L 130 Forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

(Skærpelse af afsoningsvilkårene for udvisningsdømte indsatte).

Af: Justitsminister Søren Pape Poulsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 08-02-2017

Skriftlig fremsættelse (8. februar 2017)

20161_l130_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (8. februar 2017)

Justitsministeren (Søren Pape Poulsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v. (Skærpelse af afsoningsvilkårene for udvisningsdømte indsatte)

(Lovforslag nr. L 130)

Lovforslaget har til formål at skærpe afsoningsvilkårene for udvisningsdømte indsatte. I dag har udvisningsdømte indsatte stort set samme muligheder som andre indsatte, når det gælder adgangen til at deltage i uddannelse, undervisning og programvirksomhed i fængslerne samt modtage sociale behandlingstilbud mod stofmisbrug.

Med lovforslaget foreslås det, at afskaffe kriminalforsorgens pligt til at udarbejde handleplaner for udvisningsdømte indsatte for tiden efter deres løsladelse, at begrænse deres adgang til uddannelse, undervisning og programvirksomhed samt retten til sociale behandlingstilbud mod stofmisbrug, idet disse tiltag navnlig tager sigte på resocialisering til det danske samfund efter løsladelsen.

Baggrunden for forslaget er, at udvisningsdømte udlændinge som udgangspunkt skal sendes hjem, når de har afsonet deres straf i Danmark. I forhold til denne gruppe af indsatte er der derfor ikke behov for at anvende ressourcer i fængslerne på resocialiserende tiltag, som retter sig mod f.eks. at kunne få et job eller en uddannelse i Danmark.

Lovforslaget indeholder på den baggrund forslag til ændringer af relevante bestemmelser i lov om fuldbyrdelse af straf m.v.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.