B 7 Forslag til folketingsbeslutning om kørekort til stor knallert til 16-årige.

Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: 2. beh/Vedtaget

Betænkning

Afgivet: 07-02-2019

Betænkning afgivet af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget den 7. februar 2019 (omtryk)

20181_b7_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Transport-, Bygnings- og Boligudvalget den 7. februar 2019

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, DF, V, LA og KF) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse.

Et mindretal i udvalget (EL, SF, ALT og RV) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Enhedslisten

Enhedslistens medlemmer af udvalget er imod dette beslutningsforslag.

Ved 1. behandling af forslaget var det gennemgående i ordførertalerne, at man ville afvente den forskningsrapport om aldersgrænsen for erhvervelse af kørekort til stor knallert og lille motorcykel, som DTU (Danmarks Tekniske Universitet) var i færd med at færdiggøre. Rapporten skulle indgå i udvalgets behandling af beslutningsforslaget.

Rapporten er nu omdelt og behandlet på Færdselssikkerhedskommissionens møde den 25. januar 2019.

Kommentarerne til rapporten på Færdselssikkerhedskommissionens møde var ikke til at tage fejl af (B 7 - bilag 6): Risikoen for flere ulykker er entydigt højere ved en nedsættelse af aldersgrænsen for kørekort til stor knallert, og det er vanskeligt at anbefale en nedsættelse af aldersgrænsen ud fra et trafiksikkerhedsmæssigt perspektiv. Med den risikovillighed, som ses hos unge, er det bekymrende, hvis de skal have lov at køre på stor knallert.

Enhedslisten finder rapporten ret entydig: »Følger risikoen derimod føreren, tyder beregningerne på, at det vil medføre en markant stigning i antallet af alvorligt tilskadekomne og dræbte både i byområde og landområde, såfremt flere vælger knallert 45.

Resultaterne tyder endvidere på, at den potentielle rejsetidsbesparelse ved at tillade anvendelse af knallert 45 og lille motorcykel i en yngre alder generelt ikke kan opveje de omkostninger, der er forbundet med den stigning i antallet af ulykker, som ændringen formentlig vil medføre«. (»Forskningsrapporten om aldersgrænsen for erhvervelse af kørekort til stor knallert og lille motorcykel«,s. 20, Delnotat I, B 7 - bilag 3).

Rapporten fra DTU bekræftes af Havarikommissionens temarapport om knallertulykker (»Knallertulykker«, Havarikommissionen for vejtrafikulykker, Temarapport nr. 15 2018), som i øvrigt også blev præsenteret på Færdselssikkerhedskommissionens møde den 25. januar 2019. I rapporten fra Havarikommissionen gøres navnlig opmærksom på, at unge mennesker kører langt mere risikobetonet. Sammenholdt med den mindre erfaring i trafikken, som de unge har, en manglende erkendelse og overvurdering af egne trafikale evner, og at unge i flok kan optræde med kådhed og handle impulsivt, er det oplagt, at det ikke kan tilrådes at nedsætte kørekortalderen for stor knallert fra 18 til 16 år.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 4. oktober 2018 og var til 1. behandling den 4. december 2018. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Transport-, Bygnings- og Boligudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 3 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag på beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 2 spørgsmål til transport-, bygnings- og boligministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Kim Christiansen (DF) nfmd. Merete Dea Larsen (DF) Claus Kvist Hansen (DF) Mette Hjermind Dencker (DF) Jan Erik Messmann (DF) Henrik Brodersen (DF) Kristian Pihl Lorentzen (V) Hans Andersen (V) Hans Christian Schmidt (V) Jane Heitmann (V) Louise Schack Elholm (V) Carsten Kissmeyer (V) Leif Mikkelsen (LA) Villum Christensen (LA) Brigitte Klintskov Jerkel (KF) Christian Rabjerg Madsen (S) Erik Christensen (S) Kaare Dybvad (S) Lennart Damsbo-Andersen (S) fmd. Magnus Heunicke (S) Rasmus Prehn (S) Mette Reissmann (S) Daniel Toft Jakobsen (S) Henning Hyllested (EL) Eva Flyvholm (EL) Roger Courage Matthisen (ALT) Andreas Steenberg (RV) Karsten Hønge (SF) Kirsten Normann Andersen (SF)

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)46
Dansk Folkeparti (DF)37
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)34
Enhedslisten (EL)14
Liberal Alliance (LA)13
Alternativet (ALT)10
Radikale Venstre (RV)8
Socialistisk Folkeparti (SF)7
Det Konservative Folkeparti (KF)6
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Nunatta Qitornai (NQ)1
Tjóðveldi (T)1
Javnaðarflokkurin (JF)1