L 201 Forslag til lov om ændring af lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v.

(Kommunal indsats for unge under 25 år).

Af: Undervisningsminister Merete Riisager (LA)
Udvalg: Undervisningsudvalget
Samling: 2017-18
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 21-03-2018

Skriftlig fremsættelse (21. marts 2018)

20171_l201_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (21. marts 2018)

Undervisningsministeren (Merete Riisager):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til Lov om ændring af lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v. (Kommunal indsats for unge under 25 år)

(Lovforslag nr. L 201)

Med dette ændringsforslag til vejledningsloven (Lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, beskæftigelse, beskæftigelse m.v.) udvides loven, idet der indsættes et nyt afsnit om etablering af en sammenhængende kommunal indsats på tværs af uddannelses-, beskæftigelses- og socialindsatsen for unge under 25 år. Et hovedelement i forslaget er, at kommunalbestyrelsen får ansvaret for, at der sker en koordinering af den samlede ungeindsats i den enkelte kommune og alle unge kommer godt videre i uddannelse eller beskæftigelse efter grundskolen.

Lovforslaget er udarbejdet som følge af "Aftale om bedre veje til uddannelse og job" af 13. oktober 2017, som er indgået af regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det konservative Folkeparti) samt de øvrige af Folketingets partier (Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Alternativet og Enhedslisten). Forslaget skal derfor ses i sammenhæng med de samtidigt fremsatte forslag om forberedende grunduddannelse, institutioner for forberedende grunduddannelse samt følgelovforslag med ændringer som følge af lovgivning om forberedende grunduddannelse.

Formålet med kommunens arbejde med den kommunale ungeindsats er, at den unge og den unges forældre møder kommunen som én samlet instans på tværs af kommunale opgaver. Forslaget træder ikke i stedet for de tilbud og indsatser, som den unge har ret til efter anden lovgivning. Kommunens ansvar skal således ses i sammenhæng med andre områder og de herunder hørende sektorlove, som er relevante i forhold til at give alle unge under 25 år det mest hensigtsmæssige tilbud.

Kommunalbestyrelsens ansvarsområder omfatter efter forslaget en række af de områder, som allerede i dag varetages af Ungdommens Uddannelsesvejledning, herunder funktioner og opgaver, der knytter sig til uddannelses- og erhvervdsvejledning i grundskolen og 10. klasse samt vejledning m.v. af 15-17-åriges pligt til at være i uddannelse, beskæftigelse m.v. Kommunalbestyrelsen får endvidere til opgave at koordinere nye ansvarsområder og funktioner, herunder målgruppevurdering til den ny forberedende grunduddannelse og tildeling af kontaktperson til unge, som har behov for det.

Uddannelsesplanen foreslås at skulle være omdrejningspunktet for den unges forløb, idet planen tænkes anvendt som et fagligt værktøj til brug for sikring af, at der sker en sammenhængende indsats for den unge, sådan at baggrundsoplysninger og historik om den unge ikke skal fortælles forfra i forbindelse med iværksættelse af nye aktiviteter og tilbud efter forskellige lovgivninger.

Der vil efter forslaget ske en udvidelse af omfanget af oplysninger i det fælles datagrundlag med henblik på at forbedre mulighederne for tilrettelæggelsen af den kommunale ungeindsats, herunder udarbejdelse af én kommunal uddannelsesplan for den enkelte unge, hvorved det fælles datagrundlag giver et mere detaljeret overblik over den unges uddannelsesaktiveter, uddannelsesparathed og ønsker for fremtiden og et eventuelt uddannelsespålæg.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.