L 221 Forslag til lov om ændring af færdselsloven.

(Nedsættelse af aldersgrænsen for kørekort til stor knallert m.v.).

Af: Transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA)
Udvalg: Transport-, Bygnings- og Boligudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 03-04-2019

Skriftlig fremsættelse (3. april 2019)

20181_l221_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (3. april 2019)

Transport-, bygnings- og boligminister (Ole Birk Olesen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af færdselsloven (Nedsættelse af aldersgrænsen for kørekort til stor knallert m.v.)

(Lovforslag nr. L 221)

Regeringen ønsker generelt at styrke mobiliteten for unge mennesker, herunder særligt i de tyndt befolkede egne af Danmark, hvor bl.a. adgangen til kollektiv trafik kan være sparsom. Efter regeringens opfattelse vil en nedsættelse af aldersgrænsen for erhvervelse af førerret til stor knallert fra 18 år til 16 år kunne bidrage til en sådan øget mobilitet.

Det er samtidig vigtigt, at aldersgrænserne er afstemt i forhold til færdselssikkerheden, som regeringen vægter højt.

Ifølge den rapport, som DTU (Danmarks Tekniske Universitet) har udfærdiget om bl.a. de færdselssikkerhedsmæssige aspekter ved at nedsætte aldersgrænsen for erhvervelse af førerret til stor knallert til 16 år, kan det ikke entydigt konkluderes, at en aldersnedsættelse vil skade færdselssikkerheden.

Det er regeringens opfattelse, at en nedsættelse af aldersgrænsen til 16 år kan medvirke til at reducere udbredelsen af konstruktivt ændrede små knallerter (såkaldte tunede knallerter). Tunede små knallerter udgør et færdselssikkerhedsmæssigt problem, bl.a. fordi de bliver ført på cykelsti med væsentligt højere hastighed end 30 km i timen, og fordi førerne ikke har modtaget køreundervisning i at færdes i trafikken med de høje hastigheder. En nedbringelse af antallet af tunede små knallerter vil derfor kunne have en positiv indvirkning for færdselssikkerheden.

Regeringen mener derfor samlet set, at øget mobilitet gennem nedsættelse af aldersgrænsen for erhvervelse af førerret til stor knallert fra 18 år til 16 år kan opnås uden væsentlige negative konsekvenser for færdselssikkerheden.

Samtidig vil en nedsættelse af aldersgrænsen til 16 år bringe aldersgrænsen for erhvervelse af førerret til stor knallert på linje med aldersgrænsen i de fleste andre EU-medlemslande, hvor aldersgrænsen i langt størstedelen af landene er 16 år - og i flere lande 15 og 14 år.

Lovforslaget indeholder endvidere enkelte ændringer af visse aldersmæssige regler om frakendelse af retten til at føre lille knallert, som er af mere ordensmæssig karakter.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget med tilhørende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale forslaget til det Høje Tings velvillige behandling.