Fremsat den 28. februar 2020 af Andreas Steenberg (RV),
Stinus Lindgreen (RV) og Morten Østergaard (RV)
Forslag til folketingsbeslutning
om at ophæve egenbetaling for tolkebistand
i sundhedsvæsenet
Folketinget opfordrer sundheds- og
ældeministeren til at fremsætte lovforslag, som
ophæver den egenbetaling for tolkebistand i
sundhedsvæsenet, som blev indført i 2018.
Bemærkninger til forslaget
Formålet med beslutningsforslaget er at
ophæve den egenbetaling for tolkebistand i
sundhedsvæsenet, som blev indført i 2018.
Indførelsen af egenbetaling for tolkebistand
i sundhedsvæsenet
Folketinget vedtog den 31. maj 2018 lovforslag
nr. L 213, folketingsåret 2017-18, (Forslag til lov om
ændring af sundhedsloven (Egenbetaling for tolkebistand). For
lovforslaget stemte S, DF, V, LA og KF og imod lovforslaget stemte
EL, ALT, RV og SF. Loven trådte i kraft den 1. juli 2018, jf.
lov nr. 729 af 8. juni 2018.
Før lovens ikrafttræden ydede
regionsrådene, jf. sundhedslovens § 50, vederlagsfri
tolkebistand til personer, som havde behov herfor i forbindelse med
behandling hos alment praktiserende læge og praktiserende
speciallæge samt sygehusbehandling. Patienter havde ret til
vederlagsfri tolkebistand, når lægen skønnede,
at en tolk var nødvendig for behandlingen, og det var dermed
lægens faglige vurdering, der var afgørende for, om en
patient skulle tilbydes vederlagsfri tolkebistand eller ej.
Det fremgår bl.a. af
bemærkningerne til L 213, folketingsåret 2017-18, at
det var Sundheds- og Ældreministeriets opfattelse, at der
burde være en grænse for, hvor længe en person
med bopæl i landet kan modtage tolkebistand i forbindelse med
behandling ved praktiserende læger og speciallæger og
på sygehuse for det offentliges regning. Det fremgår
videre, at hvis en person har haft bopæl i landet i mere end
3 år, må det som udgangspunkt kunne forventes, at
personen har haft mulighed for at lære tilstrækkelig
godt dansk til at kunne deltage i samfundet, herunder kommunikere
med sundhedsvæsenet uden at have behov for
fremmedsprogstolkning.
Det fremgår også af
bemærkningerne, at udlændinge, der har haft bopæl
i Danmark i flere år, ikke med rimelighed kan forvente at
modtage tolkebistand på det offentliges regning i forbindelse
med behandling ved praktiserende læger og speciallæger
og på sygehuse, og at disse personer således selv
bør afholde (dele af) udgifterne til nødvendig
tolkebistand. Det var endvidere ministeriets opfattelse, at en
begrænsning i retten til vederlagsfri tolkebistand i
sundhedsvæsenet for personer, der har haft bopæl i
landet i mere end 3 år, vil skabe et øget incitament
til at tilegne sig danskkundskaber for herboende udlændinge,
og at gode danskkundskaber vurderes at bidrage til hurtigere
integration i det danske samfund til gavn for den enkelte borger og
det danske samfund som helhed.
Lægeforeningens og Institut for
Menneskerettigheders undersøgelse af lægers erfaringer
med ordningen
Lægeforeningen og Institut for
Menneskerettigheder offentliggjorde i december 2019 resultaterne af
en rundspørge, hvor mere end 600 læger har redegjort
for deres oplevelser med og konsekvenserne af tolkegebyret i
løbet af dets første leveår
(»Egenbetaling for tolkebistand, Lægers erfaringer med
ordningen«, Institut for Menneskerettigheder og
Lægeforeningen).
Det fremgår af rapportens konklusioner
(side 30), at rapporten dokumenterer, at ordningen om egenbetaling
for tolkebistand har stor indflydelse på lægers
arbejde, og at ordningen gør det sværere for
læger at udføre deres arbejde og forringer adgangen
til sundhed for de patienter, som ordningen omfatter.
Der henvises i konklusionerne til, at
hovedparten af de deltagende læger oplever, at kravet om
egenbetaling påvirker kvaliteten af patientsamtalen negativt
som følge af ingen eller mangelfuld tolkning. Patienter
forsøger sig på et utilstrækkeligt dansk eller
får hjælp fra en pårørende, der ikke er
egnet til opgaven. De mangelfulde patientsamtaler påvirker
kvaliteten af behandlingen negativt, øger risikoen for
forkert eller manglende diagnostik og behandling og øger
risikoen for fejl. Ordningen medfører, at flere patienter
medbringer pårørende som tolke. Det er især
problematisk, når der er tale om børn (15-18
år).
Det fremgår videre af rapportens
konklusioner, at lægerne oplever, at kravet om egenbetaling
for tolkebistand har besværliggjort lægearbejdet
på det praktiske niveau. Hovedparten giver udtryk for, at
konsultationer og ambulante besøg nu tager længere
tid, og at lægens relation til patienter, der skal betale
gebyr for tolkebistand, er påvirket i negativ retning.
Ordningen medfører, at mere tid går med administrative
opgaver, bl.a. fordi regelsættet er vanskeligt at arbejde
med, og at der er tale om tid, der går fra andre opgaver,
f.eks. den tid, lægerne har til rådighed til den
direkte kontakt med patienter.
Lægeforeningen og Institut for
Menneskerettigheder anbefaler på baggrund af
undersøgelsen, at Folketinget afskaffer ordningen om
egenbetaling for tolkebistand.
Beslutningsforslaget
Forslagsstillerne bakker på baggrund af
Lægeforeningen og Institut for Menneskerettigheders
undersøgelse af lægers erfaringer med ordningen op om
deres anbefaling om at afskaffe egenbetaling for tolkebistand i
sundhedsvæsenet.
Forslagsstillerne foreslår med
beslutningsforslaget, at Folketinget opfordrer sundheds- og
ældeministeren til at fremsætte lovforslag, som
ophæver den egenbetaling for tolkebistand i
sundhedsvæsenet, som blev indført i 2018.
Det fremgår af bemærkningerne til
lovforslag nr. 213, folketingsåret 2017-18, at lovforslaget
forventes at indebære et samlet provenu for det offentlige
på ca. 2,4 mio. kr. årligt. Lovforslaget forventedes i
begrænset omfang at få administrative konsekvenser for
det offentlige, fordi regionsrådene skal opkræve gebyr
for tolkebistand hos patienterne.
Forslagsstillerne vil under
udvalgsbehandlingen af forslaget få afdækket, om
lovforslaget har indebåret det forventede provenu.
Forslagsstillerne henviser som finansiering af
beslutningsforslaget til midler forudsat afsat i finanslovsaftalen
for 2018 mellem daværende regering og Dansk Folkeparti til
øget indsats for inddragelse af tidsbegrænsede
asyltilladelser (10 mio. kr. i 2021) og fokus på
tilbagevenden til hjemlandet (6,7 mio. kr. i 2021).
Sundheds- og Ældreudvalget har med SUU,
alm. del - spm. 425 spurgt, om tolkegebyret fremmer integrationen,
og om ministeren i bekræftende fald kan sende udvalget
dokumentation herfor.
Sundheds- og ældreministeren svarer
hertil, bl.a. at tolkegebyrordningen skal give de udlændinge,
der faktisk kan lære dansk, et incitament til at lære
det danske sprog. Samtidig tager ordningen hensyn til de
udlændinge, der ikke er i stand til at lære dansk. Det
er helt rimeligt at forvente noget af de personer, som har boet i
Danmark i en vis årrække, og som i vidt omfang har
modtaget gratis danskundervisning. Det er i sidste ende både
til gavn for den enkelte borger og det danske samfund som
helhed.
Svaret indeholder imidlertid ingen
dokumentation for, at gebyret fremmer integrationen.
Skriftlig fremsættelse
Andreas Steenberg
(RV):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om at
ophæve egenbetaling for tolkebistand i
sundhedsvæsenet.
(Beslutningsforslag nr. B 126)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.