Skriftlig fremsættelse (26. marts
2021)
Udenrigsministeren
(Jeppe Kofod):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
Danmarks indgåelse af overenskomst af 30. oktober 2019 mellem
Kongeriget Danmarks regering sammen med Færøernes
landsstyre på den ene side, og Norges regering på den
anden side, vedrørende afgrænsningen af
kontinentalsoklen uden for 200 sømil i området mellem
Færøerne, Island, Fastlandsnorge og Jan Mayen
(Beslutningsforslag nr. B 288)
Beslutningsforslaget skal muliggøre Danmarks indgåelse
af overenskomst af 30. oktober 2019 mellem Kongeriget Danmarks
regering sammen med Færøernes landsstyre på den
ene side, og Norges regering på den anden side,
vedrørende afgrænsningen af kontinentalsoklen uden for
200 sømil i området mellem Færøerne,
Island, Fastlandsnorge og Jan Mayen.
Overenskomsten
blev indgået ved underskrift den 30. oktober 2019 i
Stockholm.
Mellem 2006 og
2009 indsendte Norge, Island og Kongeriget Danmark deres respektive
sokkelkrav til FNs Sokkelkommission (CLCS).
Det samlede
overlappende område for de indsendte krav var ca. 112.000
km2. Parterne enedes om, at 27.000 km2 skulle tilfalde Kongeriget
Danmark, 29.000 km2 til Island og 55.528 km2 til Norge.
Fordelingen og
visse andre grundlæggende elementer i den indbyrdes
forståelse indarbejdedes i et såkaldt "Agreed Minutes",
som undertegnedes af udenrigsministrene i 2006.
I perioden
2014-2016 kom FNs Sokkelkommission med sine anbefalinger, der som
forventet bekræftede den videnskabelige validitet af de tre
landes krav, og dermed områderne angivet i Agreed
Minutes.
Herefter
omsatte landene sammen den aftalte delingsformel mv. til tre
identiske traktater (hhv. mellem Kongeriget Danmark og Island,
mellem Kongeriget Danmark og Norge samt mellem Island og
Norge).
Overenskomsten
fastlægger forløbet af grænselinjen for
parternes kontinentalsokkel i det pågældende
område og træder i kraft, når parterne har
meddelt hinanden, at deres nationale godkendelsesprocedurer er
afsluttet.
Idet jeg i
øvrigt henviser til de bemærkninger, der ledsager
forslaget, skal jeg tillade mig at anbefale det til det høje
Tings velvillige behandling.