L 111 Forslag til lov om ændring af sundhedsloven.

(Betaling for akut og fortsat sygehusbehandling af visse personer uden bopæl i Danmark).

Af: Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V)
Udvalg: Sundheds- og Ældreudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 15-11-2018
1. behandlet / henvist til udvalg 23-11-2018
Betænkning afgivet 19-02-2019
2. behandlet/direkte til 3. behandling 12-03-2019
3. behandlet, vedtaget 14-03-2019
Ministerområde:
Sundheds- og Ældreministeriet
Resumé:
Lovforslaget implementerer finanslovsaftalen for 2018 mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti om bedre muligheder for at opkræve betaling for akut sygehusbehandling af personer uden bopæl i Danmark

Lovforslaget indebærer, at regionerne skal opkræve betaling fra personer, som midlertidigt opholder sig i Danmark uden at have bopæl her i landet. Det foreslås, at betalingen skal opkræves både for akut sygehusbehandling og fortsat sygehusbehandling, der ydes, når det ikke skønnes rimeligt at henvise personen til behandling i hjemlandet. Det klare udgangspunkt skal være, at behandlingen kun i undtagelsestilfælde ydes vederlagsfrit. Dog skal ingen akut syge eller tilskadekomne patienter kunne nægtes behandling i det offentlige sundhedsvæsen med henvisning til krav om betaling.

Medmindre andet følger af EU-retten, vil lovforslaget som udgangspunkt berøre turister og andre på kortvarigt ophold i Danmark; personer på midlertidigt ophold uden bopælsregistrering; tilflyttere, som afventer bopælsregistrering i forbindelse med f.eks. familiesammenføring; og personer, som er fraflyttet Danmark, og som ikke længere er omfattet af dansk sygesikring.

Lovforslaget ændrer ikke på den ret til vederlagsfri akut sygehusbehandling, som rigsfællesskabets borgere har i dag.

Lovforslaget foreslås at træde i kraft pr. 1. juli 2019, således at der opkræves betaling for behandling, som påbegyndes på et sygehus den 1. juli 2019 eller senere.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 84 (S, DF, V, LA og KF), imod stemte 14 (EL og ALT), hverken for eller imod stemte 9 (RV og SF).