B 144 Forslag til folketingsbeslutning om, at regeringen tilkendegiver over for EU, at forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union midlertidigt bør suspenderes, indtil de demokratiske rettigheder er sikret.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2016-17
Status: Bortfaldet

Beslutningsforslag som fremsat

Fremsat: 31-03-2017

Fremsat den 31. marts 2017 af Nikolaj Villumsen (EL), Christian Juhl (EL), Pernille Skipper (EL), Jakob Sølvhøj (EL) og Søren Søndergaard (EL)

20161_b144_som_fremsat.pdf
Html-version

Fremsat den 31. marts 2017 af Nikolaj Villumsen (EL), Christian Juhl (EL), Pernille Skipper (EL), Jakob Sølvhøj (EL) og Søren Søndergaard (EL)

Forslag til folketingsbeslutning

om, at regeringen tilkendegiver over for EU, at forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union midlertidigt bør suspenderes, indtil de demokratiske rettigheder er sikret

Folketinget pålægger regeringen at tilkendegive over for EU, at forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union midlertidigt bør suspenderes, indtil de demokratiske rettigheder er sikret.

Bemærkninger til forslaget

Beslutningsforslaget er en genfremsættelse af beslutningsforslag nr. B 20 fra folketingsåret 2016-17. Der henvises til www.folketingstidende.dk, Folketingstidende 2016-17, sektion A, B 20 som fremsat, og sektion F, møde 33 kl. 10.13 og møde 46 kl. 10.05.

Formålet med forslaget er at sikre, at regeringen officielt tilkendegiver i EU, at Danmark ønsker, at forhandlingerne om tyrkisk medlemskab af Den Europæiske Union midlertidigt suspenderes, indtil de demokratiske rettigheder i landet er sikret.

Baggrunden for forslaget er, at de demokratiske rettigheder dagligt krænkes i Tyrkiet, og at menneskerettighedssituationen er yderst kritisk (»Annual Report - Turkey 2016/2017«, www.amnestyinternational.org). Siden kupforsøget i juli 2016 er situationen kun blevet værre og værre. Den Europæiske Unions udvidelsesforhandlinger med Tyrkiet, herunder forhandlingerne om nye kapitler, der blev aftalt i forbindelse med flygtningeaftalen mellem EU og Tyrkiet, bør derfor midlertidigt suspenderes, indtil de demokratiske rettigheder er sikret (»Erklæring fra EU og Tyrkiet, 18. marts 2016«, Rådets pressemeddelelse 144/16, den 18. marts 2016, og »Kupforsøg, dødsstraf og udrensning: Derfor er Tyrkiet EU's smertensbarn«, www.tv2.dk, den 18. juli 2016).

Tusinder af journalister, dommere, advokater, lærere, akademikere, fagligt aktive, offentligt ansatte og kvinderetsaktivister sidder fængslet (»Heksejagten i Tyrkiet«, Amnesty, nr. 4, november 2016, og »Overblik: Udrensning fortsætter i Tyrkiet«, www.ritzau.dk, den 21. juli 2016). Aviser og civilsamfundsorganisationer lukkes, og den demokratisk valgte opposition forfølges, fratages sine poster og fængsles. 11 parlamentsmedlemmer sidder fængslet, mens mere end 100 valgte borgmestre er blevet tvangsafsat. Den tyrkiske præsident, Recep Tayyip Erdogan, ønsker at genindføre dødsstraf, og der er rapporter om tortur og mishandling af anholdte og fængslede (»Turkey coup: Erdogan backs return of death penalty at vast Istanbul rally«, www.bbc.com, den 8. august 2016, og »Erdogan: Vi kan ikke ignorere folkets krav om dødsstraf«, www.ritzau.dk, den 17. juli 2016, og »FN-ekspert: Tortur er udbredt i Tyrkiet«, www.fyens.dk, den 2. december 2016). Særlig i de sydøstlige dele af landet er der dokumenteret alvorlige overtrædelser af menneskerettighederne, herunder omfattende brug af drab og tortur, og tvangsforflyttelse af op mod 500.000 personer - størstedelen kurdere (»FN: Tyrkiet bag alvorligt brud på menneskerettigheder«, Information, den 10 marts 2017, »Report on the human rights situation in South-East Turkey - July 2015 to December 2016«, FN's Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), februar 2017, og »Amnesty: Tyrkiet har fordrevet 500.000 fra deres hjem«, www.dr.dk, den 6. december 2016). Den systematiske forfølgelse af det kurdiske mindretal er tiltaget siden kupforsøget (»Tyrkiets kamp mod kurderne sender hundredetusinder på flugt«, Information, den 11. oktober 2016).

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, fører en politik, der ingen respekt har for de grundlæggende demokratiske rettigheder. Derfor må forhandlinger om Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union suspenderes midlertidigt, indtil de demokratiske rettigheder er sikret.

Med den nuværende situation vil en fortsættelse af forhandlingerne om tyrkisk EU-medlemskab være en blåstempling af den tyrkiske regerings fremgangsmåde. Fortsatte forhandlinger vil sende et signal om, at den indenrigs- og udenrigspolitiske strategi, Tyrkiet ligger for dagen, er inden for rammerne af de gældende principper i Den Europæiske Union. Men præsident Recep Tayyip Erdogans fremgangsmåde er uforenelig med stater, der opererer inden for rammerne af et moderne demokrati, og som bekender sig til menneskerettighederne.

Det er afgørende, at den tyrkiske regering ikke får lov til at bruge flygtningesituationen til at afpresse EU og de europæiske lande, og at man fra EU's side ikke accepterer ulovlig forfølgelse af den politiske opposition (»Kupforsøg giver Erdogan en blankocheck«, Information, den 18. juli 2016). Forud for videre forhandlinger om Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union må regeringen stille krav om, at Tyrkiet overholder de såkaldte Københavnskriterier, herunder at landet skal have stabile institutioner, der garanterer demokrati, retssikkerhed, menneskerettigheder og beskyttelse af minoriteter (»Accession criteria«, https://ec.europa.eu/neighbourhood-enlargement/policy/glossary/terms/accession-criteria_en, og »Conditions for Membership«, https://ec.europa.eu/neighbourhood-enlargement/policy/conditions-membership_en, begge fundet den 29. marts 2017). Dette forslag følger vedtagelsen i Europa-Parlamentet og i det østrigske parlament om suspension af optagelsesforhandlingerne (»Brussels votes to suspend EU membership talks with Turkey«, www.ft.com (Financial Times), den 24. november 2016, og »Austria calls for freeze of Turkey's EU membership talks«, www.ft.com, den 13. december 2016).

Forslagsstillerne har den principielle opfattelse, at EU-forhandlingerne med Tyrkiet bør suspenderes midlertidigt. Det giver ikke mening at forhandle optagelse med et land, hvor demokratiet er kortsluttet.

Skriftlig fremsættelse

Nikolaj Villumsen (EL):

Som ordfører for forslagsstillerne tillader jeg mig herved at fremsætte:

Forslag til folketingsbeslutning om, at regeringen tilkendegiver over for EU, at forhandlingerne om Tyrkiets optagelse i Den Europæiske Union midlertidigt bør suspenderes, indtil de demokratiske rettigheder er sikret.

(Beslutningsforslag nr. B 144)

Jeg henviser i øvrigt til de bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til Tingets velvillige behandling.