Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 78:

Forslag til folketingsbeslutning om indførelse af en autorisationsordning for bedemænd.

Af Christian Langballe (DF) m.fl.

(Fremsættelse 16.01.2019).

Det er først erhvervsministeren. Værsgo.

Tak for beslutningsforslaget fra Dansk Folkeparti. Det er et beslutningsforslag, som hedder beslutningsforslag nr. B 78, og som handler om en autorisationsordning for bedemænd. Beslutningsforslaget vil, hvis det bliver vedtaget, pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag om at indføre en autorisationsordning for bedemænd for at sikre, at bedemænds arbejde med begravelser og bisættelser foregår med værdighed. Det er naturligvis et formål, som regeringen støtter. Det er nok svært at finde to synspunkter om det. Regeringen ønsker naturligvis ikke – det siger sig selv – ligesom ingen andre ønsker det, at pårørende skal belastes i en svær situation, ved at der er dårlige bedemænd, som handler forkert, opkræver uventede gebyrer eller ikke gør deres arbejde godt nok. Regeringen er dog ikke enig i, at en lovtvungen autorisationsordning er svaret på de udfordringer, som branchen måtte have. Lad mig prøve at forklare hvorfor.

For det første er det vigtigt at understrege, at der i en godt nok relativt gammel forbrugerundersøgelse faktisk er evidens for, at de efterladte overvejende er tilfredse med de ydelser, de får hos bedemændene. For det andet har branchen gjort en del for at styrke kvaliteten inden for deres område. Det har en årrække været muligt for bedemændene at blive certificerede via nogle forskellige ISO- eller DS-standarder. Der er en certificeringsordning, som blev indført i 2013-2014, og som jeg har fået oplyst, er der over 100 bedemænd, der har benyttet sig af den. For at få sådan en certificering skal der være gennemsigtighed om pris og ydelser, og man skal følge brancheforeningens – som hedder Danske Bedemænd – etiske retningslinjer.

Pårørende og efterladte har derved allerede i dag mulighed for at vælge en bedemand, som er certificeret og lever op til retningslinjerne for god opførsel og gennemsigtige priser. De skridt, som dermed er taget i branchen, må man anerkende, og vores opfattelse er nok, at det bør vi bygge videre på.

For det tredje er det en bekymring, at en autorisationsordning kan føre til en svækket konkurrence på markedet, og at det kan føre til højere priser og dårligere ydelser. En autorisationsordning kan udgøre en adgangsbarriere for, at der kommer nye ind i branchen. Den risikerer dermed at give forbrugerne dårligere ydelser, og at der bliver dårligere konkurrence. I sidste ende går det ud over kvaliteten, og det går også ud over den pris, som de pårørende kommer til at betale. For det fjerde mener vi, at vi kan udforme nogle andre initiativer i forlængelse af den seneste certificeringsordning, som vil kunne skabe bedre vilkår for de efterladte uden at skabe de negative virkninger på konkurrencen, som en påtvungen autorisationsordning risikerer at gøre.

Det her med, at der inden for en branche kan være utilfredshed med kvaliteten, kommer tit op, og det bliver også ofte foreslået at lave autorisationsordninger. Det er der også blevet lavet i en række andre brancher. Men grundlæggende er det ikke en løsningsmodel, som regeringen er meget tilbøjelig til at følge, fordi vi mener, at der er de her udfordringer, som jeg netop har gjort rede for, nemlig at det næppe er til fordel for forbrugerne, hvis man udelukker for mange fra at komme ind og levere en ydelse. Men vi er tilhængere af, at der er gennemsigtighed, så forbrugerne kan træffe et oplyst valg. Det mener vi generelt er bedre for forbrugerne, end at vi sådan afholder nogle fra at gå ind i en branche og bidrage med at levere høj kvalitet, innovation og at gøre tingene fornuftigt.

I beslutningsforslaget er der henvist til, at pårørende i forbindelse med et dødsfald er særlig sårbare og derfor heller ikke overvejer grundigt, hvilken bedemand de vil vælge, og hvad de skal betale for det. Jeg er enig i, at det nok er den situation, man står i. I forbindelse med begravelse er man i hvert fald nok meget lidt prisorienteret. Man ønsker at gøre det bedste for den afdøde, og der bliver nok ikke skelet ret meget til pris, fordi man i virkeligheden nok har lidt dårlig samvittighed over det, hvis man sidder og tænker over, at nu prøver man at få en begravelse så billigt som muligt.

Forbrugerstyrelsen undersøgte i 2006 tilfredsheden med bedemændene, og den forbrugerredegørelse viste, at også før indførelsen af den her certificeringsordning, som jeg har nævnt, var forbrugerne ret tilfredse med bedemændenes håndtering af opgaverne. Bedemændene fik en rating på 8,7 i gennemsnit på en skala fra 0 til 10, hvor 0 er meget utilfreds, og 10 er meget tilfreds. 83 pct. af de pårørende var meget tilfredse, og kun 1 pct. var meget utilfredse. I forbrugerundersøgelsen kritiserede nogle af de utilfredse pårørende bedemændene for bl.a. at levere en dyrere kiste end aftalt uden at give nedslag i prisen. Enkelte pårørende kritiserede bedemanden for ikke at give sig selv tilstrækkelig tid til at løse opgaverne ordentligt.

Jeg har ikke kendskab til nyere undersøgelser af området, men der er som nævnt siden da indført den her certificeringsordning, og Forbrugerrådet Tænk har udarbejdet en bedemandsvælger, der kan hjælpe de efterladte i retning af at vælge en certificeret bedemand. I virkeligheden ville det nok være hensigtsmæssigt, hvis der var flere forbrugere, der havde kendskab til, at der er de her muligheder for selv at gå til nogle bedemænd, som er certificerede. Det er jo faktisk lidt det samme som at have en autorisationsordning. Man lever op til nogle bestemte krav, og hvis forbrugerne har kendskab til denne ordning, har de også mulighed for at vælge nogle, som lever op til nogle retningslinjer og dermed formentlig nok også har en høj kvalitet i de ydelser, de leverer.

Hvis de pårørende ønsker at være på lidt mere sikker grund, er der god mulighed for at vælge en af de, som jeg har fået oplyst, mere end 100 certificerede bedemænd, som i dag findes i hele landet. Regeringen har altså den holdning, at der kan være grundlag for at styrke den her certificering yderligere, og i stedet for at vedtage beslutningsforslaget foreslår regeringen derfor initiativer rettet mod dels at styrke forbrugernes viden på området, herunder at øge kendskabet til den seneste certificeringsordning, dels mod at øge antallet af certificerede bedemænd, som indgår i ordningen.

Derfor vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen under Erhvervsministeriet gennemføre en række digitale kampagner, bl.a. på styrelsens forbrugerrettede hjemmeside, Forbrug dk., og på sociale medier. Herudover igangsættes dialog med Forbrugerrådet Tænk, og styrelsen vil også indlede en dialog med brancheforeningen Danske Bedemænd for drøftelser af, hvordan man får flere certificerede bedemænd her i Danmark.

Som opsummering støtter regeringen ikke beslutningsforslaget, men man kan sige, at beslutningsforslaget har sat gang i, at vi i hvert fald har tænkt os grundigt om, med hensyn til hvad vi i stedet kan gøre for at hæve kvaliteten og undgå de udfordringer, der måtte være i branchen. Vi mener, at man bør gå efter at øge forbrugernes kendskab til den nuværende certificeringsordning og øge antallet af certificerede bedemænd. Tak for ordet.

Tak for det. Der er nogle kommentarer. Hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Jeg vil godt sige indledningsvis, at jeg jo egentlig er ligeglad med, om det hedder en autorisationsordning eller en certificering. Det er jo bare ord, og det er da fint, at man så fremmer en certificeringsordning. Så må den ikke hedde en autorisationsordning. Det er fint for mig; det er fuldstændig ligegyldigt.

Jeg undrer mig så egentlig grundlæggende over argumentationen. Hvis man nu bestiller en tømrer til at komme og lave tømrerarbejde, forventer vi og forudsætter, at der er nogle bestemte kvalifikationer, som gør, at tømreren kan foretage det, og man kan jo godt sige, at der skal være et frit marked, og at det ikke behøver at være tømrere, der gør det, når vi bestiller en tømrer, sådan at sådan en som mig så kan komme i stedet for. Men forudsætningen for, at der er en ordning, gør jo så også, at man kan sit fag. Det ligger dybt nedfældet i hele vores håndværkstradition, at der er bestemte fag, man skal kunne.

Jeg mener ikke, at det er i orden, at man skal kunne gå ind fra gaden og opslå sig som bedemand fra den ene dag til den anden. Det mener jeg simpelt hen ikke, og der er én grund til, at jeg ikke mener det, og det er, at det er respekt for de afdøde, respekt for de pårørende og respekt for det, som dødsfaldet så at sige medfører af ting, der skal gøres, hvor det skal ske på den mest værdige og ordentlige måde. Så det der med at diskutere markedet og priser synes jeg er okay – jeg synes en gang imellem godt, det kan være lidt dyrt – men det er egentlig bare ikke det, jeg foreslår. Jeg foreslår bare det grundlæggende, at man ved, hvad man har med at gøre, når man går ud og er bedemand, og så må man gerne kalde det en certificeringsordning. Men jeg forstår ikke ministerens argumentation. Det gør jeg ikke. Det her er jo ikke bare ligesom alt muligt andet. Det her er et spørgsmål om et dødsfald, der foregår, hvor man forventer, at tingene foregår på en ordentlig måde.

Tak. Værsgo.

Det er jeg helt enig i, og det er selvfølgelig et meget specielt hverv og en meget speciel opgave at skulle stå for at forestå en bedemandsforretning. Det er der ingen tvivl om. Derfor mener vi stadig væk, at det er vigtigt, at der er en høj kvalitet i branchen, og vores syn på, hvordan man sikrer en høj kvalitet, er som sagt også, at det faktisk er vigtigt, at der er en vis konkurrence, og at der er en mulighed for, at folk kan komme ind i branchen, uden at vi stiller alt for mange forhindringer op for det. Hvis vi opstiller barrierer for, at folk kan gå ind i en branche, risikerer vi, at branchen generelt bliver dårligere, og det gælder også for den her branche. Der gælder de samme mekanismer. Så det er jo ikke, fordi det, som bedemændene udfører, har så speciel en karakter, at det ikke også gælder her, at det er vigtigt at sørge for, at der er en høj kvalitet, og at vi ikke laver monopoltilstande, som generelt fører til en dårlig kvalitet. Forskellen på en certificeringsordning og en autorisationsordning er, hvorvidt det er frivilligt eller ej.

Hr. Christian Langballe.

Dårlig kvalitet for hvem? Altså, jeg forstår ikke det der. Jeg synes, det er fint nok, at ikke alle kan komme ind. Selv ved f.eks. det ædle erhverv, som rengøring er, skal man have et kursus, der gør, at man kan finde ud af det. Men det er jo ikke det, der er i bedemandsbranchen. Det, der er i bedemandsbranchen, er, at enhver uden at vide noget som helst om det, kan gå ind fra gaden. Så kan man da ikke sige, at det her gør, at kvaliteten bliver dårligere.

Jeg må bare sige, at jeg ikke kan forstå argumentationen. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvor ministeren er henne. Ministeren kan have en masse holdninger til, hvorfor det, jeg laver her er forkert, men at sige, at det er en dårligere kvalitet, hvis man forlanger, at der er nogle forudsætninger, der skal være til stede for at opslå sig som bedemand, fatter jeg simpelt hen ikke at nogen kan.

Værsgo.

Nej, men det kan jeg jo ikke gøre ved. Jeg har prøvet at forklare det efter bedste evne, og hvis man så stadig væk er uenig, er det jo en ærlig sag. Jeg kan jo ikke forlange, at nogen skal forstå det. Jeg kan kun give udtryk for de argumenter, som jeg mener der er imod en ordning. Kvaliteten handler selvfølgelig om, at det er de pårørende, der skal opleve, at det er en værdig handling, som foregår, og at det bliver udført med den omhu, som man kan kræve. Efter vores opfattelse risikerer vi, at vi opnår det modsatte, hvis vi beskytter bedemændene mod, at der er andre, der kan etablere sig.

Fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. P.t. er der 115 forretninger og 31 bedemænd, der er certificeret via det her ISO 9001, og de er alle sammen medlemmer af Danske Bedemænd som brancheforening, som så har nogle værktøjer, f.eks. bod eller andet, hvis tingene ikke foregår efter reglerne. Danske Bedemænd efterspørger jo selv, at der kommer en autorisation, fordi de føler sig presset af mere eller mindre fupagtige selskaber og bedemænd, som vi også har set omtalt i medierne. Jeg tror, at enhver, som har skullet arrangere en begravelse for et nærtstående familiemedlem eller andet, jo ved, som ministeren også selv var inde på, at man ikke sidder og kigger på det præcise beløb, fordi det ikke er en situation, man gør det i.

Når Danske Bedemænd selv ønsker, at der med sådan en autorisation netop bliver fastlagt nogle rammer – det kunne være brancheforeningen, der satte nogle rammer op for, hvad man overhovedet må tage for de her ydelser – så ville vi vel sikre, at der ikke var det her wild west, de her bedemænd, som udnytter den situation, som efterladte kan stå i.

Værsgo.

Det er jo helt forventeligt, at nogle aktører i en branche, som allerede er i branchen, vil synes, det er alle tiders, hvis de bliver beskyttet mod, at der er andre, der går ind i branchen. Jeg tror, det vil være sådan i næsten alle brancher. Jeg er sikker på, at busvognmænd også ville synes, det var alle tiders, hvis der var en autorisationsordning, så det kun var dem, der måtte køre bus, og at ikke andre kunne komme ind og varetage opgaven. Så det er et meget forudsigeligt synspunkt, at man i branchen synes, det vil være en fordel med en autorisationsordning, fordi det beskytter mod konkurrence, og vi mener ikke, at vi skal beskytte mod konkurrence.

Jeg synes faktisk, at man, hvis man er på venstrefløjen, skal tænke lidt over, om det ikke også er vigtigt, at der er en vis konkurrence, også på det her område, netop fordi pårørende faktisk er ret sårbare og står i en meget svær situation, når der er en slægtning, som er død. Så er det bare ikke rimeligt, hvis der opstår nogle tilstande, hvor man kan tage en hvilken som helst pris, fordi der ikke er en ordentlig og velfungerende konkurrence på området. Det kan gå ud over fattige mennesker, som skal begrave deres forældre, og som kan komme til at stå med en meget, meget stor regning, hvis ikke der er en ordentlig konkurrence, også på det her område.

Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Det er jeg da fuldstændig enig i. Men der kan være en autorisation, som gælder for alle, der er på markedet, og som der også står i DF's beslutningsforslag, skal der skabes klarhed over, hvad bedemændene overhovedet kan tage sig betalt for. For i nogle af de eksempler, vi har set omtalt i medierne, er det jo nogle af dem, der ikke er certificeret, og som så sender regninger ud efterfølgende. Så jeg synes ikke, der er nogen forskel imellem at have orden på det her område og også at have konkurrence mellem dem, der har autorisationen.

Værsgo.

Nej, men der er i hvert fald den helt sikre sammenhæng, at hvis man beskytter nogle aktører mod konkurrence, fører det til højere priser og formentlig også dårligere service, og det mener vi ikke er i de pårørendes interesse. Nu har jeg så fået lejlighed til at studere forholdene på markedet her på grund af det her beslutningsforslag, og tak for det, og jeg tror nok selv, at jeg, næste gang jeg står i en situation, hvor jeg skal være med til at arrangere en begravelse, vil gå efter en certificeret bedemand, ligesom jeg f.eks. foretrækker at blive klippet af en frisør, som har en frisøruddannelse, fordi man gerne vil have den der kvalitet. Men vi synes, det bør være op til forbrugerne at vælge det til, frem for at vi ved lov siger, at vi afgrænser konkurrencen.

Tak. Hr. Roger Courage Matthisen, Alternativet.

Tak for det. Jeg bliver næsten oprørt over den argumentation, der kommer her. Så 1) ministeren står og siger, at han selv ville vælge en certificeret, og 2) ministeren siger: Vi skal sørge for, at der er konkurrence. Jamen der er jo wild west lige nu. Så spørgsmålet er: Hvilke interesser er det, der skal varetages her? Er det dem, som står og har mistet, og som er i sorg, eller er det en eller anden flok Uberbedemænd, som bare skal have lov til at skyde sig ind uden nogen form for regulering på markedet, som skal have lov til at bisætte og ikke være under nogen krav? Det er det, der er i dag. Det forstår jeg simpelt hen ikke. Jeg forstår sagtens argumentationen med, at vi skal kunne have noget konkurrence, men lige nu er der ikke nogen parametre sat op fra statens side. Det fordrer jo ikke en sober, ordentlig opførsel. Så hvordan vil ministeren sikre det i fremtiden?

Tak. Værsgo.

Vi mener, at konkurrence fordrer en sober, ordentlig opførsel. Jeg har faktisk en meget, meget stærk tro på, at konkurrence er vigtigt, for at der bliver ydet en ordentlig service inden for et erhverv. Jeg ved ikke, om hr. Roger Courage Matthisen synes, at servicen i taxabranchen er blevet meget bedre, efter at Uber lukkede, men det er en lidt anden diskussion. Men vi har en generel tro på, at det faktisk er vigtigt, at der er konkurrence om de ydelser, man får lov til at sælge i Danmark, og vi synes, det er en forkert tankegang, som man i øvrigt også har forladt på næsten alle andre områder, at vi skulle have sådan et lavsystem, hvor det kun er nogle bestemte mennesker, der har fået lov til at udføre bestemt erhverv i Danmark. Det er generelt ikke den måde, vi ønsker tingene skal fungere på i Danmark.

Vi synes generelt, det er fornuftigt, at det er forbrugerne, der vælger, hvem de vil bruge, og så vil vi gerne være med til at sikre, at der er gennemsigtighed, så forbrugerne eksempelvis gennem en certificeringsordning kan vælge de aktører til, som lever op til bestemte kvalitetskrav.

Tak. Så er der ikke flere korte bemærkninger til ministeren. Vi begynder med ordførerrækken. Fru Karin Gaardsted, Socialdemokratiet, værsgo.

Mange tak. Tak til Dansk Folkeparti for at tage dette vigtige emne op. Socialdemokratiet deler faktisk Dansk Folkepartis ønske om, at bedemændene udfører deres hverv med værdighed og i respekt for den afdøde og de pårørende.

Som pårørende står man, som det blev sagt her fra talerstolen lige før, i en meget sårbar situation, når ens kære er død. Det stiller nogle særlige krav til bedemændene om at udvise en respektfuld adfærd. Jeg tror, at mange i sådan en situation forventer, at en bedemand er et menneske med høj etik og moral og en person, som omhyggeligt varetager forberedelsen og gennemførelsen af en begravelse eller bisættelse.

Sådan er det jo heldigvis også med langt de fleste bedemænd i Danmark. Men desværre har flere sager i medierne og opråb fra en række præster vist, at der findes brodne kar i branchen. I den sårbare situation er det de færreste pårørende, der giver sig til at forhandle om pris eller på anden måde sætter spørgsmålstegn ved bedemandens faglige ekspertise, når de står midt sorgen. Og hvis det er et broddent kar, kan man som pårørende få en dårlig behandling og – det værste af det hele – resten af livet tænke tilbage på afskeden med sine pårørende med forstyrrende tanker om alt muligt andet end det, man bør tænke på, nemlig en smuk og værdig afsked med det menneske, som man har elsket i livet og vil mindes i døden.

Det skal vi selvfølgelig ikke sidde overhørig her i Folketinget. Men hvordan skal vi så sikre, at folk ikke får dårlige oplevelser med en bedemand?

Når vi skal finde brugbare løsninger, er der både fordele og ulemper i forhold til de problemstillinger, branchen står over for i 2019. F.eks. ville en løsning med autorisationen, der er velegnet i forhold til uddannelse og etiske retningslinjer, måske ikke være den bedste til at sikre de efterladte en overkommelig pris for en begravelse eller bisættelse, fordi konkurrencen svækkes, og en løsning, som kun sigter på at sikre en lav pris, vil med stor sandsynlighed ikke være den bedste til at sikre en værdig afsked med sine nære og kære.

Det er hensynet til en værdig afsked og hensynet til de efterladtes udgifter, som vi skal forsøge at balancere i vores løsning. Og så skal vi huske, at der er tale om et kundeforhold mellem en sælger og en køber. Vi har ikke tradition for i Danmark at autorisere forretninger. Derfor er Socialdemokratiet imødekommende over for de mulige tiltag, som ministeren nævnte i sin tale.

Det er positivt, at den gældende certificeringsordning, som kun har været forankret hos brancheforeningen i relativt få år, har fået antallet af certificerede bedemænd til at gå fra 0 og op til over 120. Der er tale om fremskridt i branchen, men der kan fortsat være behov for at få flere bedemænd certificeret og at øge forbrugeroplysningen ved at informere om fordelen ved at benytte certificerede bedemænd. Socialdemokratiet kan bakke op om tiltag, som kan øge antallet af certificerede bedemænd. Samlet set støtter Socialdemokratiet forslagets intentioner om, at pårørende får en værdig afsked med deres afdøde og sikkerhed for ikke at blive bondefanget og betale overpris for en begravelse eller bisættelse.

Vi synes, at regeringens forslag lyder som fornuftige tiltag på nuværende tidspunkt. Hvis disse tiltag ikke viser sig frugtbare i form af væsentlig flere certificerede bedemænd inden for en kort årrække, er vi åbne over for at se på yderligere tiltag. Tak.

Tak. Hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Jamen tak for imødekommenheden, det er jo glimrende, fint og godt. Jeg må så sige, at når man laver et beslutningsforslag, er det jo ikke nødvendigvis sådan, at man så sidder inde med resultatet på forhånd i forhold til sådan en nagelfast ordning. Jeg takker for imødekommenheden og håber i hvert fald, at der så i forhold til måske at kunne skrive en beretning kunne være noget i det. Det vil jeg i hvert anbefale, og så kan Socialdemokratiet jo så sige til eller fra.

Jeg må så sige, at nu har ministeren flere gange givet udtryk for – og jeg synes faktisk, at ordføreren er inde på det samme – at en ordning ville sætte konkurrencen ud af kraft. Normalt er det jo sådan, at der til forskellige fag kræves nogle bestemte færdigheder, og det gælder vel også en bedemand. Der må jo være nogle mindstekrav og normer for, hvordan man gør tingene. Det er sådan set det, jeg foreslår.

Værsgo.

Men hr. Christian Langballe ved jo godt, at der ikke er nogen krav til en frisør. Enhver kan nedsætte sig som frisør, og så er det op til forbrugeren at vurdere, om man er blevet klippet ordentligt, når man har været der. Med hensyn til certificeringen understreger jeg gerne, at vi ønsker, at der er mange flere bedemænd, der bliver certificeret, og jeg synes, vi skal gå efter det. De fire tiltag, som ministeren nævnte, bringer os forhåbentlig i den retning, men gør de ikke det, så lad os tage det op igen, for så bør vi gøre noget mere.

Med hensyn til det med, at konkurrencen bliver sat ud af kraft, vil jeg sige, at hvis vi udelukker nogen fra at være bedemænd, sætter man faktisk konkurrencen ud af kraft; så beskytter man sig som organisation mod, at der kommer nogen ind udefra. Jeg har også, mens vi har haft sagen under behandling her, tænkt på, at en ny bedemand jo sagtens kan have den empati, som jeg mener er helt nødvendig for at kunne gennemføre en fin og god begravelse eller bisættelse. Det behøver man ikke at have været i branchen i 20 år for at kunne gøre. Selvfølgelig skal man lære af hinanden, men jeg mener faktisk godt, at en ny også skal have lov til at komme ind. Så jeg er med på, at vi eventuelt kigger på, om vi kan gøre noget i en beretning, så lad os se på det.

Hr. Christian Langballe.

Det ville jo være med hovedet med under armen, hvis den her ordning, jeg indførte, ville betyde, at der ikke kunne komme nye ind i branchen. Jeg har overhovedet ikke foreslået noget, der minder om det. Det, jeg bare siger, er, at der må være nogle minimumsstandarder, og jeg synes jo faktisk, at bedemandsfaget er noget specielt, al den stund at man har med døde at gøre, og jeg mener faktisk, at det kræver noget. Og der synes jeg, der må være nogle minimumsstandarder, der gør, at det er med værdighed, at det her foretages, og derfor har jeg foreslået en autorisationsordning eller gerne en certificeringsordning, for det er jo det samme, da der ikke er nogen forskel.

Værsgo.

Det er faktisk ikke helt det samme – det er det ikke. Men jeg er glad for, at ordføreren siger, at det er tilstrækkeligt med en certificeringsordning, og jeg vil gerne give tilsagn om, at vi vil arbejde med på, at den bliver langt mere udbredt, end den er i dag. Og jeg er selvfølgelig også enig i, at det at være bedemand bestemt er et ganske specielt arbejde at have, og man skal kunne håndtere de ting her på en ganske, ganske særlig måde, og det mener jeg faktisk også et flertal af bedemænd gør.

Tak for det. Så er der ikke flere korte bemærkninger, og så er det hr. Jacob Jensen, Venstre.

Tak for det, og tak til Dansk Folkeparti for forslaget, som vi her behandler, og hvor hensigten som bekendt er, at bedemænd skal pålægges en autorisation. Det skal de ifølge forslagsstillerne, fordi deres arbejde er ømtåleligt og pårørende derfor skal garanteres, at de ikke vil blive snydt i en svær periode af deres liv, hvor de lige har måttet sige farvel til en pårørende.

Som liberal støtter jeg selvfølgelig op om det, der er blevet sagt fra ministerens side, også om det med konkurrencen, nemlig at vi vil have en fair konkurrence. En autorisationsordning bruger vi jo ofte i de tilfælde, hvor man kan sige at erhvervet er forbundet med en særlig sikkerhedsmæssig risiko, og så skal det selvfølgelig altid defineres, hvornår der er en sikkerhedsmæssig risiko, og det kan der være på mange niveauer.

Erfaringen siger mig også, at ordninger som den her netop ville hæmme adgangen og dermed også både kvaliteten og den pris, man kommer til at betale i en given branche. Jeg frygter derfor, at det netop vil begrænse de valgmuligheder, som forbrugerne vil kunne få, og det synes jeg ikke er rimeligt over for danskerne – eller for den sags skyld over for nye virksomheder, som ønsker at tilbyde sig på et givent marked.

Der er så også allerede i forvejen flere forskellige muligheder for at blive certificeret bedemand. F.eks. kan bedemænd blive certificeret efter ISO 9001-standarden, som bliver tilbudt af brancheforeningen Danske Bedemænd. Bedemænd over hele Danmark er certificeret efter ISO 9001, og derfor er der allerede rigtig mange bedemænd, som udviser gennemsigtighed, hvad pris og kvalitet angår. De følger desuden Danske Bedemænds etiske regelsæt.

Hvis man står i den særlig følsomme situation, at man skal have fat i en bedemand, så er der selvfølgelig en forventning om tillid, og mange vil også i den situation typisk forhøre sig hos nære relationer, kollegaer osv. for at høre, om de har gode eller måske mindre gode erfaringer med valg af bedemand, og det er jo også et rigtig godt udgangspunkt at tage. Der er også rig mulighed for på nettet og andre steder at finde forskellige anmeldelser af, hvordan bedemændene har gjort det ved tidligere lejligheder.

Jeg har sagt før, at det ikke nødvendigvis er lig med, at der så ikke er flere problemer, hvis der bliver indført en sådan autorisation. De uheldige sager, som bliver omtalt i forslaget, går ikke nødvendigvis væk, fordi man får en autorisationsordning. Et kursus ville heller ikke ændre på bedemandens grundlæggende personlighed, hvis han eller hun skulle vise sig at være uprofessionel i sit virke, og i den her situation synes jeg det er meget bedre at undersøge, hvad andres erfaringer er. Bedemandens ry i det nære, lokale område vil også betyde en masse, som det også gælder på en masse andre områder, hvor der jo heller ikke er autorisation, men hvor man netop står op for sin service og sin måde at være på over for sine kunder.

På den baggrund kan vi fra Venstres side ikke støtte forslaget, men vil gerne sige tak for at bringe det op. Jeg synes, det er en vigtig diskussion, som vi skal tage vare på.

Jeg skal også her til slut hilse fra De Konservative og sige, at de heller ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Hr. Christian Langballe, værsgo.

Altså det, der er formålet, både med en autorisationsordning og en certificeringsordning, er jo, at det kan trækkes tilbage igen, at man kan fjerne certificeringen og fjerne autorisationen. Og det er så også meningen med at have den, at folk kan orientere sig om de sager, der pågår, og som jo altid i forhold til dødsfald er så meget desto mere ulykkelige, fordi det er så ulykkeligt i forvejen at miste. Og så står man måske med en bedemand, som ikke engang har sat kisten ind inden begravelsen eller i hvert fald kommer med den i sidste øjeblik, og hvor alting foregår rodet og på en måde, som er uværdig.

Jeg er sådan set stor tilhænger af det frie marked med de rammer, der så også bør være, og derfor må jeg sige, at jeg er lidt overrasket over kritikken eller indvendingerne mod en autorisationsordning. Jeg synes, det er godt og rimeligt, og det der med, at konkurrencen sættes ud af kraft, er simpelt hen et argument, jeg ikke forstår. Det, at man skal kunne noget for at varetage et fag, er da en god forudsætning. Sådan er det i vores håndværkstradition.

Tak, og værsgo.

Det sidste er jeg fuldstændig enig i – sådan set også det meste af det andet. Men det, at man skal kunne noget i sit fag for at kunne levere en god service og en god kvalitet til den forbruger, som i givet fald skal tage imod servicen, synes jeg er helt rigtigt. Spørgsmålet er så bare, hvordan man sikrer det, og hvordan man sikrer gennemskuelighed, sådan at forbrugerne rent faktisk ved eller i hvert fald har en rimelig sikkerhed for, at det, man så køber, også har en kvalitet, der lever op til de forventninger, som man måtte have som forbruger. Og der er jeg bare i tvivl om, hvorvidt det, som forslaget her lægger op til – og det er den indvending, jeg kommer med – ville være det, der kunne beskytte forbrugeren.

Jeg tror, at det, der vil beskytte forbrugeren i den her sammenhæng som i en stribe af andre sammenhænge, når man er ude for at købe en eller anden form for service, netop er, at man kan gennemskue det, at man kan spørge, at man kan se erfaringer, at man kan se anbefalinger, at man kan se alle de ting, der skal til. Det er jo den bedste måde, som man i ethvert liberalt erhverv kan tilbyde sig på over for kommende potentielle kunder, nemlig at vise, at man rent faktisk, som hr. Christian Langballe rigtigt siger, kan noget i sit fag.

Hr. Christian Langballe.

Altså, man behøver bare begive sig ud på internettet for at vide, at det også er et klondike. Det mener jeg faktisk også at bedemandsbranchen er i dag. Og det er ikke, fordi der ikke er mange bedemænd, der gør det ordentligt – det skal jeg slet ikke nægte – og jeg kender adskillige af dem, fordi jeg selv har haft kontakt med dem. Men selv på internettet er der certificerede sider, som gør, at man kan være relativt sikker på, at de sider, man går ind på, er ordentlige.

Altså, det her drejer sig om nogle minimumsstandarder i forhold til at skabe nogle ordentlige forhold. Det betyder ikke, at folk skal lukkes ude. Det betyder bare, at der må være nogle minimumsstandarder, i forhold til hvordan man gør tingene, og at hvis man overtræder de minimumsstandarder, kan ens autorisation trækkes tilbage igen.

Værsgo.

Men jeg anerkender sådan set – altså, det gør jeg virkelig – det dybfølte ønske, som jeg kan høre fra hr. Christian Langballe, i forhold til at det her er et vigtigt område, hvor man er i en ømtålelig situation. Jeg tror ikke, der er nogen her i salen, som ikke ønsker at skabe nogle muligheder for, at den person eller den familie, der står i en sådan situation, også har nogle gode muligheder for at kunne vælge en ordentlig og redelig bedemand.

Men jeg vil så bare sige, at jeg ikke er enig i, at det skal være det redskab, der bliver foreslået, for jeg kan nævne en stribe andre brancher, hvor der jo ikke er autorisationer, men hvor man også lader sig vurdere på de gerninger, man udøver i sin branche som fagperson. Og det synes jeg altså er langt, langt stærkere, end at vi skulle til at indføre en eller anden form for minimumsregelsæt. I øvrigt kan jeg så henvise til de bemærkninger, som ministeren kom med, om, at man også er opmærksom på det fra regeringens side.

Så det vil være mit udgangspunkt, at det skal være den vej rundt, vi skal gøre det, frem for de andre ting, hvor man vil indføre en eller anden form for beskyttelse, som jeg bare tror vil være mere, jeg vil ikke sige falsk, men som måske ikke giver det rigtige billede af det. Og i øvrigt, med al respekt for de eksempler, der bliver givet: Det vælter rundt med dårlige eksempler, men langt, langt de fleste eksempler fra bedemandsbranchen er jo gode eksempler, og heldigvis for det.

Tak til ordføreren. Vi springer Enhedslisten over; der er ikke nogen ordfører, kan jeg forstå. Så er det fru Laura Lindahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag. Vores erhvervsordfører var forhindret i at komme, men jeg stiller altid gerne op og tager en god debat med hr. Christian Langballe.

Det her beslutningsforslag støtter Liberal Alliance ikke, og det gør vi ikke, fordi vi er tilhængere af fri konkurrence. Vi mener ikke, at vi på den her måde skal forsøge fra Christiansborg at lovgive os til service. Vi har tillid til forbrugerne derude, og vi mener, at det er dem, der gennem de frie markedskræfter, gennem konkurrence skal styrke kvaliteten, og det er jo sådan, det fungerer på et frit marked, nemlig at dem, som ikke leverer, ryger ud, fordi der ikke er nogen kunder i butikken, og dem, som leverer en god service og en god kvalitet, får en god forretning. Så det er et sundt princip, som vi i Liberal Alliance støtter op om, og derfor støtter vi ikke det her beslutningsforslag, som vi synes er detailregulering af en branche, som fungerer fint uden indblanding fra Christiansborg.

Så det bliver et nej tak fra Liberal Alliance.

Hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Jeg skal da lige love for, at det var den liberale lirekasse, der kørte der. Det var dog godt nok utroligt. En gang imellem kan man godt træde ud af det rum, af det der stat–individ–konkurrence–marked og så prøve at se på enkelttingene. Jeg kan forstå på ministeren, at han også er ovre i det superliberale. Grunden til, at jeg er nationalkonservativ, er jo, at man tager delene af virkeligheden ud og ser på dem, som de er, og ikke ud fra den der skematiske opstilling, som bare kører derudad.

Jeg synes jo, at det at klippe håret på et menneske og det at begrave et menneske er to forskellige ting. Klipningen kan man på en eller anden måde fortryde, håret vokser ud igen, eller også kan man gå hen og få det rettet hos en anden frisør. Men et dødsfald er en engangsbegivenhed, og der foregår altså nogle ting, som gør, at jeg mener, at der må være nogle standarder. Det er det, jeg foreslår, altså en autorisationsordning. Så kan ordføreren godt komme med den der liberale lirekasse. Jeg synes bare ikke, at det kvalificerer diskussionen, for vi diskuterer noget specielt. Jeg er ikke ude på at anfægte de frie markedskræfter; jeg går sådan set ind for dem. Men jeg går også ind for, at der er en ramme, og jeg går ind for, at forholdene er forskellige, at tingene er forskellige, alt efter hvilken sammenhæng de befinder sig i. Det er det, vi drøfter her.

Værsgo.

Først vil jeg sige, at meget kan man sige om vores dygtige erhvervsminister, men at kalde ham superliberal er måske lige frisk nok. Det er han ikke. Men jeg tror egentlig ikke, at hr. Christian Langballe og Liberal Alliance er så uenige i målet. Vi ønsker også, at begravelse og bisættelse foregår på en værdig måde. Vi ønsker også, at bedemænd udfører deres hverv med stolthed og kvalitet og ikke snyder kunderne. Selvfølgelig ønsker vi det. Vi er bare uenige med hr. Christian Langballe om, hvordan man når dertil. Fjerner man alle brodne kar ved at indføre lovgivning fra Christiansborg? Det tror vi ikke. Vi tror faktisk, at man regulerer det her bedst ved at lade forbrugerne fravælge de dårlige, så de lukker og slukker.

Hr. Christian Langballe.

Det, en autorisationsordning går ud på, er, at hvis der er en, der gør det dårligt, så fjerner man autorisationen. Det er sådan set meningen med det. Og det synes jeg jo er en god og ordentlig ordning lige præcis på det her område. Så er der andre områder, hvor der er andre forhold, der gør sig gældende. Når jeg taler om ministeren og kalder ham superliberal, er det jo egentlig, fordi ministeren udelukkende har argumenteret ud fra markedet. For mig er det egentlig lidt påfaldende – jeg var lidt overrasket over det og lidt skuffet – at kvalitet er et spørgsmål om pris og marked og alt muligt andet. Der er vel også nogle minimumsstandarder, der bør gælde. Ærlig talt, det er jo derfor, at vi uddanner tømrere, og det er derfor, at vi uddanner alle mulige andre mennesker, nemlig for at der skal være nogle minimumsstandarder.

Værsgo.

Hr. Christian Langballe siger, at det, man vil med forslaget, er, at man vil give en autorisation, sådan at man, hvis der er nogen, der gør det dårligt, kan fjerne den. Det, vi siger, er, at de frie markedskræfter har fuldstændig samme dynamik. Dem, der gør det godt, overlever, dem, der gør det dårligt, lukker og slukker. Logikken er den samme. Og i forhold til alt det her med at være liberal: Jeg tror egentlig ikke, at det handler så meget om at være liberal eller ej; det handler om fornuft, at man ved, at konkurrence skaber bedre service og skærper kvaliteten og altså giver forbrugerne et bedre produkt. Det er derfor, at vi primært er tilhængere af fri konkurrence.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Roger Courage Matthisen, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Og jeg har igen fået lov til at være standin for hr. Rasmus Nordqvist. I 2017 var der over 53.000 dødsfald i Danmark. Det er 53.000 potentielle begravelser. Så har vi lige haft erhvervsministeren på talerstolen, som sagde, at i forbindelse med 1 pct. af dem har man oplevet problemer, og det vil sige, at der potentielt er 500 mennesker, som er blevet røvrendt – undskyld, formand – som er blevet taget ved enden af en eller anden, som har slået sig op i et fag, der kræver nul kompetencer. Alle jer unge mennesker kan lave en forretning i morgen, hvor I er bedemænd og -kvinder (Formanden (Pia Kjærsgaard): Man taler altså ikke til tilhørerne – det gør man bare ikke). Okay, men så vil jeg sige, at alle vores unge borgere i Danmark kunne slå sig op som bedemænd og -kvinder. Og jeg begriber virkelig ikke, at vi fra statsligt hold synes, at det er i orden.

Jeg begravede som 27-årig min mor som den sidste af mine forældre. Jeg var på det tidspunkt i et job, hvor jeg ikke kunne lade være med at møde op – det vil sige, at min chef sagde: Jeg sagsøger dig, hvis du ikke passer dit arbejde. Så jeg var nødt til at gå midt i min mors begravelse for at gå på arbejde. Jeg havde ikke overskud til at undersøge, om det også lige var en certificeret bedemand, om det også lige var en person, som havde etik og moral øverst. Og jeg forstår godt, at det er et dilemma, vi ser i dag, altså at det har man ikke; man står midt i en sorg, man står midt i at have mistet en, man elsker. Og så står man over for en liberal lirekasse – det begreb kan jeg egentlig godt lide – og skal finde sig i, at retorikken var: Det giver bedre forhold. Jamen der er jo ikke nogen forhold – der er jo ikke nogen minimumsstandarder, som du skal overholde i dette land for at være i et fag, der berører en så vigtig fase af et menneskes liv. Det synes jeg er rigtig, rigtig ærgerligt.

Så vi kan kun støtte op omkring, at vi får nogle minimumskrav, som skal overholdes af folk, som varetager begravelser og dødsfald, og at den autorisation naturligvis kan trækkes tilbage, hvis de her krav ikke bliver overholdt. Det var ordene.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Karin Gaardsted, Socialdemokratiet.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge ordføreren, hvad ordførerens holdning er til, at Forbrugerrådet Tænk ikke anbefaler en autorisation.

Værsgo.

Min holdning er egentlig, at jeg ser det samme potentiale, som ministeren også nævner, altså at vi kan styrke certificeringsordningen, at vi kan styrke gennem oplysning, og det er fint. Jeg er bare bange for, at de potentielt 530 mennesker om året ud af de 53.000, der begraver nogle elskede, står i en situation som mig eller som de andre, vi har læst om i medierne, som har haft en rigtig, rigtig skidt oplevelse. Jeg tror, at der ville nogle minimumskrav være hensigtsmæssigt at få indført.

Tak, og der er ikke flere kommentarer. Jeg kan ikke se, at Det Radikale Venstre er til stede, så vi går videre med fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Lad mig starte med at sige, så jeg ikke glemmer det, at jeg også har lovet at hilse fra Enhedslisten, der ligesom SF støtter Dansk Folkepartis beslutningsforslag.

Når man har prøvet at skulle begrave eller bisætte et nært familiemedlem, ved man, i hvor sårbar en situation man kan være. Jeg prøvede det selv, da jeg var 21 og min mor skulle begraves. Det gik udmærket, men jeg kender i hvert fald personligt følelsen af, at det ikke er i den situation, man er rigtig jydefornuftig og begynder at forhandle om prisen.

Der er kommet nogle henvendelser fra Danske Bedemænd til os politikere, hvor de beder om vores hjælp, fordi de føler sig rendt over ende af fupfirmaer og af bedemænd, som ikke lever op til den standard, de gerne vil have i branchen. Ministeren argumenterer for dem, der allerede er på markedet, og hvor brancheforeningen jo af selviske årsager gerne vil udelukke andre – det kan sagtens være – men her er vi bare enige med Danske Bedemænd i, at i så særlig en situation her, hvor det kræver finesse, hvor det kræver værdighed, hvor det kræver, at man har nogle standarder for, hvilke priser man må tage, er det godt med en autorisation.

Der er i øjeblikket 115 forretninger fordelt på 31 bedemænd, der har den her ISO 9001-certificering. Så er der også, er det blevet mig bekendt, en række – hvad skal man kalde det – fupcertificeringer, hvor nogle siger, at de blevet certificeret af kirkens it eller certificeret af sig selv, eller hvad det nu kan være. Vi synes, at der skal orden og skik på det her område med en autorisation, som i sagens natur kan blive frataget dem, der ikke lever op til de her standarder, og derfor støtter vi DF's beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Der er lige en bemærkning fra fru Karin Gaardsted.

Jeg vil gerne stille det samme spørgsmål til fru Lisbeth Bech Poulsen: Hvad er ordførerens holdning til, at Forbrugerrådet Tænk ikke anbefaler en autorisation?

Værsgo.

Jeg plejer at lytte meget opmærksomt, når Forbrugerrådet Tænk udtaler sig. Det gør jeg også i den her sag. Når vi i SF alligevel i den her sag ikke læner os op ad Forbrugerrådet Tænk, er det, fordi vi simpelt hen ikke er enige i, at den certificeringsordning, der allerede eksisterer i dag, er god nok, at konsekvenserne er store nok, og at den bliver brugt i så stort et omfang, at det alene kan retfærdiggøre det.

Så har Forbrugerrådet Tænk jo også det almindeligt kendte syn, at autorisationer ikke nødvendigvis bibringer de bedste priser, lidt a la ministeren, der også var inde på, at den her konkurrence vil sikre nogle lave priser. Jeg synes bare, vi har set nogle helt konkrete eksempler på, at det faktisk i mange tilfælde er dem, der ikke er certificerede, som kræver uhyrlige priser eller sender regninger efterfølgende.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere kommentarer, så derfor er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet, og tak for debatten. Jeg vil godt sige noget principielt i forhold til det her lovforslag, som jeg har fremsat. Man kan jo gå ud fra som en grundlæggende menneskelig eksistentiel sandhed, at døden sjældent er en velkommen gæst, men at den er kommet for at blive, og derfor har vi bedemænd, som vi betaler for at hjælpe os med det praktiske i forbindelse med dødsfald, når vi begraver og bisætter vore kære. Det er jo ikke blot sådan en bevidstløs pragmatisme eller kold teknikalitet, det drejer sig om, hvor det blot handler om at bortskaffe den afdøde på den mest rationelle og billigste måde. For langt de fleste pårørende udtrykker begravelsen en sidste kærlighedserklæring, hvor man ærer den døde. Det er et smukt træk ved den menneskelige eksistens, at vi ærer de døde, og det afgørende er, at begravelse, bisættelse, eller hvad det end måtte være, foregår på en så værdig måde som muligt.

Det er i den forbindelse rimelige og nødvendige krav, som vi kan og bør stille til bedemændene, nemlig at bedemændenes arbejde er omgærdet med respekt og ærbødighed for den afdøde og for de pårørende. Heldigvis er det sådan med langt de fleste bedemænd, men der er også brodne kar eller – for nu at sige det direkte – rådne æbler i bedemandsbranchen. Der kan opregnes forskellige tilfælde af uhyrligheder, der foregår derude. Det er få – ja, jeg ved det godt – men der burde faktisk slet ikke være nogen. Derfor har jeg foreslået en autorisationsordning, der gælder alle bedemændene, og som tilsikrer, at bedemændenes arbejde foregår med værdighed og respekt. Sådan som det er i dag, kan man jo bare gå ind fra gaden og blive bedemand. Jeg er faktisk ikke tilhænger af, at man påfører danskerne unødvendige regler eller regulativer, men i dette forhold synes jeg regulering er rimeligt.

Lad mig så i øvrigt gøre opmærksom på formålet med mit forslag. I Kristeligt Dagblad kunne man her til morgen meget dramatisk læse, at dette lovforslag fra DF hang i en tynd tråd. Lad mig lige få sat en ting på plads. Det drejer sig ikke om dramatik, sådan at man befinder sig oppe i det der høje leje. Jeg er ligeglad med, om den ordning, som jeg foreslår, hedder en autorisationsordning, eller om man kunne lave en certificeringsordning. Fred være med det! Det er jo for mig at se blot semantik. Jeg ved, at nogle bedemænd har en certificeringsordning, og det er fint for mig, hvis man bygger på noget bestående.

Det, der er formålet med mit forslag, er ikke, at det skal hyldes som et originalt indfald, men at der bliver skabt ordnede forhold på området. Det er det, jeg er tilhænger af. Derfor synes jeg nu også – undskyld, minister – at det er mærkeligt med de præmisser, der bliver lagt for diskussionen, som om markedet regulerer alting. Det gør det altså ikke. Jeg er tilhænger af det frie marked, men jeg er også tilhænger af, at der skal være nogle ordnede og ordentlige rammer. Jeg er ikke enig i, at det, hvis man lavede nogle minimumsstandarder, en certificerings- eller autorisationsordning, så ville medføre, at man afskaffede konkurrenceevnen, og jeg er ikke enig i, at det vil skabe karteldannelser – jeg tror ikke på det. Men jeg tror på, at det, når man sidder i den situation som pårørende, der lige har mistet en kær, så faktisk kan være lidt vanskeligt at finde ud af, hvad man så skal gøre. Men formålet med det her forslag er, at der så sættes nogle minimumsstandarder, der gør, at man ikke får en behandling, der er uærlig, og så kan man kalde det, hvad man vil.

Der har været forskellige indlæg, og vi kan tage dem i rækkefølge. Socialdemokratiets indlæg var fint; jeg tror, vi når hinanden meget langt hen ad vejen. Jeg er egentlig meget konstruktiv – jeg synes bare, at vi skulle skabe nogle ordnede forhold. Som sagt går jeg også ind for konkurrence, men det her drejer sig simpelt hen bare om, at der er nogle minimumsstandarder, og det mener jeg der bør være, når det drejer sig om noget så følsomt, som en begravelse og bisættelse er.

Så er der Venstre. Det er også fint at blive gjort opmærksom på, at det er godt med konkurrenceevne og kvalitet og alt muligt andet, og jeg kunne sådan set ikke være mere enig med ordføreren i det, men jeg synes bare, som jeg har prøvet at gøre rede for, at der er nogle specielle ting, der gør sig gældende, og jeg håber da i det mindste, at den her debat har afstedkommet en vis form for eftertanke og besindelse i forhold til måske at være med til at skabe nogle ordentlige og ordnede forhold, sådan at folk kan være sikre på, at de får en ordentlig behandling. Jeg siger det som en, der selv har arbejdet som præst i mange år, og de ting, man en gang imellem hører om, synes jeg ikke vi kan byde dem. Det er for at sige det, som det er.

Så er jeg selvfølgelig glad for, at jeg får støtte af venstrefløjen. Det er sådan noget helt nyt, at også De Radikale støtter mit forslag. Det er en helt ny følelse, som lige pludselig kommer til mig, og det skal jeg lige vænne mig til, vil jeg sige, men det er jo dejligt. Det samme gælder med Alternativet. Jeg er normalt ikke enig med Alternativet om noget som helst, men lige præcis i det her tilfælde kan vi mødes, og det er jo fint og dejligt, at det er sådan.

Til Liberal Alliance vil jeg sige, at jeg jo en gang imellem synes, at man godt kan træde ud af det der ideologiske skema og diskutere tingene konkret. Det ved jeg I kan, så derfor burde I lige skænke det her en tanke i stedet for udelukkende at diskutere, at I går ind for frie markedskræfter osv. osv., for jeg synes, det fortjener et bedre og mere velgennemtænkt svar.

Tak for debatten, og tak for støtten. Jeg håber, at der er en form for besindelse, og jeg er i hvert fald konstruktiv. Ministeren behøver blot at kalde, så vil jeg ile over til det smukke kontor, som ministeren har, og så kan vi sagtens finde ud af en eller anden form for ordning, hvor der er en minimumsstandard og nogle ordnede forhold, og det er det, som har været hele formålet for mig med hensyn til det her. Det er søreme ikke at udtænke et eller andet meget, meget originalt, men egentlig bare at få nogle ordnede forhold. Tak for ordet.

Der er ønske om en kort bemærkning fra fru Karin Gaardsted.

Tak for det. Jeg har bare lige et enkelt spørgsmål: Mener ordføreren, at en autorisation for bedemænd vil være en garanti mod dårlige oplevelser?

Ordføreren.

Nej, der, hvor der er mennesker, er der ingen garantier – ingen! Selv om en tømrer er veluddannet, kan tømreren lave et arbejde, der er dårligt. Det, jeg så egentlig bare foreslår, er, at vi sætter nogle minimumsstandarder og i øvrigt benytter os af, at hvis der virkelig i forbindelse med en begravelse, en bisættelse, eller hvad det måtte være, er nogle helt uværdige forhold, så kan vi tage autorisationen fra vedkommende. Det er formålet.

Men jeg udstikker ingen garantier på menneskers vegne, i forhold til at tilværelsen er perfekt, heller ikke hvad angår bedemænd. Det kunne jeg aldrig drømme om, heller ikke med den autorisationsordning, som jeg foreslår.

Der er ikke ønske om et yderligere spørgsmål.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget. Hvis der ikke er nogen, der gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.