B 88 Forslag til folketingsbeslutning om åbenhed i Rådet.

Udvalg: Europaudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Beretning afgivet
Afgivet: 12-04-2019

Beretning afgivet af Europaudvalget den 12. april 2019

20181_b88_beretning.pdf
Html-version

Beretning afgivet af Europaudvalget den 12. april 2019

1. Politiske bemærkninger

Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti

Et flertal i udvalget er enigt med forslagsstillerne i, at der er behov for øget åbenhed i Rådets arbejdet. Flertallet bakker op om de forslag, som Folketingets Europaudvalg sammen med 25 andre nationale parlamentariske kamre (i COSAC) foreslog i brev til Det Europæiske Råd af 20. december 2017 (Europaudvalget, alm. del - bilag 265, folketingsåret 2017-18).

Det er centralt for troværdigheden i lovgivningsprocessen, at der bliver skabt øget åbenhed omkring processerne, herunder at flere dokumenter automatisk bliver lagt frem, og at den demokratiske kontrol med lovgivningsprocessen bliver øget.

Det er vigtigt, at forslagene fra de 26 nationale parlamentariske kamre udmøntes i konkrete løsninger, som fungerer i praksis, og som sikrer hensynene til både åbenhed, demokratisk kontrol og effektivitet i lovgivningsarbejdet.

Samtidig er det vigtigt, at regeringen har tilstrækkelig fleksibilitet til at kunne lægge kræfterne dér, hvor mulighederne for at skabe øget åbenhed i praksis er størst.

Flertallet er derfor enigt om, at regeringen i arbejdet for øget åbenhed i Rådet i første omgang bør prioritere de igangværende drøftelser og forhandlinger og støtte Rådssekretariatets foreslåede »milepælstilgang« (udspil fra Rådets Generalsekretariat, dokument 11099/18, den 13. juli 2018, og Europaudvalget, EU-note E 13, folketingsåret 2018-19), som er Rådets foreløbige svar til de 26 nationale parlamentariske kamres første og andet forslag. Udvalget noterer sig, at regeringen snarligt vil forelægge sagen om de igangværende forhandlinger for Europaudvalget som led i den almindelige EU-procedure.

Flertallet bemærker, at regeringen samtidig bør fortsætte med at arbejde for de øvrige forslag fra de 26 nationale parlamentariske kamre, og at regeringen bør være særlig opmærksom på mulighederne for, om der på den længere bane - f.eks. i samarbejde med det kommende finske EU-formandskab - kan være opbakning til at gå videre med dele af forslagene.

Dansk Folkeparti og Enhedslisten

Et mindretal i udvalget støtter det fremsatte forslag i sin eksisterende form.

Mindretallet undrer sig over, hvorfor et flertal ikke kan bakke op om det fremsatte forslag og i stedet har fremlagt en beretning, som udvander forslaget på en række punkter. Mindretallet beklager samtidig, at flertallet ikke ønsker at bakke op om den politiske linje, som er vedtaget i Folketinget Europaudvalg med støtte fra samtlige partier i Folketinget.

Mindretallet anser det som vigtigt, at den danske regering i Rådet bakker op om bestræbelserne fra de 26 nationale parlamentariske kamre, herunder Folketingets Europaudvalg, om at sikre mere åbenhed i Rådets arbejde.

Mindretallet anser det i den forbindelse for vigtigt, at den danske regering pålægges at arbejde for den samme politik, som er vedtaget af de 26 nationale parlamentariske kamre, herunder af Folketinget Europaudvalg.

Mindretallet så gerne, at det fremsatte forslag blev sat til afstemning i Folketingssalen, da flertallets beretningstekst på en række punkter udvander det fremsatte forslag. Mindretallet konstaterer med stor beklagelse, at der ikke er politisk flertal for at sende det fremsatte forslag til afstemning i Folketingssalen og dermed sikre en ambitiøs forhandlingslinje fra den danske regering i arbejdet med at sikre større åbenhed i EU.

Socialistisk Folkeparti

Et andet mindretal støtter det fremsatte beslutningsforslag i sin eksisterende form.

Det er nødvendigt med langt større åbenhed i Rådets arbejde, hvis der skal være større folkelig forståelse for og opbakning til EU. En lang række sager har vist, at den alt for lukkede lovgivningsproces i Rådet er skadelig for den demokratiske deltagelse og for pressens og offentlighedens mulighed for at følge lovgivningsarbejdet.

Mindretallet anser det som vigtigt, at den danske regering i Rådet bakker op om bestræbelserne fra de 26 nationale parlamentariske kamre, herunder Folketingets Europaudvalg, på at sikre mere åbenhed i Rådets arbejde.

Åbenhed i Rådets lovarbejde er nemlig ikke kun ønsketænkning, det er et juridisk krav. I EU's grundlov, Lissabontraktaten, artikel 10, står der følgende: »Enhver borger har ret til at deltage i unionens demokratiske liv. Beslutningerne træffes så åbent som muligt og så tæt på borgerne som muligt«.

At dette ikke sker i dag, er helt åbenlyst efter udgivelsen af EU-ombudsmand Emily O'Reillys specialrapport, der konkluderer, at Rådets håndtering af lovgivningen i forhold til offentlighedens ret til deltagelse i den demokratiske proces er dårlig administration - »maladministration« (»Special Report of the European Ombudsman in strategic inquiry OI/2/2017/TE on the transparency of the Council legislative process« af 16. maj 2018).

Mindretallet anser det i den forbindelse for vigtigt, at den danske regering pålægges at arbejde for den samme politik, som er vedtaget af de 26 nationale parlamentariske kamre, herunder af Folketinget Europaudvalg.

Inuit Ataqatigiit, Nunatta Qitornai, Tjóðveldi og Javnaðarflokkurin havde ved beretningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med politiske bemærkninger i beretningen.

2. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 5. februar 2019 og var til 1. behandling den 12. marts 2019. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Europaudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 4 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 6 bilag på beslutningsforslaget.

P.u.v.

Erik Christensen

formand