.eks. være i strid med bestemmelsen, hvis depotselskabet for at pleje egne interesser køber eller sælger finansielle aktiver af eller til UCITS'en. Det vil ligeledes være i strid med loyalitetsforpligtelsen, hvis depotselskabet altid eller ofte udfører sine opgaver for én UCITS før opgaverne for alle de andre UCITS, som anvender det samme depotselskab. Depotselskabet må heller ikke fremme andre kunders interesser på bekostning af UCITS'ens interesser.

Endvidere skal UCITS'ens investorer efter bestemmelsen have oplysninger om de potentielle interessekonflikter. Det kan f. eks. ske ved at UCITS'en oplyser herom i dennes prospekt eller på dens hjemmeside.

Med forslaget til stk. 5 gennemføres UCITS V-direktivets ændringer i artikel 25, stk. 2, 2. pkt., i UCITS-direktivet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at depotselskabet skal udføre investeringsforvaltningsselskabets instrukser, medmindre disse strider imod gældende lovgivning eller den danske UCITS' vedtægter eller fondsbestemmelser. Det samme gælder for instrukser fra en investeringsforening, der ikke har overladt den daglige forvaltning til et investeringsforvaltningsselskab. Det vil sædvanligvis være instruktioner om køb og salg af værdipapirer, betaling af regninger eller udbetaling af lønninger, som depotselskabet bliver instrueret om at udføre.

Til § 106 a

Depotselskabets pligter er i dag indeholdt i § 106 i lov om finansiel virksomhed. I medfør af gennemførelsen af UCITS V-direktivet, foreslås indført mere detaljerede forpligtelser for depotselskabet, hvorfor der foreslås indført en ny §§ 106-106 d.

Den foreslåede § 106 a, viderefører i høj grad depotselskabets pligter efter den gældende § 106, stk. 2, med de ændringer, som UCITS V-direktivet foretager i artikel 22, stk. 3, i UCITS-direktivet.

Bestemmelsen foreslås indført, for at sikre en direktivnær implementering af UCITS V-direktivets ændringer i UCITS-direktivet. Der er imidlertid ikke tiltænkt nogen materiel ændring af tidspunktet for kontrollens udførelse.

Depotselskabets pligt i stk. 1, nr. 1, til at sikre, at en UCITS' indløsning og udstedelse af andele foretages i overensstemmelse med lovens regler og vedtægternes eller fondsbestemmelsernes bestemmelser, indebærer bl.a., at depotselskabet i forbindelse med en UCITS' eller afdelings ophør skal sikre, at Finanstilsynets godkendelse foreligger, før andelene indløses, samt at investorerne behandles ens i forbindelse med indløsningen.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 2, at depotselskabet skal sikre, at beregningen af den indre værdi pr. andel sker i overensstemmelse med gældende lovgivning, UCITS'ens vedtægter eller fondsbestemmelser. Denne kontrol kan ske ved, at depotselskabet udfører stikprøver, hvor depotselskabet med mellemrum udfører kontrolberegninger. Depotselskabet skal bruge depotselskabets egen opgørelse af UCITS'ens formue til disse kontrolberegninger. Det kan også ske ved at depotselskabet nøje kontrollerer foreningens eller investeringsforvaltningsselskabets forretningsgange og procedurer for beregning af indre værdi, priser for indløsning og udstedelser.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 3, at depotselskabet skal sikre, at modydelsen i forbindelse med transaktioner, som den danske UCITS indgår i, leveres til UCITS'en indenfor sædvanlige frister på det pågældende marked. På de fleste markeder vil udvekslingen af ydelser skulle ske samtidigt, men der kan være markeder for aktiver for, hvilke dette ikke er muligt.

Hidtil har reglen været, at betaling for købte finansielle instrumenter kun måtte finde sted mod levering af instrumenterne - det såkaldte "delivery versus payment"-princip. Den nye formulering om kravet til udveksling af ydelser er indført, fordi det er det samme ord, som bruges i UCITS V direktivet. Der er ikke tiltænkt nogen materiel ændring af tidspunktet for udvekslingen.

Specielt vedrørende nr. 3 bemærkes, at en UCITS' køb og salg af værdipapirer skal foregå som kontanthandel, da danske UCITS som hovedregel ikke må investere for lånte midler, jf. § 68, stk. 1, i lov om investeringsforeninger. Det forudsættes, at de sædvanlige kutymer inden for branchen følges.

I forbindelse med de danske UCITS' brug af afledte finansielle instrumenter som omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, skal depotselskabet sørge for, at danske UCITS, der indgår aftaler om instrumenter som omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, modtager de aftalte modydelser, samtidig med at den danske UCITS leverer sin ydelse.

Det skal bemærkes, at en dansk UCITS kun må investere i finansielle instrumenter omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, hvis det finansielle instrument tillige er omfattet af definitionen i § 2, stk. 1, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger m.v. Lov om investeringsforeninger opstiller således regler for, hvad en UCITS må investere i, hvor lov om finansiel virksomhed opstiller regler for, hvordan disse skal opbevares.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 4, at depotselskabet skal sikre, at udbetaling af udbytte eller henlæggelse af overskud til forøgelse af formuen foregår i overensstemmelse med den danske UCITS' vedtægter eller fondsbestemmelser. Det vil f.eks. sige, at depotselskabet skal sikre, at de dele af en UCITS' indtægter, der efter vedtægternes bestemmelser og bestyrelsens beslutning, skal udloddes, bliver udloddet. Hvis afdelingen er akkumulerende skal depotselskabet ligeledes sikre, at udbyttet henlægges til formuen. Depotselskabet skal gribe ind, hvis en akkumulerende afdeling ønsker at udlodde udbytte til medlemmerne.

Vedrørende værdiansættelsen af en UCITS' pantebreve fastslår stk. 1, nr. 5, at det skal ske i overensstemmelse med de herfor fastsatte bestemmelser. Foruden reglerne i lov om investeringsforeninger m.v. tænkes der hermed på de regler, der er indeholdt i bekendtgørelse nr. 1043 af 5. november 2009 om finansielle rapporter for investeringsforeninger og specialforeninger m.v. (regnskabsbekendtgørelsen), som Finanstilsynet har udstedt i medfør af lov om investeringsforeninger og specialforeninger. Dette er for at sikre at en UCITS pantebreve ansættes til realistiske markedsværdier, således at de indgår i den indre værdiberegning med en markedsværdi.

I stk. 1, nr. 6, foreslås det, hvorledes både børsnoterede værdipapirer, afledte finansielle instrumenter omfattet af bilag 5, skal omsættes, jf. § 70 i lov om investeringsforeninger m.v. For at sikre, at køb og salg sker til markedspriser, skal børsnoterede værdipapirer handles på et reguleret marked, medmindre der kan opnås samme eller mere fordelagtige priser andetsteds. Ved vurderingen af, om en pris må anses for mere fordelagtig end den, der kunne opnås på det regulerede marked, må der også tages hensyn til, om størrelsen af den post værdipapirer, der ønskes købt eller afhændet, i givet fald ville kunne påvirke værdipapirernes kursfastsættelse.

Det skal bemærkes, at bilag 5, til lov om finansiel virksomhed, rummer flere finansielle instrumenter end en dansk UCITS må investere i. En dansk UCITS må alene investere i finansielle instrumenter omfattet af bilag 5, hvis det finansielle instrument tillige er omfattet af definitionen i § 2, stk. 1, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger m.v.

I stk. 1, nr. 7, foreslås det, at andre aktiver, end de nævnte i nr. 6, herunder pantebreve, skal omsættes til priser, der ikke er mindre end dagsværdien af det pågældende aktiv. Ved køb og salg af andre værdier, herunder pantebreve, skal handlen foretages til priser, der ikke er mindre fordelagtige end dagsværdien. Dagsværdien er det beløb, hvormed et aktiv kan udveksles eller en forpligtelse kan udlignes ved transaktioner mellem hinanden uafhængige parter.

Stk. 2 er en uændret videreførelse af den gældende § 106, stk. 3. For at et depotselskab kan udføre sine pligter, er det nødvendigt at det får en række oplysninger fra den danske UCITS. Det foreslås derfor, at depotselskabet skal indgå en skriftlig aftale med administrationsselskabet og investeringsforeningens eller SIKAV'ens bestyrelse om den informationsudveksling, der er nødvendig for, at depotselskabet kan udføre sine pligter efter lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m. v. og regler udstedt i medfør heraf, når det er depotselskab for en investeringsforening eller en SIKAV, hvis bestyrelse har delegeret den daglige ledelse til et administrationsselskab med hjemsted i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået samarbejdsaftale med på det finansielle område. Forslaget er en gennemførelse af UCITS- direktivets artikel 33, stk. 5. Forslaget skal sikre, at depotselskabet kan udføre sine pligter.

Med stk. 3 foreslås det, at et depotselskab for en dansk UCITS, der er masterinstitut eller feederinstitut, jf. § 2, nr. 20 og 21, i lov om investeringsforeninger m.v., men ikke er depotselskab for begge danske UCITS eller institutter (UCITS) i master-feeder-strukturen som nævnt i § 4, stk. 4, nr. 2, i lov om investeringsforeninger m.v., skal indgå en aftale med det andet depotselskab om udveksling af oplysninger for at sikre, at begge depotselskaber kan udføre deres pligter. Den foreslåede aftale m.v. fremgår af § 4 i lov om investeringsforeninger m.v., og er en integreret del af master-feeder-strukturen, det vil sige, at en dansk UCITS (feederinstitut) kan få tilladelse til at investere mere end 20 pct. med henblik på at investere mindst 85 pct. af sin formue i en anden dansk UCITS (masterinstitut).

Lovforslaget skal sikre, at depotselskabet har rådighed over de oplysninger, der er nødvendige for, at det kan udføre sine pligter. I Kommissionens direktiv 2010/42/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmelser om fusioner af fonde, master-feeder-strukturer og anmeldelsesprocedure er der fastsat bestemmelser om indholdet af aftalen med henblik på at sikre en ensartet investorbeskyttelse i hele Unionen. Direktivets bestemmelser er gennemført dels i lov om investeringsforeninger m.v., og dels i bekendtgørelse nr. 681 af 17. juni 2014 om fusion og spaltning af danske UCITS og i bekendtgørelse nr. 756 af 17. juni 2014 om master-feeder-strukturer m.v. Parterne kan selv fastsætte yderligere i deres aftaler, men medlemslandene kan ikke i deres lovgivning fastsætte yderligere krav. Der er tale om juridisk bindende aftaler, hvori parterne skal fastsætte bestemmelser om hvilket lands lovgivning, der finder anvendelse, hvis masterinstituttet og feederinstituttet har hjemsted i to forskellige medlemsstater.

Det foreslås i stk. 4, at depotselskabet for en dansk UCITS, der er masterinstitut, straks skal underrette Finanstilsynet, hvis det får kendskab til uregelmæssigheder i relation til masterinstituttet. Sådanne uregelmæssigheder kunne f. eks. være forkerte værdiansættelser af masterinstituttets finansielle aktiver. Hvis uregelmæssighederne må anses for at have negative konsekvenser for et feederinstitut, skal depotselskabet tillige underrette feederinstituttet, dets investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab og dets depotselskab. Depotselskabet får hermed en særlig pligt til at gøre opmærksom på uregelmæssigheder, både således at Finanstilsynet får kendskab til forholdene, men også således at det eller de feederinstitutter, der er afhængige af masterinstituttets investeringer kan varetage interesserne for feederinstituttet og dets investorer.

Ifølge det foreslåede stk. 5, nr. 1, kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om depotselskabets pligter over for danske UCITS i almindelighed. Dette er en sammenlægning af den gældende § 106, stk. 6, nr. 1 og 2. Ifølge bestemmelsen. Det gælder også over for en dansk UCITS, der har delegeret den daglige ledelse til et administrationsselskab med hjemsted i en medlemsstat i Den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået samarbejdsaftale på den finansielle område, samt om indholdet af den i stk. 3 nævnte aftale, jf. § 106 d.

Den foreslåede stk. 5, nr. 2, giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte nærmere regler om depotselskabets underretningspligt, når det bliver opmærksomt på uregelmæssigheder i et masterinstitut, over for et feederinstitut og dets depotselskab samt Finanstilsynet.

Den foreslåede stk. 5, nr. 3, giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte nærmere regler om at depotselskabet skal underrette Finanstilsynet om de uregelmæssigheder, som depotselskabet måtte finde i forbindelse med udførelsen af sine kontrolforpligtelser efter § 106 a, stk. 1.

Den foreslåede stk. 5, nr. 4, giver Finanstilsynet mulighed for at fastsætte nærmere regler om indholdet af aftalen mellem depotselskaberne for henholdsvis masterinstituttet og feederinstituttet.

Det er Kommissionen, der er kompetent til at udstede nærmere regler om disse forhold. Det vil ske i et gennemførelsesdirektiv. De regler, som Finanstilsynet kan fastsætte efter stk. 5, vil i givet fald svare til de krav, som gennemførelsesdirektivet fastsætter.

I Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, interessekonflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab er der fastsat regler om de særlige aspekter ved standardaftalen mellem en depositar og et administrationsselskab med henvisning til artikel 33, stk. 5, i UCITS-direktivet. Direktivets bestemmelser herom er gennemført i bekendtgørelse nr. 1013 af 22. september 2014 om depotselskaber. Det fremgår heraf, at aftalen skal indeholde aspekterne ved de procedurer, som parterne skal følge, udveksling af oplysninger og krav om fortrolighed, og forebyggelse af hvidvaskning af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, parternes delegation af opgaver samt eventuelle ændringer og opsigelse af aftalen. Endvidere skal aftalen indeholde bestemmelser om lovvalg, elektronisk dataoverførsel og aftalens rækkevidde. De regler, Finanstilsynet kan fastsætte, vil svare til de krav, som gennemførelsesdirektivet fastsætter.

Til § 106 b

Det foreslås, at indsætte en ny § 106 b, i loven vedrørende depotselskabets kontrolforpligtelser. Den foreslåede § 106 b gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 4, i UCITS-direktivet.

Med det foreslåede stk. 1 skal depotselskabet kontrollere den danske UCITS' pengestrømme. Det vil sige, at alle betalinger til og fra en dansk UCITS skal ske gennem depotselskabet. Det kan være betalingsstrømme i forbindelse med udstedelse og indløsning af andele, køb og salg af værdipapirer eller blot betalinger af gebyrer og provisioner til samarbejdspartnere.

Med det foreslåede stk. 2 skal depotselskabet føre særlig kontrol med, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af investorerne i forbindelse med tegning af andele i UCITS'en er modtaget, og at alle kontanter tilhørende UCITS'en er bogført på kontantkonti, enten i UCITS'ens navn, i investeringsforvaltningsselskabets navn eller i depotselskabets navn, når disse handler på vegne af den danske UCITS, hos enheder omfattet af reglerne, der gennemfører artikel 18, stk. 1, litra a-c, i direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv og føres i overensstemmelse med principperne fastsat i artikel 16 i direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv.

Stk. 2 er en gennemførelse af UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 4, litra b og c, hvoraf det følger, at depositaren sikrer, at investeringsinstituttets pengestrømme overvåges behørigt, og navnlig, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af investorer i forbindelse med tegning af andele i investeringsinstituttet er modtaget, og at alle kontanter i investeringsinstituttet er bogført på kontantkonti, der er oprettet hos en af de enheder, som er omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra a-c, i Kommissionens direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006, om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv. Det vil sige hos konti oprettet hos en centralbank, hos et kreditinstitut, der har opnået tilladelse i henhold til direktiv 2000/12/EF af 20. marts 2000 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut, hos en bank der har tilladelse i et tredjeland og hos en godkendt pengemarkedsfond.

Det følger endvidere af UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 4, litra c, at alle kontanter i investeringsinstituttet er bogført på kontantkonti, der føres i overensstemmelse med principperne fastsat i artikel 16 om beskyttelse af kunders finansielle instrumenter og midler. i direktiv 2006/73/EF af 10. august 2006, om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF for så vidt angår de organisatoriske krav til og betingelserne for drift af investeringsselskaber samt definitioner af begreber med henblik på nævnte direktiv.

Med det foreslåede stk. 3, bestemmes, at såfremt kontantkonti oprettes i den danske UCITS' depotselskabs navn i henhold til stk. 2, må hverken midler fra den kontoførende enhed eller depotselskabet bogføres på sådanne konti. Dette skyldes, at der kun må stå kontanter tilhørende den pågældende UCITS på kontoen, fordi det giver UCITS'en mulighed for at udtage midlerne som separatist i tilfælde af UCITS'ens depotselskabs konkurs.

Til § 106 c

Den foreslåede § 106 c om depotselskabets opbevaringspligter gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 5, og stk. 7, i UCITS-direktivet.

Det foreslåede stk. 1, omhandler depotselskabets opbevaringspligter. Alle finansielle aktiver, som tilhører den danske UCITS, skal overdrages til depotselskabet til opbevaring, hvis de kan føres på en konto eller lægges i depot.

Med stk. 1, nr. 1, foreslås regler, der gælder for de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, som kan opbevares i depot. Det skal i den forbindelse bemærkes, at en dansk UCITS kun kan investere i finansielle instrumenter omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, hvis det finansielle instrument tillige er omfattet af § 2, stk. 1, nr. 1-3 i lov om investeringsforeninger m.v. Bestemmelsen gennemfører artikel 22, stk. 5, litra a, i UCITS-direktivet, som den er affattet i UCITS V-direktivet. Bestemmelsen skal fortolkes bredt og omfatter således også f.eks. afledte finansielle instrumenter, som alene kan registreres og finansielle aktiver, som kan opbevares fysisk hos depotselskabet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, nr. 1, litra a, at depotselskabet skal opbevare alle instrumenter, som er omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed og som kan opbevares i depot, enten på en konto, hvis de kan registreres på en konto, eller i et depot oprettet hos depotselskabet. Sådanne instrumenter vil typisk være aktier, obligationer eller andre gældsbreve.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, litra b, skal depotselskabet ligeledes opbevare fysiske instrumenter, som omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, der kan udleveres til depotselskabet. Depotselskabet skal således forestå til- og afgange af de fysiske instrumenter, herunder værdipapirer og likvide midler i overensstemmelse med UCITS'ens eller investeringsforvaltningsselskabets instrukser således, at midlerne aldrig kommer UCITS'ens ledelse i hænde.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1, litra c, skal depotselskabet sikre, at de opbevarede instrumenter, som er omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, registreres på konti eller i depoter, der er separate fra depotselskabets egne, og at de benyttede konti og depoter er oprettet i den danske UCITS eller dennes investeringsforvaltningsselskabs navn, således at de til enhver tid kan identificeres som tilhørende den danske UCITS. Dette gælder for alle instrumenter, som er omfattet af bilag 5, hvad enten instrumenterne er elektroniske eller fysiske. Med henblik på at sikre UCITS'ens ejendomsret til de deponerede instrumenter skal registreringerne herudover overholde reglerne i § 72 i lov om finansiel virksomhed om sikring af kundernes ejendomsret og regler fastsat i henhold til denne bestemmelse. At depotselskabet skal opbevare en UCITS' finansielle aktiver særskilt betyder, at en UCITS' værdipapirer som hovedregel ikke må opbevares i samledepoter, men skal føres på individuelle konti og depoter for UCITS'en. Imidlertid er bestemmelsen ikke til hinder for, at en UCITS' udenlandske værdipapirer opbevares i et samledepot i et udenlandsk kreditinstitut. I så fald skal den danske UCITS' ledelse være underrettet herom og have samtykket heri i depotaftalen, jf. § 72.

Det skal bemærkes, at en dansk UCITS alene må investere i finansielle instrumenter omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, hvis det finansielle instrument tillige er omfattet af definitionen i § 2, stk. 1, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger m.v. Lov om investeringsforeninger opstiller således regler for hvad en UCITS må investere i, hvor lov om finansiel virksomhed opstiller regler for hvordan disse skal opbevares.

§ 106 c, stk. 1, nr. 2, omhandler andre aktiver, som ikke kan føres i depot, som f.eks. visse aftaler om derivater og fast ejendom. For disse andre aktiver som tilhører den danske UCITS, og som ikke kan opbevares i et depot eller på en konto, skal depotselskabet efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra a, kontrollere, at den danske UCITS er ejer af aktiverne. De aktiver, som ikke kan opbevares i et depot eller registreres på en konto, vil typisk være fysiske aktiver som f.eks. fast ejendom.

I henhold til det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra b, skal depotselskabet basere vurderingen af ejerskab på dokumentation fremlagt af den danske UCITS eller af dennes investeringsforvaltningsselskab samt på eventuelt eksisterende ekstern dokumentation, f.eks. et skøde til en fast ejendom.

I henhold til det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra c, skal depotselskabet føre register over de aktiver, som depotselskabet har kontrolleret, at den danske UCITS er ejer af. Depotselskabet skal løbende sikre, at registeret er ajourført. Det er en forudsætning for, at depotselskabet kan opfylde sine forpligtelser til at kontrollere den danske UCITS' ejerskab af aktiver, som ikke kan opbevares i depot eller på konti, at investeringsforvaltningsselskabet løbende forsyner depotselskabet med alle de relevante oplysninger om aktiverne, som depotselskabet har brug for.

Det er Kommissionen, der er kompetent til at udstede nærmere regler om, hvilke aktiver, der skal anses for at være aktiver, der ikke kan føres i depot. Med forslaget til § 107 b, bemyndiges Finanstilsynet til på den baggrund, at fastsætte nærmere regler med henblik på gennemførelse af Kommissionens kommende regler. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne under den foreslåede § 107 b, jf. § 1, nr. 17.

Med det foreslåede stk. 2 bestemmes det, at depotselskabet regelmæssigt skal give den danske UCITS eller dens investeringsforvaltningsselskab en samlet oversigt over UCITS'ens finansielle aktiver. Det er op til parterne af aftale hvor ofte sådanne oversigter skal gives. Normalt er der i eller i tilknytning til depotselskabsaftalen indgået aftaler, der nøje regulerer, hvilke informationer, der skal udveksles mellem UCITS'en og depotselskabet, herunder også depotselskabets rapportering om finansielle aktiver, som tilhører UCITS'en, på konti og i depoter hos depotselskabet.

Med det foreslåede stk. 3 må depotselskabet ikke uden forudgående samtykke fra den danske UCITS eller dennes investeringsforvaltningsselskab sælge, pantsætte eller på anden måde disponere over den danske UCITS' finansielle aktiver. Det betyder, at depotselskabet ikke kan benytte UCITS'ens finansielle aktiver til f.eks. værdipapirudlån eller repoforretninger uden samtykke fra bestyrelsen for en investeringsforening eller for en SIKAV eller for investeringsforvaltningsselskabet, hvis der er tale om finansielle aktiver tilhørende en værdipapirfond. Depotselskabet må således ikke på egen hånd sælge, pantsætte eller på anden måde disponere over den danske UCITS' finansielle aktiver, uden forudgående tilladelse først.

Derudover må aktiver tilhørende en dansk UCITS endvidere kan sælges, pantsættes eller disponeres over på anden måde når betingelserne i nr. 1-5 er opfyldt.

Betingelsen i nr. 1 er, at transaktionen skal ske for UCITS'ens regning. Det vil sige, at gevinst eller tab skal komme UCITS'en og dermed dens investorer til gode.

Nr. 2 bestemmer, at depotselskabet skal udføre den danske UCITS' eller investeringsforvaltningsselskabets instruktioner vedrørende de finansielle aktiver.

Det betyder, at depotselskabet ikke må disponere over de finansielle aktiver uden instruktion fra den danske UCITS.

Betingelsen i nr. 3 er, at transaktionen skal være i den danske UCITS og i dens investorers interesse. Det betyder f.eks., at en depotbank ikke må skaffe sig af med nogle dårlige værdipapirer ved at sælge dem til UCITS'en, og at de aftalevilkår, der gælder for en transaktion, ikke må være usædvanlige gunstige for en anden part, som derved beriges på UCITS'ens bekostning.

Betingelserne i nr. 1-3 betyder tilsammen, at en bestyrelse for en dansk UCITS ikke kan give depotselskabet tilladelse til at benytte UCITS'ens finansielle aktiver til f.eks. værdipapirudlån for depotbankens regning. Betingelsen om, at depotbanken skal handle efter instruktion kan være opfyldt, men transaktionen vil ikke være i UCITS'en eller dens investorers interesse, når de ikke får del i det økonomiske udbytte, som deres finansielle aktiver har været benyttet til at tjene ind.

Efter den foreslåede nr. 4 er det endvidere en betingelse, at transaktionen om overdragelse af ejendomsret skal være dækket af en likvid sikkerhedsstillelse af høj kvalitet, som skal stilles over for UCITS'en. En sådan likvid sikkerhedsstillelse kan f. eks. være kontanter eller statsobligationer. Hvis der er tale om overdragelse af begrænsede rettigheder, som f.eks. værdipapirudlån eller om midlertidig overdragelse af en ejendomsret - en aftale om salg og genkøb, skal modparten stille sikkerhed overfor den danske UCITS. Efter nr. 5 skal denne sikkerhed justeres i takt med markedets bevægelser i aftaleperioden, og den skal til enhver tid indeholde en vis overdækning. Overdækningen skal sikre, at den danske UCITS i tilfælde af misligholdelse kan realisere sikkerheden hurtigt uden at lide tab. Sikkerheden skal være af høj kvalitet. Det betyder i praksis, at sikkerheden almindeligvis skal stilles i kontanter eller i statsobligationer eller andre obligationer med en høj kreditrating.

Ved overdragelse af ejendomsret skal den danske UCITS' finansielle aktiver ligeledes være sikret. Det kan ske ved, at depotbanken sørger for, at UCITS'ens finansielle aktiver kun udleveres mod samtidig modtagelse af købesummen eller, at afviklingen af en handel sker gennem en afviklingscentral, der garanterer for afviklingen.

Til § 106 d

Det foreslås, at indsætte en ny § 106 d i loven om depotselskabets delegation af selskabets opgaver.

Den foreslåede § 106 d gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22 a, i UCITS-direktivet.

Efter det foreslåede stk. 1 må depotselskabet ikke delegere opgaver omfattet af de foreslåede §§ 106 a, stk. 1, og § 106 b til tredjemand.

Depotselskabet må således ikke delegere opgaver i forbindelse med udførelsen af depotfunktioner for danske UCITS, som ikke vedrører kontrolfunktionerne. Der er dog en grænse for omfanget af den mængde af funktioner, der må delegeres. Der må ikke delegeres så mange funktioner, at man ikke længere kan anse depotselskabet som den, der rent faktisk varetager depotfunktionerne. Den situation kan anses for at være til stede, hvis hovedparten af opbevaringsfunktionerne eller hovedparten af kontrolfunktionerne er delegeret til andre.

I det foreslåede stk. 2, bestemmes det, at opgaver omfattet af den foreslåede § 106 c, stk. 1, kan delegeres, såfremt en række betingelser er opfyldt.

Som en betingelse må opgaverne ikke delegeres i den hensigt at unddrage sig kravene i lov om finansiel virksomhed, hvilket følger af det foreslåede stk. 2, nr. 1. Det betyder f.eks. at opgaverne ikke må delegeres til en tredjemand, som ikke udfører dem i overensstemmelse med kravene i denne lov.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 2, skal depotselskabet endvidere objektivt kunne begrunde delegationen. Det kan f. eks være, at depotselskabet overlader opbevaringen af fjernøstlige aktier og obligationer til en bank i Fjernøsten, fordi denne bank i modsætning til depotbanken selv er tilknyttet de fjernøstlige depot- og afviklingscentraler.

Depotselskabet skal herudover have udvist passende dygtighed, grundighed og omhu i forbindelse med udvælgelsen af enhver tredjemand til hvem, opgaver er delegeret til, jf. det foreslåede stk. 2, nr. 3.

Kravene om, at depotselskabet skal have udvist passende dygtighed, grundighed og omhu i forbindelse med udvælgelse af tredjemand til hvem, opgaver er delegeret, og den løbende kontrol med og overvågning af tredjemandens løsning af de delegerede opgaver betyder, at kravene til depotselskabets udvælgelsesproces og kontrolproces skal sættes højt. Hvis en dansk UCITS senere lider tab, og det kan sandsynliggøres, at disse tab er opstået i forbindelse med at depotselskabet har delegeret opgaver, vil dette tale for, at depotselskabet ikke har udvist passende dygtighed, grundighed og omhu i forbindelse med udvælgelse af tredjemand eller den løbende kontrol med tredjemandens løsning af de delegerede opgaver.

Det betyder, at depotbanken, før den delegerer en opgave til en tredjemand, skal foretage en undersøgelse af den pågældende tredjemand med henblik på at depotbanken opnår sikkerhed for, at tredjemanden er i stand til at udføre de pågældende opgaver forsvarligt og i overensstemmelse med de krav, der stiles i loven.

Efter det foreslåede stk. 2, nr. 4, skal depotbanken udvise passende dygtighed, grundighed og omhu i den løbende kontrol med og overvågning af tredjemandens løsning af de delegerede opgaver og derved forbundne arrangementer. Depotbanken kan således ikke forlade sig på den indledende undersøgelse af tredjemanden. Den skal løbende kontrollere, at tredjemanden udfører de uddelegerede opgaver korrekt.

I henhold til det foreslåede stk. 3, skal depotselskabet derudover sikre, at tredjemand i forbindelse med udførelsen af de delegerede opgaver til enhver tid opfylder nærmere bestemte betingelser.

Som en betingelse følger det af det foreslåede stk. 3, nr. 1, at depotselskabet bl.a. skal sikre, at tredjemandens organisation og kompetencer er tilstrækkelige i forhold til arten og kompleksiteten af de finansielle aktiver, der tilhører den danske UCITS, som er overdraget til opbevaring hos tredjemanden. Det vil i praksis sige, at tredjemanden skal have erfaring med opbevaring af de pågældende instrumenter og skal have vist, at han kan opbevare dem betryggende.

Endvidere er det en betingelse, at hvis depotselskabet delegerer opgaver omfattet af det foreslåede § 106 c, stk. 1, til en tredjemand, skal tredjemanden være underlagt en effektiv tilsynsmæssig regulering, herunder minimumskapitalkrav og overvågning i den pågældende jurisdiktion, og tredjemanden skal være underlagt periodisk ekstern revision for at sikre, at de i bilag 5 nævnte instrumenter er i tredjemandens besiddelse, jf. det foreslåede stk. 3, nr. 2. Det betyder, at tredjemandens eksterne revisor skal revidere, de depoter og konti, der er forbundet med de uddelegerede opgaver, med henblik på at sikre at de finansielle instrumenter og kontanter tilhørende en dansk UCITS, som tredjemanden opbevarer, også er til stede.

Efter det foreslåede stk. 3, nr. 3, er det endvidere en betingelse, at tredjemanden holder depotselskabets kunders finansielle aktiver adskilte fra depotselskabets og tredjemandens egne aktiver på en måde, så de til enhver tid kan identificeres som tilhørende den specifikke kunde hos depotselskabet. Kravet om adskillelse anses ikke for opfyldt, hvis depotselskabets kunders finansielle aktiver opbevares i samme depot som depotselskabets eller tredjemandens egne finansielle aktiver. De finansielle aktiver skal til enhver tid opbevares på separate depoter, som kan føres tilbage til den enkelte danske UCITS, som er kunde hos depotselskabet. Hensigten hermed er, at sikre, at de finansielle aktiver ikke risikerer, at indgå i tredjemandens eller depotbankens konkursbo.

Tredjemanden skal efter det foreslåede stk. 3, nr. 4, træffe alle de nødvendige skridt til at sikre, at en dansk UCITS' finansielle aktiver, der opbevares i depot hos tredjemanden, i tilfælde af tredjemandens insolvens ikke kan udloddes eller realiseres til fordel for tredjemandens kreditorer. Bestemmelsen skal sikre, at den danske UCITS' finansielle aktiver får separatiststilling, hvis tredjemanden går konkurs. Såfremt tredjemanden ikke har truffet tilstrækkelige skridt til at sikre den danske UCITS' aktiver er depotselskabet ansvarlig for finansielle aktiver, som tabes til tredjemandens konkursbo, jf. § 107, stk. 1.

Endeligt skal tredjemand i henhold til det foreslåede stk. 3, nr. 5, overholde § 101, stk. 1, § 106, stk. 3 og § 106 c, stk. 1, 3 og 4 i lov om finansiel virksomhed samt de foreslåede § 5, stk. 2 og 3, i lov om investeringsforeninger m.v. Det vil sige at også tredjemanden skal handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og udelukkende i den pågældende UCITS' og dens investorers interesse under udførelsen af tredjemandens opgaver for den danske UCITS. Tredjemanden skal ligeledes overholde de samme krav, som de, der stilles til depotbanken, vedrørende opbevaring af og transaktioner med aktiverne

UCITS V-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om, hvorledes kravene til rettidig omhu efter stk. 2, nr. 3 og 4, skal opfyldes. Kommissionen kan også fastsætte regler om gennemførelsen af de krav, der stilles til tredjemandens adskillelse af kunders aktiver fra depotselskabets og tredjemandens egne aktiver efter stk. 3, nr. 3. Ligeledes kan Kommissionen også fastsætte regler om de skridt, som tredjemanden skal foretage sig for at sikre at UCITS'ens aktiver, der opbevares i depot hos tredjemanden, i tilfælde af tredjemandens insolvens ikke kan udloddes eller realiseres til fordel for tredjemandens kreditorer efter stk. 3, nr. 5.

Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret, foreslås det derfor i den foreslåede § 107 b, nr. 2, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om depotselskabets forpligtelser i forbindelse med udvælgelse og overvågning af tredjemand ved delegation af depotselskabsopgaver og i § 107 b, nr. 3, om kravene til tredjemandens adskillelse af kunders aktiver fra depotselskabets og tredjemandens egne aktiver. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, som er direkte gældende i medlemslandene, kan der blive behov for, at fastsætte supplerende nationale regler, eller justere i de gældende, med henblik på at sikre, at forordningen kan finde anvendelse.

Med det foreslåede stk. 4, bestemmes, at depotselskabet kan delegere opgaver til tredjemand uanset, at kravene i det foreslåede, stk. 2, nr. 5, litra b, ikke er opfyldt, hvis en række betingelser er opfyldt. Det vil typisk sige at betingelsen er at tredjelandets lovgivning stiller krav om at finansielle instrumenter udstedt i det pågældende tredjeland skal opbevares i en bank med hjemsted i tredjelandet og at tredjelandets lovgivning om drift og tilsyn med banker ikke opfylder kravene i denne lov.

For det første skal delegationen gælde de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, som er omfattet af et tredjelands lovgivning, der kræver, at disse skal opbevares i depot hos en lokal enhed, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 1.

Hvis det er tilfældet, må der efter det foreslåede stk. 4, nr. 2, ikke delegeres funktioner i videre omfang end krævet, som følge af tredjelands lovgivning.

Efter det foreslåede stk. 4, nr. 3, er det ligeledes en betingelse for delegation efter stk. 3, at der heller ikke må være nogen lokal enhed, der opfylder kravene i det foreslåede stk. 3, nr. 2, for delegation, som depotbanken ville kunne have valgt at overlade opgaverne til.

Efter det foreslåede stk. 4, nr. 4, skal investorerne i den danske UCITS tillige forud for deres investering i UCITS'en behørigt informeres om, at delegationen er påkrævet på grund af regler i tredjelandet og om omstændighederne, der retfærdiggør delegationen. Formålet hermed er at gøre det klart for investorerne i den pågældende UCITS, at en del af deres formue opbevares under forhold, der kan være mindre sikre end opbevaringen ellers skal være efter denne lov.

Endeligt skal den danske UCITS eller dens investeringsforvaltningsselskab have pålagt depotselskabet at delegere opbevaring af sådanne instrumenter, som er omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, til den lokale enhed, jf. det foreslåede stk. 4, nr. 5. Dermed har depotbanken en positiv tilkendegivelse fra den danske UCITS eller dens investeringsforvaltningsselskab, om at den ønsker at investere i de pågældende aktiver uanset at opbevaringen kan være mindre sikker.

Med det foreslåede stk. 5 bestemmes det, at delegation efter det foreslåede stk. 4 kun kan opretholdes så længe, de pågældende instrumenter nævnt i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed er omfattet af et tredjelands lovgivning, der kræver, at disse skal opbevares i depot hos en lokal enhed, og at delegationen af funktionerne er krævet som følge af tredjelands lovgivning, og så længe der ikke er nogen lokal enhed, der opfylder kravene for delegation i det foreslåede stk. 3, nr. 2. Hvis en af disse betingelser ændrer sig, kan delegation efter det foreslåede stk. 4 ikke længere opretholdes.

I det foreslåede stk. 6 bestemmes, at levering af ydelser via værdipapirafviklingssystemer, der er omfattet af reglerne i lov om værdipapirhandel m.v., kapitel 18. Det betyder, at der ikke skal indgås en aftale om delegation med værdipapirafviklingssystemet, før depotbanken kan overdrage en UCITS' kontanter eller finansielle instrumenter til værdipapirafviklingssystemet med henblik på afvikling af indgåede handler.

Efter det foreslåede stk. 7 kan tredjemand videredelegere de opgaver, som er delegeret til tredjemand efter det foreslåede stk. 2 og 4 under forudsætning af, at videredelegationen opfylder samme krav, som gælder for depotselskabets delegation. Den foreslåede § 107, stk. 1 og 2, om ansvar for tab af de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, som er omfattet af depotet, finder anvendelse på de relevante parter i tilfælde af videredelegation. Relevante parter kan i denne sammenhæng være tredjemand, eller den som tredjemand videredelegerer opgaverne til.

Til nr. 17 (§§ 107-107 b i lov om finansiel virksomhed)

Til § 107

Det foreslås, at indsætte en ny § 107 i lov om finansiel virksomhed om depotselskabets ansvar for tab af de i bilag 5 nævnte instrumenter, som opbevares i depot for en UCITS. Det skal bemærkes, at en dansk UCITS alene må investere i finansielle instrumenter omfattet af bilag 5, hvis det finansielle instrument tillige er omfattet af definitionen i § 2, stk. 1, nr. 1-3, i lov om investeringsforeninger m.v. Lov om investeringsforeninger opstiller således regler for hvad en UCITS må investere i, hvor lov om finansiel virksomhed opstiller regler for hvordan disse skal opbevares. Med tab menes, at de i depotet beroende finansielle instrumenter ikke kan tilbageleveres til den danske UCITS uanset grunden hertil.

Den foreslåede § 107 gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 24, i UCITS-direktivet.

Med det foreslåede stk. 1 bestemmes, at depotselskabet er ansvarlig for tab af de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, som bliver opbevaret i depot efter reglerne i det foreslåede § 106 c, stk. 1, nr. 1, hvis tabet er forårsaget af depotselskabet eller tredjemand, til hvem opgaven er delegeret. Såvel den danske UCITS som UCITS'ens investorer kan således gøre krav om erstatning gældende. Instrumenterne anses for at være tabte, hvis depotbanken uanset grunden ikke er i stand til at levere instrumenterne tilbage til den danske UCITS.

I det foreslåede stk. 3 bestemmes, at depotselskabet i tilfælde af tab af de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter opbevaret i depot, uden unødigt ophold skal yde en erstatning til den danske UCITS eller dennes investeringsforvaltningsselskab på vegne af UCITS'en, i form af de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter af samme type eller et beløb svarende til værdien af disse. Dermed er depotbanken, hvis en sådan situation indtræffer, forpligtet til at fremskaffe andre instrumenter, som er mage til eller som er af samme type som de instrumenter der er gået tabt, som den kan overdrage til den danske UCITS. Depotbanken kan også vælge at udbetale et beløb, der svarer til værdien af de instrumenter, der er gået tabt. Det kan f. eks. være hvis det ikke er muligt at fremskaffe de pågældende instrumenter. Erstatningen skal gives så hurtigt som muligt, fordi lovgivningen om danske UCITS bl.a. skal sikre, at investeringer i danske UCITS skal være likvide. Når erstatningen ydes til investeringsforvaltningsselskabet på vegne af UCITS'en skal dette straks videregive erstatningen til UCITS'en, som var ejer af de i bilag 5 nævnte instrumenter, som er gået tabt. Udbetalingen af erstatningen skal ske hurtigst muligt, og skal således ikke afvente, at der er faldet en endelig dom i en evt. retssag mellem parterne om erstatning.

I det foreslåede stk. 2 bestemmes, at depotselskabet ikke er ansvarlig for tab efter det foreslåede stk. 1, såfremt dette kan bevise, at tabet skyldes en ekstern hændelse, som depotselskabet ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selvom depotselskabet havde truffet alle rimelige forholdsregler. Det betyder, at depotselskabets ansvar for tab af de i bilag 5 nævnte instrumenter i depot efter stk. 1 er et objektivt ansvar, i overensstemmelse med direktivet. UCITS'en skal således ikke bevise, at depotselskabet har begået fejl. Den eneste mulighed depotselskabet har for at undgå at ifalde ansvar, er at depotselskabet kan bevise, at tabet skyldes en hændelse udenfor depotselskabet, som dette ikke med rimelighed kan forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser er uundgåelige, også selv om depotselskabet har truffet sine forholdsregler. Depotselskabet skal uden unødigt ophold yde erstatning ved tab af instrumenter, også selv om depotselskabet mener, at det har truffet alle de forholdsregler, som de skal for at slippe for det objektive ansvar. Såfremt depotselskabet senere får medhold i denne antagelse, må det tilbagesøge den ydede erstatning fra den danske UCITS.

Efter det foreslåede stk. 4 er depotselskabet endvidere ansvarlig over for den danske UCITS og dennes investorer for ethvert andet tab, som disse måtte lide som følge af depotselskabets uagtsomme eller forsætlige misligholdelse af sine forpligtelser efter lov om finansiel virksomhed. Det vil sige, at depotselskabets ansvar for andre tab er lempeligere end for tab af de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter opbevaret i depot, idet der er tale om et culpaansvar. Her kan der f.eks. være tale om tab som følge af mangelfuld kontrol og registrering af UCITS'ens ejendomsret til en ejendom, hvori UCITS'en har kontorer. Bestemmelsen indeholder heller ikke noget krav om, at depotselskabet skal udbetale erstatningen uden unødigt ophold. Depotselskabet kan derfor afvente en endelig afgørelse på, hvorvidt det er erstatningspligtigt for tab efter stk. 4 eller ej.

Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at depotselskabets ansvar ikke påvirkes af en eventuel delegation omfattet af den foreslåede § 106 d. Det vil sige, at depotselskabet også er ansvarlig for tab af de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, som opbevares hos en tredjemand, uanset tabets årsag, medmindre depotselskabet kan bevise, at betingelserne i stk. 3 er til stede.

Efter det foreslåede stk. 6 kan depotselskabet hverken frigøre sig for eller begrænse sit erstatningsansvar i forbindelse med tab af instrumenter omfattet af bilag 5 til lov om finansiel virksomhed, som er opbevaret i depot hos tredjemand efter reglerne om delegation i den foreslåede § 106 c. Denne regel er ufravigelig og aftaler mellem depotselskabet og UCITS'en, der frigør depotselskabet for ansvar eller begrænser ansvaret, er ugyldige. Det vil f.eks. også være tilfældet, hvis UCITS'en som kunde har skrevet under på, at bankens almindelige forretningsbetingelser finder anvendelse. De ansvarsfraskrivelser og -begrænsninger, som findes i de almindelige forretningsbetingelser, vil være ugyldige.

Med stk. 7 foreslås det, at investorerne kan vælge at gøre krav om erstatning gældende overfor depotselskabet direkte. Investorerne kan også vælge at gøre deres krav gældende samlet gennem den danske UCITS eller dennes investeringsforvaltningsselskab. Denne valgfrihed, med hensyn til hvordan man vil gøre krav gældende, skyldes et ønske om, at erstatningen skal ud til den enkelte investor så hurtigt som muligt, så den tid, hvor en investor står med en illikvid investering, begrænses mest mulig. Denne valgfrihed må dog ikke føre til, at en investor får erstatning både ved et krav rettet direkte mod depotselskabet og gennem et krav, som UCITS'en har rettet mod depotselskabet.

Til § 107 a

Det foreslås, at indsætte en ny § 107 a i loven om depotselskabets pligt til at stille oplysninger til rådighed for Finanstilsynet og, om Finanstilsynets pligt til at videregive disse oplysninger til myndighederne i de andre medlemslande.

Den foreslåede § 107 a gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26 a i UCITS-direktivet. Det fremgår af den foreslåede § 107 a, at et depotselskab efter anmodning skal stille alle de oplysninger til rådighed for Finanstilsynet, som depotselskabet har indhentet under udførsel af sine opgaver, og som kan være nødvendige for UCITS'ens og dennes investeringsforvaltningsselskabs kompetente myndighed.

Såfremt en dansk UCITS forvaltes af et administrationsselskab beliggende i et andet medlemsland vil administrationsselskabets kompetente myndigheder være udenlandske myndigheder. De vil dermed ofte være forskellige fra depotselskabets kompetente myndigheder, som er Finanstilsynet, hvis depotbanken dansk eller udenlandske myndigheder, hvis depotbanken er etableret i Danmark som en filial af en udenlandsk bank. Administrationsselskabets kompetente myndigheder kan således være forskellige fra depotselskabets kompetente myndigheder. I sådanne tilfælde skal Finanstilsynet straks videregive de modtagne oplysninger til administrationsselskabets kompetente myndigheder, hvis de er relevante for tilsynet med administrationsselskabet. En sådan videregivelse vil ske i medfør af § 354, stk. 6, nr. 21. Administrationsselskabets kompetente myndigheder, vil herefter være undergivet den i § 354, stk. 1, omhandlede tavshedspligt, jf. § 354, stk. 8.

Depotselskabet skal stille disse oplysninger til rådighed for Finanstilsynet for at muliggøre det bedst mulige tilsyn med såvel den danske UCITS som dens investeringsforvaltningsselskab.

Til § 107 b

Det foreslås, at indsætte en ny § 107 litra b i loven som giver Finanstilsynet hjemmel til at fastsætte nærmere regler til udfyldelse af en række af lovens bestemmelser vedrørende depotselskabet.

Med den foreslåede § 107 b gennemføres UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26 b i UCITS-direktivet. UCITS direktivets artikel 26, litra b, giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om betingelserne for udøvelse af depotselskabsfunktionerne. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås det derfor i § 107 b, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om betingelserne for udøvelse af depotselskabsfunktionerne. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, som er direkte gældende i medlemslandene, kan der blive behov for, at fastsætte supplerende nationale regler, eller justere i de gældende, med henblik på at sikre, at forordningen kan finde anvendelse.

UCITS V-direktivet giver EU-Kommissionen hjemmel til at fastsætte nærmere regler i en gennemførelsesretsakt om, hvornår begivenheder er eksterne begivenheder, som depotselskabet ikke er ansvarlig for, og om betingelserne for og omstændighederne hvorunder finansielle instrumenter, der opbevares i depot, skal anses for at være tabt, samt hvilke aktiver, der skal anses for at være aktiver, der ikke er egnede til at lægge i depot. Med henblik på at kunne gennemføre disse regler i dansk ret foreslås det derfor i § 107 b, at Finanstilsynet får hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, hvornår der er tale om eksterne hændelser, som depotselskabet ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selvom depotselskabet havde truffet alle rimelige forholdsregler. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, som er direkte gældende i medlemslandene, kan der blive behov for, at fastsætte supplerende nationale regler, eller justere i de gældende, med henblik på at sikre, at forordningen kan finde anvendelse.

Efter den foreslåede § 107 b kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler til udfyldelse af en række af lovens bestemmelser vedrørende depotselskabet. Finanstilsynet kan således efter det foreslåede nr. 1 fastsætte regler om betingelserne for udførelsen af depotselskabsfunktionerne. Det drejer sig om de kontroller, som depotselskabet skal udføre efter den foreslåede § 106 a, stk. 1, nr. 1-3 og 5 og § 106 b samt om, hvilke typer af de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, der er omfattet af depotselskabets opbevaringspligt, jf. den foreslåede § 106 c, stk.1. Efter den foreslåede nr. 1, litr a-c kan finanstilsynet fastsætte betingelser for, hvilke typer af de i bilag 5 nævnte instrumenter, der er omfattet af depotselskabets opbevaringspligt, hvordan depotselskabet skal opbevare de i bilag 5 til lov om finansiel virksomhed nævnte instrumenter, som henholdsvis er registreret i en værdipapircentral eller udstedt på navn og registreret hos en registrator.

Efter det foreslåede nr. 2, kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om depotselskabets forpligtelser i forbindelse med udvælgelse og overvågning af tredjemand ved delegation af depotselskabsopgaver, jf. den foreslåede § 106 d, stk. 2, nr. 3 og 4.

Efter det foreslåede nr. 3, kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om de krav der stilles til tredjemands adskillelse af depotselskabets egne aktiver fra sine kunders aktiver, jf. den foreslåede § 106 d, stk. 2, nr. 5, litra c.

Efter det foreslåede nr. 4, kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om de skridt, som tredjemanden skal tage for at sikre, at en dansk UCITS' aktiver, der opbevares i depot hos tredjemanden, i tilfælde af tredjemandens insolvens ikke kan udloddes eller realiseres til fordel for tredjemandens kreditorer, jf. den foreslåede § 106 d, stk. 2, nr. 5, litra d.

Bestemmelsen indeholder i nr. 5 endvidere en bemyndigelse til, at Finanstilsynet kan fastsætte regler om de nærmere betingelser for hvornår finansielle aktiver, som depotselskabet er ansvarlig for, skal anses for at være gået tabt, jf. den foreslåede § 107, stk. 2.

Efter det foreslåede nr. 6, kan Finanstilsynet fastsætte nærmere regler om hvad der skal forstås ved eksterne hændelser, som depotselskabet ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, selvom depotselskabet havde truffet alle rimelige forholdsregler, jf. den foreslåede § 107, stk. 3.

Endelig kan Finanstilsynet efter nr. 7, fast nærmere regler for betingelserne for at opfylde uafhængighedskravet i § 101, stk. 1, og i § 106, stk.3.

Til nr. 18 (§ 124, stk. 3, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal i dag opgøre deres individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 1, jf. stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet kan i medfør af § 124, stk. 3, fastsætte et højere individuelt solvenskrav i form af et tillæg til det individuelle solvensbehov, der fremgår af § 124, stk. 2. Finanstilsynet fastsætter det individuelle solvenskrav med udgangspunkt i minimumskravet på 8 pct. med tillæg for risici som ikke fuldt ud afspejles i opgørelsen af den samlede risikoeksponering. Solvenskravet fastsættes når der er uoverensstemmelse mellem det af instituttet opgjorte solvensbehov og det af Finanstilsynet fastsatte solvensbehov. Det individuelle solvenskrav er udtryk for Finanstilsynets vurdering af instituttets tilstrækkelige kapitalgrundlag.

Finanstilsynet kan endvidere med hjemmel i § 124, stk. 3, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed stille krav til, hvilken type kapital, der kan anvendes til dækning af dette individuelle solvenstillæg. Det fremgår af lovbemærkningerne til § 124, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 268 af 25. marts 2014 (lovforslag nr. L 133 af 7. februar 2014), at Finanstilsynet som udgangspunkt vil stille krav om, at det individuelle solvenstillæg skal opfyldes med egentlig kernekapital (såkaldt CET1 - Common Equity Tier 1). Det vil sige, at det individuelle solvenstillæg som udgangspunkt skal opfyldes af aktiekapital, andelskapital eller garantkapital, idet formålet med kravet er at sikre, at instituttet bedre kan fortsætte sine aktiviteter på trods af yderligere tab.

Det følger endvidere af lovbemærkningerne til den gældende § 124, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 268 af 25. marts 2014 (lovforslag nr. L 133 af 7. februar 2014), at Finanstilsynet som udgangspunkt vil stille krav om, at det individuelle solvenstillæg skal opfyldes med egentlig kernekapital (såkaldt CET1 - Common Equity Tier 1). Det vil sige, at det individuelle solvenstillæg som udgangspunkt skal opfyldes af aktiekapital, andelskapital eller garantkapital, idet formålet med kravet er at sikre, at instituttet bedre kan fortsætte sine aktiviteter på trods af yderligere tab.

De gældende danske regler, harmonerer imidlertid ikke med EBA's nye retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsyns- og evalueringsprocessen, (SREP). Med EBA's retningslinjer er det hensigten, at der skal ske en harmonisering på tværs af EU, herunder en harmonisering af kravene for kreditinstitutter til kvaliteten af den kapital, der kan bruges til at opfylde det individuelle solvenstillæg (søjle II krav), således at fordelingen på egentlig kernekapital, hybrid kernekapital og supplerende kapital forholdsmæssigt stemmer overens med kravene til kapitalen til dækning af institutternes kapitalgrundlagskrav (søjle I-krav).

Retningslinjer fra EBA er udtryk for følg eller forklar-regulering, som betyder at reglerne skal efterleves eller at eventuelle afvigelser skal forklares. Det er i overensstemmelse med dansk retstradition at sikre en EU-konform gennemførsel i dansk ret under hensyn til særlige nationale forhold.

På den baggrund foreslås det med lovforslagets § 1, nr. 19, at erhvervs- og vækstministeren bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om opfyldelse af det individuelle solvenstillæg i en bekendtgørelse, med henblik på at sikre, at de danske regler bliver EU-konforme, og mere smidigt kan ændres i takt med eventuelle ændringer af EU-reguleringen.

Som konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 19, foreslås det at ophæve § 124, stk. 3, 3. pkt., som vedrører Finanstilsynets hjemmel til at fastsætte kravene til den type kapital, der kan anvendes til opfyldelse af det individuelle solvenstillæg. Ændringen skal således ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 19, hvorfor der henvises til bemærkningerne hertil.

Til nr. 19 (§ 124, stk. 8, i lov om finansiel virksomhed)

Pengeinstitutter og realkreditinstitutter skal i dag opgøre deres individuelle solvensbehov, jf. § 124, stk. 1, jf. stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Finanstilsynet kan i medfør af § 124, stk. 3, fastsætte et højere individuelt solvenskrav i form af et tillæg til det individuelle solvensbehov, der fremgår af § 124, stk. 2. Finanstilsynet fastsætter det individuelle solvenskrav med udgangspunkt i minimumskravet på 8 pct. med tillæg for risici som ikke fuldt ud afspejles i opgørelsen af den samlede risiko-eksponering. Solvenskravet fastsættes når der er uoverensstemmelse mellem det af instituttet opgjorte solvensbehov og det af Finanstilsynet fastsatte solvensbehov. Det individuelle solvenskrav er udtryk for Finanstilsynets vurdering af instituttets tilstrækkelige kapitalgrundlag.

Finanstilsynet kan i dag med hjemmel i § 124, stk. 3, 3. pkt., i lov om finansiel virksomhed stille krav til, hvilken type kapital, der kan anvendes til dækning af dette individuelle solvenstillæg. Det fremgår af lovbemærkningerne til § 124, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, jf. lov nr. 268 af 25. marts 2014 (lovforslag nr. L 133 af 7. februar 2014), at Finanstilsynet som udgangspunkt vil stille krav om, at det individuelle solvenstillæg skal opfyldes med egentlig kernekapital (såkaldt CET1 - Common Equity Tier 1). Det vil sige, at det individuelle solvenstillæg som udgangspunkt skal opfyldes af aktiekapital, andelskapital eller garantkapital, idet formålet med kravet er at sikre, at instituttet bedre kan fortsætte sine aktiviteter på trods af yderligere tab.

Med forslaget bemyndiges erhvervs- og vækstministeren til i en bekendtgørelse at fastsætte de nærmere regler om den kapital, der kan anvendes til opfyldelse af institutternes individuelle solvenstillæg, jf. § 124, stk. 3.

Baggrunden for ændringen er EBA's nye retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsyns- og evalueringsprocessen, (SREP), som har til hensigt at opnå harmonisering af kravene til kvaliteten af den kapital, der kan bruges til at opfylde det individuelle solvenstillæg (søjle II krav) for kreditinstitutter.

Retningslinjer fra EBA er udtryk for følg eller forklar-regulering, som betyder at reglerne skal efterleves eller at eventuelle afvigelser skal forklares. Det er i overensstemmelse med dansk retstradition at sikre en EU-konform gennemførsel i dansk ret under hensyn til særlige nationale forhold.

Med henblik på at sikre at de danske regler løbende og smidigt kan justeres på baggrund af eventuelle ændringer, tilpasninger m.v., som måtte følge af løbende EU-regulering, foreslås det, at erhvervs- og vækstministeren i en bekendtgørelse kan fastsætte nærmere regler om den kapital, der kan anvendes til dækning af det individuelle solvenstillæg.

Bekendtgørelsen, der udnytter hjemmelen i den foreslåede § 124, stk. 8, vil således afspejle EBA's retningslinjers indhold, således at de danske regler herved bliver EU-konforme. Bemyndigelsen vil ligeledes kunne udnyttes fremover med henblik på tilpasning til eventuelle fremtidige ændringer i retningslinjen eller anden regulering fra EU.

Det fremgår af pkt. 348 i EBA's nye retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsyns- og evalueringsprocessen, (SREP), at tilsynsmyndighederne bør fastsætte et krav til sammensætningen af kapitalkvaliteten til dækning af det individuelle solvenstillæg ud fra følgende anvisning:

• Minimum 56 pct. dækkes af egentlig kernekapital.

• Minimum 75 pct. dækkes af egentlig kernekapital eller hybrid kernekapital.

• De resterende 25 pct. kan dækkes af supplerende kapital eller kernekapital eller egentlig kernekapital.

De risikotyper, der er omfattet af SREP retningslinjens krav til kapitalens sammensætning er kreditrisici, markedsrisici, operationelle risici, kreditkoncentrationsrisici, IRRB samt modelfejl.

Ved udarbejdelsen af reglerne, vil der, i overensstemmelse med hidtidig praksis, blive lagt vægt på, at der stilles ensartede krav til dækning af samtlige risici, som et solvenstillæg dækker.

Det bemærkes, at det følger af EBA's nye retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsyns- og evalueringsprocessen (SREP), at en del af kapitalen skal være egentlig kernekapital, hvilket er et strengere krav end de gældende danske regler i medfør af § 124 i lov om finansiel virksomhed og lovbemærkningerne hertil, jf. lov nr. 268 af 25. marts 2014 (lovforslag nr. L 133 af 7. februar 2014), som endvidere er gengivet ovenfor. Efter de gældende danske regler kan institutterne undlade at anvende egentlig kernekapital til opfyldelse af det individuelle solvenstillæg, hvis instituttet i stedet har tilstrækkelig anden regulatorisk kapital med en tilstrækkelig høj trigger, jf. de almindelige bemærkninger afsnit. 2.2.1. Ved kapital med tilstrækkelig høj trigger forstås, kapital som enten konverteres til egenkapital eller nedskrives, permanent eller midlertidigt, ved brud på solvensbehovet eller ved brud på et passende niveau af egentlig kernekapital.

Samtidig stiller EBA's nye retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsyns- og evalueringsprocessen, (SREP) ikke krav om, at anden regulatorisk kapital skal være med høj trigger. Dermed kan f.eks. hybrid kernekapital og/eller supplerende kapital med lavere eller ingen trigger anvendes - inden for de rammer, der er opstillet i retningslinjen. Dette er lempeligere end de gældende danske regler.

Harmoniseringen vil således for nogle institutter være en lempelse og for andre en stramning, afhængigt af det enkelte instituts kapitalstruktur. Da nogle institutter vil blive påvirket negativt som følge af indførelsen af EBA's nye retningslinjer, forventes det, at erhvervs- og vækstministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om den kapital, der kan anvendes til opfyldelse af institutternes individuelle solvenstillæg, vil blive udnyttet til, at der i en bekendtgørelse vil blive givet mulighed for en 6-årig overgangsordning, således at institutter, der i dag har udstedt anden regulatorisk kapital med høj trigger i 6 år efter bekendtgørelsens ikrafttrædelse får mulighed for fortsat at anvende denne høj-trigger kapital til dækning af kravet om 56 pct. egentlig kernekapital og 75 pct. kernekapital.

EBA's nye retningslinjer for fælles procedurer og metoder for tilsyns- og evalueringsprocessen, (SREP) indeholder ikke overgangsregler. En overgangsperiode på 6 år i Danmark vurderes imidlertid at være tilsynsmæssig forsvarlig, idet kapital med høj trigger betragtes som værende tabsabsorberende i en going concern situation. Såfremt harmoniseringen med EBAs SREP retningslinje sker med en overgangsperiode på 6 år, tilgodeses institutternes muligheder for planlægning af kapitalindfrielser og -udstedelser inden for rammerne af CRR-forordningen.

Overgangsreglerne vil kun finde anvendelse for de institutter, der før 31. december 2015 har udstedt kapital med en trigger, forudsat instrumenterne opfylder de hidtil gældende krav til anden ansvarlig kapital, jf. afsnit 2.2 i de almindelige bemærkninger. Herved tages hensyn til de institutter, der allerede før lovens og bekendtgørelsens ikrafttræden har indrettet sig på at anvende kapitalinstrumenter med højt trigger-niveau.

Såfremt der måtte ske løbende ændringer eller justeringer i den fælles EU-retlige regulering fra EBAs side på området, er udgangspunktet, at bekendtgørelsen vil blive ændret i takt hermed.

Bekendtgørelsen forventes at træde i kraft samtidig med lovens ikrafttræden, hvilket er den 1. januar 2016.

Til nr. 20 (§§ 126 b-126 g i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed indsættes §§ 126 b-126 g, jf. lovens § 1, nr. 34, som led i gennemførelsen af Solvens II-direktivet. Med dette lovforslag foretages ændringer i den med lov nr. 308 af 28. marts 2015 foreslåede affattelse af § 126 e og f, som beskrives nedenfor.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelserne som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 5, og samtidig nyaffatte bestemmelserne med dette lovforslag.

Til § 126 b

Med den foreslåede § 126 b indføres kapitalbegreberne: Kapitalgrundlag, basiskapitalgrundlag og supplerende kapitalgrundlag, i forhold til gruppe 1-forsikringsselskaber. Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel 87-89, hvormed kapitalen opdeles i tre klasser efter nærmere fastsatte kriterier. Klasserne afspejler kapitalens kvalitet, hvor klasse 1-kapital er af højeste kvalitet. Det er hensigtsmæssigt at have en opdeling i klasser og visse begrænsninger i forhold til den kapital, der kan anvendes til at dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet for at forhindre, at virksomheder bliver kapitaliseret med kapital af forholdsvis lav kvalitet. Ved klassificeringen af kapitalen bliver det muligt at fastsætte rammer for kvaliteten af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, og det basiskapitalgrundlag der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Det fremgår af stk. 1, at kapitalgrundlaget er summen af basiskapitalgrundlaget, jf. stk. 2, og det supplerende kapitalgrundlag, jf. stk. 3.

Det fremgår endvidere, at anvendelsen af det supplerende kapitalgrundlag kræver Finanstilsynets godkendelse. Kommissionen vedtag reguleringsmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA vedrørende kriterierne for tilsynsmyndighedernes godkendelse af supplerende kapitalgrundlag, jf. artikel 92, stk. 1 og 2, i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. Reguleringsmæssige tekniske standarder er en del af niveau 2-reguleringen, der bliver udstedt som forordninger.

Der henvises til bemærkningerne til lov nr. 308 af 28. marts 2015, § 3, stk. 1, nr. 1, hvoraf det fremgår, at Finanstilsynet fra 1. april 2014 kan forhåndsgodkende et selskabs anvendelse af det supplerende kapitalgrundlag. Dette skal sikre en smidig indfasning af de nye regler.

Det fremgår af stk. 2, at basiskapitalgrundlaget består af summen af det beløb, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af forpligtelser. Beløbet opgøres efter regler udstedt i medfør af § 126 e, stk. 6, om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Beløbet, hvormed værdien af aktiver overstiger værdien af forpligtelser, fratrækkes værdien af egne aktier, der ejes af forsikringsselskabet og tillægges værdien af efterstillet gæld, der i tilfælde af låntagers konkurs træder tilbage i forhold til øvrige kreditorer, men ikke for egenkapital.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at det supplerende kapitalgrundlag består af kapital, der ikke medregnes i basiskapitalgrundlaget, og som kan benyttes til dækning af tab. Det kan blandt andet omfatte ikke-indbetalt aktiekapital eller garantikapital, remburser, garantier samt andre retligt bindende tilsagn modtaget af forsikringsselskabet, forudsat at de ikke er en del af basiskapitalgrundlaget.

Ved gensidige forsikringsselskaber med variable bidrag kan det supplerende kapitalgrundlag også omfatte fremtidige fordringer, som selskabet kan have på sine medlemmer i form af krav om ekstrabidrag inden for de følgende 12 måneder.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet skal godkende kapital, som selskaberne ønsker at anvende, hvis kapitalen ikke fremgår af Formålet med Kommissionens liste og Finanstilsynets godkendelse er at sikre, at den kapital, der medregnes i kapitalgrundlaget, er af en passende kvalitet, og dermed er egnet til at dække solvenskapitalkravet. Dette skal medvirke til at forhindre, at forsikringsselskaber bliver kapitaliseret med kapital af forholdsvis lav kvalitet.

Finanstilsynet vil i sin godkendelse af kapital, der ikke fremgår af Kommissionens liste, tage en række faktorer i betragtning. Finanstilsynet vil blandt andet vurdere, om kapitalen kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fortsatte drift (going concern).

Med det foreslåede stk. 5 bemyndiges Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for gruppe 1-forsikringsselskabers opgørelse af kapitalgrundlaget. Dette skal bidrage til gennemførelsen af artikel 90 og 91 i Solvens II-direktivet. Bemyndigelsen forventes udnyttet til at udstede en bekendtgørelse, der indeholder regler om kapitalgrundlaget, basiskapitalgrundlaget og det supplerende kapitalgrundlag. Det forventes, at bekendtgørelsen desuden vil indeholde regler om det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække henholdsvis solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet i §§ 126 c og 126 d. Bekendtgørelsen forventes desuden at indeholde nærmere regler om kapitalgrund-lagselementerne og Finanstilsynets godkendelse af det supplerende kapitalgrundlag.

Der henvises til bemærkningerne til § 126 c, stk. 6, og § 126 d, stk. 7, for nærmere information om det forventede indhold af bekendtgørelsen.

Til § 126 c

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der regulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af solvenskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel 100-102 og 119 i Solvens II-direktivet.

Solvenskapitalkravet skal opgøres på grundlag af selskabets risikoprofil og skal afspejle virksomhedens risici i højere grad end solvenskravet efter § 126 i den gældende lov om finansiel virksomhed. Indførelsen af solvenskapitalkravet vil give Finanstilsynet mulighed for at gribe ind på et tidligere tidspunkt, hvor kapitalgrundlaget ikke kan dække virksomhedens reelle risici, som afspejlet i solvenskapitalkravet. Solvenskapitalkravet kan opgøres ved at anvende enten standardformlen eller en af Finanstilsynet godkendt intern model.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at bestyrelsen og direktionen skal sikre, at gruppe 1-forsikringsselskabet har et kapitalgrundlag, som dækker det af selskabet opgjorte solvenskapitalkrav. Solvenskapitalkravet skal sætte forsikringsselskabet i stand til at dække betydelige tab og give forsikringstagerne og de begunstigede en betryggende sikkerhed for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.

Den måde hvorpå solvenskapitalkravet opgøres, enten ved anvendelse af standardformlen, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, eller ved anvendelse af en af Finanstilsynet godkendt intern model, afspejler den risiko gruppe 1-forsikringsselskabet har påtaget sig, samt den risiko selskabet forventer at påtage sig de kommende 12 måneder. For den eksisterende virksomhed som gruppe 1-forsikringsselskabet udøver, afspejler solvenskapitalkravet alene uventede tab, da de forventede tab antages at være indeholdt i selskabets prissætning. For den virksomhed gruppe 1-forsikringsselskabet forventes at udøve over de kommende 12 måneder afspejler solvenskapitalkravet derimod både forventede og uventede tab.

Det fremgår af præamblen til Solvens II-direktivet, at for at fremme god risikostyring skal solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomiske kapital, som forsikringsselskabet skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert 200. tilfælde. Dette svarer til, at forsikringsselskabet med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct. kan opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt. Denne økonomiske kapital opgøres på grundlag af forsikringsselskabets risikoprofil under hensyntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende teknikker, såsom genforsikring og finansielle afdækningsinstrumenter, samt diversifikationseffekter. En diversifikationseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige investeringer i en portefølje ikke udvikler sig i samme retning.

Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de enkelte investeringer.

Diversifikationseffekten kan optimeres ved at sprede investeringerne i porteføljen, da det reducerer betydningen af, at en enkelt investering eventuelt falder markant.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at solvenskapitalkravet skal opgøres enten ved at anvende standardformlen, jf. § 5, stk. 1, nr. 48, eller ved at anvende en godkendt intern model. De overordnede rammer for standardformlen fremgår af Solvens II-direktivets artikel 103-109, som ændret ved Omnibus II-direktivet, der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf. bemyndigelsen hertil i stk. 6.

Selve standardformlen bliver fastlagt af Kommissionen på niveau 2. Kommissionen fastsætter således delegerede retsakter, der præciserer den matematiske udformning af standardformlen, og de metoder, antagelser og standardparametre, der skal benyttes ved opgørelsen af de forskellige risikomoduler og undermoduler i solvenskapitalkravet, samt vedtager bindende tekniske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf. artikel 111 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Selskabet har også mulighed for at anvende en af Finanstilsynet godkendt intern model, som selskabet selv udvikler, til at opgøre solvenskapitalkravet. De overordnede rammer for interne modeller fremgår af Solvens II-direktivets artikel 112, 113 og 115-126, som ændret ved Omnibus II-direktivet, der vil blive gennemført på bekendtgørelsesniveau, jf. bemyndigelsen hertil i stk. 6. For at opnå godkendelse skal den interne model opfylde en række betingelser, der dels vil fremgå på bekendtgørelsesniveau dels i nærmere regler fastsat af Kommissionen på niveau 2. Kommissionen fastsætter således delegerede retsakter, der præciserer vedrørende interne modeller, samt vedtager gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af EIOPA som supplement hertil, jf. artikel 114 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter og gennemførelsesmæssige tekniske standarder bliver udstedt som forordninger.

Solvenskapitalkravet opgøres ud fra den forudsætning, at selskabet fortsat vil udøve virksomhed, altså på going concernbasis.

Det foreslås i stk. 3, at et gruppe 1-forsikringsselskab har mulighed for at anvende selskabsspecifikke parametre ved opgørelsen af solvenskapitalkravet, og dermed justere nogle af de parametre, der anvendes i standardformlen. Dette skal sikre, at standardformlen i et vist omfang kan tilpasses selskabernes specifikke forhold. Anvendelsen af selskabsspecifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet. Kommissionen fastsætter på niveau 2 nærmere regler for tilsynsmyndighedernes godkendelse. Niveau 2-reguleringen bliver gennemført som forordninger.

Med stk. 4, får Finanstilsynet mulighed for at kræve, at selskaberne anvender en godkendt intern model til opgørelse af solvenskapitalkravet for de risikomoduler, hvor selskabets risikoprofil afviger væsentligt fra standardformlen. Bestemmelsen gennemfører artikel 110 i Solvens II-direktivet.

Med risikomoduler forstås eksempelvis markedsrisici, modpartsrisici og forsikringsrisici for henholdsvis skadesforsikring og livsforsikring.

Ved vurdering af, om selskabets risikoprofil afviger væsentlig fra standardformlen, vil Finanstilsynet vurdere, om det er sandsynligt, at selskabet på baggrund af afvigelserne kan opretholde en effektiv virksomhedsstyring i overensstemmelse med § 71 i lov om finansiel virksomhed.

Denne mulighed tænkes anvendt, hvis opgørelsen af solvenskapitalkravet ved at anvende standardformlen ikke giver et retvisende billede, og hvis Finanstilsynet på den baggrund vurderer, at en anvendelse af standardformlen er uhensigtsmæssig. Finanstilsynet kan således kræve, at selskabet udarbejder en intern model i overensstemmelse med de kriterier, der vil blive fastlagt i henhold til § 126 c, stk. 6.

I perioden indtil virksomheden har rettet op på forholdet eller udarbejdet den interne model for de relevante risikomoduler, kan Finanstilsynet fastsætte et kapitaltillæg som beskrevet i den foreslåede § 350 b.

Det fremgår af det foreslåede stk. 5, at gruppe 1-forsikringsselskabet skal foretage kvartalsvis opgørelse og indberetning af solvenskapitalkrav. Kravet sikrer, at Finanstilsynet kan føre et effektivt og risikobaseret tilsyn baseret på de indberettede oplysninger. Gruppe 1-forsikringsselskabet skal desuden løbende overvåge markedet og de forudsætninger, der ligger bag opgørelsen af solvenskapitalkravet, og solvenskapitalkravet skal opgøres og senest 20 arbejdsdage herefter indberettes til Finanstilsynet, hvis selskabet finder, at der er sket ændringer af væsentlig betydning for opgørelsen.

For at vurdere om der er sket ændringer af væsentlig betydning, skal gruppe 1-forsikringsselskabet løbende vurdere forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af solvenskapitalkravet. Selskabet skal eksempelvis vurdere om negative udviklinger i markedet eller ændringer i selskabets strategi, forretningsområde, forsikringsmæssige betingelser eller andre forhold har betydning for opgørelsen.

Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal, og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den sidste dag i kvartalet.

Det foreslås i stk. 6, at Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen og om kriterierne for Finanstilsynets godkendelse og opgørelse af en intern model. Bemyndigelsen forventes benyttet til at udstede tre nye bekendtgørelser: Én der indeholder regler for kapitalgrundlaget, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet, én om anvendelsen af standardformlen og én om anvendelsen af en fuld eller partiel intern model.

Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundlaget, som forventes udstedt med hjemmel i § 126 c, stk. 6, § 126 b, stk. 5, og § 126 d, stk. 7, introduceres en opdeling af kapitalgrundlagselementerne i tre klasser. Opdelingen sker blandt andet på baggrund af, at ikke al kapital effektivt kan dække tab og dermed bidrage til et forsikringsselskabs fortsatte drift (going concern). Der er derfor behov for, at kapitalen klassificeres i overensstemmelse med nærmere fastsatte kvalitetskriterier. Indregningen af kapital i de enkelte klasser sker efter nærmere fastsatte kriterier, der vil fremgå af bekendtgørelsen. Bestemmelserne i bekendtgørelsen skal bidrage til at artiklerne 93-96 og 98 i Solvens II-direktivet gennemføres.

I forhold til behandlingen af særlige bonushensættelser sker der ved gennemførelsen af Solvens II-direktivet en ændring. Særlige bonushensættelser af type B i livsforsikringsselskaber kan under den nuværende regulering i bekendtgørelse nr. 1112 af 9. oktober 2014 om opgørelse af basiskapital for forsikringsselskaber og kapitalgrundlag for visse fondsmæglerselskaber indregnes som en del af kernekapitalen og anses som en del af de forsikringsmæssige hensættelser. Dette har blandt andet den konsekvens, at de er en del af de samlede forpligtelser, for hvilke der skal registreres aktiver, jf. § 167 i lov om finansiel virksomhed. Der er således i dag mulighed for at opbygge en ekstra overdækning i registeret over aktiver som følge af, at der skal registreres aktiver til fordel for særlige bonushensættelser.

Med Solvens II-direktivet anses særlige bonushensættelser som kapital, der kan klassificeres som kapital af højeste kvalitet, hvis kriterierne herfor er opfyldt. Kapital under de nye solvensregler kan, i modsætning til i dag, ikke samtidig anses som forpligtelser. Det betyder, at der ikke længere registreres aktiver til fordel for de særlige bonushensættelser. I stedet vil forsikringstagerne være beskyttet via det nye risikobaserede solvenskapitalkrav.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præcisere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solvenskapitalkravet, jf. artikel 99 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. Delegerede retsakter bliver vedtaget som forordninger.

Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og § 126 d, stk. 7, for nærmere information om det forventede indhold af bekendtgørelsen.

Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen forventes at fastsætte de nærmere regler for anvendelsen af standardformlen. Standardformlen opdeler forsikringsselskabets risici i risikokategorier. De enkelte risikokategorier i solvenskapitalkravet er opgjort således, at selskabet har mulighed for med en sandsynlighed på mindst 99,5 pct. at opfylde forpligtelserne over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måneder, også kaldet VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt.

Risiciene i hver enkelt risikokategori vurderes, hvorefter de lægges sammen. Ved sammenlægningen tages der højde for diversifikationseffekterne. En diversifikationseffekt kan beskrives som en effekt, der opstår, når forskellige risici i en portefølje ikke udvikler sig i samme retning. Et tab på en investering kan blive modsvaret af gevinster på andre investeringer, og dermed bliver udsvingene på den samlede portefølje mindre end summen af risiciene i de enkelte investeringer. Diversifikationseffekterne er udtrykt ved brug af korrelationskoefficienter, det vil sige kvantitative mål for afhængighed mellem risiciene. Sammenlægningen af risikokategorierne ved brug af korrelationskoefficienterne resulterer i et samlet solvenskapitalkrav, der også opfylder VaR 99,5 pct. på 12 måneders sigt.

Hvis forsikringsselskabets risikoprofil afspejles bedre ved anvendelsen af selskabsspecifikke parametre tillades dette for udvalgte risikokategorier, som dækker forsikringsrisici, under den forudsætning, at sådanne parametre er opgjort ved brug af relevante, præcise og fyldestgørende data. Selskabets specifikke parametre skal godkendes af Finanstilsynet, men er ikke underlagt samme godkendelsesprocedure som en intern model.

For at afspejle små og mindre komplekse forsikringsselskabers særlige situation er der mulighed for, at anvende forenklede metoder til opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af standardformlen.

Bekendtgørelsen om opgørelse af solvenskapitalkravet ved anvendelse af en fuld eller partiel intern model forventes at indeholde en række bestemmelser om opgørelse og godkendelse af interne modeller. En godkendelse fra Finanstilsynet kræver, at selskabets systemer til identificering, måling, overvågning, styring og rapportering af risici er tilfredsstillende. Mere specifikt skal den interne model i tilstrækkelig grad anvendes i selskabet, opfylde statistiske kvalitets- og kalibreringsstandarder til sikring af, at solvenskapitalkravet opgøres på et givent beskyttelsesniveau samt forklare årsagerne og kilderne til overskud og tab. Desuden skal den interne model og dens output løbende valideres, og modellen skal dokumenteres, således at en tredjepart kan forstå den.

Til § 126 d

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, der regulerer gruppe 1-forsikringsselskabernes opgørelse af minimumskapitalkravet. Bestemmelsen gennemfører artikel 128 og 129 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Af det foreslåede stk. 1 fremgår, at gruppe 1-forsikringsselskaber til enhver tid skal have et basiskapitalgrundlag til at dække minimumskapitalkravet.

Der er større krav til kvaliteten af det basiskapitalgrundlag, der skal dække minimumskapitalkravet, end til det kapitalgrundlag, der skal dække solvenskapitalkravet, jf. herom den med lovforslaget foreslåede § 126 c.

Minimumskapitalkravet sikrer et minimumsniveau, som basiskapitalgrundlaget mindst skal opfylde. Såfremt basiskapitalgrundlaget ikke dækker minimumskapitalkravet, vil forsikringstagerne og de begunstigede være udsat for en høj risiko for ikke at blive fyldestgjort, hvis forsikringsselskabet tillades at fortsætte sin virksomhed.

Solvens II-direktivet fastsætter de overordnede rammer for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Det fremgår heraf, at minimumskapitalkravet opgøres som en simpel funktion af selskabets forsikringsmæssige hensættelser, bruttopræmier og risikosummer. Hver af disse størrelser ganges med en faktor for at finde det samlede minimumskapitalkrav. Faktoren er fastsat således, at selskabet har mulighed for med en sandsynlighed på mindst 85 pct. at opfylde sine forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måneder, kaldet VaR 85 pct. på 12 måneders sigt.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter, hvori det præciseres, hvordan minimumskapitalkravet opgøres, jf. artikel 130 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter bliver gennemført som forordninger.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at minimumskapitalkravet skal udgøre det største af henholdsvis beløbet for det opgjorte minimumskapitalkrav, jf. stk. 3, og det største af det for selskabet relevante beløb for den nedre grænse for minimumskapitalkravet, jf. stk. 5. Minimumskapitalkravet fastsættes således ved, at selskabet foretager en opgørelse i overensstemmelse med regler fastsat af Kommissionen i medfør af artikel 130 i Solvens II-direktivet, jf. herom nedenfor under bemærkningerne til stk. 3, og sammenligner denne, med den nedre grænse for minimumskapitalkravet, der gælder for det pågældende selskab. Hvilken nedre grænse, der gælder for det konkrete forsikringsselskab, afhænger af, hvilken virksomhed forsikringsselskabet udøver, jf. nedenfor under bemærkningerne til stk. 5.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at Europa-Kommissionen i medfør af artikel 130 i Solvens II-direktivet fastsætter regler for, hvordan gruppe 1-forsikringsselskaberne skal opgøre minimumskapitalkravet. Endvidere fastsættes der et minimum og et maksimum for minimumskapitalkravet opgjort ud fra størrelsen af solvenskapitalkravet. I de tilfælde, hvor selskabet er påbudt et kapitaltillæg, jf. den foreslåede § 350 b, medregnes dette i solvenskapitalkravet til denne opgørelse.

Formlen for det opgjorte minimumskapitalkrav forventes at være fastsat således, at minimumskapitalkravet i de fleste tilfælde vil ligge indenfor 25 pct. og 45 pct. af solvenskapitalkravet inklusive kapitaltillæg. Ligger det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav uden for disse grænser, vil minimumskapitalkravet blive fastsat til enten 25 pct. eller 45 pct., afhængig af om det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav ligger under 25 pct. eller over 45 pct. Såfremt det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 48 pct., vil det blive fastsat til 45 pct., og omvendt vil minimumskapitalkravet blive fastsat til 25 pct., hvis det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav eksempelvis ligger på 21 pct.

Af det foreslåede stk. 4 fremgår, at såfremt det faktisk opgjorte minimumskapitalkrav afviger fra de fastsatte grænser i stk. 3, skal baggrunden herfor begrundes nærmere overfor Finanstilsynet. Dette skal medføre en øget forståelse af det pågældende forsikringsselskabs særlige risikoprofil med henblik på at føre et effektivt tilsyn med selskabet.

Af det foreslåede stk. 5 fremgår de nedre grænser for minimumskapitalkravet fastsat efter den virksomhed, som forsikringsselskabet udøver. Det fremgår af Solvens II-direktivets artikel 300, at beløb opgjort i euro bliver revideret hvert femte år med start fra direktivets ikrafttræden den 1. januar 2016. Medlemslandene skal gennemføre de reviderede beløb senest 12 måneder efter offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende. Efter gældende praksis sker gennemførelsen af de reviderede beløb via ændringslove til lov om finansiel virksomhed.

Nr. 1 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 3,7 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne i bilag 8, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,7 mio. euro.

Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsforsikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tontine virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed

Nr. 2 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 2,5 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 i bilag 7, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 2,5 mio. euro.

Forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, sygdom, kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretøjer, kaskoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder, godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods), brand og naturkræfter, andre skader på ejendom, diverse økonomiske tab, retshjælpsforsikring og assistance.

Nr. 3 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 3,7 mio. euro. Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer det, at selskaber, der udøver virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 i bilag 7, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,7 mio. euro.

Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartøjer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.

Nr. 4 angiver den nedre grænse for minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 3,6 mio. euro.

Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksomhed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsikringsselskab mod en præmie.

Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 4, at selskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 3,6 mio. euro.

Nr. 5 indeholder minimumskapitalkravet til gruppe 1-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed som captivegenforsikringsselskab. Minimumskapitalkravet for disse udgør 1,2 mio. euro.

Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at genforsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringsselskaber.

Sammen med bestemmelsens stk. 1 indebærer nr. 5, at selskaber, der udøver virksomhed som captvegenforsikringsselskab, som minimum skal være i besiddelse af et basiskapitalgrundlag i overensstemmelse med § 126 b og regler udstedt i medfør heraf på 1,2 mio. euro.

Af det foreslåede stk. 6 fremgår, at gruppe 1-forsikringsselskaberne skal foretage kvartalsvis opgørelse og indberetning af minimumskapitalkravet. Den kvartalsvise opgørelse og indberetning giver såvel forsikringsselskaberne som Finanstilsynet mulighed for at følge minimumskapitalkravet og en eventuel udvikling heri tæt. Ved ændringer af væsentlig betydning for det opgjorte minimumskapitalkrav, skal gruppe 1-forsikringsselskabet opgøre minimumskapitalkravet på ny og senest 20 arbejdsdage herefter indberette resultatet til Finanstilsynet. For at vurdere om der er sket ændringer af væsentlig betydning, skal gruppe 1-forsikringsselskabet løbende vurdere forudsætningerne og metoden, der ligger til grund for opgørelsen af minimumskapitalkravet. Selskabet skal eksempelvis vurdere om negative udviklinger i markedet eller ændringer i selskabets strategi, forretningsområde, forsikringsmæssige betingelser eller andre forhold har betydning for opgørelsen.

Opgørelsen skal foretages ved udgangen af hvert kvartal, og resultatet skal indberettes senest 20 arbejdsdage efter den sidste dag i kvartalet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 7, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Det forventes, at der i bekendtgørelsen om kapitalgrundlaget, som forventes udstedt med hjemmel i stk. 7, § 126 b, stk. 5, og § 126 c, stk. 6, introduceres en opdeling af kapitalgrundlagselementerne i tre klasser. Det basiskapitalgrundlag, der skal dække minimumskapitalkravet, kan ikke indeholde kapital, som medregnes i det supplerende kapitalgrundlag. Ligeledes er der krav om en højere kvalitet af den kapital, der kan indgå i basiskapitalgrundlaget. Dette skal ses i sammenhæng med hensynet til beskyttelsen af forsikringstagerne.

Kommissionen vedtager delegerede retsakter for at præcisere kvaliteten af kapitalgrundlaget til opfyldelse af solvenskapitalkravet, jf. artikel 99 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. De delegerede retsakter bliver vedtaget som forordninger.

Der henvises til bemærkningerne til § 126 b, stk. 5, og § 126 c, stk. 6, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for nærmere information om det forventede indhold af bekendtgørelsen.

Til § 126 e

Med lovforslaget foreslås det som noget nyt ift. indsættelsen af § 126 e i lov nr. 308, at indsætte et nyt 1. pkt. i § 126 e, stk. 1, hvorefter bestemmelsen fremadrettet vil indeholde et krav om, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab skal sikre, at selskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne.

Bestemmelsen gennemfører i øvrigt artikel 77 a-77 d i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet. Bestemmelsen medfører, at alle forsikringsselskaber i EU skal anvende den samme rentekurve til at diskontere deres forpligtelser med. I dag fastlægges rentekurven nationalt, og der vil derfor ske en ændring i forhold til den måde, selskaberne opgør deres hensættelser på.

Det er som udgangspunkt ikke relevant for gruppe 2-forsikringsselskaber at anvende denne rentekurve, da gruppe 2-forsikringsselskabernes forpligtelser har kort løbetid, og værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke kræver anvendelse af en rentekurve.

Det fremgår endvidere af det foreslåede stk. 1, at gruppe 1-forsikringsselskaber ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser skal anvende en risikofri rentekurve, der fastlægges og offentliggøres af EIOPA. På tidspunktet for lovforslagets fremsættelse er EIOPA i gang med at fastsætte den nærmere opgørelse af den risikofrie rentekurve og processerne for offentliggørelse. Fastlæggelsen af en rentekurve på europæisk plan skal medvirke til at sikre en ensartet opgørelse og undgå kunstige udsving i de forsikringsmæssige hensættelser og i det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet. Herudover skal rentekurven skabe incitament til god risikostyring.

Den risikofrie rentekurve fastlægges under hensyntagen til relevante finansielle instrumenters løbetid og til hvor dybt, likvidt og gennemsigtigt markedet er. Rentekurven vil blive fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst hvert kvartal.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at Finanstilsynet kan give tilladelse til at et gruppe 1-forsikringsselskab anvender en matchtilpasning til den risikofrie rentekurve på en af selskabet udvalgt portefølje af forsikringsforpligtelser.

Dette indebærer en mulighed for, at et forsikringsselskab kan opnå en tilpasning af (eksempelvis et tillæg til) den rentekurve, som selskaberne diskonterer deres forpligtelser med. Eksemplet med et tillæg til rentekurven vil indebære en højere diskonteringsrente, hvilket nedbringer selskabets forpligtelser og reducerer behovet for hensættelser. Selskabet skal udvælge porteføljen af forsikringsforpligtelser, så værdien af forsikringsselskabets fremtidige forpligtelser over for forsikringstagerne i tilstrækkelig grad kan fastsættes og modsvares af specifikke aktiver som forsikringsselskaberne ejer, herunder statsobligationer m.v.

Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en matchtilpasning, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende denne.

Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5 til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af matchtilpasningen og forudsætningerne for at opnå tilladelse til anvendelse af matchtilpasningen.

Det fremgår af det foreslåede stk. 3, at gruppe 1-forsikringsselskaber kan foretage en volatilitetsjustering af den risikofrie rentekurve i stk. 1, for forsikringsmæssige hensættelser, hvor gruppe 1-forsikringsselskabet ikke anvender en matchtilpasning.

Volatilitetsjusteringen skal sikre, at nutidsværdien af de forsikringsmæssige hensættelser, der er de samlede beløb, et forsikringsselskab har afsat til brug for afvikling af forpligtelserne på de forsikringspolicer, som selskabet har udstedt, opgøres under hensyntagen til de investeringer, som selskabet har foretaget, og at forsikringsselskabet ikke kommer i en situation, hvor pludselige udsving på de finansielle markeder fører til uhensigtsmæssige frasalg af visse aktiver som følge af en uhensigtsmæssig opgørelse af nutidsværdien.

For at opgøre volatilitetsjusteringen tages der udgangspunkt i de forskellige landes valutaer. For hver valuta opgøres volatilitetsjusteringen som spændet mellem den rentesats, der kunne tjenes på aktiver indeholdt i en referenceportefølje for den pågældende valuta, og satserne for den risikofrie rentekurve, der ligger til grund for den pågældende valuta.

EIOPA fastlægger og offentliggør for hvert relevant nationalt forsikringsmarked, en volatilitetsjustering af den relevante risikofrie rentekurve. Volatilitetsjusteringen vil blive fastlagt og offentliggjort for hver relevant valuta mindst hvert kvartal.

Gruppe 1-forsikringsselskaber, der ønsker at anvende en volatilitetsjustering, skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende denne.

Finanstilsynet bemyndiges ved denne bestemmelses stk. 5 til at fastsætte nærmere regler om blandt andet opgørelsen af volatilitetsjusteringen og forudsætningerne for at opnå tilladelse anvendelse af volatilitetsjusteringen.

Med det foreslåede stk. 4, stilles der krav om, at forsikringsselskaberne offentliggør den beløbsmæssige effekt på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, mini-mumskapitalkravet og på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet samt det kapitalgrundlag, som kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet af ikke at anvende en matchtilpasning efter stk. 2 eller en volatilitetsjustering efter stk. 3.

Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtighed i forhold til den beløbsmæssige effekt af ikke at anvende matchtilpasningen eller volatilitetsjusteringen, så det fremgår, hvordan tallene ville se ud, hvis selskabet ikke anvendte en matchtilpasning eller volatilitetsjustering. Offentliggørelsen skal foretages via rapporten om solvens og finansiel situation, som forsikringsselskaberne skal offentliggøre i medfør af reglerne fastsat efter § 283, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 55.

Med det foreslåede stk. 5, bemyndiges Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler om opgørelsen af matchtilpasningen eller volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for at opnå godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller en volatilitetsjustering. Bemyndigelsen skal anvendes til at gennemføre de mere tekniske dele af artikel 77 b-77 d i Omnibus II-direktivet.

Bemyndigelsen forventes at blive anvendt til at udstede en bekendtgørelse om opgørelsen af match-tilpasningen eller volatilitetsjusteringen, samt forudsætningerne for at opnå godkendelse til at anvende en matchtilpasning eller en volatilitetsjustering.

Med lovforslaget foreslås det endeligt som noget nyt ift. indsættelsen af § 126 e i lov nr. 308, at indsætte et nyt stk. 6 i § 126 e, der bemyndiger erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte nærmere regler om værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder af forsikringsmæssige hensættelser i gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner omfattet af § 175 b, stk. 1.

Det skal bemærkes, at med § 1, nr. 62, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed blev der indsat en bemyndigelse til erhvervs- og vækstministeren med § 283, stk. 3, til at fastsætte nærmere regler om rapporter om solvens og finansiel situation, herunder om værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.

Med den foreslåede indsættelse af § 126 e, stk. 6, foreslås denne bemyndigelse i § 283, stk. 3, som foreslået ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, flyttet fra § 283, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 31. Flytningen har til formål at understrege, at værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder af forsikringsmæssige hensættelser, ikke udelukkende er knyttet til de rapporter, som virksomhederne skal udarbejde i medfør af § 283. Gruppe 1-forsikringsselskaber skal således værdiansætte de forsikringsmæssige hensættelser, jf. § 126 e, stk. 1, i overensstemmelse med de regler, der udstedes i medfør af det foreslåede § 126 e, stk. 6.

Bekendtgørelsen forventes at fastlægge de værdiansættelsesprincipper, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal anvende ved opgørelsen af deres aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser. Værdiansættelsesprincipperne bygger på, at aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, værdiansættes til markedsværdi. Specielt for forsikringsmæssige hensættelser gælder det, at værdien af hensættelserne skal afspejle det beløb, forsikringsselskabet reelt skulle betale, hvis de på opgørelsestidspunktet skulle overdrage deres kontraktsretlige rettigheder og forpligtelser til et andet forsikringsselskab. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser afspejler således det beløb, som et andet forsikringsselskab kan forventes at få behov for, hvis de skal overtage og honorere de underliggende forsikringsforpligtelser. Værdiansættelsen vil danne udgangspunktet for selskabernes opgørelse af deres solvenskapitalkrav. Bestemmelserne i bekendtgørelsen skal bidrage til at artiklerne 75, 76, stk. 2-5, 77 og 78-85 i Solvens II-direktivet gennemføres.

Reglerne i bekendtgørelsen skal supplere reglerne i solvens II-forordningen, der præciserer de metoder og antagelser, der skal benyttes i forbindelse med værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.

Til § 126 f

For så vidt angår § 126 f foreslås det at indsætte et nyt 1. pkt. ift. den med lov nr. 308 af 28. marts 2015 foreslåede affattelse af § 126 f. Det foreslås dermed, at udvide bestemmelsen, som den blev indsat ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, der fastlægger, at Finanstilsynet kan kræve, at et gruppe 2-forsikringsselskab ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser anvender den risikofri rentekurve, som gruppe 1- forsikringsselskaberne er forpligtet til at anvende ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser.

Udvidelsen indebærer, at bestemmelsen fremadrettet tillige vil indeholde et krav om, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe 2-forsikringsselskab skal sikre, at selskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne. Gruppe 2-forsikringsselskaber skal værdiansætte de forsikringsmæssige hensættelser i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser.

Det fremgår endvidere af stk. 1, at Finanstilsynet har mulighed for at kræve, at gruppe 2-forsikringsselskaber anvender den samme risikofrie rentekurve til at værdiansætte sine forpligtelser, som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal anvende efter § 126 e, stk. 1. Baggrunden herfor er, at det ikke kan udelukkes, at løbetiden på gruppe 2-forsikringsselskabernes forpligtelser nødvendiggør anvendelsen af en rentekurve ved værdiansættelsen af forpligtelserne, det kan eksempelvis være tilfældet, hvis selskabet udbyder arbejdsskadeforsikringer, hvor skaderne har en lang afviklingstid, fra de anmeldes, til de afsluttes.

På nuværende tidspunkt forventes det ikke at være relevant for de selskaber, der ved lovens ikrafttræden er gruppe 2-forsikringsselskaber, at anvende denne rentekurve, da det forventes, at disse selskabers forpligtelser har kort løbetid, og værdiansættelsen af forpligtelserne derfor ikke nødvendiggør diskontering ved værdiansættelse af forpligtelserne.

Det skal bemærkes, at bestemmelsen er strafbelagt i henhold til § 373, stk. 1. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 41.

Til § 126 g

Det fremgår af stk. 1, at et gruppe 1-forsikringsselskab kvartalsvis skal foretage analyser af, hvordan ændringer i væsentlige risici påvirker det af selskabet opgjorte kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Analyserne har til formål at sikre en effektiv risikostyring i selskabet og indberetningen har til formål at sikre, at Finanstilsynet kan føre et lige så effektivt tilsyn med forsikringsselskaberne, som tilsynet gør i dag. I dag modtager Finanstilsynet kvartalsvise indberetninger af det individuelle solvensbehov og analyser af, hvordan ændringer i forskellige risici påvirker selskabernes økonomiske stilling. Indberetningerne bevirker, at tilsynet løbende kan følge med i selskabernes økonomiske situation og således kan træffe de nødvendige foranstaltninger, såfremt tilsynet vurderer, at selskabets økonomiske stilling er forringet og forsikringstagernes interesser dermed er udsat for en risiko for ikke at blive fyldestgjort.

Bestemmelsen har således til formål at sikre, at selskaberne løbende foretager analyser af de væsentlige risici og påvirkningen på henholdsvis kapitalgrundlaget, solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet og at sikre, at Finanstilsynet ligesom i dag kan vurdere selskabernes økonomiske stilling.

Det fremgår endvidere, at selskabet ved udgangen af hvert kvartal og senest 20 arbejdsdage herefter skal indberette resultatet af analyserne til Finanstilsynet.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at erhvervs- og vækstministeren kan fastsætte nærmere regler om analyserne efter stk. 1. Bemyndigelsen vil blive anvendt til at fastsætte nærmere regler om den tekniske del af analyserne. Det forventes at fremgå af bekendtgørelsen, at selskaberne skal beskrive, hvorledes forskellige ændringer i væsentlige risici påvirker deres kapitalgrundlag, solvenskapitalkrav og minimumskapitalkrav. Væsentlige risici er blandt andet renterisiko, aktiekursrisiko og levetidsrisiko.

Til nr. 21 (§ 140, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 268 af 25. marts 2014 om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love, blev der foretaget en generel begrebsændring i lov om finansiel virksomhed for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, investeringsforvaltningsselskaber, fondsmæglerselskaber og finansielle holdingvirksomheder, hvorefter begrebet basiskapital blev erstattet af ordet kapitalgrundlag. Dette skete med henblik på at sikre, at lov om finansiel virksomhed fremadrettet anvender den samme kapitalterminologi som CRR-forordningen.

Denne begrebsændring gennemføres nu også i § 140, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, med henblik på at ensrette kapitalterminologien.

Til nr. 22 (§ 152, stk. 1-3, i lov om finansiel virksomhed)

I medfør af § 152, stk. 1, skal et pengeinstitut have en forsvarlig likviditet. Likviditeten skal mindst udgøre 15 pct. af gældsforpligtelser, som det påhviler pengeinstituttet at betale på anfordring. Likviditeten skal endvidere mindst udgøre 10 pct. af pengeinstituttets samlede gælds- og garantiforpligtelse. I § 152, stk. 2, defineres, hvilke aktiver, som kan medregnes til et pengeinstituts likvide beholdning. § 152, stk. 3, behandler tilfældet, hvor et pengeinstitut ikke har tilstrækkelig likviditet.

Med lovforslaget foreslås det at § 152, stk. 1-3, ophæves pr. 1. januar 2017, jf. lovforslagets § 9, stk. 4.

Baggrunden for forslaget er, at det efter indfasningen af det nye europæiske likviditetsdækningskrav, LCR, ikke længere er tilladt for medlemsstaterne at opretholde nationale bestemmelser om likviditetskrav, jf. artikel 412, stk. 5, i CRR-forordningen. Dette medfører, at de danske likviditetskrav i § 152 i lov om finansiel virksomhed skal ophæves inden 1. januar 2018, da LCR skal være 100 % indfaset fra den 1. januar 2018, jf. artikel 460, stk. 2, i CRR-forordningen.

I medfør af den politiske aftale af 10. oktober 2013 om regulering af systemisk vigtige finansielle institutter, Bankpakke 6, er det bestemt, at de danske likviditetskrav skal fungere som et minimumskrav for danske pengeinstitutter til og med 2016. I forbindelse med indfasningen af kravet om LCR betyder dette, at de danske likviditetskrav i § 152 i lov om finansiel virksomhed udfases helt når penge- og realkreditinstitutterne skal opfylde 80 pct. af kravet om LCR, jf. artikel 460, stk. 2, litra c, i CRR-forordningen, i 2017.

For yderligere om forslaget henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.

Til nr. 23 og 24 (§ 152, stk. 4 og 5, der bliver stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed)

I medfør af § 152, stk. 4, kan Finanstilsynet fastsætte specifikke likviditetskrav for et eller flere pengeinstitutter. Bestemmelsen i § 152, stk. 5, giver Finanstilsynet hjemmel til, at fastsætte nærmere regler omkring § 152, stk. 1-4.

De foreslåede ændringer af § 152, stk. 4 og 5, som bliver til stk. 1 og 2, er en konsekvensændring, som følge af ophævelsen af § 152, stk. 1-3, jf. § 1, nr. 24. Der er ikke med forslagene tiltænkt nogen materiel ændring af bestemmelserne. I medfør af artikel 412, stk. 5, i CRR-forordningen, er der givet medlemsstaterne mulighed for at opretholde nationale bestemmelser på området for likviditetskrav indtil den 1. januar 2018.

For yderligere om forslaget henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.

Til nr. 25 (§ 153, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed)

I medfør af § 153, stk. 1, skal realkreditinstitutter mindst have anbragt midler i nærmere definerede midler, der svarer til 60 pct. af kravet til realkreditinstituttets basiskapital. Finanstilsynet kan i medfør af § 153, stk. 2, i særlige tilfælde fravige fra grænsen på 60 pct., nævnt i § 153, stk. 1.

Det foreslås at ophæve § 153, stk. 1 og 2, pr. 1. januar 2017, jf. lovforslagets § 9, stk. 4.

Baggrunden for forslaget er, at det efter indfasningen af det nye europæiske likviditetsdæknings-krav, LCR, ikke længere vil være tilladt at medlemsstaterne opretholder nationale bestemmelser om likviditetskrav, jf. artikel 412, stk. 5, i CRR-forordningen. Dette medfører, at det danske krav til realkreditinstitutterne om anbringelse af midler i § 153 i lov om finansiel virksomhed skal ophæves inden 1. januar 2018, da LCR skal være 100 % indfaset fra den 1. januar 2018, jf. artikel 460, stk. 2, i CRR-forordningen.

I medfør af den politiske aftale af 10. oktober 2013 om regulering af systemisk vigtige finansielle institutter, Bankpakke 6, er det bestemt, at kravet om anbringelse af midler for realkreditinstitutterne skal fungere som et minimumskrav for danske realkreditinstitutter til og med 2016. I forbindelse med indfasningen af kravet om LCR betyder dette, at det danske anbringelseskrav for realkreditinstitutter i § 153 i lov om finansiel virksomhed udfases når penge- og realkreditinstitutterne skal opfylde 80 pct. af kravet om LCR, jf. artikel 460, stk. 2, litra c, i CRR-forordningen, i 2017.

For yderligere om forslaget henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4.

Til nr. 26 (§ 153, stk. 3, der bliver stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

I medfør af § 153, stk. 3, kan Finanstilsynet fastsætte specifikke likviditetskrav for et eller flere realkreditinstitutter.

Den foreslåede ændring af § 153, stk. 3, der bliver til stk. 1, er en konsekvensændring, som følge af de foreslåede ændringer i § 153, stk. 1-2, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslagets § 1, nr. 25. Der er ikke med forslaget tiltænkt nogen materiel ændring af bestemmelsen. I medfør af artikel 412, stk. 5, i CRR-forordningen, er der givet medlemsstaterne mulighed for at opretholde nationale bestemmelser på området for likviditetskrav indtil den 1. januar 2018.

For yderligere om forslaget henvises til de almindelige bemærkninger afsnit 2.4

Til nr. 27 (§ 174, stk. 1, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 174, stk. 1, 1. pkt., at i koncerner, hvor den øverste modervirksomhed i Danmark er en investeringsforvaltningsholdingvirksomhed eller et investeringsforvaltningsselskab, finder § 126 a, stk. 1, 7 og 8, §§ 146, 147, 156 og 182 i lov om finansiel virksomhed samt artikel 395 i Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber anvendelse på koncernen.

Med den foreslåede ændring af § 174, stk. 1, 1. pkt., udgår henvisningen til § 182 i lov om finansiel virksomhed. Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslaget § 1, nr. 29, om ændring af § 182, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter kravet om tilladelse til koncerninterne eksponeringer i § 182 fremadrettet alene finder anvendelse på pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber.

Kravene til koncerner, hvor den øverste modervirksomhed i Danmark er en investeringsforvaltningsholdingvirksomhed eller et investeringsforvaltningsselskab, der ikke har en dattervirksomhed, som er et pengeinstitut, et realkreditinstitut eller et fondsmæglerselskab I, i § 126 a, stk. 1, 7 og 8, §§ 146, 147, 156 og 182 i lov om finansiel virksomhed, skal svare til de regler, der gælder for investeringsforvaltningsselskaber. Da § 182, stk. 1 og 2, ikke længere vil finde anvendelse for investeringsforvaltningsselskaber i medfør af den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 29, foreslås det således at fjerne henvisningen til § 182 i § 174, i lov om finansiel virksomhed.

Til nr. 28 (§ 181, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den foreslåede ændring er alene en konsekvensrettelse som følge af lov nr. 1244 af 18. december 2012, hvor lov om rente ved forsinket betaling m.v. ændrede titel til lov om renter og andre forhold ved forsinket betaling (renteloven).

Der er ikke tiltænkt nogen materiel ændring af bestemmelsen.

Til nr. 29 (§ 182, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed)

Det fremgår af den gældende § 182, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, at en finansiel virksomhed ikke må have eksponeringer mod andre virksomheder inden for samme koncern bortset fra eksponeringer mod dattervirksomheder uden tilladelse fra Finanstilsynet. Af § 182, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, fremgår at en finansiel virksomhed i øvrigt ikke må have en eksponering mod virksomheder eller personer, som direkte eller indirekte har en afgørende indflydelse på den finansielle virksomhed, eller som er domineret af virksomheder eller personer med en sådan indflydelse.

Det foreslås, at § 182, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed ændres således, at bestemmelserne ikke længere finder anvendelse for investeringsforvaltningsselskaber. Bestemmelserne vil herefter kun finde anvendelse for pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber og forsikringsselskaber.

Kravet om, at investeringsforvaltningsselskaber skal have tilladelse til koncerninterne eksponeringer stammer oprindeligt fra lov om banker og sparekasser m.v., idet man ønskede at begrænse de systemiske risici i form af eksponeringer mellem koncerninterne selskaber. Bestemmelsen blev delvist videreført i forbindelse med sammenskrivningen af tilsynslovene i lov om finansiel virksomhed i 2003, og bestemmelsens omfang blev samtidigt udvidet til at omfatte alle finansielle virksomheder i lov om finansiel virksomhed, herunder investeringsforvaltningsselskaber.

Hensynet til systemiske risici kan ikke overføres direkte til investeringsforvaltningsselskaber, idet selskabernes hovedaktivitet er administration af UCITS (investeringsforeninger, SIKAV'er og værdipapirfonde) og alternative investeringsfonde. Det vurderes, at ændringen ikke vil medføre en forøget risiko for tab for investorerne i de administrerede UCITS og alternative investeringsfonde, idet midlerne i de administrerede UCITS og alternative investeringsfonde ikke opbevares af investeringsforvaltningsselskabet, ligesom en UCITS eller en alternativ investeringsfond til enhver tid har mulighed for at skifte til et andet investeringsforvaltningsselskab, også i tilfælde af at investeringsforvaltningsselskabet skulle gå konkurs. Investeringsforvaltningsselskabers transaktioner med koncernforbundne selskaber vil forsat være underlagt kravene i bekendtgørelse nr. 904 af 1. september 2004 om koncerninterne transaktioner, herunder bl.a. kravet om at koncerninterne transaktioner skal ske på markedsbaserede vilkår eller omkostningsdækkende basis, jf. bekendtgørelsens § 4.

Forslaget medfører ensartning af retsstillingen for investeringsforvaltningsselskaber, der også har tilladelse som forvalter af alternative investeringsfonde, jf. § 10 a i lov om finansiel virksomhed, i forhold til selskaber, der alene har tilladelse i henhold til lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Med forslaget opnås der således en højere grad af harmonisering af den danske implementering af henholdsvis Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS direktivet) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde og om ændring af direktiv 2003/41/EF og 2009/65/EF samt forordning (EF) nr. 1060/2009 og (EU) nr. 1095/2010.

Til nr. 30 (§ 224, stk. 1, nr. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 224, stk. 1, nr. 1, omhandler de situationer, hvor Finanstilsynet kan inddrage en tilladelse til at drive finansiel virksomhed som følge af at virksomheden gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af lov om finansiel virksomhed, lov om værdipapirhandel m.v. eller lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. eller regler udstedt i medfør af disse love.

Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet, indeholder en række bemyndigelser, hvorefter Kommissionen kan udstede delegerede retsakter, reguleringsmæssige tekniske standarder og gennemførelsesmæssige tekniske standarder. Disse retsakter og tekniske standarder er eller bliver udstedt som forordninger, som er direkte gældende i dansk lovgivning.

Den foreslåede ændring gennemfører dele af artikel 144 i Solvens II-direktivet og indebærer, at Finanstilsynet har mulighed for at inddrage tilladelsen, hvis et forsikringsselskab gør sig skyldig i grove eller gentagne overtrædelser af forordninger udstedt i medfør af solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Til nr. 31 (§ 283, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed indsættes en ny § 283 i lov om finansiel virksomhed jf. lovens § 1, nr. 62. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelsen, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 6, og samtidig nyaffatte bestemmelsen med dette lovforslag, med henblik på at foretage en justering af § 283, stk. 3, som omtales nedenfor.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse, hvorefter gruppe 1-forsikringsselskaber årligt skal offentliggøre en rapport om selskabets solvens og finansielle situation samt indsende en uddybende rapport om samme forhold til Finanstilsynet. Desuden skal den øverste modervirksomhed i en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, § 1, nr. 52, efter forslaget offentliggøre en rapport om koncernens solvens og finansielle situation og indsende en uddybende rapport på koncernniveau om samme forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsen gennemfører artikel 51, 53-55, 75-77, 78-85 og 256 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Det foreslåede § 283, stk. 1, fastslår, at gruppe 1-forsikringsselskaber årligt skal offentliggøre en rapport om selskabets solvens og finansielle situation samt indsende en uddybende rapport om samme forhold til Finanstilsynet.

Ved at stille krav om at selskaberne offentliggør en rapport om deres solvens og finansielle situation efter stk. 1, øges gennemsigtigheden over for offentligheden. Den rapport, som selskaberne skal offentliggøre, skal indeholde en række oplysninger, der gør det muligt for offentligheden at få indblik i selskabets situation.

Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der krav om, at gruppe 1-forsikringsselskaber indsender en uddybende rapport til Finanstilsynet. Formålet med denne rapport er, at give tilsynet relevante og pålidelige oplysninger om selskabets solvensmæssige situation. Rapporten skal give et retvisende billede af selskabet.

Det foreslåede stk. 2 fastslår, at den øverste modervirksomhed i en koncern omfattet af § 175 b, stk. 1, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, § 1, nr. 52, årligt skal offentliggøre en rapport om koncernens solvens og finansielle situation og indsende en uddybende rapport på koncernniveau om samme forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsen gennemfører artikel 51, 53-55, 75-77, 78-85 og 256 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Ved at stille krav om at der offentliggøres en rapport om solvens og finansiel situation på koncernniveau efter stk. 2, øges gennemsigtigheden over for offentligheden. Den rapport, der skal offentliggøres, skal indeholde en række oplysninger, der gør det muligt for offentligheden at få indblik i koncernens situation. Udover den rapport som skal offentliggøres, stilles der krav om, at den øverste modervirksomhed i en koncern indsender en uddybende rapport til Finanstilsynet. Formålet med denne rapport er, at give tilsynet relevante og pålidelige oplysninger om koncernens solvensmæssige situation. Rapporten skal give et retvisende billede af selskabet eller koncernen.

De nærmere krav til, hvilke oplysninger selskaberne skal offentliggøre, efter henholdsvis stk. 1 og 2 vil fremgå af en bekendtgørelse, som udstedes med hjemmel i det foreslåede stk. 3.

Med stk. 3, bemyndiges erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte nærmere regler om hvilke oplysninger rapporterne om solvens og finansiel situation skal indeholde, og om overgangsbestemmelser om offentliggørelse og indsendelse til Finanstilsynet.

I lov nr. 308 af 28. marts 2015, var § 283, stk. 3, affattet således, at ministeren tillige ville kunne fastsætte regler om værdiansættelse. Denne bemyndigelse foreslås med nærværende lovforslag flyttet til § 126 e, stk. 6, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, med henblik på at understrege, at værdiansættelsen af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser, ikke udelukkende er knyttet til de rapporter, som virksomhederne skal udarbejde i medfør af § 283.

Endvidere fremgår det af den foreslåede affattelse af stk. 3, at erhvervs- og vækstministeren udelukkende kan fastsætte regler om offentliggørelse og indsendelse af rapporterne i en overgangsperiode, da regler om frister for offentliggørelse og indsendelse af rapporter er udtømmende reguleret af Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II).

Ministerens bemyndigelse efter § 283, stk. 3, som ændret ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, er blevet anvendt til at udstede bekendtgørelse nr. 681 af 22. maj 2015 om rapporter om solvens og finansiel situation for gruppe 1-forsikringsselskaber og koncerner, som træder i kraft 1. januar 2016, samtidig med lov nr. 308 af 28. marts 2015. Bekendtgørelsen indeholder de nærmere krav til opbygningen og indholdet af den rapport om solvens og finansiel situation som gruppe 1-forsikringsselskaberne skal offentliggøre, herunder hvornår selskaberne kan undlade at offentliggøre oplysninger. Desuden indeholder bekendtgørelsen regler om, i hvilke tilfælde selskaberne skal opdatere den offentliggjorte information i tidsrummet mellem den årlige offentliggørelse af rapporten, og der fastsættes et princip om, at selskaberne frivilligt kan offentliggøre yderligere information.

Bekendtgørelsen indeholder endvidere overgangsbestemmelser om fristerne for offentliggørelse og fristerne for indsendelse til Finanstilsynet.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at det i Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/35 af 10. oktober 2014 om supplerende regler til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/138/EF om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (solvens II) præciseres hvilke oplysninger, der skal offentliggøres og fristerne for den årlige offentliggørelse af oplysningerne. Endvidere udsteder Kommissionen gennemførelsesmæssige tekniske standarder udarbejdet af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA) vedrørende procedurerne, formaterne og modellerne, jf. artikel 56 i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Til nr. 32 (§ 351, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt § 351, stk. 4, jf. lovens § 1, nr. 72, hvori der er en henvisning til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve § 351, stk. 4, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovforslagets § 9, nr. 7, og samtidig nyaffatte bestemmelsen med dette lovforslag.

Med forslaget indsættes et nyt stk. 4, som giver Finanstilsynet mulighed for at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en ansat, der er identificeret som nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 10, hvis den pågældende ikke kan leve op til kravene i § 64, stk. 2 eller 3. Bestemmelsen indsættes på baggrund af lovforslagets ændring af § 64, stk. 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, der udvider anvendelsesområdet for egnetheds- og hæderlighedsreglerne til også at omfatte ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3 og er en konsekvens af, at nøglepersonerne alene kan afsættes af gruppe 1-forsikringsselskabet selv. Se i øvrigt bemærkningerne til §§ 1, nr. 8 og 10, vedrørende § 64, stk. 8, og § 71, stk. 3.

Med det foreslåede nye stk. 4 sikres det, at det er den samme reaktionsmulighed og procedure, der anvendes ved afsættelse af en nøgleperson, som hvis Finanstilsynet påbyder en finansiel virksomhed at afsætte en direktør.

Til nr. 33 (§ 351, stk. 5, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes der med lovens § 1, nr. 73, en henvisning i § 351, stk. 5, 1. pkt., til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 351, stk. 5, 1. pkt., som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovforslagets § 9, nr. 8, og samtidig nyaffatte ændringen med dette lovforslag.

Efter den gældende § 351, stk. 4, har Finanstilsynet alene mulighed for at påbyde en finansiel virksomhed at afsætte direktører og at påbyde bestyrelsesmedlemmer at nedlægge deres hverv i forbindelse med, at der rejses tiltale mod de pågældende i en straffesag. Den foreslåede ændring af § 351, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., indebærer en udvidelse af den gældende bestemmelse, idet Finanstilsynet med forslaget gives mulighed for herudover at påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte en nøgleperson i medfør af § 71, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 10, når der er rejst tiltale mod den pågældende i en straffesag, indtil straffesagen er afgjort, hvis domfældelse vil indebære, at den pågældende ikke opfylder kravene i § 64, stk. 3, nr. 1. Ændringen skal ses i sammenhæng med, at egnetheds- og hæderlighedsreglerne i § 64, stk. 8, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 8, foreslås udvidet til at omfatte ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3.

Til nr. 34 (§ 351, stk. 9, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes der med lovens § 1, nr. 76, en henvisning i § 351, stk. 9, 1. pkt., til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 351, stk. 9, 1. pkt., som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovforslagets § 9, nr. 9, og samtidig nyaffatte ændringen med dette lovforslag.

Forslaget indebærer en konsekvensrettelse af § 351, stk. 8, 1. pkt., der bliver stk. 9, 1. pkt., som følge af indsættelsen af et nyt stk. 4 i § 351, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 32, hvorefter Finanstilsynet fremover kan påbyde et gruppe 1-forsikringsselskab at afsætte ansatte, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af § 71, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 10.

Såfremt den pågældende nøgleperson ikke afsættes inden for den fastsatte frist, kan Finanstilsynet inddrage selskabets tilladelse, jf. lov om finansiel virksomhed § 224, stk. 1, nr. 2, i den gældende lov om finansiel virksomhed.

Forslaget indeholder derudover en konsekvensrettelse af henvisningen i 2. pkt., som følge af, at det nugældende stk. 4 med lovforslaget bliver stk. 5.

Til nr. 35 (§ 352, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Med den gældende § 352 har Finanstilsynet hjemmel til at foretage undersøgelser, der er egnede til at fremme gennemsigtigheden på det finansielle marked samt at offentliggøre resultaterne af disse.

Med indførelsen af § 352, stk. 2, vil Finanstilsynet få hjemmel til at indsamle prisoplysninger på finansielle produkter rettet mod forbrugere fra de finansielle virksomheder og offentliggøre disse, med henblik på at øge gennemsigtigheden og priskonkurrencen på det finansielle marked.

Bestemmelsen giver Finanstilsynet hjemmel til løbende at indsamle prisoplysninger fra de finansielle virksomheder og stille dem til rådighed for offentligheden.

Finanstilsynet vil dermed få mulighed for at oprette og drive en prisportal, sådan som det blev aftalt i forbindelse med den politiske aftale om håndtering af refinansieringsrisiko af 6. februar 2014.

Selve specifikationerne for hvilke priser og andre oplysninger om omkostninger, der skal vises i en kommende prisportal for boliglån, og hvilke priser penge- og realkreditinstitutterne derfor skal indberette, vil blive fastlagt af erhvervs- og vækstministeren på baggrund af input fra en arbejdsgruppe i regi af Finanstilsynet med deltagelse af Finansrådet, Forbrugerrådet Tænk, Realkreditforeningen, Realkreditrådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil også fremadrettet kunne anvendes, hvis det besluttes at etablere andre prisportaler. Det forudsættes, at yderligere prisportaler alene vil blive oprettet i enkeltstående tilfælde, hvis der viser sig at være et aktuelt behov herfor, og der findes relevante kriterier for sammenligning af produkterne eksempelvis sammenlignelig risikoprofil på produktet. Det er endvidere forventningen, at i forbindelse med udviklingen af eventuelle andre prisportaler vil interessenter blive inddraget, for at sikre dækkende og retvisende prisportaler, samt for at sikre, at de administrative byrder for erhvervsvirksomhederne minimeres.

Til nr. 36 (§ 354 e, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

§ 354 e indeholder regler om offentliggørelse af sager om påtaler, påbud eller tvangsbøder meddelt i henhold til § 344, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed. Kravet om offentliggørelse efter § 354 e, stk. 1, er begrænset til sager om overtrædelse af de i § 354 e, stk. 2, nævnte bestemmelser.

Med den foreslåede ændring af § 354 e, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, udgår henvisningen til § 71, stk. 3, af bestemmelsen. Dette skyldes, at § 71, stk. 3, med dette lovforslag ophæves, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Til nr. 37 (§ 355, stk. 3,1, pkt., i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes der med lovens § 1, nr. 81, en henvisning i § 355, stk. 3, 1. pkt., til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 355, stk. 3, 1. pkt., som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovforslagets § 9, nr. 10, og samtidig nyaffatte ændringen med dette lovforslag.

§ 355 i lov om finansiel virksomhed fastlægger partsbegrebet. Partsstatus indebærer blandt andet adgang til efter forvaltningsloven at få udleveret fortrolige oplysninger i den del af en sag, som vedrører den pågældende part, samt mulighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.

Efter den gældende lov om finansiel virksomhed anses som part i forhold til Finanstilsynet den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, som Finanstilsynets afgørelse retter sig mod. Der er efter gældende ret tale om afgørelser truffet i henhold til lov om finansiel virksomhed eller regler udstedt i medfør heraf, afgørelser truffet i henhold til CRR-forordningen og forordninger og regler udstedt i medfør heraf og afgørelser truffet i henhold til forordninger udstedt i medfør af CRD IV-direktivet.

Som udgangspunkt er det alene den finansielle virksomhed, den finansielle holdingvirksomhed, forsikringsholdingvirksomheden, den udenlandske finansielle virksomhed eller den udenlandske finansielle holdingvirksomhed, der er part i sager i forhold til Finanstilsynet. Bestemmelsens stk. 2-4 og stk. 6 indebærer fravigelser fra dette udgangspunkt.

Med den foreslåede ændring af § 355, stk. 3,1. pkt., får ansatte i gruppe 1-forsikringsselskaber, der er identificeret som nøglepersoner i medfør af lovens § 71, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 10, partsstatus i sin egen sag, hvis Finanstilsynets afgørelse retter sig direkte mod den pågældende nøgleperson. Ændringen er en konsekvens af at disse nøglepersoner med lovforslaget fremadrettet også omfattes af § 64, stk. 1-5, jf. § 1, nr. 8, og indebærer, at nøglepersonerne i relation til adgangen til partsstatus ligestilles med bl.a. bestyrelses- og direktionsmedlemmer.

Partsstatus indebærer bl.a. adgang til efter forvaltningsloven at få fortrolige oplysninger i den del af en sag, som vedrører den pågældende, samt mulighed for at indbringe Finanstilsynets afgørelse for Erhvervsankenævnet.

Til nr. 38 (§ 361, stk. 1, nr. 34 i lov om finansiel virksomhed)

Det følger af den gældende bestemmelse i § 361, stk. 1, nr. 34, at udenlandske forvaltere af henholdsvis udenlandske forvaltere af europæiske kvalificerede venturekapitalfonde og udenlandske forvaltere af sociale iværksætterfonde, der markedsfører deres fonde her i Danmark, skal betale afgift herfor. Afgiften betales årligt og udgør i 2004-niveau 2.000 kr. pr. fond plus 2.000 kr. pr. afdeling i fonden.

Det foreslås, at § 361, stk. 1, nr. 34, ophæves, så udenlandske forvaltere af europæiske kvalificerede venturekapitalfonde (EuVECA) og udenlandske forvaltere af sociale iværksætterfonde (EuSEF) ikke skal betale afgift for markedsføring af henholdsvis udenlandske forvaltere af europæiske kvalificerede venturekapitalfonde og udenlandske forvaltere af sociale iværksætterfonde i Danmark.

Forslaget skal ses i sammenhæng med Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) nr. 345/2013 af 17. april 2013 om europæiske venturekapitalfonde (herefter benævnt EuVECA-forordningen), hvor det fremgår af artikel 16, stk. 2, at værtslandet ikke må pålægge en forvalter af en udenlandske forvaltere af europæiske kvalificerede venturekapitalfonde yderligere krav eller administrative byrder i forbindelse med markedsføringen af en udenlandske forvaltere af europæiske kvalificerede venturekapitalfonde i et andet EU-land. De krav, som en forvalter af en udenlandske forvaltere af europæiske kvalificerede venturekapitalfonde, der ønskes markedsført i andre EU-lande, skal opfylde, fremgår af EuVECA-forordningens artikel 14.

En tilsvarende bestemmelse gælder for forvaltere af udenlandske forvaltere af sociale iværksætterfonde efter artikel 17, stk. 2, i EuSEF-forordningen. Kravene til en forvalter af en udenlandske forvaltere af sociale iværksætterfonde, der ønskes markedsført i andre EU-lande, fremgår af EuSEF-forordningens artikel 15.

Finanstilsynet har konstateret, at de afgifter, som Finanstilsynet opkræver i medfør af § 361, stk. 1, nr. 34, i lov om finansiel virksomhed, kan anses som yderligere krav i forbindelse med markedsføringen af henholdsvis EuVECA'er og EuSEF'er. For at sikre, at den danske lovgivning er i overensstemmelse med henholdsvis EuVECA-forordningen og EuSEF-forordningen, foreslås bestemmelsen derfor ophævet.

Til nr. 39 (§ 365, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 365, stk. 2, indeholder regler for størrelsen af den andel af Finanstilsynets afgifter, som forsikringsselskaber og firmapensionskasser skal betale.

Bestemmelsen foreslås ændret således, at gruppe 1-forsikringsselskaberne fremadrettet ikke skal opgøre deres basiskapital, men i stedet opgøre deres kapitalgrundlag.

Der er tale om en sproglig konsekvensændring som følge af de nye kapitalbegreber for gruppe 1-forsikringsselskaber, som pr. 1. januar 2016 bliver indført med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed. Der er således ikke tiltænkt nogen materiel ændring.

Til nr. 40 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter hvilke overtrædelser af lovens bestemmelser, der straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Straf efter stk. 1 forudsætter, at der er begået en overtrædelse af én af de bestemmelser, som er nævnt i bestemmelsen.

Det følger af § 27 i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden er de mulige ansvarssubjekter for straf ved overtrædelse af bestemmelserne virksomheden, jf. § 373, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, og/eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, oftest ledelsen. Der vil således kunne rejses tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, og endelig vil der også kunne rejses tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden alene. Udgangspunktet er tiltale mod virksomheden for overtrædelsen, men dette kan kombineres med tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvis en eller nogle af disse personer, har medvirket forsætligt eller groft uagtsomt til overtrædelsen, og denne ikke er af underordnet karakter. Der skal som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte.

Med lovforslaget foreslås det blandt andet at berigtige en fejl i § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter overtrædelse af § 92 i lov om finansiel virksomhed, kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. § 92 i lov om finansiel virksomhed er ophævet ved lov nr. 403 af 28. april 2014 og henvisning til denne paragraf skal derfor også udgå af § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte ændringer:

§ 101 i lov om finansiel virksomhed:

Som konsekvens af, at der i UCITS V-direktivet indsættes en artikel 99 a, litra n, i UCITS-direktivet, som bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre, at der er sanktionsmuligheder for de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivets bestemmelser om forebyggelse, identificering og behandling af interessekonflikter, foreslås det at ændre henvisningen til § 101, stk. 1, 2 og 4 til § 101, og dermed også at strafbelægge § 101, stk. 3.

Det medfører, at overtrædelse af hele § 101, stk. 1-4, skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører for så vidt angår § 101, stk. 3, at medlemmer af bestyrelsen i et investeringsforvaltningsselskab kan straffes med bøde eller fængsel, hvis de ikke sørger for, at virksomheden har de politikker til forebyggelse, identificering og behandling af interessekonflikter, der er nævnt i § 101, stk. 3, nr. 1- 4. Investeringsforvaltningsselskaber skal have disse politikker til forebyggelse identificering og behandling af interessekonflikter på tidspunktet for lovens ikrafttræden. Kravet om at investeringsforvaltningsselskaber skal have sådanne politikker gælder også efter den nugældende lovgivning.

§ 102, stk. 2, 3, 5 og 6, i lov om finansiel virksomhed:

Som konsekvens af, at der i UCITS V-direktivet indsættes en artikel 99 a, litra m, i UCITS-direktivet, som bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre, at der er sanktionsmuligheder for de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivets bestemmelser om krav vedrørende investeringsforvaltningsselskabets delegation til tredjemand, foreslås det at ændre henvisningen til § 102, stk. 2, 3, til § 102, stk. 2, 3, 5 og 6 til § 101, og dermed at strafbelægge § 102, stk. 5 og 6.

Overtrædelse af § 102, stk. 5 og 6, skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Dette medfører for så vidt angår § 102, stk. 5, at medlemmer af bestyrelsen i et investeringsforvaltningsselskab kan straffes med bøde eller fængsel, hvis de ikke sørger for, at udførelsen af de opgaver, som selskabet har delegeret til tredjemand, bliver overvåget. For så vidt angår § 102, stk. 6, betyder det, at medlemmer af bestyrelsen i et investeringsforvaltningsselskab kan straffes med bøde eller fængsel, hvis de delegerer så mange opgaver ud af selskabet, at det bliver et tomt selskab for så vidt angår selskabets administration af UCITS. Det vil afhænge af en konkret bedømmelse hvor mange opgaver der skal varetages af investeringsforvaltningsselskabet selv, for at man kan sige, at der ikke er tale om et tomt selskab, men der ligger i kravet, at den danske UCITS ikke reelt må blive frovaltet af et andet selskab end dens investeringsforvaltningsselskab.

§§ 103-106, i lov om finansiel virksomhed:

Det skal bemærkes, at der ikke tilsigtes nogen ændringer i henvisningen i § 373, stk. 1 til § 103-106, men at der alene er tale om en tilpasning af bestemmelsens opbygning.

§ 106 a, stk. 1-4, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 3, i UCITS-direktivet om depotselskabets enkelte pligter overfor de UCITS, som selskabet er depotselskab for, foreslås det at strafbelægge depotselskabets undladelse af at opfylde de pligter, som er angivet i § 106 a, stk. 1-4. For så vidt angår indholdet af disse pligter, henvises til bemærkningerne til § 106 a, jf. § 1, nr. 16.

Overtrædelse af § 106 a, stk. 1-4, vil kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelserne er depotselskabet, jf. lov om finansiel virksomhed § 373, stk. 5, hvorefter der kan pålægges selskaber m.v. strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Medlemmer af depotselskabets bestyrelse og direktion eller andre personer tilknyttet depotselskabet vil dog også kunne ifalde straf, hvis de ikke sikrer, at selskabet udfører de pågældende funktioner samt undlader at gennemføre løbende kontrol heraf. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvorvidt en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 106 a skal henføres under en straffebestemmelse i lov om finansiel virksomhed eller en bestemmelse i straffeloven vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig situationen er for depotselskabet og i hvor høj grad bestyrelse og direktion eller andre har været med til at træffe de beslutninger eller udføre de handlinger, som har ført til, at depotselskabet ikke har opfyldt sine pligter.

§ 106 b i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 4, i UCITS-direktivet om depotselskabets kontrolforpligtelser overfor de UCITS, som selskabet er depotselskab for, foreslås det at strafbelægge depotselskabets undladelse af at opfylde de pligter, som er angivet i § 106 b. For så vidt angår indholdet af disse kontrolforpligtelser, henvises til bemærkningerne til § 106 b, jf. § 1, nr. 16.

Overtrædelse af § 106 b, skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelserne er depotselskabet, jf. lov om finansiel virksomhed § 373, stk. 5, hvorefter der kan pålægges selskaber m.v. strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Medlemmer af depotselskabets bestyrelse og direktion eller andre personer tilknyttet depotselskabet vil dog også kunne ifalde straf, hvis de ikke sikrer, at selskabet udfører de pågældende funktioner samt undlader at gennemføre løbende kontrol heraf. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvorvidt en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 106 b skal henføres under en straffebestemmelse i lov om finansiel virksomhed eller en bestemmelse i straffeloven vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig situationen er for depotselskabet og af i hvor høj grad bestyrelse og direktion eller andre har været med til at træffe de beslutninger eller udføre de handlinger, som har ført til, at depotselskabet ikke har opfyldt sine kontrolforpligtelser.

§ 106 c i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 5, i UCITS-direktivet om depotselskabets opbevaringspligter overfor de UCITS, som selskabet er depotselskab for, foreslås det at strafbelægge depotselskabets undladelse af at opfylde de pligter, som er angivet i § 106 c. For så vidt angår indholdet af disse pligter, henvises til bemærkningerne til § 106 c, jf. § 1, nr. 16.

Overtrædelse af § 106 c skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelserne er depotselskabet, jf. lov om finansiel virksomhed § 373, stk. 5, hvorefter der kan pålægges selskaber m.v. strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Medlemmer af depotselskabets bestyrelse og direktion eller andre personer tilknyttet depotselskabet vil dog også kunne ifalde straf, hvis de ikke sikrer, at selskabet udfører de pågældende funktioner samt undlader at gennemføre løbende kontrol heraf. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvorvidt en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 106 c skal henføres under en straffebestemmelse i lov om finansiel virksomhed eller en bestemmelse i straffeloven vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig situationen er for depotselskabet og af i hvor høj grad bestyrelse og direktion eller andre har været med til at træffe de beslutninger eller udføre de handlinger, som har ført til, at depotselskabet ikke har opfyldt sine opbevaringspligter.

§ 106 d, stk. 1-5, i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af UCITS V-direktivets tilføjelse af artikel 22 a, til UCITS-direktivet om krav vedrørende depotselskabets delegation til tredjemand af selskabets opgaver overfor de UCITS, som selskabet er depotselskab for, foreslås det at strafbelægge depotselskabets overtrædelser af de krav eller undladelse af at opfylde de krav, som er angivet i § 106 d, stk. 1-5. For så vidt angår indholdet af disse krav, henvises til bemærkningerne til § 106 d, jf. § 1, nr. 16.

Overtrædelse af § 106 d, stk. 1-5, skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelserne er depotselskabet, jf. lov om finansiel virksomhed § 373, stk. 5, hvorefter der kan pålægges selskaber m.v. strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Medlemmer af depotselskabets bestyrelse og direktion eller andre personer tilknyttet depotselskabet vil dog også kunne ifalde straf, hvis de ikke sikrer, at selskabet udfører de pågældende funktioner samt undlader at gennemføre løbende kontrol heraf. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvorvidt en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 106 d skal henføres under en straffebestemmelse i lov om finansiel virksomhed eller en bestemmelse i straffeloven, vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig situationen er for depotselskabet og af i hvor høj grad bestyrelse og direktion eller andre har været med til at træffe de beslutninger eller udføre de handlinger, som har ført til, at depotselskabet ikke har opfyldt bestemmelsens krav vedrørende delegation af depotselskabsfunktioner.

§ 107 a i lov om finansiel virksomhed:

Som følge af UCITS V-direktivets tilføjelse af artikel 26 a, til UCITS-direktivet om krav vedrørende depotselskabets pligt til at stille oplysninger til rådighed for Finanstilsynet om de UCITS, som selskabet er depotselskab for, foreslås det at strafbelægge depotselskabets undladelse af at opfylde dette krav, som er angivet i § 107 a. For så vidt angår nærmere om oplysningspligten, henvises til bemærkningerne til § 107 a, jf. § 1, nr. 16.

Overtrædelse af § 107 a skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelserne er depotselskabet, jf. lov om finansiel virksomhed § 373, stk. 5, hvorefter der kan pålægges selskaber m.v. strafansvar efter reglerne i straffelovens kapitel 5. Medlemmer af depotselskabets bestyrelse og direktion eller andre personer tilknyttet depotselskabet vil dog også kunne ifalde straf, hvis de ikke sikrer, at selskabet, hvis Finanstilsynet anmoder derom, giver de pågældende oplysninger. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven.

Hvorvidt en overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i § 107 a skal henføres under en straffebestemmelse i lov om finansiel virksomhed eller en bestemmelse i straffeloven, vil blandt andet afhænge af, hvor alvorlig situationen er for depotselskabet og af i hvor høj grad bestyrelse og direktion eller andre har været med til at træffe de beslutninger eller udføre de handlinger, som har ført til, at depotselskabet ikke har opfyldt bestemmelsens krav vedrørende afgivelse af oplysninger om de UCITS, som selskabet er depotselskab for.

Til nr. 41 (§ 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed)

Den gældende § 373, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, fastsætter hvilke overtrædelser af lovens bestemmelser, der straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Straf efter stk. 1 forudsætter, at der er begået en overtrædelse af én af de bestemmelser, som er nævnt i bestemmelsen.

Det følger af § 27 i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden er de mulige ansvarssubjekter for straf ved overtrædelse af bestemmelserne virksomheden, jf. § 373, stk. 5, i lov om finansiel virksomhed, og/eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, oftest ledelsen. Der vil således kunne rejses tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, og endelig vil der også kunne rejses tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden alene. Udgangspunktet er tiltale mod virksomheden for overtrædelsen, men dette kan kombineres med tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvis en eller nogle af disse personer, har medvirket forsætligt eller groft uagtsomt til overtrædelsen, og denne ikke er af underordnet karakter. Der skal som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte.

For så vidt angår de oplistede bestemmelser i lovforslagets ændringer til § 373, stk. 1, skal det bemærkes, at en stor del heraf, blev indsat med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 87. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 373, stk. 1, som affattet ved § 1, nr. 87, i lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 11, og samtidig nyaffatte ændringen af bestemmelsen med dette lovforslag.

Det skal i den sammenhæng bemærkes, at den forskel der er mellem ændringen af § 373, stk. 1, som affattet i lov nr. 308 af 28. marts 2015, i forhold til den foreslåede ændring med dette lovforslag, er alene, at der med dette lovforslag indsættes en henvisning til henholdsvis § 126 e og § 126 f, 1. pkt., som herefter strafbelægges.

For så vidt angår de øvrige bestemmelser, der oplistes i ændringen til § 373, stk. 1, henvises der til bemærkningerne til § 1, nr. 87, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslag nr. L 114 af 21. januar 2015.

§ 126 e, i lov om finansiel virksomhed

For så vidt angår den med lovforslaget foreslåede henvisning til § 126 e, stk. 1, skal det bemærkes, at det med nærværende lovforslag foreslås at bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab skal sikre, at der ved opgørelsen af de forsikringsmæssige hensættelser anvendes en risikofri rentekurve, som fastlægges og offentliggøres af Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (EIOPA), til også at indeholde et krav om, at bestyrelsen og direktionen i et gruppe 1-forsikringsselskab skal sikre, at selskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne.

Da § 126 e, stk. 1, foreslås strafbelagt, medfører det, at det kan straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, såfremt bestyrelsen og direktionen ikke sikrer at gruppe 1-forsikringsselskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne. Strafsubjektet i bestemmelsen er således bestyrelsen og direktionen. Gruppe 1-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt i dette tilfælde, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for forsikringstagerne. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 126 e, jf. § 1, nr. 20.

§ 126 f, 1. pkt., i lov om finansiel virksomhed

Som følge af, at § 126 f udvides, jf. dette lovforslags § 1, nr. 20, foreslås § 373, stk. 1, ændret.

Det foreslås på den baggrund at overtrædelse af § 126 f, 1. pkt., skal kunne straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det er af afgørende betydning, at gruppe 2-forsikringsselskaberne til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne.

Strafsubjektet i bestemmelsen er bestyrelsen og direktionen. Dette medfører, at medlemmer af bestyrelsen og direktionen i gruppe 2-forsikringsselskaber kan straffes med bøde eller fængsel, hvis de ikke sikrer, at gruppe 2-forsikringsselskabet til enhver tid er i besiddelse af tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser til dækning af alle forsikringsforpligtelser over for forsikringstagere og andre begunstigede efter forsikringsaftalerne.

Gruppe 2-forsikringsselskabet er ikke strafsubjekt i dette tilfælde, da det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge et i forvejen nødlidende selskab en bøde. En ekstra finansiel byrde vil blot forværre selskabets økonomi, hvilket ikke vil være til gavn for forsikringstagerne. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 126 f, jf. § 1, nr. 20.

Til nr. 42 (§ 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed)

Overtrædelse af de i § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, anførte bestemmelser kan straffes med bøde.

For så vidt angår de oplistede bestemmelser i lovforslagets ændringer i § 373, stk. 2, skal det bemærkes, at en stor del heraf, blev indsat med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 88. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 373, stk. 2, som affattet ved § 1, nr. 88, i lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 12, og samtidig nyaffatte ændringen af bestemmelsen med dette lovforslag.

Det skal i den sammenhæng bemærkes, at den forskel der er mellem ændringen af § 373, stk. 2, som affattet i lov nr. 308 af 28. marts 2015, i forhold til den foreslåede ændring med dette lovforslag, er alene, at der med dette lovforslag berigtiges en fejl i § 373, stk. 2, hvorefter overtrædelse af § 77 a, stk. 10, kan straffes med bøde. Denne henvisning blev indsat med § 1, nr. 60, i lov nr. 1556 af 21. december 2010 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask af udbytte og finansiering af terrorisme, lov om værdipapirhandel m.v., møntloven og forskellige andre love. § 77 a, stk. 10, er imidlertid en undtagelsesbestemmelse til reglerne i § 77 a, stk. 1-7, og egner sig således ikke til at være strafbelagt. Fejlen korrigeres hermed.

Den foreslåede ændring medfører, at overtrædelse af § 77 a, stk. 10, ikke længere kan straffes med bøde.

For så vidt angår de øvrige bestemmelser, der oplistes i ændringen til § 373, stk. 2, henvises der til bemærkningerne til § 1, nr. 88, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, jf. lovforslag nr. L 114 af 21. januar 2015.

Til nr. 43 (§§ 417 a-417 d i lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes en ny §§ 417 a-417 c, jf. lovens § 1, nr. 95. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelserne, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 13, og samtidig nyaffatte bestemmelserne med dette lovforslag, med henblik på at indsætte en ny § 417 d.

Der er således ikke tilsigtet nogen materiel ændring af §§ 417 a-417 c, som de blev indsat ved lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed.

Til § 417 a

Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforanstaltninger for den risikofrie rentekurve og gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 c i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdiansættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværende tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansættelse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over til solvens II-reguleringen. Lettelsen består i en justering af den risikofrie rentekurve efter § 126 e. Gruppe 1-forsikringsselskaberne får mulighed for at ansøge om justering af den risikofrie rentekurve over en 16-årig periode. I Danmark beregnes den årlige justering af den risikofrie rentekurve ved at måle forskellen mellem den danske diskonteringsrentekurve pr. 31. december 2015 og den til enhver tid gældende risikofrie rentekurve primo året. Herefter indregnes justeringen med den relevante andel. Andelen opgøres som et årligt lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.

I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markedskonsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre markedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringsselskaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen, da selskaberne herved i en periode vil overgå til en mindre markedskonsistent værdiansættelse, hvilket kan give udfordringer i forhold til blandt andet selskabernes risikostyring. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at enkelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anvendelse af overgangsforanstaltningen.

Det fremgår af stk. 1, at Finanstilsynet kan tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende en justeret rentekurve opgjort efter stk. 2 i en sekstenårig periode, der starter den 1. januar 2016 og slutter den 1. januar 2032. Justeringen foretages i forhold til den risikofrie rentekurve i § 126 e, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, eventuelt justeret med en volatilitetsjustering efter § 126 e, stk. 3.

Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab at gøre brug af den justerede rentekurve, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse hertil inden den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele den sekstenårige periode og et selskab, der anvender denne overgangsforanstaltning, kan derfor ikke vælge at overgå til den risikofrie rentekurve i § 126 e, stk. 1, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, før den 1. januar 2032.

Der vil blive lagt vægt på en række faktorer, når Finanstilsynet skal vurdere, om et forsikringsselskab kan få godkendt anvendelsen af overgangsforanstaltningen. Finanstilsynet vil blandt andet lægge vægt på baggrunden for de kapitalmæssige udfordringer, og hvordan udfordringerne er relateret til overgangen til solvens II, samt hvorvidt anvendelse af overgangsforanstaltningen kan bidrage til at afhjælpe de kapitalmæssige udfordringer. Desuden skal forsikringsselskabet dokumentere, at det kan foretage effektiv risikomåling og risikostyring ved anvendelse af overgangsforanstaltningen, og at forsikringsselskabet kan opnå bedst muligt afkast til gavn for forsikringstagerne, når der tages højde for omkostningerne ved at afdække den yderligere risiko ved at anvende overgangsforanstaltningen.

Forsikringsselskaber, der anvender overgangsforanstaltningen, vil være underlagt Finanstilsynets skærpede tilsyn.

Det følger endvidere af stk. 1, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender en matchtilpasning efter § 126 e, stk. 2, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, og gruppe 1-forsikringsselskaber, der anvender fradraget efter § 417 b, ikke samtidig kan anvende den justerede rentekurve opgjort efter § 417 a, stk. 2. Desuden fremgår, at den justerede rentekurve som udgangspunkt kun kan anvendes for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der blev indgået før den 1. januar 2016. Et gruppe 1-forsikringsselskab kan dog få tilladelse til, at anvende den justerede rentekurve for forsikringsforpligtelser i henhold til aftaler, der fornyes efter den 31. december 2015.

Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan justeringen skal opgøres. For hver valuta, som et selskab har forpligtelser i, opgøres tilpasningen som en andel af forskellen mellem den effektive rente baseret på den gældende diskonteringsrentekurve pr. 31. december 2015, og den årlige effektive rente, som fastsat efter den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33. Hvor et selskab anvender en volatilitetsjustering vil denne indgå i den risikofrie rentekurve. Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. i det år, der begynder den 1. januar 2016, til 0 pct. den 1. januar 2032. Den opgjorte tilpasning tillægges den risikofrie rentekurve, jf. § 126 e, stk. 1 og 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 33, for alle løbetider.

Det foreslåede stk. 3 fastslår, at Finanstilsynet kan fastsætte et kapitaltillæg for et forsikringsselskab, der anvender justeringen efter stk. 2, såfremt Finanstilsynet vurderer, at selskabet har en risikoprofil, der afviger væsentligt fra antagelserne, der ligger til grund for anvendelsen heraf. Kapitaltillægget vil blive opgjort i overensstemmelse med § 350 b, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, § 1, nr. 71.

Det foreslåede stk. 4 fastsætter, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 31, skal offentliggøre, at de anvender overgangsforanstaltningen, samt den beløbsmæssige effekt heraf på de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet og på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtighed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsforanstaltningen.

Til § 417 b

Den foreslåede bestemmelse vedrører overgangsforanstaltninger for de forsikringsmæssige hensættelser og gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 d i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Bestemmelsen har til hensigt at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdiansættelse i forsikringsselskaberne i de lande, der på nuværende tidspunkt ikke anvender markedskonsistent værdiansættelse og som ellers ville have udfordringer med at skifte over til solvens II-reguleringen.

Lettelsen af overgangen består i en justering af de forsikringsmæssige hensættelser, der opgøres i overensstemmelse med reglerne fastsat i den bekendtgørelse som Finanstilsynet efter § 126 e, stk. 6, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, bemyndiges til at udstede. Justeringen sker i forhold til de værdiansættelsesprincipper, som selskaberne skal anvende før den 1. januar 2016, hvor dette lovforslag træder i kraft. Værdiansættelsesprincipperne, der anvendes før den 1. januar 2016 vil i vidt omfang blive fastlagt ud fra de samme overordnede principper, som der beskrives i reglerne i den bekendtgørelse, som Finanstilsynet er bemyndiget til at udstede i medfør af § 126 e, stk. 6, men en række særlige hensyn bevirker, at der vil være visse forskelle.

Selskaberne får mulighed for at ansøge om justering af de forsikringsmæssige hensættelser over en 16-årig periode. I Danmark beregnes den årlige justering af hensættelserne ved at måle forskellen mellem de forsikringsmæssige hensættelser pr. den 31. december 2015 og den 1. januar 2016. Herefter indregnes justeringen med den relevante andel. Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. til 0 pct. i perioden fra den 1. januar 2016 til den 1. januar 2032.

I Danmark anvendes allerede i dag en markedskonsistent værdiansættelse i forsikringsselskaberne. Anvendelse af overgangsforanstaltningen for danske selskaber vil derfor medføre, at selskaberne, der allerede nu anvender markedskonsistent værdiansættelse, vil overgå til en mindre markedskonsistent værdiansættelse i seksten år, for så derefter at komme tilbage til markedskonsistent værdiansættelse. Det er ikke Finanstilsynets forventning, at danske forsikringsselskaber generelt vil få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen. Finanstilsynet kan dog ikke udelukke, at enkelte forsikringsselskaber med kapitalmæssige udfordringer kan få godkendt anvendelse af overgangsforanstaltningen under en række betingelser, der skal sikre at beskyttelsen af forsikringstagernes interesser ikke bringes i fare ved anvendelse af overgangsforanstaltningen.

Det fremgår af det foreslåede stk. 1, at Finanstilsynet kan tillade gruppe 1-forsikringsselskaber at anvende et fradrag opgjort efter stk. 2 i de forsikringsmæssige hensættelser i en sekstenårig periode, der starter den 1. januar 2016 og slutter den 1. januar 2032.

Fradraget kan anvendes særskilt ned på enkelte homogene risikogrupper. Finanstilsynet vil i vurderingen af, om risikogruppen er homogen lægge vægt på reglerne fastsat i medfør af § 20, stk. 3, og § 21, stk. 6, der på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse findes i bekendtgørelse nr. 358 af 6. april 2010 om kontributionsprincippet.

Ønsker et gruppe 1-forsikringsselskab, at gøre brug af fradraget, jf. stk. 2, skal selskabet have tilladelse hertil inden den 1. januar 2016. Tilladelsen gælder for hele den sekstenårige periode og et selskab, der anvender fradraget, kan derfor ikke vælge at overgå til at opgøre de forsikringsmæssige hensættelser uden at anvende fradraget før den 1. januar 2032.

Det fremgår yderligere af forslaget, at gruppe 1-forsikringsselskaber ikke kan få tilladelse fra Finanstilsynet til at anvende den justerede rentekurve efter § 417 a, når selskabet har fået tilladelse til at anvende fradraget opgjort efter stk. 2. Det fremgår ovenfor, at formålet med overgangsforanstaltningerne er at lette overgangen fra kostprisbaseret værdiansættelse til markedskonsistent værdiansættelse. I de medlemslande, der i dag anvender kostprisbaseret værdiansættelse, kan forskellige nationalt bestemte lovgivningsmæssige forhold betyde, at det er mere hensigtsmæssigt at ansøge om tilladelse til anvendelsen af den justerede rentekurve end om anvendelsen af fradraget eller omvendt. Det er dog ikke hensigten, at anvendelsen af overgangsforanstaltningerne skal anvendes som et redskab til en generel nedsættelse af de forsikringsmæssige hensættelser, hvorfor det ikke er muligt at anvende både en justeret rentekurve og et fradrag.

Det foreslåede stk. 2 fastsætter, hvordan fradraget skal opgøres. Fradraget opgøres som en andel af forskellen mellem beløbene angivet i stykkets nr. 1 og nr. 2.

Beløbet i nr. 1, er de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i overensstemmelse med regler udstedt i medfør af § 283, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 31, om gruppe 1-forsikringsselskabers værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser pr. 1. januar 2016.

Anvender gruppe 1-forsikringsselskabet en volatilitetsjustering, som omhandlet i § 126 e, stk. 3, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, skal de forsikringsmæssige hensættelser den 1. januar 2016 opgøres i overensstemmelse med denne tilpasning.

Beløbet i nr. 2 er de forsikringsmæssige hensættelser efter fradrag af beløb, der kan kræves tilbagebetalt i henhold til genforsikringsaftaler og aftaler med ISPV'er, og opgjort i overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser pr. 31. december 2015.

Andelen opgøres som et lineært fald fra 100 pct. i det år, der begynder den 1. januar 2016, til 0 pct. den 1. januar 2032.

Det følger af det foreslåede stk. 3, 1. pkt., at udgangspunktet er, at fradraget i de forsikringsmæssige hensættelser opgjort efter stk. 2, kun opgøres en gang for hele perioden. Efter det foreslåede stk. 3, 2. pkt., kan Finanstilsynet dog påbyde eller give tilladelse til, at et gruppe 1-forsikringsselskab, hvis risikoprofil har ændret sig væsentligt på et tidspunkt i overgangsperioden, der løber fra 1. januar 2016 til 1. januar 2032, opgør de forsikringsmæssige hensættelser, der er nævnt i stk. 2, hvert andet år eller oftere.

Bestemmelsen skal medvirke til at sikre, at selskaber, der i den 16-årige overgangsperiode ændrer deres risikoprofil, får mulighed for eller påbydes at opgøre de forsikringsmæssige hensættelser, der ligger til grund for opgørelsen af fradraget. Hermed vil fradraget ændre sig i takt med selskabets risikoprofil og således i højere grad afspejle selskabets situation og dermed sikre en smidig overgang til de nye regler for opgørelsen af forsikringsmæssige hensættelser.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at Finanstilsynet har mulighed for, at begrænse fradraget, hvis et gruppe 1-forsikringsselskabs solvenskapitalkrav, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, bliver mindre end det største af summen af de i nr. 1-5 nævnte beløb og det største af det for selskabet relevante beløb i nr. 6-10. Det fremkomne beløb svarer til det gældende kapitalkrav for forsikringsselskaber. Det betyder, at hvis selskaber, der anvender fradraget herved får et solvenskapitalkrav, der er mindre end det kapitalkrav selskaberne skulle opfylde inden lovens ikrafttræden, har Finanstilsynet mulighed for at begrænse fradraget.

I følge stk. 4 skal selskabet således opgøre summen af nummer 1-5 og sammenligne resultatet heraf med det for selskabet relevante beløb i nummer 6-10, og det største af de to fremkomne beløb vil dermed afspejle det beløb, der skal sammenlignes med solvenskapitalkravet i vurderingen af, om fradraget skal nedsættes. Beløbene i nummer 1-10 stammer fra en række EU-direktiver, der ophæves ved ikrafttrædelsen af Solvens II-direktivet.

Beløbet efter det foreslåede nr. 1 og 2 udgør 1) 4 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasserne I-IV og VI, jf. bilag 8, hvor virksomheden har en investeringsrisiko og 2) 1 pct. af de risikovægtede poster for livsforsikringshensættelser og 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse V, jf. bilag 8, og i forsikringsklasse III, jf. bilag 8, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, fastsættes for en periode på over 5 år.

De risikovægtede poster forventes at blive nærmere beskrevet i en bekendtgørelse herom, som Finanstilsynet efter denne bestemmelses stk. 6 bliver bemyndiget til at udstede. For nærmere information herom henvises til bemærkningerne hertil.

Livsforsikringshensættelser, der omtales i nr. 1, opgøres i overensstemmelse med bekendtgørelse nr. 112 af 7. februar 2013 om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser den 31. december 2015.

Beløbet efter det foreslåede nr. 3 udgør 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger tillagt 0,3 pct. af de risikovægtede poster for risikosummen for livsforsikringsvirksomhed i forsikringsklasse III, hvor virksomheden ikke har en investeringsrisiko, og hvor det beløb, der skal dække de i forsikringsaftalen fastsatte driftsomkostninger, ikke fastsættes for en periode på over 5 år.

Ved de forsikringsmæssige administrationsomkostninger forstås de omkostninger, der er forbundet med at erhverve og administrere et forsikringsselskabs forsikringsbestand, herunder den dertil svarende andel af personaleomkostninger, provisioner, markedsføringsomkostninger, husleje, udgifter til kontorartikler og kontorhold samt afskrivning af driftsmidler.

Beløbet efter det foreslåede nr. 4, udgør 25 pct. af det seneste regnskabsårs forsikringsmæssige administrationsomkostninger for særskilte SP-konti.

Forsikringsselskaber har i henhold til § 29, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed mulighed for at modtage særskilte SP-konti. Nr. 4 fastsætter kravet til kapitalens størrelse for denne kapitaltype. SP-konti er en forkortelse for Særlig Pensionsopsparing, og disse er reguleret i lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP-loven), jf. lovbekendtgørelse nr. 1110 af 10. oktober 2014.

Beløbet efter det foreslåede nr. 5 udgør det største beløb i skadeforsikringsvirksomhed af a) 18 pct. af de risikovægtede poster for det maksimale af bruttopræmier og bruttopræmieindtægter op til 61,3 mio. euro tillagt 16 pct. af beløb derudover, og b) det årlige gennemsnit af 26 pct. af de risikovægtede poster for bruttoerstatningsudgifterne for beløb op til 42,9 mio. euro og 23 pct. af beløb derudover i de seneste 3 regnskabsår.

Bruttopræmier skal forstås i overensstemmelse med bekendtgørelse om finansielle rapporter for forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser den 31. december 2015, bekendtgørelse nr.112 af 7. februar 2013. Bruttopræmieindtægten er den periodiserede andel af præmien for den relevante periode, det vil sige inklusive ændring i præmiehensættelser.

§ 417 b, stk. 4, nr. 5, litra b, skal sikre, at selskaberne ikke ved at sætte præmierne for lavt kan mindske kravet til kapitalens størrelse. Opgørelsen efter litra a tager nemlig ikke højde for, at selskaberne ved at sætte en lavere præmie end den, der er udtryk for forsikringsrisikoen, kan få et lavere krav end tilsigtet. Kravet efter litra b udtrykker den historiske risiko, som selskabet har påtaget sig.

Nr. 6 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive livsforsikringsvirksomhed omfattet af bilag 8 til lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.

Forsikringsklasserne i bilag 8 omfatter almindelig livsforsikring, ægteskabs- og fødselsforsikring, forsikringer der er tilknyttet investeringsfonde, langvarig sygeforsikring, tontine virksomhed og kapitaliseringsvirksomhed.

Nr. 7 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 1-9 og 16-18 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Minimumskapitalkravet for disse udgør 2,5 mio. euro.

Forsikringsklasse 1-9 og 16-18 omfatter ulykker, sygdom, kaskoforsikring for landkøretøjer (bortset fra jernbaners rullende materiel), kaskoforsikring for jernbanekøretøjer, kaskoforsikring for luftfartøjer, kaskoforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder, godstransport (herunder varer, bagage og alt andet gods), brand og naturkræfter, andre skader på ejendom, diverse økonomiske tab, retshjælpsforsikring og assistance.

Nr. 8 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der har tilladelse til at drive virksomhed inden for forsikringsklasserne 10-15 omfattet af bilag 7 til lov om finansiel virksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,7 mio. euro.

Forsikringsklasse 10-15 omfatter ansvarsforsikring for motordrevne landkøretøjer, ansvarsforsikring for luftfartøjer, ansvarsforsikring for fartøjer til sejlads på have, indsøer og floder, almindelig ansvarsforsikring, kredit og kaution.

Nr. 9 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der udøver genforsikringsvirksomhed. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 3,6 mio. euro.

Et forsikringsselskab, der udøver genforsikringsvirksomhed, overtager forsikringsmæssige risici fra et andet forsikringsselskab mod en præmie.

Nr. 10 angiver kravet til minimumsbasiskapitalen til gruppe 2-forsikringsselskaber, der udøver virksomhed som captivegenforsikringsselskab. Kravet til minimumsbasiskapitalen for disse udgør 1,2 mio. euro.

Et captivegenforsikringsselskab er i § 5, stk. 1, nr. 23, i den gældende lov om finansiel virksomhed defineret som et forsikringsselskab, hvis virksomhed er begrænset til at genforsikre forsikringsrisici i den koncern, som selskabet er en del af, når koncernen ikke indeholder andre forsikringsselskaber.

Det foreslåede stk. 5 fastsætter, at gruppe 1-forsikringsselskaber, der har fået tilladelse efter stk. 1, som en del af deres rapport om solvens og finansiel situation, jf. § 283 som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 31, skal offentliggøre, at de anvender overgangsforanstaltningen, samt angive den beløbsmæssige effekt heraf på størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser, solvenskapitalkravet, minimumskapitalkravet, basiskapitalgrundlaget og på størrelsen af det kapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække solvenskapitalkravet samt på størrelsen af det basiskapitalgrundlag, der kan anvendes til at dække minimumskapitalkravet.

Offentliggørelsen skal medvirke til at skabe gennemsigtighed i forhold til den beløbsmæssige effekt af overgangsforanstaltningen.

Det foreslåede stk. 6 bemyndiger Finanstilsynet til at fastsætte nærmere regler for opgørelsen af de risikovægtede poster efter stk. 4. Bemyndigelsen er indsat med det formål at sikre klare regler for, hvorledes de risikovægtede poster i medfør af stk. 4, nr. 1, 2, 3 og 5, skal opgøres. Reglerne om opgørelsen af de risikovægtede poster fremgår i dag af regler fastsat af Finanstilsynet i bekendtgørelse nr. 1313 af 8. december 2014 om solvens og driftsplaner for forsikringsselskaber og kan med indsættelsen af denne bemyndigelse videreføres i en ny bekendtgørelse, der udelukkende regulerer denne opgørelse.

Til § 417 c

Den foreslåede bestemmelse vedrører opfyldelsen af solvenskapitalkravet samt udarbejdelsen af en redegørelse og gennemfører dele af artikel 308 b, stk. 17, og artikel 308 e i Solvens II-direktivet, som ændret ved Omnibus II-direktivet.

Efter det foreslåede stk. 1 skal forsikringsselskaber, der anvender en justeret rentekurve efter § 417 a, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, eller fradraget efter § 417 b, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 84, straks underrette Finanstilsynet, hvis selskabet ikke ville opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, såfremt selskabet ikke anvendte den justerede rentekurve eller fradraget.

Informationen om, at et selskab ikke ville opfylde solvenskapitalkravet, såfremt selskabet ikke anvendte en af overgangsforanstaltningerne, er væsentlig for at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med selskabets solvensmæssige situation.

Det fremgår af det foreslåede stk. 2, at forsikringsselskabet senest to måneder efter at have konstateret, at solvenskapitalkravet ikke kan opfyldes uden anvendelse af den justerede rentekurve eller fradraget, skal indsende en redegørelse til Finanstilsynet, der angiver de planlagte foranstaltninger med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet den 1. januar 2032. Dette kan for eksempel være foranstaltninger, der reducerer selskabets risikoprofil. Forsikringsselskabet kan ændre i de planlagte foranstaltninger i løbet af overgangsperioden, og skal derefter indsende en ny redegørelse til Finanstilsynet.

Efter det foreslåede stk. 3 skal forsikringsselskabet hvert år indsende en rapport til Finanstilsynet med angivelse af de hidtidige foranstaltninger og fremskridt med henblik på at sikre opfyldelsen af solvenskapitalkravet pr. 1. januar 2032. Rapporten skal indsendes senest ved udgangen af første kvartal.

Det fremgår af det foreslåede stk. 4, at forsikringsselskabet den 1. januar 2032 skal opfylde solvenskapitalkravet, jf. § 126 c, som affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 20, uden at anvende den justerede rentekurve eller fradraget.

Efter det foreslåede stk. 5 tilbagekalder Finanstilsynet tilladelsen til anvendelse af den justerede rentekurve eller fradraget, hvis Finanstilsynet på baggrund af rapporten efter stk. 3 vurderer, at det ikke er sandsynligt, at selskabet kan opfylde solvenskapitalkravet den 1. januar 2032.

Til § 417 d

For så vidt angår den foreslåede § 417 d, som foreslås indsat med dette lovforslag, er der tale om en ny overgangsbestemmelse. Bestemmelsen gennemfører Solvens II-direktivets artikel 308 b, stk. 11.

Bestemmelsen medfører, at kravene i artikel 254-257 i solvens II-forordningen udelukkende finder anvendelse for investeringer i securitiseringspositioner, som blev udstedt før den 1. januar 2011, såfremt den underliggende eksponering ændres efter den 31. december 2014.

Begrebet securitiseringsposition er defineret i artikel 1, stk. 1, nr. 19, i solvens II-forordningen, der henviser til definitionen i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 (herefter benævnt CRR-forordningen). Det fremgår heraf, at en securitiseringsposition er en eksponering mod en securitisering.

En securitisering er en transaktion eller ordning, hvorved kreditrisikoen ved en eksponering eller en pulje af eksponeringer opdeles i trancher. En tranche er et ved aftale fastlagt segment af kreditrisikoen ved en eksponering eller ved en række eksponeringer, hvor en position i segmentet medfører risiko for et større eller mindre kredittab end en position af samme størrelse i hvert af de andre sådanne segmenter, idet der ikke tages hensyn til den kreditrisikoafdækning, som tredjemand direkte giver indehavere af positioner i segmentet eller i andre segmenter, jf. artikel 1, stk. 1, nr. 23, i solvens II-forordningen, der henviser til definitionen i artikel 4, stk. 1, nr. 67, i CRR-forordningen. En tranche er karakteriseret ved at betalingerne i forbindelse med transaktionen eller ordningen afhænger af udviklingen i eksponeringen eller puljen af eksponeringer og rangordenen af trancher afgør fordelingen af tabene i transaktionens eller ordningens levetid, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 61, i CRR-forordningen.

Bestemmelsen sikrer, at investeringer i securitiseringspositioner foretaget før den 1. januar 2011 ikke er omfattet af de krav, der stilles i forordningen, medmindre der foretages ændringer i den underliggende eksponering efter den 1. januar 2014.

Til § 2

Til nr. 1 (fodnoten i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det foreslås, at fodnoten til lov om investeringsforeninger m.v. ændres som konsekvens af, at det med lovforslaget foreslås at gennemføre dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner (UCITS V-direktivet).

Til nr. 2 (§ 2, nr. 11, litra b, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den nugældende § 2, nr. 11, litra b, skal et depotselskab varetage de opgaver, der fremgår af §§ 106 og 107 i lov om finansiel virksomhed henholdsvis kapitel IV og V, afdeling 3 i UCITS IV-direktivet. Med UCITS V-direktivet nyaffattes §§ 106 og 107 i lov om finansiel virksomhed og depotselskabets opgaver fremgår nu af §§ 106-107 b i lov om finansiel virksomhed.

Det foreslås, at § 2, nr. 11, litra b, ændres således at der henvises til lov om finansiel virksomhed §§ 106-107 b, samt at henvisningen til UCITS-direktivet rettes til i overensstemmelse med ændringerne i UCITS V-direktivet.

Der er alene tale om konsekvensrettelser, som har til formål at ændre henvisningen til de ændrede pligter, der påhviler depotselskabet efter forslagets § 1, nr. 16-17.

Til nr. 3 (§ 3, stk. 10, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 3, stk. 10, i lov om investeringsforeninger m.v. skal en investeringsforening have en formue på mindst 10 mio. kr. i hver afdeling. Det fremgår ikke af loven i dag, at der for SIKAV'er og værdipapirfonde, som er to typer af UCITS, gælder et lignende krav om minimumsformue.

Med lovforslaget foreslås det at ligestille investeringsforeninger, som har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller et administrationsselskab, med SIKAV'er og værdipapirfonde, hvorfor det foreslås, at ophæve kravet i § 3, stk. 10, om en minimumsformue på 10 mio. kr. for afdelinger i investeringsforeninger.

Til nr. 4 (§ 5 i lov om investeringsforeninger m.v.)

Der er ikke i dag i loven et krav om, at en dansk UCITS skal indgå en skriftlig aftale med det udpegede depotselskab. Med forslaget gennemføres UCITS V-direktivets ændringer i artikel 22, stk. 2, i UCITS-direktivet, hvorefter den danske UCITS skal indgå en skriftlig aftale med det udpegede depotselskab.

Med det foreslåede stk. 2 bestemmes, at der skal foreligge en skriftlig aftale om forvaltning og opbevaring af finansielle aktiver imellem den danske UCITS depotselskabet. imellem den danske UCITS og dens udpegede depotselskab. Er den danske UCITS en investeringsforening eller en SIKAV, er det bestyrelsen, der skal træffe beslutning om udvælgelsen af og indgå aftale med et depotselskab. Såfremt den danske UCITS er en værdipapirfond, der ikke er en selvstændig juridisk person, og som derfor ikke har egen ledelse, vil det være investeringsforvaltningsselskabet, der skal indgå en aftale med et depotselskab, da værdipapirfonde alene kan etableres og administreres af investeringsforvaltningsselskaber, jf. § 8, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. I praksis har depotselskabsaftalerne altid været skriftlige. Med den foreslåede bestemmelse lovfæstes denne praksis.

I det foreslåede stk. 3 bestemmes, at depotselskabsaftalen skal regulere den udveksling af information, som er nødvendig for, at depotselskabet kan udføre sine opgaver i henhold til §§ 106-106 d i lov om finansiel virksomhed. Depotselskabet skal for eksempel kunne håndtere en dansk UCITS anvendelse af afledte finansielle instrumenter, hvis den danske UCITS gør brug af sådanne, og depotselskabet skal derfor løbende have information om hvilke afledte finansielle instrumenter den danske UCITS anvender. Aftalen skal dermed indeholde de konkrete pligter, som depotselskabet påtager sig at udføre i forbindelse med aftalen om at være depotselskab. Aftalen skal indeholde bestemmelser om udveksling af alle de oplysninger, som er nødvendige for, at depotselskabet er i stand til at udføre kontroller samt opbevare UCITS'ens værdipapirer og andre likvide aktiver.

Det foreslås i stk. 4, at Finanstilsynet bemyndiges til at fastsætte nærmere regler om aftalens indhold. Baggrunden for denne bestemmelse er, at EU-Kommissionen med hjemmel i UCITS-direktivets artikel 26 b, litra a, kan fastsætte nærmere regler om aftalens indhold i en gennemførelsesretsakt. Finanstilsynet vil derfor benytte bemyndigelsen til at fastsætte regler, som er nødvendige for at gennemføre de regler, som EU-Kommissionen vedtager. Finanstilsynet agter ikke at fastsætte regler, som indeholder yderligere krav end de, som EU-Kommissionen fastsætter. Det er ikke muligt at redegøre nærmere for indholdet af disse regler, der vil blive fastsat, fordi EU-Kommissionen endnu ikke har udstedt gennemførelsesretsakter. Såfremt EU-Kommissionen vælger at fastsætte reglerne i en forordning, som er direkte gældende i medlemslandene, kan der blive behov for, at fastsætte supplerende nationale regler, eller justere i de gældende, med henblik på at sikre, at forordningen kan finde anvendelse.

Til nr. 5 (§ 9, stk. 1, nr. 9, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 9, stk. 1, nr. 9, tillader Finanstilsynet en investeringsforening at udøve virksomhed, hvis formuen i de enkelte afdelinger, der mindst skal udgøre 10 mio. kr. for hver afdeling, er tegnet på den stiftende generalforsamling og indsat på en spærret konto i et depotselskab, eller der foreligger en ubetinget garanti afgivet af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab om tegning af andele i hver afdeling for minimumsbeløbet på mindst 10 mio. kr.

Med lovforslaget foreslås en ændring af § 3, stk. 10, jf. forslagets § 2, nr. 3, således, at kravet om en minimumsformue på 10 mio. kr. for afdelinger i investeringsforeninger, der søger om tilladelse, ophæves.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at fastsætte, at en investeringsforening, der ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab, skal have en formue på mindst 300.000 euro.

I overensstemmelse med artikel 29 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter), som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU, foreslås det med nærværende lovforslag, at ændre § 9, stk. 1, nr. 9, således at der alene gælder et krav om minimumsformue på 300.000 euro for investeringsforeninger, som ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab. Det foreslås derudover med lovforslaget, at formuekravet alene skal være opfyldt i forbindelse med tilladelse som investeringsforening, og at det således ikke skal opfyldes løbende efterfølgende.

Det skal bemærkes, at i henhold til § 50 i lov om investeringsforeninger m.v. har bestyrelsen i en investeringsforening pligt til at varetage investorernes interesse ved at sikre, at foreningens formueforhold til enhver tid er forsvarlig i forhold til afdelingens og foreningens drift. Dette krav vil forsat være gældende og medfører for eksempel, at bestyrelsen ikke kan tillade, at formuen i en afdeling bliver så lille, at en efterfølgende afvikling vil medføre uforholdsmæssige omkostninger for de tilbageværende investorer.

Til nr. 6 og 7 (§ 15, stk. 2, nr. 1 og 2, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Med forslaget til ændring af § 15, stk. 2, nr. 1 og 2, i lov om investeringsforeninger m.v. er der alene tale om en konsekvensrettelse af, at § 15, stk. 2, nr. 3 og 4 ophæves med lovforslagets § 2, nr. 8.

Til nr. 8 (§ 15, stk. 2, nr. 3 og 4, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 15, stk. 2, nr. 3 og 4, giver Finanstilsynet tilladelse til nye afdelinger i investeringsforeninger, når afdelingen har en formue på mindst 10 mio. kr., og afdelingens minimumsformue enten er tegnet og indsat på en spærret konto i et depotselskab, eller der foreligger en ubetinget garanti afgivet af et pengeinstitut eller et forsikringsselskab om tegning af andele for mindst 10 mio. kr. i afdelingen.

Det foreslås at ophæve § 15, stk. 2, nr. 3 og 4. Dette er en konsekvens af, at det med lovforslagets § 2, nr. 5 foreslås, at der alene gælder et krav om minimumsformue for investeringsforeninger, som ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab, og disses afdelinger.

Til nr. 9 (§ 18, stk. 2, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 18, stk. 2, skal en andelsklasse i en investeringsforening have en formue på mindst 10 mio. kr. Formuen skal senest 6 måneder efter etablering enten være tegnet og indsat på en spærret konto i et depotselskab, eller der skal foreligge en ubetinget garanti fra et pengeinstitut eller et forsikringsselskab om tegning af andele for mindst 10 mio. kr.

Den foreslåede ophævelse af bestemmelsen er en konsekvens af, at kravet om minimumsformue i § 9, stk. 1, nr. 9, foreslås ændret med lovforslagets § 2, nr. 5, således at der stilles krav om, at investeringsforeninger har en formue på mindst 300.000 euro, medmindre investeringsforeningen har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab.

Til nr. 10 (§ 19, nr. 8, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 19, nr. 8, skal en investeringsforenings vedtægter indeholde bestemmelse om, hvorvidt det er foreningens generalforsamling eller bestyrelse, der vælger og træffer beslutning om udskiftning af foreningens depotselskab.

Den foreslåede ændring gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26, stk. 1, i UCITS-direktivet vedrørende udskiftning af depotselskabet for investeringsforeninger. Med den foreslåede ændring tilføjes et krav til investeringsforeningers vedtægter om, at de skal indeholde betingelser for udskiftning af et depotselskab, og regler om hvorledes investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning.

De foreslåede bestemmelser i vedtægterne om betingelserne for udskiftning af investeringsforeningens depotselskab behøver ikke at være detaljerede. Der vil typisk være tale om, at vedtægterne bestemmer, at depotselskabet kan udskiftes, hvis bestyrelsen finder, at det vil være til gavn for investeringsforeningen, og hvis den træffer beslutning herom.

Vedtægternes bestemmelse om, hvorledes investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning kan gå ud på, at investeringsforeningens aktiver skal overdrages direkte fra det gamle depotselskab til foreningens nye depotselskab. Det er kutyme i branchen, at det gamle depotselskab aktivt medvirker til at løse de problemer, der måtte opstå i forbindelse med overdragelsen af de deponerede værdipapirer og likvider til det nye depotselskab.

Til nr. 11 (§ 19, nr. 13, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 19, nr. 13, indeholder et krav om, at investeringsforeningers vedtægter skal indeholde bestemmelser om foreningens bestyrelse, direktion eller mulighed for delegation af opgaver i forbindelse med den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller et administrationsselskab samt revision.

Den foreslåede § 19, nr. 13, gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26, stk. 1, i UCITS-direktivet vedrørende udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet for investeringsforeninger.

Med den foreslåede ændring af § 19, nr. 13, tilføjes et krav til investeringsforeningers vedtægter om, at de skal indeholde betingelserne for udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet, og om hvorledes investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning.

Bestemmelser i vedtægterne om betingelserne for udskiftning af investeringsforeningens investeringsforvaltningsselskab behøver ikke at være detaljerede. Der vil typisk være tale om, at vedtægterne bestemmer, om det er bestyrelsen eller direktionen, der kan delegere den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab og, at ledelsen kan trække delegationen tilbage og give den til et nyt investeringsforvaltningsselskab, hvis bestyrelsen eller i givet fald direktionen finder, at det vil være til gavn for foreningen, og hvis den træffer beslutning herom.

Vedtægternes bestemmelse om, hvorledes investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning kan gå ud på, at investeringsforeningens aktiviteter skal overdrages direkte fra det gamle investeringsforvaltningsselskab til foreningens nye investeringsforvaltningsselskab.

Til nr. 12 (§ 20, nr. 8, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 20, nr. 8, indeholder alene et krav om, at SIKAV'ens vedtægter skal indeholde bestemmelser om bestyrelsens valg af investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab og udskiftning heraf. SIKAV'er er en type UCITS.

Med den foreslåede ændring af § 20, nr. 8, indføres et krav om, at en SIKAV's vedtægter skal indeholde betingelserne for udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet, og hvorledes investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning.

Det skal fremgå af SIKAV'ens vedtægter, at det er bestyrelsen, der vælger SIKAV'ens investeringsforvaltningsselskab. Det er således ikke muligt at sætte investeringsforvaltningsselskabets navn ind i vedtægterne eller at fastsætte, at det er generalforsamlingen, der vælger investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet. Da der består et over- og underordnelsesforhold mellem bestyrelsen og investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet, skal en bestyrelse kunne afsætte selskabet, hvis bestyrelsen ikke er tilfreds med det. Det skal fremgå af vedtægterne på hvilke betingelser bestyrelsen kan udskifte investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet, og hvorledes investorerne beskyttes ved en udskiftning.

Den foreslåede § 20, nr. 8, gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26, stk. 1, i UCITS-direktivet vedrørende udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet for SIKAV'er.

Bestemmelser i vedtægterne om betingelserne for udskiftning af SIKAV'ens investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab behøver ikke at være detaljerede. Der vil typisk være tale om, at vedtægterne bestemmer, at bestyrelsen kan opsige aftalen med SIKAV'ens investeringsforvaltningsselskab og vælge et nyt investeringsforvaltningsselskab, hvis bestyrelsen finder, at det vil være til gavn for SIKAV'en, og hvis den træffer beslutning herom.

Vedtægternes bestemmelse om, hvorledes investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning kan gå ud på, at SIKAV'ens aktiviteter skal overdrages direkte fra det gamle investeringsforvaltningsselskab til foreningens nye investeringsforvaltningsselskab.

Til nr. 13 (§ 20, nr. 9, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 20, nr. 9, indeholder alene et krav om, at en SIKAV's vedtægter skal angive, om det er SIKAV'ens generalforsamling eller bestyrelse, der vælger og kan udskifte depotselskabet. SIKAV'er er en type UCITS.

Den foreslåede § 20, nr. 9, gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26, stk. 1, i UCITS-direktivet vedrørende udskiftning af depotselskabet for SIKAV'er.

Med den foreslåede ændring af § 20, nr. 9, indføres et krav om, at en SIKAV's vedtægter skal indeholde betingelserne for udskiftning af depotselskabet, og om hvorledes investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning.

Det skal fremgå af vedtægterne, om det er generalforsamlingen eller bestyrelsen, der vælger depotselskabet. Hvis navnet på SIKAV'ens depotselskab fremgår af vedtægterne, kan det kun udskiftes efter reglerne om vedtægtsændringer. Det skal fremgå af vedtægterne på hvilke betingelser bestyrelsen kan udskifte depotselskabet, og hvorledes investorerne beskyttes ved en udskiftning.

Bestemmelser i vedtægterne om betingelserne for udskiftning af SIKAV'ens depotselskab behøver ikke at være detaljerede. Der vil typisk være tale om, at vedtægterne bestemmer, at depotselskabet kan udskiftes, hvis bestyrelsen finder, at det vil være til gavn for SIKAV'en, og hvis den træffer beslutning herom. Vedtægternes bestemmelse om, hvorledes investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning kan gå ud på, at SIKAV'ens aktiver skal overdrages direkte fra det gamle depotselskab til SIKAV'ens nye depotselskab. Det er kutyme i branchen, at det gamle depotselskab aktivt medvirker til at løse de problemer, der måtte opstå i forbindelse med overdragelsen af de deponerede værdipapirer og likvider til det nye depotselskab.

Til nr. 14 (§ 21, nr. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende § 21, nr. 3, indeholder alene et krav om, at en værdipapirfonds vedtægter skal indeholde bestemmelser om investeringsforvaltningsselskabets eller administrationsselskabets navn og eventuelle binavne.

Den foreslåede ændring af § 21, nr. 3, gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26, stk. 1, i UCITS-direktivet vedrørende udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet for værdipapirfonde.

Med den foreslåede ændring indføres et krav i § 21, nr. 3, om, at en værdipapirfonds fondsbestemmelser skal indeholde betingelser for udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet, og hvorledes investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning, udover at skulle indeholde bestemmelser om investeringsforvaltningsselskabets eller administrationsselskabets navn og eventuelle binavne.

Normalt vil det ikke være muligt at udskifte en værdipapirfonds investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, fordi fonden er oprettet af investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskab og er en del af selskabet. Der kan dog forekomme tilfælde, hvor man som led i en reorganisering eller rekonstruktion ønsker at overflytte en værdipapirfond til et andet investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab.

Fondsbestemmelser om betingelserne for udskiftning af en værdipapirfonds investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab behøver ikke at være detaljerede. Der vil typisk være tale om, at vedtægterne bestemmer, at bestyrelsen for investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet kan overdrage værdipapirfonden til et andet investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, hvis bestyrelsen finder, at det vil være til gavn for værdipapirfonden, investeringsforvaltningsselskabet eller administrationsselskabet, og hvis den træffer beslutning herom.

Vedtægternes bestemmelse om, hvorledes investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning kan gå ud på, at fondens aktiviteter skal overdrages direkte fra det gamle investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab til fondens nye investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab.

Til nr. 15 (§ 21, nr. 9, i lov om investeringsforeninger)

Den gældende § 21, nr. 9, indeholder alene et krav om, at en værdipapirfonds fondsbestemmelser skal indeholde bestemmelser om valg og udskiftning af depotselskabet.

Med den foreslåede ændring indføres et krav i § 21, nr. 9, om, at en værdipapirfonds fondsbestemmelser tillige skal indeholde betingelser for udskiftning af depotselskabet, og om hvorledes investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning.

Fondsbestemmelser om betingelserne for udskiftning af værdipapirfondens depotselskab behøver ikke at være detaljerede. Der vil typisk være tale om, at fondsbestemmelserne bestemmer, at depotselskabet kan udskiftes, hvis investeringsforvaltningsselskabet finder, at det vil være til gavn for fonden, og hvis det træffer beslutning herom.

Den foreslåede § 21, nr. 9, gennemfører UCITS V-direktivets ændringer i artikel 26, stk. 1, i UCITS-direktivet vedrørende udskiftning af depotselskabet for værdipapirfonde.

En værdipapirfonds fondsbestemmelser skal angive, hvorledes investorerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning kan gå ud på, at fondens aktiver skal overdrages direkte fra det gamle depotselskab til fondens nye depotselskab. Det er kutyme i branchen, at det gamle depotselskab aktivt medvirker til at løse de problemer, der måtte opstå i forbindelse med overdragelsen af de deponerede værdipapirer og likvider til det nye depotselskab.

Til nr. 16 (§ 56, stk. 3, i lov om investeringsforeninger)

Efter den gældende § 56, stk. 3, skal et medlem af en investeringsforenings bestyrelse eller direktion eller den eksterne revisor straks meddele Finanstilsynet om en formodning om, at en afdeling ikke opfylder formuekravene i den nugældende § 3, stk. 10.

Bestemmelsen foreslås ophævet som følge af, at kravet om minimumsformue for afdelinger af investeringsforeninger i § 3, stk. 10, foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

Til nr. 17 (§ 109, stk. 3, i lov om investeringsforeninger)

Opfylder en ny andelsklasse i en investeringsforening ikke kravet om minimumsformue, senest 6 måneder efter at bestyrelsen har truffet beslutning om etablering skal foreningen efter den gældende § 109, stk. 3, afvikle andelsklassen, ved at tvangsopløse samtlige andele, som er udstedt af andelsklassen, uden forudgående generalforsamlingsbeslutning. Opfylder en eksisterende andelsklasse i en investeringsforening ikke kravet om minimumsformue, og har den ikke tilvejebragt den foreskrevne formue inden for en af Finanstilsynet fastsat frist, skal foreningen ligeledes afvikle andelsklassen ved at tvangsopløse samtlige andele, som er udstedt af andelsklassen, uden forudgående generalforsamlingsbeslutning. Ved tvangsindløsning skal investorerne dog have tilbud om at få overført deres andele til en anden andelsklasse.

Den foreslåede ophævelse af § 109, stk. 3, er en konsekvens af, at det foreslås, at kravet om minimumsformue i § 9, stk. 1, nr. 9, alene skal finde anvendelse ved tilladelse til investeringsforeninger, som ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab, og ikke disses andelsklasser.

Til nr. 18 (§ 110, stk. 2 og 3, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 110, stk. 2, kan Finanstilsynet inddrage en investeringsforenings tilladelse, hvis ikke alle foreningens afdelinger opfylder kravet om minimumsformue og afdelingen ikke har tilvejebragt minimumsformuen inden for en frist fastsat af Finanstilsynet.

Efter den gældende § 110, stk. 3, kan Finanstilsynet inddrage en investeringsforenings afdelings tilladelse, hvis ikke afdelingen opfylder kravet om minimumsformue og afdelingen ikke har tilvejebragt minimumsformuen inden for en frist fastsat af Finanstilsynet.

Som en konsekvens af, at det med lovforslaget foreslås at ændre kravet om minimumsformue, jf. lovforslagets § 2, nr. 5, således at det alene finder anvendelse, når investeringsforeninger, som ikke har delegeret den daglige ledelse til et investeringsforvaltningsselskab eller til et administrationsselskab, søger om tilladelse som investeringsforening, ophæves § 110, stk. 2 og 3.

Til nr. 19 (§ 112, stk. 2, 2. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 112, stk. 2, 2. pkt., skal generalforsamlingens beslutning om afvikling angive, om afvikling skal ske ved likvidation eller ved forenklet afvikling. En afdeling kan ikke træffe beslutning om forenklet afvikling, hvis kravet om minimumsformue i § 9, stk. 1, nr. 9, ikke er opfyldt.

Som en konsekvens af, at kravet om minimumsformue i § 9, stk. 1, nr. 9, foreslås ophævet for afdelinger og andelsklasser af investeringsforeninger, foreslås det tillige, at ophæve § 112, stk. 2, 2. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.

Til nr. 20 (§ 164, stk. 6, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Efter den gældende § 164, stk. 6, i lov om investeringsforeninger m.v. kan Finanstilsynet indhente oplysninger til brug for videregivelse til de i § 175, stk. 6, nr. 14 og 18, nævnte myndigheder. Finanstilsynet kan således efter § 164, stk. 1-4, indhente oplysninger til brug for videregivelse til finansielle myndigheder i andre medlemsstater og i tredjelande.

Undtagelsen til tavshedspligten i § 175, stk. 6, blev imidlertid ændret og udvidet med lov nr. 268 af 25. marts 2014 om ændring af lov om finansiel virksomhed og forskellige andre love, uden der skete en justering af § 164, stk. 6.

Som en konsekvens heraf foreslås det, at ændre bestemmelsen i § 164, stk. 6. Det foreslås derfor, at Finanstilsynet kan indhente oplysninger til brug for de i § 175, stk. 6, nr. 16-28, nævnte myndigheder og organer, svarende til de myndigheder og organer beliggende i andre medlemsstater og tredjelande, der under visse forudsætninger kan videregives oplysninger til efter § 175, stk. 6.

Den foreslåede bestemmelse svarer i øvrigt til en lignende bestemmelse i lov om finansiel virksomhed § 347, stk. 6, om Finanstilsynets mulighed for, at indhente oplysninger til brug for videregivelse til myndigheder og organer i andre lande.

Til nr. 21 (§ 190, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)

§ 190, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. fastsætter hvilke overtrædelser af lovens bestemmelser, der straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Straf efter stk. 1 forudsætter, at der er begået en overtrædelse af én af de bestemmelser, som er nævnt i bestemmelsen.

Lov om investeringsforeninger m.v. indeholder ikke mulighed for at pålægge en juridisk person strafansvar for en overtrædelse, der kan tilregnes den juridiske person. Det skyldes at hensynet bag de fleste af de regler, der kan straffesanktioneres, er at beskytte investorerne og deres investeringer. En overtrædelse af disse regler bringer altså investorernes formue i fare. Hvis man idømmer den danske UCITS en bøde for overtrædelse af sådanne investorbeskyttelsesregler, bliver det investorerne, som skal betale bøden for, at deres formue har været bragt i fare. Det er ikke fundet rimeligt. Derfor er der alene mulighed for at straffe medlemmer af en UCITS' bestyrelse eller direktion eller andre med tilknytning til en dansk UCITS, hvis en eller nogle af disse personer har medvirket forsætligt eller groft uagtsomt til overtrædelsen. Der skal som udgangspunkt ikke rejses tiltale mod underordnede ansatte for overtrædelse af bestemmelser i loven.

Som følge af de øvrige foreslåede ændringer i lov om investeringsforeninger m.v. foreslås en række ændringer i bestemmelsen, som gennemgås nærmere nedenfor.

§ 48, stk. 3 og 4, i lov om investeringsforeninger m.v.:

Som konsekvens af, at der i UCITS V-direktivet indføres en ny artikel 99 a, litra m, i UCITS-direktivet, som bestemmer, at medlemsstaterne skal sikre, at der er sanktionsmuligheder for de nationale bestemmelser til gennemførelse af direktivets bestemmelser om krav vedrørende delegation til tredjemand fra en investeringsforening, som ikke har overladt den daglige administration til et investeringsforvaltningsselskab (selvforvaltende forening), foreslås det at ændre § 48, stk. 1, 6 og 7 til § 48, stk. 1, 3, 4, 6 og 7 og dermed som noget nyt at strafbelægge § 48, stk. 3 og 4.

I § 48, stk. 3, bestemmes, at bestyrelsen kun kan indgå aftaler om porteføljepleje med en virksomhed, der opfylder bestemmelserne i § 64, stk. 1, og som ikke er depotselskab for foreningen, eller er et andet selskab, hvis interesser kan være i strid med den pågældende forenings eller investorenes interesser.

Med lovforslaget kan overtrædelse af § 48, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelsen er investeringsforeningens bestyrelse, fordi bestyrelsen skal indgå eller godkende alle delegationsaftaler på foreningens vegne.

Strafniveauet vil afhænge af, hvor alvorlig overtrædelsen er og af, om investorernes interesser er blevet tilsidesat på bekostning af det selskabs interesser, som der ulovligt er delegeret til. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det kan være omfattet af straffeloven, vil der også kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt kan der normalt blive tale om bødestraf.

I § 48, stk. 4, bestemmes, at bestyrelsen skal sikre, at alle de indgåede aftaler om delegation af opgaver skal medføre en mere effektiv drift af foreningen, samt at de overholder de krav, lovgivningen stiller til delegation af opgaver.

Med lovforslaget kan overtrædelse af § 48, stk. 4, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelsen er investeringsforeningens bestyrelse dels, fordi bestyrelsen skal indgå eller godkende alle delegationsaftaler på foreningens vegne, dels fordi bestyrelsen har det endelige ansvar for foreningens drift.

Strafniveauet vil afhænge af, hvor alvorlig overtrædelsen er og, af om investorernes interesser i at foreningen har en billig og effektiv drift er blevet tilsidesat på bekostning af det selskabs interesser, som der er delegeret til. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det kan være omfattet af straffeloven, vil der også kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt kan der normalt blive tale om bødestraf.

§ 64, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v.:

Som konsekvens af, at der i UCITS V-direktivet indføres en ny artikel 99 a, foreslås det som noget nyt at strafbelægge overtrædelse af § 64, stk. 3.

Det følger af § 64, stk. 3, at en investeringsforenings delegation af opgaver ikke må forhindre et effektivt tilsyn med foreningen og ikke må forhindre foreningens administration i at virke eller forhindre foreningen i at blive administreret i investorernes interesse.

Med lovforslaget kan overtrædelse af § 64, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Strafsubjektet for bestemmelsen er investeringsforeningens bestyrelse dels, fordi bestyrelsen skal indgå eller godkende alle delegationsaftaler på foreningens vegne, dels fordi bestyrelsen har det endelige ansvar for foreningens drift.

Strafniveauet vil afhænge af, hvor alvorlig overtrædelsen er og af, om hensynet til en effektiv drift af foreningen er blevet tilsidesat på bekostning af det selskabs interesser, som der er delegeret til, samt, om formålet hat været at hindre et effektivt tilsyn med foreningen. Hvis bestyrelse, direktion eller andre har handlet forsætligt kan forholdet være omfattet af straffeloven. Hvis forholdet er så alvorligt, at det kan være omfattet af straffeloven, vil der også kunne idømmes fængselsstraf efter nærværende bestemmelse. Hvis forholdet er mindre alvorligt kan der normalt blive tale om bødestraf.

§ 109, stk. 6, i lov om investeringsforeninger m.v.:

Det følger i dag af § 190, stk. 1, 1. pkt. i lov om investeringsforeninger m.v., at overtrædelse af § 109, stk. 3 og stk. 6, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Det foreslås at det fremadrettet alene vil være overtrædelse af § 109, stk. 6, der vil være strafbelagt, idet § 109, stk. 3, i lov om investeringsforeninger m.v. med lovforslagets § 2, nr. 17, foreslås ophævet.

Der er således alene tale om en konsekvensrettelse.

Til § 3

Til nr. 1 (§ 84 l i lov om værdipapirhandel m.v.)

Det foreslås at indføre § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., der regulerer Finanstilsynets offentliggørelse af specifikke overtrædelser af loven og regler fastsat i medfør af loven. Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 29 som affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013 om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel, og Kommissionens direktiv 2007/14/EF om gennemførelsesbestemmelser til visse bestemmelser i gennemsigtighedsdirektivet (herefter benævnt gennemsigtighedsdirektivet).

Det skal bemærkes, at bestemmelsen oprindeligt blev indsat ved § 5, nr. 4, i lov nr. 738 af 1. juni 2015 om ændring af årsregnskabsloven og forskellige andre love. Ændringen i lov nr. 738 af 1. juni 2015 træder i kraft 26. november 2015. Da dette er efter fremsættelsestidspunktet for nærværende lovforslag foreslås det af lovtekniske årsager, at ophæve § 84 l, som den blev indsat i lov nr. 738 af 1. juni 2015, jf. lovforslagets § 10, nr. 1, og nyaffatte bestemmelsen. Med nærværende lovforslag sker der alene få ændringer ift. affattelsen af bestemmelsen i lov nr. 738 af 1. juni 2015, i form af et nyt 3. pkt., i § 84 l, stk. 1, og indsættelsen af et nyt nummer 5 og 6.

Formålet med indførelsen af § 84 l er at sikre en styrkelse og indbyrdes tilnærmelse af medlemslandenes lovgivning vedrørende sanktioner og foranstaltninger for overtrædelse af vigtige bestemmelser i gennemsigtighedsdirektivet, herunder at øge de nationale sanktioners og foranstaltningers effektivitet og præventive virkning ved bl.a. at indføre krav om, at der skal ske offentliggørelse af sanktioner og foranstaltninger vedrørende både juridiske og fysiske personer, der er ansvarlige for overtrædelsen af de i forslaget til § 84 l, stk. 2, nævnte bestemmelser.

Den foreslåede § 84 l, stk. 1, fastsætter, at Finanstilsynet i de i stk. 2 nævnte sager skal offentliggøre påbuddet, påtalen, politianmeldelsen, det administrative bødeforelæg eller tvangsbøden samt navnet på den virksomhed eller den fysiske person, som meddeles sanktionen eller foranstaltningen for overtrædelse af loven eller bestemmelser fastsat i medfør heraf. Offentliggørelsen skal ske på Finanstilsynets hjemmeside.

Det foreslåede stk. 1 gennemfører artikel 29, stk. 1, i gennemsigtighedsdirektivet, således som bestemmelsen er affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013 om ændring af gennemsigtighedsdirektivet. Ifølge artikel 29 skal der ske offentliggørelse af alle beslutninger om sanktioner og foranstaltninger, som pålægges for overtrædelse af direktivet. Finanstilsynets almindelige offentliggørelse af afgørelser m.v., jf. bl.a. § 84 c i lov om værdipapirhandel m.v., afventer i dag ikke en eventuel indbringelse for Erhvervsankenævnet eller domstolene, og ud fra lighedsbetragtninger findes det ikke hensigtsmæssigt med lovforslagets offentliggørelsesbestemmelse at fravige dette.

Finanstilsynet kan endvidere i medfør af det foreslåede § 84 l, stk. 1, 3. pkt. vælge, ved påbud og påtaler i sager om overtrædelse af regnskabsreglerne at offentliggøre et resumé af sagen. Et sådan resumé skal i henhold til den foreslåede bestemmelse i overensstemmelse med artikel 29 i gennemsigtighedsdirektivet som minimum indeholde oplysninger om overtrædelsen, herunder en beskrivelse af de overtrådte bestemmelser, og en angivelse af den virksomhed eller person, som påbuddet eller påtalen er rettet imod. Idet der er tale om sager om forståelse af regnskabslovgivningen er det vigtigt, at offentliggørelsen indeholder tilstrækkelige oplysninger til brugerne om sagen og reglernes anvendelse. Det vil derfor altid bero på en konkret vurdering, om udformningen af et resume i tilstrækkelig grad sikrer forståelighed for brugerne. Offentliggørelse i form af et resumé giver desuden mulighed for, at der kan ske offentliggørelse af oplysninger om overtrædelsen samtidig med, at der foretages en vurdering af reglernes anvendelse. Resuméet giver endvidere mulighed for at udelade oplysninger om en virksomheds fortrolige driftsmæssige og økonomiske forhold, som ellers fremgår af afgørelsen.

Det bemærkes, at oplysninger om at fysiske personer har overtrådt strafsanktioneret lovgivning, herunder modtaget påbud og påtaler m.v., vil kunne være oplysninger om andre rent private forhold i henhold til persondatalovens § 8, og offentliggørelse, som forudsat i artikel 29 i gennemsigtighedsdirektivet, således som bestemmelsen er affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013 om ændring af gennemsigtighedsdirektivet, findes ikke i alle tilfælde at kunne ske inden for persondatalovens rammer. Den foreslåede bestemmelse indebærer således i forhold til spørgsmålet om, hvorvidt offentliggørelse kan ske, en fravigelse af persondatalovens regler. Persondatalovens regler finder i øvrigt anvendelse, herunder eksempelvis regler om behandlingssikkerhed, indsigt m.v. Der henvises i den forbindelse også til betragtning 27 i præamblen til gennemsigtighedsdirektivet, således som denne er affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013 om ændring af gennemsigtighedsdirektivet, hvoraf det bl.a. fremgår, at Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger i alle enkeltheder finder anvendelse på behandlingen af personoplysninger i forbindelse med gennemsigtighedsdirektivet.

Efter § 84 l, stk. 2, nr. 1, skal offentliggørelse efter stk. 1 for det første ske i sager om overtrædelse af reglerne om offentliggørelse af års- og halvårsrapporter efter § 27, stk. 7, og regler herom udstedt i medfør af § 27, stk. 12, og § 30 i lov om værdipapirhandel m.v. samt forordninger udstedt i medfør af gennemsigtighedsdirektivet. Det kan eksempelvis være, hvis en udsteder undlader at offentliggøre en års- eller halvårsrapport inden for de tidsfrister på henholdsvis 4 måneder og 3 måneder, der gælder for offentliggørelse af disse rapporter efter § 27, stk. 7. Virksomheder, der kan overtræde regler udstedt i medfør af § 27, stk. 12, er virksomheder, der har hjemsted i et land uden for Den Europæiske Union, der overtræder regnskabsregler, som er fastsat af Finanstilsynet, jf. § 27, stk. 2.

Efter stk. 2, nr. 2, skal der ske offentliggørelse af beslutninger om sanktioner og foranstaltninger i forbindelse med overtrædelse af § 27, stk. 13, og bestemmelser fastsat i medfør af § 27, stk. 14, og § 30. Finanstilsynet skal dermed på sin hjemmeside offentliggøre samtlige påtaler, påbud, politianmeldelser, administrative bødeforelæg og tvangsbøder vedrørende en fysisk eller juridisk persons overtrædelse af regler om beretninger om betalinger til myndigheder. Overtrædelser kan f.eks. være manglende, for sen eller mangelfuld offentliggørelse af en beretning om betalinger til myndigheder.

Efter stk. 2, nr. 3, skal der endvidere ske offentliggørelse ved overtrædelse af reglerne om offentliggørelse, registrering og opbevaring af oplysninger efter § 27 a, stk. 1-3, i lov om værdipapirhandel m.v., og regler herom udstedt i medfør af § 30 i lov om værdipapirhandel m.v. samt forordninger udstedt i medfør af gennemsigtighedsdirektivet. Det kan eksempelvis være, hvis en udsteder ikke offentliggør oplysninger på en måde, som sikrer, at de i videst muligt omfang når ud til offentligheden i hele Den Europæiske Union og lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område. Et andet eksempel kan være, at en udsteder undlader at indsende offentliggjorte oplysninger til Finanstilsynet.

Efter stk. 2, nr. 4, skal der ske offentliggørelse i sager om overtrædelse af reglerne om meddelelse af større besiddelser af aktier, rettigheder til at erhverve, afhænde eller udøve stemmerettigheder og finansielle instrumenter efter § 29 i lov om værdipapirhandel m.v., og af regler herom udstedt i medfør af § 29, stk. 7, og § 30 i lov om værdipapirhandel m.v. samt forordninger udstedt i medfør af gennemsigtighedsdirektivet. Det kan eksempelvis være, hvis en storaktionær undlader at give meddelelse om aktiebesiddelser eller giver for sen eller mangelfuld meddelelse om besiddelser af aktier m.v. til en udsteder.

Med stk. 2, nr. 5, i lov om værdipapirhandel m.v. foreslås det, at for udstedere af værdipapirer med hjemsted i Danmark skal overtrædelse af reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter i årsregnskabsloven, §§ 183-193 i lov om finansiel virksomhed, §§ 63 og 64 i lov om investeringsforeninger m.v., og regler udstedt i medfør § 131 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., hvis værdipapirerne er optaget til handel på et reguleret marked her i landet, i et andet land inden for den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, offentliggøres.

Det foreslås endvidere, at overtrædelse af regler udstedt i medfør af årsregnskabsloven, § 196 i lov om finansiel virksomhed, samt § 76 i lov om investeringsforeninger m.v. og i øvrigt overtrædelse af bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1606/2002 af 19. juli 2002 om anvendelse af internationale regnskabsstandarder skal offentliggøres.

For så vidt angår sager vedrørende virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, træder Erhvervsstyrelsen i Finanstilsynets sted, jf. § 83, stk. 2, 4. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v. Baggrunden herfor er, at kravene til indholdet i og offentliggørelse af børsnoterede virksomheders finansielle oplysninger fremgår af artikel 4 og 5 i gennemsigtighedsdirektivet. Idet artikel 29 i gennemsigtighedsdirektivet kræver offentliggørelse af alle sanktioner og foranstaltninger for overtrædelser af bestemmelser, der implementerer direktivet, skal alle påtaler, påbud, administrative bødeforelæg og tvangsbøder for overtrædelse af regnskabsreglerne tillige offentliggøres. Offentliggørelsen omfatter kontrol efter § 83, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v., og omfatter således ikke alene afgørelser vedrørende rent finansielle forhold, men også afgørelser vedrørende overtrædelse af krav til ikke finansielle oplysninger, der indgår i årsrapporten, herunder f.eks. krav til virksomhedernes redegørelse for god selskabsledelse eller for samfundsansvar (CSR).

For påtaler og påbud som udstedes af Finanstilsynet til en finansiel virksomhed m.v. for overtrædelse af regnskabslovgivningen, kan bekendtgørelse nr. 1567 af 23. december 2014 om finansielle virksomheders m.v. pligt til at offentliggøre Finanstilsynets vurdering af virksomheden m.v. endvidere finde anvendelse. Bekendtgørelsen kan blive relevant, hvis Finanstilsynet finder, at en påtale eller et påbud til den finansielle virksomhed m.v. er af betydning for virksomhedens kunder, indskydere, øvrige kreditorer eller de finansielle markeder, hvorpå udsteders værdipapirer handles m.v. I et sådan tilfælde skal den finansielle virksomhed offentliggøre Finanstilsynets redegørelse om påtalen på virksomhedens hjemmeside. Hvis påtaler og påbud udstedt af Finanstilsynet ikke vurderes af betydning for virksomhedens kunder, indskydere, øvrige kreditorer eller de finansielle markeder, hvorpå udsteders værdipapirer handles, vil offentliggørelse af påtalen eller påbuddet alene ske på Finanstilsynets hjemmeside.

Med stk. 2, nr. 6, foreslås det, at overtrædelse af reglerne for finansiel information i års- og delårsrapporter fra udstedere, der har Danmark som hjemland ifølge regler fastsat i medfør af § 30, som disse regler er fastlagt i den regnskabslovgivning, de pågældende udstedere er omfattet af, skal offentliggøres.

De nævnte regler i stk. 2, nr. 5 og 6, er de regler, der i henhold til § 83, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v. er genstand for Finanstilsynets kontrol af de omfattede virksomheders årsrapporter og halvårsrapporter, jf. § 83, stk. 2 og 3. I sager vedrørende virksomheder omfattet af årsregnskabsloven, træder Erhvervsstyrelsen i Finanstilsynets sted, jf. § 83, stk. 2, 4. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v. Erhvervsstyrelsens kontrol efter § 83, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v., omfatter ikke alene kontrol af rent finansielle forhold, men også afgørelser vedrørende overtrædelse af krav til ikke finansielle oplysninger, der indgår i årsrapporten, herunder f.eks. krav til virksomhedernes redegørelse for god selskabsledelse eller for samfundsansvar (CSR).

Efter stk. 2, nr. 7, skal der ske offentliggørelse af sager om overtrædelse af reglerne om udstederes oplysningsforpligtelser, hjemland og ligebehandling af og kommunikation med aktionærer og indehavere af obligationer eller andre former for omsættelige gældsinstrumenter udstedt i medfør af § 30 i lov om værdipapirhandel m.v. og forordninger udstedt i medfør af gennemsigtighedsdirektivet. Det kan eksempelvis være, hvis en udsteder af aktier undlader at offentliggøre det samlede antal stemmerettigheder og den samlede kapital i selskabet ved udgangen af en måned, i hvilken der er sket en stigning eller et fald som følge af en kapitalforhøjelse eller kapitalnedsættelse.

§ 84 l, stk. 3, fastsætter, at offentliggørelse efter stk. 1 skal udskydes eller ske i anonymiseret form, hvis offentliggørelse med navns nævnelse vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller den fysiske person, efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, eller offentliggørelse vil true den finansielle stabilitet. Dette gælder ligeledes i tilfælde, hvor der er tale om offentliggørelse vedrørende en fysisk person, hvis de samfundsmæssige hensyn til offentliggørelse med navns nævnelse må vurderes ikke at være proportionale i forhold til hensynet til personen.

Ved uforholdsmæssig stor skade menes der de tilfælde, hvor virksomhedens fortsatte drift vil blive truet, eller meget væsentlige interesser krænkes. Det forhold at offentliggørelse af en virksomheds navn vil kunne medføre fald i kursen på en virksomheds aktier, tab af kunder, eller at offentliggørelse vil kunne bane vej for et erstatningskrav mod virksomheden eller den fysiske person, vil ikke i sig selv være nok til, at offentliggørelse skal ske i anonymiseret form.

Efterforskningsmæssige hensyn kan endvidere tale imod offentliggørelse. Det vil sige, at offentliggørelse skal udskydes eller ske i anonymiseret form, hvis offentliggørelse vil kunne skade en efterfølgende strafferetlig efterforskning. Ved tvivl vil spørgsmålet om offentliggørelse blive forelagt den relevante politimyndighed. Finder politimyndigheden, at der er forhold, som taler mod offentliggørelse, vil Finanstilsynet normalt lægge dette til grund. Udskydes offentliggørelsen vil udskydelsen vare til der ikke længere er hensyn, der kan begrunde udskydelsen.

Endelig skal offentliggørelse udskydes eller ske i anonymiseret form i tilfælde af, at offentliggørelse vil medføre en trussel mod den nationale finansielle stabilitet.

Såfremt der er tale om offentliggørelse af navnet på en fysisk person, skal der ligeledes ske offentliggørelse i anonymiseret form, hvis offentliggørelse af navnet på en fysisk person i det konkrete tilfælde må vurderes ikke at være proportionalt i forhold til hensynet til personen. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor en offentliggørelse med navns nævnelse må vurderes ikke at ville have en tilstrækkelig præventiv effekt i forhold til det indgreb, som offentliggørelsen vil være i vedkommendes personlige integritet.

Hvis der er tale om et tilfælde, hvor der efter bestemmelsen skal ske offentliggørelse i anonymiseret form, men offentliggørelse ikke kan ske i anonymiseret form, fordi der ikke kan ske en effektiv anonymisering, vil offentliggørelsen ikke skulle foretages efter denne bestemmelse. Det er for eksempel tilfældet, hvis beskrivelsen af de konkrete forhold i sagen gør, at det vil være muligt entydigt at identificere den virksomhed eller fysiske person afgørelsen er rettet imod, uanset at denne ikke er nævnt ved navn. Det kunne f.eks. være tilfældet, hvis der f.eks. udelukkende findes én virksomhed, som har aktiviteter med skovning af primærskove, som er forpligtet til årligt at offentliggøre en beretning om betalinger til myndigheder efter forslaget til § 27, stk. 13, i lov om værdipapirhandel m.v.

§ 84 l, stk. 3, gennemfører artikel 29, stk. 1, litra a-c, i gennemsigtighedsdirektivet, således som bestemmelsen er affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013 om ændring af gennemsigtighedsdirektivet.

§ 84 l, stk. 4, 1. pkt., fastsætter, at hvis en afgørelse omfattet af bestemmelsen, dvs. et påbud eller en påtale for overtrædelse af de i stk. 2 nævnte forhold, samt tvangsbøder indbringes for Erhvervsankenævnet eller domstolene, jf. § 88 i lov om værdipapirhandel m.v., skal dette fremgå af offentliggørelsen. Status samt det efterfølgende resultat skal ligeledes offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside hurtigst muligt. Status kan f.eks. være, at parten efterfølgende trækker sin klage tilbage, eller at sagen afvises, hvorimod status quo ikke skal offentliggøres.

Finanstilsynet offentliggør i dag efter § 84 c i lov om værdipapirhandel m.v. bl.a. domme over juridiske personer i sager, der har været overgivet til politimæssig efterforskning, samt status om anke og resultatet heraf. Med forslaget skal Finanstilsynet tillige offentliggøre status samt det efterfølgende resultat af anken, hvis et påbud, en påtale eller en tvangsbøde for overtrædelse i de i stk. 2 nævnte forhold indbringes for Erhvervsankenævnet eller domstolene.

Stk. 4, 1. pkt., gennemfører artikel 29, stk. 2, i gennemsigtighedsdirektivet, således som bestemmelsen er affattet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/50/EU af 22. oktober 2013 om ændring af gennemsigtighedsdirektivet.

På tilsvarende måde skal Finanstilsynet efter det foreslåede stk. 4, 2. pkt., i de tilfælde, hvor en sag er overgivet til politimæssig efterforskning, og der er faldet helt eller delvis fældende dom eller vedtaget bøde, offentliggøre dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf på tilsynets hjemmeside hurtigst muligt.

Den foreslåede § 84 l, stk. 5, 1. pkt., fastsætter, at offentliggørelse i henhold til stk. 1-4 skal ske hurtigst muligt efter, at den fysiske eller juridiske person er underrettet om sanktionen eller foranstaltningen, og offentliggørelsen skal fremgå af Finanstilsynets hjemmeside i mindst 5 år fra offentliggørelsen.

Hurtigst muligt i § 84, stk. 5, 1. pkt., skal ikke fortolkes i overensstemmelse med § 27, stk. 1, og § 29, stk. 1, i lov om værdipapirhandel m.v., som omhandler udstederes oplysningsforpligtelser.

§ 5 i persondataloven indeholder en række grundlæggende principper, der gælder for alle behandlinger af personoplysninger, herunder fastsætter bestemmelsen bl.a., at indsamlede oplysninger ikke må opbevares på en måde, der giver mulighed for at identificere den registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt af hensyn til de formål, hvortil oplysningerne behandles. På den baggrund foreslås det i stk. 5, 2. pkt., at offentliggjorte oplysninger, som vedrører fysiske personer, kun skal fremgå af Finanstilsynets hjemmeside, så længe oplysningerne anses for nødvendige i forhold til de samfundsmæssige hensyn bag offentliggørelsen. Vurderingen skal foretages ud fra, at de samfundsmæssige hensyn bag offentliggørelsen er at sikre en styrkelse og indbyrdes tilnærmelse af medlemslandenes lovgivning vedrørende sanktioner for overtrædelse af vigtige bestemmelser i gennemsigtighedsdirektivet, herunder øge de nationale sanktioners og foranstaltningers effektivitet og præventive virkning. I denne vurdering bør blandt andet men ikke alene indgå en vurdering af vigtigheden af information til markedet om de pågældende overtrædelser og den præventive effekt ved offentliggørelse af den fysiske persons navn overfor hensynet til den fysiske persons private forhold.

Til nr. 2 (§ 87, stk. 9, i lov om værdipapirhandel m.v.)

Afsnit II i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 648/2012/EU af 4. juli 2012 om OTC-derivater, centrale modparter og transaktionsregistre (herefter benævnt EMIR-forordningen) pålægger såkaldte ikke finansielle modparter forpligtelser i forbindelse med handel med OTC-derivater. Ved en ikke finansiel modpart skal i henhold til forordningens artikel 2, stk. 1, nr. 9, forstås en enhed, der hverken er omfattet af definitionen af en central modpart (CCP) i forordningens artikel 2, stk. 1, nr. 1 eller definitionen af en finansiel modpart i forordningens artikel 2, stk. 1, nr. 8. Et OTC-derivat er et afledt finansielt instrument, der ikke handles på en børs eller et tilsvarende reguleret marked jf. EMIR-forordningens artikel 2, stk. 1, nr. 7.

Ikke finansielle modparter kan have interesse i at handle OTC-derivater eksempelvis som led i afdækning af vedkommendes forretningsrisici. EMIR-forordningens artikel 9, stk. 1, forpligter ikke finansielle modparter til at indberette oplysninger om indgåede -derivathandler til såkaldte transaktionsregister, der opretholder et centralt register over alle indgåede derivattransaktioner til brug for myndighedernes generelle markedsovervågning. OTC-derivater kan anvendes til såvel spekulative som kommercielle formål. Ikke finansielle modparter er i det omfang deres spekulative aktiviteter overskrider den grænseværdi, der er fastsat i medfør af artikel 10, stk. 3, i EMIR-forordningen, endvidere forpligtede til at cleare alle OTC-derivathandler jf. forordningens artikel 10, stk. 1, eller udveksle sikkerhedsstillelse og foretage anden risikostyring jf. forordningens artikel 11.

I medfør af den gældende § 83, stk. 1, 3. pkt., i lov om værdipapirhandel m.v. er Finanstilsynet udpeget som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af EMIR-forordningen bortset fra forordningens afsnit VI og VII. Heri ligger en forpligtelse for Finanstilsynet til at påse, at ikke finansielle modparter overholder forordningens afsnit II. Finanstilsynet har imidlertid ikke hjemmel til at anvende de kontrolbeføjelser, der er oplistet i § 87 i lov om værdipapirhandel m.v., i forbindelse med tilsyn med at ikke finansielle modparter overholder deres forpligtelser efter afsnit II i EMIR-forordningen. Dette indebærer, at Finanstilsynet hverken har hjemmel til at foretage kontrolbesøg hos ikke finansielle modparter uden retskendelse eller pålægge bestyrelsen i en ikke finansiel virksomhed at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for at føre tilsyn med at virksomheden overholder dens forpligtelser i medfør af afsnit II i EMIR-forordningen. Dog kan Finanstilsynet i medfør af EMIR-forordningens artikel 81, stk. 3, litra h, hente oplysninger via transaktionsregistre, til brug for tilsynet med de ikke finansielle modparter, og ikke finansielle virksomheder, der overskrider den i henhold til EMIR-forordningen fastsatte grænseværdi, er desuden forpligtet til at indberette oplysninger herom til Finanstilsynet i henhold til forordningens artikel 10, stk. 1, litra a.

Det fremgår ikke direkte af EMIR-forordningen hvilke tilsynsbeføjelser, den kompetente myndighed skal tillægges. Forordningens artikel 9, stk. 1, forpligter imidlertid medlemsstaterne til at træffe de nødvendige foranstaltninger for at sikre, at sanktionssystemet for finansielle modparter og ikke finansielle modparter, der er indført i medfør af forordningens artikel 9, stk. 1, kan håndhæves. Det vurderes, at Finanstilsynet for at opfylde dette krav nødvendigvis må tillægges tilsynsbeføjelser over for ikke finansielle modparter svarende til Finanstilsynets øvrige tilsynsbeføjelser.

Derfor foreslås indsat en bestemmelse i § 87, stk. 9, der giver Finanstilsynet adgang til at anvende de kontrolbeføjelser, der er oplistet i lovens § 87, stk. 1-6 og 8, i forbindelse med tilsynet med ikke finansielle modparters overholdelse af deres forpligtelser efter afsnit II i EMIR-forordningen.

Finanstilsynet vil som følge heraf eksempelvis kunne gå på kontrolbesøg hos ikke finansielle modparter, svarende til Finanstilsynets øvrige tilsynsvirksomhed og vil endvidere kunne pålægge bestyrelsen i en ikke finansiel virksomhed at give Finanstilsynet de oplysninger, der er nødvendige for at føre tilsyn med at virksomheden overholder dens forpligtelser i medfør af afsnit II i EMIR-forordningen.

Finanstilsynets tilsynsbeføjelser overfor ikke finansielle modparter forventes tilrettelagt i overensstemmelse med Finanstilsynets nuværende praksis for finansielle virksomheder. På den baggrund vil kontrolbesøg således almindeligvis blive afholdt på grundlag af varsel og indkaldelse, men vil undtagelsesvist også kunne finde sted med kort varsel eller uvarslet, hvis virksomhedens forhold eller markedsforholdene tilsiger det. Tilrettelæggelsen af kontrolbesøg vil ske ud fra en risikobaseret tilgang. Heri ligger, at Finanstilsynet har fokus på de større og risikofyldte virksomheder, hvor risikoen for overtrædelser eller konsekvenserne heraf er størst. I øvrigt forventes tilsynet tilpasset niveauet i de øvrige medlemsstater.

Når Finanstilsynet skønner det nødvendigt at få adgang til ikke finansielle modparter uden retskendelse, skal dette ske i overensstemmelse med retssikkerhedslovens regler.

Til § 4

Til nr. 1 (§ 21, stk. 3, nr. 4, i revisorloven)

§ 21, stk. 3, i revisorloven, angiver hvilke virksomheder, der vurderes at være af særlig interesse for offentligheden. Der gælder en række skærpede krav for revisionen af virksomhederne omfattet af lovens § 21, stk. 3, herunder krav om yderligere oplysninger om uafhængighed i revisionsprotokollen, jf. § 21, stk. 1, forbud mod at yde regnskabsmæssig assistance, jf. § 24, stk. 4, rotationspligt for revisor, jf. § 25, offentliggørelse af gennemsigtighedsrapport, jf. § 27, samt hyppigere kvalitetskontrol fra Revisortilsynet, jf. § 29, stk. 3.

§ 21, stk. 3, omfatter bl.a. virksomheder og foreninger, der er omfattet af kapital- eller formuekrav i henhold til lovgivningen for finansielle virksomheder eller foreninger, samt ATP koncernen, jf. det nugældende § 21, stk. 3, nr. 4.

Det foreslås at ændre bestemmelsen så Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og Lønmodtagernes Dyrtidsfond omfattes sammen med Arbejdsmarkedets Tillægspension, mens de datterselskaber til Arbejdsmarkedets Tillægspension, som ikke er omfattet af kapital- eller formuekrav i henhold til lovgivningen for finansielle virksomheder, ikke omfattes af bestemmelserne. For i øvrigt at skabe større klarhed om hvilke virksomhedstyper, der er omfattet via § 21, stk. 3, nr. 4, er det valgt at nyaffatte bestemmelsen, så den nu udtrykkeligt oplister de virksomhedstyper, der er omfattet.

Bestemmelsen blev ved den seneste ændring, jf. § 10 i lov nr. 1490 af 23. december 2014, formuleret således, at Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring og Lønmodtagernes Dyrtidsfond, der hidtil havde været omfattet, ved en fejl udgik af bestemmelsen, ligesom alle Arbejdsmarkedets Tillægspensions datterselskaber blev omfattet af bestemmelsen, hvilket heller ikke var tilsigtet. Dette rettes der op på med den foreslåede ændring af bestemmelsen.

Til § 5

Til nr. 1 (§ 2, nr. 14, i lov restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder)

Med § 2, nr. 14, defineres hvad der i lov restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder skal forstås ved et fondsmæglerselskab I. Dette begreb er allerede i dag defineret i lov om finansiel virksomhed, hvorfor der henvises til definitionen heri.

Den gældende § 2, nr. 14, henviser imidlertid til § 5, stk. 1, nr. 32, i lov om finansiel virksomhed. Dette foreslås ændret, således at henvisningen bliver til § 5, stk. 1, nr. 35, i lov om finansiel virksomhed.

Der er alene tale om en konsekvensændring som følge af, at lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 32, med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, bliver til § 5, stk. 1, nr. 35, pr. 1. januar 2016. Ændringen foreslås således alene med henblik på at sikre den korrekte henvisning til definitionen af et fondsmæglerselskab I.

Til § 6

Til nr. 1 (§ 161, stk. 5, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Finanstilsynet kan efter § 161, stk. 1, nr. 1-4, i lov om forvaltere af alternative m.v. investeringsfonde indhente oplysninger til brug for tilsynet med forvaltere af alternative investeringsfonde. Efter § 170, stk. 7, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., kan Finanstilsynet videregive oplysninger omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt til en udtømmende opremsning af myndigheder, organger m.v., herunder også em række myndigheder og organer i andre medlemslande eller tredjelande, under forudsætning af, at betingelserne for videregivelse i § 170 iagttages

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 6 i § 161 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Bestemmelsen giver Finanstilsynet mulighed for at indhente oplysninger efter § 161, stk. 1-4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. til brug for videregivelse til de i § 170, stk. 7, nr. 20-28, nævnte myndigheder og organer.

Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for samarbejde mellem de forskellige nationale tilsynsmyndigheder omkring udveksling af oplysninger om de forvaltere, som er under tilsyn i Danmark. Da direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde (herefter benævnt FAIF-direktivet) giver forvaltere af alternative investeringsfonde mulighed for at udøve deres virksomhed grænseoverskridende i Europa, foreslås det derfor, at der også er mulighed for, at Finanstilsynet kan indhente oplysninger fra de danske forvaltere af alternative investeringsfonde til brug for videregivelse til de i § 170, stk. 6, nr. 20-28 nævnte myndigheder og organer.

Den foreslåede bestemmelse svarer i øvrigt til § 347, stk. 6, i lov om finansiel virksomhed, om Finanstilsynets mulighed for, at indhente oplysninger til brug for videregivelse til myndigheder og organer i andre lande.

Til nr. 2 (§ 190, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

§ 190, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. fastsætter hvilke overtrædelser af lovens bestemmelser, der straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Bestemmelsen er subsidiær i forhold til straffelovens regler, hvorfor bestemmelsen får særlig betydning ved overtrædelser, der ikke er strafsanktioneret i øvrigt. Endvidere får bestemmelsen selvstændig betydning, såfremt overtrædelsen er sket ved uagtsomhed, der ikke straffes efter straffeloven, medmindre det er særskilt anført, jf. straffelovens § 19.

Med den foreslåede lovændring indføres straf for overtrædelse af de anførte bestemmelser i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 231/2013 af 19. december 2012 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU for så vidt angår undtagelser, generelle vilkår for drift, depositarer, gearing, gennemsigtighed og tilsyn.

Straf efter stk. 1 forudsætter, at der er begået en overtrædelse af en af de bestemmelser, som er nævnt i stk. 1. Det følger af § 190, stk. 6, jf. § 27 i straffeloven, at strafansvar for en juridisk person forudsætter, at der inden for dens virksomhed er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere til den juridiske person knyttede personer eller den juridiske person som sådan.

I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud for virksomheden, er de mulige ansvarssubjekter for straf ved overtrædelse af bestemmelserne virksomheden, jf. § 190, stk. 6, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., og/eller en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvilket oftest vil være ledelsen. Der vil således kunne rejses tiltale mod virksomheden alene eller mod både virksomheden og en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, ligesom der vil kunne rejses tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden alene. Udgangspunktet er tiltale mod virksomheden for overtrædelsen, men dette kan kombineres med tiltale mod en eller flere personer med tilknytning til virksomheden, hvis en eller nogle af disse personer har medvirket forsætligt eller groft uagtsomt til overtrædelsen, og overtrædelsen ikke er af underordnet karakter.

Nedenfor anføres bemærkninger vedrørende de enkelte ændringer i forslaget til ændringer i § 190, stk. 1, hvormed der indsættes henvisninger til en række artikler i Kommissionens delegerede forordning (EU) nr. 231/2013 af 19. december 2012 om udbygning af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU for så vidt angår undtagelser, generelle vilkår for drift, depositarer, gearing, gennemsigtighed og tilsyn.

Artikel 2, stk. 6, 3.-5. pkt., indeholder regler om at forvalteren skal fastsætte en tærskelberegnings dato i forhold til beregningen af den tærskelværdi som følger af § 6 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og skal anvende denne dato på en konsekvent måde. Såfremt der sker ændringer i denne dato, skal dette begrundes overfor den kompetente myndighed, som i Danmark er Finanstilsynet. Forvalteren skal endvidere tage hensyn til tidspunktet for og hyppigheden af værdiansættelsen af de forvaltede aktiver. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 2, stk. 6, 3.-5. pkt., er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion, og den strafbetingende faktor er at undlade at fastsætte en tærskelberegningsdato, og ikke at tage hensyn til tidspunktet for og hyppigheden af værdiansættelsen af de forvaltede aktiver. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 2, stk. 6, 3.-5. pkt., som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 4, stk. 3 og 5, indeholder regler om, at såfremt forvalteren midlertidigt overtræder tærskelværdien efter § 6 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., skal forvalteren underrette Finanstilsynet herom. Forvalteren skal efter 3 måneder genberegne værdien af de forvaltede aktiver og skal kunne godtgøre overfor den kompetente myndighed, som i Danmark er Finanstilsynet, at overtrædelsen af tærskelværdien var af midlertidig karakter og, at det således ikke er nødvendigt for forvalteren at indgive en ansøgning om tilladelse som forvalter af alternative investeringsfonde efter § 11 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 4, stk. 3 og 5, er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion, og den strafbetingende faktor er manglende underretning til Finanstilsynet samt manglende genberegning efter 3 måneder. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 4, stk. 3 og 5, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 51, stk. 1, 1. pkt., indeholder regler om, at forvaltere af alternative investeringsfonde kun må påtage sig eksponering for kreditrisiko ved securitisation, hvis det engagementsleverende kreditinstitut, det organiserende kreditinstitut eller den oprindelige långiver udtrykkeligt har meddelt forvalteren, at vedkommende fortsat bibeholder en væsentlig nettokapitalandel på mere end 5 pct. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 51, stk. 1, 1. pkt., er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion, og den strafbetingende handling er at påtage sig eksponering for kreditrisikoen ved en securitisation uden at forvalteren udtrykkeligt er blevet meddelt af det engagementsleverende kreditinstitut, det organiserende kreditinstitut eller den oprindelige långiver, at denne beholder minimum 5 pct. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 51, stk. 1, 1. pkt., som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 52 indeholder regler om de kvalitative krav der gælder for forvalteren, før forvalteren påtager sig eksponering for kreditrisikoen ved en securitisation på vegne af en eller flere alternative investeringsfonde. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 52 er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion, og den strafbetingende faktor er, at forvalteren undlader at sikre sig, at det organiserende og engagementsleverende kreditinstitut opfylder betingelserne i artikel 52, litra a-g, før forvalteren påtager sig eksponering for kreditrisikoen ved en securitisation på vegne af en eller flere alternative investeringsfonde. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 52 som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 53, stk. 1, stk. 2, 1. pkt. og 3-6 pkt., og stk. 3-5 indeholder regler om kvalitative krav vedrørende forvaltere, som er eksponeret for securitisationer på vegne af en alternativ investeringsfond. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 53, stk. 1, stk. 2, 1. pkt. og 3.-6. pkt., og stk. 3-5, er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion, og den strafbetingende faktor er manglende overholdelse af de krav, som gælder for forvalteren, når forvalteren eksponeres for kreditrisikoen for en securitisation på vegne af en eller flere alternative investeringsfonde, som forvalteren forvalter. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 53, stk. 1, stk. 2, 1. pkt. og 3-6 pkt., og stk. 3-5, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 54 indeholder regler om korrigerende foranstaltninger ved eksponering overfor securitisationer, som forvalteren skal træffe ved eksponering for securitisationer. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 54 er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion, og den strafbetingende faktor er manglende korrigerende foranstaltninger, som opfylder kravene i artikel 54. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 54 som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 90, stk. 2, 3. pkt. og stk. 3, indeholder regler om kontrol af ejendomsret og registrering i forbindelse med opbevaringsopgaven. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 90, stk. 2, 3. pkt., og stk. 3, er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion samt den alternative investeringsfondes depositar. Den strafbetingende faktor er for forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion, manglende sikring af at depositaren får certifikater og anden dokumentation, hver gang der er et salg eller køb af aktiver eller en corporate action, der fører til udstedelsen af finansielle instrumenter, og mindst en gang om året samt manglende sikring og manglende fremsendelse af instrukser og relevante oplysninger i forbindelse med den alternative investeringsfonds aktiver, til depositaren. For depositaren er den strafbetingende faktor en manglende sikring af, at forvalteren har og gennemfører passende procedurer til at kontrollere, at de aktiver, der er erhvervet af den forvaltede alternative investeringsfond, er behørigt registreret. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 90, stk. 2, 3. pkt. og stk. 3, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 91 indeholder regler om hvilke oplysninger forvalteren skal sørge for at en eventuelt primebroker skal stille til rådighed for den alternative investeringsfonds depositar. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 91, er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion og den strafbetingende faktor er hvis forvalteren undlader at sørge for at prime brokeren, jf. § 3, stk. 1, nr. 36, stiller en erklæring, som fremgår af artikel 91, til rådighed for depositaren senest ved afslutning af den bankdag, der følger bankdagen, som erklæringen vedrører. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 91 som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 98, stk. 6 og 7, indeholder regler om at en depositar skal udarbejde beredskabsplan for hvert marked hvor depositaren har delegeret opbevaringsfunktionen til tredjemand og at en depositar skal træffe foranstaltninger, herunder ophæve aftalen med tredjemand såfremt tredjemand ikke opfylder kravene. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 98, stk. 6 og 7, er den alternative investeringsfonds depositar og den strafbetingende faktor er, at depositaren ikke har udarbejdet beredskabsplanen og at depositaren ikke træffer foranstaltninger, såfremt tredjemand ikke opfylder kravene. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 98, stk. 6 og 7, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 100, stk. 2, 2. pkt. og stk. 4 og 5, indeholder regler om depositarens og forvalterens pligter når der er tale om tab af finansielle instrumenter opbevaret i et depot. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 100, stk. 2, 2. pkt., er forvalteren og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 100, stk. 4 og 5, er den alternative investeringsfonds depositar. Den strafbetingende faktor er, at forvalteren eller depositaren undlader at leve op til sine forpligtelser i forbindelse med konstatering af tab af et finansielt instrument. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 100, stk. 2, 2. pkt., og stk. 4 og 5, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 103 indeholder regler om oplysninger i den alternative investeringsfonds årsrapport samt fremlæggelsen af oplysningerne. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 103 er den alternative investeringsfonds forvalter og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion og den strafbetingende faktor er, hvis forvalteren undlader at fremlægge oplysninger i årsrapporten på en måde, der giver væsentlige og sammenlignelige og klare oplysninger og hvis ikke årsrapporten indeholder oplysninger, som investorerne har brug for i forbindelse med de bestemte alternative investeringsfondes struktur. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 103 som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 104, stk. 4-7, indeholder regler om indhold og format af balance eller formueopgørelsen og af opgørelsen over indtægter og udgifter. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 103 er den alternative investeringsfonds forvalter og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion og den strafbetingende faktor er, hvis forvalteren ikke lever op til de krav, der følger af stk. 4-7, omkring oplysninger og præsentation af oplysningerne. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 104, stk. 4-7, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 106, stk. 4, indeholder regler om, at væsentlige ændringer i de oplysninger, som er givet til investorerne før investering i den alternative investeringsfond, jf. artikel 23 i FAIF-direktivet, som gennemført i dansk ret ved § 62 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., samt konsekvensen heraf, skal oplyses i den alternative investeringsfonds årsregnskab. De væsentlige ændringer samt konsekvensen heraf skal oplyses i den alternative investeringsfonds årsregnskab også selv om dette ikke følger af gældende regnskabsregler og standarder Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 106, stk. 4, er den alternative investeringsfonds forvalter og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion og den strafbetingende faktor er at undlade at beskrive væsentlige ændringer og de forventede konsekvenser for fonden og investorerne. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 106, stk. 4, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 107, stk. 4, indeholder regler om, at forvalteren skal oplyse i den alternative investeringsfonds årsrapport omkring de finansielle og ikke-finansielle kriterier for forvalterens aflønningspolitik og praksis for de relevante medarbejderkategorier. Endvidere indeholder bestemmelsen regler om, at forvalteren som minimum skal give de oplysninger, der er nødvendige for at forstå den alternative investeringsfonds risikoprofil og de foranstaltninger forvalteren træffer for at undgå eller styre interessekonflikter. Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 107, stk. 4, er den alternative investeringsfonds forvalter og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion. Den strafbetingende faktor er at undlade at give de oplysninger, som fremgår af artikel 107, stk. 4. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 107, stk. 4, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Artikel 109, stk. 1, indeholder regler om, at oplysninger, jf. artikel 23, stk. 5, i FAIF-direktivet, som gennemført ved § 65 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., skal præsenteres på en klar og forståelig måde. De oplysninger, der jf. § 65 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., skal stilles til rådighed for den alternative investeringsfonds investorer, er oplysninger omkring det maksimale gearingsniveau, mulighed for genanvendelse af sikkerhedsstillelse eller anden garanti, der er ydet i henhold til gearingsaftalen samt det samlede beløb, der er gearet for i fonden. . Ansvarssubjekterne for overtrædelse af artikel 109, stk. 1, er den alternative investeringsfonds forvalter og medlemmer af den pågældende forvalters bestyrelse og direktion. Den strafbetingende faktor er undladelse af, at præsentere de oplysninger, som fremgår af § 65 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. på en klar og forståelig måde. Det foreslås, at overtrædelse af artikel 109, stk. 1, som udgangspunkt bør medføre bødestraf, men ved gentagende overtrædelser, eller forsætlig overtrædelse, vil der efter bestemmelsen være mulighed for fængselstraf.

Til § 7

Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, i lov om en indskyder- og investorgarantiordning)

§ 3, stk. 1, oplister hvilke institutter der skal være tilsluttet og yde bidrag til Garantifonden for indskydere og investorer, som i loven er benævnt Fonden.

Det foreslås at ændre ordet Fonden til Garantiformuen.

Forslaget er en lovteknisk ændring, som følge af at Garantifonden for indskydere og investorer (Fonden) blev nedlagt ved lov nr. 334 af 31. marts 2015 og erstattet af en Garantiformue. Der er således ikke tilsigtet nogen materiel ændring.

Til nr. 2 (§ 9, stk. 3, 1. pkt., i lov om en indskyder- og investorgarantiordning)

Den gældende § 9 omhandler Garantiformuens dækningsområde. Det fremgår af § 9, stk. 3, 1. pkt., at Garantiformuen dækker indskud, som i henhold til lov har et socialt formål, og er knyttet til særlige begivenheder i livet, indtil et beløb svarende til 150.000 euro pr. indskyder.

I dette 1. pkt., har der imidlertid indsneget sig en fejl, i det der står "og og er knyttet til særlige begivenheder i livet".

Med forslaget fjernes det ene "og". Der er således alene tale om en korrektion af teksten.

Til § 8

Til nr. 1 (§ 6, stk. 8, 1. pkt., i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v.)

Den gældende § 6, stk. 8, i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. handler om rentefastsættelse for forlængede obligationer.

I forbindelse med en ændring af bestemmelsen i medfør af lov nr. 532 af 29. april 2015 om ændring af lov om værdipapirhandel m.v., lov om finansiel virksomhed, lov om kreditaftaler, lov om finansielle rådgivere, lov om pantebrevsselskaber, lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. og forskellige andre love blev der ved en fejl indsat en henvisning til stk. 3 eller 5, hvilket rettelig skulle have været en henvisning til stk. 2 eller 5. På den baggrund foreslås § 6, stk. 8, 1. pkt. ændret.

Den foreslåede ændring medfører ikke materielle ændringer.

Til § 9

Til nr. 1 (§ 1, nr. 20, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt § 14, stk. 1, nr. 3, jf. lovens § 1, nr. 20, hvori der er en henvisning til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelsen som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, og samtidig nyaffatte bestemmelsen med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 6. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 6.

Til nr. 2 (§ 1, nr. 26, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt § 64, stk. 8, jf. lovens § 1, nr. 26, hvori der er en henvisning til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelsen som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 2, og samtidig nyaffatte bestemmelsen med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 8. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8.

Til nr. 3 (§ 1, nr. 27, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, blev der indsat et nyt § 71, stk. 4, jf. lovens § 1, nr. 28. På den baggrund blev det præciseret i § 71, stk. 2, at Finanstilsynets hjemmel også omfatter fastsættelse af regler i medfør af § 71, stk. 3 og 4, idet begge stykker blot indebærer en mere specifik udmøntning af kravet om effektiv virksomhedsstyring, og således også begge henviser til stk. 1, jf. lovens § 1, nr. 27. Henvisningen til § 71, stk. 3 og 4, skal dog rettelig alene være en henvisning til § 71, stk. 3, jf. dette lovforslags § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det derfor af lovtekniske grunde, at ophæve ændringen af § 71, stk. 2, som affattet ved § 1, nr. 27, i lov nr. 308 af 28. marts 2015, og samtidig nyaffatte ændringen af § 71, stk. 2, med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 9. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 9

Til nr. 4 (§ 1, nr. 28, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, blev der indsat et nyt § 71, stk. 4, jf. lovens § 1, nr. 28. Med dette lovforslag ophæves det gældende § 71, stk. 3, jf. § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve § 1, nr. 28, i lov nr. 308 af 28. marts 2015, og nyaffatte bestemmelsen, jf. § 1, nr. 10. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 10.

Til nr. 5 (§ 1, nr. 34, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed indsættes §§ 126 b-126 g, jf. lovens § 1, nr. 34, som led i gennemførelsen af Solvens II-direktivet. Med dette lovforslag foretages ændringer i den med lov nr. 308 af 28. marts 2015 foreslåede affattelse af § 126 e og f.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelserne som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015. Samtidig nyaffattes bestemmelserne med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 20.

Til nr. 6 (§ 1, nr. 62, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed indsættes en ny § 283 i lov om finansiel virksomhed jf. lovens § 1, nr. 62. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelsen, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, og samtidig nyaffatte bestemmelsen med dette lovforslag, med henblik på at foretage en justering af § 283, stk. 3, jf. § 1, nr. 31. Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 31.

Til nr. 7 (§ 1, nr. 72, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes et nyt § 351, stk. 4, jf. lovens § 1, nr. 72, hvori der er en henvisning til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve § 351, stk. 4, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015. Samtidig nyaffattes bestemmelsen med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 32.

Til nr. 8 (§ 1, nr. 73, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes der med lovens § 1, nr. 73, en henvisning i § 351, stk. 5, 1. pkt., til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 351, stk. 5, 1. pkt., som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015. Samtidig nyaffattes ændringen med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 33.

Til nr. 9 (§ 1, nr. 76, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes der med lovens § 1, nr. 76, en henvisning i § 351, stk. 9, 1. pkt., til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 351, stk. 9, 1. pkt., som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015. Samtidig nyaffattes ændringen med dette lovforslag, jf. § 1 nr. 34.

Til nr. 10 (§ 1, nr. 81, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes der med lovens § 1, nr. 81, en henvisning i § 355, stk. 3, 1. pkt., til § 71, stk. 4, som tillige indsættes med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 28. Denne henvisning skal rettelig være til § 71, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 355, stk. 3, 1. pkt., som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015. Samtidig nyaffattes ændringen med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 37.

Til nr. 11 (§ 1, nr. 87, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

For så vidt angår de oplistede bestemmelser i lovforslagets ændringer til § 373, stk. 1, skal det bemærkes, at en stor del heraf, blev indsat med lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. lovens § 1, nr. 87. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 373, stk. 1, som affattet ved § 1, nr. 87, i lov nr. 308 af 28. marts 2015. Samtidig nyaffattes ændringen af bestemmelsen med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 41. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 41.

Til nr. 12 (§ 1, nr. 88, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, foretages ændringer i § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed, jf. lovens § 1, nr. 88. Med dette lovforslag foretages tillige ændringer i § 373, stk. 2, i lov om finansiel virksomhed. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det derfor af lovtekniske årsager at ophæve ændringen af § 373, stk. 2, som affattet ved § 1, nr. 88, i lov nr. 308 af 28. marts 2015, jf. § 9, nr. 12, og samtidig nyaffatte ændringen af bestemmelsen med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 42. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 42.

Til nr. 13 (§ 1, nr. 95, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

Med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, indsættes en ny §§ 417 a-417 c, jf. lovens § 1, nr. 95. Da lov nr. 308 af 28. marts 2015 træder i kraft den 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve bestemmelserne, som affattet ved lov nr. 308 af 28. marts 2015, og samtidig nyaffatte bestemmelserne med dette lovforslag, med henblik på at indsætte en ny § 417 d, jf. § 1, nr. 43.

Til nr. 14 (§ 3, stk. 5, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

§ 3, stk. 5, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 indeholder overgangsbestemmelser for blandt andet §§ 64, stk. 8 og § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, som er affattet ved § 1, nr. 28 og 26, i lov nr. 308 af 28. marts 2015.

De foreslåede ændringer i § 3, stk. 5, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed er konsekvensændringer som følge af, at lovens § 1, nr. 26 og 28, ophæves med dette lovforslag af lovtekniske grunde, jf. § 9, nr. 2 og 4.

Endvidere ophæves og nyaffattes § 71, stk. 3, med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 10, hvorefter henvisningen i § 3, stk. 5, til § 71, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, rettelig skal være til § 71, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 8 og 10.

Til nr. 15 (§ 5, stk. 1, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

§ 5, stk. 1, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 indeholder overgangsbestemmelser for blandt andet § 126 c i lov om finansiel virksomhed, som er affattet ved § 1, nr. 34, i lov nr. 308 af 28. marts 2015.

Den foreslåede ændring af § 5, stk. 1, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 er en konsekvensændring som følge af, at § 1, nr. 34, ophæves med dette lovforslag af lovtekniske grunde, jf. § 9, nr. 5, og at § 126 c nyaffattes, jf. § 1, nr. 20.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 20 og § 9, nr. 5.

Til nr. 16 (§ 7, stk. 1, i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

§ 7 i lov nr. 308 af 28. marts 2015 indeholder overgangsbestemmelser for blandt andet § 126 d i lov om finansiel virksomhed, som er affattet ved § 1, nr. 34, i lov nr. 308 af 28. marts 2015.

Den foreslåede ændring af § 7, stk. 1, i lov nr. 308 af 28. marts 2015 er en konsekvensændring som følge af, at § 1, nr. 34, ophæves af lovtekniske grunde, jf. § 9, nr. 5 og at § 126 d nyaffattes, jf. § 1, nr. 20.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 20 og § 9, nr. 5.

Til nr. 17 (§ 8 i lov om ændring af lov om finansiel virksomhed)

§ 8 i lov nr. 308 af 28. marts 2015 indeholder overgangsbestemmelser for blandt andet § 126 d i lov om finansiel virksomhed, som er affattet ved § 1, nr. 34, i lov nr. 308 af 28. marts 2015

Den foreslåede ændring af § 8 i lov nr. 308 af 28. marts 2015 er en konsekvensændring som følge af, at § 1, nr. 34, ophæves af lovtekniske grunde, jf. § 9, nr. 5 og at § 126 d nyaffattes, jf. § 1 nr. 20.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 20 og § 9, nr. 5.

Til § 10

Til nr. 1 (§ 5, nr. 4, i lov om ændring af årsregnskabsloven og forskellige andre love)

Med lov nr. 738 af 1. juni 2015 om ændring af årsregnskabsloven og forskellige andre love, indsættes § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., jf. lovens § 5, nr. 4.

Da ændringen af § 84 l, i medfør af lov nr. 738 af 1. juni 2015 træder i kraft den 26. november 2015, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag, foreslås det af lovtekniske årsager at ophæve lovens § 5, nr. 4. Samtidig nyaffattes § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., jf. § 3, nr. 1.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 1.

Til § 11

Med stk. 1 foreslås det, at loven træder i kraft 18. marts 2016, jf. dog stk. 2-4. Det følger af UCITS V-direktivets artikel 2, at direktivets regler skal være gennemført i national ret senest den 18. marts 2016, og da store dele af lovforslagets §§ 1 og 2 hidrører fra gennemførslen af dette direktiv, er denne dato valgt som udgangspunktet for lovens ikrafttræden.

Med stk. 2 foreslås det, at ændringerne i § 14, stk. 1, § 64, stk. 8, § 71, stk. 2 og 3, § 124, § 126 b-g, § 174, stk. 1, 1. pkt., § 182, stk. 1 og 2, § 283, § 351, stk. 4, 5 og 9, § 352, stk. 2, § 354 e, stk. 2, § 355, stk. 3, § 365, stk. 2, § 373, stk. 1 og 2, og §§ 417 a-d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 6, nr. 8-10, nr. 18-20, nr. 27, nr. 29, og nr. 43 og § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., som affattet ved denne lovs § 3, nr. 1, samt §§ 4, 5, 7, 8, 9 og 10 træder i kraft 1. januar 2016.

Med de foreslåede ændringer af § 124 i lov om finansiel virksomhed, får erhvervs- og vækstministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler om, hvilken type kapital, der kan anvendes til opfyldelse af det individuelle solvenstillæg. Det forventes, at bekendtgørelsen vil indeholde en overgangsordning på 6 år, således at institutter, der før 31. december 2015 har udstedt anden regulatorisk kapital med høj trigger, i overgangsperioden får mulighed for fortsat at anvende denne høj-trigger kapital til dækning af kravet om 56 pct. egentlig kernekapital. Overgangsordningen er nærmere omtalt i bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 19. Henset til forventningen om en overgangsperiode med skæringsdato den 31. december 2015, vurderes det hensigtsmæssigt, at der pr. 1. januar 2016 er mulighed for at fastsætte regler om den fremadrettede regulering af forholdet.

De foreslåede ændringer af §§ 126 b-g, herunder navnlig ændringerne i § 126 e, stk. 1, 1. pkt. og stk. 6, § 126 f, 1. pkt., og de foreslåede ændringer i § 283, stk. 3, § 373, stk. 1 og §§ 417 a-d i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 20, nr. 31, nr. 41, og nr. 43 skal ses i sammenhæng med de ændringer i lov om finansiel virksomhed, som blev vedtaget med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed. Lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed træder i kraft 1. januar 2016, hvorfor det foreslås, at de omtalte ændringer i nærværende lovforslag, tillige træder i kraft 1. januar 2016.

Det foreslås endvidere, at de foreslåede ændringer i § 84 l i lov om værdipapirhandel m.v., som affattet ved lovforslagets § 3, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 2016. Disse ændringer i lov om værdipapirhandel i lov om værdipapirhandel m.v. gennemfører direktiv 2013/50/EU. Gennemførelsesfristen for direktivet er i artikel 4, stk. 1, angivet som inden for et tidsrum på 24 måneder efter datoen på dets ikrafttræden. Efter artikel 6 træder direktivet i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. Offentliggørelsen fandt sted den 6. november 2013, og gennemførelsesfristen var derfor den 26. november 2015. På den baggrund foreslås det at ændringerne træder i kraft den 1. januar 2016. Ændringerne finder således anvendelse på påbud eller påtaler, der afgives efter denne dato.

Derudover foreslås det, at de foreslåede ændringer i § 21, stk. 3, nr. 4, i revisorloven, som affattet ved lovforslagets § 4, nr. 1, træder i kraft den 1. januar 2016. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 1.

Som anført under de specielle bemærkninger til lovforslagets § 5, nr. 1, er der tale om en konsekvensændring af § 2, nr. 14, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, som følge af, at lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 32, med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, bliver til § 5, stk. 1, nr. 35, pr. 1. januar 2016. Med henblik på at sikre, at henvisningen i § 2, nr. 14, i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, retteligt bliver til lov om finansiel virksomhed § 5, stk. 1, nr. 35, pr. 1. januar 2016, foreslås det, at den foreslåede ændring træder i kraft den 1. januar 2016, samtidig med lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed.

Som anført under de specielle bemærkninger til § 7 om ændringer i lov om en indskyder- og investorgarantiordning er der tale om en lovteknisk ændring, som følge af, at Garantifonden for indskydere og investorer (Fonden) blev nedlagt med lov nr. 334 af 31. marts 2015, og blev erstattet af en garantiformue. Lov nr. 334 af 31. marts 2015 trådte i kraft 1. juni 2015. På den baggrund foreslås det, at den foreslåede ændring træder i kraft den 1. januar 2016.

Som anført under de specielle bemærkninger til § 8, nr. 1, om ændring af lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v., er der tale om en lovteknisk ændring. Ændringen udspringer af, at der med lov nr. 532 af 29. april 2015 i § 6, stk. 7, der med loven blev til § 6, stk. 8, blev foretaget en fejlagtig ændring af en henvisning til stk. 3, som skulle have været til stk. 2. Lov nr. 532 af 29. april 2015 trådte i kraft den 3. juli 2015. På den baggrund foreslås det, at den foreslåede ændring træder i kraft den 1. januar 2016.

Som anført under de specielle bemærkninger til § 9, om ændring af lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed, foretages der en række ophævelser og lovtekniske justeringer, som følge af, at der med nærværende lovforslag, foretages ændringer i de samme bestemmelser, som blev ændret med lov nr. 308 af 28. marts 2015. Ændringerne i lov nr. 308 af 28. marts 2015 udspringer af, at loven træder i kraft 1. januar 2016, som er efter fremsættelsestidspunktet for nærværende lovforslag, hvorfor det af lovtekniske årsager er nødvendigt at ophæve bestemmelserne og samtidig nyaffatte dem. Det foreslås at disse ophævelser træder i kraft 1. januar 2016, samtidig med nyaffattelserne. Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger under § 9

Som anført under de specielle bemærkninger til § 10 foreslås en ændring af § 84 l, i lov om værdipapirhandel m.v. § 84 l, i lov om værdipapirhandel m.v. blev indført med lov nr. 738 af 1. juni 2015, som træder i kraft den 26. november 2015, som er efter fremsættelsestidspunktet for dette lovforslag. Det foreslås derfor af lovtekniske årsager at nyaffatte § 84 l, jf. § 3, nr. 1, og at denne ændring træder i kraft 1. januar 2016.

Med stk. 3 foreslås det, at de foreslåede ophævelser af § 152, stk. 1-3, og § 153, stk. 1 og 2, i lov om finansiel virksomhed, samt ændringerne af § 152, stk. 4 og 5, og § 153, stk. 3, i lov om finansiel virksomhed, som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 22-26, træder i kraft den 1. januar 2017, i overensstemmelse med den politiske aftale af 10. oktober 2013 om regulering af systemisk vigtige finansielle institutter, Bankpakke 6, som ligger til grund for ændringen. Der henvises i øvrigt til de specielle bemærkninger til § 1, nr. 22-26.

Med stk. 4, bestemmes, at investeringsforeninger, SIKAV'er og værdipapirfonde omfattet af lov om investeringsforeninger m.v. senest ved den førstkommende ordinære generalforsamling efter den 18. marts 2016, skal bringe deres vedtægter i overensstemmelse med kravene i loven. Efter lovforslagets § 2, nr. 8, skal en investeringsforenings vedtægter indeholde bestemmelse om betingelser for udskiftning af depotselskab og regler om, hvordan investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning. En tilsvarende bestemmelse gælder for SIKAV'er og værdipapirfonde i henhold til lovforslagets § 2, nr. 11 og 13. Efter lovforslagets § 2, nr. 9, skal betingelserne for udskiftning af investeringsforvaltningsselskabet, og hvordan investorerne beskyttes ved en sådan udskiftning fremgå af investeringsforeningens vedtægter. De ordinære generalforsamlinger afholdes normalt i april, hvorfor det vil være uhensigtsmæssigt, hvis der vil skulle afholdes ekstraordinære generalforsamlinger for at ændre vedtægterne umiddelbart før den ordinære generalforsamling. Med stk. 4, bestemmes, derfor, at investeringsforeninger, SIKAV'er og værdipapirfonde senest ved den førstkommende ordinære generalforsamling efter lovens ikrafttræden skal bringe deres vedtægter i overensstemmelse med kravene i loven.

Til § 12

Det foreslåede § 8 angiver lovforslagets territoriale gyldighedsområde. Forslaget følger territorialbestemmelserne for de love, der foreslås ændret med lovforslaget.

Med de modifikationer der følger af bestemmelsens stk. 2 og 3, foreslås det i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland.

Med stk. 2 foreslås det, at lovens §§ 1-3 vedrørende ændringer i lov om finansiel virksomhed, lov om investeringsforeninger m.v. og lov om værdipapirhandel m.v. og lovens §§ 5-7 vedrørende ændringer i lov om restrukturering og afvikling af visse finansielle virksomheder, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., og lov om en indskyder- og investorgarantiordning samt lovens § 10 vedrørende ændring i lov nr. 738 af 1. juni 2015 om ændring af årsregnskabsloven og forskellige andre love ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at der heri ligger, at bestemmelser vedrørende forsikringsvirksomhed ikke kan sættes i kraft ved kongelig anordning for Færøerne, da forsikringsområdet er et færøsk særanliggende.

Med stk. 3 foreslås det, at lovens § 4 vedrørende ændringer i revisorloven og lovens § 8 vedrørende ændringer i lov om realkreditlån og realkreditobligationer m.v. samt lovens § 9 vedrørende ændringer i lov nr. 308 af 28. marts 2015 om ændring af lov om finansiel virksomhed ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med de afvigelser, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bilag 1

Lovforslaget sammenholdt med gældende ret

Bilag 2

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2014/91/EU

af 23. juli 2014

om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositarfunktioner, aflønningspolitik og sanktioner

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 53, stk. 1,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1)

efter den almindelige lovgivningsprocedure2), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF3) bør ændres for at tage hensyn til udviklingen på markedet og de hidtil indhøstede erfaringer blandt markedsdeltagere og tilsynsmyndigheder og navnlig for at tage højde for forskelle i de nationale bestemmelser om depositarers opgaver og ansvar, aflønningspolitik og sanktioner.

(2) For at tage højde for den potentielt skadelige effekt, som dårligt udformede aflønningsstrukturer kan have på forsvarlig styring af risici og på kontrol med enkeltpersoners risikovillige adfærd, bør administrationsselskaber for institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) pålægges en udtrykkelig forpligtelse til at etablere og opretholde aflønningspolitikker og -praksisser, som er i overensstemmelse med forsvarlig og effektiv risikostyring for de personalekategorier, hvis professionelle aktiviteter har væsentlig indflydelse på risikoprofilen i de investeringsinstitutter, som de forvalter. Disse medarbejderkategorier bør omfatte enhver medarbejder og anden ansat på fonds- eller delfondsplan, som er beslutningstagere, fondsforvaltere og personer, der træffer reelle investeringsbeslutninger, personer, der har beføjelse til at udøve indflydelse på de pågældende medarbejdere eller ansatte, herunder investeringsrådgivere og -analytikere, den øverste ledelse og enhver medarbejder, hvis samlede løn ligger inden for samme lønramme som den øverste ledelse og beslutningstagere. Disse bestemmelser bør også finde anvendelse på investeringsselskaber, der ikke har udpeget et administrationsselskab, som er godkendt i henhold til direktiv 2009/65/EF. Disse aflønningspolitikker og -praksisser bør i rimeligt omfang finde anvendelse på enhver tredjemand, der træffer investeringsbeslutninger, som berører investeringsinstitutternes risikoprofil på grund af funktioner, der er blevet delegeret i overensstemmelse med artikel 13 i direktiv 2009/65/EF.

(3) Såfremt investeringsinstitutters administrationsselskaber og investeringsselskaber anvender alle principperne for aflønningspolitikker, bør de kunne anvende disse politikker på forskellige måder alt efter deres størrelse, størrelsen af de investeringsinstitutter, som de forvalter, deres interne organisation og arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter.

(4) Mens nogle foranstaltninger skal træffes af ledelsesorganet, bør det, når administrationsselskabet eller investeringsselskabet i henhold til national ret har etableret forskellige funktioner med specifikke opgaver, sikres, at kravene til »ledelsesorganet« eller »ledelsesorganet i sin egenskab af tilsynsførende« også eller i stedet for finder anvendelse på disse organer såsom generalforsamlingen.

(5) Ved anvendelsen af de principper for en forsvarlig aflønningspolitik og -praksis, som fastsættes ved dette direktiv, bør medlemsstaterne tage hensyn til principperne fastsat i Kommissionens henstilling 2009/384/EF af4), arbejdet i Rådet for Finansiel Stabilitet og G20-forpligtelserne til at mindske risikoen i sektoren for finansielle tjenesteydelser.

(6) Garanteret variabel aflønning bør være en ekstraordinær foranstaltning, idet det ikke er i overensstemmelse med sund risikostyring eller princippet om, at aflønningen skal være afstemt efter resultaterne, og bør være begrænset til det første ansættelsesår.

(7) Principperne for en forsvarlig aflønningspolitik bør også gælde for betalinger, som investeringsinstitutter foretager til administrationsselskaber eller investeringsselskaber.

(8) Kommissionen opfordres til at analysere, hvilke udgifter og omkostninger der er almindelige for investeringsprodukter til private i medlemsstaterne, og om der er behov for yderligere harmonisering af disse udgifter og omkostninger, og forelægge sine resultater for Europa-Parlamentet og Rådet.

(9) Med henblik på at harmonisere tilsynsmetoderne ved vurderingen af aflønningspolitikker og -praksisser bør den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (»ESMA«), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/20105), sikre, at der findes retningslinjer for forsvarlige aflønningspolitikker og -praksisser i sektoren for porteføljeforvaltning. Den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (»EBA«), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/20106), bør bistå ESMA ved udarbejdelsen af sådanne retningslinjer. For at forhindre omgåelse af bestemmelserne om aflønning bør de pågældende retningslinjer også indeholde yderligere vejledning om de personer, som aflønningspolitikkerne og -praksisserne finder anvendelse på, og om tilpasningen af aflønningsprincipperne til administrationsselskabets og investeringsselskabets størrelse og størrelsen af de investeringsinstitutter, som det administrerer, deres interne organisation og arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter. ESMA's retningslinjer om aflønningspolitikker og -praksisser bør om nødvendigt så vidt muligt tilnærmes til de fonde, som er reguleret i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU7).

(10) Bestemmelserne om aflønning bør ikke berøre den uforbeholdne udøvelse af de grundlæggende rettigheder i overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) samt Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (charteret), de generelle principper i den nationale aftaleret og arbejdsret, den gældende lovgivning om aktionærers rettigheder og deltagelse, de generelle ansvarsområder for det pågældende selskabs administrative organer og tilsynsorganer og heller ikke, hvor det er relevant, af arbejdsmarkedets parters ret til at indgå og håndhæve kollektive overenskomster i overensstemmelse med nationale love og national praksis.

(11) For at sikre, at de relevante lovgivningsmæssige krav i de forskellige medlemsstater er harmoniseret i nødvendigt omfang, bør der vedtages supplerende bestemmelser, der fastsætter depositarers opgaver og pligter, om hvilke juridiske enheder der kan udpeges som depositarer, og til præcisering af depositarers ansvar i tilfælde af, at investeringsinstitutters aktiver går tabt under opbevaringen i depot, eller at depositarerne ikke har udført deres tilsynsopgaver på tilfredsstillende vis. Hvis opgaverne ikke udføres på tilfredsstillende vis, kan det medføre tab af aktiverne og også tab af værdierne af aktiverne, hvis f.eks. en depositar undlader at følge op på investeringer, der ikke er i overensstemmelse med fondsbestemmelserne.

(12) Det er nødvendigt at præcisere, at et investeringsinstitut bør udpege en enkelt depositar, der har overordnet tilsyn med investeringsinstituttets aktiver. Et krav om, at der er en enkelt depositar, bør sikre, at depositaren har et overblik over alle investeringsinstituttets aktiver, og at både fondsforvalterne og investorerne har et enkelt sted at henvende sig, hvis der opstår problemer i tilknytning til opbevaringen af aktiverne eller udøvelsen af tilsynsforpligtelserne. Opbevaring af aktiver omfatter opbevaring i depot og, hvis aktiverne er af en sådan art, at de ikke kan opbevares i depot, kontrol af ejendomsretten til disse aktiver samt registrering af dem.

(13) Ved udøvelsen af sine opgaver bør en depositar handle ærligt, retfærdigt, professionelt og uafhængigt og i investeringsinstituttets og investeringsinstituttets investorers interesse.

(14) For at sikre en harmoniseret tilgang til depositarers udøvelse af deres opgaver i alle medlemsstater, uanset hvilken juridisk form investeringsinstituttet har, er det nødvendigt at indføre en fælles liste over overvågningsopgaver, der skal varetages af depositarer i forbindelse med investeringsinstitutter i selskabsform (investeringsselskaber) og investeringsinstitutter i form af aftalebaserede fonde.

(15) Depositaren bør have ansvaret for behørig overvågning af investeringsinstituttets pengestrømme og navnlig for at sikre, at investorkapital og kontanter tilhørende investeringsinstituttet bogføres korrekt på konti, der er åbnet i investeringsinstituttets navn eller i det administrationsselskabs navn, der handler på vegne af investeringsinstituttet, eller i den depositars navn, der handler på vegne af investeringsinstituttet, hos en af de enheder, der er omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra a), b) eller c), i Kommissionens direktiv 2006/73/EF8). Der bør derfor vedtages detaljerede bestemmelser om overvågning af pengestrømme for at sikre, at investorbeskyttelsen er effektiv og konsistent. Når det sikres, at investorkapital bogføres på kontantkonti, bør depositaren tage højde for principperne fastsat i artikel 16 i nævnte direktiv.

(16) For at forebygge svigagtige pengeoverførsler bør der ikke åbnes en kontantkonto i tilknytning til investeringsinstituttets transaktioner uden depositarens vidende.

(17) Aktiver, der opbevares i depot for et investeringsinstitut, bør holdes adskilt fra depositarens egne aktiver og bør til enhver tid være identificeret som tilhørende det pågældende investeringsinstitut. Et sådant krav bør give investorerne et ekstra beskyttelseselement, i tilfælde af depositarens misligholdelse.

(18) Ud over den eksisterende forpligtelse til at opbevare aktiver, der tilhører et investeringsinstitut, sikkert, bør der sondres mellem aktiver, der kan opbevares i depot, og aktiver, der ikke kan, og for hvilke der i stedet gælder et krav om registrering og kontrol af ejendomsret. Den gruppe aktiver, der kan opbevares i depot, bør klart uddifferentieres, da forpligtelsen til at erstatte aktiver, der er gået tabt, kun gælder for denne specifikke kategori af aktiver.

(19) De aktiver, der opbevares i depot af depositaren, bør ikke genanvendes af depositaren eller af en tredjemand, som har fået delegeret depotfunktionen for egen regning. Visse betingelser bør gælde for genanvendelse af aktiver for investeringsinstituttets regning.

(20) Det er nødvendigt at fastsætte, på hvilke betingelser depositarens opbevaringsopgaver kan delegeres til tredjemand. Såvel delegering som videredelegering bør være objektivt begrundet og underlagt strenge egnethedskrav til den tredjemand, der betros denne delegerede funktion, og strenge egnethedskrav til den passende dygtighed, omhu og grundighed, hvormed depositaren bør udvælge, udpege og føre tilsyn med denne tredjemand. Med henblik på at opnå ensartede markedsvilkår og et ensartet højt investorbeskyttelsesniveau bør sådanne krav være i overensstemmelse med dem, der er fastsat i direktiv 2011/61/EU. Der bør indføres bestemmelser for at sikre, at tredjeparter, som opbevaringsopgaver er delegeret til, har de fornødne midler til at udføre deres opgaver, og at de afgrænser investeringsinstituttets aktiver.

(21) Når en værdipapircentral (CSD) som defineret i artikel 2, stk. 1, nr. 1), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 909/20149), eller en tredjelandsværdipapircentral leverer følgende tjenester: drift af et værdipapirafviklingssystem og mindst enten første registrering af værdipapirer i et posteringssystem gennem indledende kreditering eller tilvejebringelse og forvaltning af værdipapirkonti på øverste niveau som omhandlet i afsnit A i bilaget til nævnte forordning, bør denne værdipapircentrals levering af disse tjenester vedrørende investeringsinstituttets værdipapirer, som oprindeligt er registreret i et posteringssystem gennem denne værdipapircentrals indledende kreditering, ikke anses for at være delegering af opbevaringsfunktioner. Det bør dog anses for at være delegering af opbevaringsfunktioner at overdrage opbevaringen af investeringsinstituttets værdipapirer til enhver CSD eller til enhver tredjelands CSD.

(22) En tredjemand, til hvem opbevaring af aktiver delegeres, bør være i stand til at føre en samlekonto i form af en fælles, separat konto for flere investeringsinstitutter.

(23) Hvis opbevaringen i depot delegeres til tredjemand, er det også nødvendigt at sikre, at tredjemanden er omfattet af særlige krav vedrørende effektive tilsynsregler og løbende tilsyn. Desuden bør der for at sikre, at de finansielle instrumenter er i den tredjemands besiddelse, til hvem opbevaringen er delegeret, gennemføres periodiske eksterne revisioner.

(24) For at sikre konsekvent høj investorbeskyttelse bør bestemmelser om adfærd og om forvaltning af interessekonflikter vedtages og gælde i alle situationer, herunder i tilfælde, hvor opbevaringsopgaverne er blevet delegeret. Disse bestemmelser bør navnlig sikre, at der er en klar adskillelse af opgaver og funktioner mellem depositaren, investeringsinstituttet og administrationsselskabet eller investeringsselskabet.

(25) For at sikre et højt investorbeskyttelsesniveau samt tilsynsregler og løbende kontrol på tilstrækkeligt højt niveau er det nødvendigt at udarbejde en udtømmende liste over enheder, der kan fungere som depositarer. Disse enheder bør være begrænset til nationale centralbanker, kreditinstitutter og andre juridiske enheder, som i henhold til medlemsstaternes ret er bemyndiget til at udøve depositaraktiviteter i henhold til dette direktiv, og som er undergivet krav om tilsyn og tilstrækkeligt kapitalgrundlag, ikke mindre end de krav, der er beregnet afhængigt af den valgte fremgangsmåde i overensstemmelse med artikel 315 eller 317 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/201310), skal i alle tilfælde have en egenkapital på ikke under startkapitalen i henhold til artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU11) og skal have deres hjemsted eller en filial i investeringsinstituttets hjemland.

(26) Det er nødvendigt at definere og præcisere det ansvar, der påhviler depositaren for investeringsinstituttet i tilfælde af, at et finansielt instrument, som opbevares af denne, går tabt. Hvis et finansielt instrument, som opbevares i depot, går tabt, bør depositaren være pligtig til at yde en erstatning til investeringsinstituttet i form af et finansielt instrument af samme type eller det tilsvarende beløb. Der bør ikke findes nogen fritagelse for ansvar i tilfælde af, at aktiver går tabt, undtagen hvis depositaren kan godtgøre, at tabet skyldes en »ekstern hændelse, som depositaren ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren har truffet alle rimelige forholdsregler«. I den forbindelse bør depositaren ikke kunne påberåbe sig interne hændelser, såsom en medarbejders svigagtige handling, for at frigøre sig fra sit ansvar.

(27) Når depositaren delegerer opbevaringsopgaver, og de finansielle instrumenter, der opbevares i depot af tredjemand, går tabt, bør depositaren være ansvarlig. I tilfælde af, at et instrument, der opbevares i depot, går tabt, bør depositaren være forpligtet til at yde en erstatning i form af et finansielt instrument af samme type eller det tilsvarende beløb, selv om tabet er sket hos en tredjepart, som opbevaringsopgaver er delegeret til. Depositaren bør kun fritages for ansvaret, hvis det kan godtgøres, at tabet skyldes eksterne hændelser, som depositaren ikke med rimelighed kan forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren har truffet alle rimelige forholdsregler. I den forbindelse bør depositaren ikke kunne påberåbe sig interne hændelser, såsom en medarbejders svigagtige handling, for at frigøre sig fra sit ansvar. Der bør ikke være mulighed for fritagelse for ansvar, hverken på grundlag af lovgivning eller aftaler, i tilfælde af at aktiver går tabt hos en depositar eller en tredjepart, som opbevaringsopgaver er delegeret til.

(28) Alle investorer i investeringsinstitutter bør kunne gøre krav gældende vedrørende depositarers ansvar, direkte eller indirekte, gennem administrationsselskabet eller investeringsselskabet. Muligheden for at gøre krav gældende mod depositaren bør ikke afhænge af, hvilken retlig form et investeringsinstitut har (aftalebaseret eller selskabsbaseret), eller af arten af det retlige forhold mellem depositaren, administrationsselskabet og deltagerne. Deltagernes ret til at gøre krav gældende vedrørende depositarens ansvar bør ikke føre til dobbelt godtgørelse eller til ulige behandling af deltagerne.

(29) Med forbehold af dette direktiv bør en depositar ikke forhindres i at træffe foranstaltninger til dækning af skader og tab, der påføres investeringsinstituttet eller investeringsinstituttets deltagere. De pågældende foranstaltninger bør navnlig ikke fritage depositaren for ansvar, føre til en overførsel af eller en ændring i depositarens ansvar, og de bør heller ikke berøre investorernes rettigheder, herunder retten til godtgørelse.

(30) Den 12. juli 2010 fremlagde Kommissionen forslag til ændring af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/9/EF12) for at give et højt beskyttelsesniveau for investorer i investeringsinstitutter, hvis en depositar ikke kan opfylde sine forpligtelser. Dette forslag suppleres med en præcisering af de forpligtelser og det ansvar, der påhviler depositaren og en tredjepart, som opbevaringsopgaver er delegeret til, i nærværende direktiv.

(31) Kommissionen opfordres til at analysere, i hvilke situationer, hvor et investeringsinstituts depositar eller en tredjepart, som opbevaringsopgaver er delegeret til, har misligholdt, det vil kunne føre til tab for deltagerne i investeringsinstituttet, som ikke kan dækkes i henhold til nærværende direktiv, til at analysere nærmere, hvilken form for foranstaltninger der kunne være egnede til at sikre et højt beskyttelsesniveau for investorerne, uanset formidlingskæden mellem investor og de værdipapirer, der er berørt af misligholdelsen, og til at forelægge sine resultater for Europa-Parlamentet og Rådet.

(32) Det er nødvendigt at sikre, at det er de samme krav, der gælder depositarer, uanset hvilken retlig form et investeringsinstitut har. Ensartede krav bør fremme retssikkerheden, højne investorbeskyttelsen og bidrage til at skabe ensartede markedsvilkår. Kommissionen har ikke modtaget meddelelse om, at noget investeringsselskab har gjort brug af undtagelsen fra den generelle pligt til at lade en depositar opbevare aktiver. Kravene fastsat i direktiv 2009/65/EF om depositaren for et investeringsselskab bør derfor anses for at være overflødige.

(33) Selv om dette direktiv fastsætter de minimumsbeføjelser, som de kompetente myndigheder bør have, skal disse beføjelser udøves inden for et komplet system af national ret, som sikrer respekt for de grundlæggende rettigheder, herunder retten til privatlivets fred. Med hensyn til udøvelsen af disse beføjelser, der kan udgøre en alvorlig indgriben i retten til respekt for privatliv og familieliv, hjem og kommunikation, bør medlemsstaterne iværksætte tilstrækkelig og effektiv beskyttelse mod ethvert misbrug, herunder om nødvendigt forudgående tilladelse fra den pågældende medlemsstats retlige myndigheder. Medlemsstaterne bør tillade, at kompetente myndigheder kan udøve sådanne indgribende beføjelser i det omfang, det er nødvendigt for en ordentlig undersøgelse af alvorlige sager, hvor der ikke findes tilsvarende midler til at reelt at opnå samme resultat.

(34) Eksisterende optagelser af telefonsamtaler og datatrafik fra et investeringsinstitut, administrationsselskaber, investeringsselskaber, depositarer eller andre enheder, der er reguleret ved dette direktiv, og eksisterende oplysninger om telefon- og datatrafik fra telekommunikationsoperatører udgør yderst vigtigt og undertiden det eneste bevismateriale til at afsløre og bevise overtrædelser af den nationale ret til gennemførelse af dette direktiv og undersøge, om investeringsinstituttet, administrationsselskaberne, investeringsselskaberne, depositarerne eller andre enheder, der er reguleret ved dette direktiv, efterlever krav om investorbeskyttelse og andre krav, der er fastsat i dette direktiv og de gennemførelsesforanstaltninger, der er vedtaget i henhold hertil. De kompetente myndigheder bør derfor kunne forlange at få udleveret eksisterende optagelser af telefonsamtaler, elektronisk kommunikation og datatrafik, som opbevares af et investeringsinstitut, administrationsselskaber, investeringsselskaber, depositaren eller andre enheder, der er reguleret ved dette direktiv.

Det er nødvendigt at have adgang til telefonsamtaler og datatrafik for at kunne afsløre og pålægge sanktioner for overtrædelser af kravene i dette direktiv eller gennemførelsesforanstaltninger hertil. For at indføre lige vilkår i Unionen hvad angår adgangen til de oplysninger om telefontrafik og eksisterende datatrafik, der opbevares af teleoperatører, eller de eksisterende optagelser af telefonsamtaler og datatrafik, der opbevares af et investeringsinstitut, administrationsselskaber, investeringsselskaber, depositarer eller andre enheder, der er reguleret ved dette direktiv, bør de kompetente myndigheder i overensstemmelse med national ret kunne forlange at få udleveret eksisterende oplysninger om telefon- og datatrafik, der opbevares af teleoperatører, i den udstrækning dette er tilladt i henhold til national ret, og de eksisterende optagelser af telefonsamtaler og datatrafik, som opbevares af et investeringsinstitut, administrationsselskaber, investeringsselskaber, depositarer eller andre enheder, der er reguleret ved dette direktiv, når der er begrundet mistanke om, at de pågældende oplysninger vedrører genstanden for kontrollen eller undersøgelsen, kan være relevante for at bevise overtrædelser af kravene fastsat i dette direktiv eller gennemførelsesforanstaltninger hertil. Adgangen til de oplysninger om telefon- og datatrafik, der opbevares af en teleoperatør, bør ikke omfatte indholdet af talekommunikation via telefon.

(35) Forsvarlige tilsynsregler og regler for god forretningsskik for den finansielle sektor bør bygge på solide tilsyns-, undersøgelses- og sanktionsordninger. Til dette formål bør de kompetente myndigheder have tilstrækkelige handlebeføjelser og bør kunne sætte lige, stærke og afskrækkende sanktionsordninger ind over for overtrædelser af dette direktiv. Kommissionens meddelelse af 8. december 2010 om udvidelse af sanktionsordningerne i sektoren for finansielle tjenesteydelser indeholder en gennemgang af de eksisterende sanktionsbeføjelser og den praktiske anvendelse heraf med det formål at fremme konvergens mellem sanktioner i forbindelse med hele spektret af tilsynsaktiviteter. De kompetente myndigheder bør have beføjelse til at pålægge bøder, som er tilstrækkelig store til at være effektive, har afskrækkende virkning og står i et rimeligt forhold til overtrædelsen med henblik på at modsvare det forventede udbytte af adfærd, som udgør overtrædelser af kravene i dette direktiv.

(36) Selv om der ikke er noget til hinder for, at medlemsstaterne fastsætter bestemmelser om administrative sanktioner og om strafferetlige sanktioner for de samme overtrædelser, bør der ikke stilles krav om, at de fastsætter bestemmelser om administrative sanktioner om overtrædelser af dette direktiv, hvor disse er omfattet af national strafferet. I overensstemmelse med national ret bør medlemsstaterne ikke iværksætte både administrative og strafferetlige sanktioner for den samme overtrædelse, men de kan gøre det, hvis deres nationale ret giver mulighed herfor. Opretholdelse af strafferetlige frem for administrative sanktioner for overtrædelser af dette direktiv bør dog ikke begrænse eller på anden måde påvirke de kompetente myndigheders mulighed for i henhold til dette direktiv rettidigt at samarbejde med andre medlemsstaters kompetente myndigheder, få adgang til eller udveksle oplysninger med disse kompetente myndigheder, heller ikke efter at de pågældende overtrædelser måtte være henvist til de kompetente retlige myndigheder med henblik på strafferetlig forfølgning. Medlemsstaterne bør kunne beslutte ikke at fastsætte bestemmelser om administrative sanktioner for overtrædelser, der er omfattet af national strafferet. Medlemsstaternes mulighed for at iværksætte strafferetlige sanktioner frem for eller i tillæg til administrative sanktioner bør ikke udnyttes til at omgå sanktionsordningen i dette direktiv.

(37) For at sikre en konsekvent anvendelse i alle medlemsstater bør medlemsstaterne sikre, at deres kompetente myndigheder ved valget af arten af administrative sanktioner eller foranstaltninger og fastsættelse af niveauet for de administrative bøder tager højde for alle relevante omstændigheder.

(38) For at styrke deres afskrækkende virkning over for offentligheden og for at oplyse denne om overtrædelser af reglerne, som kan være skadelige for investorbeskyttelsen, bør sanktionerne offentliggøres, bortset fra i særlige veldefinerede tilfælde. For at sikre, at proportionalitetsprincippet overholdes, bør sanktionerne offentliggøres i anonymiseret form, hvis offentliggørelse ville forvolde de involverede parter uforholdsmæssig stor skade.

(39) For at gøre det muligt for ESMA at styrke konsekvensen i tilsynsresultaterne yderligere i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1095/2010 bør alle offentliggjorte sanktioner samtidig indberettes til ESMA, som også bør offentliggøre en årsberetning om alle pålagte sanktioner.

(40) De kompetente myndigheder bør tillægges de nødvendige undersøgelsesbeføjelser, og de bør fastlægge effektive mekanismer, der tilskynder til at indberette potentielle eller faktiske overtrædelser. Oplysninger om potentielle og faktiske overtrædelser bør også bidrage til en effektiv udførelse af ESMA's opgaver i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1095/2010. ESMA bør derfor også etablere kommunikationskanaler til at indberette de pågældende potentielle og faktiske overtrædelser. De oplysninger om potentielle og faktiske overtrædelser, der fremsendes til ESMA, bør kun anvendes til at udføre ESMA's opgaver i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1095/2010.

(41) Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i charteret som fastsat i TEUF.

(42) For at sikre, at målene med dette direktiv nås, bør beføjelsen til at vedtage retsakter tillægges Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF. Navnlig bør Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter for så vidt angår de oplysninger, der skal indgå i standardaftalen mellem depositaren og administrationsselskabet eller investeringsselskabet, betingelserne for at udføre depositarfunktionerne, herunder typen af finansielle instrumenter, som bør indgå i depositarens opbevaringsopgaver, betingelserne for depositarens udførelse af sine opbevaringsopgaver med hensyn til finansielle instrumenter, som er registreret hos en central depositar, og betingelserne for depositarens sikre opbevaring af de finansielle instrumenter, som er udstedt personligt og registreret hos en udsteder eller en registrator, depositarernes forpligtelse til at udvise rettidig omhu, forpligtelsen til adskillelse, betingelserne hvorpå og de omstændigheder hvorunder finansielle instrumenter, der opbevares i depot, bør anses for at være tabt, og hvad der skal forstås ved eksterne hændelser, som depositaren ikke med rimelighed kan forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren har truffet alle rimelige forholdsregler. Omfanget af den investorbeskyttelse, som de pågældende delegerede retsakter giver, bør være mindst lige så stort som det, der gives af delegerede retsakter, som er vedtaget i henhold til direktiv 2011/61/EU. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(43) Som led i Kommissionens overordnede vurdering af, hvordan direktiv 2009/65/EF fungerer, gennemgår den under hensyntagen til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/201213) de grænser for store engagementer med modparten, der gælder for derivattransaktioner, og tager højde for behovet for at fastsætte passende kategorier for de pågældende grænser, så derivater med samme risikokarakteristika behandles ens.

(44) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter14) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(45) Målene for dette direktiv, nemlig at forbedre investorernes tillid til investeringsinstitutter ved at skærpe kravene vedrørende depositarernes opgaver og ansvar og administrationsselskabers og investeringsselskabers aflønningspolitik og ved at indføre fælles standarder for sanktioner for de vigtigste overtrædelser af dette direktiv, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, hvis de handler uafhængigt af hinanden, og kan derfor på grund af deres omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(46) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200115) og har afgivet en udtalelse den 23. november 201216).

(47) Direktiv 2009/65/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed -

HAR VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

I direktiv 2009/65/EF foretages følgende ændringer:

1) I artikel 2, stk. 1, tilføjes følgende litraer:

»s) »ledelsesorgan«: organet med de øverste beslutningsbeføjelser i et administrationsselskab, et investeringsselskab eller en depositar, herunder tilsyns- og ledelsesfunktioner, eller kun ledelsesfunktionen, hvis de to funktioner er adskilt. Hvis administrationsselskabet, investeringsselskabet eller depositaren i henhold til national ret har etableret forskellige organer med specifikke funktioner, finder kravene fastsat i dette direktiv til »ledelsesorganet« eller »ledelsesorganet i sin egenskab af tilsynsførende« også eller i stedet for anvendelse på de medlemmer af administrationsselskabets, investeringsselskabets eller depositarens andre organer, som gældende national ret tildeler det respektive ansvar.

t) »finansielle instrumenter«: finansielle instrumenter som angivet i bilag I, afsnit C, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/65/EU17).

2) Følgende artikler indsættes:

»Artikel 14a

1. Medlemsstaterne pålægger administrationsselskaber at fastlægge og anvende aflønningspolitikker og -praksisser, der er forenelige med og fremmer en forsvarlig og effektiv risikostyring, og som hverken tilskynder til at løbe risici, som er uforenelige med risikoprofilerne, reglerne eller vedtægterne for de investeringsinstitutter, som de administrerer, eller forhindrer administrationsselskabet i at overholde sin pligt til at handle i investeringsinstituttets interesse.

2. Aflønningspolitikker og -praksisser skal omfatte faste og variable aflønningskomponenter og skønsmæssige pensioner.

3. Aflønningspolitikker og -praksisser finder anvendelse på disse medarbejderkategorier, herunder den øverste ledelse, risikotagere, kontrolfunktioner og enhver medarbejder, hvis samlede løn ligger inden for samme lønramme som den øverste ledelse, samt risikotagere, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på administrationsselskabernes risikoprofil eller risikoprofilerne for de investeringsinstitutter, som de administrerer.

4. I overensstemmelse med artikel 16 i forordning (EU) nr. 1095/2010 udsteder ESMA retningslinjer til kompetente myndigheder eller til deltagere på det finansielle marked om de personer, der er omhandlet i stk. 3 i nærværende artikel, og anvendelsen af de principper, der er nævnt i artikel 14b. I retningslinjerne tages der hensyn til de principper for forsvarlige aflønningspolitikker, som er fastsat i Kommissionens henstilling 2009/384/EF18), administrationsselskabets størrelse og de administrerede investeringsinstitutters størrelse samt deres interne organisation og arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter. Ved udarbejdelsen af retningslinjerne arbejder ESMA tæt sammen med Den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed) (»EBA«), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/201019), for at sikre overensstemmelse med de krav, der er udarbejdet for andre sektorer inden for finansielle tjenesteydelser, navnlig kreditinstitutter og investeringsselskaber.

Artikel 14b

1. Når administrationsselskaber udformer og anvender aflønningspolitikker som omhandlet i artikel 14a, skal de overholde følgende principper på en måde og i et omfang, som svarer til deres størrelse og interne organisation og til arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter:

a) Aflønningspolitikkerne er forenelige med og fremmer en sund og effektiv risikostyring og tilskynder ikke til at løbe risici, som er uforenelige med risikoprofilerne, reglerne eller vedtægterne for de investeringsinstitutter, som administrationsselskabet administrerer.

b) Aflønningspolitikkerne er i overensstemmelse med forretningsstrategien, målsætningerne, værdierne og interesserne hos administrationsselskabet og de investeringsinstitutter, som det administrerer, og hos investorerne i disse investeringsinstitutter og indeholder foranstaltninger til undgåelse af interessekonflikter.

c) Aflønningspolitikkerne vedtages af administrationsselskabets ledelsesorgan i dets egenskab af tilsynsførende, og dette organ vedtager og gennemgår mindst en gang årligt de generelle principper for aflønningspolitikkerne og er ansvarligt for og overvåger gennemførelsen heraf. Opgaverne i dette litra udføres kun af medlemmer af ledelsesorganet, som ikke udøver nogen ledelsesfunktioner i det pågældende administrationsselskab, og som har ekspertise i risikostyring og aflønning.

d) Mindst en gang om året underkastes gennemførelsen af aflønningspolitikkerne en central og uafhængig intern kontrol for at fastslå, om den aflønningspolitik, ledelsesorganet i sin egenskab af tilsynsførende har fastlagt, og procedurerne i tilknytning hertil er blevet overholdt.

e) Medarbejdere med kontrolfunktioner aflønnes efter, i hvor høj grad de når målene for deres funktioner, uafhængigt af de forretningsmæssige resultater på de områder, som de kontrollerer.

f) Aflønningen af ledende medarbejdere med risikostyrings- og compliancefunktioner overvåges direkte af aflønningsudvalget, hvis der findes et sådant udvalg.

g) Når aflønningen er resultatafhængig, fastsættes den samlede aflønning på grundlag af en samlet vurdering dels af den enkelte medarbejders og den pågældende afdelings eller det pågældende investeringsinstituts resultater, dels af deres risici og af administrationsselskabets samlede resultater, under hensyntagen til såvel finansielle som ikkefinansielle kriterier ved vurderingen af den enkelte medarbejders resultater.

h) Vurderingen af resultaterne sker inden for en flerårig ramme, der passer til den ihændehaverperiode, der anbefales for investorerne for de investeringsinstitutter, som administrationsselskabet administrerer, for at sikre, at vurderingen kommer til at gå på investeringsinstituttets resultater set over en længere periode og dets investeringsrisici, og at udbetalingen af resultatdelen af aflønningen spredes over den samme periode.

i) Garanteret variabel aflønning er en undtagelse og forekommer kun i forbindelse med ansættelse af nye medarbejdere og er begrænset til det første ansættelsesår.

j) Der er en passende balance mellem faste og variable aflønningskomponenter, og den faste aflønningskomponent udgør en andel af den samlede aflønning, der er tilstrækkelig høj til at gøre det muligt at føre en helt igennem fleksibel politik for variable aflønningskomponenter, herunder eventuelt helt at undlade at udbetale variable aflønningskomponenter.

k) Udbetalinger i forbindelse med kontraktophør i utide afspejler resultaterne over tid og er udformet på en sådan måde, at misligholdelse ikke belønnes.

l) Målingen af de resultater, der danner grundlag for beregningen af de variable aflønningskomponenter eller puljer af variable aflønningskomponenter, indeholder en omfattende justeringsmekanisme, der tager hensyn til alle relevante typer af nuværende og fremtidige risici.

m) Med forbehold af investeringsinstituttets retlige struktur og dets fondsregler eller vedtægter består en væsentlig del og under alle omstændigheder mindst 50 % af enhver variabel aflønningskomponent af andele i det pågældende investeringsinstitut, lignende ejerskabsinteresser eller instrumenter knyttet til kapitalandele eller tilsvarende ikkekontante instrumenter med lige så effektive incitamenter som enhver af de i dette litra omhandlede incitamenter, medmindre administrationen af investeringsinstitutkonti udgør mindre end 50 % af den samlede portefølje, som administrationsselskabet administrerer, i hvilket fald minimumskravet på 50 % ikke finder anvendelse.

De i dette litra omhandlede instrumenter er underlagt en passende tilbageholdelsespolitik, der sigter på at afstemme incitamenterne med interesserne for administrationsselskabet, de investeringsinstitutter, som det administrerer, og disse investeringsinstitutters investorer. Medlemsstaterne eller deres kompetente myndigheder kan pålægge begrænsninger med hensyn til arten og udformningen af sådanne instrumenter eller om nødvendigt helt forbyde visse af dem. Dette litra gælder både for den del af den variable aflønningskomponent, der udskydes i henhold til litra n), og den del af den variable aflønningskomponent, der ikke udskydes.

n) En væsentlig del og under alle omstændigheder mindst 40 % af den variable aflønningskomponent udskydes i en passende periode under hensyntagen til den ihændehaverperiode, der anbefales for investorerne for de pågældende investeringsinstitutter, og tilpasses korrekt efter arten af de risici, der er forbundet med de pågældende investeringsinstitutter.

Den i dette litra omhandlede periode skal være på mindst tre år; aflønning, der skal udbetales i henhold til en udskydelsesordning, kan ikke forfalde hurtigere end på proratabasis; såfremt den variable aflønningskomponent udgør et meget stort beløb, udskydes mindst 60 % af beløbet.

o) Den variable del af aflønningen, herunder den andel, der udskydes, udbetales eller forfalder kun, hvis den er bæredygtig i lyset af den økonomiske situation for administrationsselskabet som helhed og er begrundet i afdelingens, investeringsinstituttets og den pågældende medarbejders resultater.

Den samlede variable aflønning bliver normalt betydeligt mindre, når der er tale om vigende eller negative økonomiske resultater for det pågældende administrationsselskab eller det pågældende investeringsinstitut med hensyn til såvel den aktuelle aflønning som nedskæringer i udbetalingen af tidligere indtjente beløb, herunder i form af bonustab- eller tilbagebetalingsordninger.

p) Pensionspolitikken er i overensstemmelse med forretningsstrategien, målsætningerne, værdierne og de langsigtede interesser for administrationsselskabet og de investeringsinstitutter, som det administrerer.

Hvis medarbejderen forlader administrationsselskabet før pensionsalderen, tilbageholder administrationsselskabet de skønsmæssigt fastsatte pensionsbidrag i en periode på fem år i form af instrumenter som omhandlet i litra m). Når en medarbejder når pensionsalderen, udbetales de skønsmæssigt fastsatte pensionsbidrag til vedkommende i form af instrumenter som omhandlet i litra m), efter en femårig tilbageholdelsesperiode.

q) Medarbejderne er forpligtede til ikke at benytte personlige afdækningsstrategier eller løn- og ansvarsrelaterede forsikringer til at underminere de risikotilpasningsvirkninger, der er indbygget i deres aflønningsvilkår

r) Variabel løn udbetales ikke gennem instrumenter eller metoder, der fremmer omgåelse af kravene fastsat i dette direktiv.

2. ESMA kan i overensstemmelse med artikel 35 i forordning (EU) nr. 1095/2010 anmode om oplysninger fra de kompetente myndigheder om aflønningspolitikker og -praksisser som omhandlet i dette direktivs artikel 14a.

ESMA redegør i tæt samarbejde med EBA i sine retningslinjer om aflønningspolitikker for, hvordan forskellige sektorielle aflønningsprincipper som f.eks. de i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU20) og i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU21) fastsatte skal anvendes, når medarbejdere eller andre kategorier af ansatte leverer ydelser i henhold til forskellige sektorielle aflønningsprincipper.

3. Principperne fastsat i stk. 1 finder anvendelse på alle former for aflønning, der udbetales af administrationsselskabet, på ethvert beløb, der udbetales direkte af investeringsinstituttet, herunder resultatafhængige gebyrer, og på alle overførsler af andele eller aktier i investeringsinstituttet til de kategorier af medarbejdere, herunder den øverste ledelse, risikotagere, medarbejdere med kontrolfunktioner og enhver medarbejder med en samlet løn, der ligger inden for samme lønramme som for den øverste ledelse og risikotagere, hvis arbejde har væsentlig indflydelse på deres risikoprofil eller risikoprofilen for de investeringsinstitutter, som de administrerer.

4. Administrationsselskaber, der er betydelige i kraft af deres størrelse eller størrelsen af de investeringsinstitutter, som de administrerer, deres interne organisation og arten, omfanget og kompleksiteten af deres aktiviteter, nedsætter et aflønningsudvalg. Aflønningsudvalget sammensættes på en sådan måde, at det bliver i stand til kompetent og uafhængigt at træffe afgørelse i sager om aflønningspolitikker og -praksisser og de tilskyndelser, der skabes med henblik på risikostyring.

Aflønningsudvalget, der i givet fald nedsættes i overensstemmelse med ESMA's retningslinjer omhandlet i artikel 14a, stk. 4, har ansvaret for at forberede afgørelser vedrørende aflønning, der skal træffes af ledelsesorganet i sin egenskab af tilsynsførende instans, herunder afgørelser, der har konsekvenser for det pågældende administrationsselskabs eller det pågældende investeringsinstituts risici og risikostyring. Aflønningsudvalgets formand er et medlem af ledelsesorganet, som ikke udøver nogen ledelsesfunktion i det pågældende administrationsselskab. Aflønningsudvalgets medlemmer er medlemmer af ledelsesorganet, som ikke udøver nogen ledelsesfunktion i det pågældende administrationsselskab.

Hvis arbejdstagernes repræsentation i ledelsesorganet er fastsat i national ret, deltager en eller flere repræsentanter for arbejdstagerne i aflønningsudvalget. Når aflønningsudvalget forbereder sine afgørelser, tager det højde for investorernes og andre interessenters langsigtede interesser samt offentlighedens interesse.

3) Artikel 20 stk. 1, litra a), affattes således:

»a) den skriftlige aftale med depositaren, der er nævnt i artikel 22, stk. 2«.

4) Artikel 22 affattes således:

»Artikel 22

1. Et investeringsselskab og, for hver af de investeringsfonde, som det administrerer, et administrationsselskab sikrer, at der udpeges en enkelt depositar i henhold til dette kapitel.

2. Udpegelsen af depositaren godtgøres ved en skriftlig aftale.

Aftalen skal bl.a. regulere den informationsudveksling, der betragtes som værende nødvendig, for at depositaren kan udføre sine opgaver for det investeringsinstitut, vedkommende er udpeget som depositar for, som fastsat i dette direktiv og andre relevante love, regler og administrative bestemmelser.

3. Depositaren:

a) sikrer, at salg, udstedelse, tilbagekøb, indløsning og mortifikation af andele i investeringsinstituttet finder sted i overensstemmelse med gældende national ret og investeringsinstituttets regler eller vedtægter

b) sikrer, at værdien af andelene i investeringsinstituttet beregnes i overensstemmelse med gældende national ret og investeringsinstituttets regler eller vedtægter

c) udfører administrationsselskabets eller et investeringsselskabs instrukser, medmindre disse strider mod gældende national ret, eller investeringsinstituttets regler eller investeringsinstituttets vedtægter

d) sikrer, at modydelsen i forbindelse med transaktioner, der berører investeringsinstituttets aktiver, tilsendes investeringsinstituttet inden for sædvanlige frister

e) sikrer, at investeringsinstituttets udbytte anvendes i overensstemmelse med gældende national ret og investeringsinstituttets regler eller vedtægter.

4. Depositaren sikrer, at investeringsinstituttets pengestrømme overvåges behørigt, og navnlig, at alle betalinger foretaget af eller på vegne af investorer i forbindelse med tegning af andele i investeringsinstituttet er modtaget, og at alle kontanter i investeringsinstituttet er bogført på kontantkonti, der er:

a) oprettet i investeringsinstituttets navn, i det administrationsselskabs navn, der handler på vegne af investeringsinstituttet, eller i den depositars navn, der handler på vegne af investeringsinstituttet.

b) oprettet hos en af de enheder, som er omhandlet i artikel 18, stk. 1, litra a), b) og c), i Kommissionens direktiv 2006/73/EF22), og

c) føres i overensstemmelse med principperne fastsat i artikel 16 i direktiv 2006/73/EF.

Er kontantkontiene oprettet i den depositars navn, der handler på investeringsinstituttets vegne, må ingen kontanter fra den enhed, der er nævnt i første afsnit, litra b), og ingen af depositarens egne kontanter bogføres på sådanne konti.

5. Investeringsinstituttets aktiver overdrages til depositaren til opbevaring i henhold til følgende:

a) For så vidt angår finansielle instrumenter, som kan opbevares i depot, skal depositaren:

i) opbevare alle finansielle instrumenter, der kan registreres på en konto for finansielle instrumenter, som er oprettet i depositarens regnskabsbøger, og alle finansielle instrumenter, der fysisk kan leveres til depositaren

ii) sikre, at alle finansielle instrumenter, der kan registreres på en konto for finansielle instrumenter, som er oprettet i depositarens regnskabsbøger, er registreret i depositarens regnskabsbøger på separate konti i overensstemmelse med principperne fastsat i artikel 16 i direktiv 2006/73/EF, og at kontiene er oprettet i investeringsinstituttets navn eller i det administrationsselskabs navn, der handler på investeringsinstituttets vegne, således at de tydeligt kan identificeres som tilhørende investeringsinstituttet i overensstemmelse med den til enhver tid gældende ret.

b) For så vidt angår andre aktiver skal depositaren:

i) kontrollere, om investeringsinstituttet eller det administrationsselskab, der handler på investeringsinstituttets vegne, ejer disse aktiver, ved på grundlag af oplysninger eller dokumenter, der stilles til rådighed af investeringsinstituttet eller administrationsselskabet, og på grundlag af ekstern dokumentation, hvis en sådan findes, at vurdere, om investeringsinstituttet eller det administrationsselskab, der handler på vegne af investeringsinstituttet, har ejendomsretten

ii) føre register over de aktiver, for hvilke det er godtgjort, at investeringsinstituttet eller administrationsselskabet på vegne af investeringsinstituttet har ejendomsretten, og holde registeret ajourført.

6. Depositaren giver med jævne mellemrum administrationsselskabet eller investeringsselskabet en samlet oversigt over alle investeringsinstituttets aktiver.

7. De aktiver, der opbevares i depot af depositaren, bør ikke genanvendes af depositaren eller af en tredjemand, som har fået delegeret depotfunktionen for egen regning. Genanvendelse omfatter enhver transaktion med aktiver i depot, herunder, men ikke begrænset til, overførsel, pantsætning, salg og lån.

De aktiver, som opbevares i depot af depositaren, må kun genanvendes hvis:

a) genanvendelsen af aktiverne sker for investeringsinstituttets regning

b) depositaren udfører administrationsselskabets instruktioner på vegne af investeringsinstituttet

c) genanvendelsen er til gavn for investeringsinstituttet og i deltagernes interesse

d) transaktionen er dækket af likvid sikkerhedsstillelse af høj kvalitet, som investeringsinstituttet har modtaget i henhold til en ordning om overdragelse af ejendomsret.

Sikkerhedsstillelsens markedsværdi skal til enhver tid mindst udgøre markedsværdien af de genanvendte aktiver med tillæg af en præmie.

8. Medlemsstaterne sikrer, at et investeringsinstituts aktiver, der opbevares i depot, i tilfælde af depositarens insolvens og/eller insolvens hos enhver tredjemand, der er etableret i Unionen, og til hvem opbevaring af investeringsinstituttets aktiver er delegeret, ikke kan udloddes til eller realiseres til fordel for den pågældende depositars og/eller den pågældende tredjemands kreditorer.

5) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 22a

1. Depositaren må ikke delegere de i artikel 22, stk. 3 og 4, omhandlede funktioner til tredjemand.

2. Depositaren må kun delegere de funktioner, der er omtalt i artikel 22, stk. 5, til tredjemand, hvis:

a) opgaverne ikke delegeres i den hensigt at unddrage sig kravene fastsat i dette direktiv

b) depositaren kan påvise, at der foreligger en objektiv begrundelse for delegeringen

c) depositaren har udvist passende dygtighed, omhu og grundighed i forbindelse med udvælgelsen og udpegelsen af enhver tredjemand, som depositaren agter at delegere visse af sine opgaver til, og udviser fortsat passende dygtighed, omhu og grundighed ved den regelmæssige kontrol med og løbende overvågning af enhver tredjemand, som den har delegeret visse af sine opgaver til, og af de arrangementer, som tredjemand har foretaget med hensyn til de delegerede opgaver.

3. Depositaren må kun delegere de i artikel 22, stk. 5, omhandlede funktioner til tredjemand, der til enhver tid i forbindelse med udførelsen af de delegerede opgaver:

a) har strukturer og ekspertise, der er tilstrækkelige og står i et rimeligt forhold til arten og kompleksiteten af de aktiver, som investeringsinstituttet eller administrationsselskabet på vegne af investeringsinstituttet har overdraget til vedkommende

b) for så vidt angår de i artikel 22, stk. 5, litra a), omhandlede opbevaringsopgaver er underlagt

i) effektive tilsynsregler, herunder minimumskapitalkrav, og tilsyn i den pågældende jurisdiktion, og

ii) en ekstern periodisk revision for at sikre, at de finansielle instrumenter er i vedkommendes besiddelse

c) holder depositarens kunders aktiver adskilt fra sine egne aktiver og fra depositarens aktiver på en sådan måde, at de til enhver tid klart kan identificeres som tilhørende en given depositars kunder

d) træffer alle de nødvendige skridt til at sikre, at et investeringsinstituts aktiver, der opbevares i depot hos tredjemanden, i tilfælde af tredjemandens insolvens ikke kan udloddes til eller realiseres til fordel for tredjemandens kreditorer, og

e) overholder de generelle forpligtelser og forbud, der er fastsat i artikel 22, stk. 2, 5 og 7, og i artikel 25.

Uanset første afsnit, litra b), nr. i), må depositaren, når et tredjelands ret kræver, at visse finansielle instrumenter opbevares i depot hos en lokal enhed, og der ikke er nogen lokale enheder, der opfylder delegeringskravene i nævnte litra, kun delegere sine funktioner til en sådan lokal enhed i det omfang, tredjelandets ret kræver det, og kun så længe der ikke er nogen lokale enheder, der opfylder delegeringskravene, og kun hvis:

a) Investorerne i det relevante investeringsinstitut forud for deres investering behørigt underrettes om det forhold, at denne delegering er påkrævet på grund af juridiske begrænsninger i tredjelandets ret, om de omstændigheder, der retfærdiggør delegeringen, og om de risici, der er forbundet med den pågældende delegering

b) Investeringsselskabet eller administrationsselskabet på vegne af investeringsinstituttet har pålagt depositaren at delegere opbevaringen af sådanne finansielle instrumenter til en sådan lokal enhed.

Tredjemanden kan for sin del videredelegere disse funktioner, under forudsætning af at de samme krav er opfyldt. I så fald finder artikel 24, stk. 2, tilsvarende anvendelse på de relevante parter.

4. Med henblik på nærværende artikel betragtes leveringen af ydelser som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF23) via værdipapirafviklingssystemer, der er omfattet af dette direktiv, og leveringen af tilsvarende ydelser via tredjelandsværdipapirafviklingssystemer ikke som delegering af opbevaringsfunktioner.

6) Artikel 23 ændres således:

a) Stk. 2-4 affattes således:

»2. Depositaren skal være:

a) en national centralbank

b) et kreditinstitut, som er meddelt tilladelse i henhold til direktiv 2013/36/EU, eller

c) en anden juridisk enhed, som i henhold til medlemsstatens ret har tilladelse fra den kompetente myndighed til at udøve depositaraktiviteter i henhold til dette direktiv, og som er undergivet krav om tilstrækkeligt kapitalgrundlag, der ikke er mindre end de krav, der er beregnet afhængigt af den valgte fremgangsmåde i overensstemmelse med artikel 315 eller 317 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/201324), og som har en egenkapital, der ikke er mindre end startkapitalen i henhold til artikel 28, stk. 2, i direktiv 2013/36/EU.

En juridisk enhed som omhandlet i første afsnit, litra c), skal være underkastet tilsynsregler og løbende tilsyn og skal opfylde følgende minimumskrav:

a) den skal have den nødvendige infrastruktur til at opbevare finansielle instrumenter, der kan registreres på en konto for finansielle instrumenter, som er oprettet i depositarens regnskabsbøger

b) den skal opstille regler og procedurer, som er tilstrækkelige til sikring af, at enheden, herunder dens ledere og ansatte, overholder enhedens forpligtelser i henhold til dette direktiv

c) den skal have en sund administrativ og regnskabsmæssig praksis, interne kontrolmekanismer, effektive procedurer til risikovurdering og effektive kontrol- og sikkerhedsforanstaltninger på edb-området

d) den skal opretholde og anvende effektive organisatoriske og administrative ordninger med henblik på at træffe alle rimelige foranstaltninger, der har til formål at forhindre interessekonflikter

e) den skal sørge for, at der opbevares oplysninger om alle dens tjenesteydelser, aktiviteter og transaktioner, som er så fyldestgørende, at den kompetente myndighed kan udføre sine tilsynsopgaver og udføre håndhævelsesforanstaltningerne fastsat i dette direktiv

f) den skal træffe alle rimelige foranstaltninger med henblik på at sikre kontinuitet og regelmæssighed i udøvelsen af sine depositarfunktioner ved at anvende hensigtsmæssige og forholdsmæssigt afpassede systemer, ressourcer og procedurer, herunder til at udøve sine depositaraktiviteter

g) alle medlemmer af dens ledelsesorgan og øverste ledelse skal til enhver tid have et tilstrækkelig godt omdømme, tilstrækkelig viden, faglig kompetence og erfaring

h) dens ledelsesorgan skal besidde tilstrækkelig kollektiv viden, faglig kompetence og erfaring til at kunne forstå depositarens aktiviteter, herunder de største risici

i) hvert medlem af dens ledelsesorgan og den øverste ledelse skal udvise hæderlighed og integritet.

3. Medlemsstaterne fastlægger, hvilke af disse kategorier af institutioner omhandlet i stk. 2, første afsnit, der er berettigede til at være depositarer.

4. Investeringsselskaber eller administrationsselskaber, der handler på vegne af det investeringsinstitut, som de administrerer, som inden 18. marts 2016 som depositar har udpeget et institut, der ikke opfylder kravene fastsat i stk. 2, skal udpege en depositar, der opfylder kravene, inden 18. marts 2018.

b) Stk. 5 og 6 udgår.

7) Artikel 24 affattes således:

»Artikel 24

1. Medlemsstaterne sikrer, at depositaren over for investeringsinstituttet og deltagerne i investeringsinstituttet er ansvarlig for tab, som er forårsaget af depositaren eller af en tredjemand, som opbevaringen af finansielle instrumenter opbevaret i depot i henhold til artikel 22, stk. 5, litra a), er delegeret til.

I tilfælde af tab af finansielle instrumenter opbevaret i depot sikrer medlemsstaterne, at depositaren uden unødig forsinkelse yder en erstatning til investeringsinstituttet eller det administrationsselskab, der handler på vegne af investeringsinstituttet, i form af et finansielt instrument af samme type eller det tilsvarende beløb. Depositaren er ikke ansvarlig, såfremt vedkommende kan bevise, at tabet skyldes en ekstern hændelse, som depositaren ikke med rimelighed kunne forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren havde truffet alle rimelige forholdsregler.

Medlemsstaterne sikrer, at depositaren også er ansvarlig over for investeringsinstituttet og investeringsinstituttets investorer for ethvert andet tab, disse måtte lide som følge af, at depositaren uagtsomt eller forsætligt har misligholdt sine forpligtelser i henhold til dette direktiv.

2. Depositarens ansvar omhandlet i stk. 1 berøres ikke af en eventuel delegering som omhandlet i artikel 22a.

3. Depositarens ansvar, jf. stk. 1, kan ikke udelukkes eller begrænses ved aftale.

4. Aftaler i strid med stk. 3 er ugyldige.

5. Deltagere i investeringsinstituttet kan gøre krav gældende over for depositaren enten direkte eller indirekte gennem administrationsselskabet eller investeringsselskabet, forudsat at dette ikke fører til dobbelt godtgørelse eller til ulige behandling af deltagerne.«

8) Artikel 25 affattes således:

»Artikel 25

1. Virksomhed som både administrationsselskab og depositar må ikke udøves af samme selskab. Virksomhed som både investeringsselskab og depositar må ikke udøves af samme selskab.

2. Administrationsselskabet og depositaren skal under udførelsen af deres respektive opgaver handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og udelukkende i investeringsinstituttets og investeringsinstituttets investorers interesse. Investeringsselskabet og depositaren skal under udførelsen af deres respektive opgaver handle ærligt, retfærdigt, professionelt, uafhængigt og udelukkende i investeringsinstituttets investorers interesse.

Depositaren må ikke udføre aktiviteter med hensyn til investeringsinstituttet eller administrationsselskabet på vegne af investeringsinstituttet, som kan skabe interessekonflikter mellem investeringsinstituttet, investorerne i investeringsinstituttet, administrationsselskabet og depositaren selv, medmindre depositaren funktionelt og hierarkisk har adskilt udførelsen af sine depositaropgaver fra de af sine øvrige opgaver, der potentielt kunne komme i konflikt hermed, og de potentielle interessekonflikter er fyldestgørende påvist, styret, overvåget og oplyst til investeringsinstituttets investorer.«

9) Artikel 26 affattes således:

»Artikel 26

1. Det skal ved lov eller i investeringsfondens fondsregler fastsættes, på hvilke betingelser udskiftning af administrationsselskabet og depositaren kan finde sted, og hvorledes deltagerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning.

2. Det skal ved lov eller i investeringsselskabets vedtægter fastsættes, på hvilke betingelser udskiftning af administrationsselskabet og depositaren kan finde sted, og hvorledes deltagerne skal beskyttes ved en sådan udskiftning.«

10) Følgende artikler indsættes:

»Artikel 26a

Depositaren stiller efter anmodning alle oplysninger til rådighed for sine kompetente myndigheder, som den har indhentet under udførelsen af sine opgaver, og som kan være nødvendige for dens kompetente myndigheder eller for investeringsinstituttets eller administrationsselskabets kompetente myndigheder.

Hvis investeringsinstituttets eller administrationsselskabets kompetente myndigheder er forskellige fra depositarens, udveksler depositarens kompetente myndigheder straks de modtagne oplysninger med investeringsinstituttets og administrationsselskabets kompetente myndigheder.

Artikel 26b

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 112a, som præciserer:

a) de oplysninger, der skal indgå i den i artikel 22, stk. 2, omhandlede skriftlige aftale

b) betingelserne for at udføre depositarfunktionerne i medfør af artikel 22, stk. 3, 4 og 5, herunder:

i) arterne af finansielle instrumenter, der skal indgå i anvendelsesområdet for depositarens opbevaringsopgaver i overensstemmelse med artikel 22, stk. 5, litra a)

ii) betingelserne, hvorpå depositaren udøver sine opbevaringsopgaver med hensyn til finansielle instrumenter, som er registreret hos en central depositar

iii) betingelserne, hvorpå depositaren skal opbevare de finansielle instrumenter, som er udstedt på navn og registreret hos en udsteder eller en registrator, sikkert i overensstemmelse med artikel 22, stk. 5, litra b)

c) depositarernes forpligtelse til rettidig omhu i medfør af artikel 22a, stk. 2, litra c)

d) forpligtelsen til adskillelse i medfør af artikel 22a, stk. 3, litra c)

e) de skridt, som tredjemand skal tage i medfør af artikel 22a, stk. 3, litra d)

f) de betingelser hvorpå og omstændigheder hvorunder finansielle instrumenter, der opbevares i depot, skal anses for at være tabt, jf. artikel 24

g) hvad der skal forstås ved eksterne hændelser, som depositaren ikke med rimelighed kan forventes at have kontrol over, og hvis konsekvenser ville have været uundgåelige, også selv om depositaren havde truffet alle rimelige forholdsregler, jf. artikel 24, stk. 1

h) betingelserne for at opfylde uafhængighedskravet i artikel 25, stk. 2.«

11) Artikel 30, stk. 1, affattes således:

»Artikel 13-14b finder tilsvarende anvendelse på investeringsselskaber, der ikke har udpeget et administrationsselskab i henhold til dette direktiv.«

12) Kapitel V, afdeling 3, udgår.

13) I artikel 69 foretages følgende ændringer:

a) I stk. 1, tilføjes følgende afsnit:

»Prospektet skal indeholde enten:

a) oplysninger om den ajourførte aflønningspolitik, herunder, men ikke begrænset til, en beskrivelse af, hvordan løn og goder beregnes, identiteten på de personer, der er ansvarlige for at tildele løn og goder, herunder sammensætningen af aflønningsudvalget, hvis der findes et sådant udvalg, eller

b) et resumé af aflønningspolitikken og en erklæring om, at oplysningerne om den ajourførte aflønningspolitik, herunder, men ikke begrænset til, en beskrivelse af, hvordan løn og goder beregnes, identiteten på de personer, der er ansvarlige for at tildele løn og goder, herunder sammensætningen af aflønningsudvalget, hvis der findes et sådant udvalg, er tilgængelige via et websted med angivelse af det pågældende websted, og at der efter anmodning gratis stilles en trykt udgave til rådighed.«

b) I stk. 3 tilføjes følgende afsnit:

»Årsberetningen skal også omfatte:

a) den samlede lønsum i regnskabsåret, fordelt på fast og variabel løn, der udbetales af administrationsselskabet og af investeringsselskabet til arbejdstagerne, samt antal modtagere og, hvor det er relevant, ethvert beløb, der udbetales direkte af investeringsinstituttet, herunder ethvert resultatafhængigt gebyr

b) den samlede lønsum fordelt på kategorier af medarbejdere eller andre kategorier af ansatte, jf. artikel 14a, stk. 3

c) en beskrivelse af, hvordan løn og goder beregnes

d) resultatet af gennemgangen i artikel 14b, stk. 1, litra c) og d), herunder eventuelle uregelmæssigheder, der har fundet sted

e) væsentlige ændringer af den fastlagte aflønningspolitik.«

14) Artikel 78 ændres således:

a) Stk. 3, litra a), affattes således:

»a) identifikation af investeringsinstituttet og af investeringsinstituttets kompetente myndighed«.

b) I stk. 4 tilføjes følgende afsnit:

»Central investorinformation skal også omfatte en erklæring om, at oplysningerne om den ajourførte aflønningspolitik, herunder, men ikke begrænset til, en beskrivelse af, hvordan løn og goder beregnes, identiteten på de personer, der er ansvarlige for at tildele løn og goder, herunder sammensætningen af aflønningsudvalget, hvis der findes et sådant udvalg, er tilgængelige via et websted (med angivelse af det pågældende websted), og at der efter anmodning gratis stilles en trykt udgave til rådighed.«

15) Artikel 98, stk. 2, litra d), affattes således:

»d) at forlange

i) i den udstrækning dette er tilladt i henhold til national ret, oplysninger om datatrafik, som opbevares af en teleoperatør, hvis der foreligger begrundet mistanke om en overtrædelse, og hvis de pågældende oplysninger kan være af relevans for en undersøgelse af overtrædelser af dette direktiv

ii) eksisterende optagelser af telefonsamtaler eller elektronisk kommunikation eller anden datatrafik, som opbevares af et investeringsinstitut, administrationsselskaber, investeringsselskaber, depositarer eller andre enheder, der er reguleret ved dette direktiv«

16) Artikel 99 affattes således:

»Artikel 99

1. Uden at dette berører de kompetente myndigheders tilsynsbeføjelser som omhandlet i artikel 98 og medlemsstaternes ret til at fastsætte og pålægge strafferetlige sanktioner, fastsætter medlemsstaterne regler om administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, der skal pålægges virksomheder og personer for overtrædelser af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, og træffer alle fornødne foranstaltninger til sikring af, at de gennemføres.

Hvis medlemsstaterne beslutter ikke at fastsætte bestemmelser om administrative sanktioner for overtrædelser, der er omfattet af national strafferet, meddeler de Kommissionen de relevante strafferetlige bestemmelser.

Administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger skal være effektive, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

Medlemsstaterne giver senest 18. marts 2016 Kommissionen og ESMA meddelelse om de love og administrative bestemmelser, der gennemfører denne artikel, herunder eventuelle relevante strafferetlige bestemmelser. Medlemsstaterne meddeler uden unødig forsinkelse Kommissionen og ESMA eventuelle senere ændringer heraf.

2. Hvis medlemsstaterne i henhold til stk. 1 har valgt at fastsætte strafferetlige sanktioner for overtrædelser af de bestemmelser, som er omhandlet i stk. 1, sørger de for, at der er truffet passende foranstaltninger, således at de kompetente myndigheder har alle de nødvendige beføjelser til at holde kontakt med de retslige myndigheder inden for deres jurisdiktion med henblik på at modtage konkrete oplysninger om strafferetlige efterforskninger af eller påbegyndte retssager vedrørende mulige overtrædelser af dette direktiv og forsyner andre kompetente myndigheder og ESMA med tilsvarende oplysninger, med henblik på at de opfylder deres forpligtelse til at samarbejde med hinanden og med ESMA om anvendelsen af dette direktiv.

De kompetente myndigheder kan også samarbejde med andre medlemsstaters kompetente myndigheder med henblik på at lette inddrivelsen af bøder.

3. Som led i Kommissionens overordnede vurdering af, hvordan dette direktiv fungerer, gennemgår den senest 18. september 2017 anvendelsen af de administrative og strafferetlige sanktioner, særlig behovet for en yderligere harmonisering af de administrative sanktioner, der er fastsat for overtrædelse af kravene fastsat i dette direktiv.

4. En kompetent myndighed kan kun afvise en anmodning om oplysninger eller en anmodning om at samarbejde om en undersøgelse under følgende særlige omstændigheder, nemlig når:

a) kommunikationen af relevante oplysninger kan bringe den pågældende medlemsstats sikkerhed i fare, navnlig i forbindelse med bekæmpelse af terrorisme og anden alvorlig kriminalitet

b) imødekommelse af anmodningen kan forventes at få negativ indvirkning på medlemsstatens egne undersøgelses- eller håndhævelsesaktiviteter eller i givet fald en strafferetlig efterforskning

c) der allerede er indledt retsforfølgning med hensyn til de samme forhold og mod de samme personer ved den pågældende medlemsstats myndigheder, eller

d) disse personer allerede har fået endelig dom for de samme forhold i den pågældende medlemsstat.

5. Medlemsstaterne sikrer, at hvis forpligtelserne finder anvendelse på investeringsinstitutter, administrationsselskaber, investeringsselskaber eller depositarer, kan der i tilfælde af en overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, anvendes administrative sanktioner eller andre administrative foranstaltninger i overensstemmelse med national ret over for medlemmerne af ledelsesorganet og over for andre fysiske personer, som i henhold til national ret er ansvarlige for overtrædelsen.

6. Medlemsstaterne sikrer i overensstemmelse med national ret, at de administrative sanktioner og andre administrative foranstaltninger, som kan anvendes i alle de i stk. 1 nævnte tilfælde, mindst omfatter følgende:

a) en offentlig erklæring, hvori nævnes den ansvarlige person og overtrædelsens art

b) en afgørelse, der pålægger den ansvarlige person at bringe den udviste handlemåde til ophør og at afholde sig fra at gentage en sådan handlemåde

c) hvis der er tale om et investeringsinstitut eller et administrationsselskab, suspension eller tilbagekaldelse af godkendelsen af investeringsinstituttet eller administrationsselskabet

d) pålæggelse af et midlertidigt eller i tilfælde af gentagne alvorlige overtrædelser et permanent forbud mod varetagelse af ledelsesfunktioner i dette eller i andre selskaber over for et medlem af administrationsselskabets eller investeringsselskabets ledelsesorgan eller over for en hvilken som helst anden fysisk person, der anses for at være ansvarlig

e) hvis der er tale om en juridisk person, administrative maksimumbøder på mindst 5 000 000 EUR eller i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, den tilsvarende værdi i national valuta den 17. september 2014 eller 10 % af den juridiske persons samlede årsomsætning ifølge de seneste foreliggende regnskaber, som ledelsesorganet har godkendt; hvis den juridiske person er et moderselskab eller et datterselskab af det moderselskab, der skal udarbejde konsoliderede regnskaber i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU25), er den relevante samlede årsomsætning den samlede årsomsætning eller den tilsvarende indkomsttype i overensstemmelse med den relevante EU-ret på regnskabsområdet ifølge de seneste konsoliderede regnskaber, som det endelige moderselskabs ledelsesorgan har godkendt

f) hvis der er tale om en fysisk person, administrative maksimumbøder på mindst 5 000 000 EUR eller, i medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, den tilsvarende værdi i national valuta den 17. september 2014, eller

g) som alternativ til litra e) og f), administrative maksimumbøder på op til mindst det dobbelte af den fortjeneste, der er opnået ved overtrædelsen, såfremt fortjenesten kan beregnes, også selv om dette overstiger maksimumsbeløbene i litra e) og f).

7. Medlemsstaterne kan i henhold til deres nationale ret give de kompetente myndigheder beføjelse til at pålægge former for sanktioner ud over de i stk. 6 nævnte eller til at pålægge bøder, der overstiger de i stk. 6, litra e), f) og g), nævnte beløb.

17) Følgende artikler indsættes:

»Artikel 99a

Medlemsstaterne sikrer, at deres love eller administrative bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, fastsætter sanktioner, særlig når:

a) der drives virksomhed som investeringsinstitut uden godkendelse, hvorved der sker en overtrædelse af artikel 5

b) der drives virksomhed som administrationsselskab uden forudgående godkendelse, hvorved der sker en overtrædelse af artikel 6

c) der drives virksomhed som investeringsselskab uden forudgående godkendelse, hvorved der sker en overtrædelse af artikel 27

d) en kvalificeret deltagelse i et administrationsselskab erhverves, direkte eller indirekte, eller en sådan kvalificeret deltagelse i et administrationsselskab forøges, således at den pågældendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved når op på eller overstiger 20 %, 30 % eller 50 %, eller at administrationsselskabet derved bliver den pågældendes datterselskab, (i det følgende benævnt »den påtænkte erhvervelse«), uden skriftlig underretning af de kompetente myndigheder for det administrationsselskab, hvori erhververen søger at erhverve eller forøge en kvalificeret andel, hvorved der sker en overtrædelse af artikel 11, stk. 1

e) en kvalificeret deltagelse i et administrationsselskab afhændes, direkte eller indirekte, eller reduceres, således at den pågældendes andel af stemmerettigheder eller kapitalandele derved falder til under 20 %, 30 % eller 50 %, eller således at administrationsselskabet ophører med at være et datterselskab, uden skriftlig underretning af de kompetente myndigheder, hvorved der sker en overtrædelse af artikel 11, stk. 1

f) et administrationsselskab har opnået godkendelse ved brug af urigtige erklæringer eller på anden ulovlig vis, hvorved der sker en overtrædelse af artikel 7, stk. 5, litra b)

g) et investeringsselskab har opnået godkendelse ved brug af urigtige erklæringer eller på anden ulovlig vis, hvorved der sker en overtrædelse af artikel 29, stk. 4, litra b)

h) et administrationsselskab ikke, så snart det har fået kendskab til erhvervelser eller afhændelser af besiddelser af kapital i selskabet, som bevirker, at deltagelsen overskrider eller falder til under en af de tærskler, som er omhandlet i artikel 11, stk. 1, i direktiv 2014/65/EU, underretter de kompetente myndigheder om disse erhvervelser eller afhændelser, hvorved der sker en overtrædelse af nærværende direktivs artikel 11, stk. 1

i) et administrationsselskab ikke mindst en gang om året meddeler den kompetente myndighed navnene på de aktionærer eller selskabsdeltagere, som besidder en kvalificeret deltagelse samt dennes størrelse, hvorved der sker en overtrædelse af artikel 11, stk. 1

j) et administrationsselskab ikke overholder de procedurer og ordninger, der er fastsat i overensstemmelse med de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 12, stk. 1, litra a)

k) et administrationsselskab ikke overholder strukturelle og organisatoriske krav, der er fastsat i overensstemmelse med de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 12, stk. 1, litra b)

l) et investeringsselskab ikke overholder de procedurer og ordninger, der er fastsat i overensstemmelse med de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 31

m) et administrationsselskab eller et investeringsselskab ikke opfylder krav vedrørende delegering af dets opgaver til tredjemand, som er fastsat i overensstemmelse med de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 13 og 30

n) et administrationsselskab eller et investeringsselskab ikke overholder en adfærdskodeks, der er fastsat i overensstemmelse med de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 14 og 30

o) en depositar ikke udfører sine opgaver i overensstemmelse med de nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 22, stk. 3-7

p) et investeringsselskab eller, for hver af de investeringsfonde, som det administrerer, et administrationsselskab gentagne gange undlader at opfylde forpligtelser vedrørende investeringsinstitutters investeringspolitikker fastsat i nationale bestemmelser til gennemførelse af kapitel VII

q) et administrationsselskab eller et investeringsselskab undlader at anvende en risikostyringsproces eller en proces for nøjagtig og uafhængig vurdering af værdien af OTC-derivaterne fastsat i nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 51, stk. 1

r) et investeringsselskab eller, for hver af de investeringsfonde, som det administrerer, et administrationsselskab gentagne gange undlader at opfylde forpligtelser til at afgive oplysninger til investorer fastsat i overensstemmelse med nationale bestemmelser til gennemførelse af artikel 68 til 82

s) et administrationsselskab eller et investeringsselskab, der markedsfører andele i investeringsinstitutter, som det administrerer i en anden medlemsstat end investeringsinstituttets hjemland, undlader at opfylde anmeldelseskravet fastsat i artikel 93, stk. 1.

Artikel 99b

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder på deres officielle websted offentliggør alle afgørelser, der ikke kan appelleres, og som pålægger en administrativ sanktion eller foranstaltning for overtrædelser af de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv, snarest muligt efter, at den person, der blev pålagt sanktionen eller foranstaltningen, er underrettet om afgørelsen. Offentliggørelsen skal mindst indeholde oplysninger om overtrædelsens type og art og om identiteten af de personer, der er ansvarlige. Denne forpligtelse gælder ikke for afgørelser om pålæg af foranstaltninger af undersøgelsesmæssig karakter.

Hvis den kompetente myndighed anser offentliggørelsen af de juridiske personers identitet eller de fysiske personers personoplysninger for at være ude af proportioner efter en individuel vurdering af proportionaliteten af offentliggørelsen af sådanne oplysninger, eller hvis offentliggørelsen udgør en trussel mod de finansielle markeders stabilitet eller en igangværende undersøgelse, skal medlemsstaterne dog sikre, at de kompetente myndigheder enten

a) udsætter offentliggørelsen af afgørelsen om at pålægge sanktionen eller foranstaltningen, indtil grunden til at undlade offentliggørelse er ophørt med at eksistere

b) offentliggør afgørelsen om at pålægge sanktionen eller foranstaltningen anonymt på en måde, der overholder national ret, hvis sådan anonym offentliggørelse sikrer en effektiv beskyttelse af de pågældende personoplysninger, eller

c) undlader at offentliggøre afgørelsen om at pålægge en sanktion eller foranstaltning, hvis mulighederne fastsat i litra a) og b) anses for at være utilstrækkelige til at sikre:

i) at de finansielle markeders stabilitet ikke bringes i fare

ii) forholdsmæssigheden af offentliggørelsen af sådanne afgørelser vedrørende foranstaltninger, der vurderes at være af mindre betydning.

Hvis det besluttes at offentliggøre en sanktion eller foranstaltning anonymt, kan offentliggørelsen af de pågældende oplysninger udsættes i et rimeligt tidsrum, hvis det forudses, at grundene til anonym offentliggørelse i mellemtiden vil ophøre med at eksistere.

2. De kompetente myndigheder informerer ESMA om alle de administrative sanktioner, der pålægges, men ikke offentliggøres i henhold til stk. 1, andet afsnit, litra c), herunder eventuelle klager i denne forbindelse og resultatet af sådanne klager. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder modtager oplysninger og den endelige dom i forbindelse med eventuelle strafferetlige sanktioner, der pålægges, og videregiver disse til ESMA. ESMA vedligeholder en central database over sanktioner, der indberettes til den, udelukkende med henblik på udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder. Kun kompetente myndigheder må have adgang til databasen, og den skal ajourføres med de oplysninger, som de kompetente myndigheder indberetter.

3. Hvis afgørelsen om at pålægge en sanktion eller foranstaltning indbringes for de relevante domstole eller andre myndigheder, offentliggør de kompetente myndigheder også straks sådanne oplysninger på deres officielle websted sammen med efterfølgende oplysninger om resultatet af en sådan klage. Enhver afgørelse, der annullerer en tidligere afgørelse om at pålægge en sanktion eller foranstaltning, offentliggøres også.

4. De kompetente myndigheder sørger for, at en offentliggørelse i henhold til denne artikel forbliver på deres officielle websted i mindst fem år efter offentliggørelsen. Personoplysninger, der er indeholdt i offentliggørelsen, beholdes kun på den kompetente myndigheds officielle websted, så længe det er nødvendigt, i overensstemmelse med de gældende databeskyttelsesregler.

Artikel 99c

1. Medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder ved valget af arten af administrative sanktioner eller foranstaltninger og fastsættelse af niveauet af de administrative bøder sørger for, at de er effektive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning og tager højde for alle relevante omstændigheder, herunder, når det er relevant:

a) overtrædelsens grovhed og varighed

b) den for overtrædelsen ansvarlige persons grad af ansvar

c) den finansielle styrke hos den for overtrædelsen ansvarlige person med udgangspunkt, f.eks., i den samlede årsomsætning i tilfælde af en juridisk person eller årsindkomsten, i tilfælde af en fysisk person

d) den for overtrædelsen ansvarlige persons fortjeneste eller undgåede tab, den skade, der er påført andre personer, og i givet fald den skade, der er påført markedernes funktion eller økonomien som helhed, såfremt disse beløb kan beregnes

e) den for overtrædelsen ansvarlige persons vilje til at samarbejde med den kompetente myndighed

f) overtrædelser, som den for overtrædelsen ansvarlige person tidligere har begået

g) foranstaltninger truffet af den for overtrædelsen ansvarlige person efter overtrædelsen for at hindre gentagelse heraf.

2. Når de kompetente myndigheder udøver deres beføjelse til at pålægge sanktioner i henhold til artikel 99, samarbejder de tæt med henblik på at sikre, at tilsyns- og undersøgelsesbeføjelserne og de administrative sanktioner giver de tilstræbte resultater i overensstemmelse med dette direktiv. De skal også koordinere deres indsats for at undgå dobbeltarbejde og overlapninger, når de udøver deres beføjelse til at føre tilsyn, gennemføre undersøgelser og pålægge administrative sanktioner og foranstaltninger i grænseoverskridende sager i overensstemmelse med artikel 101.

Artikel 99d

1. Medlemsstaterne indfører effektive og pålidelige mekanismer, der tilskynder til at indberette potentielle eller faktiske overtrædelser af de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv, til de kompetente myndigheder, herunder sikre kommunikationskanaler til at indberette de pågældende overtrædelser.

2. De ordninger, der er omhandlet i stk. 1, skal som minimum omfatte:

a) særlige procedurer for modtagelse af indberetninger om overtrædelser og opfølgningen heraf

b) passende beskyttelse af ansatte i investeringsselskaber, administrationsselskaber og depositarer, som indberetter overtrædelser begået hos disse enheder, i det mindste mod gengældelse, forskelsbehandling og andre former for uretfærdig behandling

c) beskyttelse af personoplysninger både hvad angår den person, der indberetter overtrædelserne, og den fysiske person, der formodes at være ansvarlig for en overtrædelse, i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF26)

d) klare regler, der sikrer, at en person, der indberetter en overtrædelse, til enhver tid garanteres fortrolighed, medmindre offentliggørelse kræves i national ret som led i yderligere undersøgelser eller efterfølgende retssager.

3. ESMA stiller en eller flere sikre kommunikationskanaler til rådighed til indberetning af overtrædelser af de nationale bestemmelser til gennemførelse af dette direktiv. ESMA sikrer, at disse kommunikationskanaler overholder stk. 2, litra a)-d).

4. Medlemsstaterne påser, at det forhold, at ansatte i investeringsselskaber, administrationsselskaber og depositarer som omhandlet i stk. 1 og 3, foretager indberetning, ikke betragtes som værende en overtrædelse af den tavshedspligt, som gælder i henhold til kontrakt eller love eller administrative bestemmelser, og ikke påfører de personer, der foretager indberetning, nogen form for ansvar i forbindelse med denne indberetning.

5. Medlemsstaterne stiller krav om, at administrationsselskaber, investeringsselskaber og depositarer har passende procedurer for deres ansatte, således at de ansatte kan indberette overtrædelser internt gennem en særlig, uafhængig og selvstændig kanal.

Artikel 99e

1. De kompetente myndigheder giver årligt ESMA sammenfattede oplysninger vedrørende alle sanktioner og foranstaltninger, der er pålagt i henhold til artikel 99. ESMA offentliggør disse oplysninger i en årlig rapport.

2. Har den kompetente myndighed offentliggjort administrative sanktioner eller foranstaltninger, underretter den samtidig ESMA om disse administrative sanktioner eller foranstaltninger. Vedrører en offentliggjort sanktion eller foranstaltning et administrationsselskab eller investeringsselskab, tilføjer ESMA en henvisning til den offentliggjorte sanktion eller foranstaltning i den fortegnelse over administrationsselskaber, der offentliggøres i henhold til artikel 6, stk. 1.

3. ESMA udarbejder udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder med henblik på at fastlægge procedurerne for og formularerne til fremsendelse af oplysninger som omhandlet i denne artikel.

ESMA forelægger disse udkast til gennemførelsesmæssige tekniske standarder for Kommissionen senest 18. september 2015.

Kommissionen tillægges beføjelse til at vedtage de i første afsnit omhandlede gennemførelsesmæssige tekniske standarder i overensstemmelse med artikel 15 i forordning (EU) nr. 1095/2010.

18) Følgende artikel indsættes:

»Artikel 104a

1. Medlemsstaterne anvender direktiv 95/46/EF på behandling af personoplysninger, der foretages i medlemsstaterne i medfør af dette direktiv.

2. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200127) finder anvendelse på behandling af personoplysninger, der foretages af ESMA i medfør af dette direktiv.

19) I artikel 12, stk. 3, artikel 14, stk. 2, artikel 43, stk. 5, artikel 51, stk. 4, artikel 60, stk. 6, artikel 61, stk. 3, artikel 62, stk. 4, artikel 64, stk. 4, artikel 75, stk. 4, artikel 78, stk. 7, artikel 81, stk. 2, artikel 95, stk. 1, og artikel 111, ændres ordene: »i overensstemmelse med artikel 112, stk. 2, 3 og 4, og med forbehold af betingelserne i artikel 112a og 112b« til: »i overensstemmelse med artikel 112a«.

20) I artikel 50a ændres ordene: »i overensstemmelse med artikel 112a og med forbehold af betingelserne i artikel 112b og 112c« til: »i overensstemmelse med artikel 112a«.

21) I artikel 52, stk. 4, tredje afsnit, ændres henvisningen til »artikel 112, stk. 1« til en henvisning »artikel 112«.

22) Artikel 112 affattes således

Artikel 112

Kommissionen bistås af Det Europæiske Værdipapirudvalg, der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2001/528/EF28).

23) Artikel 112a affattes således:

»Artikel 112a

1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2. Beføjelsen til at vedtage delegerede beføjelser, jf. artikel 12, 14, 43, 60, 61, 62, 64, 75, 78, 81, 95 og 111, tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 4. januar 2011.

Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 26b, tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 17. september 2014.

Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 50a, tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 21. juli 2011.

Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 51, tillægges Kommissionen for en periode på fire år fra den 20. juni 2013.

Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest seks måneder inden udløbet af fireårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3. Den i artikel 12, 14, 26b, 43, 50a, 51, 60, 61, 62, 64, 75, 78, 81, 95 og 111 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

5. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 12, 14, 26b, 43, 50a, 51, 60, 61, 62, 64, 75, 78, 81, 95 and 111, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har informeret Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.«

(24) Artikel 112b udgår.

25) Skema A, punkt 2, i bilag I affattes således:

»2. Oplysninger om depositaren:

2.1. Angivelse af investeringsinstituttets depositar og en beskrivelse af vedkommendes opgaver og af interessekonflikter, som måtte opstå.

2.2. En beskrivelse af eventuelle opbevaringsopgaver, som depositaren har delegeret, listen over delegerede og underdelegerede og eventuelle interessekonflikter, som måtte opstå som følge af delegeringen.

2.3. En erklæring om, at ajourførte oplysninger om punkt 2.1 og 2.2 vil blive stillet til rådighed for investorerne efter anmodning.«

Artikel 2

1. Medlemsstaterne vedtager og offentliggør senest den 18. marts 2016 de nødvendige love og administrative bestemmelser for at efterkomme dette direktiv. De tilsender straks Kommissionen teksten til disse bestemmelser.

De anvender de i første afsnit omhandlede love og administrative bestemmelser fra den 18. marts 2016. Disse love og bestemmelser skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.

2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de vigtigste nationale love og administrative bestemmelser, som de vedtager på det område, der er omfattet af dette direktiv.

Artikel 3

Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 4

Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne.

Udfærdiget i Bruxelles, den 23. juli 2014.

På Europa-Parlamentets vegne

M. SCHULZ

Formand

På Rådets vegne

S. GOZI

Formand

Bilag 3

Dette dokument er et dokumentationsredskab, og institutionerne påtager sig intet ansvar herfor

af 25. november 2009

om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)

(omarbejdning)

(EØS-relevant tekst)

(EFT L 335, 17.12.2009, p. 1)

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2009/138/EF

af 25. november 2009

om adgang til og udøvelse af forsikrings- og genforsikringsvirksomhed (Solvens II)

(omarbejdning)

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, særlig artikel 47, stk. 2, og artikel 55,

under henvisning til forslag fra Kommissionen,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg1),

efter høring af Regionsudvalget,

efter proceduren i traktatens artikel 2512), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Der skal foretages en række væsentlige ændringer i Rådets første direktiv 73/239/EØF af 24. juli 1973 om samordning af de administrativt og ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed, bortset fra livsforsikring3), Rådets direktiv 78/473/EØF af 30. maj 1978 om samordning af administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser vedrørende coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet4), Rådets direktiv 87/344/EØF af 22. juni 1987 om samordning af de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser om retshjælpsforsikring5), Rådets andet direktiv 88/357/EØF af 22. juni 1988 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring og om fastsættelse af bestemmelser, der kan lette den faktiske gennemførelse af den frie udveksling af tjenesteydelser6), Rådets direktiv 92/49/EØF af 18. juni 1992 om samordning af love og administrative bestemmelser vedrørende direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring (tredje skadesforsikringsdirektiv)7), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/78/EF af 27. oktober 1998 om supplerende tilsyn med forsikringsselskaber i en forsikringsgruppe8), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2001/17/EF af 19. marts 2001 om sanering og likvidation af forsikringsselskaber9), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/83/EF af 5. november 2002 om livsforsikringsvirksomhed10) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/68/EF af 16. november 2005 om genforsikringsvirksomhed11). Af klarhedshensyn bør disse direktiver omarbejdes.

(2) For at lette adgangen til og udøvelsen af disse former for livsforsikrings- og genforsikringsvirksomhed er det nødvendigt at fjerne de alvorligste forskelle i medlemsstaternes lovgivning for så vidt angår de regler, som forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt. Der bør derfor opstilles retlige rammer for forsikrings- og genforsikringsselskabers udøvelse af forsikringsvirksomhed i hele det indre marked for dermed at gøre det lettere for forsikrings- og genforsikringsselskaber med hovedsæde i Fællesskabet at påtage sig risici og forpligtelser i hele Fællesskabet.

(3) Af hensyn til et velfungerende indre marked bør der fastlægges samordnede regler for tilsyn med forsikringskoncerner og for foranstaltninger til sanering og likvidation af forsikringsselskaber med henblik på kreditorbeskyttelse.

(4) Visse selskaber, som præsterer forsikringstjenesteydelser, bør ikke være omfattet af det system, der oprettes i kraft af dette direktiv, det være sig på grund af deres størrelse, retlige status eller art - f.eks. en tæt tilknytning til offentlige forsikringsordninger - eller de specifikke tjenesteydelser, de præsterer. Det vil endvidere være hensigtsmæssigt i flere medlemsstater at udelukke bestemte organer, hvis virksomhed kun omfatter en meget begrænset sektor, og som lovgivningsmæssigt er begrænset til et bestemt geografisk område eller til bestemte personer.

(5) Meget små forsikringsselskaber, som opfylder visse betingelser, herunder bruttopræmieindtægter på under 5 mio. EUR, er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde. Alle forsikrings- og genforsikringsselskaber, som allerede er godkendt i henhold til de nuværende direktiver, bør dog fortsat være godkendt, når dette direktiv gennemføres. Selskaber, som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, bør kunne gøre brug af de grundlæggende friheder i henhold til traktaten. Disse selskaber bør have mulighed for at ansøge om tilladelse i henhold til dette direktiv med henblik på at drage fordel af enhedstilladelsen i henhold til dette direktiv.

(6) Det bør være muligt for medlemsstater at kræve, at selskaber, som udøver forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed, og som er undtaget fra dette direktivs anvendelsesområde, registrerer sig. Medlemsstaterne kan også lade disse selskaber blive omfattet af finansielt og lovpligtigt tilsyn.

(7) Rådets direktiv 72/166/EØF af 24. april 1972 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer og kontrollen med forsikringspligtens overholdelse12), Rådets syvende direktiv 83/349/EØF af 13. juni 1983 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om konsoliderede regnskaber13), Rådets andet direktiv 84/5/EØF af 30. december 1983 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer14), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter15) samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut16) indeholder generelle regler på områderne bogholderi, ansvarsforsikring for motorkøretøjer, finansielle instrumenter og kreditinstitutter og definitioner inden for disse områder. Visse af definitionerne i disse direktiver bør finde anvendelse i forbindelse med dette direktiv.

(8) Adgang til udøvelse af forsikrings- eller genforsikringsvirksomhed bør være betinget af en forudgående tilladelse. Der bør derfor fastsættes betingelser og procedurer for meddelelse af denne tilladelse og for et eventuelt afslag.

(9) De direktiver, som ophæves ved dette direktiv, fastsætter ikke nogen bestemmelser for omfanget af de genforsikringsaktiviteter, som et forsikringsselskab har fået tilladelse til at udøve. Det er op til medlemsstaterne at beslutte, om der skal fastsættes bestemmelser for dette.

(10) Henvisninger i dette direktiv til forsikrings- eller genforsikringsselskaber bør omfatte captive-forsikringsselskaber og captive-genforsikringsselskaber, undtagen når der er fastsat særlige bestemmelser for disse selskaber.

(11) Da dette direktiv udgør et centralt element i virkeliggørelsen af det indre marked, bør forsikrings- og genforsikringsselskaber, der har opnået tilladelse i deres hjemlande, have ret til at udøve en del af eller alle deres aktiviteter i hele Fællesskabet ved at etablere filialer eller præstere tjenesteydelser. Der bør derfor tages skridt til at tilvejebringe den harmonisering, der er nødvendig og tilstrækkelig til at opnå gensidig anerkendelse af tilladelser og tilsynsordninger, og dermed en fælles tilladelse, som gælder i hele Fællesskabet, og som åbner mulighed for, at tilsynet med et selskab udføres af hjemlandet.

(12) I Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/26/EF af 16. maj 2000 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om ansvarsforsikring for motorkøretøjer(fjerde motorkøretøjsforsikringsdirektiv)17) er der fastsat regler for udnævnelse af skadesbehandlingsrepræsentanter. Disse regler bør finde anvendelse i forbindelse med dette direktiv.

(13) Genforsikringsselskaber bør begrænse deres målsætninger til udøvelse af genforsikringsvirksomhed og hermed forbundne aktiviteter. Et sådant krav bør ikke hindre et genforsikringsselskab i at udøve aktiviteter som f.eks. statistisk eller aktuarmæssig rådgivning, risikoanalyse eller forskning på sine kunders vegne. Det kan også omfatte udøvelse af funktionen som holdingselskab og virksomhed i relation til de aktiviteter i den finansielle sektor, der er omhandlet i artikel 2, stk. 8, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/87/EF af 16. december 2002 om supplerende tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investeringsselskaber i et finansielt konglomerat18). Under alle omstændigheder tillader dette krav ikke, at der udøves bankvirksomhed eller finansielle aktiviteter, der ikke er relaterede hertil.

(14) Beskyttelse af forsikringstagerne forudsætter, at forsikrings- og genforsikringsselskaber er underlagt effektive solvenskrav, som vil føre til en effektiv kapitalfordeling i hele Den Europæiske Union. Det nuværende system er ikke længere tilstrækkeligt i lyset af udviklingen på markedet. Det er derfor nødvendigt at indføre en ny lovramme.

(15) I tråd med den seneste udvikling inden for risikostyring i International Association of Insurance Supervisors, International Accounting Standards Board og International Actuarial Association og på baggrund af den seneste udvikling inden for andre finanssektorer bør der vedtages en metode, som bygger på den økonomiske risiko, og som tilskynder forsikrings- og genforsikringsselskaber til at måle og forvalte deres risici korrekt. Harmoniseringen bør øges med specifikke regler for værdiansættelse af aktiver og passiver, herunder forsikringsmæssige hensættelser.

(16) Hovedformålet med regulering af og tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber er at sikre en hensigtsmæssig beskyttelse af forsikringstagere og begunstigede. Begrebet begunstigede har til formål at dække enhver fysisk eller juridisk person, som har en rettighed i henhold til en forsikringsaftale. Finansiel stabilitet samt redelige og stabile markeder er andre mål for regulering af og tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, og disse bør også tages i betragtning, dog uden at hovedformålet af den grund undermineres.

(17) Solvensregimet, der fastsættes i dette direktiv, forventes at føre til en endnu bedre beskyttelse for forsikringstagerne. Det vil kræve, at medlemsstaterne tildeler tilsynsmyndigheder ressourcer til at nå deres forpligtelser, som er fastsat i dette direktiv. Dette omfatter alle nødvendige kapaciteter, herunder finansielle og menneskelige ressourcer.

(18) Medlemsstaternes tilsynsmyndigheder bør derfor have alle nødvendige beføjelser til at sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber udøver deres virksomhed på betryggende vis i hele Fællesskabet, hvad enten det sker i henhold til reglerne om fri etableringsret eller i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser. For at sikre et effektivt tilsyn skal alle tilsynsmyndighedernes tiltag være proportionale med arten, omfanget og kompleksiteten af de risici, der er forbundet med et forsikringsselskabs eller et genforsikringsselskabs virksomhed, uanset hvilken betydning det omhandlede selskab har for den overordnede finansielle stabilitet på markedet.

(19) Dette direktiv bør ikke være for belastende for små og mellemstore forsikringsselskaber. En af måderne hvorpå dette kan opnås er ved en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet. Dette princip bør både anvendes på kravene, der stilles til forsikrings- og genforsikringsselskaber, og på udøvelsen af tilsynsbeføjelser.

(20) Dette direktiv bør navnlig ikke være for belastende for forsikringsselskaber, der specialiserer sig i at præstere særlige typer af forsikringer eller tjenesteydelser til særlige kundesegmenter, og der bør i den forbindelse erkendes, at specialisering på denne måde kan være en værdifuld måde til effektivt og reelt at styre risiko. For at nå dette mål såvel som en passende anvendelse af proportionalitetsprincippet bør det også være muligt i specielle tilfælde at tillade, at selskaber anvender deres egne oplysninger til at kalibrere i risikomodulerne i solvenskapitalkravets standardformel.

(21) Dette direktiv bør også tage hensyn til captive-forsikringsselskabers og captive-genforsikringsselskabers særlige forhold. Da disse selskaber kun dækker risiko i forbindelse med den industri- eller handelskoncern, som de tilhører, bør der indføres passende fremgangsmåder i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet for at afspejle arten, omfanget og kompleksiteten af deres virksomhed.

(22) Tilsynet med genforsikringsaktiviteter bør tage hensyn til genforsikringssektorens særlige forhold, navnlig dens globale karakter og det forhold, at forsikringstagerne selv er forsikrings- eller genforsikringsselskaber.

(23) Tilsynsmyndighederne bør kunne indhente de oplysninger fra forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er nødvendige med henblik på tilsynet, herunder i givet fald de oplysninger, som et forsikrings- eller genforsikringsselskab offentliggør i forbindelse med regnskaber, børsnotering eller andre retlige eller reguleringsmæssige krav.

(24) Ansvaret for overvågningen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers økonomiske soliditet bør pålægges tilsynsmyndighederne i hjemlandet. De bør til dette formål regelmæssigt udføre undersøgelser og evalueringer.

(25) Tilsynsmyndighederne bør kunne tage hensyn til følgerne for risiko- og kapitalforvaltning af frivillige adfærdskodekser og gennemsigtighedskrav, som overholdes af de relevante institutioner, der handler med uregulerede og alternative instrumenter.

(26) Solvenskapitalkravet danner udgangspunkt for, hvorvidt de kvantitative krav i forsikringsbranchen er tilstrækkelige. Tilsynsmyndighederne bør derfor alene under exceptionelle omstændigheder, i de tilfælde, der er nævnt i dette direktiv, have beføjelse til at stille krav om et kapitaltillæg til solvenskapitalkravet i forlængelse af tilsynsprocessen. Hensigten med standardformlen for solvenskapitalkravet er at afspejle de fleste forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers risikoprofil. Denne standardmetode vil i nogle tilfælde ikke i tilstrækkelig grad afspejle et selskabs meget specifikke risikoprofil.

(27) Kravet om et kapitaltillæg er exceptionelt i den forstand, at det kun bør anvendes som en sidste mulighed, når andre tilsynsforanstaltninger er ineffektive eller uhensigtsmæssige. Begrebet exceptionelt bør ses inden for rammerne af en særlig situation i det selskab i stedet for i forhold til antallet af kapitaltillæg, som indføres på et specifikt marked.

(28) Kapitaltillægget bør opretholdes, så længe der ikke er rettet op på de forhold, der var gældende, da kravet blev indført. Når den komplette eller partielle interne model rummer væsentlige mangler, eller der forekommer væsentlige ledelsesmæssige svigt, bør tilsynsmyndighederne sikre, at det pågældende selskab gør sit yderste for at rette op på de mangler, der førte til kravet om et kapitaltillæg. Når standardmetoden imidlertid ikke i tilstrækkelig grad afspejler et selskabs meget specifikke risikoprofil, kan kapitaltillægget opretholdes i de efterfølgende år.

(29) Nogle risici kan kun imødegås i tilstrækkelig grad med ledelseskrav snarere end med de kvantitative krav, der afspejles i solvenskapitalkravet. Et effektivt ledelsessystem er derfor afgørende for en hensigtsmæssig ledelse af forsikringsselskabet og for reguleringssystemet.

(30) Ledelsessystemet omfatter risikostyringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne ?C1 auditfunktion ? og aktuarfunktionen.

(31) En funktion er en administrativ kapacitet til at varetage særlige ledelsesopgaver. Identificeringen af en særlig funktion forhindrer ikke selskabet i frit at beslutte, hvordan denne funktion skal organiseres i praksis, medmindre andet er anført i dette direktiv. Dette bør ikke føre til unødigt byrdefulde krav, fordi der skal tages hensyn til arten, omfanget og kompleksiteten af selskabets aktiviteter. Det bør derfor være muligt for disse funktioner at bemandes med eget personale, bero på rådgivning fra eksterne eksperter eller udliciteres til eksperter inden for de grænser, direktivet sætter.

(32) I mindre, og mindre komplekse, selskaber undtagen i forbindelse med den interne ?C1 auditfunktion ? bør det være muligt, at én person eller organisatorisk enhed endvidere kan udføre mere end én funktion.

(33) De funktioner, der indgår i ledelsessystemet, anses for nøglefunktioner og er derfor også vigtige og afgørende funktioner.

(34) Alle personer, som udfører nøglefunktioner, bør være egnede og hæderlige. Kun personer, der besidder nøgleposter, bør være omfattet af oplysningskravene til tilsynsmyndigheden.

(35) For at vurdere det krævede niveau af sagkundskab, bør de faglige kvalifikationer og erfaringen hos dem, som reelt driver selskabet eller besidder andre nøgleposter, inddrages som yderligere faktorer.

(36) Alle forsikrings- og genforsikringsselskaber bør som en integrerende del af deres forretningsstrategi regelmæssigt vurdere deres samlede solvensbehov med deres specifikke risikoprofil for øje (vurdering af egen risiko og solvens). Denne vurdering kræver hverken, at der udarbejdes en intern model, eller har til formål at beregne et kapitalkrav, som er forskelligt fra solvenskapitalkravet eller minimumskapitalkravet. Resultaterne af hver vurdering bør indberettes til tilsynsmyndighederne som en del af de oplysninger, der skal udleveres i tilsynsøjemed.

(37) For at sikre et effektivt tilsyn med outsourcede funktioner eller aktiviteter er det afgørende, at de myndigheder, der fører tilsyn med det outsourcende forsikrings- eller genforsikringsselskabet, har adgang til alle relevante data, der opbevares af den outsourcende tjenesteyder, uanset om sidstnævnte er en tilsynspligtig enhed eller ej, og at tilsynsmyndighederne har ret til at udføre kontrol på stedet. For at tage hensyn til udviklingen på markederne og sikre, at outsourcing-betingelserne til stadighed er opfyldt, bør tilsynsmyndigheden på forhånd informeres om outsourcing af afgørende eller vigtige funktioner eller aktiviteter. Disse krav bør tage hensyn til arbejdet i Det Fælles Forum, og de stemmer overens med gældende regler og praksis i banksektoren og direktiv 2004/39/EF og dettes anvendelse på kreditinstitutter.

(38) Af hensyn til gennemsigtigheden bør forsikrings- og genforsikringsselskaber mindst én gang årligt offentliggøre - dvs. stille gratis til rådighed for offentligheden enten i trykt eller elektronisk form - væsentlige oplysninger om deres solvens og finansielle situation. Selskaber bør have mulighed for at offentliggøre yderligere oplysninger på et frivilligt grundlag.

(39) Der bør tillades udveksling af oplysninger mellem tilsynsmyndighederne og de myndigheder eller organer, der i kraft af deres funktion bidrager til at styrke stabiliteten i det finansielle system. Det er derfor nødvendigt at fastsætte, på hvilke betingelser denne udveksling af oplysninger bør være mulig. Når det derudover er fastsat, at oplysninger kun kan offentliggøres med tilsynsmyndighedernes udtrykkelige tilladelse, bør disse myndigheder i givet fald kunne betinge deres samtykke af, at visse strenge krav overholdes.

(40) Det er nødvendigt at fremme tilsynsmæssig konvergens, ikke blot hvad angår tilsynsværktøjer, men også hvad angår tilsynspraksis. Det Europæiske Tilsynsudvalg for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger (CEIOPS), der er nedsat ved Kommissionens afgørelse 2009/79/EF19), bør spille en væsentlig rolle i den henseende og regelmæssigt aflægge rapport til Europa-Parlamentet og Kommissionen om fremskridt på området.

(41) Formålet med de oplysninger og rapporten, som skal forelægges i forbindelse med kapitaltillæggene til CEIOPS, er ikke at forbyde deres anvendelse i henhold til dette direktiv, men at bidrage til en stadig højere grad af tilsynsmæssig konvergens ved anvendelse af kapitaltillæg mellem tilsynsmyndighederne i de enkelte medlemsstater.

(42) For at lette den administrative byrde og undgå dobbeltarbejde bør tilsynsmyndighederne og de nationale statistiske kontorer samarbejde og udveksle oplysninger.

(43) Med henblik på at styrke tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber og beskytte forsikringstagerne bør revisorer, i den betydning der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/43/EF af 17. maj 2006 om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber20), have pligt til omgående at indberette oplysninger, som kan få alvorlig indflydelse på et forsikringsselskabs eller et genforsikringsselskabs finansielle situation eller administrative organisation.

(44) Forsikringsselskaber, der udøver både livs- og skadesforsikringsvirksomhed, bør adskille forvaltningen af disse aktiviteter for at beskytte de livsforsikredes interesser. Disse selskaber bør bl.a. pålægges samme kapitalkrav, som gælder for en tilsvarende forsikringskoncern bestående af et livsforsikringsselskab og et skadesforsikringsselskab, under hensyntagen til kapitalens øgede overførbarhed hos forsikringsselskaber, der tegner flere forsikringsklasser.

(45) Vurderingen af forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers finansielle stilling bør bero på fornuftige økonomiske principper og gøre optimal brug af de oplysninger, som leveres af de finansielle markeder, og på de almindeligt tilgængelige data om forsikringstekniske risici. Specielt bør solvenskrav baseres på en økonomisk værdiansættelse af hele balancen.

(46) Værdiansættelsesnormer med henblik på tilsynet bør så vidt muligt være forenelige med udviklingen i internationale regnskabsstandarder for at lette den administrative byrde for forsikrings- eller genforsikringsselskaber.

(47) I overensstemmelse med denne fremgangsmåde bør kapitalkravene dækkes ved hjælp af ? C1 kapitalgrundlag ?, uanset om det er balanceførte eller ikke-balanceførte poster. Eftersom ikke alle finansielle ressourcer yder fuld dækning i tilfælde af likvidation og på going concern-basis, bør ? C1 elementer af kapitalgrundlaget ? klassificeres i overensstemmelse med kvalitetskriterier i tre tiers, og ? C1 det anerkendte kapitalgrundlag ? til dækning af kapitalkravene bør afgrænses tilsvarende. De gældende grænser for ?C1 elementer af kapitalgrundlaget ? bør alene anvendes med henblik på at fastslå forsikrings- og genforsikringsselskabers solvens, og de bør ikke yderligere begrænse disse selskabers frihed med hensyn til deres interne kapitalforvaltning.

(48) Generelt kan aktiver, der er fri for enhver påregnelig forpligtelse, benyttes til at absorbere tab som følge af negative udsving i deres aktiviteter på going-concern basis og i forbindelse med likvidation. Hovedparten af de overskydende aktiver i forhold til passiver, som værdiansættes i overensstemmelse med principperne i dette direktiv, bør derfor behandles som kapital af høj kvalitet (tier 1).

(49) Ikke alle aktiver i et selskab er uden begrænsninger. I nogle medlemsstater indebærer specifikke produkter afgrænsede fondsstrukturer, der giver en kategori af forsikringstagere større rettigheder til aktiver inden for deres egen fond. Selv om disse aktiver er medtaget i beregningen af de overskydende aktiver i forhold til passiver med henblik på ? C1 kapitalgrundlag ?, kan de faktisk ikke benyttes til at imødegå risici uden for den afgrænsede fond. For at være i overensstemmelse med den økonomiske tilgang bør vurderingen af ? C1 kapitalgrundlag ? tilpasses for at afspejle den anderledes karakter af de aktiver, der er en del af en afgrænset ordning. Beregningen af solvenskapitalkravet bør ligeledes afspejle reduktionen i pooling eller diversifikation i forbindelse med disse afgrænsede fonde.

(50) Det er for øjeblikket praksis i visse medlemsstater, at forsikringsselskaber sælger livsforsikringsprodukter, hvor forsikringstagerne og de begunstigede bidrager til selskabets risikovillige kapital til gengæld for hele eller en del af afkastet af bidragene. Denne akkumulerede fortjeneste er overskudskapital, som er den retlige enheds ejendom, hvori den er genereret.

(51) Overskudskapital bør værdiansættes i overensstemmelse med den økonomiske tilgang, der er fastlagt i dette direktiv. En simpel henvisning til værdiansættelsen af overskudskapitalen i det lovpligtige årsregnskab bør således ikke være tilstrækkelig. På linje med kravene til ? C1 kapitalgrundlag ?, bør overskudskapital være underlagt de kriterier, der er fastsat i dette direktiv om klassificering i tiers. Det indebærer bl.a., at kun overskudskapital, der opfylder kravene til klassificering i tier 1, bør betragtes som tier 1-kapital.

(52) Gensidige og gensidiglignende sammenslutninger med variable bidrag kan opkræve yderligere bidrag fra deres medlemmer (supplerende medlemsbidrag) med henblik på at øge de finansielle midler, som de besidder for at absorbere tab. Supplerende medlemsbidrag kan udgøre en betydelig finansieringskilde for gensidige og gensidiglignende sammenslutninger, når disse sammenslutninger er stillet over for negative udsving i deres aktiviteter. ? C1 Supplerende medlemsbidrag bør derfor anerkendes som elementer af det supplerende kapitalgrundlag og ? behandles i overensstemmelse hermed til solvensformål. Navnlig i forbindelse med gensidige eller gensidiglignende rederisammenslutninger med variable bidrag, der udelukkende forsikrer maritime risici, er anvendelse af supplerende medlemsbidrag en længerevarende praksis, der er genstand for særlige genopretningsordninger og beløb, som godkendes af deres medlemmer, bør behandles som kapital af god kvalitet (tier 2). Tilsvarende i forbindelse med andre gensidige og gensidiglignende sammenslutninger, hvor supplerende medlemsbidrag er af tilsvarende kvalitet, bør det godkendte beløb af disse medlemsbidrag også behandles som kapital af god kvalitet (tier 2).

(53) For at gøre det muligt for forsikrings- og genforsikringsselskaber at opfylde deres forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede bør medlemsstaterne pålægge disse selskaber at oprette tilstrækkelige forsikringsmæssige hensættelser. Principperne og de aktuarmæssige og statistiske metoder, der ligger til grund for beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser, bør harmoniseres i hele Fællesskabet for at forbedre sammenligneligheden og gennemsigtigheden.

(54) Beregningen af disse forsikringsmæssige hensættelser bør stemme overens med værdiansættelsen af aktiver og andre forpligtelser samt være markedskonform og i tråd med den internationale udvikling på regnskabs- og tilsynsområdet.

(55) Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb, et forsikrings- eller genforsikringsselskab skulle betale, hvis det omgående overførte sine kontraktlige rettigheder og forpligtelser til et andet selskab. Værdien af de forsikringsmæssige hensættelser bør derfor afspejle det beløb, som et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab (referenceselskabet) kan forventes at få behov for med henblik på at overtage og honorere de underliggende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser. Størrelsen af de forsikringsmæssige hensættelser bør afspejle forsikringsporteføljens grundlæggende karakteristika. Der bør derfor kun anvendes selskabsspecifikke oplysninger, som f.eks. oplysninger om forvaltning af fordringer og udgifter, til beregningen af disse, for så vidt disse oplysninger sætter forsikrings- og genforsikringsselskaber i stand til bedre at afspejle den underliggende forsikringsporteføljes karakteristika.

(56) De antagelser, der gøres om det referenceselskab, der forventes at overtage og honorere de underliggende forsikrings- og genforsikringsforpligtelser bør harmoniseres i hele Fællesskabet. Navnlig de antagelser om det referenceselskab, som beslutter, hvorvidt det og i hvilket omfang diversifikationseffekter bør inddrages i beregningen af risikotillægget, bør undersøges som led i konsekvensanalysen af gennemførelsesforanstaltninger og bør derefter harmoniseres på fællesskabsplan.

(57) Rimelig interpolation og ekstrapolation fra direkte observerbare markedsværdier bør også kunne anvendes til at beregne forsikringsmæssige hensættelser.

(58) Det er nødvendigt at beregne den forventede nutidsværdi af forsikringsforpligtelser på grundlag af aktuelle og troværdige oplysninger og realistiske antagelser under hensyn til finansielle garantier og optioner indeholdt i forsikrings- og genforsikringsaftaler, for at afgive en økonomisk værdiansættelse af forsikrings- eller genforsikrings- forpligtelser. Der bør stilles krav om anvendelse af effektive og harmoniserede aktuarmæssige metoder.

(59) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede fremgangsmåder for beregning af de forsikringsmæssige hensættelser.

(60) Der bør i tilsynsordningen fastlægges dels et risikofølsomhedskrav, der bygger på en prospektiv beregning for at sikre, at tilsynsmyndighederne kan foretage et præcist og rettidigt indgreb (solvenskapitalkravet), dels et sikkerhedsmæssigt minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør overholde (minimumskapitalkravet). Begge kapitalkrav bør harmoniseres i Fællesskabet for at opnå et ensartet beskyttelsesniveau for forsikringstagere. For at dette direktiv kan blive velfungerende, bør der være en passende skala for tilsynsmæssig indgriben mellem solvenskapitalkravet og minimumskapitalkravet.

(61) For at afbøde for mulige uhensigtsmæssige procykliske virkninger i det finansielle system og undgå en situation hvor forsikrings- og genforsikringsselskaber unødigt tvinges til at tilvejebringe yderligere kapital eller sælge deres investeringer som følge af urimelige negative bevægelser på de finansielle markeder, bør standardmetodens markedsrisikomodul for solvenskapitalkravet indeholde en symmetrisk justeringsmekanisme for ændringerne i aktiekursernes niveau. Herudover bør der i tilfælde af usædvanligt store fald på de finansielle markeder, og hvor denne symmetriske justeringsmekanisme ikke er tilstrækkelig til, at forsikrings- og genforsikringsselskaberne kan overholde deres solvenskapitalkrav, fastsættes en bestemmelse, som gør det muligt for tilsynsmyndighederne at forlænge den periode, indenfor hvilken forsikrings- og genforsikringsselskaberne på ny skal afsætte ?C1 det fornødne anerkendte kapitalgrundlag ? til dækning af solvenskapitalkravet.

(62) Solvenskapitalkravet bør afspejle et niveau for ?C1 anerkendt kapitalgrundlag ?, som sætter forsikrings- og genforsikringsselskaber i stand til at dække betydelige tab, og som giver forsikringstagerne og de begunstigede en rimelig sikkerhed for, at forfaldne betalinger vil blive effektueret.

(63) For at sikre at forsikrings- og genforsikringsselskaber har et ?C1 anerkendt kapitalgrundlag ?, som til stadighed dækker solvenskapitalkravet, idet der tages hensyn til ændringerne i deres risikoprofil, bør disse selskaber mindst én gang årligt beregne solvenskapitalkravet, løbende kontrollere det og beregne det på ny, når risikoprofilen ændres væsentligt.

(64) For at fremme god risikostyring og bringe de lovregulerede kapitalkrav i overensstemmelse med erhvervslivets praksis bør solvenskapitalkravet fastlægges som den økonomiske kapital, som forsikrings- og genforsikringsselskaber skal råde over for at sikre, at der højst forekommer en konkurssituation hvert 200. tilfælde eller alternativt, når disse selskaber stadig har mulighed for med en sandsynlighed på mindst 99,5 % at overholde deres forpligtelser over for forsikringstagerne og de begunstigede i de følgende 12 måneder. Denne økonomiske kapital bør beregnes på grundlag af disse selskabers sande risikoprofil under hensyntagen til virkningerne af eventuelle risikobegrænsende teknikker samt diversifikationseffekter.

(65) Der bør fastlægges en standardformel til beregning af solvenskapitalkravet, så alle forsikrings- og genforsikringsselskaber har mulighed for at vurdere deres økonomiske kapital. Ved struktureringen af standardformlen bør der benyttes en modulær metode, hvilket indebærer, at hvert enkelt engagement inden for hver risikokategori bør vurderes i et første trin og derefter aggregeres i et andet trin. Hvis selskabets sande risikoprofil afspejles bedre med anvendelsen af virksomhedsspecifikke parametre, bør dette tillades på den forudsætning, at sådanne parametre er beregnet ud fra en standardmetode.

(66) For at afspejle små og mellemstore virksomheders særlige situation bør der fastlægges forenklede fremgangsmåder for beregning af solvenskapitalkravet i henhold til standardformlen.

(67) Den nye risikobaserede indfaldsvinkel omfatter principielt ikke begrebet kvantitative begrænsninger for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver. Det bør dog være muligt at indføre begrænsninger for investeringer og kriterier for anerkendelse af aktiver for at modvirke risici, som ikke er tilstrækkeligt dækket af et delmodul til standardformlen.

(68) I overensstemmelse med den risikoorienterede tilgang til solvenskapitalkravet bør det være muligt under specifikke omstændigheder at benytte partielle eller komplette interne modeller i stedet for standardformlen til at beregne dette krav. For at yde forsikringstagerne og de begunstigede et ækvivalent beskyttelsesniveau bør sådanne modeller være underlagt et krav om forudgående tilsynsmæssig godkendelse på grundlag af harmoniserede processer og standarder.

(69) Når ?C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ? ikke lever op til minimumskapitalkravet, bør forsikrings- og genforsikringsselskabers tilladelse tilbagekaldes, hvis de ikke inden for et kort tidsrum er i stand til at genskabe ?C1 det anerkendte basiskapitalgrundlag ? og dermed overholde minimumskapitalkravet.

(70) Minimumskapitalkravet bør sikre et minimumsniveau, som de finansielle ressourcer mindst bør overholde. Det er nødvendigt, at dette niveau beregnes efter en enkel formel, som indeholder et fastsat minimum og et loft for det risikobaserede solvenskapitalkrav for at gøre det muligt med en gradvist højere skala for tilsynsmæssige indgreb, og at den baseres på data, som kan revideres.

(71) Forsikrings- og genforsikringsselskaber bør råde over aktiver af en tilstrækkelig kvalitet til at dække deres samlede økonomiske behov. Forsikringsselskabers og genforsikringsselskabers samlede investeringsbeholdning bør administreres efter »prudent person«-princippet.

(72) Medlemsstaterne bør ikke kræve, at forsikrings- eller genforsikringsselskaber investerer deres aktiver i bestemte kategorier af aktiver, da et sådant krav kan være uforeneligt med den liberalisering af kapitalbevægelser, der er fastsat i traktatens artikel 56.

(73) Det er nødvendigt at forbyde bestemmelser, hvorved medlemsstaterne kan kræve, at forsikringsselskaber eller genforsikringsselskaber skal stille aktiver som sikkerhed for de forsikringsmæssige hensættelser, uanset hvilken form dette krav måtte antage, når forsikringsselskabet er genforsikret hos et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der har opnået tilladelse i henhold til dette direktiv, eller hos et tredjelandsforsikringsselskab, når tilsynsordningen i dette tredjeland anses for at være ækvivalent.

(74) I de hidtidige retlige rammer har der ikke været fastsat hverken detaljerede kriterier for tilsynsmæssig vurdering af den påtænkte erhvervelse eller en procedure for anvendelsen af dem. Der er derfor behov for en præcisering af kriterierne og processen i forbindelse med tilsynsmæssig vurdering for at tilvejebringe den nødvendige retssikkerhed, klarhed og forudsigelighed med hensyn til vurderingsprocessen samt med hensyn til resultaterne heraf. Disse kriterier og procedurer blev fastlagt ved bestemmelser i direktiv 2007/44/EF. For så vidt angår forsikring og genforsikring bør disse bestemmelser derfor kodificeres og integreres i dette direktiv.

(75) Det er derfor helt afgørende at sikre størst mulig harmonisering i hele Fællesskabet af disse procedurer og tilsynsmæssige vurderinger. Bestemmelserne vedrørende kvalificeret deltagelse bør imidlertid ikke forhindre medlemsstaterne i at foreskrive, at tilsynsmyndighederne skal underrettes om erhvervelse af kapitalandele under tærsklerne i disse bestemmelser, når højst én yderligere tærskel under 10 % i den forbindelse kræves af en medlemsstat. Disse bestemmelser bør heller ikke forhindre tilsynsmyndighederne i at fastsætte generelle retningslinjer for, hvornår sådanne kapitalandele anses for at resultere i betydelig indflydelse.

(76) Grundet unionsborgernes øgede mobilitet udbydes ansvarsforsikringer for motorkøretøjer i stigende omfang på tværs af landegrænser. For at sikre, at ordningen med grønne kort og aftalerne mellem de nationale foreninger af udbydere af motorkøretøjsforsikringer fortsat fungerer efter hensigten, bør medlemsstaterne kunne pålægge forsikringsselskaber, som på medlemsstaternes område udbyder ansvarsforsikringer for motorkøretøjer i henhold til reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser, at være medlemmer af og deltage i finansieringen af den nationale forening og garantifonden, der er etableret i denne medlemsstat. Medlemsstaten, hvor tjenesteydelserne præsteres, bør pålægge selskaber, der udbyder motorkøretøjsforsikringer, at udnævne en repræsentant på medlemsstatens område for at indsamle alle nødvendige oplysninger i relation til erstatningskrav og repræsentere det pågældende selskab.

(77) Inden for rammerne af det indre marked er det i forsikringstagerens interesse at have adgang til det bredest mulige udvalg af forsikringsprodukter, der tilbydes i Fællesskabet. Den medlemsstat, hvor risikoen består, eller den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, bør derfor sikre, at intet hindrer markedsføringen på dens område af forsikringsprodukter, der udbydes i Fællesskabet, forudsat at de ikke er i strid med gældende retsregler begrundet i almene hensyn i denne medlemsstat, og såfremt de almene hensyn ikke er beskyttet af hjemlandets retsregler.

(78) Der bør indføres en sanktionsordning, som kan bringes i anvendelse, når et forsikringsselskab i den medlemsstat, hvor risikoen eller forpligtelsen består, ikke overholder eventuelle gældende bestemmelser begrundet i almene hensyn.

(79) I et indre marked for forsikring har forbrugerne et større og mere varieret udvalg af forsikringer end tidligere. Hvis forbrugerne skal kunne drage fuldt udbytte af denne diversitet og den øgede konkurrence, bør de forsynes med alle nødvendige oplysninger, inden aftalen indgås og i hele aftalens løbetid, således at de kan vælge den aftale, som bedst opfylder deres behov.

(80) Et forsikringsselskab, der tilbyder aftaler om assistance, bør råde over de nødvendige midler til inden for en passende frist at præstere de naturalydelser, som det tilbyder. Der bør fastlægges særlige bestemmelser for beregningen af solvenskapitalkravet og det absolutte minimum for minimumskapitalkravet, som et sådant selskab skal være i besiddelse af.

(81) Den faktiske udøvelse af coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet, som på grund af dens art eller betydning sandsynligvis vil blive dækket gennem international coassurance, bør lettes ved et minimum af harmonisering for at undgå konkurrenceforvridning og forskelsbehandling. Det ledende forsikringsselskab bør i den forbindelse opgøre skaderne og fastsætte mindstebeløbet for de forsikringsmæssige hensættelser. Det er desuden vigtigt, at der for coassurancevirksomhed inden for Fællesskabet skabes et særligt samarbejde mellem medlemsstaternes tilsynsmyndigheder såvel som mellem disse myndigheder og Kommissionen.

(82) Af hensyn til beskyttelsen af de forsikrede bør den nationale lovgivning om retshjælpsforsikring harmoniseres. Eventuelle interessekonflikter, der bl.a. kan skyldes, at forsikringsselskabet dækker en anden person eller dækker en person med hensyn til både retshjælp og en anden forsikringsklasse, bør så vidt muligt undgås eller afhjælpes. Der findes til dette formål forskellige muligheder for at opnå en passende beskyttelse af forsikringstagernes rettigheder. Uanset hvilken mulighed der vælges, bør alle, der har tegnet en retshjælpsforsikring, være omfattet af ækvivalente garantier.

(83) Konflikter mellem forsikrede og forsikringsselskaber, der vedrører retshjælp, bør løses på den mest rimelige og hurtigst mulige måde. Medlemsstaterne bør derfor indføre en voldgiftsprocedure eller en anden procedure, som giver tilsvarende sikkerhed.

(84) I visse medlemsstater træder privat eller frivilligt indgået sygeforsikring delvis eller fuldstændig i stedet for den sygesikring, der er indbygget i de sociale sikringsordninger. Den særlige karakter af en sådan sygeforsikring adskiller den fra anden skadesforsikring og fra livsforsikring, eftersom det er nødvendigt at sikre, at forsikringstagerne reelt har adgang til en privat eller frivilligt indgået sygeforsikring uanset alder eller risikoprofil. På grund af karakteren og de sociale konsekvenser af sygeforsikringsaftalerne bør tilsynsmyndighederne i den medlemsstat, hvor risikoen består, kunne kræve systematisk anmeldelse af de almindelige og specielle aftalebetingelser for private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer med henblik på kontrol af, at disse aftaler delvist eller fuldstændigt træder i stedet for den sygesikring, der er indbygget i den sociale sikringsordning. En sådan kontrol bør ikke være en betingelse for afsætning af forsikringsprodukterne.

(85) Nogle medlemsstater har indført specifikke retsforskrifter til dette formål. Af almene hensyn bør det være muligt at vedtage eller bibeholde sådanne retsforskrifter, såfremt de ikke uforholdsmæssigt begrænser den frie etableringsret eller retten til fri udveksling af tjenesteydelser, idet forskrifterne dog bør anvendes på identisk vis. De pågældende retsforskrifter kan variere alt efter forholdene i den enkelte medlemsstat. Målet om at beskytte almene hensyn kan også nås, hvis det kræves, at forsikringsselskaber, som tegner private eller frivilligt indgåede sygeforsikringer, skal tilbyde standardpolicer, der svarer til dækningen under den lovpligtige sociale sikringsordning, til en præmie, som ikke overstiger et bestemt maksimum, og at de skal deltage i tabsudligningsordninger. Det kan også kræves, at privat eller frivilligt indgået sygeforsikring teknisk skal fungere på samme måde som livsforsikring.

(86) Værtslandene bør kunne kræve af alle forsikringsselskaber, der på deres område for egen risiko tegner lovpligtige arbejdsskadeforsikringer, at de overholder de specifikke nationale bestemmelser vedrørende denne form for forsikring. Et sådant krav kan dog ikke omfatte bestemmelserne om finansielt tilsyn, som udelukkende bør henhøre under hjemlandets kompetence.

(87) Nogle medlemsstater pålægger ikke forsikringsvirksomhed nogen form for indirekte skatter, mens flertallet af dem anvender særlige skatter og andre bidragsformer, herunder ekstragebyr bestemt til kompensationsorganer. I de medlemsstater, hvor sådanne skatter og bidrag opkræves, varierer deres struktur og procentsats meget. Det bør undgås, at de bestående forskelle resulterer i konkurrenceforvridning mellem medlemsstaterne med hensyn til forsikring. Med forbehold af yderligere harmonisering kan anvendelsen af de skatteordninger og andre former for bidrag, der gælder i den medlemsstat, hvor risikoen består, eller i den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, afhjælpe en sådan ulempe, og det tilkommer medlemsstaterne at fastsætte de bestemmelser, som skal sikre opkrævningen af disse skatter og bidrag.

(88) De medlemsstater, der ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 593/2008 af 17. juni 2008 om lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser (Rom I)21), bør i overensstemmelse med dette direktiv anvende bestemmelserne i den forordning til at afgøre, hvilken lovgivning der finder anvendelse på forsikringsaftaler, der falder ind under artikel 7 i den forordning.

(89) For at tage hensyn til de internationale aspekter af genforsikring bør det være muligt at indgå internationale aftaler med et tredjeland, som tager sigte på at definere tilsynsmidlerne over for genforsikringsselskaber, som udøver virksomhed på hver kontraherende parts område. Der bør endvidere fastsættes en smidig procedure, der gør det muligt at vurdere den tilsynsmæssige ækvivalens med tredjelande på et fællesskabsgrundlag, således at liberaliseringen af genforsikringstjenesteydelser i tredjelande øges, hvad enten det sker i kraft af reglerne om etableringsret eller reglerne om fri udveksling af tjenesteydelser.

(90) I betragtning af de særlige forhold, der gør sig gældende for finite reinsurance-aktiviteter, bør medlemsstaterne sikre, at forsikrings- og genforsikringsselskaber, der indgår finite reinsurance-aftaler eller udøver finite reinsurance-aktiviteter, på korrekt vis kan identificere, måle og holde kontrol med de risici, der opstår som følge af disse aftaler eller aktiviteter.

(91) Der bør fastsættes regler for special purpose vehicles, som overtager risici fra forsikrings- og genforsikringsselskaber uden at være et forsikringsselskab eller et genforsikringsselskab. Inddrivelige beløb fra en special purpose vehicle bør betragtes som beløb, der kan fratrækkes i medfør af genforsikrings- eller retrocessionsaftaler.

(92) Special purpose vehicles, som er tilladt inden den 31. oktober 2012, bør være omfattet af lovgivningen i den medlemsstat, som har tilladt den pågældende special purpose vehicle. For at undgå regelarbitrage bør enhver ny aktivitet, som er indledt af en sådan special purpose vehicle efter den 31. oktober 2012 være omfattet af bestemmelserne i dette direktiv.

(93) Som følge af at forsikringsvirksomhed i stigende grad er af grænseoverskridende karakter, bør forskelle mellem medlemsstaters ordninger for special purpose vehicles, som er omfattet bestemmelserne i dette direktiv, i videst mulig omfang mindskes under hensyntagen til deres tilsynsstrukturer.

(94) Det fortsatte arbejde med special purpose vehicles bør udføres ved at tage hensyn til det arbejde, der udføres i andre finansielle sektorer.

(95) Foranstaltninger vedrørende tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern skal gøre det muligt for de myndigheder, der fører tilsyn med et forsikrings- eller genforsikringsselskab, at danne sig et mere pålideligt billede af selskabets finansielle situation.

(96) Et sådant tilsyn på koncernniveau bør i det fornødne omfang tage hensyn til forsikringsholdingselskaber og blandede forsikringsholdingselskaber. Dette direktiv bør dog på ingen måde indebære, at medlemsstaterne har pligt til at føre tilsyn med de enkelte selskaber.

(97) Selv om tilsynet med de enkelte forsikrings- og genforsikringsselskaber forbliver det grundlæggende princip for tilsynet med forsikringsselskaber, er det nødvendigt at fastslå, hvilke selskaber der er omfattet af tilsyn på koncernniveau.

(98) Navnlig gensidige og gensidiglignende sammenslutninger bør under hensyntagen til fællesskabsretten og national ret være i stand til at danne koncentrationer eller koncerner ikke via kapitaltilknytning, men via formaliserede, stærke og holdbare forbindelser, som er baseret på en aftalemæssig eller anden materiel anerkendelse, der sikrer en finansiel solidaritet mellem disse selskaber. Hvis der udøves betydelig eller bestemmende indflydelse gennem en central samordning, bør der føres tilsyn med disse selskaber i henhold til de samme regler som dem, der gælder for koncerner med kapitaltilknytning for at give forsikringstagere et passende beskyttelsesniveau og sikre ensartede regler for koncernerne.

(99) Tilsyn med koncerner bør i alle tilfælde gælde for det endelige moderselskab, som har sit hovedsæde i Fællesskabet. Medlemsstaterne bør dog kunne tillade, at deres tilsynsmyndigheder fører tilsyn på koncernniveau for et begrænset antal lavere niveauer, når de skønner dette nødvendigt.

(100) Det er nødvendigt at beregne solvensen på koncernniveau for forsikrings- og genforsikringsselskaber, der udgør en del af en koncern.

(101) En koncerns konsoliderede solvenskapitalkrav bør tage hensyn til den samlede diversifikation af de risici, som findes i alle forsikrings- og genforsikringsselskaberne i koncernen for behørigt at afspejle koncernens risikoeksponering.

(102) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der tilhører en koncern, bør kunne ansøge om godkendelse af en intern model, der anvendes til solvensberegningen på både koncernniveau og individuelle niveauer.

(103) Nogle af bestemmelserne i dette direktiv fastsætter udtrykkeligt en forligs- eller en konsultationsrolle for CEIOPS, men det bør ikke udelukke CEIOPS' muligheder for ligeledes at spille en forligs- eller konsultationsrolle i forbindelse med andre bestemmelser.

(104) Dette direktiv afspejler en innovativ tilsynsmodel, hvor den koncerntilsynsførende spiller en nøglerolle, samtidig med at solo-tilsynsmyndighedens vigtige rolle erkendes og bevares. Tilsynsmyndighedernes beføjelser og ansvar er forbundet med deres ansvar.

(105) Alle forsikringstagere og begunstigede bør behandles lige uanset deres nationalitet eller opholdssted. Enhver medlemsstat bør med henblik på dette sikre, at alle de foranstaltninger, som en tilsynsmyndighed træffer på grundlag af denne tilsynsmyndighedens nationale mandat, ikke betragtes som modstridende med denne medlemsstats eller forsikringstagernes og de begunstigedes interesser i denne medlemsstat. Aktiver bør i alle situationer i forbindelse med afvikling af fordringer og likvidation fordeles på et rimeligt grundlag til alle relevante forsikringstagere uanset deres nationalitet eller opholdssted.

(106) Det er nødvendigt at sikre, at ? C1 kapitalgrundlaget ? er hensigtsmæssigt fordelt inden for koncernen og er disponibel til om fornødent at beskytte forsikringstagerne og de begunstigede. Forsikrings- og genforsikringsselskaber inden for en koncern ?C1 bør til dette formål have et tilstrækkeligt kapitalgrundlag til at dække ? deres solvenskapitalkrav.

(107) Alle, der fører tilsyn med koncerner, må kunne forstå de trufne afgørelser, navnlig når disse afgørelser træffes af den koncerntilsynsførende. Så snart de bliver tilgængelige for en af tilsynsmyndighederne, bør de relevante oplysninger derfor udveksles med de øvrige tilsynsmyndigheder, så alle tilsynsmyndigheder kan danne sig en mening ud fra de samme relevante oplysninger. Såfremt de kompetente tilsynsmyndigheder ikke kan nå til enighed, anmodes CEIOPS om en kvalificeret udtalelse med henblik på at løse problemet.

(108) Solvenssituationen for et forsikrings- eller genforsikringsselskab, der er et datterselskab under et forsikringsholdingselskab, et tredjelandsforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab, kan påvirkes af de finansielle ressourcer i den forsikringskoncern, selskabet er en del af, og af fordelingen af disse ressourcer inden for koncernen. Tilsynsmyndighederne bør derfor have mulighed for på koncernniveau at føre tilsyn med og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.

(109) Risikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner kan påvirke forsikringsselskabers eller genforsikringsselskabers finansielle stilling. Tilsynsmyndighederne bør derfor kunne føre tilsyn med disse risikokoncentrationer og koncerninterne transaktioner ved at tage hensyn til karakteren af forbindelserne mellem regulerede enheder såvel som ikke-regulerede enheder, herunder forsikringsholdingsselskaber og blandede forsikringsholdingselskaber og træffe passende foranstaltninger over for forsikringsselskabet eller genforsikringsselskabet, hvis dets solvenssituation er kritisk eller i fare for at blive det.

(110) Forsikrings- og genforsikringsselskaber i en koncern bør have et egnet ledelsessystem, der kan underkastes tilsynsmæssig kontrol.

(111) Alle forsikrings- og genforsikringskoncerner, der underkastes tilsyn på koncernniveau, bør have en koncerntilsynsførende udnævnt blandt de involverede tilsynsmyndigheder. Den koncerntilsynsførendes rettigheder og pligter bør omfatte hensigtsmæssige koordinerings- og beslutningsbeføjelser. De myndigheder, der er involveret i tilsynet med forsikrings- og genforsikringsselskaber, som tilhører samme koncern, bør fastlægge koordineringsarrangementer.

(112) I lyset af de koncerntilsynsførendes øgede beføjelser bør det sikres, at kriterierne for valget af den koncerntilsynsførende ikke vilkårligt kan omgås. I særlige tilfælde, hvor den koncerntilsynsførende vil blive udpeget, idet der tages hensyn til koncernens struktur og de relative betydning af forsikrings- og genforsikringsselskabets aktiviteter på de forskellige markeder, koncerninterne transaktioner såvel som koncernens genforsikringsaktiviteter bør ikke medregnes dobbelt, når deres relative betydning i et marked vurderes.

(113) Tilsynsmyndighederne fra alle medlemsstater, hvori et selskab i koncernen er etableret, bør deltage i tilsynet på koncernniveau via et tilsynskollegium (kollegiet). De bør alle rutinemæssigt have adgang til dokumentation, som stilles til rådighed for andre tilsynsmyndigheder i kollegiet, og hele tiden inddrages i beslutningstagningen. Der bør etableres et samarbejde mellem de myndigheder, som er ansvarlige for tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber, samt mellem disse myndigheder og de myndigheder, der er ansvarlige for tilsyn med selskaber inden for de øvrige finansielle sektorer.

(114) Kollegiets aktiviteter bør svare til karakteren, omfanget og kompleksiteten af de risici, der knytter sig til virksomheden for alle de selskaber, som er en del af koncernen, og til den grænseoverskridende dimension. Kollegiet bør oprettes for at sikre, at samarbejdet, udvekslingen af oplysninger og høringsprocessen mellem kollegiets tilsynsmyndigheder i praksis finder sted i overensstemmelse med dette direktiv. Tilsynsmyndighederne bør benytte kollegiet til at skabe konvergens mellem deres respektive afgørelser og samarbejde tættere om at udføre deres tilsynsaktiviteter i hele koncernen efter harmoniserede kriterier.

(115) Dette direktiv bør tildele CEIOPS en rådgivende rolle. CEIOPS' udtalelse til den pågældende tilsynsmyndighed bør ikke være bindende for denne tilsynsmyndighed, når den træffer sin afgørelse. Når den pågældende tilsynsmyndighed træffer en afgørelse, bør den dog tage fuldt ud hensyn til denne udtalelse og redegøre for en væsentlig afvigelse fra denne.

(116) Forsikrings- og genforsikringsselskaber, der er en del af en koncern med hovedsæde uden for Fællesskabet, bør være underkastet ækvivalente og passende tilsynsordninger på koncernniveau. Det er derfor nødvendigt at indføre gennemsigtige regler og informationsudveksling med myndigheder i tredjelande om alle relevante omstændigheder. For at sikre en harmoniseret tilgang til fastsættelse og vurdering af ækvivalensen af tredjelandstilsyn med forsikrings- og genforsikringsvirksomhed, bør det være muligt for Kommissionen at træffe en bindende afgørelse om ækvivalensen af tredjelandenes solvensregimer. For de tredjelande, som Kommissionen ikke har truffet nogen afgørelse om, bør vurderingen af ækvivalens træffes af den koncerntilsynsførende efter høring af de andre relevante tilsynsmyndigheder.

(117) Da den nationale lovgivning om saneringsforanstaltninger og likvidation ikke er harmoniseret, er det hensigtsmæssigt inden for rammerne af det indre marked at sikre en gensidig anerkendelse af medlemsstaternes saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for så vidt angår forsikringsselskaber og det nødvendige samarbejde under hensyntagen til behovet for ensartethed, universalitet, samordning og offentlighed i henseende til sådanne foranstaltninger samt ensartet behandling og beskyttelse af forsikringskreditorer.

(118) Det bør sikres, at de saneringsforanstaltninger, som den kompetente myndighed i en medlemsstat har truffet med henblik på at bevare eller genoprette et forsikringsselskabs finansielle soliditet og for i så høj grad som muligt at forebygge en likvidation, får fuld virkning inden for Fællesskabet. Virkningerne af sådanne saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer i forhold til tredjelande bør dog ikke berøres heraf.

(119) Der bør skelnes mellem kompetente myndigheder med hensyn til saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer og tilsynsmyndigheder for forsikringsselskaber.

(120) Definitionen af en filial i forhold til insolvens bør i overensstemmelse med de eksisterende principper for insolvens tage hensyn til forsikringsselskabets status som én juridisk person. Hjemlandets lovgivning bør imidlertid bestemme, hvorledes de aktiver og passiver, som indehaves af uafhængige personer, der har fast bemyndigelse til at handle som befuldmægtigede for forsikringsselskabet, skal behandles i forbindelse med det pågældende forsikringsselskabs likvidation.

(121) Der bør fastlægges betingelser således, at likvidation, som uden at være baseret på insolvens indebærer, at der opstilles en rangorden for fyldestgørelse af forsikringskrav, også er omfattet af dette direktiv. Når de ansatte i et forsikringsselskab fremsætter fordringer i relation til arbejdsaftaler eller arbejdsforhold, bør en national løngarantifond kunne indtræde i deres rettigheder. En sådan indtræden bør være omfattet af behandlingen i henhold til hjemlandets lovgivning (lex concursus).

(122) Saneringsforanstaltninger udelukker ikke, at der indledes en likvidation. Likvidation bør derfor kunne indledes, uden at der er truffet saneringsforanstaltninger, eller efter at sådanne foranstaltninger er vedtaget, og den kan afsluttes med en tvangsakkord eller andre tilsvarende foranstaltninger, herunder saneringsforanstaltninger.

(123) Afgørelser om likvidation af forsikringsselskaber bør alene kunne træffes af de kompetente myndigheder i hjemlandet. Afgørelserne bør have virkning i hele Fællesskabet og bør anerkendes af alle medlemsstaterne. Afgørelserne bør offentliggøres i overensstemmelse med procedurerne i hjemlandet og i Den Europæiske Unions Tidende. Oplysningerne bør også stilles til rådighed for kendte kreditorer med bopæl i Fællesskabet, som bør have ret til at anmelde fordringer eller indgive bemærkninger.

(124) Alle forsikringsselskabets aktiver og passiver bør inddrages i likvidationen.

(125) Alle betingelser for indledning, afvikling og afslutning af likvidationen bør være underlagt hjemlandets lovgivning.

(126) For at sikre en samordnet indsats blandt medlemsstaterne, bør tilsynsmyndighederne i hjemlandet og i alle andre medlemsstater straks underrettes om indledningen af en likvidation.

(127) Det er yderst vigtigt, at forsikrede personer, forsikringstagere, begunstigede og enhver skadelidt, som har ret til at rejse krav direkte mod forsikringsselskabet som følge af forsikringstransaktioner, er beskyttet i forbindelse med likvidationen, men denne beskyttelse bør dog ikke omfatte fordringer, som ikke følger af forpligtelser i henhold til forsikringsaftaler eller forsikringstransaktioner, men af et civilretligt ansvar, som en befuldmægtiget har udløst under forhandlinger, og som denne i henhold til den lovgivning, som gælder for forsikringsaftalen eller forsikringstransaktionen, ikke hæfter for i forbindelse med den pågældende aftale eller transaktion. Med henblik herpå bør medlemsstaterne kunne vælge mellem ækvivalente metoder for at sikre forsikringskreditorer særbehandling, idet ingen af disse metoder dog må forhindre en medlemsstat i at indføre en rangorden mellem forskellige kategorier af forsikringskrav. Der bør derudover sikres en passende balance mellem beskyttelsen af forsikringskreditorer og andre privilegerede kreditorer, som er beskyttet i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning.

(128) Indledningen af en likvidation bør medføre, at forsikringsselskabets tilladelse til at drive virksomhed inddrages, medmindre dette allerede er sket.

(129) Kreditorerne bør i en likvidation have ret til at anmelde fordringer eller skriftligt indgive bemærkninger til fordringerne. Fordringer fra kreditorer, som har bopæl i en anden medlemsstat end hjemlandet, bør behandles på samme måde som tilsvarende fordringer i hjemlandet uden nogen forskel på grundlag af nationalitet eller opholdssted.

(130) For at beskytte berettigede forventninger og sikkerheden i forbindelse med bestemte transaktioner i andre medlemsstater end hjemlandet er det nødvendigt at afgøre, hvilken lovgivning der gælder for konsekvenserne af saneringsforanstaltninger og likvidationsprocedurer for verserende retssager og individuel tvangsfuldbyrdelse som følge af retssager.

(131) De nødvendige foranstaltninger til gennemførelse af dette direktiv bør vedtages i overensstemmelse med Rådets afgørelse 1999/468/EF af 28. juni 1999 om fastsættelse af de nærmere vilkår for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen22).

(132) Kommissionen bør navnlig tillægges beføjelser til at vedtage de nødvendige foranstaltninger angående tilpasning af bilag og foranstaltninger, som bl.a. specificerer de tilsynsmæssige beføjelser og tiltag, der skal iværksættes, og som nærmere fastlægger krav til f.eks. ledelsessystem, oplysningspligt, kvalificeret deltagelse, beregning af forsikringsmæssige hensættelser og kapitalkrav, investeringsregler og tilsyn med koncerner. Kommissionen bør også tillægges beføjelser til at vedtage gennemførelsesforanstaltninger til at tildele tredjelande ækvivalensstatus i forhold til bestemmelserne i dette direktiv. Da der er tale om generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikke-væsentlige bestemmelser i dette direktiv, herunder ved at supplere det med nye ikke-væsentlige bestemmelser, skal foranstaltninger vedtages efter forskriftsproceduren med kontrol i artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF.

(133) Målene for dette direktiv kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af dets omfang og virkninger bedre nås på fællesskabsplan; Fællesskabet kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, jf. traktatens artikel 5. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(134) Rådets direktiv 64/225/EØF af 25. februar 1964 om ophævelse af begrænsningerne i etableringsfriheden og den fri udveksling af tjenesteydelser inden for genforsikring og retrocession23), Rådets direktiv 73/240/EØF af 24. juli 1973 om ophævelse af begrænsninger i etableringsfriheden inden for direkte forsikring bortset fra livsforsikring24), Rådets direktiv 76/580/EØF af 29. juni 1976 om ændring af direktiv 73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring25) og Rådets direktiv 84/641/EØF af 10. december 1984 om ændring, navnlig for så vidt angår turistassistance, af første direktiv 73/239/EØF om samordning af de administrativt eller ved lov fastsatte bestemmelser om adgang til og udøvelse af direkte forsikringsvirksomhed bortset fra livsforsikring26) bør ophæves, da de nu er forældede.

(135) Forpligtelsen til at gennemføre dette direktiv i national ret bør kun omfatte de bestemmelser, hvori der er foretaget væsentlige ændringer i forhold til de tidligere direktiver. Forpligtelsen til at gennemføre bestemmelser, der er uændrede, er fastsat i de tidligere direktiver.

(136) Dette direktiv bør ikke berøre medlemsstaternes forpligtelser med hensyn til de frister for gennemførelse af direktiverne i national ret, der er fastsat i bilag VI, del B.

(137) Kommissionen vurderer ækvivalensen af de eksisterende garantiordninger i forsikringssektoren og forelægge et passende lovgivningsforslag.

(138) I artikel 17, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/41/EF af 3. juni 2003 om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers aktiviteter og tilsynet hermed27) henvises til de gældende bestemmelser om solvensmargener. Disse henvisninger bør bevares for at opretholde status quo. Kommissionen bør snarest mulig gennemføre sin revision af direktiv 2003/41/EF i henhold til dets artikel 21, stk. 4. Kommissionen bør med bistand fra CEIOPS udarbejde en hensigtsmæssig ordning for solvensregler for arbejdsmarkedsrelaterede pensionskasser, samtidig med at der tages fuldt ud hensyn til forsikringssektorens væsentlige særlige karakteristika, og bør derfor ikke på forhånd træffe afgørelse om anvendelse af de regler i dette direktiv, som disse pensionskasser skal pålægges.

(139) Vedtagelsen af dette direktiv ændrer forsikringsselskabets risikoprofil over for forsikringstageren. Kommissionen bør snarest muligt og under alle omstændigheder ved udgangen af 2010 fremsætte et forslag til revision af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling28) under hensyntagen til dette direktivs følger for forsikringstagerne.

(140) Yderligere omfattende reformer af de regulerings- og tilsynsmodeller, der gælder for EU's finanssektor, er meget påkrævede og bør snarest forelægges af Kommissionen med behørig hensyntagen til konklusionerne af 25. februar 2009 fra ekspertgruppen under forsæde af Jacques de Larosière. Kommissionen bør forelægge forslag til lovgivning, der er nødvendig for at rette op på de mangler, der er konstateret i bestemmelserne om tilsynssamordning og samarbejdsordninger.

(141) Det er nødvendigt at anmode om en udtalelse fra CEIOPS om, hvor man bedst kan tage fat på spørgsmålet om et forbedret koncerntilsyn og kapitalforvaltning i en koncern med forsikrings- eller genforsikringsselskaber. CEIOPS bør opfordres til at afgive udtalelser, som vil hjælpe Kommissionen med at udarbejde dens forslag under forhold, som er forenelige med et højt beskyttelsesniveau for forsikringstagere (og begunstigede) og sikring af den finansielle stabilitet. CEIOPS bør således anmodes om at rådgive Kommissionen om, hvilken struktur og hvilke principper der bør danne grundlag for de ændringer af dette direktiv, der kan blive behov for i fremtiden for at sikre, at de ændringer, som kan blive foreslået, får virkning. Kommissionen bør forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport efterfulgt af passende forslag til alternative ordninger for tilsyn med forsikrings- og genforsikringsselskaber i koncerner, som vil fremme den effektive kapitalforvaltning i koncerner, hvis det viser sig, at der findes en passende støttende lovramme for indførelse af denne ordning.

Det er navnlig hensigtsmæssigt, at en ordning for koncernstøtte fungerer på et sundt grundlag, som er baseret på tilstedeværelsen af harmoniserede og tilstrækkeligt finansierede forsikringsgarantiordninger, en harmoniseret og retligt bindende ramme for de kompetente myndigheder, centralbanker og finansministerier vedrørende krisestyring og -løsning samt finansiel byrdefordeling, som tilnærmer tilsynsbeføjelser og finansielt ansvar, en retligt bindende ramme for mægling i tilsynstvister, en harmoniseret ramme for tidlig indgriben og en harmoniseret ramme om aktivers overførbarhed, insolvens og likvidationsprocedurer, som fjerner de relevante nationale selskabsretlige hindringer for aktivers overførbarhed. Kommissionen bør også i sin rapport tage hensyn til diversifikationseffekternes adfærd over tid og den risiko, der er at være en del af en koncern, praksis inden for centraliseret risikostyring på koncernplan, funktionen af koncernens interne modeller såvel som tilsyn med koncerninterne transaktioner og risikokoncentrationer.

(142) I overensstemmelse med punkt 34 i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning29) tilskyndes medlemsstaterne til, både i egen og i Fællesskabets interesse, at udarbejde og offentliggøre deres egne oversigter, der så vidt muligt viser overensstemmelsen mellem dette direktiv og gennemførelsesforanstaltningerne -

UDSTEDT FØLGENDE DIREKTIV:

AFSNIT I

ALMINDELIGE BESTEMMELSER OM ADGANG TIL OG UDØVELSE AF DIREKTE FORSIKRINGS- OG GENFORSIKRINGSVIRKSOMHED

KAPITEL I

Genstand, anvendelsesområde og definitioner

Afdeling 1

Genstand og anvendelsesområde

Artikel 1

Genstand

Dette direktiv fastsætter bestemmelser om følgende:

1) adgang til og udøvelse af selvstændig direkte forsikringsvirksomhed og genforsikringsvirksomhed i Fællesskabet

2) tilsynet med forsikrings- og genforsikringskoncerner

3) sanering og likvidation af selskaber, der udøver direkte forsikringsvirksomhed.

Artikel 2

Anvendelsesområde

1. Dette direktiv finder anvendelse på direkte tegnende livsforsikrings- og skades- forsikringsselskaber, der er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der.

Direktivet finder også anvendelse på genforsikringsselskaber, der kun udøver genforsikringsvirksomhed, og som er etableret på en medlemsstats område, eller som ønsker at etablere sig der, dog med undtagelse af afsnit IV.

2. For så vidt angår skadeforsikring gælder dette direktiv for skadeforsikringsaktiviteter i de klasser, der er fastsat i del A i bilag I. Med henblik på stk. 1, første afsnit, inkluderer skadesforsikringsvirksomhed virksomhed, der består i at yde assistance til personer, der kommer i vanskeligheder under rejser, under fravær fra deres bopæl eller deres sædvanlige opholdssted. Den består i mod forudgående præmiebetaling at forpligte en virksomhed til omgående at yde den sikrede i henhold til en aftale om assistance bistand i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat i aftalen, når vedkommende kommer i vanskeligheder som følge af en hændelig begivenhed.

Bistanden kan bestå i kontantydelser eller naturalydelser. Naturalydelserne kan også præsteres ved benyttelse af tjenesteyderens eget personale eller materiel.

Assistancevirksomhed omfatter ikke pasning, vedligeholdelse, eftersalgsservice eller blot henvisning til eller tilvejebringelse af bistand ved formidling.

3. For så vidt angår livsforsikring finder dette direktiv anvendelse:

a) på følgende former for livsforsikringsvirksomhed, såfremt de er baseret på en aftale:

i) livsforsikring, der omfatter livsbetinget kapitalforsikring, ophørende eller livsvarig livsforsikring, livsforsikring med udbetaling i levende live, livsforsikring med tilbagebetaling af præmier, forsikring, der kommer til udbetaling ved ægteskab, forsikring, der kommer til udbetaling ved fødsel

ii) renteforsikring

iii) accessoriske forsikringer, der tegnes i tilknytning til livsforsikringer, dvs. navnlig forsikring mod legemsbeskadigelse herunder erhvervsudygtighed, forsikring mod dødsfald som følge af ulykkestilfælde, forsikring mod invaliditet som følge af ulykkestilfælde eller sygdom

iv) forsikringstyper, der praktiseres i Irland og Det Forenede Kongerige under betegnelsen »permanent health insurance«, som er uopsigelig

b) på følgende former for virksomhed, såfremt de er baseret på en aftale og er undergivet tilsyn fra de myndigheder, der er kompetente til at udøve tilsyn med privatforsikring:

i) virksomhed, der indebærer oprettelse af medlemssammenslutninger med henblik på fælles kapitalisering af bidragene og udbetaling af den herved opståede formue enten til de overlevende eller til de afdødes arvinger eller begunstigede (tontiner)

ii) kapitaliseringsvirksomhed baseret på aktuarberegninger, og som omfatter forpligtelser af en nærmere fastsat varighed og beløbsstørrelse, mod erlæggelse af et engangsbeløb eller forud fastsatte regelmæssige indbetalinger

iii) virksomhed, der omfatter forvaltning af kollektive pensionsmidler, herunder forvaltning af investeringer og især de aktiver, der dækker hensættelserne i de organer, som betaler ydelserne ved dødsfald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen

iv) virksomhed som omhandlet i nr. iii), når der hertil er knyttet en forsikringsgaranti med sigte på enten bevarelse af kapitalen eller sikring af en minimumsrente

v) virksomhed, som udøves af den slags livsforsikringsselskaber, der er omhandlet i den franske »Code des assurances«, bog IV, afsnit 4, kapitel 1

c) på virksomhed, der er afhængig af levetiden, og som er nærmere bestemt eller fastsat i lovgivningen om socialforsikring, såfremt en sådan virksomhed udøves eller forvaltes af livsforsikringsselskaber for disses egen risiko, i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning.

Afdeling 2

Udelukkelse fra anvendelsesområdet

Underafdeling 1

Generelt

Artikel 3

Lovbestemte ordninger

Dette direktiv finder ikke anvendelse på direkte forsikring, der omfattes af en lovbestemt social sikringsordning, jf. dog artikel 2, stk. 3, litra c).

Artikel 4

Udelukkelse fra anvendelsesområdet som følge af størrelse

1. Dette direktiv finder ikke anvendelse på et forsikringsselskab, som opfylder alle følgende betingelser, jf. dog. artikel 3 og artikel 5-10:

a) forsikringsselskabets årlige bruttopræmieindtægter overstiger ikke 5 mio. EUR

b) selskabets samlede forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles som omtalt i artikel 76 overstiger ikke 25 mio. EUR

c) når selskabet tilhører en koncern, overstiger koncernens samlede forsikringsmæssige hensættelser, der er defineret som bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles, ikke 25 mio. EUR

d) selskabets virksomhed omfatter ikke forsikrings- eller genforsikringsaktiviteter, der omfatter ansvars-, kredit- og kautionsforsikringsrisiko, medmindre de udgør accessoriske risici i henhold til artikel 16, stk. 1

e) selskabets virksomhed omfatter ikke genforsikringsaktiviteter, som overstiger 0,5 mio. EUR af dets bruttopræmieindtægter eller 2,5 mio. EUR af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles eller mere end 10 % af dets bruttopræmieindtægter eller mere end 10 % af dets forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles.

2. Overskrides de i stk. 1 anførte beløb i tre på hinanden følgende år, finder dette direktiv anvendelse fra det fjerde år.

3. Uanset stk. 1 finder dette direktiv anvendelse på alle selskaber, som ansøger om tilladelse til at udøve forsikrings- og genforsikringsaktiviteter, hvis årlige bruttopræmieindtægter eller de forsikringsmæssige bruttohensættelser fra genforsikringsaftaler og special purpose vehicles forventes at overskride de stk. 1 anførte beløb i de fem efterfølgende år.

4. Dette direktiv finder ikke længere anvendelse på de forsikringsselskaber, for hvilke tilsynsmyndigheden har kontrolleret, at alle de følgende betingelser er opfyldt:

a) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier er blevet overskredet i de tre sidste på hinanden følgende år, og

b) ingen af de i stk. 1 anførte grænseværdier forventes at blive overskredet i løbet af de fem efterfølgende år.

Så længe det pågældende forsikringsselskab udøver aktiviteter i henhold til artikel 145-149, finder nærværende artikels stk. 1 ikke anvendelse.

5. Stk. 1 og 4 hindrer ikke et selskab i at ansøge om tilladelse eller bevare sin tilladelse i henhold til dette direktiv.

Underafdeling 2

Skadesforsikring

Artikel 5

Virksomhedsformer

For så vidt angår skadesforsikring vedrører dette direktiv ikke:

1) kapitaliseringsvirksomhed, således som denne er nærmere fastlagt i de enkelte medlemsstaters lovgivning

2) virksomhed, der udøves af forsørgelses- og understøttelsesorganer, hvis ydelsen varierer efter de disponible midler, mens medlemsbidraget udgør et fast beløb

3) virksomhed, der udøves af organisationer, der ikke har status som juridisk person, og hvis formål er gensidig sikring af dens medlemmer uden betaling af præmier og uden oprettelse af forsikringsmæssige hensættelser, eller

4) eksportkreditvirksomhed for statens regning eller med statsgaranti eller de tilfælde, hvor staten står som forsikrer.

Artikel 6

Assistance

1. Dette direktiv vedrører ikke assistancevirksomhed, der opfylder alle de følgende betingelser:

a) assistancen ydes i tilfælde af en ulykke eller en skade, der rammer et vejkøretøj, når ulykken eller skaden er sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende

b) assistanceforpligtelsen er begrænset til følgende opgaver:

i) reparation på stedet, hvor yderen af sikkerheden i de fleste tilfælde anvender sit eget personale og materiel

ii) transport af køretøjet til det nærmeste eller mest hensigtsmæssige sted, hvor reparation kan foretages, samt eventuel befordring, i almindelighed med samme hjælpekøretøj, af føreren og passagererne til det nærmeste sted, hvorfra de kan fortsætte deres rejse på anden måde, og

iii) såfremt den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, bestemmer det: transport af det pågældende køretøj, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl, udgangspunkt eller oprindelige bestemmelsessted inden for den pågældende medlemsstat, og

c) assistancen ydes ikke af en virksomhed, der er omfattet af dette direktiv.

2. I de tilfælde, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr. i) og ii), skal betingelsen om, at ulykken eller skaden skal være sket inden for den medlemsstat, hvor yderen af sikkerheden er hjemmehørende, ikke være opfyldt, når den sikrede er medlem af den organisation, der yder sikkerheden, og såfremt reparationen eller transporten af køretøjet blot ved forevisning af medlemskortet og uden betaling af tillægspræmie foretages af en tilsvarende organisation i det pågældende land i henhold til en aftale om gensidighed, eller, i Irlands og Det Forenede Kongeriges tilfælde, når assistancen ydes af en og samme organisation med virksomhed i begge disse stater.

3. Direktivet finder ikke anvendelse på de former for virksomhed, der er omhandlet i stk. 1, litra b), nr. iii), såfremt ulykken eller skaden er sket på Irlands område eller på Nordirlands område, og køretøjet, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, transporteres til disses bopæl, udgangspunkt eller oprindelige bestemmelsessted inden for det ene eller det andet af disse områder.

4. Dette direktiv finder ikke anvendelse på assistancevirksomhed, som udøves af Automobile Club du Grand Duché de Luxembourg, når den ulykke eller skade, der har ramt et vejkøretøj, er sket uden for Storhertugdømmet Luxembourg, og assistancen består i at transportere det køretøj, der har været udsat for denne ulykke eller skade, eventuelt ledsaget af føreren og passagererne, til disses bopæl.

Artikel 7

Gensidige selskaber

Dette direktiv finder ikke anvendelse på gensidige forsikringsselskaber, der udøver skadesforsikringsvirksomhed, og som med andre gensidige forsikringsselskaber har indgået en aftale, der omfatter fuld genforsikring af de forsikringsaftaler, som de indgår, eller indebærer det overtagende selskabs indtræden i det overdragende selskabs sted ved opfyldelsen af forpligtelser i henhold til de nævnte aftaler. I så fald er det overtagende forsikringsselskab dog omfattet af dette direktiv.

Artikel 8

Institutioner

Dette direktiv vedrører ikke følgende institutioner, der udøver skadesforsikringsvirksomhed, medmindre deres vedtægts- eller lovmæssige kompetence ændres for så vidt angår kapacitet:

1) i Danmark: Falck Danmark

2) i Tyskland, følgende halvstatslige institutioner:

a) Postbeamtenkrankenkasse

b) Krankenversorgung der Bundesbahnbeamten

3) i Irland: Voluntary Health Insurance Board

4) i Spanien: Consorcio de Compensación de Seguros

Underafdeling 3

Livsforsikring

Artikel 9

Virksomhedsformer

For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende former for virksomhed:

1) virksomhed, der udøves af forsorgs- og understøttelsesorganer, som tildeler ydelser, der varierer efter de disponible midler, og som på forhånd fastsætter medlemsbidraget til et bestemt beløb

2) virksomhed, der udøves af andre organer end de i artikel 2 nævnte selskaber, og som har til formål at tildele lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, der er sammensluttet enten inden for et selskab eller en koncern af selskaber eller inden for en faglig eller tværfaglig sektor, ydelser ved dødsfald, i levende live eller ved bortfald eller nedsættelse af erhvervsevnen, uanset om de forpligtelser, der følger af nævnte virksomhed, til enhver tid dækkes fuldt ud af præmiereserven

3) virksomhed, der udøves af pensionsforsikringsselskaber, som omhandlet i den finske lov om ansattes pension (TyEL) eller anden finsk lovgivning på området, forudsat at:

a) pensionsforsikringsselskaber, der allerede efter finsk lov skal have adskilt bogholderi og forvaltning for deres pensionsvirksomhed, fra den 1. januar 1995 opretter separate juridiske enheder til at udøve disse aktiviteter, og

b) de finske myndigheder uden forskelsbehandling tillader statsborgere og selskaber fra medlemsstaterne i henhold til finsk lovgivning at udøve de i artikel 2 omhandlede former for virksomhed, som er forbundet med denne undtagelse, ved at kunne eje eller deltage i et eksisterende forsikringsselskab eller en eksisterende koncern eller ved at kunne oprette eller deltage i nye forsikringsselskaber eller -koncerner, herunder pensionsforsikringsselskaber.

Artikel 10

Organisationer, virksomheder og institutter

For så vidt angår livsforsikring vedrører dette direktiv ikke følgende organisationer, virksomheder og institutter:

1) organisationer, som udelukkende sikrer ydelser ved dødsfald, dersom størrelsen af disse ydelser ikke overstiger de gennemsnitlige begravelsesomkostninger, eller såfremt disse ydelser tager form af naturalydelser

2) »Versorgungsverband deutscher Wirtschaftsorganisationen« i Tyskland, medmindre dens vedtægtsmæssige kompetence ændres

3) »Consorcio de Compensación de Seguros« i Spanien, medmindre dens aktiviteter eller vedtægtsmæssige kompetence ændres.

Underafdeling 4

Genforsikring

Artikel 11

Genforsikring

For så vidt angår genforsikring gælder dette direktiv ikke for genforsikringsvirksomhed, der udøves af eller dækkes af en fuldstændig garanti stillet af en medlemsstats regering, når denne regering af grunde, der vedrører væsentlige offentlige interesser, handler som genforsikrer i sidste instans, herunder under omstændigheder, hvor denne rolle er nødvendig som følge af en markedssituation, hvor det er umuligt at opnå tilstrækkelig genforsikringsdækning på markedsvilkår.

Artikel 12

Genforsikringsselskaber, som indstiller deres virksomhed

1. Genforsikringsselskaber, som den 10. december 2007 er ophørt med at indgå nye genforsikringsaftaler og udelukkende forvalter deres eksisterende portefølje med henblik på at indstille deres virksomhed, er ikke underlagt dette direktiv.

2. Medlemsstaterne udarbejder en liste over de heraf berørte genforsikringsselskaber og videregiver denne liste til alle de øvrige medlemsstater.

Afdeling 3

Definitioner

Artikel 13

Definitioner

I dette direktiv forstås ved:

1) »forsikringsselskab«: et direkte tegnende livsforsikrings- eller skadesforsikringsselskab, som har opnået tilladelse i overensstemmelse med artikel 14

2) »captive-forsikringsselskab«: et forsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virksomhed end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskoncern, som nævnt i litra c) i artikel 212, stk. 1, eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til formål udelukkende at yde forsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhører, eller af det eller de selskaber i den koncern, som det er en del af

3) »tredjelandsforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesskabet, skulle have en tilladelse som forsikringsselskab i overensstemmelse med artikel 14

4) »genforsikringsselskab«: et selskab, som har opnået administrativ tilladelse til udøvelse af genforsikringsvirksomhed i henhold til artikel 14

5) »captive-genforsikringsselskab«: et genforsikringsselskab, der er ejet enten af en anden finansiel virksomhed end et forsikrings- eller genforsikringsselskab eller af en forsikrings- eller genforsikringskoncern som omhandlet i artikel 212, stk. 1, litra c), eller af en ikke-finansiel virksomhed, som har til formål udelukkende at yde genforsikringsdækning for risiciene i det eller de selskaber, som den tilhører, eller af det eller de selskaber i den koncern, som captive-genforsikringsselskabet er en del af

6) »tredjelandsgenforsikringsselskab«: et selskab, som, hvis dets hovedsæde var beliggende i Fællesskabet, skulle have en tilladelse som genforsikringsselskab i henhold til artikel 14

7) »genforsikring«:

a) den form for virksomhed, der består i overtagelse af risici cederet af et forsikringsselskab eller et tredjelandsforsikringsselskab eller af et andet genforsikringsselskab eller et tredjelandsgenforsikringsselskab, eller

b) hvad angår assurandørsammenslutningen Lloyd's den form for virksomhed, der består i, at et andet forsikrings- eller genforsikringsselskab end Lloyd's overtager risici cederet af et medlem af Lloyd's

8) »hjemland«:

a) i forbindelse med skadesforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der dækker risikoen, har hovedsæde

b) i forbindelse med livsforsikring den medlemsstat, hvor det forsikringsselskab, der påtager sig en forpligtelse, har hovedsæde, eller

c) i forbindelse med genforsikring den medlemsstat, hvor genforsikringsselskabets hovedsæde er beliggende

9) »værtsland«: en anden medlemsstat end hjemlandet, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab har en filial eller præsterer tjenesteydelser; i forbindelse med livsforsikring og skadesforsikring er den medlemsstat, hvor et forsikrings- eller genforsikringsselskab præsterer tjenesteydelser, henholdsvis den medlemsstat, hvor forpligtelsen består, eller den medlemsstat, hvor risikoen består, hvis forpligtelsen eller risikoen er dækket af et forsikringsselskab eller en filial i en anden medlemsstat

10) »tilsynsmyndighed«: den eller de nationale myndigheder, der ved lov eller anden forskrift er bemyndiget til at føre tilsyn med forsikrings- eller genforsikringsselskaber

11) »filial«: et forsikrings- eller genforsikringsselskabs agentur eller filial, der er beliggende på en anden medlemsstats område end hjemlandets

12) »etableret forretningssted«: et selskabs hovedsæde eller en af dets filialer

13) »den medlemsstat, hvor risikoen består«: en af følgende:

a) den medlemsstat, hvor genstanden befinder sig, såfremt forsikringen dækker enten fast ejendom eller fast ejendom og indbo, i det omfang indboet er dækket af samme forsikringspolice

b) den medlemsstat, hvor registreringen er sket, såfremt forsikringen dækker transportmidler af enhver art

c) den medlemsstat, hvor forsikringstageren har indgået aftalen, hvor der er tale om en aftale med en varighed på højst fire måneder vedrørende risici i forbindelse med rejser eller ferie, uanset hvilken forsikringsklasse der er tale om

d) i alle de tilfælde, der ikke eksplicit er dækket af litra a), b) eller c), den medlemsstat, hvor en af følgende er beliggende:

i) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted eller

ii) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers etablerede forretningssted

14) »den medlemsstat, hvor forpligtelsen består«: den medlemsstat, hvor en af følgende er beliggende:

a) forsikringstagerens sædvanlige opholdssted

b) hvis forsikringstageren er en juridisk person, den i aftalen omhandlede forsikringstagers etablerede forretningssted

15) »moderselskab«: en modervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF

16) »datterselskab«: en dattervirksomhed som defineret i artikel 1 i direktiv 83/349/EØF, inkl. datterselskaber heraf

17) »snævre forbindelser«: en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er knyttet til hinanden gennem: kontrol eller kapitalinteresser eller en situation, hvor to eller flere fysiske eller juridiske personer er varigt knyttet til den samme person gennem kontrol

18) »kontrol«: den forbindelse, der består mellem et moderselskab og et datterselskab, jf. artikel 1 i direktiv 83/349/EØF, eller en forbindelse af samme art mellem en fysisk eller juridisk person og et selskab

19) »koncerninterne transaktioner«: alle transaktioner, hvorigennem et forsikrings- eller genforsikringsselskab direkte eller indirekte forlader sig på andre selskaber inden for samme koncern eller på fysiske eller juridiske personer, der er forbundet med selskaberne inden for den pågældende koncern ved hjælp af en »snæver forbindelse«, med hensyn til opfyldelse af en forpligtelse, aftalemæssig eller ikke-aftalemæssig og mod betaling eller gratis

20) »kapitalinteresser«: besiddelse af mindst 20 % af stemmerettighederne eller af kapitalen i en virksomhed, enten direkte eller gennem kontrol

21) »kvalificeret deltagelse«: direkte eller indirekte besiddelse af mindst 10 % af kapitalen eller stemmerettighederne eller enhver anden mulighed for at udøve en betydelig indflydelse på driften at det pågældende selskab

22) »reguleret marked«:

a) i tilfælde af et marked, der ligger i en medlemsstat: et reguleret marked som defineret i artikel 4, stk. 1, nr. 14), i direktiv 2004/39/EF eller

b) i tilfælde af et marked beliggende i et tredjeland: et finansielt marked, der opfylder følgende betingelser:

i) det er anerkendt af forsikringsselskabets hjemland og opfylder krav svarende til dem i direktiv 2004/39/EF, og

ii) de finansielle instrumenter, der omsættes dér, er af en kvalitet, der svarer til kvaliteten af de instrumenter, der omsættes på det eller de regulerede markeder i hjemlandet

23) »nationalt bureau«: et nationalt forsikringsbureau som defineret i artikel 1, stk. 3, i direktiv 72/166/EØF

24) »national garantifond«: det organ, der er omhandlet i artikel 1, stk. 4, i direktiv 84/5/EØF

25) »finansiel virksomhed«: et af følgende selskaber:

a) et kreditinstitut, et finansieringsinstitut eller en accessorisk bankservicevirksomhed som omhandlet i henholdsvis artikel 4, nr. 1), 5) og 21), i direktiv 2006/48/EF

b) et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab eller et forsikringsholdingselskab, jf. artikel 212, stk. 1, litra f)

c) et investeringsselskab eller finansieringsinstitut, jf. artikel 4, stk. 1, nr. 1), i direktiv 2004/39/EF, eller

d) et blandet finansielt holdingselskab, jf. artikel 2, nr. 15), i direktiv 2002/87/EF

26) »special purpose vehicle«: ethvert selskab, uanset om der er tale om et aktieselskab eller ej, bortset fra et eksisterende forsikrings- eller genforsikringsselskab, som overtager risici fra forsikrings- eller genforsikringsselskaber, og som finansierer sin dækning af sådanne risici udelukkende ved hjælp af udbyttet fra udstedelse af obligationer eller andre finansieringsordninger, hvor tilbagebetalingsrettighederne for dem, der har stillet lånet eller de andre finansieringsordninger til rådighed, er omfattet af de genforsikringsforpligtelser, der gælder for et sådant selskab

27) »store risici«:

a) risici under forsikringsklasse 4, 5, 6, 7, 11 og 12 i del A i bilag I

b) risici under forsikringsklasse 14 og 15 i del A i bilag I, når forsikringstageren i erhvervsmæssigt øjemed udøver industri-, handels- eller liberal virksomhed, og risiciene vedrører denne virksomhed

c) risici under forsikringsklasse 3, 8, 9, 10, 13 og 16 i del A i bilag I, for så vidt forsikringstageren ligger over den talmæssige grænse for mindst to af nedenstående kriterier

i) en balancesum på 6,2 mio. EUR

ii) en nettoomsætning, jf. Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer30), på 12,8 mio. EUR

iii) et gennemsnitligt antal medarbejdere i løbet af regnskabsåret på 250.

Såfremt forsikringstageren indgår i en koncern af virksomheder, for hvilke der udarbejdes konsoliderede regnskaber i overensstemmelse med direktiv 83/349/EØF, gælder kriterierne i første afsnit, litra c), for de konsoliderede regnskaber.

Medlemsstaterne har mulighed for til den i første afsnit, litra c), omhandlede kategori at tilføje risici, som forsikres af faglige sammenslutninger, joint ventures og ad hoc-sammenslutninger

28) »outsourcing«: et arrangement af en hvilken som helst art mellem et forsikrings- eller genforsikringsselskab og en tjenesteyder, der kan være en tilsynspligtig enhed eller ej, i kraft af hvilket tjenesteyderen enten direkte eller gennem videreoutsourcing udfører en proces, en tjeneste eller aktivitet, som forsikrings- eller genforsikringsselskabet ellers selv ville have udført

29) »funktion« inden for et ledelsessystem: en intern kapacitet til at varetage praktiske opgaver; et ledelsessystem indbefatter risikosty­ ringsfunktionen, compliance-funktionen, den interne ?C1 audit­ funktion ? og aktuarfunktionen

30) »forsikringsrisiko«: risikoen for tab eller en ugunstig udvikling i værdien af forsikringsforpligtelser som følge af uhensigtsmæssige antagelser i forbindelse med prissætning og hensættelser

31) »markedsrisiko«: risikoen for tab eller for negativ forandring i den finansielle situation som direkte eller indirekte følge af bevægelser i niveauet og volatiliteten for markedspriserne på aktiver, passiver og finansielle instrumenter

32) »kreditrisiko«: risikoen for tab eller for en ugunstig forandring i den finansielle situation som følge af bevægelser i kreditværdigheden hos emittenter af værdipapirer, modparter og debitorer, som forsikringsselskaber og genforsikringsselskaber er udsatte for i form af koncentrationer af modpartsrisici, spredningsrisici eller markedsrisici

?M5