Fremsat den 8. oktober 2020 af erhvervsminister (Simon Kollerup)

Forslag

til

Forslag til Lov om ændring af lov om betalinger, hvidvaskloven, lov om kapitalmarkeder og forskellige andre love1)

(Gennemførelse af 2. betalingstjenestedirektiv, 4. og 5. hvidvaskdirektiv, ændringer til benchmarkforordningen og disclosureforordningen )

§ 1

I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1024 af 3. oktober 2019, som ændret ved § 7 i lov nr. 1374 af 13. december 2019, § 5 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og § 4 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer:

1. I fodnoten til lovens titel ændres »og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv)« til: », Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og -beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 253 (CRD V)«.

2. I § 5, nr. 18, indsættes efter »instrument med begrænset anvendelse«: », jf. nr. 14 eller 15«.

3. § 7, nr. 22, affattes således:

»22) Pengeoverførsel: En betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at der oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens vegne, eller hvor sådanne midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådighed for denne.«

4. I § 9, 1. pkt., ændres »bilag 1, nr. 1-7« til: »bilag 1«, og »eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50« ændres til: »e-pengeinstitut, jf. dog § 50, eller udbyder af kontooplysningstjenester, jf. § 60«.

5. I § 10, stk. 2, indsættes efter »jf. bilag 1, nr. 7«: », eller kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8«, og », jf. §§ 99 og 104-106« udgår.

6. I § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§§ 50 eller 51«: », og deres agenter«.

7. I § 14, stk. 1, indsættes efter nr. 2 som nyt nummer:

»3) virksomheder, der har fået tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester efter § 60, og deres agenter,«.«

Nr. 3-5 bliver herefter nr. 4-6.

8. I § 14, stk. 1, nr. 5, som bliver nr. 6, ændres »§ 5, nr. 14-17« til: »§ 5, nr. 14-18«.

9. I § 52 indsættes som nr. 4:

»4) Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.«

10. I § 60, stk. 5, ændres »stk. 2« til: »stk. 3«.

11. I § 60, stk. 6, 2. pkt., ændres »Kapitel 5-7« til: »§§ 21-24, § 39 og kapitel 5-7«.

12. Efter § 60 indsættes før overskriften før § 61:

»§ 60 a. Senest 3 måneder efter modtagelse af en ansøgning om tilladelse, jf. § 60, eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse, underretter Finanstilsynet ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.«

13. Efter § 66 indsættes før overskriften før § 67:

»§ 66 a. En udbyder af betalingstjenester, der udbyder tjenester til forbrugere, skal stille den folder, som Kommissionen udarbejder i medfør af artikel 106 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked gratis til rådighed for alle udbyderens brugere på en let tilgængelig måde. Folderen skal fremgå af udbyderens hjemmeside og være tilgængelig på papir hos udbyderens filialer, agenter og, hvor relevant, andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. For personer med handicap skal oplysningerne efter 1. pkt. stilles til rådighed ved hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.«

14. I § 123, stk. 3, ændres »abonnementsordningen, jf. stk. 4« til: »regler fastsat af erhvervsministeren efter stk. 4«.

15. § 123, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke prismodeller udbyderne af visse typer af betalingsinstrumenter kan anvende til at pålægge betalingsmodtageren at betale til dækning af udbyderens omkostninger til driften af betalingssystemet.«

16. I § 123, stk. 5, 1. pkt., ændres »prisen for det årlige abonnement i stk. 4« til: »betalingen i prismodeller fastsat efter stk. 4«.

17. I § 130, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.

18. I § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9, 1. pkt., og stk. 10, der bliver stk. 8, 10, 1. pkt., og stk. 11, og § 137, stk. 2, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.

19. I § 136, stk. 1, 1. pkt., udgår », såfremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90«.

20. I § 136 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Stk. 1 finder ikke anvendelse på oplysninger i sager omfattet af kapitel 5-7.«

Stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.

21. I § 136, stk. 5, nr. 4, der bliver stk. 6, nr. 4, ændres »stk. 10« til: »stk. 11«.

22. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, ændres »stk. 9« til: »stk. 10«.

23. I § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk. 6, nr. 7, 8 og 14, ændres »og 10« til: »og 11«.

24. § 136, stk. 5, nr. 15, der bliver til stk. 6, nr. 15, affattes således:

»15) Danmarks Nationalbank, centralbanker i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank i deres egenskab af pengepolitisk myndighed samt offentlige myndigheder, som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder udførelse af pengepolitik, overvågning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer samt varetagelse af det finansielle systems stabilitet.«

25. I § 136, stk. 5, der bliver stk. 6, indsættes som nr. 24-26:

»24) Den Internationale Valutafond og Verdensbanken med henblik på vurderinger som led i programmet til vurdering af den finansielle sektor.

25) Den Internationale Betalingsbank med henblik på kvantitative konsekvensanalyser.

26) Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik på dets tilsynsfunktion.«

26. I § 136, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres »stk. 4 og 5« til: »stk. 5 og 6«.

27. I § 136, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres »stk. 6« til: »stk. 7«.

28. I § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.

29. I § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«.

30. I § 143 ændres »artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4« til: »artikel 3-4«, og »Europa-Parlamentets eller Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012« ændres til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012«.

31. Efter § 145 indsættes:

»§ 145 a. Konkurrencerådet har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf. Konkurrencerådet træffer afgørelse i sager af principiel eller særlig stor betydning. Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er ved administrationen af denne lov og regler udstedt i medfør heraf uafhængige af erhvervsministeren.

Stk. 2. Konkurrencerådet kan delegere sin kompetence til at træffe afgørelser efter stk. 1, 2. pkt., til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

§ 145 b. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.«

32. I § 152, stk. 2, ændres »artikel 3a, stk. 3-4« til »artikel 3a, stk. 3-5«.

§ 2

I hvidvaskloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 380 af 2. april 2020, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 1, nr. 19, ændres »stk. 4« til: »stk. 6«.

2. § 1, stk. 1, nr. 20, affattes således:

»20) Udbydere af spil som defineret i lov om spil, jf. dog stk. 7.«

3. Efter § 5 indsættes før overskriften før § 6:

»§ 5 a. Betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande må ikke indløses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i kontanter eller kontanthævning af pengeværdien på sådanne betalingskort ikke indløses i Danmark.«

4. I § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes efter »§ 8, stk. 2«: », § 17, stk. 2, nr. 5«.

5. I § 8, stk. 4, indsættes efter »og som har en intern revision eller intern audit,«: »samt bestyrelser i andre virksomheder, der er omfattet af § 1, stk. 1, som i henhold til anden lovgivning er underlagt krav om en intern revision eller intern audit,«.

6. I § 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., ændres »§ 2, litra a, nr. ii« til: »§ 2, nr. 9, litra a, nr. ii«.

7. I § 14, stk. 6, 2. pkt., ændres »stk. 2« til: »stk. 5«.

8. § 25, stk. 1, affattes således:

»Virksomheder og personer skal undersøge baggrunden for og formålet med:

1) Alle transaktioner, der

a) er komplekse,

b) er usædvanligt store,

c) foretages i et usædvanligt mønster, eller

d) ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.

2) Alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.«

9. I § 47, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24«: », samt filialer, distributører og agenter her i landet af sådanne udenlandske virksomheder og personer«.

10. I § 57, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22,«: » samt filialer, distributører og agenter her i landet af sådanne udenlandske virksomheder og personer«.

11. I § 57 indsættes som stk. 4-6:

»Stk. 4. Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med de kompetente myndigheder i EU- eller EØS-lande om at medvirke ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i landet, når virksomheder og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, udøver disse aktiviteter her i landet, eller når virksomheder og personer, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller EØS-lande.

Stk. 5. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-land kan efter forudgående aftale med Erhvervsstyrelsen foretage inspektion hos de her i landet beliggende virksomheder og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjemsted i det pågældende land. Erhvervsstyrelsen kan deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt. Modsætter en virksomhed eller person som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk myndigheds inspektion, kan undersøgelsen kun foretages med Erhvervsstyrelsens medvirken.

Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan anmode de kompetente myndigheder i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at påse overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør af loven, vedrørende virksomheder og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands område.«

12. I § 64. stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 14«: », samt advokater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land eller i Schweiz, og som udøver advokatvirksomhed her i landet«.

13. I § 64 indsættes som stk. 3-5:

»Stk. 3. Advokatrådet skal samarbejde med de kompetente myndigheder i EU- eller EØS-lande om at medvirke ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i landet, når virksomheder og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, udøver advokatvirksomhed her i landet, eller en dansk virksomhed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller EØS-lande.

Stk. 4. Tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-land kan efter forudgående aftale med Advokatrådet foretage inspektion hos de her i landet beliggende virksomheder og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågældende land. Advokatrådet kan deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt. Modsætter en virksomhed eller person som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk myndigheds inspektion, kan undersøgelsen kun foretages med Advokatrådets medvirken.

Stk. 5. Advokatrådet kan anmode de kompetente myndigheder i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at påse overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør af loven, vedrørende virksomheder og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands område.«

14. Efter § 64 indsættes før overskriften før § 65:

»§ 64 a. Advokatrådets reaktioner i forbindelse med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om at overdrage en sag til politimæssig efterforskning, skal offentliggøres af Advokatrådet på Advokatsamfundets hjemmeside, jf. dog stk. 5. Offentliggørelsen skal omfatte den juridiske eller fysiske persons navn, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Offentliggjorte reaktioner forbliver på Advokatsamfundets hjemmeside i 5 år efter offentliggørelse. Personoplysninger indeholdt i offentliggørelsen må dog kun forblive på Advokatrådets hjemmeside i det nødvendige tidsrum.

Stk. 3. Offentliggørelse efter stk. 1, der omfatter en fysisk persons navn, kan dog alene ske ved personens alvorlige, gentagne eller systematiske overtrædelser af § 10, nr. 1, 2, 4 og 5, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, § 18, § 21, stk. 1, 2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., og § 30.

Stk. 4. Har Advokatrådet overgivet en sag til politimæssig efterforskning, og er der afsagt fældende dom eller vedtaget bøde, skal Advokatrådet offentliggøre dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 5. Er dommen ikke endelig, skal dette fremgå af offentliggørelsen. Stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse.

Stk. 5. Offentliggørelse efter stk. 1-4 kan dog ikke ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse. Oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske, forhold og tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.lign., for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår, offentliggøres ikke. Offentliggørelsen må ikke indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra en myndighed fra et EU- eller EØS-land, medmindre de myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse.

Stk. 6. Er offentliggørelse undladt i henhold til stk. 5, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1-4, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende. Efter 2 år fra datoen for reaktionen eller beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning skal der dog ikke ske offentliggørelse uanset 1. pkt. Der skal alene ske offentliggørelse, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse eller tiltalefrafald efter retsplejelovens regler.

Stk. 7. I sager, hvor Advokatrådet har offentliggjort en beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning efter stk. 1, og der træffes afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald, afsiges frifindelse i Advokatnævnet eller afsiges frifindende dom, skal Advokatrådet efter anmodning fra den fysiske eller juridiske person, som sagen vedrører, offentliggøre oplysninger herom. Den fysiske eller juridiske person skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller en kopi af frifindende afgørelse eller dom til Advokatrådet samtidig med anmodning om offentliggørelse. Er påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgørelse eller dommen ikke endelig, skal det fremgå af offentliggørelsen. Modtager Advokatrådet dokumentation for, at sagen er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende afgørelse eller dom, skal Advokatrådet fjerne alle oplysninger om beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning og eventuelle efterfølgende domme i sagen fra Advokatrådets hjemmeside.

Stk. 8. Advokatrådet skal efter anmodning fra en fysisk eller juridisk person, som er frifundet, offentliggøre resultatet af anken eller genoptagelsen. Den fysiske eller juridiske person skal samtidig med anmodningen om offentliggørelse indsende kopi af dommen i ankesagen eller den genoptagede sag. Er resultatet af anken eller den genoptagede sag et andet end resultatet af dommen offentliggjort i medfør af stk. 4, 1. pkt., kan Advokatrådet beslutte at fjerne dommen fra Advokatrådets hjemmeside.

Stk. 9. Advokatnævnets kendelser for overtrædelse af denne lov og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer skal offentliggøres af Advokatrådet på Advokatsamfundets hjemmeside, når fristen for at indbringe kendelsen for retten er udløbet. Dette gælder dog ikke overholdelse af § 36. Kendelser, som indbringes for retten, offentliggøres, når der er afsagt endelig dom. Bestemmelserne i stk. 2-8 finder tilsvarende anvendelse.«

15. I § 65, stk. 1,1. pkt., indsættes efter »§ 1, stk. 1, nr. 20,«: »samt filialer, distributører og agenter her i landet af sådanne udenlandske virksomheder og personer«.

16. I § 78, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 5« til: »§§ 5 og 5 a«, og efter »§ 31 b, stk. 1« indsættes: », § 32«.

17. I § 79 ændres »§ 51« til: »§§ 51-51 b«.

18. I § 80, stk. 1, indsættes efter »§ 49, stk. 1 og 5«: », eller efter regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7«.

§ 3

I lov om kapitalmarkeder, jf. lovbekendtgørelse nr. 377 af 2. april 2020, som ændret ved § 2 i lov nr. 369 af 9. april 2019, § 5 i lov nr. 641 af 19. maj 2020 og § 5 i lov nr. 642 af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer:

1. I § 62, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»1. pkt. gælder også for en operatør af et reguleret marked, der driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF).«

2. I § 253 a indsættes efter »4-16«: », 19 a-19 c«.

§ 4

I lov om investeringsforeninger m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1046 af 14. oktober 2019, som ændret ved § 8 i lov nr. 532 af 29. april 2015, § 10 i lov nr. 554 af 7. maj 2019, § 3 i lov nr. 1374 af 13. december 2019, § 8 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og § 3 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer:

1. Fodnoten til lovens titel affattes således:

»Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Kommissionens direktiv 2007/16/EF af 19. marts 2007 om gennemførelse af Rådets direktiv 85/611/EØF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) med hensyn til afklaring af bestemte definitioner, EU-Tidende 2007, nr. L 79, side 11, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet), EU-Tidende 2009, nr. L 302, side 32, Kommissionens direktiv 2010/43/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår organisatoriske krav, interessekonflikter, god forretningsskik, risikostyring og indholdet af aftalen mellem en depositar og et administrationsselskab, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 42, Kommissionens direktiv 2010/44/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår visse bestemmelser om fusioner af fonde, master-feeder-strukturer og anmeldelsesprocedure, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 28, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/91/EU af 23. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/65/EF om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) for så vidt angår depositar-funktioner, aflønningspolitik og sanktioner, EU-Tidende 2014, nr. L 257, side 186 (UCITS V-direktivet), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/849/EU af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2012/648/EU og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), EU-Tidende 2015, nr. L 141, side 73, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/828 af 17. maj 2017 om ændring af direktiv 2007/36/EF, for så vidt angår tilskyndelse til langsigtet aktivt ejerskab, EU-Tidende 2017, nr. L 132, side 1, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU, EU-Tidende 2018, nr. L 156, side 43. I loven er der endvidere medtaget visse bestemmelser fra Kommissionens forordning 2010/583/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår central investorinformation og de betingelser, der skal opfyldes, når central investorinformation eller prospektet udleveres på et andet varigt medium end papir eller via et websted, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 1, Kommissionens forordning 2010/584/EU af 1. juli 2010 om gennemførelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF for så vidt angår form og indhold af standardmodellen til anmeldelsesskrivelse og erklæring om investeringsinstituttet, brug af elektronisk kommunikation mellem kompetente myndigheder i forbindelse med anmeldelser og procedurer ved kontroller og undersøgelser på stedet samt udveksling af oplysninger mellem kompetente myndigheder, EU-Tidende 2010, nr. L 176, side 16, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger, EU-Tidende 2017, nr. L 169, side 8, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og om ændring af direktiv 2009/65/EF, 2009/138/EF og 2011/61/EU og forordning 1060/2009/EF og 648/2012/EU, EU-Tidende 2017, nr. L 347, side 35. Ifølge artikel 288 i EUF-traktaten gælder en forordning umiddelbart i hver medlemsstat. Gengivelsen af disse bestemmelser i loven er således udelukkende begrundet i praktiske hensyn og berører ikke forordningernes umiddelbare gyldighed i Danmark.

2. § 18, stk. 1, 4. pkt., ophæves.

3. § 161, stk. 1, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 1. Finanstilsynet påser overholdelsen af følgende:

1) Loven og de regler, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b, jf. dog stk. 2.

2) Danske UCITS' vedtægter eller fondsbestemmelser, når Finanstilsynet har godkendt vedtægterne eller fondsbestemmelserne.

3) Regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

4) Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og regler fastsat i medfør heraf.

5) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1131/2017 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger og regler fastsat i medfør heraf.

6) Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014 og regler fastsat i medfør heraf.

7) Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt og regler fastsat i medfør heraf.

8) Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler fastsat i medfør heraf.

Stk. 2. Erhvervsstyrelsen påser dog overholdelsen af § 14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 82-92 og i regler udstedt i medfør af § 95 er overholdt for danske UCITS, som har udstedt værdipapirer, der handles på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarkeder.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

4. I § 179, stk. 1, indsættes efter »i medfør af denne lov eller regler fastsat i medfør af denne lov,«: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf,«.

5. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven«: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf,«.

§ 5

I lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1047 af 14. oktober 2019, som ændret ved § 4 i lov nr. 369 af 9. april 2019, § 9 i lov nr. 554 af 7. maj 2019, § 9 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og § 2 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer:

1. I § 6, stk. 4, ændres »og for selvforvaltende investorfradragsfonde« til: »for selvforvaltende investorfradragsfonde, AIF-SIKAV'er og AIF-værdipapirfonde«.

2. I § 18 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav for ansatte hos en forvalter af alternative investeringsfonde, der har tilladelse til at udøve aktiviteter omfattet af bilag 1, nr. 3, litra b, punkt i.«

3. I § 155, stk. 1, 6. pkt., indsættes efter »Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og (EU) nr. 1286/2014, og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt)«: »og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser«.

4. I § 189 indsættes efter »i henhold til loven eller regler udstedt i medfør af loven«: », Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske sociale iværksætterfonde, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske venturekapitalfonde, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er) eller Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf,«.

§ 6

I lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 378 af 2. april 2020, som ændret ved § 6 i lov nr. 641 af 19. maj 2020, foretages følgende ændringer:

1. I § 1, stk. 4, ændres »§ 3, stk. 6, og § 4, stk. 4,« til: »§ 3, stk. 7, og § 4, stk. 5,«, og i stk. 5 ændres »§ 3, stk. 6,« til: »§ 3, stk. 7,«.

2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket.«

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.

3. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. En ansøgning om registrering efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 2. Kan en ansøgning undtagelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

4. Efter § 12 indsættes før overskriften før § 13:

»§ 12 a. En forsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler må ikke medvirke til, at forsikringer for personer bosiddende i Danmark, danske skibe eller andre risici, der består her i landet, tegnes hos andre end følgende:

1) Danske forsikringsselskaber.

2) Udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed.

3) Udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.«

5. I § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-produkt)«: » og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser «.

6. I § 36, stk. 1, indsættes efter »forskrifter fastsat i medfør af denne lov«: » eller i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf«.

7. I § 37 ændres »eller forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution« til: », forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution eller i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf«.

§ 7

I lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 355 af 2. april 2020, foretages følgende ændringer:

1. I § 97, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »Finanstilsynet påser endvidere overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning«: » 2017/2402/EU af 12. december 2017«, og efter »ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering« indsættes: » og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser«.

2. I § 104, stk. 1, indsættes efter »i medfør af denne lov eller forskrifter fastsat i medfør af denne lov«: » eller i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf«.

3. I § 112, stk. 1, indsættes efter »i henhold til loven eller forskrifter udstedt i medfør af loven«: » eller i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf«.

§ 8

I lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 379 af 2. april 2020, foretages følgende ændringer:

1. § 2, nr. 6, affattes således:

»6) Rådgivning: Personlige anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse med boligkreditaftaler eller finansielle produkter. For så vidt angår boligkreditaftaler skal anbefalingerne være uafhængig af ydelsen af boligkreditaftalen og de aktiviteter, som ydes af en boligkreditformidler.«

2. I § 3 indsættes efter stk. 6 som nyt stykke:

»Stk. 7. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 6. Kan en ansøgning undtagelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket.«

Stk. 7 bliver herefter stk. 8.

§ 9

I lov nr. 450 af 24. april 2019 om forbrugslånsvirksomheder, som ændret ved § 11 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 og § 1 i lov nr. 801 af 9. juni 2020, foretages følgende ændring:

1. I § 3 indsættes som stk. 4:

»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket.«

§ 10

I lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019, som ændret ved § 4 i lov nr. 1374 af 13. december 2019 og § 12 i lov nr. 1563 af 27. december 2019, foretages følgende ændringer:

1. I § 3, stk. 1, nr. 5, ændres »stk. 5« til: »stk. 6«.

2. I § 3 indsættes efter stk. 3 som nyt stykke:

»Stk. 4. En ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3. Kan en ansøgning undtagelsesvis ikke indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket.«

Stk. 4-6 bliver herefter stk. 5-7.

3. I § 12, stk. 7, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 6«.

4. I § 22, stk. 1, ændres »§ 3, stk. 5« til: »§ 3, stk. 6«.

§ 11

I lov nr. 691 af 8. juni 2018 om Vækstfonden foretages følgende ændringer:

1. § 16, stk. 2, affattes således.

»Stk. 2. Vækstfonden kan optage lån, herunder statsligt genudlån, til finansiering af sine aktiviteter, i det omfang der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil.«

2. § 16, stk. 3 og 4, ophæves.

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 3-5.

3. § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, ophæves.

4. § 17, stk. 1, affattes således:

»Finansministeren kan, ud over adgangen til at optage lån, herunder statsligt genudlån, jf. § 16, stk. 2, lade Vækstfonden optage genudlån hos Danmarks Nationalbank inden for en ramme på 1 mia. kr.«

§ 12

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2021, jf. dog stk. 2-4.

Stk. 2. § 1, nr. 25, træder i kraft den 29. december 2020.

Stk. 3. § 4, nr. 3-5, § 5, nr. 3 og 4, § 6, nr. 5-7, og § 7 træder i kraft den 10. marts 2021.

Stk. 4. § 1, nr. 17, 28-30 og 32, træder i kraft den 19. april 2021.

§ 13

Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. §§ 1-5 og 8-10 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Stk. 3. §§ 1-10 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

Sigtet med nærværende lovforslag er at gennemføre en række ændringer af den finansielle lovgivning, der har til formål at øge forbruger- og investorbeskyttelsen samt sikre et styrket og målrettet tilsyn på det finansielle område.

Med lovforslaget får Finanstilsynet mulighed for at føre et effektivt tilsyn med gebyrer for grænseoverskridende betalinger i EU. Ændringen skal give Finanstilsynet bedre mulighed for at sikre, at der for forbrugeren er større gennemsigtighed om gebyrer forbundet med gennemførelse af grænseoverskridende betalinger i EU. Ændringen sker som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.

Lovforslaget har desuden til formål at skabe større fleksibilitet i forhold til mulighederne for at fastsætte nærmere regler for gebyropkrævninger for visse betalingsinstrumenter. Ændringen skal gøre det muligt for erhvervsministeren at fastsætte nærmere regler om, at udbydere af betalingsinstrumenter omfattet af reguleringen også kan tilbyde andre prismodeller end et årligt abonnement, f.eks. i form af en procentvis sats per transaktion. Det kan bl.a. være attraktivt for især mindre forretninger, som fremover vil kunne modtage Dankortet billigere.

Derudover indføres der krav om, at udbydere af betalingstjenester, der udbyder betalingstjenester til forbrugere, skal stille en af Kommissionen udarbejdet folder om forbrugerens rettigheder til rådighed digitalt såvel som fysisk i deres filialer. Det sker på baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).

Med lovforslaget indføres et forbud mod indløsning af anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande. Ændringen skal styrke kontrollen med kortene for at sikre, at kortene ikke misbruges til eksempelvis terrorfinansiering. Derudover justeres rammerne for Erhvervsstyrelsens og Advokatrådets tilsyn på hvidvaskområdet for derigennem at styrke samarbejdet med tilsynsmyndigheder i andre EU- og EØS-lande i forhold til indsatsen mod hvidvask og terrorfinansiering. Ændringerne foretages på baggrund af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme (5. hvidvaskdirektiv).

For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvidvaskdirektiv som muligt er der fundet anledning til at præcisere og ændre enkelte elementer i hvidvaskloven.

Med henblik på at øge investorbeskyttelsen får erhvervsministeren med lovforslaget bemyndigelse til at fastsætte regler om kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde, som yder investeringsrådgivning. De skærpede krav skal sikre, at ansatte, som yder rådgivningen, har de fornødne kompetencer hertil.

Lovforslaget har endvidere til formål at styrke investorers muligheder for at sammenligne produkters bæredygtighed og virksomheders tilgang til bæredygtighed. Finanstilsynet får således mulighed for at føre effektivt tilsyn med, at finansielle aktører overholder oplysningsforpligtelser om miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i forbindelse med investerings- og rådgivningsprocesser. Oplysningskravene følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen).

Derudover får Finanstilsynet mulighed for at føre et effektivt tilsyn med to nye EU-benchmarks for CO2-aftryk (EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks), hvilket skal styrke investorers og forbrugeres mulighed for at finde CO2-aftrykket for deres investeringer. Ændringen sker som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2089/EU af 27. november 2019 om ændring af forordning 2016/1011/EU (benchmarkforordningen), for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om benchmarks.

Lovforslaget har endvidere til formål at indføre en hjemmel til, at Vækstfonden kan finansiere sine aktiviteter, ud over den nuværende ramme på 1 mia. kr., ved statsligt genudlån gennem Danmarks Nationalbank, såfremt der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil. Samtidig vurderes det hensigtsmæssigt at sikre øget fleksibilitet i forhold til at kunne henlægge ordninger til administration i Vækstfonden og ændre på de finansielle rammer for ordninger, der allerede er henlagt til administration i fonden, da der har vist sig at være et løbende politisk ønske om sådanne ændringer. Samtidig sikres der et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt med at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.

Endelig har lovforslaget til formål at skabe klarhed om Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn med overholdelsen af lov om betalinger. Med lovforslaget foreslås det, at Konkurrencerådet tillægges det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter loven.

2. Lovforslagets hovedpunkter

2.1. Finanstilsynets vurdering af forsvarlig drift for virksomheder med begrænset tilladelse efter lov om betalinger

2.1.1. Gældende ret

Virksomheder, der ikke har en tilladelse som e-pengeinstitut, og som ønsker at udstede elektroniske penge, skal have en begrænset tilladelse for at kunne udstede elektroniske penge her i landet, jf. § 50 i lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1024 af 3. juni 2019.

På samme måde skal virksomheder, der ikke har en tilladelse som betalingsinstitut, og som ønsker at udbyde betalingstjenester, have en begrænset tilladelse for at kunne udbyde betalingstjenester her i landet, jf. § 51 i lov om betalinger.

I henhold til §§ 52 og 53 i lov om betalinger skal en virksomhed, der ansøger om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjenester, leve op til en række betingelser, for at Finanstilsynet kan meddele begrænset tilladelse hertil. Det omfatter bl.a. godkendelse af virksomhedens ejere af kvalificerede andele og en vurdering af virksomhedens forretningsgange og politikker.

Bestemmelsen i § 54 i lov om betalinger fastsætter de oplysninger, som skal følge med en ansøgning om begrænset tilladelse. En virksomhed, der søger om tilladelse, skal bl.a. indsende en beskrivelse af virksomhedens forretningsmodel, en oversigt over virksomhedens nuværende og planlagte aktiviteter samt en budgetprognose og det senest reviderede årsregnskab, såfremt et sådant er udarbejdet. Af bemærkningerne til bestemmelsen fremgår det, at budgetprognosen og det senest reviderede årsregnskab har til formål at give Finanstilsynet et overblik over den økonomiske side af virksomhedens planlagte aktiviteter, herunder vurdere virksomhedens økonomiske situation, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som fremsat, side 174.

2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Bestemmelsen i § 54 i lov om betalinger gennemfører dele af artikel 5, stk. 1, litra b, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).

Efter artikel 32, stk. 1, i 2. betalingstjenestedirektiv kan medlemsstaterne undtage virksomheder helt eller delvist fra en række af direktivets bestemmelser, hvis virksomhedens betalingsvolumen ligger under de grænser, der følger af direktivets artikel 32, stk. 1, litra a. I forbindelse med vedtagelsen af lov om betalinger blev det besluttet at anvende muligheden for at undtage virksomheder omfattet af artikel 32 fra en række af de tilladelseskrav, der følger af direktivets artikel 5, ligesom det var tilfældet efter den hidtil gældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge.

Artikel 5 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter krav til de oplysninger og det materiale, som en virksomhed skal indgive ved en ansøgning til de kompetente myndigheder, for at blive meddelt tilladelse som betalingsinstitut. Artikel 5 i 2. betalingstjenestedirektiv skal ses i sammenhæng med direktivets artikel 11, stk. 2, der fastsætter, at de kompetente myndigheder meddeler tilladelse, hvis de oplysninger og det materiale, der er vedlagt ansøgningen, opfylder alle kravene i artikel 5, og hvis de kompetente myndigheder når frem til en overordnet positiv vurdering efter at have gennemgået ansøgningen.

Den gældende bestemmelse i § 54, nr. 4, i lov om betalinger fastsætter, at de oplysningsforpligtelser, der følger af artikel 5, stk. 1, litra b, i 2. betalingstjenestedirektiv, også gælder for virksomheder, der søger om en begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester eller udstede elektroniske penge.

I bemærkningerne til den gældende bestemmelse i § 54, nr. 4, i lov om betalinger, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som fremsat, side 174, er det beskrevet, at bestemmelsen har til formål at give Finanstilsynet et overblik over den økonomiske side af virksomhedens planlagte aktiviteter, herunder vurdere virksomhedens økonomiske situation. Det er dermed forudsat i bemærkningerne til bestemmelsen, at Finanstilsynet på baggrund af en budgetprognose og det senest reviderede årsregnskab, hvis et sådant er udarbejdet, skal vurdere en ansøgende virksomheds økonomiske situation i forbindelse med en ansøgning om begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester eller en ansøgning om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge.

I dag følger det imidlertid ikke direkte af § 52, der fastsætter de krav, som en virksomhed skal opfylde for at blive meddelt begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjenester, at Finanstilsynet i forbindelse med vurdering af en ansøgning skal lægge vægt på, om den ansøgende virksomhed er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift, herunder at virksomheden har forsvarlige organisatoriske strukturer og procedurer og virksomhedens økonomiske situation.

Som led i udstedelsen af elektroniske penge eller udbuddet af betalingstjenester vil virksomhederne almindeligvis opbevare brugernes midler i en kortere eller længere periode, inden midlerne enten udbetales eller videreoverføres til betalingsmodtager. Det forhold, at udbyderen som led i almindelig drift typisk opbevarer midler på vegne af brugerne, medfører betydelige risici for brugerne, i tilfælde af at virksomheden eksempelvis tages under insolvensbehandling. Dette stiller således øgede krav til, at virksomheden drives forsvarligt. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at indsætte et krav om, at en virksomhed, der udbyder betalingstjenester eller udsteder elektroniske penge med begrænset tilladelse, skal være i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.

2.1.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte et nyt nummer i § 52, som i tillæg til de øvrige krav i bestemmelsen fastsætter, at en tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester udstedes, når Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.

Til brug for denne vurdering vil Finanstilsynet bl.a. lægge vægt på virksomhedens forretningsplan sammenholdt med budgetprognosen for de tre første regnskabsår og senest reviderede årsregnskab, hvis et sådant er udarbejdet, med henblik på at få en indikation af, om virksomheden har de ressourcer og procedurer, der er nødvendige til at gennemføre en forsvarlig drift.

Hvis det i den forbindelse eksempelvis vurderes, at virksomhedens økonomiske situation medfører risiko for, at virksomheden kan få likviditetsproblemer, skal der være en plan for, hvordan likviditeten løbende genoprettes.

Forslaget vil medføre, at Finanstilsynet skal afvise en ansøgning om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, hvis det vurderes, at ansøgeren ikke er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.

2.2. Frist for Finanstilsynets sagsbehandling ved behandling af ansøgninger om tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester

2.2.1. Gældende ret

En virksomhed, der alene ønsker at udbyde kontooplysningstjenester, skal indgive en ansøgning som udbyder af kontooplysningstjenester til Finanstilsynet sammen med en række oplysninger, som er nødvendige, for at Finanstilsynet kan vurdere, om ansøgningen lever op til de krav, der stilles til udbydere af kontooplysningstjenester efter § 60, stk. 2, i lov om betalinger.

Finanstilsynet meddeler tilladelse, når virksomheden har indsendt tilstrækkelige oplysninger til, at Finanstilsynet kan vurdere ansøgningen, og Finanstilsynet vurderer, at virksomheden lever op til kravene til udbydere af kontooplysningstjenester. Reglerne implementerer bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv).

2. betalingstjenestedirektiv fastsætter en frist for myndigheders behandling af ansøgninger på tre måneder.

Der gælder i dag ikke regler for sagsbehandlingstiden i forbindelse med Finanstilsynets behandling af ansøgninger om tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester.

2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Det vurderes, at sagsbehandlingsfristen på tre måneder i 2. betalingstjenestedirektiv gælder for meddelelse af alle typer tilladelse, som er omfattet af direktivet, herunder tilladelse som betalingsinstitut og e-pengeinstitut, begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester eller udstede elektroniske penge samt tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester.

Efter lov om betalinger gælder fristen på tre måneder i dag for Finanstilsynets behandling af ansøgninger om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge og udbyde betalingstjenester. Ved en fejl er der ikke fastsat en frist for Finanstilsynets behandling af ansøgninger om tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester. En sagsbehandlingsfrist på tre måneder vurderes at være hensigtsmæssig med henblik på at sikre, at virksomheders adgang til at udbyde betalingstjenester, herunder kontooplysningstjenester, ikke forsinkes unødigt på grund af tilladelseskravene.

For at sikre, at fristerne for meddelelse af tilladelse i lov om betalinger er i overensstemmelse med 2. betalingstjenestedirektiv foreslås det derfor at indsætte en sagsbehandlingsfrist på tre måneder, hvilket svarer til den frist, der er fastsat for de øvrige tilladelsestyper i lov om betalinger.

2.2.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finanstilsynet senest tre måneder efter modtagelse af en ansøgning om tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester, eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse, underretter ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 12, samt bemærkningerne hertil.

2.3. Forpligtelse til at stille Kommissionens folder om forbrugerrettigheder til rådighed

2.3.1. Gældende ret

Betalingstjenesteudbyderes oplysningsforpligtelser følger af kapitel 5 i lov om betalinger. Reglerne i kapitel 5 fastsætter krav til, hvilken information en udbyder af betalingstjenester skal give til sine brugere i forbindelse med udførelse af en betalingstjeneste. Oplysningsforpligtelserne vedrører bl.a. de oplysninger, som udbyderen skal meddele eller stille til rådighed for en bruger i forbindelse med indgåelse af rammeaftale eller gennemførelse af enkeltstående betalingstransaktioner.

Kapitel 5 indeholder derudover en række nærmere oplysningsforpligtelser for udbyderen.

2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Kommissionen har med hjemmel i 2. betalingstjenestedirektiv i december 2019 offentliggjort en elektronisk folder om forbrugerens rettigheder i henhold til direktivet og tilhørende EU-ret. Det følger af direktivet, at betalingstjenesteudbydere skal stille folderen til rådighed på en let tilgængelig måde på deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i deres filialer og hos deres agenter og de enheder, som udbyderne har outsourcet aktiviteter til. En betalingsudbyder må ikke afkræve sine kunder gebyr for at stille folderen til rådighed.

Med lov om betalinger, som gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv, blev artikel 106 ikke gennemført, da der på det tidspunkt ikke forelå en folder fra Kommissionen.

Det foreslås derfor at indsætte en ny bestemmelse, der gennemfører denne forpligtelse i lov om betalinger.

2.3.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i lov om betalinger indsættes en ny bestemmelse, hvorefter en udbyder af betalingstjenester, der udbyder betalingstjenester til forbrugere, forpligtes til at stille Kommissionens folder om forbrugerrettigheder gratis til rådighed på en let tilgængelig måde for alle brugere på udbyderens hjemmeside. Folderen skal tillige være tilgængelig hos udbyderens eventuelle filialer, agenter og hvor relevant andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. For personer med handicap skal oplysningerne stilles til rådighed ved hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.

Den foreslåede § 66 a skal læses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser i kapitel 5, hvorfor det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med, hvorvidt folderen stilles til rådighed for forbrugeren. Herudover følger det af kapitel 5, at udbyderen har bevisbyrden for, at folderen er stillet til rådighed for udbyderens brugere, og at dette ikke sker mod betaling fra brugeren.

Bestemmelsen vil primært finde anvendelse over for forbrugere, da bestemmelser i kapitel 5 kan fraviges ved aftale mellem udbyder og bruger, som ikke er forbruger, jf. § 6, stk. 3, i lov om betalinger.

2.4. Gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer

2.4.1. Gældende ret

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 indeholder bestemmelser om grænseoverskridende betalinger. Forordningen skal sikre, at gebyrerne for grænseoverskridende betalinger inden for Den Europæiske Union er de samme som gebyrerne for betalinger i samme valuta, som sker inden for en medlemsstat. Ifølge forordningen må grænseoverskridende betalinger i euro f.eks. ikke pålægges et højere gebyr end indenlandske betalinger i euro. En eurobetaling fra Danmark til Tyskland må således ikke pålægges et højere gebyr end en indenlandsk eurobetaling i Danmark.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 blev ændret med Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009 for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer. Der blev bl.a. indsat to nye artikler, 3a og 3b, i forordningen, som vedrører gennemsigtighed med gebyrer for valutaveksling ved kortbaserede betalinger og kreditoverførsler. Reglerne supplerer de gældende regler i 2. betalingstjenestedirektiv, der er implementeret i kapitel 7 i lov om betalinger.

Tilsynet med, at forordningen overholdes er delt mellem Finanstilsynet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det fremgår af lov om betalinger, at Finanstilsynet fører tilsyn med forordningens artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4, mens Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med forordningens artikel 6 og 7.

Efter den gældende lov om betalinger skal det offentliggøres, hvis Finanstilsynet beslutter at overgive sager efter de bestemmelser i forordningen, som Finanstilsynet fører tilsyn med, til politimæssig efterforskning. Desuden skal Finanstilsynet efter § 139, stk. 1, 2. pkt., orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af forordningens artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4.

Afgørelser truffet af Finanstilsynet efter forordningen kan indbringes for Erhvervsankenævnet, senest fire uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

En række af forordningens bestemmelser er allerede strafbelagte, jf. § 152, stk. 2, i lov om betalinger. Det omfatter bl.a. artikel 3, 3a, 3b og 4.

Artikel 3 i forordningen fastsætter regler om gebyrer for grænseoverskridende betalinger, der medfører, at gebyrerne skal være de samme som de gebyrer, der opkræves for tilsvarende indenlandske betalinger af samme værdi og i samme valuta. Betalingstjenesteudbydere, f.eks. pengeinstitutter, må derfor ikke opkræve forskellige gebyrer for tilsvarende indenlandske og grænseoverskridende betalinger i euro.

Artikel 3a, stk. 1-4, i forordningen bestemmer, at betalingstjenesteudbydere og parter, der udbyder valutaomregningstjenester i en pengeautomat eller på et salgssted, når de giver betaleren obligatoriske oplysninger om vekselgebyrer og den gældende vekselkurs, skal give disse oplysninger som et procentuelt avancetillæg i forhold til den senest tilgængelige vekselkurs fra Den Europæiske Centralbank. Avancetillægget skal oplyses til betaleren, før betalingen påbegyndes, og oplysningerne skal være forståelige og tilgængelige på et bredt anvendt og let tilgængeligt elektronisk medie. Oplysningerne skal fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.

Artikel 3b i forordningen fastsætter regler om, at betalingstjenesteudbydere skal informere betaleren om de anslåede gebyrer for valutaomregningstjenester, der gælder for en kreditoverførsel.

Artikel 4 i forordningen vedrører foranstaltninger, der kan lette automatiseringen af betalinger. En udbyder af en betalingstjeneste skal bl.a. give brugeren af betalingstjenester oplysninger om brugerens internationale bankkontonummer (International Bank Account Number eller IBAN) og udbyderen af betalingstjenestens identifikationsnummer (Bank Identifier Code eller BIC).

2.4.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Artiklerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, finder anvendelse fra forskellige tidspunkter i perioden fra den 15. december 2019 til den 19. april 2021. De nødvendige ændringer af lov om betalinger er derfor foretaget med forskellige ikrafttrædelsestidspunkter og over tre lovforslag, hvoraf dette er det sidste. De første to lovændringer var lov nr. 1374 af 13. december 2019 og lov nr. 641 af 19. maj 2020.

Det foreslås derfor at gennemføre de sidste konsekvensændringer til lov om betalinger, som følger af den nye artikel 3a, stk. 5-6, der finder anvendelse fra den 19. april 2021.

I medfør af den nye artikel 3a, stk. 5, skal en udbyder af betalingstjenester, uden unødig forsinkelse, sende en elektronisk meddelelse til en betaler med oplysninger om vekselgebyrer og vekselkurs, efter at udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthævning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted. Meddelelsen skal sendes, når betalingsordren vedrører en anden EU-valuta end den, som betalerens konto føres i. Meddelelsen skal dog kun sendes én gang i hver måned, hvori betalerens betalingstjenesteudbyder modtager en betalingsordre fra betaleren i samme valuta. Den nye artikel 3a, stk. 6, forpligter betalingstjenesteudbyderen til at aftale kommunikationskanalen med betaleren og tilbyde mulighed for at fravælge at modtage disse meddelelser.

Artikel 3a, stk. 5-6, finder anvendelse fra den 19. april 2021, jf. artikel 2, stk. 2, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer. Indsættelsen af artikel 3a, stk. 5-6, i lov om betalinger foreslås derfor også at træde i kraft den 19. april 2021.

2.4.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finanstilsynet også skal føre tilsyn med forordningens artikel 3a, stk. 5-6.

Det foreslås desuden, at det også skal offentliggøres, hvis Finanstilsynet beslutter at overgive sager efter forordningens artikel 3a, stk. 5-6, til politimæssig efterforskning.

Det foreslås endvidere, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af forordningens artikel 3a, stk. 5-6.

Det foreslås, at også afgørelser fra Finanstilsynet truffet i henhold til forordningens artikel 3a, stk. 5-6, kan indbringes for Erhvervsankenævnet af den, som afgørelsen retter sig mod, senest fire uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Endelig foreslås strafbestemmelsen ændret, så også overtrædelse af forordningens artikel 3a, stk. 5, vil kunne straffes med bøde.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 17, 28-30 og 32, og § 11, stk. 2, samt bemærkningerne hertil.

2.5. Erhvervsministerens beføjelser til at fastsætte nærmere regler efter lov om betalinger

2.5.1. Gældende ret

Udbydere af betalingstjenester har efter lov om betalinger, § 123, stk. 1, mulighed for at pålægge betalingsmodtageren at betale omkostningerne ved driften af et betalingssystem, hvor transaktionerne gennemføres ved brug af et betalingsinstrument. Gebyrerne fastsættes efter § 122. Erhvervsministeren kan dog efter § 123, stk. 4 og 5, fastsætte undtagelser hertil.

Erhvervsministeren kan efter § 123, stk. 4, fastsætte nærmere regler om, at udbydere for visse typer af betalingsinstrumenter alene kan pålægge betalingsmodtageren at betale et årligt abonnement til dækning af udbyders omkostninger til driften af betalingssystemet. Erhvervsministeren kan endvidere efter § 123, stk. 5, 1. pkt., fastsætte nærmere regler om, hvorledes prisen for det årlige abonnement efter stk. 4 skal beregnes. Ministerens nuværende beføjelser er således afgrænset til at omfatte muligheden for at fastsætte nærmere regler om en abonnementsmodel.

Bestemmelserne i § 123, stk. 4 og 5, kan med få sproglige ændringer føres tilbage til lov nr. 603 af 24. juni 2005 om ændring af lov om visse betalingsmidler. Abonnementet skulle ifølge forarbejderne til loven, jf. Folketingstidende 2004-2005, tillæg A, side 7058: "blive fastsat, således at der tages særligt hensyn til de mindre forretninger med under 5.000 transaktioner om året. Disse skal kun betale et årligt abonnement på ca. 500 kr. i 2005. For de store og mellemstore forretninger vil abonnementet blive fastsat i intervaller på baggrund af antallet af dankorttransaktioner. " Det vurderes, at erhvervsministerens nuværende beføjelser til at fastsætte nærmere regler om en abonnementsmodel herefter må være afgrænset til at omfatte et fast abonnement baseret på et interval af transaktioner.

Erhvervsministeren har udstedt bekendtgørelse nr. 1440 af 7. december 2017 om beregning af det årlige abonnement i medfør af § 123, stk. 5, i lov om betalinger (abonnementsbekendtgørelsen). Abonnementsbekendtgørelsen finder kun anvendelse på nationale betalingskortordninger i den fysiske handel, når betalingstransaktionen afvikles med et betalingsinstrument forsynet med chip omfattet af § 7, nr. 18, i lov om betalinger, samtidig med, at betaler anvender underskrift eller personlig, hemmelig kode eller anden sikker identifikation. Endvidere finder bekendtgørelsen kun anvendelse på nationale betalingskortordninger, hvis anvendelse omfatter en væsentlig del af det samlede antal transaktioner i Danmark. Bekendtgørelsen omfatter bl.a. nærmere regler for, hvorledes udbydere heraf kan kræve abonnementsbetaling fra betalingsmodtagere. På nuværende tidspunkt er det udelukkende Dankortet, der udbydes af Nets Denmark A/S, som er omfattet af abonnementsbekendtgørelsen.

Det følger af lov om betalinger og abonnementsbekendtgørelsen, at betalingsmodtagernes samlede betalinger for at modtage betalingsinstrumentet (indtægtsrammen) højest kan udgøre omkostningerne ved driften af betalingssystemet, som opgjort af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Udbydere omfattet af abonnementsbekendtgørelsen kan alene opkræve omkostningerne fra forretningerne gennem en årlig abonnementsmodel, hvor abonnementernes størrelse afhænger af forretningernes transaktioner. Udgangspunktet for fastsættelse af abonnementssatsen for den enkelte betalingsmodtager er, at betalingen er opdelt i et antal intervaller, afhængigt af hvor mange transaktioner betalingsmodtager har i et kalenderår. Det fremgår endvidere af abonnementsbekendtgørelsen, at forretningernes abonnement opkræves én gang per kvartal bagudrettet på baggrund af det samlede antal transaktioner fra de sidste fire kvartaler.

2.5.2. Erhvervsministeriets overvejelser

For mange andre betalingskort end Dankortet betaler forretningerne ikke et årligt abonnement for indløsning, men betaler i stedet en procentvis sats per transaktion. Det kan bl.a. være attraktivt for mindre forretninger, der således ikke behøver at afholde en udgift, før omsætningen er realiseret.

Det vurderes, at erhvervsministerens nuværende beføjelser efter lov om betalinger § 123, stk. 4 og 5, omfatter mulighed for at fastsætte en fast abonnementsbetaling baseret på et interval af transaktioner. Det vurderes derimod ikke at omfatte en mulighed for at fastsætte regler om f.eks. procentvis betaling per transaktion. Det stiller betalingsinstrumenter omfattet af den gældende abonnementsregulering og de øvrige betalingsinstrumenter forskelligt i konkurrencen.

Det er vurderingen, at der bør kunne fastsættes regler om andre prismodeller end abonnementsmodeller, som i højere grad kan imødekomme behovet for en mere fleksibel prismodel. Formålet er at sikre tidssvarende regulering og en øget fleksibilitet til udbydere af betalingsinstrumenter omfattet af reguleringen.

2.5.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at erhvervsministerens beføjelser i lov om betalinger udvides, så ministeren får hjemmel til at fastsætte regler om andre prismodeller end abonnementsmodeller.

Med hjemlen er det hensigten, at erhvervsministeren ændrer abonnementsbekendtgørelsen, så bekendtgørelsen fremover skal omfatte en mulighed for, at betalingsmodtagere kan betale enten ved en fast abonnementssats eller ved en procentuel opkrævning fastsat på baggrund af værdien af den enkelte korttransaktion.

Med brugen af ordet "prismodel" som erstatning for "abonnementsmodel" udvides erhvervsministerens beføjelser til at omfatte muligheden for at fastsætte, at udbydere af visse typer af betalingsinstrumenter kan kræve omkostningerne til betalingssystemet dækket gennem andre opkrævningsmetoder end en abonnementsopkrævning. Ændringen af ministerens beføjelser medfører, at ministeren kan fastsætte alternative prismodeller baseret på eksempelvis en procentsats af transaktionsbeløbet eller en fast pris afhængig af transaktionens størrelse. De angivne eksempler er ikke udtømmende. Ændringen medfører endvidere, at opkrævningsmetoden ikke er begrænset til at være baseret på transaktionsintervaller.

Lovforslaget ændrer ikke på, at udbydere omfattet af de nærmere regler, som erhvervsministeren kan fastsætte efter lov om betalinger § 123, stk. 4 og 5, udelukkende kan opkræve dækning af omkostningerne til driften af betalingssystemet fra betalingsmodtagere omfattet af prismodellen.

Som konsekvensændring foreslås det endvidere at ændre erhvervsministerens beføjelser efter stk. 5, så ministeren kan fastsætte nærmere regler om betalingen efter samtlige prismodeller omfattet af stk. 4, og ikke blot abonnementsmodellen.

2.6. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger

2.6.1. Gældende ret

Tilsynet med lov om betalinger er delt mellem Finanstilsynet, Forbrugerombudsmanden og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen varetager en del af tilsynet med lov om betalinger, jf. § 145, stk. 1.

Som udgangspunkt fungerer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter loven i konkrete afgørelsessager uafhængigt af ministeren, der ikke inddrages i styrelsens afgørelser. Sammenfattende træffer styrelsen således allerede i dag selvstændigt afgørelser i konkrete sager om efterlevelse af bestemmelserne i lov om betalinger.

Ministeren fungerer endvidere ikke som administrativ rekursinstans i forhold til lov om betalinger. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser, efter lov om betalinger, er derimod omfattet af et særligt lovbestemt rekurssystem, idet Konkurrenceankenævnet er rekursinstansen for styrelsens afgørelser frem for ministeren, jf. lov om betalinger, § 145, stk. 4.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger er i dag formelt underlagt erhvervsministerens ansvar. På betalingsområdet indgår Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen således i det hierarkiske system som styrelse i Erhvervsministeriet. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter loven sker således efter det forvaltningsretlige udgangspunkt, hvorefter erhvervsministeren har de sædvanlige overordnelsesbeføjelser inden for sit ressort.

2.6.2. Erhvervsministeriets overvejelser

I forhold til konkrete afgørelsessager er praksis, at erhvervsministeren som udgangspunkt ikke inddrages i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter lov om betalinger. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsarbejde fungerer således som udgangspunkt i dag uafhængigt af ministeren.

Det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at det eksplicit fremgår af lov om betalinger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter loven er uafhængigt af erhvervsministeren. Det foreslås samtidig, at Konkurrencerådet fremadrettet har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration efter loven og regler udstedt i medfør heraf. Dette vurderes at være hensigtsmæssigt, da Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger dermed vil være omfattet af de samme overordnede rammer, som allerede i dag gælder i relation til konkurrencereglerne. Konkurrencerådets overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration vil understrege, at afgørelser skal træffes med armslængde til erhvervsministeren.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog fortsat være underlagt instruktionsbeføjelser fra ministeren i sager vedrørende f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig ministerbetjening og bidrag til tværgående arbejde på ministerområdet. Dette omfatter desuden udarbejdelse af eventuelle analyser til ministeren. Det samme gælder styrelsens deltagelse som repræsentant for Danmark i regi af forberedelse af nye eller ændrede EU-retsakter på området.

2.6.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at det skal fremgå af lov om betalinger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter § 145, stk. 1, er uafhængigt af erhvervsministeren. Det foreslås endvidere, at Konkurrencerådet fremadrettet har det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration efter lov om betalinger og regler udstedt i medfør af loven.

Konkurrencerådet vil efter forslaget ikke være underlagt erhvervsministeren, og ministeren vil derfor ikke have instruktionsbeføjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vedrørende konkrete afgørelsessager. Styrelsens deltagelse i internationale fora som uafhængig tilsynsførende myndighed efter lov om betalinger vil heller ikke være underlagt instruktionsbeføjelser fra ministeren. En virkning af forslaget vil være, at Konkurrencerådet, som et led i det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration af loven, træffer beslutning om oversendelse af sager til politimæssig efterforskning. Styrelsen vil dog fortsat være underlagt instruktion fra erhvervsministeren i sager vedrørende f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig ministerbetjening og bidrag til tværgående arbejde på ministerområdet. Dette omfatter tillige udarbejdelse af eventuelle analyser til ministeren, herunder eksempelvis betalingsrapporten. Det samme gælder styrelsens deltagelse som repræsentant for Danmark i internationalt arbejde vedrørende forberedelse af nye eller ændrede EU-retsakter på området.

Med lovforslaget vil Konkurrencerådet endvidere træffe afgørelse i sager af principiel eller særlig stor betydning, ligesom det i dag er tilfældet efter konkurrenceloven.

Hermed vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger formelt ske inden for samme administrative ramme, som i dag gælder i relation til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens håndhævelse af bl.a. konkurrenceloven. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er således ved den daglige administration af konkurrenceloven og regler udstedt i medfør heraf uafhængig af ministeren, jf. konkurrencelovens § 15, stk. 3, samt bekendtgørelse nr. 980 af 27. august 2015 om forretningsorden for Konkurrencerådet. Konkurrencerådet er ved administrationen af konkurrenceloven ikke underlagt erhvervsministeren.

2.7. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens prioriteringsadgang i tilsynet med lov om betalinger

2.7.1. Gældende ret

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør på nuværende tidspunkt efter fast administrativ praksis, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en konkret sag efter lov om betalinger, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.

Dette sker ud fra et konkret skøn, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bl.a. lægger vægt på hensynet til en så effektiv anvendelse af styrelsens ressourcer på betalingsområdet som muligt. Det betyder, at styrelsen i praksis har vide beføjelser til at behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage.

2.7.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsopgave i forhold til lov om betalinger er vokset gennem de seneste par år, bl.a. som følge af implementeringen af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 om betalingstjenester i det indre marked, ændringen af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv) samt Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/751 af 29. april 2015 om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner (interbankgebyrforordningen). Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører dermed tilsyn med væsentligt flere områder, end hvad der har været tilfældet tidligere.

Det vurderes hensigtsmæssigt, at styrelsen kan fastholde den hidtidige prioriteringsadgang i forhold til, hvilke tilsynssager styrelsen vil undersøge og eventuelt træffe afgørelse i. Prioriteringsadgangen gør det muligt for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen at prioritere de sager, der eksempelvis har størst effekt i markedet, eller hvor håndhævelse i øvrigt vurderes at være den mest hensigtsmæssige anvendelse af styrelsens ressourcer. For at skabe klarhed om adgangen til at prioritere sager foreslås det at præcisere loven, så Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, ligesom på konkurrenceområdet, får en lovhjemlet beføjelse til at behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage.

2.7.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at loven præciseres, så Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får en lovhjemlet beføjelse til at behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage.

Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 31, og de specielle bemærkninger hertil.

2.8. Anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande

2.8.1. Gældende ret

Der gælder på nuværende tidspunkt ikke særlige regler i Danmark for indløsning af betalinger med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande.

2.8.2. Erhvervsministeriets overvejelser

For at sikre at anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande ikke misbruges til eksempelvis finansiering af terrorisme, bør der fastsættes et forbud mod indløsning af betalinger foretaget med disse kort. Det skyldes, at kortene kan være erhvervet i lande med mindre effektive kontroller til at forebygge hvidvask og terrorfinansiering, hvilket indebærer en risiko for, at kortene nemmere kan misbruges til f.eks. terrorfinansiering.

I den supranationale risikovurdering fra 2019, udarbejdet at Kommissionen, er definitionen af kontanter udstrakt til også at omfatte kontantlignende produkter, herunder forudbetalte kort. Risikoen for hvidvask og finansiering af terrorisme ved brug af forudbetalte kort er derfor umiddelbart den samme som ved brug af kontanter. Der er fra EU's side fokus på særligt udførslen af kontanter fra tredjelande. Medlemsstaterne skal i deres nationale risikovurdering tage højde for risikoen for hvidvask og terrorfinansiering ved brug af kontanter og kontantlignende produkter.

Det foreslås at forbyde indløsning af betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande.

Med forslaget implementeres dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2018/843 af 30. maj 2018 om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU (5. hvidvaskdirektiv). Direktivet giver mulighed for, at indløsning af betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande kan undtages visse kundekendskabsprocedurer, såfremt betalingskortene opfylder en række betingelser. Direktivet giver ligeledes mulighed for, at en medlemsstat kan forbyde indløsning af betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande.

Erhvervsministeriet finder, at muligheden for at indføre et egentlig forbud mod disse anonyme forudbetalte kort bør udnyttes. Baggrunden for dette er den risiko, som er omtalt i ovennævnte supranationale risikovurdering sammenholdt med, at det vil være vanskeligt for virksomheder omfattet af hvidvaskloven at sikre, at de betingelser, som direktivet foreskriver skal opfyldes, efterleves, idet indløserne ikke vil have kendskab til, under hvilke betingelser kortet er udstedt. Det vil derfor være vanskeligt for indløserne at vurdere, om et sådan anonymt forudbetalt kort lever op til lovens krav.

2.8.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i hvidvaskloven indsættes en ny bestemmelse, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, hvorefter betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande ikke må indløses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i kontanter eller kontanthævning af pengeværdien på sådanne kort ikke indløses i Danmark.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

2.9. Undersøgelsespligten efter hvidvaskloven

2.9.1. Gældende ret

Hvidvasklovens § 25, stk. 1, pålægger virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven en undersøgelsespligt. Undersøgelsespligten indebærer, at virksomheder og personer skal undersøge baggrunden for og formålet med alle komplekse og usædvanligt store transaktioner samt alle usædvanlige transaktionsmønstre, der ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål, med henblik på at fastslå, om der er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at disse har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.

2.9.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Ved implementering af 4. hvidvaskdirektiv omfattede undersøgelsespligten i § 25, stk. 1, både komplekse og usædvanligt store transaktioner og alle usædvanlige transaktionsmønstre og aktiviteter uden et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.

Ved implementering af 5. hvidvaskdirektiv blev "aktiviteter" imidlertid ikke direkte omfattet af ordlyden ved nyaffattelsen af § 25, stk. 1, idet der blev foretaget en tekstnær implementering af artikel 1, nr. 10, litra b, i 5. hvidvaskdirektiv. Det følger imidlertid af bemærkningerne til den nyaffattede § 25, stk. 1, at "aktiviteter" er omfattet, og at det således ikke har været hensigten at foretage en materiel ændring af bestemmelsen i denne henseende.

For at undgå nogen tvivl eller usikkerhed om retstilstanden i forhold til undersøgelsespligten vurderes det hensigtsmæssigt, at "aktiviteter" eksplicit nævnes i lovbestemmelsen. Det skal ses i lyset af, at undersøgelsespligten både bør omfatte aktiviteter og transaktioner henholdsvis transaktionsmønstre. Der kan således være aktiviteter, som ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål, og som ikke kan anses som en transaktion eller et transaktionsmønster, men som alligevel bør undersøges nærmere i forhold til mulig hvidvask eller terrorfinansiering. På samme måde som for transaktioner og transaktionsmønstre bør der gælde en pligt til at undersøge mistænkelige aktiviteter for at kunne fastslå, om der er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at aktiviteterne har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.

2.9.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at der i § 25 indsættes et nyt stk. 1, således at undersøgelsespligten eksplicit omfatter alle komplekse og usædvanligt store transaktioner, alle usædvanlige transaktionsmønstre og aktiviteter, der ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål, med henblik på at fastslå, om der er mistanke om eller rimelig grund til at formode, at disse har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 7, og bemærkningerne hertil.

2.10. Samarbejdspligten for Erhvervsstyrelsen og Advokatrådet med udenlandske myndigheder

2.10.1. Gældende ret

Finanstilsynet og Spillemyndigheden har i henhold til hvidvaskloven pligt til og mulighed for at samarbejde med andre tilsynsmyndigheder i EU- og EØS-lande i forhold til at foretage fælles inspektioner i Danmark samt ved udførelse af fælles tilsyn på andre EU- og EØS-landes område.

Pligten til og muligheden for samarbejdet med andre EU- og EØS-lande følger af artikel 48, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv).

2.10.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Bekæmpelsen af hvidvask og terrorfinansiering er en international opgave, som ofte vil drage nytte af samarbejde på tværs af landegrænser. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at hvidvaskloven indeholder regler om muligheden for at samarbejde med udenlandske tilsynsmyndigheder, både i forhold til tilsynsaktiviteter i Danmark og i udlandet.

Hvidvaskloven indeholder i dag bestemmelser om Finanstilsynets og Spillemyndighedens mulighed for at samarbejde med kompetente myndigheder i andre EU- og EØS-lande på de to myndigheders respektive tilsynsområder efter hvidvaskloven, mens der ikke er gennemført tilsvarende regler for Erhvervsstyrelsen, som efter hvidvasklovens § 57 er tilsynsmyndighed for revisorer, ejendomsmæglere, kunsthandlere m.v., eller for Advokatrådet, som efter hvidvasklovens § 64 er tilsynsmyndighed for advokater.

Det er vurderingen, at der bør indføres de samme rammer for Erhvervsstyrelsens og Advokatrådets mulighed for at indgå i tilsynssamarbejde med myndigheder i andre EU- og EØS-lande, som der i dag gælder for Finanstilsynet og Spillemyndigheden. Det skal sikre, at Erhvervsstyrelsen og Advokatrådet kan deltage i udenlandske myndigheders tilsynsaktiviteter i andre EU- og EØS-lande, og at udenlandske myndigheder efter aftale med Erhvervsstyrelsen eller Advokatrådet vil kunne deltage i tilsynsaktiviteter her i landet. Herved muliggøres et effektivt grænseoverskridende samarbejde i forhold til virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven, der har aktiviteter i to eller flere EU- eller EØS-lande.

2.10.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte nye bestemmelser i § 57, stk. 4-6, og § 64, stk. 3-5, i hvidvaskloven, hvorefter Erhvervsstyrelsen og Advokatrådet vil få mulighed for at samarbejde med tilsynsmyndigheder i andre lande med hensyn til tilsynet med revisorer, ejendomsmæglere, kunsthandlere og advokater efter hvidvaskloven.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 10 og 11, og bemærkningerne hertil.

2.11. Ændringer som følger af disclosureforordningen

2.11.1. Gældende ret

I dag fremgår det af årsregnskabsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 838 af 8. august 2019, at store virksomheder skal supplere ledelsesberetningen i deres årsregnskab med en ikke-finansiel redegørelse for samfundsansvar, som bl.a. indeholder oplysninger om miljøforhold og virksomhedens arbejde med at reducere klimapåvirkningen ved virksomhedens aktivitet, sociale forhold, personaleforhold m.v. Årsregnskabsloven gælder dog ikke for virksomheder, der er omfattet af regnskabsregler fastsat ved eller i henhold til lovgivningen for finansielle virksomheder.

For virksomheder på det finansielle område gælder dog lignende oplysningskrav om samfundsansvar fastsat efter den finansielle lovgivning. Sådanne oplysningskrav gælder for børsnoterede finansielle virksomheder, unoterede livsforsikringsselskaber (herunder tværgående pensionskasser), investeringsforeninger og andre finansielle virksomheder, der på koncernniveau har 500 eller flere ansatte.

Derudover er firmapensionskasser underlagt en forpligtelse til at offentliggøre en redegørelse for deres investeringsprincipper, herunder om og i givet fald hvordan deres investeringsprincipper tager hensyn til miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige spørgsmål, jf. § 58 i lov om firmapensionskasser, jf. lovbekendtgørelse nr. 355 af 2. april 2020.

Ud over de ovennævnte regler findes der i dag ikke regler om oplysningsforpligtelser for virksomheder på det finansielle område, hvad angår hensyn til f.eks. miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold i investerings- og rådgivningsprocesser.

2.11.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) blev vedtaget i november 2019. Forordningen skal finde anvendelse fra den 10. marts 2021, bortset fra reglerne i forordningens artikel 11, stk. 1-3, som vedrører oplysninger i periodiske rapporter om et produkts opfyldelse af miljømæssige eller sociale karakteristika eller samlede bæredygtighedsrelaterede indvirkning. Reglerne herom skal finde anvendelse fra den 1. januar 2022.

Disclosureforordningen gælder umiddelbart i Danmark og skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning. Det er dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler, som sikrer, at der kan føres et effektivt tilsyn med overholdelsen af forordningen.

Formålet med disclosureforordningen er at integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i investeringsbeslutningstagning og i rådgivningsprocesser. Dette vil styrke investorernes muligheder for at kunne sammenligne produkters bæredygtighed og virksomheders tilgang til bæredygtighed. Dermed styrkes gennemsigtigheden på området for bæredygtig finansiering med henblik på at skabe tillid hertil, øge investeringen i bæredygtige produkter og fremme den grønne omstilling.

Disclosureforordningen stiller krav til finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere om at integrere miljømæssige, sociale og ledelsesmæssige forhold (ESG-faktorer) i de oplysningsforpligtelser, der gælder ved investerings- og rådgivningsprocesser.

Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. et forsikringsselskab, der udbyder et forsikringsbaseret investeringsprodukt.

Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. forsikringsformidler eller et forsikringsselskab, der yder forsikringsrådgivning om forsikringsbaserede investeringsprodukter.

Ved finansielle produkter forstås bl.a. en investeringsportefølje eller en alternativ investeringsfond.

De virksomheder, der er omfattet af disclosureforordningen, skal overholde reglerne om finansielle markedsdeltagere, når de producerer finansielle produkter, herunder yder porteføljepleje, og de skal overholde reglerne om finansielle rådgivere, når de yder investeringsrådgivning eller forsikringsrådgivning. I tilfælde af at virksomheder både udøver aktiviteter som finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere, bør de derfor betragtes som finansielle markedsdeltagere, når de handler som producenter af finansielle produkter, og som finansielle rådgivere, når de yder forsikrings- eller investeringsrådgivning.

Forordningen fastsætter bl.a. krav om, at finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere på deres hjemmeside skal offentliggøre politikker for, hvordan de i deres investeringsbeslutningsproces eller i deres investerings- eller forsikringsrådgivning integrerer bæredygtighedsrisici, jf. artikel 3, og hvorvidt de tager hensyn til negative indvirkninger på bæredygtighedsfaktorer.

Disclosureforordningen stiller også krav til de oplysninger, der skal gives forud for indgåelsen af en investeringsaftale. Virksomhederne skal bl.a. i aftaler beskrive den måde, hvormed bæredygtighedsrisici er integreret i virksomhedernes investeringsbeslutninger eller i investerings- eller forsikringsrådgivningen, jf. artikel 6.

Desuden indfører forordningen to former for bæredygtige finansielle produkter, et produkt, der fremmer miljømæssige eller sociale karakteristika, jf. artikel 8, og et produkt, der har bæredygtige investeringer eller en reduktion af CO2-emissioner som sit mål, jf. artikel 9.

For disse to typer bæredygtige finansielle produkter gælder der yderligere oplysningsforpligtelser, som er nærmere fastsat i artikel 10 og 11. Finansielle markedsdeltagere skal for hvert af de to produkter offentliggøre oplysninger om det finansielle produkts miljømæssige eller sociale karakteristika eller dets bæredygtige investeringsmål, jf. artikel 10. Desuden er finansielle markedsdeltagere, som udbyder et finansielt produkt med bæredygtige karakteristika eller et bæredygtigt formål, forpligtet til i deres periodiske rapporter at medtage en beskrivelse af produktets samlede bæredygtighedsrelaterede indvirkning eller omfanget af de miljømæssige eller sociale karakteristika ved produktet, jf. artikel 11.

For at sikre et effektivt tilsyn med disclosureforordningen finder Erhvervsministeriet, at Finanstilsynet bør udpeges som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af forordningen. Finanstilsynet foreslås at få alle de nødvendige tilsynsbeføjelser til at påse overholdelsen heraf. Det er bl.a. vigtigt, at Finanstilsynet får mulighed for at reagere over for manglende overholdelse af de oplysningsforpligtelser, som disclosureforordningen introducerer. Herunder er det vigtigt, at Finanstilsynet vil kunne benytte sig af de reaktionsmuligheder, som allerede i medfør af nuværende sektorspecifik lovgivning udgør et led i Finanstilsynets almindelige tilsynsudøvelse. Finanstilsynet har i dag bl.a. mulighed for at give påbud og påtaler for manglende overholdelse af gældende krav og regler.

2.11.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af disclosureforordningen. På den baggrund foreslås de eksisterende tilsynsbestemmelser i § 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., § 155, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., § 97, stk. 1, i lov om firmapensionskasser og § 22, stk. 1, i lov om forsikringsformidling tilpasset.

Med lovforslaget vil Finanstilsynet bl.a. kunne give påbud eller påtaler for manglende overholdelse af de krav, som disclosureforordningen stiller til virksomhedernes oplysningsforpligtelser.

Det foreslås endvidere at tilpasse § 179, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., § 104, stk. 1, i lov om firmapensionskasser og § 36, stk. 1, i lov om forsikringsformidling om, hvem der kan anses for at være parter i forhold til de afgørelser, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe over for virksomheder i medfør af disclosureforordningen.

Endelig foreslås det at tilpasse § 189 i lov om investeringsforeninger m.v., § 189 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., § 112, stk. 1, i lov om firmapensionskasser og § 37, stk. 1, i lov om forsikringsformidling, hvorefter afgørelser truffet i medfør af disclosureforordningen vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 3-5, § 5, nr. 3-4, § 6, nr. 5-7, og § 7, nr. 1-3, og bemærkningerne hertil.

2.12. Forvaltere af AIF-SIKAV'er og AIF-Værdipapirfonde

2.12.1. Gældende ret

Det følger af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at virksomheder, der forvalter en eller flere alternative investeringsfonde, skal have tilladelse af Finanstilsynet, såfremt en af to følgende tærskelværdier overskrides: 1) aktiverne i de alternative investeringsfonde sammenlagt overstiger en værdi svarende til 100 mio. euro, eller 2) 500 mio. euro, såfremt virksomheden udelukkende forvalter alternative investeringsfonde, der ikke har gearet sine investeringer, og ingen investorer i fondene har ret til at blive indløst i en periode på minimum 5 år efter datoen for den oprindelige investering i hver af fondene.

Tærskelværdierne gælder ikke for forvaltere af en eller flere kapitalforeninger, forvaltere af en eller flere investorfradragsfonde og selvforvaltende investorfradragsfonde. Disse forvaltere skal derfor altid have tilladelse. Det skyldes, at Finanstilsynet skal kunne føre tilsyn med forvalterens eller den selvforvaltende investorfradragsfonds likviditets- og risikostyring. Endvidere kan Finanstilsynet føre tilsyn med øvrige bestemmelser i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., herunder kravet om, at alternative investeringsfonde, der forvaltes af en forvalter med tilladelse eller er selvforvaltende, skal have en depositar.

Med lov nr. 706 af 8. juni 2018 om ændring af lov om finansiel virksomhed, hvidvaskloven, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og forskellige andre love blev AIF-SIKAV'er og AIF-værdipapirfonde sat ind i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. som to nye typer alternative investeringsfonde.

En AIF-SIKAV er en alternativ investeringsfond, som er stiftet efter reglerne i afsnit VIII i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. En AIF-SIKAV er et selskab med en eller flere investorer, hvis vedtægter angiver, at selskabet er en alternativ investeringsfond med variabel kapital, og som har udpeget en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde, og som har ansvaret for at forvalte AIF-SIKAV'en.

En AIF-værdipapirfond er en alternativ investeringsfond, som er etableret af en forvalter af alternative investeringsfonde, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde, og hvis fondsbestemmelser angiver, at fonden er en AIF-værdipapirfond. En AIF-værdipapirfond er en selvstændig økonomisk enhed.

Det følger af lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at AIF-SIKAV'er og AIF-værdipapirfonde skal forvaltes af en forvalter af alternative investeringsfonde med tilladelse.

2.12.2. Erhvervsministeriets overvejelser

I lighed med forvaltere af kapitalforeninger, forvaltere af investorfradragsfonde m.v. bør forvaltere af AIF-SIKAV'er og AIF-værdipapirfonde være omfattet af undtagelsen til tærskelværdier i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Det vil medføre, at disse forvaltere altid skal have en tilladelse, uanset værdien af aktiverne i AIF-SIKAV'en eller AIF-værdipapirfonden. Reglen skal sikre investorbeskyttelse, idet Finanstilsynet vil kunne føre tilsyn med forvalterens likviditets- og risikostyring. Endvidere vil Finanstilsynet kunne føre tilsyn med overholdelse af øvrige bestemmelser i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., herunder kravet om, at alternative investeringsfonde, der forvaltes af en forvalter med tilladelse skal have en depositar.

2.12.3. Den foreslåede ordning

Med lovforslaget foreslås det, at forvaltere af AIF-SIKAV'er og AIF-værdipapirfonde omfattes af § 6, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., hvorved tærskelværdierne i § 6, stk. 1, ikke gælder for disse forvaltere.

Forslaget vil medføre, at forvalteren af AIF-SIKAV'er og AIF-værdipapirfonde altid skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at forvalte AIF-SIKAV'er og AIF-værdipapirfonde, uanset værdien af aktiverne i AIF-SIKAV'en eller AIF-værdipapirfonden. Det svarer til den gældende regel for forvaltere af kapitalforeninger, investorfradragsfonde og selvforvaltende investorfradragsfonde, jf. § 6, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 1, samt bemærkningerne hertil.

2.13. Bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde

2.13.1. Gældende ret

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. indeholder ikke en bestemmelse, der giver erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde.

Det følger af § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at såfremt en forvalter har tilladelse til at udføre de aktiviteter, som er nævnt i lovens bilag 1, nr. 3, finder § 43, § 71, stk. 3, og § 72 i lov om finansiel virksomhed tilsvarende anvendelse på forvalterens udførelse af disse tjenesteydelser.

Det fremgår af § 43, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, filialer af udenlandske pengeinstitutter og investeringsselskaber samt tilknyttede agenter omfattet af § 9 a, der yder rådgivning om finansielle instrumenter. Ministeren fastsætter endvidere regler om kompetencekrav for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som præsenterer, tilbyder, rådgiver om eller administrerer boligkreditaftaler.

Denne bemyndigelse er bl.a. udnyttet ved bekendtgørelse nr. 864 af 23. juni 2017 om kompetencekrav til ansatte, der yder investeringsrådgivning og formidler information om visse investeringsprodukter, herefter kompetencekravsbekendtgørelsen.

2.13.2. Erhvervsministeriets overvejelser

En forvalter af alternative investeringsfonde kan få tilladelse af Finanstilsynet til at udøve investeringsrådgivning. Forvaltere af alternative investeringsfonde er imidlertid i dag ikke omfattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgørelsen.

Hvis en forvalter af alternative investeringsfonde med tilladelse til at yde investeringsrådgivning yder investeringsrådgivning til detailinvestorer, bør de ansatte hos forvalteren også være omfattet af de krav til kompetencer m.v., der er fastsat i kompetencekravsbekendtgørelsen. Det er ud fra et hensyn til investorbeskyttelsen. Kompetencekravsbekendtgørelsen fastsætter bl.a. krav til, at virksomheden skal sikre, at dens ansatte, som yder investeringsrådgivning, har den fornødne erfaring, uddannelse og kompetencer til at yde en forsvarlig rådgivning til detailkunder.

Forvaltere af alternative investeringsfonde er reguleret i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og ikke i lov om finansiel virksomhed. Forvaltere af alternative investeringsfonde kan derfor ikke skrives ind i bestemmelser i lov om finansiel virksomhed, da de ikke er omfattet af lovens anvendelsesområde.

Det vurderes derfor hensigtsmæssigt at indsætte en bemyndigelse i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., så erhvervsministeren kan fastsætte kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde i kompetencekravsbekendtgørelsen.

Med en bemyndigelse i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. kan anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgørelsen udvides til også at omfatte forvaltere af alternative investeringsfonde med tilladelse til at yde investeringsrådgivning. Det vil øge investorbeskyttelsen for detailinvestorer, da de ansatte i et investeringsforvaltningsselskab, som yder investeringsrådgivning til detailkunder, vil skulle have de fornødne kompetencer til at yde en forsvarlig investeringsrådgivning til detailkunder.

Bemyndigelsesbestemmelsen svarer til den gældende bemyndigelse i § 43, stk. 4, i lov om finansiel virksomhed, hvorefter kompetencekravsbekendtgørelsens anvendelsesområde omfatter pengeinstitutter m.v.

2.13.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav til ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde. Bemyndigelsen anvendes til at omfatte forvaltere af alternative investeringsfonde med tilladelse til at yde investeringsrådgivning i henhold til kompetencekravsbekendtgørelsen.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 5, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

2.14. Ophævelse af krav om, at mulighed for etablering af andelsklasser skal fremgå af afdelingers navne

2.14.1. Gældende ret

Det følger af § 18, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., at vedtægterne eller fondsbestemmelserne i en dansk UCITS kan indeholde bestemmelser om, at den danske UCITS' afdelinger kan opdeles i andelsklasser, og at bestyrelsen kan etablere andelsklasser i en afdeling. I en bestående afdeling i en investeringsforening eller SIKAV skal afdelingens investorer dog først på en generalforsamling have truffet beslutning om, at afdelingen kan opdeles i andelsklasser. Er der tale om en værdipapirfond, er det bestyrelsen for værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, der træffer beslutningen. Det skal fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i afdelingen.

Danske UCITS er investeringsforeninger, SIKAV'er (selskaber for investering med kapital, der er variabel) og værdipapirfonde.

2.14.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Reglerne om etablering af andelsklasser i afdelinger i danske UCITS er nationale regler. Formålet med at indføre andelsklasser var at give danske UCITS mulighed for produktudvikling og sikre, at de danske investeringsforeninger var konkurrencedygtige på det europæiske marked.

Etablering af andelsklasser giver mulighed for at underopdele afdelinger i investeringsforeninger, så investorerne kan vælge at investere i forskellige andelsklasser under den samme afdeling. Andelsklasserne har forskellige karakteristika og kan dermed målrettes bestemte typer investorer.

Bestemmelsen om at det skal fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i afdelingen, blev indført af hensyn til styring af administrative systemer i SKAT.

SKAT har oplyst til Finanstilsynet, at der ikke længere er tekniske eller administrative årsager til opretholdelse af kravet om, at det af afdelingens navn fremgår, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i afdelingen.

Erhvervsministeriet finder det på den baggrund hensigtsmæssigt at ophæve kravet. Det vil også gøre det lettere at ændre afdelingens navn, hvis afdelingen fremadrettet skal kunne have andelsklasser, eller hvis der ikke længere skal kunne være andelsklasser i afdelingen.

2.14.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at § 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v. ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremadrettet ikke længere skal fremgå i afdelinger i danske UCITS' navne, at der kan etableres andelsklasser i den pågældende afdeling.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 4, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

2.15. Ændringer som følge af oprettelse af CO2-benchmarks for lille CO2-effekt og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om benchmarks

2.15.1. Gældende ret

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/1011/EU af 8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater (benchmarkforordningen), fastsætter en retlig ramme og dermed harmoniserede fælleseuropæiske regler for fastsættelse af benchmarks på EU-plan.

Forordningen stiller en række krav til benchmarks integritet og pålidelighed, herunder governance- og kontrolkrav for administratorer og stillere af benchmarks, regler for inputdata, metodologi og indberetning af overtrædelser samt krav om adfærdskodeks for stillere af benchmarks. Der stilles også visse krav til gennemsigtighed og forbrugerbeskyttelse.

Kravene varierer mellem forskellige typer af benchmarks. Der gælder eksempelvis særlige krav til benchmarks baseret på regulerede data, rentebenchmarks og råvarebenchmarks, ligesom der gælder forskellige krav for øvrige benchmarks, alt efter hvor vigtigt et givent benchmark er for den finansielle stabilitet, herunder om de er væsentlige eller ikke-væsentlige i henhold til fastlagte kriterier. Der stilles særligt skærpede krav for de benchmarks, som har den største betydning for de europæiske finansielle markeder, såkaldte kritiske benchmarks.

Endelig stilles der krav til godkendelse eller registrering af samt tilsyn med administrator.

Finanstilsynet er udpeget som den kompetente myndighed, der påser overholdelsen af benchmarkforordningen. Finanstilsynet fører hermed tilsyn med benchmarkadministratorer og deres overholdelse af kravene til bl.a. metodologien, der anvendes ved fastlæggelse af benchmarks.

Der har ikke tidligere været EU-retlige regler for at udbyde lavemissions- eller klimabenchmarks. Der er heller ikke i Danmark fastsat krav for benchmarkadministratorer, der udbyder eller ønsker at udbyde indeks, der bidrager til en nedbringelse af CO2-emission ved at have en benchmarkportefølje, der er i et dekarboniseringsforløb, eller et indeks, hvis CO2-emissioner er tilpasset målene i Parisaftalen.

2.15.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2089/EU af 27. november 2019 om ændring af forordning 2016/1011/EU (benchmarkforordningen), for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om benchmarks (ændringsforordningen), blev vedtaget i november 2019. Ændringsforordningen er trådt i kraft den 10. december 2019. I henhold til forordningens artikel 1, nr. 3, skal benchmarkadministratorer, der udbyder et EU-benchmark for klimaovergang eller et Paristilpasset EU-benchmark, senest den 30. april 2020 overholde benchmarkforordningens krav.

Med ændringsforordningen indsættes der i benchmarkforordningen bestemmelser, der introducerer to nye typer benchmarks og fastlægger minimumskrav på EU-plan for disse to typer benchmarks, som er EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks. Administratorer af de to typer benchmarks skal opfylde benchmarkforordningens krav. De to benchmarks skal gøre det nemmere og sikrere for investorer og forbrugere bl.a. at finde CO2-aftrykket for deres investeringer.

Ved EU-benchmarks for klimaovergangen forstås benchmarks, hvis underliggende aktiver sammensættes således, at den deraf følgende benchmarkportefølje følger et dekarboniseringsforløb, og hvor der offentliggøres mål og fremskridt vedrørende nedbringelse af CO2-emissioner på datterselskabsniveau. Derudover må aktiviteterne i benchmarkets underliggende aktiver ikke væsentligt skade andre ESG-mål.

Ved Paristilpassede EU-benchmarks forstås benchmarks, hvis underliggende aktiver skal være sammensat på en sådan måde, at den deraf følgende benchmarkporteføljes CO2-emissioner er tilpasset målene i Parisaftalen. Aktiviteter i forbindelse med disse benchmarks underliggende aktiver må ikke i væsentlig grad skade andre miljømæssige, sociale eller ledelsesmæssige (ESG) mål.

Ved et dekarboniseringsforløb forstås et målbart, videnskabeligt baseret og tidsbundet forløb i retning af tilpasning til målene i Parisaftalen ved en nedbringelse af nærmere angivne typer CO2-emissioner.

Ved en administrator forstås en juridisk eller fysisk person, der fører kontrol med leveringen af benchmarks, herunder administrerer ordningerne for fastlæggelse af benchmarks, indsamler og analyserer inputdataene, fastlægger benchmarket og offentliggør det.

Det fremgår af ændringsforordningen, at et stigende antal investorer forfølger lavemissionsinvesteringer og bruger benchmarks for lille CO2-effekt til at måle resultaterne af investeringsporteføljer.

Ændringsforordningen vil understøtte denne udvikling ved at harmonisere tilgangen til benchmarks for lille CO2-effekt, som ellers kan være en hindring for det indre marked.

For at sikre et effektivt tilsyn med EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks er det vurderingen, at det er vigtigt, at Finanstilsynet bliver tillagt alle de nødvendige tilsynsbeføjelser til at påse overholdelsen af kravene til disse to typer benchmarks, og at Finanstilsynet får mulighed for at reagere over for manglende overholdelse heraf.

2.15.3. Den foreslåede ordning

Ændringsforordningen ændrer i benchmarkforordningen og bestemmer, at medlemslandene skal have en beføjelse til at sanktionere overtrædelser af artikler om EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks.

Det fremgår af benchmarkforordningen, at der skal anvendes administrative sanktioner samt bødestraf ved overtrædelser af forordningen. Medlemslandene kan dog beslutte ikke at fastsætte regler for administrative sanktioner for overtrædelser, der er underlagt strafferetlige sanktioner.

Benchmarkforordningen gælder umiddelbart i Danmark og skal derfor ikke gennemføres i national lovgivning. Det er dog nødvendigt, at der med lovforslaget indføres regler i lov om kapitalmarkeder, der sikrer, at Finanstilsynet kan føre et effektivt tilsyn med overholdelsen af krav til EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks.

På den baggrund foreslås det med lovforslaget, at overtrædelser af benchmarkforordningens krav til EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks vil kunne medføre bødestraf.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 2, samt bemærkningerne til denne bestemmelse.

2.16. Outsourcing for en operatør af et reguleret marked, der driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF)

2.16.1. Gældende ret

Outsourcing dækker over situationer, hvor en virksomhed vælger at få en leverandør til at varetage opgaver på virksomhedens vegne, fremfor at opgaverne varetages internt i den enkelte virksomhed. Outsourcingreglerne på kapitalmarkedsområdet har overordnet til formål at sikre, at en operatør af et reguleret marked fortsat bærer ansvaret for de opgaver, der udføres hos leverandøren i tilfælde af outsourcing, samt at sikre, at Finanstilsynet fortsat kan udøve et effektivt tilsyn. Reglerne fastsætter således, hvordan operatøren skal sikre, at en opgave varetages i henhold til gældende lovgivning, selvom den er henlagt til en leverandør.

Ved lov nr. 641 af den 19. marts 2020, som trådte i kraft den 1. juli 2020, er reglerne for outsourcing blevet ændret. Ved lovændringen blev operatører af regulerede markeder omfattet af de samme nationale regler om outsourcing, som samtidig blev indført for kreditinstitutter m.fl. For at harmonisere bemyndigelsesbestemmelserne blev § 62 i lov om kapitalmarkeder nyaffattet, så bestemmelsen har samme ordlyd som den tilsvarende bemyndigelsesbestemmelse i § 72 a i lov om finansiel virksomhed, som ligeledes blev nyaffattet ved lov nr. 641 af den 19. marts 2020.

§ 62 i lov om kapitalmarkeder gælder for en operatør af et reguleret marked. Bestemmelsen giver mulighed for, at en operatør af et reguleret marked kan outsource en proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, som operatøren ellers selv ville udføre, til en leverandør. Desuden indeholder bestemmelsen en bemyndigelse til erhvervsministeren, hvorved ministeren vil kunne fastsætte krav til virksomhedens ledelsesordninger, ansvar, risikostyring, overvågning, kontrol og rapportering i tilknytning til outsourcing til en leverandør. Erhvervsministeren vil desuden kunne fastsætte nærmere krav til virksomhedens interne retningslinjer, outsourcingkontrakten, krav til håndtering af eventuelle interessekonflikter og krav, som en leverandør eller en underleverandør skal opfylde. Desuden vil ministeren kunne fastsættes nærmere regler om outsourcingvirksomhedernes pligt til at underrette Finanstilsynet om outsourcing.

Bemyndigelsen er blevet anvendt til at udstede bekendtgørelse nr. 877 af 12. juni 2020 om outsourcing for kreditinstitutter m.v.

Bekendtgørelsen trådte i kraft den 1. juli 2020 og finder anvendelse på pengeinstitutter, realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, investeringsforvaltningsselskaber, sparevirksomheder, fælles datacentraler, operatører af regulerede markeder, e-pengeinstitutter, betalingsinstitutter og Danmarks Skibskredit A/S, når virksomheden gør brug af outsourcing.

Bekendtgørelsen implementerer "Retningslinjer for outsourcing", som er udstedt af Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA).

Bekendtgørelsen indeholder bl.a. bestemmelser, der fastsætter krav til ledelse og styring af outsourcing, krav ved videreoutsourcing, krav til outsourcing-kontrakten og dokumentationskrav.

2.16.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Det fremgår af § 62, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at reglerne om outsourcing gælder for en operatør af et reguleret marked. En operatør af et reguleret marked kan imidlertid også få særskilt tilladelse til at drive en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF), jf. § 86 i lov om kapitalmarkeder. Derfor bør det præciseres i loven, at reglerne om outsourcing også finder anvendelse for en operatør af et reguleret marked, der driver en MHF eller en OHF.

Alle multilaterale systemer skal drives i form af et reguleret marked, en MHF eller en OHF. Drift af et reguleret marked er betinget af en række organisatoriske og driftsmæssige krav og kræver tilladelse som operatør af et reguleret marked. Drift af MHF'er og OHF'er er ligeledes betinget af en række organisatoriske og driftsmæssige krav og kræver tilladelse som enten en operatør af et reguleret marked eller tilladelse som fondsmæglerselskab.

De driftsmæssige krav til MHF'er og OHF'er afspejler i høj grad de tilsvarende regler for regulerede markeder. Overordnet er de organisatoriske og driftsmæssige krav dog mere detaljerede for regulerede markeder end reglerne for en MHF og en OHF. Driften af en OHF adskiller sig fra en MHF ved, at den er begrænset til handel med obligationer, strukturerede finansielle produkter, emissionskvoter og derivater. Det vil sige, at aktier ikke kan handles på en OHF, da det alene er ikkeaktielignende instrumenter, der kan handles her.

Desuden kan en MHF registreres som et SMV-vækstmarked. SMV-vækstmarkedets regelgrundlag er tilpasset små og mellemstore udstedere.

Det skyldes, at de aktiviteter, som en MHF eller en OHF udfører, ikke væsentligt adskiller sig fra de aktiviteter, som et reguleret marked udfører.

Fremover bør reglerne i § 62, stk. 2, og regler fastsat i medfør af § 62, stk. 3, således også gælde, hvis en operatør af et reguleret marked foretager outsourcing vedrørende driften af en MHF eller en OHF.

2.16.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås, at § 62 i lov om kapitalmarkeder præciseres således, at reglerne om outsourcing også finder anvendelse for en operatør af et reguleret marked, som driver en MHF eller OHF. Det vil betyde, at når en operatør af et reguleret marked foretager outsourcing af driften af en MHF eller OHF, vil reglerne om outsourcing gælde på samme vis, som de allerede gør i dag, når operatøren outsourcer drift af et reguleret marked.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 3, nr. 1, samt bemærkningerne hertil.

2.17. Digital ansøgning i forbindelse med autorisationer

2.17.1. Gældende ret

Forsikringsformidlere og genforsikringsformidlere skal efter § 3 i lov om forsikringsformidling, jf. lovbekendtgørelse nr. 378 af 2. april 2020, ansøge Finanstilsynet om tilladelse til at udøve forsikringsdistribution og genforsikringsdistribution. Virksomheder kan få tilladelse til at udøve forsikringsformidling, bl.a. når virksomhedens bestyrelse og direktion eller de ledelsesansvarlige opfylder krav til ledelse og indretning af virksomheden, når virksomheden har en ansvarsforsikring eller anden tilsvarende garanti mod erstatningskrav, og når virksomheden har truffet foranstaltninger for at beskytte kunderne mod manglende betalingsevne hos formidleren.

Accessoriske forsikringsformidlere skal efter § 4 i lov om forsikringsformidling registreres hos Finanstilsynet, inden formidleren påbegynder sin virksomhed. Før virksomheden kan registreres, skal den dokumentere at opfylde de samme betingelser som en virksomhed, der vil udøve forsikringsformidling eller genforsikringsformidling, idet der dog ikke stilles de samme krav til ledelsen og indretningen af virksomheden.

Virksomheder, der rådgiver om finansielle produkter, skal have tilladelse som finansiel rådgiver for at udøve den pågældende virksomhed. På samme måde skal en virksomhed, der yder rådgivning eller formidler boligkreditaftaler til forbrugere, have tilladelse som boligkreditformidler. Endelig skal en virksomhed, der yder investeringsrådgivning, have tilladelse som investeringsrådgiver. Finanstilsynet kan give tilladelse efter § 3 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, jf. lovbekendtgørelse nr. 1160 af 19. september 2018, hvis virksomhederne opfylder kriterierne efter § 3, stk. 3, herunder dokumenterer forretningsgange på væsentlige aktivitetsområder. Endvidere skal virksomhedens ledelse opfylde de gældende krav til egnethed og hæderlighed, ligesom virksomheden skal fremvise dokumentation for ansvarsforsikring eller anden tilsvarende garanti mod erstatningskrav.

Forbrugslånsvirksomheder skal efter § 3 i lov om forbrugslånsvirksomheder, jf. lov nr. 450 af 24. april 2019, have tilladelse af Finanstilsynet til at drive virksomhed. Finanstilsynet giver tilladelse til virksomheder, der bl.a. dokumenterer tilstrækkelige forretningsgange for efterlevelse af redelig forretningsskik og god praksis for kreditværdighedsvurdering og identifikation af målgrupper. Endvidere skal ledelsen opfylde lovens krav til egnethed og hæderlighed.

Endelig skal selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sælger pantebreve i fast ejendom, herunder erhvervsmæssigt sælger pantebreve eller yder boligkreditaftaler, godkendes af Finanstilsynet efter § 3 i lov om ejendomskreditselskaber, jf. lovbekendtgørelse nr. 1045 af 14. oktober 2019. Finanstilsynet giver tilladelse til selskaber, der drives som et anparts- eller aktieselskab, hvor ledelsen opfylder lovens krav til egnethed og hæderlighed, og hvor personen i selskabet, som er ansvarlig for handel med pantebreve og kreditgivning, opfylder betingelserne i § 3, nr. 4 og 5, og § 5.

Ansøgning om tilladelse til at udøve virksomhed indsendes i praksis elektronisk ved, at virksomheden ved brug af Nem-ID via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på www.virk.dk indsender ansøgningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumentation træffe afgørelse i sagen.

2.17.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Som led i den fælles offentlige digitaliseringsstrategi er der indført digitale selvbetjeningsløsninger for personer og virksomheder på en lang række områder, herunder på Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på www.virk.dk. Det bevirker, at virksomheder skal indsende deres ansøgninger, indberetninger m.v. elektronisk via www.virk.dk ved brug af Nem-ID. Dette gælder også virksomheder, der ønsker tilladelse til at udøve virksomhed med forsikringsformidling, investeringsrådgivning m.v.

Det vurderes, at de gældende regler ikke klart indeholder en forpligtelse for virksomhederne til at ansøge elektronisk via www.virk.dk, hvorfor denne forpligtelse bør tydeliggøres. Der er derfor behov for at ændre de gældende regler for autorisationsansøgninger til Finanstilsynet. Det bør i samme forbindelse præciseres, at i de tilfælde hvor virksomheden undtagelsesvist ikke kan foretage anmeldelsen elektronisk via www.virk.dk, skal anmeldelse ske ved indsendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket vedlagt de nødvendige oplysninger.

2.17.3. Den foreslåede ordning

Det foreslås at ændre en række love, hvor der skal søges om tilladelse hos Finanstilsynet til at drive virksomhed. Det drejer sig om lov om forsikringsformidlere, lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditrådgivere, lov om forbrugslånsvirksomheder og lov om ejendomskreditselskaber. Med forslaget præciseres det, at ansøgning til Finanstilsynet om tilladelse til at udøve den pågældende virksomhed skal ske elektronisk via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på www.virk.dk. Det foreslås endvidere, at i de tilfælde hvor virksomheden undtagelsesvist ikke har mulighed for at indsende ansøgningen via www.virk.dk, er virksomheden forpligtet til at anvende Finanstilsynets anmeldelsesblanket på www.virk.dk.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, § 8, nr. 2, § 9, nr. 1, og § 10, nr. 2, samt bemærkningerne hertil.

2.18. Vækstfondens finansieringsmuligheder

2.18.1. Gældende ret

Vækstfonden har ifølge § 17, stk. 1, i lov nr. 691 af 8. juni 2018 om Vækstfonden mulighed for at optage genudlån hos Danmarks Nationalbank inden for en samlet ramme på maksimalt 1 mia. kr., der skal sikre Vækstfondens aktiviteter, hvis Vækstfondens likviditet kommer under pres i tilfælde af lavkonjunktur eller et frosset venturemarked. Denne adgang er givet som opfølgning på den fastlagte udbyttepolitik for Vækstfonden, der følger af den politiske aftale om udvikling af Nordsøen af 22. marts 2017.

Vækstfonden har ikke hjemmel til at optage genudlån ud over dette likviditetsberedskab. I stedet må Vækstfonden optage lån på det private marked til finansiering af sine aktiviteter, jf. § 16, stk. 2. Vækstfonden har adgang til at optage finansiering til administration af visse, men ikke alle, ordninger, som er skrevet ind i lov om Vækstfondens § 16, herunder syndikeringslån i stk. 3, accelerationspuljen i stk. 4, Dansk Vækstkapital i stk. 6 og Dansk Vækstkapital II i stk. 7.

Den bevillingsmæssige hjemmel til Vækstfondens finansiering af ordninger, der ikke fremgår af loven, er etableret særskilt ved aktstykke og optagelse af tekstanmærkninger på Finansloven. Den nærmere regulering af de i lov om Vækstfonden nævnte ordninger, såvel som ordninger med særskilt bevillingsmæssig hjemmel, er fastlagt ved administrationsaftale eller bekendtgørelse med hjemmel i § 9 i lov om Vækstfonden.

2.18.2. Erhvervsministeriets overvejelser

Vækstfonden finansierer i dag en række af sine aktiviteter gennem en statsgaranteret låneramme, som giver Vækstfonden mulighed for at optage lån i det private marked med en tilknyttet statsgaranti.

I modsætning hertil finansierer en række andre statslige selskaber primært deres aktiviteter ved genudlån gennem Danmarks Nationalbank. Ved genudlån optager selskabet lån direkte hos staten. Låneprovenuet udbetales fra statens konto, og det afledte finansieringsbehov dækkes ved løbende udstedelser i statens lånepapirer.

I de senere år er der generelt sket et skifte fra statsgaranterede lånerammer mod genudlån for at effektivisere statens samlede låneoptag. I forlængelse heraf vurderes det hensigtsmæssigt, at en række aktiviteter i Vækstfonden, der i dag finansieres ved låneoptag i markedet, fremover får mulighed for også at kunne finansieres via statsligt genudlån gennem Danmarks Nationalbank i det omfang, der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil. Formålet er således at sikre Vækstfonden en mere fleksibel adgang til likviditet og ikke at øge Vækstfondens samlede mulighed for at optage lån.

Vækstfonden fik med den politiske aftale om udvikling af Nordsøen af 22. marts 2017 adgang til genudlån i form af et likviditetsberedskab på 1 mia. kr. Med nærværende forslag til ændring af lov om Vækstfonden lægges der op til at supplere dette beredskab med en mere generel adgang til genudlån, i det omfang der er eller fremover etableres særskilt bevillingsmæssig hjemmel hertil.

Foruden adgang til genudlån foreslås det, at opremsningen af en række enkeltordninger, der administreres af Vækstfonden, og hvor Vækstfonden har fået mulighed for at optage statsgaranterede lån, skrives ud af loven. Der tilsigtes ingen ændringer i Vækstfondens mulighed for låneoptag i den forbindelse. Ordningerne vil således fortsat være hjemlet bevillingsmæssigt, ligesom der i en række tilfælde er udstedt bekendtgørelser i medfør af § 9 i lov om vækstfonden, der nærmere fastlægger rammerne for ordningerne. Ændringen har dels til formål at skabe øget fleksibilitet i forbindelse med etablering eller ændring af ordninger og dels at skabe konsistens, da en række ordninger, der i dag er lagt til administration i Vækstfonden, ikke fremgår af loven, men i stedet er etableret med særskilt bevillingsmæssig hjemmel og bekendtgørelse. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at nye ordninger i Vækstfonden i højere grad end tidligere bliver reguleret ved bekendtgørelser frem for administrationsaftaler. Det skaber en gennemsigtighed omkring ordningerne, hvilket var et af de bærende argumenter for at lade ordningerne fremgå af lov om Vækstfonden.

2.18.3. Den foreslåede ordning

Med lovforslaget foreslås det, at Vækstfonden gives adgang til at optage lån i markedet eller genudlån i det omfang, der etableres særskilt bevillingsmæssig hjemmel til det.

Herudover skrives opremsningen af en række enkeltordninger ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændringer i Vækstfondens muligheder for at optage lån men alene at sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt med at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.

Den foreslåede ændring af § 16, stk. 2, vil medføre, at Vækstfonden, foruden den eksisterende adgang til at optage lån i markedet, fremover vil få adgang til at finansiere sine aktiviteter ved statsligt genudlån.

3. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Lovforslaget vurderes at medføre et øget ressourcebehov for Finanstilsynet, som følge af at Finanstilsynet skal føre tilsyn med overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen). Det forventes, at ca. 1.200 finansielle markedsdeltagere og rådgivere vil blive omfattet af de nye tilsynsaktiviteter, der både omfatter et virksomheds- og et produkttilsyn.

Lovforslagets § 11 vurderes at have positive økonomiske konsekvenser for staten. Finansiering via genudlån vurderes generelt at være billigere for Vækstfonden end at udstede gældsbreve med statsgaranti, da likviditeten er betydeligt højere i statens obligationsserier. Vækstfonden, som er ejet af staten, sparer derfor den likviditetspræmie, som købere af gældsbreve ellers ville kræve i form af højere rente.

Lovforslagets § 11 vil have administrative konsekvenser for det offentlige, idet Danmarks Nationalbank administrerer finansiering via genudlån.

3.1. Digitaliseringsklar lovgivning

Lovforslaget vurderes at efterleve principperne om digitaliseringsklar lovgivning. Lovforslaget indeholder enkle og klare regler, som bidrager til administrative byrdelettelser for erhvervslivet.

Der er ved lovforslagets udarbejdelse lagt vægt på en sikker og tryg datahåndtering. Derfor vil enhver videregivelse af personoplysninger efterleve de gældende regler om databeskyttelse. Behandling af personoplysninger vil altid ske under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2016/679/EU af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesforordningen) og databeskyttelsesloven.

4. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet

4.1. Administrative konsekvenser

Erhvervsstyrelsens Område for Bedre Regulering (OBR), har vurderet, at de administrative konsekvenser af lovforslaget ikke overstiger 4 mio. kr. årligt, hvorfor konsekvenserne ikke er blevet kvantificeret nærmere.

Med lovforslaget foreslås det at fjerne kravet om, at det skal fremgå af navnet på danske UCITS' afdelinger, hvis bestyrelsen skal etablere andelsklasser i afdelingen. Denne ændring vurderes at medføre mindre lettelser for erhvervslivet. For de afdelinger, hvoraf det ikke allerede fremgår af deres navn, at der kan oprettes andelsklasser, kræver det en vedtægtsændring af afdelingen for at kunne oprette andelsklasser. En vedtægtsændring skal godkendes af Finanstilsynet. Dertil medfører en navneændring en række omkostninger til f.eks. udenlandske depoter. Afdelingernes navne er i forvejen meget lange, og yderligere tilføjelser til navnet giver udfordringer i forhold til antal felter i it-systemer.

Det kan medføre økonomiske konsekvenser for erhvervslivet, at forvaltere af alternative investeringsfonde omfattes af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgørelsen, da der kan være ansatte, som skal efteruddannes for at opfylde kravene i bekendtgørelsen.

4.2. Øvrige efterlevelseskonsekvenser

Lovforslaget implementerer Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/EF (2. betalingstjenestedirektiv), artikel 106, hvorefter det pålægges betalingstjenesteudbydere at stille Kommissionens folder om forbrugerens rettigheder i henhold til 2. betalingstjenestedirektiv og tilhørende EU-ret til rådighed digitalt og fysisk i deres filialer eller hos agenter, hvortil aktiviteter er outsourcet.

Lovforslagets § 11 vurderes at have positive økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Lavere finansieringsomkostninger for Vækstfonden kan understøtte mere risikovillig finansiering til virksomheder med perspektivrige projekter, som har vanskeligt ved at rejse fuld finansiering i markedet. En overgang til genudlån vil dog medføre, at de finansielle virksomheder, som i dag administrerer Vækstfondens udstedelse af gældsbreve, mister en indtægt. Størrelsen på den mistede indtægt vil afhænge af omfanget af Vækstfondens brug af genudlån.

Herudover vurderes lovforslaget ikke at medføre efterlevelseskonsekvenser.

4.3. Agil erhvervsrettet regulering

Lovforslaget som helhed vurderes at efterleve fire ud af fem principper for agil lovgivning. Lovforslaget muliggør anvendelse af nye forretningsmodeller, idet lovforslaget ikke forventes at opstille hindringer for f.eks. brug af nye teknologier m.v. Lovforslaget er enkelt og formålsbestemt, idet lovforslaget ikke forventes at opstille deltaljerede krav, der gør det vanskeligt for virksomhederne at anvende nye teknologier og forretningsmodeller. Lovforslaget er ikke teknologineutralt, idet der stilles krav om, at ansøgninger om tilladelse til Finanstilsynet skal sendes digitalt. Dette foreslås for at gøre sagsbehandlingen mere effektiv for ansøgeren såvel som Finanstilsynet. Resten af ændringerne er teknologineutrale. Lovforslaget er helhedstænkende, idet virksomhederne forventes at kunne anvende allerede eksisterende systemer. Princippet om brugervenlig digitalisering er ikke relevant for lovforslaget, da lovforslaget ikke retter sig mod det offentliges implementering af regulering gennem erhvervsrettede digitale løsninger.

5. Administrative konsekvenser for borgerne

Lovforslaget indeholder klageadgang for parter til en afgørelse truffet i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen), som Finanstilsynet efter lovforslagets § 4, nr. 5, foreslås at skulle føre tilsyn med. Parterne vil med lovforslaget blive tillagt tilsvarende klageadgang, som gælder for Finanstilsynets tilsyn i øvrigt.

6. Miljømæssige konsekvenser

Det vurderes, at lovforslaget ikke medfører miljømæssige konsekvenser.

7. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget fastlægger tilsynsbeføjelser i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001. Forordningen blev ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, hvilket nødvendiggør tilpasning af §§ 130, 138-139, 143 og 152 i lov om betalinger. Det følger desuden af artikel 13 i den oprindelige forordning, at medlemslandene skal sikre, at overtrædelser af forordningen sanktioneres. Lovforslaget fastsætter, hvilke bestemmelser i forordningen der bliver strafbelagt med bøde. Den nye artikel 3a, stk. 5-6, finder anvendelse fra den 19. april 2021.

Da forordningens bestemmelser har forskellige anvendelsesdatoer, er indarbejdelsen af de nye artikler i lov om betalinger fordelt på lov nr. 1374 af 13. december 2019 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og selskabsloven og forskellige andre love, lov nr. 641 af 19. maj 2020 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., lov om investeringsforeninger m.v. og forskellige andre love og dette lovforslag. De nye artikler, 3a og 3b, finder anvendelse fra to forskellige tidspunkter. Artikel 3a, stk. 1-4, og den tilhørende del af stk. 7, og artikel 3b fandt anvendelse fra den 19. april 2020. Indsættelsen af de pågældende artikler i § 130, stk. 1, 2. pkt., § 138, stk. 1, 8. pkt., § 139, stk. 1, 2. pkt., og § 143, i lov om betalinger var en del af lov nr. 1374 af 13. december 2019 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om betalinger, lov om kapitalmarkeder, lov om investeringsforeninger m.v. og selskabsloven og forskellige andre love, mens indsættelsen af artikel 3a, stk. 3-4, og artikel 3b, i strafbestemmelsen i lovens § 152, stk. 2, var en del af lov nr. 641 af 19. maj 2020 om ændring af lov om finansiel virksomhed, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., lov om investeringsforeninger m.v. og forskellige andre love. Artikel 3a, stk. 5 og 6, og den tilhørende del af stk. 7, finder derimod først anvendelse fra den 19. april 2021, og indsættelsen af artikel 3a, stk. 5 og 6, i § 130, stk. 1, 2. pkt., § 138, stk. 1, 8. pkt., § 139, stk. 1, 2. pkt., og § 143 og indsættelsen af artikel 3a, stk. 5, i § 152, stk. 2, er en del af nærværende lovforslag.

Med lovforslaget gennemføres de fornødne ændringer som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2088 af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen). De foreslåede ændringer indebærer bl.a., at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndighed i forhold til at påse overholdelsen af disclosureforordningen i Danmark. Med de foreslåede ændringer sikres det bl.a., at Finanstilsynet kan give påbud eller påtaler for manglende overholdelse af forordningen. De foreslåede ændringer går ikke videre end det, der er nødvendigt som følge af forordningen. Disclosureforordningen finder anvendelse fra den 10. marts 2021, med undtagelse af forordningens artikel 11, stk. 1-3, som skal finde anvendelse fra den 1. januar 2022. Det foreslås, at de dele af lovforslaget, som er en følge af disclosureforordningen, også skal træde i kraft den 10. marts 2021.

Med lovforslaget gennemføres tillige de fornødne ændringer som følge af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2089 af 27. november 2019 om ændring af forordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om benchmarks (ændringsforordningen). Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed i forhold til at påse overholdelsen af benchmarkforordningen i Danmark. Med de foreslåede ændringer sikres det, at overtrædelser af reglerne, som indføres med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2019/2089 af 27. november 2019, kan sanktioneres i Danmark. De foreslåede ændringer går ikke videre end det, der er nødvendigt som følge af forordningen. Forordningen trådte i kraft den 10. december 2019. I henhold til forordningen skal benchmarkadministratorer, der udbyder et EU-benchmark for klimaovergang eller et Paristilpasset EU-benchmark, senest den 30. april 2020 overholde benchmarkforordningens krav.

Lovforslaget gennemfører endvidere dele af Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2018/843/EU af 30. maj om ændring af direktiv 2015/849/EU om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme (4. hvidvaskdirektiv) og om ændring af direktiv 2009/70/EF og 2013/36/EU (5. hvidvaskdirektiv).

Lovforslaget gennemfører endvidere dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv).

8. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Et udkast til lovforslag har i perioden den 22. juni 2020 til den 3. august 2020 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Akademisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish Venture Capital and Private Equity Association (DVCA), Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætter Forening, Dansk Investor Relations Forening - DIRF, Dansk Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal, Dansk Standard, Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Danske Maritime, Danske Rederier, Danske Regioner, Den Danske Aktuarforening, Den Danske Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den Danske Fondsmæglerforening, Det nationale netværk af virksomhedsledere, Det økonomiske råds sekretariat (DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforeningen, Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA - Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgenturer, FDIH - Foreningen for Distance- og Internethandel, FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbrugerrådet Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsikring & Pension, Forsikringsforbundet, Forsikringsmæglerforeningen, v/ Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR - danske revisorer, Garantiformuen, Garban-Intercapital Scandinavia, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kommunernes Landsforening, Komiteen for god selskabsledelse, Kromann Reumert, Kuratorforeningen, Københavns Universitet, Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker, Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S, Nets A/S, Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain Association, Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening, Postnord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Universitetscenter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, Syddansk Universitet, Telekommunikationsindustrien i Danmark, Udbetaling Danmark, VP Securities A/S, Western Union, Thomson Reuters Nordic, Transparency International Danmark, Ørsted, Den Europæiske Centralbank.

Et udkast til lovforslag vedrørende Vækstfonden har i perioden fra den 3. juli 2020 til den 3. august 2020 været sendt i høring hos følgende myndigheder og organisationer m.v.:

Aalborg Universitet, Aarhus BSS, Advokatsamfundet, Akademisk Arkitektforening, Akademikerne Andelskassen, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES), Arbejdsmarkedets Tillægspension (ATP), CBS, CEPOS, Computershare, DAFINA, Danish Venture Capital and Private Equity Association (DVCA), Danmarks Nationalbank, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktionærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Dansk Ejendomsmæglerforening, Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring (DFIM), Dansk Industri, Dansk Iværksætter forening, Dansk Investor Relations Forening - DIRF, Dansk Kredit Råd, Dansk Management Råd, Dansk Metal, Dansk Standard, Danske Advokater, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Danske Maritime, Danske Rederier, Danske Regioner, Den Danske Aktuarforening, Den Danske Dommerforening, Den Danske Finansanalytikerforening, Den danske Fondsmæglerforening, Det nationale netværk af virksomhedsledere, Det økonomiske råds sekretariat (DØRS), Drivkraft Danmark, Ejendomsforeningen, Ejerlederne, Experian, Fagbevægelsens Hovedorganisation, FDFA - Foreningen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgenturer, FDIH - Foreningen for Distance- og Internethandel, FinansDanmark, Finans og Leasing, Finansforbundet, Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, First North, Forbrugerrådet Tænk, Forbrugsforeningen, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer v/ Kim Stormly Hansen, Foreningen Danske Revisorer, Foreningen for platformsøkonomi, FOREX, Forsikring & Pension, Forsikringsforbundet, Forsikringsmæglerforeningen v/ Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR - danske revisorer, Garantiformuen, Garban-Intercapital Scandinavia, HK, Horesta Arbejdsgiverorganisation, Håndværksrådet, IDA Ingeniørforeningen, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOBRO), Intertrust (Denmark), ISACA Denmark Chapter, IT-branchen, KommuneKredit, Kommunernes Landsforening, Komiteen for god selskabsledelse, Kromann Reumert, Kuratorforeningen, Københavns Universitet, Landbrug & Fødevarer, Landsdækkende banker, Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug, Ledernes Hovedorganisation, Liberale Erhvervs Råd, Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), Mybanker, NASDAQ Copenhagen A/S, Nets A/S, Nokas Kontantservice P/S, Nordic Blockchain Association, Oxfam IBIS, Parcelhusejernes Landsforening, Postnord Juridiske afdeling, Revisornævnet, Roskilde Universitetscenter, Skibs- og Bådebyggeriets Arbejdsgiverforening, SMVdanmark, Syddansk Universitet, Telekommunikationsindustrien i Danmark, Udbetaling Danmark, VP Securities A/S, Western Union, Thomson Reuters Nordic, Transparency International Danmark, Ørsted, Den Europæiske Centralbank

9. Sammenfattende skema

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1 (fodnoten i lov om betalinger)

Den gældende fodnote til lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 1024 af 3. oktober 2019, indeholder en udtømmende opregning af de direktiver, som lov om betalinger gennemfører.

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel ændres som konsekvens af, at der med lovforslaget foreslås gennemført dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed, EU-Tidende 2009, nr. L 267, side 7, (2. e-pengedirektiv) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og -beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger, EU-Tidende 2019, nr. L 150, side 253 (CRD V).

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 25.

Til nr. 2 (§ 5, nr. 18, i lov om betalinger)

Det følger af § 5, nr. 18, i lov om betalinger, at loven ikke finder anvendelse på elektroniske penge på op til 3.000 kr. lagret på et instrument med begrænset anvendelse, hvor der ikke kan ske genopfyldning, og hvor udstederens samlede forpligtelser hidrørende fra udestående elektroniske penge på intet tidspunkt overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 5 mio. euro, jf. dog § 96.

Efter § 96 i lov om betalinger er der fastsat regler vedrørende pligter og rettigheder i forbindelse med udstedelse og indløsning af elektroniske penge. I henhold til § 96 er det således ikke tilladt at udstede elektroniske penge til overkurs. § 96 fastsætter endvidere regler for indløsning af restværdien af elektroniske penge, herunder regler vedrørende indløsningsbetingelser samt regler vedrørende gebyrer i forbindelse med indløsningen.

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, at den skal ses i sammenhæng med § 5, nr. 14 og 15, i lov om betalinger, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som fremsat, side 96. Det skyldes, at for at et betalingsinstrument kan være omfattet af § 5, nr. 18, skal der bl.a. være tale om et instrument med begrænset anvendelse som defineret i § 5, nr. 14 og 15.

Efter § 5, stk. 1, finder loven ikke anvendelse på aktiviteter omfattet af § 5, stk. 1, nr. 1-18. Med § 5, nr. 14 og 15, undtages instrumenter, der kun kan anvendes inden for et begrænset netværk af udbydere, og instrumenter, der kun kan anvendes til at erhverve et meget begrænset antal varer eller tjenesteydelser fra lovens anvendelsesområde. Lovens kapitel 5-7 finder dog anvendelse på instrumenter omfattet af nr. 14 og 15.

Lov om betalinger finder ikke anvendelse på betalingsinstrumenter omfattet af § 5, nr. 18, jf. dog § 96. For at et betalingsinstrument er omfattet af § 5, nr. 18, i lov om betalinger, er det en forudsætning, at betalingsinstrumentet udgør et betalingsinstrument med begrænset anvendelse omfattet af § 5, nr. 14 eller 15. Efter de gældende bestemmelser fremgår denne sammenhæng mellem nr. 14, 15 og 18 ikke direkte af bestemmelsens ordlyd, men kun af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som fremsat, side 96.

Det foreslås derfor, at der i § 5, nr. 18, indsættes en henvisning til § 5, nr. 14 og 15.

Med ændringen foreslås det at præcisere, at der med begrænset anvendelse i nr. 18 menes de tilfælde, der er omfattet af § 5, nr. 14 og 15.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det fremadrettet fremgår direkte af bestemmelsens ordlyd, at begrænset anvendelse skal forstås som betalingsinstrumenter omfattet af § 5, nr. 14 og 15.

Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet en materiel ændring af lovens anvendelsesområde, men alene en præcisering af bestemmelsen.

Til nr. 3 (§ 7, nr. 22, i lov om betalinger)

Den gældende bestemmelse i § 7 i lov om betalinger fastlægger lovens definitioner.

Efter § 7, nr. 22, er en pengeoverførsel defineret som en betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler alene med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en anden udbyder af betalingstjenester på betalingsmodtagerens vegne, uden at der oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn.

Bestemmelsen gennemfører artikel 4, stk. 1, nr. 22, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, om ændring af direktiv 2002/65/EF, 2009/110/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010 og om ophævelse af direktiv 2007/64/E (2. betalingstjenestedirektiv).

Artikel 4, nr. 22, i 2. betalingstjenestedirektiv indeholder et andet led, der fastsætter, at der også er tale om en pengeoverførsel, når midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådighed for denne. Denne del af definitionen af en pengeoverførsel er ikke indeholdt i den gældende definition af pengeoverførsel i lov om betalinger.

Det foreslås på den baggrund at nyaffatte § 7, nr. 22, så en pengeoverførsel defineres som en betalingstjeneste, hvor der modtages midler fra en betaler, uden at der oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens vegne, eller hvor sådanne midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådighed for denne.

Den foreslåede nyaffattelse har til formål at sikre en korrekt og direktivnær implementering af 2. betalingstjenestedirektivs artikel 4, stk. 1, nr. 22, som definerer pengeoverførsel.

Med den foreslåede bestemmelse vil det afgørende for definitionen af en pengeoverførsel være, at der gennemføres en betalingstransaktion, uden at der oprettes en konto i hverken betalers eller betalingsmodtagers navn. Det skal forstås sådan, at udbyderen ikke opretter en betalingskonto i betalers eller betalingsmodtagers navn i forbindelse med transaktionen. Det faktum, at midlerne som led i gennemførelsen af betalingstransaktionen indestår på en konto i en bank, vil således ikke være afgørende for, om en transaktion er omfattet af definitionen, så længe denne konto ikke er oprettet i hverken betalers eller betalingsmodtagers navn.

At midlerne alene modtages med det formål at overføre et tilsvarende beløb skal forstås således, at udbyderen ikke selv er del i den underliggende forpligtelse mellem betaleren og betalingsmodtageren. I dette tilfælde modtager udbyderen dermed alene midlerne med det formål at videreformidle dem til betalingsmodtager eller stille dem til rådighed for betalingsmodtager. Det forhold, at udbyderen udfører en anden aktivitet ved siden af pengeoverførselsvirksomheden, vil derimod ikke i sig selv medføre, at der ikke er tale om en pengeoverførsel. Tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk person modtager midler med henblik på opbevaring eller forvaltning, og som led heri eksempelvis foretager overførsler med henblik på at investere midlerne, vil ikke anses for at udgøre pengeoverførsler omfattet af definitionen.

Med den foreslåede bestemmelse vil der endvidere ikke være tale om en pengeoverførsel i tilfælde, hvor betaler og betalingsmodtager har aftalt, at betaler kan betale med frigørende virkning til en tredjepart. Uden for den foreslåede definition af en pengeoverførsel falder ligeledes tilfælde, hvor en fysisk eller juridisk person fremstår som legitimeret til at modtage betalingen. I de tilfælde hvor debitor med frigørende virkning kan indfri betalingsforpligtelsen ved betaling til tredjemand, vil der ikke være tale om, at tredjemand modtager midlerne alene med det formål at videreoverføre et tilsvarende beløb til betalingsmodtager. I stedet vil tredjeparten skulle betragtes som betalingsmodtageren, jf. § 7, nr. 11, i lov om betalinger, da tredjeparten i disse tilfælde vil udgøre den tiltænkte modtager af midlerne. En efterfølgende transaktion mellem tredjeparten og den oprindelige betalingsmodtager vil herefter skulle betragtes som en særskilt transaktion. Der vil således være tale om to uafhængige betalingstransaktioner, som i dette tilfælde gennemføres af betalers og betalingsmodtagers udbydere.

En pengeoverførsel vil almindeligvis involvere enten tre eller fire parter. Det omfatter betaleren og betalerens udbyder, der indgår i et aftaleforhold med betaleren om at overføre midlerne, samt betalingsmodtager og betalingsmodtagerens udbyder, som modtager midlerne på betalingsmodtagerens vegne. I visse tilfælde vil betalers og betalingsmodtagers udbyder være den samme juridiske person, der dermed har aftaleforholdet med begge parter. Udbydere kan være pengeinstitutter eller andre udbydere af betalingstjenester. I visse tilfælde kan en pengeoverførsel involvere mere end fire parter. Dette kan eksempelvis være tilfældet, hvor en transaktion gennemføres ved hjælp af en korrespondentbank, som ikke indgår i et aftaleforhold med hverken betaleren eller betalingsmodtageren. I dette tilfælde er det alene de aktiviteter, der gennemføres af udbyderne, der indgår i aftaleforholdet med betaler og betalingsmodtager, som vil være omfattet af definitionen. Den aktivitet, som korrespondentbanken udøver, vil derimod ikke være omfattet af definitionen.

Ved en pengeoverførsel vil der oftest blive fratrukket et gebyr fra de modtagne midler. Dette gebyr modsvarer betalingen for udførelsen af pengeoverførslen. Det berører derfor ikke definitionen af pengeoverførsel, at der ikke overføres et nøjagtigt tilsvarende beløb ved selve overførslen som det beløb, der modtages. Der er heller intet til hinder for, at en betaler indbetaler et samlet beløb, der udbetales til flere forskellige betalingsmodtagere. I et sådant tilfælde vil hver efterfølgende deloverførsel blive betragtet som en selvstændig pengeoverførsel, uanset at udbyderen modtager et samlet beløb.

Med den foreslåede nyaffattelse vil definitionen fremover bestå af to led, som fastsætter, at en pengeoverførsel er en betalingstjeneste, hvor der enten 1) modtages midler fra en betaler, uden at der oprettes en betalingskonto i betalerens eller betalingsmodtagerens navn, alene med det formål at overføre et tilsvarende beløb til en betalingsmodtager eller en anden betalingstjenesteudbyder på betalingsmodtagerens vegne, eller 2) hvor sådanne midler modtages på betalingsmodtagerens vegne og stilles til rådighed for denne. En pengeoverførsel vil også kunne bestå af en kombination af de to typer aktiviteter.

Den mest udbredte form for pengeoverførsler i Europa er remitter. Remitter er pengeoverførsler, hvor f.eks. immigranter sender midler tilbage til deres hjemland. Dette sker typisk ved, at en betalingstjenesteudbyder via et netværk af agenter, såsom købmænd og kiosker, modtager midler fra betaler, uden at der oprettes en konto til vedkommende, med det formål, at betalingsmodtager kan afhente midlerne ved en anden agent i netværket. Med den foreslåede nyaffattelse foreslås det, at det fremover fremgår af bestemmelsen, at der ikke blot er tale om en pengeoverførsel, hvis udbyderen modtager midlerne fra betaler med henblik på at overføre dem, men også såfremt midlerne modtages med henblik på at stille dem til rådighed for betalingsmodtager. Det vil ligeledes være omfattet af definitionen, hvis begge aktiviteter udføres.

Et andet eksempel er forretningsdrivende, der tilbyder en tjeneste til forbrugerne, der gør dem i stand til at betale regninger for forsyningsforbrug og andre regelmæssige husholdningsregninger. Dette kan eksempelvis ske ved, at de forretningsdrivende modtager betaling som kontanter eller via et betalingskort fra forbrugeren med henblik på at overføre midlerne til forsyningsselskabet, uden at disse indestår på en konto i betalerens navn.

Efter § 7, nr. 17, i lov om betalinger forstås midler som sedler og mønter, indestående på en konto og elektroniske penge. Der vil således være tale om en pengeoverførsel, uanset om udbyderen modtager midlerne kontant eller elektronisk, f.eks. ved en kontooverførsel, og derefter videresender midlerne til betalingsmodtageren.

Til nr. 4 (§ 9 i lov om betalinger)

Efter § 9 i lov om betalinger skal virksomheder, der udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 1-7, jf. § 3, stk. 1, have tilladelse som betalingsinstitut, jf. dog § 51 eller e-pengeinstitut, jf. dog § 50. En tilladelse kan begrænses til kun at vedrøre en eller flere af de i bilag 1 nævnte betalingstjenester. Betalingstjenester defineres i § 7, nr. 1, som en tjenesteydelse omfattet af bilag 1. Bilag 1 omfatter i alt otte former for betalingstjenester, som alle kræver en tilladelse.

Det foreslås, at henvisningen til bilag 1, nr. 1-7, i § 9, 1. pkt., ændres, så der fremover henvises til bilag 1.

Med den foreslåede ændring vil det fremover fremgå direkte af bestemmelsens ordlyd, at virksomheder, der udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, skal have en tilladelse som betalingsinstitut, e-pengeinstitut eller udbyder af kontooplysningstjeneste.

Det foreslås desuden, at der i § 9, 1. pkt., indsættes en henvisning til kontooplysningstjeneste efter § 60 i lov om betalinger.

Den foreslåede ændring vil ikke indebære en materiel ændring, da definitionen af betalingstjenester allerede i dag omfatter en tjenesteydelse som omfattet af bilag 1, jf. § 7, nr. 1. Det vil sige, at alle de otte oplistede tjenesteydelser i bilag 1 allerede i dag er omfattet af definitionen af betalingstjenester og således alle kræver en tilladelse efter § 9 eller § 60.

Det fremgår af § 9, 2. pkt., at en tilladelse kan begrænses til kun at vedrøre en eller flere af de i bilag 1 nævnte betalingstjenester. Det skal derfor angives specifikt i tilladelsen, hvilke aktiviteter i bilag 1, der gives tilladelse til. Hvis betalingsinstituttet senere vil udbyde andre betalingstjenester, end der er nævnt i tilladelsen, skal betalingsinstituttet indsende en supplerende ansøgning vedrørende de nye typer aktiviteter, som denne ønsker at udbyde.

Bilag 1 indeholder otte former for betalingstjenester, som alle kræver en tilladelse. Bilag 1, nr. 8, omfatter udbud af kontooplysningstjenester. Efter § 60 i lov om betalinger er der et særskilt tilladelseskrav i de tilfælde, hvor en virksomhed kun udbyder kontooplysningstjenester.

Den foreslåede tilføjelse af kontooplysningstjeneste i § 9, 1. pkt., vil medføre, at det fremgår af § 9, 1. pkt., at virksomheder, der udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, jf. § 3, stk. 1, skal have tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, jf. dog §§ 50 og 51 om begrænsede tilladelser, hvis der udbydes en eller flere betalingstjenester efter bilag 1-8, eller som udbyder af kontooplysningstjenester, hvis der kun udbydes betalingstjenester efter bilag 1, nr. 8.

En virksomhed med tilladelse efter § 9 vil således kunne udbyde flere betalingstjenester efter bilag 1, inklusiv udbud af kontooplysningstjenester. En sådan virksomhed vil ikke også skulle have tilladelse efter § 60. Virksomheder, der kun udbyder kontooplysningstjenester, vil fortsat skulle have tilladelse efter § 60.

Til nr. 5 (§ 10, stk. 2, i lov om betalinger)

Den gældende bestemmelse i § 10 i lov om betalinger fastsætter, hvilke krav der skal være opfyldt for at opnå tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut efter §§ 8 eller 9.

Efter § 10, stk. 2, i lov om betalinger skal en virksomhed, der søger om tilladelse til at udbyde betalingsinitieringstjenester, jf. bilag 1, nr. 7, udover at opfylde kravene i stk. 1 have tegnet en ansvarsforsikring eller stillet anden tilsvarende garanti til dækning af krav mod virksomheden, jf. §§ 99 og 104-106.

Efter § 60, stk. 1, i lov om betalinger skal virksomheder, der alene udbyder kontooplysningstjenester efter bilag 1, nr. 8, have en tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester. Kravene for at opnå en tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester følger af § 60, stk. 2 og 4. Efter stk. 4 er det en betingelse for, at der kan gives tilladelse efter stk. 1, at virksomheden har tegnet en ansvarsforsikring, der dækker de geografiske områder, hvor den tilbyder kontooplysningstjenester, eller anden lignende garanti mod erstatningskrav over for de kontoførende udbydere og brugerne som følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautoriseret brug af betalingsoplysninger.

Det foreslås, at der i § 10, stk. 2, indsættes "eller kontooplysningstjenester, jf. bilag 1, nr. 8. " Det foreslås desuden, at bestemmelsens henvisning til §§ 99 og 104-106 udgår.

Den foreslåede ændring har til formål at sikre korrekt implementering af artikel 5, stk. 3, i 2. betalingstjenestedirektiv og skal ses i sammenhæng med den gældende § 60, stk. 4.

Det fremgår således af artikel 5, stk. 3, i 2. betalingstjenestedirektiv, at virksomheder, der ansøger om registrering med henblik på at udbyde kontooplysningstjenester, skal have tegnet en ansvarsforsikring, der dækker de geografiske områder, hvor de tilbyder tjenester, eller en anden lignende garanti mod erstatningskrav over for den kontoførende betalingstjenesteudbyder eller betalingstjenestebrugeren som følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautoriseret eller svigagtig brug af betalingskontooplysninger.

Betalings- og e-pengeinstitutter, der udbyder betalingstjenester omfattet af bilag 1, nr. 1-7, har også mulighed for at udbyde kontooplysningstjenester efter bilag 1, nr. 8. Med den foreslåede bestemmelse vil kravet om at have tegnet en ansvarsforsikring, der dækker erstatningskrav overfor de kontoførende udbydere og brugerne som følge af uautoriseret eller svigagtig adgang til eller uautoriseret brug af betalingsoplysninger, fremover også gælde virksomheder, der søger om tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut efter §§ 8 eller 9 i lov om betalinger, til at udbyde kontooplysningstjenester efter bilag 1, nr. 8, i kombination med andre betalingstjenester omfattet af bilag 1 til lov om betalinger.

Ændringen af § 10, stk. 2, angår dermed alene krav for virksomheder, der søger om tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut efter §§ 8 og 9 i lov om betalinger og medfører dermed ikke ændringer for virksomheder, der søger om tilladelse efter § 60.

De nærmere krav til de ansvarsforsikringer, som skal tegnes af betalingsinitieringstjenesteudbydere og kontooplysningstjenesteudbydere, herunder krav til dækningsområde og dækningssum, er fastsat i bekendtgørelse nr. 1277 af 28. november 2017 om ansvarsforsikring eller garantistillelse for udbydere af betalingsinitieringstjenester og kontooplysningstjenester. Bekendtgørelsens § 2 om ansvarsforsikringens dækningsområde indeholder en henvisning til §§ 99 og 104-106, der svarer til ordlyden af § 10, stk. 2.

Ændringen af § 10, stk. 2, i lov om betalinger, hvorved henvisningen til §§ 99 og 104-106 udgår, er således en redaktionel ændring, da kravet allerede fremgår af bekendtgørelsen.

Finanstilsynet vil ligeledes ændre bekendtgørelse nr. 1277 af 28. november 2017, så bekendtgørelsens krav også vil gælde for virksomheder, der har tilladelse efter § 9 i lov om betalinger til at udbyde kontooplysningstjenester.

Til nr. 6 (§ 14, stk. 1, nr. 2, i lov om betalinger)

Det følger af § 14, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstilsynet opretter et offentligt register over virksomheder, der har fået tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut, virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, agenter af betalingsinstitutter, filialer af e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, såfremt disse udsteder elektroniske penge, udbydere af betalingstjenester i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og virksomheder, der er omfattet af undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og som er anmeldt i henhold til §§ 61 og 62.

Registeret indeholder oplysninger om de virksomheder, der har fået tilladelse efter lov om betalinger af Finanstilsynet. Filialer og agenter skal ikke registreres i et offentligt register i andre medlemslande end i det land, hvor virksomheden er registreret (virksomhedens hjemland).

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger, og gennemfører artikel 14 i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås, at der i § 14, stk. 1, nr. 2, indsættes, at agenter tilknyttet virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester efter §§ 50 eller 51, vil skulle fremgå af Finanstilsynets register.

Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre artikel 14 i 2. betalingstjenestedirektiv, der indeholder en forpligtelse for medlemsstaterne til at oprette et offentligt register over betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, de fysiske og juridiske personer, der er meddelt en begrænset tilladelse eller tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester, og de institutter, der i medfør af § 2 har ret til at udbyde betalingstjenester, samt agenter.

Agenter for udbydere med begrænset tilladelse efter §§ 50 eller 51 er ikke medtaget i § 14, stk. 1, som gennemfører artikel 14. Med henblik på at gennemføre denne forpligtelse foreslås det at indsætte, at registeret tillige omfatter agenter tilknyttet virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester efter §§ 50 eller 51.

Finanstilsynet fører allerede i dag et offentligt tilgængeligt register over virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester efter §§ 50 eller 51 (Virksomhedsregisteret). Virksomhedsregisteret kan tilgås på Finanstilsynets hjemmeside og indeholder oplysninger om de virksomheder, der er meddelt begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester. Virksomhedsregisteret vil med forslaget fremover også skulle indeholde oplysninger om agenter tilknyttet disse virksomheder.

Til nr. 7 (§ 14, stk. 1, nr. 3, i lov om betalinger)

Det følger af § 14, stk. 1, i lov om betalinger, at Finanstilsynet opretter et offentligt register over virksomheder, der har fået tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut, virksomheder, der har fået begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, agenter af betalingsinstitutter, filialer af e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter, såfremt disse udsteder elektroniske penge, udbydere af betalingstjenester i et andet land inden for Den Europæiske Union eller et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, og virksomheder, der er omfattet af undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og som er anmeldt i henhold til §§ 61 og 62.

Registeret indeholder bl.a. oplysninger om de virksomheder, der har fået tildelt tilladelse efter lov om betalinger af Finanstilsynet. Filialer og agenter skal ikke registreres i et offentligt register i andre medlemslande end i det land, hvor virksomheden er registreret (virksomhedens hjemland).

Bestemmelsen blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger og gennemfører artikel 14 i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås, at der i § 14, stk. 1, nr. 3, indsættes, at virksomheder, der har fået tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester efter § 60, og deres agenter, vil skulle fremgå af Finanstilsynets register.

Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre artikel 14 i 2. betalingstjenestedirektiv, der indeholder en forpligtelse for medlemsstaterne til at oprette et offentligt register over betalingsinstitutter, der er meddelt tilladelse, de fysiske og juridiske personer, der er meddelt en begrænset tilladelse eller tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester, og de institutter, der i medfør af § 2 har ret til at udbyde betalingstjenester, samt agenter.

Udbydere af kontooplysningstjenester og deres agenter er ikke medtaget i § 14, stk. 1, som gennemfører artikel 14. Med henblik på at gennemføre denne forpligtelse foreslås det at indsætte, at registeret tillige omfatter udbydere af kontooplysningstjenester efter § 60 og deres agenter.

Finanstilsynet fører allerede i dag et offentligt tilgængeligt register over virksomheder, der har tilladelse til at udbyde betalingstjenester i henhold til lov om betalinger (Virksomhedsregisteret). Virksomhedsregisteret kan tilgås på Finanstilsynets hjemmeside og indeholder oplysninger om de virksomheder, der er meddelt tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester. Virksomhedsregisteret vil med forslaget fremover også skulle indeholde oplysninger om agenter tilknyttet udbydere af kontooplysningstjenester.

Til nr. 8 (§ 14, stk. 1, nr. 6, i lov om betalinger)

Det følger af den gældende bestemmelse i § 14, stk. 1, nr. 5, i lov om betalinger, at Finanstilsynet opretter et offentligt register over virksomheder, der er omfattet af undtagelserne i § 5, nr. 14-17, og som er anmeldt i henhold til §§ 61 og 62.

Undtagelserne i § 5, nr. 14-17, omfatter betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse, herunder instrumenter, der enten kan anvendes indenfor et begrænset netværk af udbydere, jf. § 5, nr. 14, instrumenter, som kan anvendes til at erhverve et meget begrænset antal varer eller tjenesteydelser, jf. § 5, nr. 15, betalingsinstrumenter med et socialt eller skattemæssigt formål, der er reguleret af en offentlig myndighed og alene kan anvendes her i landet til at erhverve bestemte varer eller tjenesteydelser fra leverandører, der har en forretningsaftale med udstederen, jf. § 5, nr. 16, og betalingstransaktioner, der gennemføres af en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller kommunikationstjenester på vegne af en abonnent i tillæg til kommunikationstjenesten under nærmere angivne betingelser, jf. § 5, nr. 17.

Efter de gældende regler fremgår sammenhængen mellem § 5, nr. 14, 15 og 18, ikke klart af bestemmelsens ordlyd, men kun af bemærkningerne til § 5, nr. 18.

Det foreslås, at henvisningen til § 5, nr. 14-17, i § 14, stk. 1, nr. 5, som bliver til nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, ændres til en henvisning til § 5, nr. 14-18.

Formålet med den foreslåede ændring er at omfatte § 5, nr. 18, af registeret, jf. § 14, stk. 1, nr. 5, i lov om betalinger, idet § 5, nr. 18, undtager betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse, jf. nr. 14 og 15, hvor der alene kan lagres elektroniske penge med en værdi på op til 3.000 kr., og hvor der maksimalt kan være udestående elektroniske penge, der modsvarer værdien af 5 mio. euro, fra loven med undtagelse af § 96, som omhandler udstedelse og indløsning af elektroniske penge.

Med ændringen vil elektroniske penge på op til 3.000 kr. lagret på et instrument med begrænset anvendelse, hvor der ikke kan ske genopfyldning, og hvor udstederens samlede forpligtelser hidrørende fra udestående elektroniske penge på intet tidspunkt overstiger et beløb, der modsvarer værdien af 5 mio. euro, blive omfattet af registeret, jf. § 14, stk. 1, nr. 5, som bliver til nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, hvis aktiviteten er anmeldt i henhold til §§ 60 eller 61.

Til nr. 9 (§ 52, nr. 4, i lov om betalinger)

§ 52 i lov om betalinger fastsætter de krav, som en virksomhed skal opfylde for at blive meddelt begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, jf. §§ 50 eller 51 i lov om betalinger.

Efter § 52 i lov om betalinger meddeler Finanstilsynet begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjenester, jf. §§ 50 og 51 i lov om betalinger, når virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Danmark, virksomhedens ejere af kvalificerede andele, jf. § 23 i lov om betalinger, skønnes ikke at ville modvirke en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden, og virksomheden har tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og forretningsgange på alle væsentlige områder, herunder forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, it-sikkerhed og overvågning af volumengrænse i henhold til § 50 eller § 51, stk. 3.

Det foreslås, at der i § 52, som nr. 4, indsættes, at det vil være en betingelse for, at Finanstilsynet meddeler en begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester efter §§ 50 eller 51, at Finanstilsynet vurderer, at virksomheden er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den gældende § 54, nr. 3 og 4, i lov om betalinger, hvorefter en ansøgning om begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester eller udstede elektroniske penge efter §§ 50 eller 51 skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om betingelserne i § 52 er opfyldt, herunder en beskrivelse af virksomhedens forretningsmodel, en oversigt over virksomhedens nuværende og planlagte forretningsaktiviteter samt en budgetprognose for de tre første regnskabsår og det senest reviderede årsregnskab, såfremt et sådant er udarbejdet.

§ 54, nr. 4, blev indsat ved lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger og gennemfører dele af artikel 5, stk. 1, litra b, i 2. betalingstjenestedirektiv, som fastsætter, at virksomheder sammen med ansøgningen skal sende en forretningsplan med en budgetprognose for de tre første regnskabsår, der viser, at ansøgeren er i stand til at anvende de systemer, ressourcer og procedurer, som er hensigtsmæssige til en forsvarlig drift.

Af bemærkningerne til § 54, nr. 4, fremgår det, at bestemmelsen har til formål at give Finanstilsynet et overblik over den økonomiske side af virksomhedens planlagte aktiviteter, herunder vurdere virksomhedens økonomiske situation, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som fremsat, side 174.

Efter de gældende regler følger det imidlertid alene af § 52, at Finanstilsynet meddeler en begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller til at udbyde betalingstjenester, jf. §§ 50 eller 51 i lov om betalinger, når virksomheden har hovedkontor og hjemsted i Danmark, virksomhedens ejere af kvalificerede andele skønnes ikke at ville modvirke en fornuftig og forsvarlig forvaltning af virksomheden, og virksomheden har tilstrækkelige kontrolforanstaltninger og forretningsgange på alle væsentlige områder, herunder forebyggelse af hvidvask og terrorfinansiering, it-sikkerhed og overvågning af volumengrænse.

Det foreslås på den baggrund at ændre bestemmelsen således, at Finanstilsynet i forbindelse med en ansøgning om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester skal vurdere, om virksomheden er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.

I den vurdering vil Finanstilsynet bl.a. lægge vægt på virksomhedens forretningsplan sammenholdt med budgetprognosen for de tre første regnskabsår og senest reviderede årsregnskab, hvis et sådant er udarbejdet med henblik på at få en indikation af, om virksomheden har de ressourcer og procedurer, der er nødvendige til at gennemføre en forsvarlig drift.

Hvis det i den forbindelse vurderes, at der er risiko for, at virksomheden kan få likviditetsproblemer, skal der være en plan for, hvordan likviditeten løbende genoprettes.

Forslaget skal ses i sammenhæng med § 52, nr. 3, i lov om betalinger, som fastsætter, at virksomheden skal have tilstrækkelige procedurer og forretningsgange på alle væsentlige aktivitetsområder.

Forslaget vil medføre, at Finanstilsynet skal afvise en ansøgning om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge eller udbyde betalingstjenester, hvis det vurderes, at ansøgeren ikke er i stand til at gennemføre en forsvarlig drift.

Til nr. 10 (§ 60, stk. 5, i lov om betalinger)

§ 60, stk. 5, i lov om betalinger fastsætter, at Finanstilsynet kan undlade at give tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester i henhold til stk. 1, hvis Finanstilsynet vurderer, at virksomheden ikke opfylder kravene i lov om betalinger eller regler udstedt i medfør af lov om betalinger, hvis oplysningerne i henhold til stk. 2 er ufuldstændige, eller hvis ansvarsforsikringen ikke lever op til kravene i stk. 4 eller reglerne udstedt i medfør af stk. 8.

Det foreslås, at henvisningen i § 60, stk. 5, til oplysningerne i henhold til stk. 2 ændres til stk. 3, da oplistningen af, hvilke oplysninger der skal medfølge en ansøgning om tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester, rettelig fremgår af stk. 3, og ikke af stk. 2, som fastsætter, hvornår Finanstilsynet giver en tilladelse som kontooplysningstjeneste.

Der er alene tale om en ændring af lovteknisk karakter.

Til nr. 11 (§ 60, stk. 6, 2. pkt., i lov om betalinger)

Det følger af § 60 i lov om betalinger, at virksomheder, der kun udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 8, skal have tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester. Det følger endvidere af § 60, stk. 6, at en virksomhed, der har tilladelse til kun at udbyde kontooplysningstjenester, skal behandles som et betalingsinstitut, dog med undtagelse af bl.a. kapitel 5-7, som indeholder forbrugerbeskyttende regler. Virksomheder, der alene udbyder kontooplysningstjenester, er således undtaget fra de regler, som følger af kapitel 5-7.

§ 60 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger og gennemfører artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det følger af § 39, at et e-pengeinstitut eller betalingsinstitut kun må outsource væsentlige driftsmæssige funktioner, når betingelserne i § 39, stk. 1, nr. 1-6, er opfyldt.

§ 39 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger og gennemfører 2. betalingstjenestedirektivs regler om anvendelse af outsourcing i artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, 2. pkt.

Det følger endvidere af §§ 21-24 i lov om betalinger, at en fysisk eller juridisk person, der påtænker at erhverve eller formindske en kvalificeret andel i et betalingsinstitut, forinden skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af den påtænkte erhvervelse. Efter § 23 i lov om betalinger skal Finanstilsynet i forbindelse med vurderingen tage erhververens forhold i betragtning, herunder blandt andet dennes omdømme og økonomiske forhold.

Det foreslås, at der i § 60, stk. 6, 2. pkt., indsættes en henvisning til §§ 21-24 og § 39, hvilket medfører, at en virksomhed, der har tilladelse til kun at udbyde kontooplysningstjenester, er undtaget fra §§ 21-24 og § 39.

Det fremgår af artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv, at fysiske eller juridiske personer, der kun udbyder den i bilag 1, nr. 8, omhandlede betalingstjeneste, undtages fra proceduren og betingelserne i afdeling 1 og 2, med undtagelse af artikel 5, stk. 1, litra a, b, e-h, j, l, n, p og q, og stk. 3, samt artikel 14 og 15. Afdeling 3 finder anvendelse, undtagen artikel 23, stk. 3.

Henholdsvis artikel 19, stk. 6, artikel 20, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, 2. pkt., som er gennemført med § 39, og som omhandler outsourcing, og artikel 6, der omhandler erhvervelse af kvalificerede andele, fremgår af 2. afdeling af 2. betalingstjenestedirektiv og finder således ikke anvendelse for udbydere af kontooplysningstjenester, jf. artikel 33 i 2. betalingstjenestedirektiv.

Den foreslåede ændring har til formål at gennemføre artikel 6, 19, stk. 6, artikel 20, stk. 1, og artikel 28, stk. 1, 2. pkt., i 2. betalingsdirektiv korrekt, således at reglerne om outsourcing og reglerne om erhvervelse af kvalificerede andele ikke finder anvendelse på udbydere af kontooplysningstjenester.

Ændringen vil medføre, at virksomheder, der kun udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1, nr. 8, og har tilladelse som udbyder af kontoplysningstjenester, jf. § 60, stk. 1, i lov om betalinger, eksplicit vil blive undtaget fra kravene i §§ 21-24 og § 39 i lov om betalinger.

Til nr. 12 (§ 60 a i lov om betalinger)

Artikel 12 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter et krav om, at den kompetente myndighed underretter ansøgeren om, hvorvidt der er givet tilladelse eller ej senest tre måneder efter modtagelse af en ansøgning, eller hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse af alle de oplysninger, der er nødvendige for at træffe en afgørelse. Direktivets bestemmelser skelner ikke mellem, hvilke tilladelsestyper der er tale om.

§ 15 i lov om betalinger indeholder en forpligtelse for Finanstilsynet til senest tre måneder efter modtagelse af en ansøgning om tilladelse som betalingsinstitut og e-pengeinstitut, jf. §§ 8 og 9 i lov om betalinger, eller hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse, at underrette ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.

En tilsvarende forpligtelse følger af § 55 i lov om betalinger i forbindelse Finanstilsynets behandling af ansøgninger om begrænset tilladelse til at udstede elektroniske penge, jf. § 50, og begrænset tilladelse til at udbyde betalingstjenester, jf. § 51.

En tilsvarende sagsbehandlingsfrist gælder imidlertid ikke i dag for så vidt angår tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester i henhold til § 60 i lov om betalinger.

Det foreslås at indsætte en § 60 a, hvoraf det fremgår, at senest tre måneder efter modtagelse af en ansøgning om tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester, jf. § 60, eller, hvis ansøgningen er ufuldstændig, efter modtagelse af de oplysninger, der er nødvendige for at træffe afgørelse, underretter Finanstilsynet ansøgeren om, hvorvidt ansøgningen kan imødekommes.

Formålet med den foreslåede ændring er at gennemføre artikel 12 i 2. betalingstjenestedirektiv.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter en frist på tre måneder for Finanstilsynet til at træffe beslutning om at meddele eller nægte at meddele tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester.

Fristen på tre måneder vil starte på det tidspunkt, hvor Finanstilsynet har modtaget en fyldestgørende ansøgning, hvilket er en ansøgning, der indeholder alle relevante dokumenter til brug for Finanstilsynets behandling af ansøgningen.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet skal træffe beslutning om at meddele eller nægte at meddele ansøgeren tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester senest tre måneder efter at Finanstilsynet har modtaget en fyldestgørende ansøgning. En overskridelse af fristen vil ikke medføre, at tilladelse meddeles.

Til nr. 13 (§ 66 a i lov om betalinger)

Lov om betalinger indeholder i dag ikke regler om, at betalingstjenesteudbydere skal stille en oplysningsfolder til rådighed for brugerne.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i kapitel 5 i lov om betalinger, som omhandler en betalingstjenesteudbyders oplysningskrav over for brugeren med henblik på at gennemføre artikel 106 i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det foreslås med indsættelsen af § 66 a, stk. 1, 1. pkt., at en udbyder af betalingstjenester, der udbyder betalingstjenester til forbrugere, skal stille den folder, som Kommissionen udarbejder i medfør af artikel 106 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, til rådighed for alle udbyderens brugere på en let tilgængelig måde. I 2. pkt. foreslås det, at folderen skal fremgå af udbyderens hjemmeside og være tilgængelig på papir hos udbyderens filialer, agenter og hvor relevant andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. I 3. pkt. foreslås det, at for personer med handicap skal oplysningerne efter 1. pkt. stilles til rådighed ved hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.

Den foreslåede bestemmelse gennemfører artikel 106 i 2. betalingstjenestedirektiv, hvoraf der følger en forpligtelse til at oplyse forbrugere om deres rettigheder. Det fremgår af artikel 106, at Kommissionen senest den 13. januar 2018 udarbejder en brugervenlig elektronisk folder, som klart og let forståeligt anfører forbrugernes rettigheder i henhold til 2. betalingstjenestedirektiv og tilhørende EU-ret. Det følger videre af artikel 106, at betalingstjenesteudbydere skal sikre, at folderen stilles til rådighed på en let tilgængelig måde på deres websteder, hvis sådanne findes, og på papir i deres filialer og hos deres agenter og de enheder, hvortil aktiviteter er outsourcet. Betalingstjenesteudbydere må ikke afkræve deres kunder gebyr for at stille oplysningerne til rådighed, og for så vidt angår personer med handicap skal bestemmelserne efterleves ved hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format.

Med lov om betalinger, som gennemfører 2. betalingstjenestedirektiv, blev artikel 106 ikke gennemført, da der på fremsættelsestidspunktet ikke forelå en folder fra Kommissionen. Kommissionen offentliggjorde i december 2019 den folder, der er nævnt i artikel 106.

Forpligtelsen finder anvendelse på alle betalingstjenesteudbydere, der udbyder tjenester til forbrugere. Bestemmelsen finder dermed anvendelse på udbydere af betalingstjenester, uanset at udbyderen alene har få kunder, der er forbrugere.

At folderen skal stilles til rådighed på en let tilgængelig måde for udbydernes brugere betyder, at folderen skal være nem for kunden at finde, uden at det kræver en større søgning på udbyderens hjemmeside. Folderen bør således enten fremgå af hjemmesidens forside eller have et direkte link på forsiden. For så vidt angår udbyderens filialer, agenter og hvor relevant andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsourcet, skal folderen være tilgængelig i fysisk papirformat. Det skal være muligt for alle udbyderens brugere at tilgå Kommissionens folder. Det betyder f.eks., at personer med handicap skal kunne tilgå folderen ved hjælp af hensigtsmæssige alternative midler, således at oplysningerne stilles til rådighed i et tilgængeligt format, f.eks. som en lydfil, såfremt der er tale om en kunde med nedsat syn, eller som er ordblind.

Endelig fremgår det af den foreslåede bestemmelse, at folderen skal stilles til rådighed hos andre virksomheder, hvortil aktiviteter er outsourcet, hvis det er relevant. Dette vil være relevant i de situationer, hvor en udbyder af betalingstjenester har outsourcet en opgave til f.eks. en udbyder af en teknisk tjeneste, hvor der vil være kontakt mellem brugeren og udbyderen af den tekniske tjeneste. Såfremt der er tale om en levering af rent tekniske ydelser i relation til udbyderen, uden at det er relateret til brugeren og den aftale, der er indgået mellem brugeren og udbyderen, vil outsourcingvirksomheden ikke være forpligtet til at stille folderen til rådighed.

Den foreslåede § 66 a skal ses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser i kapitel 5 i lov om betalinger. Det betyder bl.a., at det er udbyderen af betalingstjenester, der i medfør af § 65 har bevisbyrden for, at folderen stilles til rådighed for alle udbyderens brugere, hvis udbyderen har kunder, der er forbrugere.

Herudover må udbyderen ikke kræve betaling for folderen, jf. § 66. Det gælder også ved udlevering af en fysisk folder i papirformat. En udbyder af betalingstjenester må således ikke opkræve en bruger gebyrer eller anden betaling for opfyldelse af de oplysningsforpligtelser, der påhviler udbyderen af betalingstjenester, uanset om der er tale om en enkeltstående betalingstransaktion eller en betalingstransaktion omfattet af en rammeaftale.

Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med de forbrugerbeskyttende regler i kapitel 5, jf. § 144 i lov om betalinger, og det vil derfor ligeledes være Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med, at Kommissionens folder stilles til rådighed i overensstemmelse med den foreslåede § 66 a.

Til nr. 14 (§ 123, stk. 3, i lov om betalinger)

Ifølge lov om betalinger § 123, stk. 3, kan udbyderne af betalingstjenester og betalingsmodtageren, i tilfælde hvor en betalingstransaktion sker ved anvendelse af et betalingsinstrument, indgå aftale om betaling for særlige ordninger tilknyttet det enkelte betalingsinstrument, i det omfang disse særlige ordninger ikke er omfattet af abonnementsordningen i stk. 4.

Det foreslås, at bestemmelsen i stk. 3 konsekvensændres, således at henvisningen til abonnementsordningen i stk. 4 ændres til, at bestemmelsen henviser til "regler fastsat af erhvervsministeren efter stk. 4", således at bestemmelsens ordlyd er overensstemmende med de foreslåede ændringer i stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 15. Dette medfører ingen ændringer i det materielle indhold af bestemmelsen.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 1, nr. 15 og 16.

Til nr. 15 (§ 123, stk. 4, i lov om betalinger)

Ifølge den gældende § 123, stk. 4, kan erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om, at udbyderen for visse typer af betalingsinstrumenter alene kan pålægge betalingsmodtageren at betale et årligt abonnement. Efter ordlyden i bestemmelsen er erhvervsministerens beføjelser således afgrænset til alene at angå fastsættelse af regler om betaling af et årligt abonnement. Ud fra forarbejderne til lov nr. 603 af 24. juni 2005 om ændring af lov om visse betalingsmidler vurderes et abonnement endvidere at måtte være afgrænset til at omfatte et fast beløb baseret på et interval af transaktioner, jf. Folketingstidende 2004-2005, tillæg A, side 7058. Abonnementet skulle ifølge forarbejderne til loven "blive fastsat, således at der tages særligt hensyn til de mindre forretninger med under 5.000 tranaktioner om året. Disse skal kun betale et årligt abonnement på ca. 500 kr. i 2005. For de store og mellemstore forretninger vil abonnementet blive fastsat i intervaller på baggrund af antallet af dankorttransaktioner. "

Det foreslås, at § 123, stk. 4, ændres, således at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om, hvilke prismodeller udbyderne af visse typer af betalingsinstrumenter vil kunne anvende til at pålægge betalingsmodtageren at betale til dækning af udbyderens omkostninger til driften af betalingssystemet.

Det vil indebære, at erhvervsministeren med forslaget til § 123, stk. 4, får en klar hjemmel til i bekendtgørelsesform at fastsætte nærmere regler om, hvilke prismodeller udbydere af visse betalingsinstrumenter er begrænset til at opkræve gennem.

Forslaget vil således medføre, at erhvervsministerens beføjelser efter ordlyden af bestemmelsen ændres til tillige at omfatte andre prismodeller end en abonnementsmodel. Erhvervsministeren vil efter forslaget kunne fastsætte nærmere regler for, at udbydere af visse betalingsinstrumenter skal opkræve betaling for omkostningerne til betalingssystemet gennem en eller flere nærmere angivne "prismodeller". Ændringen af ministerens beføjelser vil således medføre, at ministeren kan fastsætte alternative prismodeller baseret på eksempelvis en procentsats af transaktionsbeløbet eller en fast pris afhængigt eller uafhængigt af transaktionens størrelse. De angivne eksempler er ikke udtømmende. Ændringen vil endvidere medføre, at opkrævningsmetoden ikke er begrænset til at være baseret på transaktionsintervaller.

Det foreslås endvidere, at § 123, stk. 4, ændres, således at den prismodel, som erhvervsministeren efter forslaget kan fastsætte nærmere regler om, ikke er begrænset til at være årlig. Det vil indebære, at ministeren med forslaget får hjemmel til at fastsætte mere fleksible regler for opkrævningen af betalingen og beregningsgrundlaget for prismodellen. Ændringen vil således medføre en øget fleksibilitet i forhold til betalinger, hvilket bl.a. kan være til gavn for især de betalende forretninger, men tillige for indløseren.

Med den foreslåede hjemmel er det hensigten, at erhvervsministeren ændrer abonnementsbekendtgørelsen, således at bekendtgørelsen fremover bl.a. skal omfatte en mulighed for, at virksomheder kan betale enten ved en fast abonnementssats eller ved en procentuel opkrævning fastsat på baggrund af værdien af den enkelte korttransaktion. Efter den nye bekendtgørelse vil opkrævningen efter hensigten skulle ske kvartalvist med henblik på at skabe øget fleksibilitet.

Lovforslaget ændrer ikke på, at udbydere omfattet af de nærmere regler, som erhvervsministeren kan fastsætte efter lov om betalinger, § 123, stk. 4 og 5, udelukkende kan opkræve omkostningerne til driften af betalingssystemet fra betalingsmodtagere omfattet af prismodellen. Således vil det fortsat være sådan, at de samlede betalinger i prismodellen ikke kan overstige omkostningerne forbundet med driften.

Til nr. 16 (§ 123, stk. 5, 1. pkt., i lov om betalinger)

Ifølge den gældende § 123, stk. 5, kan erhvervsministeren fastsætte nærmere regler om, hvorledes prisen for det årlige abonnement i stk. 4 skal beregnes. Erhvervsministeren kan endvidere fastsætte supplerende regler for betalingsinstrumenter omfattet af stk. 1.

Det foreslås, at ordlyden i stk. 5, 1. pkt., konsekvensændres, således at "prisen for det årlige abonnement i stk. 4." ændres til "betalingen i prismodeller fastsat efter stk. 4." Det foreslås således, at ordlyden af bestemmelsen ændres, så bestemmelsen fortsat vil stemme overens med erhvervsministerens beføjelser efter lovens § 123, stk. 4, jf. forslagets § 1, nr. 2. Efter forslaget videreføres § 123, stk. 5, 2. pkt., uden ændringer. Forslaget vedrører således udelukkende en konsekvensændring af bestemmelsens første led.

Til nr. 17 (§ 130, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger)

Efter § 130, stk. 1, i lov om betalinger påser Finanstilsynet overholdelsen af loven og regler udstedt i medfør af loven med undtagelse af § 27 om whistleblowerbeskyttelse. Forbrugerombudsmanden og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører dog tilsyn med dele af loven, jf. §§ 144-145. Desuden påser Finanstilsynet bl.a. overholdelsen af artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.

Det foreslås at ændre § 130, stk. 1, 2. pkt., så det fremgår af bestemmelsen, at Finanstilsynet påser overholdelsen af artikel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.

Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, som Finanstilsynet påser overholdelsen af, så de også omfatter artikel 3a, stk. 5 og 6.

I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstjenesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har udstedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjenesteudbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthævning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned, hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en betalingsordre fra betaleren i samme valuta.

I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudbyderen med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er), hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektroniske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde betalingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modtage de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens artikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse, hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.

De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7, fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.

Det bemærkes, at ved eventuel videregivelse og indhentelse af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Til nr. 18 (§ 132, stk. 6, § 136, stk. 8, 10, 1. pkt., og 11, og § 137, stk. 2, i lov om betalinger)

Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.

Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 5, i § 132, stk. 6, § 136, stk. 7, 9 og 10, der bliver stk. 8, 10 og 11, og i § 137, stk. 2, ændres til henvisninger til stk. 6.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 20.

Til nr. 19 (§ 136, stk. 1, 1. pkt., i lov om betalinger)

Efter § 136 i lov om betalinger har Finanstilsynet en særlig tavshedspligt, som er mere omfattende end den, der følger af forvaltningslovens § 27.

Bestemmelsen gennemfører artikel 24 i 2. betalingstjenestedirektiv og artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed (2. e-pengedirektiv). Artikel 24 i 2. betalingstjenestedirektiv fastsætter, at medlemsstaterne sikrer, at alle, der arbejder eller har arbejdet for de kompetente myndigheder, såvel som eksperter, der handler på de kompetente myndigheders vegne, omfattes af tavshedspligt, og at udveksling af oplysninger er omfattet af en streng tavshedspligt for at sikre beskyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder. Artikel 24 i 2. betalingstjenestedirektiv finder efter artikel 3, stk. 1, i 2. e-pengedirektiv ligeledes anvendelse på e-pengeinstitutter.

Det følger af § 136, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet, såfremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90. Det samme gælder personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift samt eksperter, der handler på tilsynets vegne. Dette gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

Den særlige tavshedspligt begrænser adgangen til aktindsigt i Finanstilsynets sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90 efter § 35 i offentlighedsloven. Derimod begrænser § 136, stk. 1, 1. pkt., ikke adgangen til partsaktindsigt efter forvaltningsloven, jf. forvaltningslovens § 9, stk. 5. Afgørelse om, hvem der er part i forhold til sager hos Finanstilsynet, træffes efter lov om betalinger § 142.

Den særlige tavshedspligt finder i dag kun anvendelse på bestemmelserne i kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90, og kun såfremt oplysningerne er modtaget i forbindelse med Finanstilsynets tilsynsvirksomhed.

Kapitel 2 og 3 omhandler betingelserne for at opnå tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut og de krav, der gælder for at opnå en begrænset tilladelse til udstedelse af elektroniske penge eller udbud af betalingstjenester. Bestemmelserne i kapitel 8 omhandler databeskyttelse, operationel sikkerhed og autentifikation, mens bestemmelserne i §§ 83-90 omhandler udbydere af betalingstjenesters adgang til betalerens konto.

Oplysninger i sager efter lovens øvrige bestemmelser er derimod i dag ikke underlagt den særlige tavshedspligt efter § 136, stk. 1, 1. pkt. For disse oplysninger gælder derfor den almindelige tavshedspligt efter straffelovens §§ 152-152 e og forvaltningslovens § 27.

Det foreslås i § 136, stk. 1, 1. pkt., at "såfremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90" udgår.

Den foreslåede ændring indebærer, at Finanstilsynets tavshedspligt vil blive udvidet, således at den vil finde anvendelse på alle oplysninger, som Finanstilsynet måtte modtage som led i sin tilsynsvirksomhed, og ikke kun oplysninger i sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90.

Ved fortrolige oplysninger i den foreslåede bestemmelses forstand forstås oplysninger om en virksomheds forretningsmæssige forhold og kunders forhold samt andre oplysninger, som efter deres karakter er fortrolige. Oplysninger, som efter deres karakter er offentlige, f.eks. regnskaber og fondsbørsmeddelelser, er ikke omfattet af tavshedspligten. Tilsvarende gælder oprindeligt fortrolige oplysninger, som uden om tilsynet er blevet offentliggjort af andre kanaler i en grad, så det er blevet almindeligt kendt.

Ved oplysninger, der efter deres karakter er fortrolige, forstås oplysninger, der ikke direkte relaterer sig til enkelte kunders eller virksomheders forhold. Det drejer sig bl.a. om oplysninger om økonomiske eller forretningsmæssige forhold for personer og selskaber, som ikke er kunder i egentlig forstand, men som f.eks. kautionerer for kunder, har ejerandele i virksomhedens kunder eller på anden vis har en personlig, økonomisk eller forretningsmæssig tilknytning til kunder uden selv at være det.

Tavshedspligten vil også omfatte fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager fra udenlandske myndigheder i forbindelse med sin tilsynsvirksomhed.

Fortrolige oplysninger, som Finanstilsynet modtager fra Finansiel Stabilitet, vil også blive omfattet af bestemmelsen. Oplysninger fra Finansiel Stabilitet kan f.eks. være oplysninger, som Finanstilsynet modtager i forbindelse med opgaver med afviklingsplanlægning samt nedskrivning og konvertering af kapitalinstrumenter. Fortrolige oplysninger kan i denne forbindelse eksempelvis være oplysninger om en konto, som et betalingsinstitut har oprettet i et pengeinstitut til sikring af midler, jf. kravet i § 35 i lov om betalinger.

Baggrunden for den foreslåede udvidelse er bl.a. hensynet til at beskytte virksomhedernes forretningsmæssige forhold, herunder af konkurrencemæssige grunde og med henblik på at sikre gennemførelse af artikel 24 i 2. betalingstjenestedirektiv, som fastsætter en streng tavshedspligt for at sikre beskyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder.

Derudover vil den foreslåede ændring af § 136, stk. 1, 1. pkt., medføre en ensretning af Finanstilsynets tavshedspligt på tværs af Finanstilsynets tilsynsområder. Hovedreglen om Finanstilsynets tavshedspligt fremgår af lov om finansiel virksomhed, § 354. Det fremgår således af § 354, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e er forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsyns- og afviklingsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet.

Den foreslåede nyffattelse af § 136, stk. 1, 1. pkt., vil medføre en begrænsning i adgangen til aktindsigt efter offentlighedsloven i Finanstilsynets sager, som ikke tidligere har været omfattet af tavshedspligten efter § 136, stk. 1, 1. pkt. Den foreslåede ændring vil derimod ikke begrænse adgangen til partsaktindsigt efter forvaltningsloven.

Til nr. 20 (§ 136, stk. 3, i lov om betalinger)

Efter § 136, stk. 1, i lov om betalinger er Finanstilsynets ansatte under ansvar efter straffelovens §§ 152-152 e forpligtet til at hemmeligholde fortrolige oplysninger, som de får kendskab til gennem tilsynsvirksomheden, og fortrolige oplysninger, som de får kendskab til fra Finansiel Stabilitet, såfremt oplysningerne vedrører sager omfattet af kapitel 2, 3 og 8 og §§ 83-90. Det samme gælder personer, der udfører serviceopgaver som led i Finanstilsynets drift, og eksperter, der handler på tilsynets vegne. Dette gælder også efter ansættelses- eller kontraktforholdets ophør.

Det foreslås, at der i § 136 indsættes et nyt stk. 3, hvorefter Finanstilsynets tavshedspligt ikke finder anvendelse på oplysninger i sager omfattet af kapitel 5-7. Den foreslåede ændring følger af den foreslåede ændring til § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 19.

Lovens kapitel 5-7 indeholder forbrugerbeskyttende bestemmelser og omhandler oplysningskrav, rettigheder og forpligtelser ved brug af betalingstjenester og elektroniske penge samt regler om gebyrer.

Det er Forbrugerombudsmanden, der fører tilsyn med kapitel 5 og tilsyn med, at virksomhederne over for forbrugere overholder reglerne i kapitel 6.

Finanstilsynets tavshedspligt efter § 136, stk. 1, 1. pkt., i lov om betalinger omfatter i dag ikke kapitel 5-7. Som følge af den foreslåede ændring vil offentligheden lige som i dag kunne få indsigt i Finanstilsynets arbejde omfattet af kapitel 5-7 efter de almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven og forvaltningsloven.

Derudover vil den foreslåede ændring medføre en ensretning af Finanstilsynets tavshedspligt på tværs af Finanstilsynets tilsynsområder. Det skal i den sammenhæng bemærkes, at hovedreglen om Finanstilsynets tavshedspligt fremgår af lov om finansiel virksomhed § 354. Det fremgår af § 354, stk. 3, at Finanstilsynets tavshedspligt ikke finder anvendelse på oplysninger i sager om god skik, prisoplysning og kontraktforhold. Den foreslåede ændring har således til formål at sikre, at der er ensartede regler om tavshedspligt på tværs af Finanstilsynets tilsynslovgivning.

Til nr. 21 (§ 136, stk. 6, nr. 4, i lov om betalinger)

Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.

Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 10, i § 136, stk. 5, nr. 4, der bliver stk. 6, nr. 4, ændres til henvisninger til stk. 11.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 20.

Til nr. 22 (§ 136, stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, i lov om betalinger)

Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.

Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 9, i § 136, stk. 5, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, der bliver stk. 6, nr. 7, 8, 10, 13, 14, 18, 19 og 23, ændres til henvisninger til stk. 10.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 20.

Til nr. 23 (§ 136, stk. 6, nr. 7, 8 og 14, i lov om betalinger)

Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.

Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 10, i § 136, stk. 5, nr. 7, 8 og 14, der bliver stk. 6, nr. 7, 8 og 14, ændres til henvisninger til stk. 11.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 20.

Til nr. 24 (§ 136, stk. 5, nr. 15, i lov om betalinger)

Efter § 136 i lov om betalinger er ansatte i Finanstilsynet underlagt en skærpet tavshedspligt. Efter § 136, stk. 5, er tavshedspligten ikke til hinder for at kunne videregive fortrolige oplysninger til de i stk. 5 oplistede myndigheder, organer m.v.

Det følger af § 136, stk. 5, nr. 15, at Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til offentlige myndigheder, som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder overvågning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer og varetagelse af det finansielle systems stabilitet.

Det foreslås at nyaffatte nr. 15, så det fremgår, at Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til Danmarks Nationalbank, centralbanker i lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, Det Europæiske System af Centralbanker og Den Europæiske Centralbank i deres egenskab af pengepolitisk myndighed samt offentlige myndigheder, som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lande inden for Den Europæiske Union eller lande, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder udførelse af pengepolitik, overvågning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer samt varetagelse af det finansielle systems stabilitet.

Baggrunden for ændringen er et ønske om at præcisere, hvem Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til. § 136, stk. 5, nr. 15, blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 157 som fremsat, side 96, at Finanstilsynet efter nr. 15 kan videregive fortrolige oplysninger til Danmarks Nationalbank, centralbanker i lande inden for EU/EØS, Det Europæiske System af Centralbanker og ECB i deres egenskab af pengepolitisk myndighed samt offentlige myndigheder, som overvåger betalingssystemerne i Danmark og andre lande inden for EU/EØS, under forudsætning af at oplysningerne er nødvendige for dem til opfyldelse af deres lovbestemte opgaver, herunder udførelse af pengepolitik, overvågning af betalings- og værdipapirhåndteringssystemer samt varetagelse af det finansielle systems stabilitet.

Den foreslåede nyaffattelse er en præcisering af lovteksten i overensstemmelse med bestemmelsens bemærkninger.

Den foreslåede ændring indeholder ikke en materiel ændring.

Den foreslåede nyaffattelse svarer til ordlyden af § 354, stk. 6, nr. 21, i lov om finansiel virksomhed, der regulerer tilsvarende videregivelse efter lov om finansiel virksomhed.

For at videregive oplysninger efter § 136, stk. 5, nr. 15, er det en forudsætning, at modtagerne har behov for oplysningerne til varetagelse af deres lovbestemte opgaver. Har modtageren ikke selv redegjort nærmere for deres behov for oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modtageren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Finanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen af oplysningerne, inden Finanstilsynet beslutter at udlevere oplysningerne.

Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra en anden medlemsstat, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse, ligesom oplysningerne udelukkende må benyttes til det formål, som tilladelsen vedrører.

Den, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavshedspligt med hensyn til disse oplysninger som Finanstilsynets ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.

Til nr. 25 (§ 136, stk. 5, nr. 24-26, i lov om betalinger)

Efter § 136 i lov om betalinger er Finanstilsynets ansatte underlagt en skærpet tavshedspligt. Efter § 136, stk. 5, er tavshedspligten ikke til hinder for at kunne videregive fortrolige oplysninger til de i stk. 5 oplistede myndigheder, organer m.v.

§ 136 blev indsat med lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger, der gennemfører artikel 24 i 2. betalingstjenestedirektiv, hvorefter udveksling af oplysninger i henhold til artikel 26 er omfattet af en streng tavshedspligt for at sikre beskyttelse af enkeltpersoners og virksomheders rettigheder. Det fremgår af artikel 24, stk. 3, at medlemsstaterne kan anvende denne artikel under hensyntagen til artikel 53-61 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber (CRD IV) med de fornødne ændringer. § 136 i lov om betalinger svarer til den særlige tavshedsbestemmelse for Finanstilsynet, som fremgår af § 354 i lov om finansiel virksomhed. § 354 i lov om finansiel virksomhed gennemfører artikel 53-60 i CRD IV.

Bestemmelsen indeholder hovedreglen for Finanstilsynets tavshedspligt og er en særbestemmelse om tavshedspligt, jf. offentlighedslovens § 35. Det indebærer, at der ikke vil være mulighed for adgang til aktindsigt efter offentlighedsloven i oplysninger hos Finanstilsynet, der er omfattet af tavshedspligten. Denne skærpede tavshedspligt går desuden videre end den tavshedspligt, der i medfør af § 27, stk. 1, i forvaltningsloven påhviler alle offentligt ansatte.

Tavshedspligten er baseret på et ønske om at beskytte virksomhedernes kunder, både privatpersoner og erhvervskunder. Hertil kommer et ønske om af konkurrencemæssige grunde at beskytte oplysninger om virksomhedernes forretningsmæssige forhold. Herudover er Finanstilsynets tavshedspligt en afgørende betingelse for den tilsynsmæssige effektivitet. For at tilsynet kan få alle nødvendige oplysninger i en given sag, må virksomhederne og kunderne kunne nære tillid til, at Finanstilsynet ikke videregiver fortrolige oplysninger.

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og -beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger (CRD V), indeholder en ny artikel 58a i CRD IV, hvorefter de kompetente myndigheder skal kunne videregive oplysninger til Den Internationale Valutafond og Verdensbanken med henblik på vurderinger som led i programmet til vurdering af den finansielle sektor, Den Internationale Betalingsbank med henblik på kvantitative konsekvensanalyser og Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik på dets tilsynsfunktion.

Med lovforslaget foreslås det, at der i § 136 indsættes et nr. 24, hvorefter Finanstilsynet kan videregive oplysninger til Den Internationale Valutafond og Verdensbanken med henblik på vurderinger som led i programmet til vurdering af den finansielle sektor.

Med bestemmelsen gennemføres artikel 58 a, stk. 1, litra a, i CRD V. Med forslaget vil det være en betingelse for at videregive oplysninger til Den Internationale Valutafond og Verdensbanken, at der er behov for oplysningerne til vurderingen af den finansielle sektor. De udvekslede oplysninger skal således begrænses til, hvad der er relevant og forholdsmæssigt under hensyn til formålet med udvekslingen.

Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte oplysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhente oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modtageren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Finanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen af oplysningerne, før Finanstilsynet træffer endelig beslutning om at udlevere disse.

Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra en anden medlemsstat, vil alene kunne ske, såfremt de myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det formål, som tilladelsen vedrører.

Alle, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavshedspligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsynets ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.

Det foreslås endvidere, at der i § 136 indsættes et nr. 25, hvorefter Finanstilsynet kan videregive fortrolige oplysninger til Den Internationale Betalingsbank med henblik på kvantitative konsekvensanalyser.

Med den foreslåede bestemmelse gennemføres artikel 58 a, stk. 1, litra b, i CRD V. Det vil være en betingelse for at videregive oplysninger til Den Internationale Betalingsbank, at der er tale om oplysninger, som Den Internationale Betalingsbank har brug for med henblik på kvantitative konsekvensanalyser. De udvekslede oplysninger skal således begrænses til, hvad der er relevant og forholdsmæssigt under hensyn til formålet med udvekslingen.

Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte oplysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhente oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modtageren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Finanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen af oplysningerne, før Finanstilsynet beslutter at udlevere disse.

Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet medlemsland, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det formål, som tilladelsen vedrører.

Alle, der i henhold til stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavshedspligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsynets ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.

Det foreslås endvidere, at der i § 136 indsættes et nr. 26, hvorefter Finanstilsynet kan videregive oplysninger til Rådet for Finansiel Stabilitet med henblik på dets tilsynsfunktion.

Med bestemmelsen gennemføres artikel 58 a, stk. 1, litra c, i CRD V. Det vil være en betingelse for at videregive oplysninger til Rådet for Finansiel Stabilitet, at der er tale om oplysninger, som Rådet for Finansiel Stabilitet har brug for, med henblik på dets tilsynsfunktion. De udvekslede oplysninger skal således begrænses til, hvad der er relevant og forholdsmæssigt under hensyn til formålet med udvekslingen.

Ved en sådan udveksling af oplysninger skal de nævnte oplysningers fortrolighed og de kommercielle interesser hos operatører af væsentlige tjenester sikres. Har modtageren derfor ikke redegjort nærmere for deres behov for at indhente oplysningerne, eller finder Finanstilsynet ikke, at modtageren har givet en fyldestgørende redegørelse herfor, vil Finanstilsynet spørge nærmere ind til behovet for indhentelsen af oplysningerne, før Finanstilsynet beslutter at udlevere disse.

Videregivelse af oplysninger, som hidrører fra et andet medlemsland, kan alene ske, såfremt de myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse, og oplysningerne må udelukkende benyttes til det formål, som tilladelsen vedrører.

Alle, der efter stk. 5 modtager fortrolige oplysninger fra Finanstilsynet, er undergivet den samme skærpede tavshedspligt med hensyn til disse oplysninger, som Finanstilsynets ansatte efter § 136, stk. 1, 1. pkt., jf. § 136, stk. 6.

Ved en videregivelse af personoplysninger efter en af de oplistede numre i § 136, stk. 5, vil de gældende regler vedrørende databeskyttelse tillige finde anvendelse, hvorfor behandling af personoplysninger altid vil ske under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Til nr. 26 (§ 136, stk. 7, i lov om betalinger)

Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.

Det foreslås derfor, at henvisninger til § 136, stk. 4 og 5, i § 136, stk. 6, der bliver stk. 7, ændres til henvisninger til stk. 5 og 6.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 20.

Til nr. 27 (§ 136, stk. 8, i lov om betalinger)

Med forslagets § 1, nr. 20, foreslås det at indsætte et nyt stk. 3 i § 136. De gældende stk. 3-10 bliver herefter stk. 4-11.

Det foreslås derfor, at henvisningen til § 136, stk. 6, i § 136, stk. 7, der bliver stk. 8, ændres til henvisning til stk. 7.

Der er tale om konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 20.

Til nr. 28 (§ 138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger)

Efter § 138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger skal Finanstilsynets beslutning om bl.a. at overgive sager efter artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 til politimæssig efterforskning offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside med angivelse af virksomhedens navn.

Det foreslås, at § 138, stk. 1, 8. pkt., ændres, så henvisningen til artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b ændres til artikel 3-4.

Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, hvorefter Finanstilsynets politianmeldelse skal offentliggøres, til også at omfatte beslutninger truffet i henhold til artikel 3a, stk. 5 og 6.

I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstjenesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har udstedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjenesteudbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthævning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned, hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en betalingsordre fra betaleren i samme valuta.

I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudbyderen med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er), hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektroniske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde betalingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modtage de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens artikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse, hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.

De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7, fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.

Der er med den foreslåede ændring ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af Finanstilsynets praksis for offentliggørelse efter § 138, stk. 1, 8. pkt., i lov om betalinger.

Ved eventuel offentliggørelse, videregivelse eller indhentelse af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Til nr. 29 (§ 139, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger)

Efter § 139, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger skal Finanstilsynet orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af bl.a. artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.

Det foreslås, at § 139, stk. 1, 2. pkt., ændres, så henvisningen til artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b ændres til artikel 3-4.

Med forslaget udvides de bestemmelser i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, som Finanstilsynet skal orientere offentligheden om, til også at omfatte artikel 3a, stk. 5 og 6.

I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstjenesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har udstedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjenesteudbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthævning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned, hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en betalingsordre fra betaleren i samme valuta.

I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudbyderen med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er), hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektroniske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde betalingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modtage de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens artikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse, hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.

De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7, fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.

Der er med den foreslåede ændring ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af Finanstilsynets praksis for orientering af offentligheden efter § 139 i lov om betalinger.

Ved eventuel offentliggørelse, videregivelse eller indhentelse af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Til nr. 30 (§ 143 i lov om betalinger)

Efter § 143 i lov om betalinger kan afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til loven, regler udstedt i medfør af loven, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2009/924 om grænseoverskridende betalinger i Unionen eller Europa-Parlamentets eller Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro indbringes for Erhvervsankenævnet af den, som afgørelsen retter sig mod, senest fire uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Det foreslås, at § 143 ændres, så henvisningen til artikel 3, artikel 3a, stk. 1-4 og 7, artikel 3b og 4, ændres til artikel 3-4 og henvisningen til Europa-Parlamentets eller Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 ændres til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012.

Med den foreslåede ændring vil det fremgå af bestemmelsen, at Finanstilsynets afgørelser kan indbringes for Erhvervsankenævnet, når afgørelserne er truffet med hjemmel i artikel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 eller med hjemmel i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro.

Med forslaget udvides omfanget af afgørelser fra Finanstilsynet, der vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet, så det også omfatter afgørelser truffet efter artikel 3a, stk. 5-6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, der er indført med Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer.

I medfør af artikel 3a, stk. 5, sender betalerens betalingstjenesteudbyder for hvert betalingskort, som udbyderen har udstedt til betaleren, og som er knyttet til den samme konto, en elektronisk meddelelse med de nødvendige oplysninger til betaleren uden unødig forsinkelse, efter at betalingstjenesteudbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthævning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den valuta, som betalerens konto føres i. Uanset foranstående skal en sådan meddelelse sendes igen én gang i hver måned, hvori betalernes betalingstjenesteudbyder modtager en betalingsordre fra betaleren i samme valuta.

I medfør af artikel 3a, stk. 6, aftaler betalingstjenesteudbyderen med betalingstjenestebrugeren den eller de bredt og let tilgængelige elektroniske kommunikationskanal(er), hvorigennem betalingstjenesteudbyderen sender den elektroniske meddelelse. Betalingstjenesteudbydere skal tilbyde betalingstjenestebrugere muligheden for at fravælge at modtage de elektroniske meddelelser. Betalingstjenesteudbyderen og betalingstjenestebrugeren kan aftale, at forordningens artikel 3a, stk. 5 og 6, helt eller delvist ikke finder anvendelse, hvis betalingstjenestebrugeren ikke er en forbruger.

De omhandlede oplysninger skal ifølge artikel 3a, stk. 7, fremlægges gratis og på en neutral og forståelig måde.

Ved eventuel videregivelse, offentliggørelse eller indhentelse af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Den foreslåede ændring af henvisningen til Europa-Parlamentets eller Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012, til rettelig at være en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 er alene en redaktionel ændring, som skal sikre, at henvisning til EU-retsakter sker korrekt.

Til nr. 31 (§ 145 a og 145 b i lov om betalinger)

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med en række bestemmelser i lov om betalinger. Det fremgår således af § 145, stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af kapitel 4 og §§ 120-123 og 1) artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, 2) artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 260/2012/EU af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning nr. 924/2009/EF om grænseoverskridende betalinger i euro (SEPA-forordningen) og 3) artikel 3-11 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2015/751/EU om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner.

Som udgangspunkt fungerer Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter loven i konkrete afgørelsessager uafhængigt af ministeren, der ikke inddrages i styrelsens afgørelser. Sammenfattende træffer styrelsen således allerede i dag selvstændigt afgørelser i konkrete sager om efterlevelse af bestemmelserne i lov om betalinger. Lovændringen vil dermed formalisere, hvad der er normal praksis for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser på området.

Det foreslås på den baggrund for det første, at der efter § 145 i lov om betalinger indføres en ny § 145 a, som i 1. pkt. fastslår, at Konkurrencerådet skal have det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf.

Forslaget vil indebære, at Konkurrencerådet får det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration af loven og kan instruere styrelsen generelt og i forhold til konkrete afgørelser. Formelt set er Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn med lov om betalinger i dag underlagt erhvervsministerens ansvar, hvorefter erhvervsministeren har de sædvanlige overordnelsesbeføjelser inden for sit ressort. Med forslaget vil det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn med lov om betalinger overgå fra erhvervsministeren til Konkurrencerådet. Det vil også medføre, at ministeren ikke har instruktionsbeføjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forhold til myndighedernes tilsyn efter lov om betalinger.

Det foreslås med 2. pkt., at Konkurrencerådet træffer afgørelse i sager af principiel eller særlig stor betydning.

Det vil indebære, at Konkurrencerådet træffer afgørelse i sager af principiel eller særlig stor betydning. En sag kan være af principiel betydning, hvor der er tale om en problemstilling, der ikke tidligere er taget stilling til efter loven, eller hvor afgørelsen i øvrigt kan danne præcedens. En sag kan også være principiel, hvis f.eks. en hidtidig fortolkning skal ændres. En sag kan have særlig stor betydning, hvis den indebærer betydelige følger for en eller flere virksomheder eller en hel branche.

Arbejdsdelingen mellem Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen betyder, at styrelsen vil kunne træffe afgørelser i sager, der ikke er af principiel eller særlig stor betydning. Det omfatter bl.a., at styrelsen på rådets vegne kan træffe afgørelser i et større antal sager, hvor afgørelserne stort set er enslydende. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor styrelsen modtager et større antal klager over samme forhold.

Det foreslås med 3. pkt., at det klargøres, at Konkurrencerådet og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved den daglige administration efter denne lov og regler udstedt i medfør heraf er uafhængige af erhvervsministeren.

Forslaget vil indebære, at ministeren ikke vil have instruktionsbeføjelser over for Konkurrencerådet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i relation til administrationen, herunder blandt andet tilsynet med lov om betalinger. Styrelsens deltagelse i internationale fora som uafhængig tilsynsførende myndighed efter lov om betalinger vil heller ikke være underlagt instruktionsbeføjelser fra ministeren. En virkning af forslaget vil endvidere være, at Konkurrencerådet som et led i det overordnede ansvar for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens administration af loven træffer beslutning om oversendelse af sager til politimæssig efterforskning.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens daglige administration omfatter bl.a., at klager efter loven skal indgives til styrelsen, ligesom styrelsen står for sagsoplysningen i alle sager og står for høring af sagens parter og eventuelle tredjemænd. Styrelsen træffer afgørelse i sager, der ikke er af principiel eller særlig stor betydning.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil dog fortsat være underlagt instruktion fra erhvervsministeren i sager vedrørende f.eks. forberedelse af lovgivning, almindelig ministerbetjening og bidrag til tværgående arbejde på ministerområdet. Dette omfatter tillige udarbejdelse af eventuelle analyser til ministeren. Det samme gælder styrelsens deltagelse som repræsentant for Danmark i internationalt arbejde vedrørende forberedelse af nye eller ændrede EU-retsakter på området.

Konkurrencerådet er en del af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, og udgør en samlet, uafhængig myndighed, jf. § 1 i bekendtgørelse om forretningsorden for Konkurrencerådet. Når der i lov om betalinger henvises til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, omfatter det såvel styrelsen som rådet. Henvises der til Konkurrencerådet angår henvisningen modsætningsvist kun Konkurrencerådet og ikke Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Det samme gør sig gældende i konkurrenceloven.

Det foreslås endvidere i stk. 2, at Konkurrencerådet kan delegere sin kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 1, 2. pkt., til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Som udgangspunkt træffer styrelsen kun afgørelse i sager, der ikke er af principiel eller særlig stor betydning. Konkurrencerådet kan dog i medfør af den foreslåede bestemmelse delegere sin kompetence til at træffe afgørelse efter stk. 1, 2. pkt., til styrelsen.

Bestemmelsen er inspireret af konkurrencelovens § 15, stk. 4, hvoraf det følger, at Konkurrencerådet kan delegere sin kompetence til at træffe afgørelser af principiel eller særlig stor betydning til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

Det foreslås endvidere, at der indføres en ny bestemmelse i lov om betalinger § 145 b, hvorefter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.

Bestemmelsen foreslås ud fra hensynet til en så effektiv anvendelse af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens ressourcer som muligt på betalingsområdet. Det betyder endvidere, at styrelsen i praksis har vide beføjelser til at behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage.

I praksis afgør Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen allerede i dag, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en konkret sag efter lov om betalinger, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles. Den foreslåede bestemmelse vil dermed formalisere den gældende administrative praksis på området. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsopgave i forhold til lov om betalinger er vokset gennem de sidste par år, bl.a. som følge af implementeringen af 2. betalingstjenestedirektiv og interbankgebyrforordningen. Det vurderes derfor hensigtsmæssigt, at styrelsen kan foretage en prioritering af styrelsens ressourcer i forhold til, hvilke tilsynssager styrelsen vil undersøge og eventuelt træffe afgørelse i. Det foreslås derfor, at styrelsen tillægges en prioriteringsadgang, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får beføjelser til at behandle en sag af egen drift og til at afvise at behandle en klage.

Den foreslåede bestemmelse er inspireret af konkurrencelovens § 15, stk. 1, 3. pkt., hvoraf det fremgår, at styrelsen afgør, om der er tilstrækkelig anledning til at undersøge eller træffe afgørelse i en sag, herunder om sagsbehandlingen midlertidigt eller endeligt skal indstilles.

Forslaget vil indebære, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen på et hvilket som helst tidspunkt i sagsbehandlingen kan afvise at behandle alle eller nogle af de klagepunkter, som en klager har rejst. Styrelsen vil endvidere kunne beslutte, at styrelsen ikke vil træffe afgørelse i en sag. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor styrelsen modtager en klage, og hvor det viser sig, at styrelsen først vil kunne træffe afgørelse efter at have iværksat betydelige og ressourcekrævende undersøgelser, der ikke vil stå mål med enten afgørelsens forventede resultat eller betydning. En sådan prioriteringsadgang er vigtig af hensyn til en så effektiv anvendelse og en så hensigtsmæssig prioritering af styrelsens ressourcer som muligt.

Med den foreslåede bestemmelse vil det således fremgå direkte af loven, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er tillagt en prioriteringsadgang.

Til nr. 32 (§ 152, stk. 2, i lov om betalinger)

Efter § 152, stk. 2, i lov om betalinger straffes bl.a. overtrædelser af artikel 3, stk. 1 og 1a, artikel 3a, stk. 3-4, artikel 3b, artikel 4, stk. 1, 3 og 4, og artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 med bøde.

Det foreslås at ændre § 152, stk. 2, så det fremover kan straffes med bøde at overtræde artikel 3a, stk. 3-5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.

Med lovforslaget udvides strafbestemmelsen til at omfatte artikel 3a, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.

Artikel 3a, stk. 5, indeholder en forpligtelse for udbydere af betalingstjenester til at sende betaleren en elektronisk meddelelse med oplysninger om vekselgebyrer og den gældende vekselkurs, efter at udbyderen modtager en betalingsordre ved en kontanthævning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted. Meddelelsen skal sendes, når betalingsordren vedrører en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den valuta, som betalerens konto føres i. Meddelelsen skal sendes uden unødig forsinkelse. For efterfølgende betalingsordrer gælder i henhold til artikel 3a, stk. 5, 2. afsnit, at meddelelsen skal sendes igen én gang i hver måned, hvori betalerens betalingstjenesteudbyder modtager en betalingsordre fra betaleren i samme valuta.

Ansvarssubjektet for overtrædelse af artikel 3a, stk. 5, er betalingstjenesteudbydere, der modtager en betalingsordre for et betalingskort ved en kontanthævning i en pengeautomat eller for en betaling på et salgssted i en hvilken som helst EU-valuta, som er forskellig fra den valuta, som betalerens konto føres i.

Det forudsættes, at alene gentagne eller grove overtrædelser af artikel 3a, stk. 5, straffes efter § 152, stk. 2. Manglende udsendelse af en elektronisk meddelelse bør som udgangspunkt ikke straffes, hvis undladelsen f.eks. er udtryk for et enkeltstående tilfælde, skyldes et kortvarigt, teknisk nedbrud, en undskyldelig fejl eller uforudsigelige omstændigheder, som betalingstjenesteudbyderen hverken har haft indflydelse på eller kunne afværge. Det vil eksempelvis være en strafbar overtrædelse, hvis betalingstjenesteudbyderen gentagne gange undlader at sende en elektronisk meddelelse til en betaler, der ikke i henhold til forordningens artikel 3a, stk. 6, 2. afsnit, har fravalgt at modtage disse meddelelser. Det vil desuden være en strafbar overtrædelse, hvis betalingstjenesteudbyderen i den elektroniske meddelelse til betaleren helt undlader at oplyse om vekselgebyrer og vekselkurs.

Det følger af § 152, stk. 5, i lov om betalinger, at der kan pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter 5. kapitel i straffeloven.

Ved udmålingen af bøder bør der, ud over de almindelige strafudmålingsprincipper i straffelovens kapitel 10, indgå betragtninger om, at der skal være en sammenhæng mellem virksomhedernes finansielle styrke, grovheden af overtrædelsen og bødestørrelsen. Baggrunden herfor er at sikre, at sanktionsniveauet for overtrædelser er mærkbart for alle aktører, således at bøder vil have en pønal og præventiv effekt. Vurderingen af overtrædelsens grovhed bør foregå uafhængigt af gerningsmandens økonomiske forhold.

Til § 2

Til nr. 1 (§ 1, stk. 1, nr. 19, i hvidvaskloven)

Det fremgår af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 19, at valutavekslingsvirksomhed er omfattet af lovens anvendelsesområde.

Det følger af hvidvasklovens § 1, stk. 6, at Finanstilsynet for virksomheder og personer omfattet af stk. 1, nr. 8 og 19, kan fastsætte regler om, at loven helt eller delvist ikke finder anvendelse på virksomheder og personer, der alene udøver finansiel aktivitet i begrænset omfang.

Ved ændring af hvidvaskloven i 2019, jf. lov nr. 553 af 7. maj 2019, blev der indsat to yderligere stykker i § 1. Ved en fejl blev henvisningen til stk. 4 i § 1, stk. 1, nr. 19, ikke rettet, som følge af at der blev tilføjet yderligere stykker.

Det foreslås derfor at ændre § 1, stk. 1, nr. 19, således at stk. 4 ændres til stk. 6.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at § 1, stk. 1, nr. 19, vil indeholde en korrekt henvisning til bemyndigelsesbestemmelsen i § 1, stk. 6.

Ændringen er redaktionel og medfører ikke materielle ændringer.

Til nr. 2 (§ 1, stk. 1, nr. 20, i hvidvaskloven)

Hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 20, fastsætter, at udbydere af spil er omfattet af hvidvasklovens anvendelsesområde, dog jf. stk. 5. Bestemmelsen gennemfører artikel 2, stk. 1, litra f, i 4. hvidvaskdirektiv.

Hvidvasklovens § 1, stk. 7, giver skatteministeren kompetence til at fastsætte regler om, at loven helt eller delvist ikke finder anvendelse for spil, dog ikke kasinoer, hvor der vurderes at være en begrænset risiko for hvidvask eller finansiering af terrorisme. Skatteministeren har udnyttet bemyndigelsen, jf. bekendtgørelse nr. 727 af 9. juni 2017, og har undtaget en række spil delvist.

Hvidvasklovens § 65 fastlægger, at Spillemyndigheden påser, at udbydere af spil omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, overholder loven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer. Spillemyndigheden er således kompetent myndighed til at sikre, at de forpligtede virksomheder på spilleområdet overholder hvidvaskloven.

Bestemmelserne i § 5 nr. 1-9, i lov om spil fastlægger følgende definitioner: 1) spil: lotteri, kombinationsspil og væddemål, 2) lotteri: aktiviteter, hvor en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen udelukkende beror på tilfældighed, 3) kombinationsspil: aktiviteter, hvor en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor gevinstchancen beror på en kombination af færdighed og tilfældighed, 4) væddemål: aktiviteter, hvor en deltager har en chance for at vinde en gevinst, og hvor der væddes om resultatet af en fremtidig begivenhed eller indtræffelse af en fremtidig hændelse, 5) klasselotteri: lotteri, der er opdelt i flere klasser med særskilte trækninger i hver klasse, 6) puljevæddemål: væddemål, hvor hele eller dele af gevinsten afhænger af størrelsen af den samlede pulje af indsatser eller bliver delt mellem vinderne, 7) gevinstgivende spilleautomater: mekaniske eller elektroniske maskiner, der kan anvendes til spil, hvor spilleren kan vinde en gevinst, 8) onlinespil: spil, der indgås mellem en spiller og en spiludbyder ved brug af fjernkommunikation og 9) landbaserede spil: spil, der indgås, ved at en spiller og en spiludbyder eller spiludbyderens forhandler mødes fysisk.

Det foreslås at nyaffatte hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 20, hvorefter hvidvaskloven finder anvendelse for udbydere af spil, som defineret i lov om spil, jf. dog bestemmelsens stk. 7.

Ved udbyder af spil forstås en juridisk eller fysisk person etableret her i landet, der udbyder spil erhvervsmæssigt i eget navn. Med etableret her i landet skal forstås, at udbyderen enten har hjemsted i Danmark eller har tilladelse til at udbyde spil i Danmark. Med den foreslåede bestemmelse vil udbydere af spil, der har hjemsted uden for Danmark, men tilladelse til at udbyde spil i Danmark, således også være underlagt hvidvaskloven.

Den foreslåede bestemmelse finder alene anvendelse på erhvervsmæssigt udbud af spil omfattet af lov om spil. Med den foreslåede bestemmelse vil udbud af ikke-erhvervsmæssigt spil ikke være omfattet af hvidvaskloven. Det gælder f.eks. spil omfattet af lov om offentligt hasardspil i turneringsform.

Det er udbyderen af spil, der er omfattet af det foreslåede anvendelsesområde for lov. De enkelte forhandlere af spil i butikker, kiosker m.v., som forhandler spillet i spiludbyderens navn, er ikke omfattet af lovens anvendelsesområde.

Er en udbyder af spil etableret her i landet, men udbyder spil online til et andet EU- eller EØS-land, skal Spillemyndigheden i henhold til artikel 45, stk. 2 og 3, i 4. hvidvaskdirektiv, jf. hvidvasklovens § 31, sikre, at virksomheden overholder lovens regler om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme ved spiludbuddet.

I den foreslåede nyaffattelse af § 1, stk. 1, nr. 20, tilføjes en henvisning til definitionen i lov om spil, og henvisningen til stk. 5 ændres til en henvisning til stk. 7.

Hvidvaskloven § 1, stk. 5, blev ved ændringslov nr. 553 af 7. maj 2019 ændret til § 1, stk. 7, som følge af at der i § 1 blev indsat et nyt stk. 4 og 5, hvorefter de oprindelige stk. 4 og 5 blev til stk. 6 og 7. Ændringen er derfor alene af redaktionel karakter.

Den foreslåede nyaffattelse har endvidere til formål at sikre overensstemmelse med artikel 3, nr. 14, i 4. hvidvaskdirektiv, som definerer "spiltjenester" som "en tjeneste, som indebærer, at der gøres en indsats med penge i hasardspil, herunder spil med et element af færdigheder, f.eks. lotteri, kasinospil, pokerspil og væddemål, som udbydes på en fysisk lokalitet eller ved hjælp af forskellige midler på afstand, ved hjælp af elektroniske midler eller anden kommunikationsfremmende teknologi og efter individuel anmodning fra en tjenestemodtager".

Artikel 3, nr. 14, i 4. hvidvaskdirektiv er i forbindelse med implementeringen af 4. hvidvaskdirektiv ikke implementeret i hvidvaskloven, fordi udbydere af spil og spiltjenester allerede reguleres i lov om spil.

Nyaffattelsen, hvorved der tilføjes bestemmelsen en henvisning til lov om spil, tjener derfor alene til at sikre, at det er klart, at hvidvasklovens definition af udbydere af spil svarer til definitionen i lov om spil, og at artikel 3, nr. 14, i 4. hvidvaskdirektiv således er fuldt ud implementeret. § 5 i lov om spil indeholder den gældende definition af spil.

Til nr. 3 (§ 5 a i hvidvaskloven)

Der gælder på nuværende tidspunkt ikke særlige regler for anvendelse af forudbetalte anonyme kort udstedt i tredjelande i Danmark.

Efter hvidvasklovens § 21, stk. 2, er Finanstilsynet bemyndiget til at fastsætte regler om gennemførelse af lempede kundekendskabsprocedurer for udstedere af elektronisk penge på områder, hvor der vurderes at være begrænset risiko for hvidvask og finansiering af terrorisme. Finanstilsynet har udmøntet bemyndigelsen i bekendtgørelse nr. 1359 af 30. november 2017 om lempede krav til kundekendskabsprocedurer efter lov om forebyggende foranstaltninger mod hvidvask og finansiering af terrorisme (hvidvaskloven). Herved er artikel 12, stk. 1 og 2, i 4. hvidvaskdirektiv gennemført.

Det foreslås at indsætte § 5 a, hvorefter betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande ikke må indløses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i kontanter eller kontanthævning af pengeværdien på sådanne kort ikke indløses i Danmark.

Den foreslåede § 5 a implementerer artikel 1, nr. 7, litra c, 2. led, i 5. hvidvaskdirektiv. Det følger af artikel 1, nr. 7, litra c, 1. led, i 5. hvidvaskdirektiv, at medlemsstaterne skal fastsætte regler om, at der kun kan ske indløsning af betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande, såfremt kortene opfylder betingelser svarende til betingelserne for lempede kundekendskabsprocedurer i artikel 12, stk. 1 og 2, i 4. hvidvaskdirektiv, og som ændret i artikel 1, nr. 7, litra a og b, i 5. hvidvaskdirektiv. Det følger af artikel 1, nr. 7, litra c, 2. led, i 5. hvidvaskdirektiv, at medlemslandene kan vælge ikke at acceptere betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande på deres område.

Forbuddet vil alene gælde i Danmark. Det er således udelukkende indløsning foretaget i Danmark af anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande, som vil være omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen medfører således ikke indskrænkninger i retten til at besidde et sådan kort, f.eks. til brug for udenlandsrejser i lande, hvor indløsning af pågældende kort er tilladt.

Indløsning af betalinger svarer til definitionen af "indløsning af betalingstransaktioner" i § 7, stk. 1, nr. 25, i lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger (lov om betalinger). Herved forstås, at en udbyder af betalingstjenester har indgået aftale med en betalingsmodtager om modtagelse og bearbejdning af betalingstransaktioner med henblik på at overføre midler til betalingsmodtageren.

Det er afgrænset i lov om betalinger, hvem der må indløse betalingsinstrumenter i Danmark. Det er alene virksomheder med tilladelse som pengeinstitut, e-pengeinstitut, betalingsinstitut eller virksomheder, der har begrænset tilladelse til at udstede e-penge eller udbyde betalingstjenester, der må indløse betalingsinstrumenter, herunder betalingskort såsom kreditkort og debetkort, her i landet, jf. §§ 2 og 3 i lov om betalinger. Derudover må offentlige myndigheder og Nationalbanken også indløse betalingsinstrumenter.

Forbuddet i den foreslåede § 5 a er absolut og omfatter således virksomheder og personer, der såvel lovligt som ulovligt kan indløse betalingsinstrumenter i Danmark.

Den foreslåede bestemmelse omfatter både betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande, foretaget fysisk i en butik og via internettet eller anden fjernkommunikationsløsning, f.eks. ved booking og betaling af leje for en bil online.

Ved anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande forstås et betalingskort, som ikke er personaliseret, hvor e-penge indestår, og som kan erhverves ved betaling, uden at erhververen identificerer sig selv, og som er udstedt i et land uden for EU eller EØS.

Ved indløsning af restværdien i kontanter skal forstås en handling, hvor det indestående beløb eller en del af det indestående beløb på det forudbetalte anonyme kort indløses af udstederen af kortet, og indehaveren af kortet dermed får beløbet i kontanter.

Ved kontanthævning skal forstås en handling, hvor det indestående beløb eller en del af det indestående beløb på det forudbetalte anonyme kort hæves, f.eks. i en hæveautomat, og indehaveren af kortet dermed får beløbet i kontanter.

Det foreslås i lovforslagets § 2, nr. 13, at overtrædelse af den foreslåede § 5 a strafsanktioneres.

Strafsubjekterne for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse vil være fysiske og juridiske personer. Med forslaget vil en fysisk eller juridisk person, der indløser et anonymt forudbetalt kort udstedt i et tredjeland, kunne straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter straffelovens regler.

Til nr. 4 (§ 7, stk. 2, 1. pkt., i hvidvaskloven)

Hvidvasklovens § 7, stk. 2, 1. pkt., fastsætter, at den daglige ledelse i virksomheder omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24, skal udpege en ansat, der har fuldmagt til at træffe beslutninger på vegne af virksomheden i henhold til § 8, stk. 2, § 18, stk. 3, og § 19, stk. 1, nr. 3.

Personens opgave er at træffe beslutninger i henhold til hvidvasklovens § 8, stk. 2, om godkendelse af skriftlige politikker, kontroller og forretningsgange, § 18, stk. 3, om etablering og videreførelse af en forretningsforbindelse med en politisk eksponeret person, en nærtstående eller nær samarbejdspartner til en politisk eksponeret person og § 19, stk. 1, nr. 3, om godkendelse af etablering af en korrespondentforbindelse.

Hvidvasklovens § 17, stk. 2, 1. pkt., fastsætter krav om, at virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven skal gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer, hvis en kunde har hjemsted i et land, der er opført på Kommissionens liste over højrisikotredjelande.

Ved § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om ændring af hvidvaskloven blev § 17, stk. 2, ændret således, at det fremgår, hvad skærpede kundekendskabsprocedurer skal omfatte.

De skærpede kundekendskabsprocedurer er fastsat i § 17, stk. 2, nr. 1-5, og indebærer bl.a. efter § 17, stk. 2, nr. 5, at etablering og videreførelse af en forretningsforbindelse med en person, som har hjemsted i et land, der er opført på Kommissionens liste over højrisikotredjelande, skal godkendes af den person, som er udpeget i henhold til hvidvasklovens § 7, stk. 2, 1. pkt.

Det foreslås, at der i § 7, stk. 2, 1. pkt., indsættes en henvisning til § 17, stk. 2, nr. 5.

Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre, at det er den person, der er udpeget efter § 7, stk. 2, 1. pkt., der er ansvarlig for at godkende etablering og videreførelse af en forretningsforbindelse med en person, som har hjemsted i et land, der er opført på Kommissionens liste over højrisikotredjelande i henhold til § 17, stk. 2, nr. 5. Den foreslåede ændring er en konsekvens af bestemmelsen i § 17, stk. 2, nr. 5.

Til nr. 5 (§ 8, stk. 4, i hvidvaskloven)

Efter § 8, stk. 4, i hvidvaskloven skal bestyrelser i virksomheder, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7, og som har en intern revision eller intern audit, sikre, at den interne revision eller den interne audit vurderer, hvorvidt virksomhedens politikker, forretningsgange og kontroller, jf. kravene i denne lov og regler udstedt i medfør heraf, er tilrettelagt og fungerer på betryggende vis.

Det følger af artikel 8, stk. 4, litra b, i 4. hvidvaskdirektiv, at de politikker, kontroller og procedurer der er omhandlet i stk. 3 til effektiv begrænsning og styring af de risici for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som identificeres på EU-niveau, i medlemsstaterne og i forpligtede enheder, omfatter en uafhængig revisionsfunktion til at teste interne politikker, kontroller og procedurer for kundekendskab m.v., hvis det er hensigtsmæssigt i forhold til forretningsaktiviteternes omfang og art.

Det følger af de specielle bemærkninger til den nuværende bestemmelse i hvidvasklovens § 8, at bestemmelsen gennemfører artikel 8 i 4. hvidvaskdirektiv, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 90.

Af bemærkningerne til § 8, stk. 4, følger det, at hvis en virksomhed har etableret en intern revision, skal den interne revision også varetage revision med kravene i denne lov og regler udstedt i medfør heraf, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 92.

I forbindelse med implementeringen blev der foretaget en afvejning af, hvilke virksomheder, som skulle underlægges kravet om en uafhængig revisionsfunktion ud fra et proportionalitetsprincip. Der henvises til Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 31-32. Ud fra den vurdering og i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet blev forpligtelsen alene udstrakt til at omfatte de enheder, der i forvejen er underlagt et krav om en intern uafhængig revisionsfunktion. Det er på nuværende tidspunkt virksomheder, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-7, i hvidvaskloven, dvs. finansielle virksomheder.

Erhvervsministeriet vurderede således, at der ikke var behov for at stille et særskilt krav om etablering af en sådan intern uafhængig revisionsfunktion i øvrige virksomheder, da der typisk vil være tale om mindre virksomheder, hvor den daglige ledelse løbende tager sig af de krav, som følger af lovgivningen. Det indgik i denne vurdering, at alle virksomheder og personer, som er omfattet af hvidvaskloven, internt skal kontrollere deres opfyldelse af lovens krav, også selvom der ikke i hvidvaskloven stilles krav om, at specielle organisatoriske funktioner i en virksomhed skal udføre denne kontrol.

Da der ikke efter dansk ret i anden sammenhæng er fundet behov for at indføre et krav om en uafhængig revisionsfunktion for ikke-finansielle virksomheder og fagfolk, er det hidtil ikke fundet hensigtsmæssigt og proportionelt at pålægge denne virksomhedsgruppe et krav om en uafhængig revisionsfunktion i forhold til kontrol af interne politiker m.v. vedrørende bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvidvaskdirektivs artikel 8, stk. 4, litra b, som muligt, er der imidlertid fundet anledning til at ændre hvidvasklovens § 8, stk. 4.

Det foreslås således i § 8, stk. 4, at indsætte bestyrelser i andre virksomheder, der er omfattet af § 1, stk. 1, som i henhold til anden lovgivning er underlagt krav om en intern revision eller intern audit.

Det foreslåede vil medføre, at andre virksomheder omfattet af hvidvaskloven end de finansielle virksomheder, der er nævnt i den gældende § 8, stk. 4, og som i anden lovgivning bliver underlagt krav om intern revision eller intern audit, også vil blive underlagt hvidvasklovens krav om, at bestyrelsen i virksomheden skal sikre, at den interne revision eller den interne audit vurderer, hvorvidt virksomhedens politikker, forretningsgange og kontroller, jf. kravene i denne lov og regler udstedt i medfør heraf, er tilrettelagt og fungerer på betryggende vis.

Dermed bliver bestemmelsen fremtidssikret, så der tages højde for alle virksomheder, der fremadrettet kan blive omfattet krav om intern revision eller intern audit i henhold til anden lovgivning.

Til nr. 6 (§ 11, stk. 1, nr. 3, 4. pkt., i hvidvaskloven)

Hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 3, fastlægger kravene til indhentelse af identitetsoplysninger på reelle ejere, når kunden er en juridisk person, samt kontrol af identitetsoplysningerne. Bestemmelsens 4. pkt. fastlægger krav til kontrol, hvor virksomhedens eller personens daglige ledelse anses som reelle ejere og indeholder en henvisning til hvidvasklovens § 2, litra a, nr. ii. Denne henvisning i lovteksten er i dag mangelfuld. Ved en fejl er henvisningen til nr. 9 ikke medtaget.

Det foreslås, at henvisningen i 4. pkt. ændres til "§ 2, nr. 9, litra a, nr. ii" med henblik på at rette henvisningen i lovteksten.

Til nr. 7 (§ 14, stk. 6, 2. pkt., i hvidvaskloven)

Hvidvasklovens § 14, stk. 6, er en undtagelse til § 14, stk. 5, hvorefter en etableret forretningsforbindelse skal afbrydes eller afvikles, såfremt der ikke kan gennemføres kundekendskabsprocedurer efter § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3. Undtagelsen i stk. 6, 1. pkt., indebærer, at advokater, når de fastslår en klients retsstilling eller forsvarer eller repræsenterer denne under eller i forbindelse med en retssag, herunder rådgiver om at indlede eller undgå et sagsanlæg, ikke er forpligtet til at afbryde en forretningsforbindelse efter bestemmelsens stk. 5. Undtagelsen i stk. 6, 2. pkt., gælder for personer og virksomheder, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 14-17, når de bistår en advokat i de situationer, som nævnt i 1. pkt., dvs. situationer hvor advokaten fastslår en klients retsstilling eller forsvarer eller repræsenterer denne under eller i forbindelse med en retssag, herunder rådgiver om at indlede eller undgå et sagsanlæg.

Hvidvasklovens § 14, stk. 6, 2. pkt., henviser ved en fejl til bestemmelsens stk. 2. Henvisningen burde retteligt være til bestemmelsens stk. 5.

Det foreslås, at henvisningen i stk. 6, 2. pkt., ændres til stk. 5 med henblik på at rette henvisningsfejlen.

Til nr. 8 (§ 25, stk. 1, i hvidvaskloven)

Den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, i hvidvaskloven omhandler undersøgelsespligten for virksomheder og personer, der er omfattet af loven. Det følger af § 25, stk. 1, at virksomheder og personer skal undersøge baggrunden for og formålet med alle transaktioner, der er komplekse, usædvanligt store, foretages i et usædvanligt mønster eller ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.

Hvidvasklovens § 25 gennemfører artikel 18, stk. 2, i 4. hvidvaskdirektiv og artikel 1, stk. 1, nr. 10, litra b, i 5. hvidvaskdirektiv.

Det foreslås med § 25, stk. 1, at virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven skal undersøge baggrunden for og formålet med 1) alle transaktioner, der a) er komplekse, b) er usædvanligt store, c) foretages i et usædvanligt mønster eller d) ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål. 2) alle usædvanlige aktiviteter, der ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål.

I forhold til den gældende bestemmelse i § 25, stk. 1, præciseres det således, at det fremgår af bestemmelsen, at pligten også omfatter aktiviteter.

Formålet med bestemmelsen er at fastslå, om der er mistanke eller rimelig grund til at formode, at en transaktion eller en aktivitet har eller har haft forbindelse til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Det betyder derfor også, at virksomheden og personen vil skulle have forretningsgange og systemer, som gør det muligt at identificere sådanne transaktioner og aktiviteter. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med hvidvasklovens § 26 om underretningspligt til Hvidvasksekretariatet.

En mistanke og eventuel indgivelse af underretning til Hvidvasksekretariatet skal baseres på vurderinger i den konkrete situation af handlingernes karakter og forskellighed fra normale kundehandlinger, fortielser og andre særegne og atypiske forhold hos kunden, der samlet leder opmærksomheden hen på et eventuelt forsøg på tilsløring af midlernes oprindelse, der må formodes at have en kriminel karakter.

Formålet med undersøgelsespligten er at få fastslået, om det, der vurderes som værende komplekst, usædvanlig stort, i et usædvanligt mønster eller ikke har et åbenbart økonomisk eller lovligt formål, bliver til en egentlig mistanke om hvidvask eller finansiering af terrorisme eller blot en formodning herom, eller om en mulig mistanke kan afkræftes. Det kan f.eks. være tilfældet, hvor en transaktion eller aktivitet ikke svarer til kundens normale adfærdsmønster, eller hvor rådgiveren ikke har viden om, hvorfra kundens midler stammer. Medfører undersøgelsen efter den foreslåede bestemmelse, at virksomheden eller personen bliver vidende om, får mistanke om eller rimelig grund til at formode, at en transaktion, midler eller en aktivitet har eller har haft tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme, vil virksomheden eller personen skulle underrette Hvidvasksekretariatet herom, jf. § 26 i hvidvaskloven.

Udgangspunktet i en undersøgelse af transaktioner eller aktiviteter vil være at sammenholde de oplysninger, virksomheden har om kunden (f.eks. oplysninger om formålet med forretningsforbindelsen og omfanget heraf), og det, der ser mistænkeligt ud, herunder f.eks. en række transaktioner, der fraviger de oplysninger om forretningsforbindelsens omfang, som virksomheden har om kunden. I denne proces kan det være relevant at inddrage kunderådgiveren. Virksomheden kan også kontakte kunden for at indhente oplysning om formålet med transaktionen eller aktiviteten. Kundens forklaring vil dog i mange tilfælde ikke være nok til at afkræfte en mistanke. Det kan derfor være relevant at bede kunden om dokumentation for forklaringen. I tilfælde af et bilsalg vil kunden eksempelvis kunne sende en salgsaftale, og i forbindelse med arv vil kunden kunne fremsende en skifteretsattest. Der er alene pligt til at foretage undersøgelser, når betingelserne i § 25, stk. 1, er opfyldt. Virksomheden vil derfor ikke i alle tilfælde af kunders bilsalg, arv m.v. skulle indhente dokumentation fra kunden.

Hvis virksomheden vurderer, at en forespørgsel vil give kunden viden om, at virksomheden har mistanke og derfor er i gang med at foretage en undersøgelse, vil virksomheden skulle foretage en underretning til Hvidvasksekretariatet i henhold til hvidvasklovens § 26, såfremt en mistanke ikke kan afkræftes på anden måde. Hvis en mistanke ikke kan afkræftes helt, vil virksomheden ligeledes skulle foretage en underretning. Der skal være tale om en egentlig afkræftelse af en mistanke, hvorfor det ikke er tilstrækkeligt kun at svække denne.

Den foreslåede bestemmelse affattes således, at blot én betingelse skal være opfyldt, før virksomheden eller personen skal undersøge baggrunden for og formålet med transaktionen eller aktiviteten.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, litra a, at baggrunden for og formålet med transaktionen vil skulle undersøges, hvis transaktionen er kompleks.

Det betyder, at virksomheder og personer i vurderingen af, om transaktionen er kompleks, eksempelvis kan lægge vægt på, om transaktionen involverer flere parter eller flere jurisdiktioner, eller om transaktionen giver kunden mulighed for at modtage betalinger fra en ukendt tredjemand.

Det foreslås i stk. 1, nr. 1, litra b, at virksomheder og personer vil skulle undersøge baggrunden for og formålet med en transaktion, hvis denne er usædvanligt stor.

Virksomheder og personer kan f.eks. vurdere, om en transaktion er usædvanligt stor ud fra kendskabet til den konkrete kunde og den pågældendes transaktionsmønstre og produktportefølje. Transaktionens størrelse vil som udgangspunkt ikke i sig selv udløse undersøgelsespligten. Vurderingen vil således skulle foretages i relation til kundens sædvanlige transaktionsmønster, herunder størrelsen af kundens sædvanlige transaktioner.

Med den foreslåede bestemmelse i stk. 1, nr. 1, litra c, foreslås det, at undersøgelsen vil skulle foretages, hvis transaktioner foretages i usædvanlige mønstre.

Det betyder, at virksomheder og personer vil kunne tage udgangspunkt i kundens og kundetypens sædvanlige adfærdsmønstre i vurderingen af, om kundens transaktioner foretages i usædvanlige mønstre.

Et usædvanligt transaktionsmønster kan f.eks. være, hvis kunden begynder at foretage en række transaktioner til modtagere, som kunden ikke tidligere har foretaget transaktioner til, eller hvis mængden af kundens transaktioner ændrer sig på en måde, som ikke er i overensstemmelse med virksomheden eller personens kendskab til kunden, og som ikke umiddelbart kan forklares.

I stk. 1, nr. 1, litra d, foreslås det, at baggrunden for og formålet med en transaktion vil skulle undersøges, hvis der ikke er et åbenbart økonomisk eller lovligt formål med transaktionen.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at fastslå, om der er mistanke eller rimelig grund til at formode, at en transaktion har eller har haft forbindelse til hvidvask eller finansiering af terrorisme. Det kan f.eks. være i en situation, hvor en kunde modtager og videreoverfører midler, hvor det ikke er klart, hvor midlerne stammer fra.

I stk. 1, nr. 2, foreslås det, at alle usædvanlige aktiviteter vil skulle undersøges, hvis der ikke er et åbenbart økonomisk eller lovligt formål med aktiviteten.

Virksomheder og personer vil f.eks. kunne vurdere, at det vil være usædvanligt, at en kunde, som normalt kun modtager midler fra sin arbejdsgiver, pludseligt modtager midler fra en ukendt tredjemand, og hvor det ikke er klart, at der er tale om løn eller lignende midler. Ligeledes vil det almindeligvis være usædvanligt, at en kunde pludseligt begynder at foretage en række investeringer, der klart afviger fra kundens hidtidige investeringsmønster, f.eks. fordi investeringerne er meget større i mængde eller beløb end de investeringer, som kunden normalt foretager. Afvigelsen vil også kunne bestå i, at kunden begynder at investere i en anden type produkter, end kunden normalt investerer i, eller hvad kunden forventes at ville investere i. En kundes manglende villighed til at give oplysninger eller en forklaring på f.eks. en stigende mængde investeringer eller et ændret investeringsmønster vil også kunne indgå i vurderingen af, om der er tale om usædvanlige aktiviteter.

Til nr. 9 (§ 47, stk. 1, i hvidvaskloven)

Efter § 47, stk. 1, i hvidvaskloven påser Finanstilsynet, at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, overholder loven, regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer. Dette gælder dog ikke overholdelse af § 36.

Det følger af artikel 48, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn med, at disse virksomheder overholder de nationale bestemmelser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direktiv er gennemført. For så vidt angår de i direktivets artikel 45, stk. 9, omhandlede virksomheder kan dette tilsyn omfatte, at der træffes passende og rimelige foranstaltninger for at imødegå alvorlige overtrædelser, der kræver omgående afhjælpning. Disse foranstaltninger skal være midlertidige og afsluttes, når de konstaterede overtrædelser er afhjulpet, herunder med bistand fra eller i samarbejde med de kompetente myndigheder i den forpligtede enheds hjemland, i overensstemmelse med artikel 45, stk. 2.

Det følger af de specielle bemærkninger til § 47, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvidvaskdirektiv, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 146. Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til § 47, at § 34, stk. 1, i den gældende hvidvasklov fastsætter Finanstilsynets tilsynsansvar, og § 34, stk. 8, fastsætter, at tilsynet med filialer og agenter, betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter skal ske i samarbejde med tilsynsmyndigheden i instituttets hjemland.

Det følger af § 1, stk. 1, nr. 9, i hvidvaskloven, at loven finder anvendelse på udenlandske virksomheders filialer, distributører og agenter her i landet, der udøver virksomhed efter nr. 1-7, 10 og 11.

Herudover følger det af de specielle bemærkninger til § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre tilsyn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4. hvidvaskdirektivs præambel.

Finanstilsynet skal således allerede i dag påse, at filialer, distributører og agenter af udenlandske virksomheder og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i hvidvasklovens § 47, stk. 1, som opererer her i landet, overholder hvidvaskloven og de nævnte forordninger.

For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvidvaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 47, stk. 1, 1. pkt., præciseres, at Finanstilsynet tillige påser, at filialer, distributører og agenter i landet af sådanne udenlandske virksomheder og personer overholder loven, regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 47, stk. 1, 1. pkt., at Finanstilsynet fører tilsyn med, at udenlandske virksomheders og personers filialer, distributører og agenter, der udøver virksomhed i Danmark, som er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, overholder loven, regler udstedt i medfør heraf, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/847/EU af 20. maj 2015 om oplysninger, der skal medsendes ved pengeoverførsler, og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende ret.

Til nr. 10 (§ 57, stk. 1, i hvidvaskloven)

Efter § 57, stk. 1, i hvidvaskloven påser Erhvervsstyrelsen, at virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og 22, overholder denne lov, regler udstedt i medfør heraf og forordninger udstedt af Europa-Parlamentet og Rådet indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer. Dette gælder dog ikke overholdelse af § 36.

Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn med, at disse virksomheder overholder de nationale bestemmelser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direktiv er gennemført.

Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens § 57, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 162, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvidvaskdirektiv.

Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre tilsyn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4. hvidvaskdirektivs præambel.

Erhvervsstyrelsen skal således allerede i dag påse, at filialer, distributører og agenter af udenlandske virksomheder og personer, der udøver den type virksomhed, som er nævnt i hvidvasklovens § 57, stk. 1, som opererer her i landet, overholder hvidvaskloven og de nævnte forordninger.

For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvidvaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 57, stk. 1, 1. pkt., præciseres, at Erhvervsstyrelsen tillige påser, at filialer, distributører og agenter her i landet af sådanne udenlandske virksomheder og personer overholder loven, regler udstedt i medfør heraf og forordninger udstedt af Europa-Parlamentet og Rådet indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 57, stk. 1, 3. pkt., at Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med, at udenlandske virksomheders og personers filialer, distributører og agenter, der udøver virksomhed i Danmark, som er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 1-13, 19, 23 og 24, overholder loven, regler udstedt i medfør heraf og forordninger udstedt af Europa-Parlamentet og Rådet indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende ret.

Til nr. 11 (§ 57, stk. 4-6, i hvidvaskloven)

Hvidvasklovens § 47 fastlægger i stk. 1 og 2 omfanget af Finanstilsynets tilsynskompetence. Bestemmelsens stk. 3 og 4 fastlægger Finanstilsynets pligt til at samarbejde med andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS.

Finanstilsynets mulighed for at samarbejde med andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS-lande i forhold til at foretage fælles inspektioner i Danmark samt ved førelse af fælles tilsyn på andre EU- og EØS-landes område fremgår af § 50 i hvidvaskloven.

Hvidvasklovens § 65 fastlægger i stk. 1-4, omfanget af Spillemyndighedens tilsynskompetence som værende den kompetente myndighed på spilleområdet i forhold til håndhævelsen af hvidvasklovgivningen. Stk. 5 og 6 fastlægger Spillemyndighedens pligt til at samarbejde med andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS.

Hvidvasklovens § 57, stk. 1-3, fastlægger omfanget af Erhvervsstyrelsens tilsynskompetence efter hvidvaskloven som værende den kompetente myndighed i forhold til ikke-finansielle virksomheder. Pligten til og muligheden for at samarbejde med andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS er imidlertid ikke gennemført for Erhvervsstyrelsen.

Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 4, hvorefter Erhvervsstyrelsen skal samarbejde med de kompetente myndigheder i et andet EU- eller EØS-land om at medvirke ved tilsynsaktiviteter, kontroller på stedet eller inspektioner her i landet, når virksomheder og personer der udøver den type virksomhed, som er nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, i hvidvaskloven, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, udøver disse aktiviteter her i landet, eller en virksomhed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18, og nr. 22, der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller EØS-lande.

Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv. Af betragtning nr. 53 i 4. hvidvaskdirektivs præambel fremgår det, at hvis en forpligtet enhed etablerer virksomheder i en medlemsstat, har værtslandet ansvaret for at håndhæve den etablerede virksomheds overholdelse af kravene til forebyggelse af hvidvask og finansiering af terrorisme. Det fremgår yderligere, at der bør være et tæt samarbejde mellem hjemlandets kompetente myndigheder og den kompetente myndighed i værtslandet. Der bør således ske underretning af hjemlandets kompetente myndighed om ethvert anliggende, der kan have påvirkning på hjemlandsmyndighedens vurdering af, om virksomheden eller personen lever op til politikker og forretningsgange vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirektivs præambel anfører, at hvis en forpligtet enhed driver virksomhed i en anden medlemsstat, herunder gennem agent eller et netværk af agenter, bør hjemlandets kompetente myndighed være ansvarlig for tilsynet med den forpligtede enheds anvendelse af koncernens politikker og forretningsgange vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

Det foreslås endvidere i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5, 1. pkt., hvorefter tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-land efter forudgående aftale med Erhvervsstyrelsen kan foretage inspektion i de her i landet beliggende virksomheder og personer, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, med hjemsted i det pågældende land.

Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv. Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirektivs præambel anfører, at hvis en forpligtet enhed driver virksomhed i en anden medlemsstat, herunder gennem agent eller et netværk af agenter, bør hjemlandets kompetente myndighed være ansvarlig for tilsynet med den forpligtede enheds anvendelse af koncernens politikker og forretningsgange vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Det vil omfatte tilsynsbesøg her i landet i virksomheder, der har hjemsted i en anden medlemsstat.

Ved inspektion forstås de kontrolbesøg, som Erhvervsstyrelsen foretager hos de personer og virksomheder, som er underlagt Erhvervsstyrelsens tilsyn i henhold til denne lov. Rammerne for Erhvervsstyrelsens tilsyn efter hvidvaskloven fremgår af § 57, stk. 1-3.

Ved hjemsted forstås virksomhedens hovedsæde og personens bopæl, altså den bopæl hvor personen har sin folkeregisteradresse, eller lignende i forhold til det pågældende lands lovgivning.

Med den foreslåede bestemmelse vil det være et krav, at den udenlandske tilsynsmyndighed aftaler tilsynsbesøget med Erhvervsstyrelsen forud for tilsynsbesøget. Erhvervsstyrelsen vil på baggrund af en anmodning om tilsyn her i landet skulle vurdere, hvorvidt tilsynets formål forudsætter fysisk tilstedeværelse her i landet af den udenlandske myndighed. Erhvervsstyrelsen vil derefter skulle meddele den udenlandske myndighed, hvorvidt anmodningen om tilsyn kan imødekommes.

Den foreslåede bestemmelse vil kun omfatte virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, i hvidvaskloven, og som er beliggende i Danmark, men som har hjemsted i den pågældende tilsynsmyndigheds hjemland, forudsat at tilsynsmyndigheden er fra et andet EU- eller EØS-land.

Den foreslåede bestemmelse vil alene kunne anvendes, hvor virksomheder og personer, som udøver den type virksomhed som nævnt i § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, har hjemsted i et andet EU- eller EØS-land. Bestemmelsen vil således ikke omfatte virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, med hjemsted i Danmark.

Udenlandske tilsynsmyndigheder fra et EU- eller EØS-land vil alene være kompetente for så vidt angår virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, som har hjemsted i myndighedens hjemland. Hvis en udenlandsk myndighed vil undersøge den pågældende virksomhed med henvisning til den foreslåede bestemmelse, vil det skulle ske ved fysisk fremmøde hos virksomheden. Tilsyn med virksomhedens overholdelse af danske regler føres af Erhvervsstyrelsen, jf. § 57, stk. 1, jf. artikel 48, stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv. Selve undersøgelsen vil skulle foregå efter danske regler, men den her i landet beliggende virksomhed skal leve op til det udenlandske hjemlands regelsæt på det område, der er genstand for undersøgelsen.

En udenlandsk myndigheds tilsyn vil skulle foregå under samme betingelser som Erhvervsstyrelsens tilsyn, hvilket betyder, at tilsynet vil skulle ske i overensstemmelse med lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter. Den udenlandske myndighed vil derfor som udgangspunkt udelukkende have adgang til forretningslokaler og ikke private boliger.

Efter hvidvasklovens § 59, stk. 3, er det muligt at foretage tilsynsbesøg uden forudgående varsling af virksomheden eller personen. Muligheden for at foretage uanmeldt tilsynsbesøg vil alene kunne anvendes, hvis det er Erhvervsstyrelsens vurdering, at formålet med tilsynsbesøget vil blive forspildt, hvis det blev varslet. Erhvervsstyrelsen vil skulle meddele den udenlandske myndighed, hvorvidt et ønske om et uanmeldt tilsynsbesøg kan imødekommes. Den foreslåede bestemmelse ændrer således ikke på, at udgangspunktet fortsat er, at et tilsynsbesøg skal varsles på forhånd i det omfang, det er muligt.

Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5, 2. pkt., hvorefter Erhvervsstyrelsen kan deltage i tilsynsbesøg omfattet af den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Erhvervsstyrelsen vil kunne beslutte at deltage i en EU- eller EØS-tilsynsmyndigheds tilsyn af virksomheder og personer omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, i Danmark, men som har hjemsted i den pågældende tilsynsmyndigheds hjemland.

Erhvervsstyrelsen vil med den foreslåede bestemmelse kunne føre tilsyn med, at virksomheden overholder danske regler, jf. § 57, stk. 1, jf. artikel 48, stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv, og at den udenlandske tilsynsmyndigheds tilsyn foregår i overensstemmelse med danske regler herfor.

Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 5, 3. pkt., der vil indebære, at i tilfælde af at en virksomhed eller person som nævnt i 1. pkt. modsætter sig en kompetent udenlandsk myndigheds inspektion, kan undersøgelsen kun foretages med Erhvervsstyrelsens medvirken.

At en virksomhed eller person modsætter sig en inspektion skal forstås som, at virksomheden gør indsigelse mod den del af inspektionens gennemførelse, som vedrører den udenlandske myndighed. Tages indsigelsen ikke til følge, vil inspektionen kun kunne foretages af Erhvervsstyrelsen. Et eksempel på en indsigelse kan f.eks. være, at den udenlandske myndighed er fra Tyskland, og at virksomheden gør indsigelse mod, at inspektionen gennemføres på tysk. Det kan løses ved, at spørgsmål stilles på engelsk.

Det foreslås i § 57, at der indsættes et nyt stk. 6, hvorefter Erhvervsstyrelsen kan anmode de kompetente myndigheder i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at påse overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør af loven, vedrørende virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 15-18 og nr. 22, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands område.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 5 vedrører udenlandske myndigheders mulighed for at foretage inspektioner her i landet, hvorimod den foreslåede bestemmelse i stk. 6 vedrører Erhvervsstyrelsens mulighed for at foretage inspektioner i andre EU- eller EØS-lande. Erhvervsstyrelsens inspektioner i andre EU- eller EØS-lande skal ske i overensstemmelse med reglerne i det pågældende land.

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i situationer, hvor Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med en virksomhed eller person i Danmark og hvor virksomheden eller personen tillige driver virksomhed i et andet EU- eller EØS-land.

Med den foreslåede bestemmelse vil Erhvervsstyrelsen kunne foretage inspektioner i udlandet, når det pågældende EU- eller EØS-lands lovmæssige betingelser for afholdelse af inspektioner er opfyldt.

Til nr. 12 (§ 64, stk. 1, i hvidvaskloven)

Det fremgår af retsplejelovens § 143, stk. 1, at det Danske Advokatsamfund udgøres af alle danske advokater. Advokatrådet, der er Advokatsamfundets bestyrelse, fører efter retsplejelovens § 143, stk. 2, 1. pkt., tilsyn med advokaterne og deres autoriserede fuldmægtige.

Med henblik på opfyldelsen af Rådets direktiv af 22. marts 1977 om advokaters udveksling af tjenesteydelser har justitsministeren i medfør af retsplejelovens § 130, stk. 1, udstedt bekendtgørelse nr. 1429 af 11. december 2007 om EU-advokaters tjenesteydelser her i landet.

Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, kan advokater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land eller i Schweiz, udføre tjenesteydelser som advokater her i landet og herunder give møde for danske domstole.

Advokatrådet fører tilsyn med advokater, der efter § 1, stk. 1, udfører tjenesteydelser her i landet, jf. bekendtgørelsens § 5.

Det fremgår af hvidvasklovens § 64, stk. 1, 1. pkt., at Advokatrådet som tilsynsmyndighed påser, at advokater, der er omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 14, overholder hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i medfør af denne, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholde regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne skal sikre, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn med, at disse virksomheder overholder de nationale bestemmelser i den pågældende medlemsstat, hvorved 4. hvidvaskdirektiv er gennemført.

Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens § 64, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41, som fremsat side 173, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvidvaskdirektiv.

Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41, som fremsat side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre tilsyn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4. hvidvaskdirektivs præambel.

Advokatrådet skal således allerede i dag føre tilsyn med advokater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land eller i Schweiz, som udøver advokatvirksomheder her i landet, jf. § 5 i bekendtgørelse nr. 1429 af 11. december 2007 om EU-advokaters tjenesteydelser her i landet.

For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvidvaskdirektiv som muligt foreslås det, at der § 64, stk. 1, 1.pkt., præciseres, at Advokatrådet tillige påser, at advokater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land eller i Schweiz, og som udøver advokatvirksomhed her i landet , overholder denne lov, regler udstedt i medfør heraf samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Det er ikke tilladt for advokater, der er etableret i tredjelande, at udøve advokatvirksomhed her i landet, hvorfor ordlyden i den foreslåede bestemmelse alene tager sigte på advokater, der er etableret i en anden EU-medlemsstat, i et EØS-land eller i Schweiz.

Til nr. 13 (§ 64, stk. 3-5, i hvidvaskloven)

Hvidvasklovens § 47 fastlægger i stk. 1 og 2 omfanget af Finanstilsynets tilsynskompetence. Bestemmelsens stk. 3 og 4 fastlægger Finanstilsynets pligt til at samarbejde med andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS.

Finanstilsynets mulighed for at samarbejde med andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS i forhold til at foretage fælles inspektioner i Danmark samt ved førelse af fælles tilsyn på andre EU- og EØS-landes område fremgår af hvidvasklovens § 50.

Hvidvasklovens § 65 fastlægger i stk. 1-4 omfanget af Spillemyndighedens tilsynskompetence som værende den kompetente myndighed på spilleområdet i forhold til håndhævelsen af hvidvasklovgivningen. Bestemmelsens stk. 5 og 6 fastlægger Spillemyndighedens pligt til at samarbejde med andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS.

Hvidvasklovens § 64, stk. 1-2, fastlægger omfanget af Advokatrådets tilsynskompetence efter hvidvaskloven som værende den kompetente myndighed i forhold til advokater. Pligten til og muligheden for at samarbejde med andre tilsynsmyndigheder i EU og EØS er imidlertid ikke gennemført for Advokatrådet.

Det foreslås, at der i § 64 indsættes et nyt stk. 3, hvorefter Advokatrådet skal samarbejde med de kompetente myndigheder i et andet EU- eller EØS-land om at medvirke ved tilsynsaktiviteter, når virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, i hvidvaskloven, der er under tilsyn i et andet EU- eller EØS-land, udøver advokatvirksomhed her i landet, eller en dansk virksomhed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, der er underlagt dansk tilsyn, men opererer i andre EU- eller EØS-lande.

Den foreslåede bestemmelse implementerer artikel 48, stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv. Af betragtning nr. 53 i 4. hvidvaskdirektivs præambel fremgår det, at hvis en forpligtet enhed etablerer virksomheder i en medlemsstat, har værtslandet ansvaret for at håndhæve den etablerede virksomheds overholdelse af kravene til forebyggelse af hvidvask og finansiering af terrorisme. Advokatrådet har således kompetence til at føre tilsyn med advokater beskikket i et EU-/EØS-land, som er registreret hos Advokatsamfundet ("EU-advokater"), og advokater beskikket i et EU-/EØS-land, som driver advokatvirksomhed i Danmark i form af grænseoverskridende tjenesteydelser.

Det fremgår yderligere, at der bør være et tæt samarbejde mellem hjemlandets kompetente myndigheder og den kompetente myndighed i værtslandet. Der bør således ske underretning af hjemlandets kompetente myndighed om ethvert anliggende, der kan have påvirkning på hjemlandsmyndighedens vurdering af, om virksomheden eller personen lever op til politikker og forretningsgange vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Der vil f.eks. skulle underrettes, hvis en advokat efter påbud fra Advokatrådet fortsat ikke lever op til hvidvasklovens krav til politikker og forretningsgange, ligesom manglende gennemførelse af kundekendskabsprocedurer, som vil medføre disciplinær forfølgning, vil medføre pligt til at underrette hjemlandsmyndigheden.

Betragtning 52 i 4. hvidvaskdirektivs præambel anfører, at hvis en forpligtet enhed driver virksomhed i en anden medlemsstat, bør hjemlandets kompetente myndighed være ansvarlig for tilsynet med den forpligtede enheds anvendelse af koncernens politikker og forretningsgange vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Advokatrådet vil fortsat føre tilsyn med EU-advokater registreret hos Advokatsamfundet og advokater fra andre EU-/EØS-lande, som udøver tjenesteydelser i Danmark. Hvis advokaten er en del af en koncern, som har hjemsted i hjemlandet, vil hjemlandet føre tilsyn med koncernens forpligtelser efter hvidvaskloven.

Det foreslås endvidere, at der i § 64 indsættes et nyt stk. 4, hvorefter tilsynsmyndighederne i et andet EU- eller EØS-land efter forudgående aftale med Advokatrådet kan foretage inspektion i de her i landet beliggende virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, i hvidvaskloven, med hjemsted i det pågældende land. Dette omfatter alene advokater fra andre EU-/EØS-lande, der er registreret hos Advokatsamfundet ("EU-advokater") og underlagt Advokatrådets tilsyn. Udenlandske advokater, som alene udøver tjenesteydelser i Danmark, er ikke registreret hos Advokatsamfundet og er ikke beliggende i Danmark. Advokatrådet kan deltage i inspektionen som nævnt i 1. pkt. Modsætter en virksomhed eller person som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk myndigheds inspektion, kan undersøgelsen kun foretages med Advokatrådets medvirken.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at tilsynsmyndigheder i et andet EU- eller EØS-land efter forudgående aftale med Advokatrådet kan foretage inspektion i de her i landet beliggende virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågældende land. Det er alene "EU-advokater", som har hjemsted i et andet EU-/EØS-land og samtidig er beliggende i Danmark.

Det vil være et krav, at den udenlandske tilsynsmyndighed aftaler tilsynsbesøget med Advokatrådet forud for tilsynsbesøget. Advokatrådet vil på baggrund af en anmodning om tilsyn her i landet vurdere, hvorvidt tilsynets formål forudsætter fysisk tilstedeværelse her i landet af den udenlandske myndighed. Advokatrådet vil meddele den udenlandske myndighed, hvorvidt anmodningen om tilsyn kan imødekommes.

Den foreslåede bestemmelse vil alene omfatte her i landet beliggende virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågældende land, dvs. "EU-advokater". Bestemmelsen vil således ikke omfatte danske virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, dvs. virksomheder etableret her i landet.

Bestemmelsen kan tænkes anvendt, hvor virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, har hjemsted i et andet EU- eller EØS-land.

Udenlandske tilsynsmyndigheder fra et EU- eller EØS-land vil alene være kompetente for så vidt angår virksomheder omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, som har hjemsted i myndighedens hjemland. Hvis en udenlandsk myndighed vil undersøge den pågældende virksomhed, vil dette skulle ske ved anmodning om oplysninger fra Advokatrådet eller ved fysisk fremmøde hos virksomheden. Tilsyn med virksomhedens overholdelse af danske regler føres derimod af Advokatrådet, jf. § 64, stk. 1. Selve undersøgelsen vil foregå efter danske processuelle regler, men den her i landet beliggende virksomhed skal leve op til det udenlandske hjemlands regelsæt på det område, der er genstand for undersøgelsen.

En udenlandsk myndigheds tilsyn vil skulle foregå under samme betingelser som Advokatrådets tilsyn, hvilket betyder, at tilsynet skal ske i overensstemmelse med lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, i det omfang loven finder anvendelse for Advokatrådet. Den udenlandske myndighed vil som udgangspunkt udelukkende have adgang til forretningslokaler og således f.eks. ikke til private boliger.

Der er mulighed for at foretage tilsynsbesøg uden forudgående varsling. Muligheden for at foretage uanmeldt tilsynsbesøg skal alene anvendes, hvis det er Advokatrådets vurdering, at formålet med tilsynsbesøget ville blive forspildt, hvis det blev varslet. Advokatrådet meddeler den udenlandske myndighed, hvorvidt et ønske om et uanmeldt tilsynsbesøg kan imødekommes. Udgangspunktet er således fortsat, at et tilsynsbesøg skal varsles på forhånd, i det omfang, det er muligt.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at Advokatrådet kan deltage i tilsynsbesøget, som nævnt i 1. pkt. Bestemmelsen vil indebære, at Advokatrådet kan beslutte at deltage i en EU- eller EØS-tilsynsmyndigheds tilsyn af her i landet beliggende virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i det pågældende land.

Advokatrådet vil dermed kunne føre tilsyn med, at virksomheden overholder danske regler, jf. § 64, stk. 1, jf. artikel 48, stk. 5, i 4. hvidvaskdirektiv, og at den udenlandske tilsynsmyndigheds tilsyn foregår i overensstemmelse med danske regler herfor.

Det foreslås i § 64, stk. 4, 3. pkt., at modsætter en virksomhed som nævnt i 1. pkt. sig en kompetent udenlandsk myndigheds tilsyn, kan undersøgelsen kun foretages med Advokatrådets medvirken og efter de for Advokatrådet gældende regler.

At en virksomhed eller person modsætter sig en inspektion skal forstås som, at virksomheden gør indsigelse mod inspektionens gennemførelse.

Det foreslås i § 64, stk. 5, at Advokatrådet kan anmode de kompetente myndigheder i et EU- eller EØS-land om at medvirke til at påse overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør af loven, vedrørende virksomheder og personer som omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, med hjemsted i et andet EU- eller EØS-land ved tilsynsaktioner, kontroller på stedet eller inspektioner på et andet EU- eller EØS-lands område.

Hvor stk. 4 vedrører udenlandske myndigheders mulighed for at foretage inspektioner her i landet, vedrører stk. 5 Advokatrådets mulighed for at foretage inspektioner i udlandet. Advokatrådets inspektioner i udlandet skal ske i overensstemmelse med reglerne i det pågældende land.

Den foreslåede bestemmelse vil finde anvendelse i situationer, hvor Advokatrådet fører tilsyn med virksomheder og personer i Danmark, og hvor virksomheden eller personen tillige driver virksomhed i et andet EU- eller EØS-land.

Med den foreslåede bestemmelse vil Advokatrådet kunne foretage inspektioner i udlandet, når det pågældende EU- eller EØS-lands lovmæssige betingelser for afholdelse af inspektioner er opfyldt.

Til nr. 14 (§ 64 a, i hvidvaskloven)

Det fremgår af hvidvasklovens § 64, stk. 1, 1. pkt., at Advokatrådet påser, at advokater omfattet af § 1, stk. 1, nr. 14, overholder loven og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Advokatrådet kan efter § 64, stk. 2, påbyde advokater at foretage de nødvendige foranstaltninger, inden for en frist fastsat af Advokatrådet, i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser i hvidvaskloven, regler fastsat i medfør af hvidvaskloven eller Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller oranger.

Advokatrådets påbud efter § 64, stk. 2, kan ikke påklages til andre myndigheder. Der findes ikke regler om offentliggørelse af påbud udstedt i medfør af § 64, stk. 2.

Medlemsstaterne er efter artikel 60 i 4. hvidvaskdirektiv forpligtet til at sikre, at en afgørelse, der ikke kan påklages, om pålæggelse af en administrativ sanktion eller foranstaltning for overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, offentliggøres af de kompetente myndigheder på deres officielle websted umiddelbart efter, at den person, der pålægges sanktionen, er underrettet om afgørelsen.

For at sikre en så direktivnær implementering af artikel 60 i 4. hvidvaskdirektiv som muligt er der fundet anledning til at justere hvidvaskloven for så vidt angår Advokatrådet som tilsynsmyndighed.

Det foreslås derfor, at der indsættes en ny § 64 a i hvidvaskloven.

Det foreslås i stk. 1. 1. pkt., at advokatrådets reaktioner i forbindelse med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om at overdrage en sag til politimæssig efterforskning, skal offentliggøres af advokatrådet på Advokatsamfundets hjemmeside, jf. dog stk. 5.

Begrebet reaktioner omfatter alle de reaktioner, som Advokatrådet vedtager, og som retter sig mod en part, herunder afgørelser, påbud, påtaler og beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning. Offentliggørelsesmeddelelsen skal som minimum identificere den fysiske eller juridiske person og overtrædelsens art.

Advokatrådet kan undlade at offentliggøre reaktioner givet i forbindelse med tilsyn efter § 64, herunder beslutninger om at overdrage en sag til politimæssig efterforskning hvis offentliggørelse vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse, jf. det foreslåede stk. 5.

Det forudsættes, at offentliggørelsen som udgangspunkt skal ske umiddelbart efter, at der er truffet afgørelse eller beslutning om at meddele tilsynsreaktionen. Advokatrådet skal forinden offentliggørelsen orientere den pågældende fysiske eller juridiske person, hvis navn vil fremgå af offentliggørelsen, om den forestående offentliggørelse, således at den pågældende har mulighed for at kunne forberede sig på offentliggørelsen.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at beslutninger om at overgive sager til politimæssig efterforskning offentliggøres som resumé, jf. dog det foreslåede stk. 5.

Efter den foreslåede bestemmelse skal Advokatrådet alene offentliggøre et resumé af beslutningen om at overgive en sag til politimæssig efterforskning, hvilket betyder, at beslutningen ikke skal offentliggøres i sin helhed.

Oversendelse af sager til politimæssig efterforskning er en processuel beslutning, som ikke kan påklages. Det forudsættes, at offentliggørelse af en beslutning om at oversende en sag til politimæssig efterforskning alene sker efter høring af den relevante politimyndighed. Det kan aftales med anklagemyndigheden, at visse sagskategorier kan offentliggøres uden forudgående høring.

Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at offentliggørelsen skal omfatte den juridiske eller fysiske persons navn, jf. dog stk. 3.

Det bemærkes, at oplysninger om, at fysiske personer har overtrådt lovgivningen, udgør personoplysninger, der er omfattet af databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven. Oplysningerne er omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6. Oplysningerne er desuden omfattet af artikel 10, da der er tale om personoplysninger vedrørende lovovertrædelser.

Den behandling af personoplysninger, der forudsætningsvist sker ved offentliggørelsen, vurderes at have hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, om bl.a. udførelse af en opgave i samfundets interesse, som den dataansvarlige har fået pålagt. Der lægges herved navnlig vægt på, at den omtalte behandling af personoplysninger er en forudsætning for gennemførelse af artikel 60 i 4. hvidvaskdirektiv.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 10, at behandling af personoplysninger vedrørende bl.a. lovovertrædelser på grundlag af artikel 6, stk. 1, kun må foretages under kontrol af en offentlig myndighed, eller hvis behandling har hjemmel i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret, som giver passende garantier for den registreredes rettigheder og frihedsrettigheder.

Det forudsættes, at den foreslåede bestemmelse skaber hjemmel for Advokatrådet til at behandle oplysninger om lovovertrædelser, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 10. Det vurderes, at hjemmelen giver passende garantier for registreredes rettigheder og frihedsrettigheder. Der lægges i den forbindelse vægt på, at ordningen er en forudsætning for gennemførelse af artikel 60 i 4. hvidvaskdirektiv. Der lægges desuden vægt på, at offentliggørelse som følge af den foreslåede § 64 a, stk. 3, alene må ske ved personens alvorlige, gentagne eller systematiske overtrædelser af de opregnede bestemmelser i hvidvaskloven. Der lægges endvidere vægt på, at personoplysninger indeholdt i offentliggørelsen kun må forblive på Advokatsamfundets hjemmeside i det nødvendige tidsrum, jf. den foreslåede § 64 a, stk. 2, 2. pkt.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at offentliggjorte reaktioner skal forblive på Advokatsamfundets hjemmeside i 5 år efter offentliggørelse.

Offentliggjorte reaktioner vil skulle slettes fra Advokatsamfundets hjemmeside 5 år efter offentliggørelsen.

Det foreslås i stk. 2, 2, pkt., at personoplysninger indeholdt i offentliggørelsen må dog kun forblive på Advokatrådets hjemmeside i det nødvendige tidsrum.

Ved det nødvendige tidsrum forstås så længe oplysningerne anses for nødvendige i forhold til de samfundsmæssige hensyn bag offentliggørelsen.

Det foreslås i stk. 3, at offentliggørelse af reaktioner efter den foreslåede stk. 1, der omfatter en fysisk persons navn, alene kan ske ved personens alvorlige, gentagne eller systematiske overtrædelser af hvidvasklovens § 10, nr. 1, 2, 4 og 5, § 11, stk. 1 og 2 og stk. 3, 1., 3. og 4. pkt., § 14, stk. 1, stk. 2, 2. pkt., stk. 3 og 5, § 17, stk. 1 og 2, § 18, § 21, stk. 1, 2. pkt., § 25, stk. 1, § 26, stk. 1 og 3 og stk. 4, 1. pkt., og § 30.

Alvorlige, gentagne eller systematiske overtrædelser skal forstås i sammenhæng med hvidvasklovens § 78, stk. 2.

Der kan f.eks. være tale om særligt grove eller omfattende forsætlige overtrædelser, hvor der ikke er udført kundekendskabsprocedurer, som er et grundlæggende krav for opfyldelse af alle lovforslagets øvrige pligter, eller hvor oplysninger om kunder eller transaktioner ikke er opbevaret, hvilket er en forudsætning for, at hvidvask og terrorfinansiering kan efterforskes. Endvidere vil bestemmelsen kunne være anvendelig, hvis der ved beløbsmæssigt særlig store transaktioner ikke er krævet og/eller opbevaret identitets- og kontroloplysninger.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at i de tilfælde, hvor Advokatrådet har overgivet en sag til politimæssig efterforskning, og der er afsagt fældende dom eller vedtaget bøde, skal Advokatrådet offentliggøre dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 5.

Dommen, det vedtagne bødeforelæg eller resuméet heraf, som skal offentliggøres, vil indeholde den eller de involverede virksomheder eller personers navn(e).

Offentliggørelse indebærer ikke, at selve den underliggende sag med dertilhørende akter bliver offentlig tilgængelig. Sagen er stadig omfattet af Advokatrådets tavshedspligt i henhold til retsplejelovens 143 b.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at er dommen ikke endelig, skal dette fremgå af offentliggørelsen.

Det foreslås i stk. 4, 3. pkt., stk. 1 og 2 finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslås i stk. 5, 1. pkt., at offentliggørelse efter stk. 1-4 dog ikke kan ske, hvis det vil medføre uforholdsmæssig stor skade for virksomheden eller efterforskningsmæssige hensyn taler imod offentliggørelse.

Ved uforholdsmæssig stor skade forstås, at der skal være tale om oplysninger, som, hvis de offentliggøres, kan være truende for virksomhedens eksistens. Det er dermed ikke tilstrækkeligt, at oplysningerne potentielt kan medføre større tab for virksomheden, uden at virksomhedens eksistens dermed er i fare.

Efter den foreslåede stk. 5, 2. pkt., må offentliggørelsen ikke indeholde oplysninger om enkeltpersoners private, herunder økonomiske forhold og tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om drifts- eller forretningsforhold el.lign., for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår.

Fortrolige oplysninger om kundeforhold eller oplysninger om potentielle købere af en nødlidende virksomhed i de tilfælde, hvor overtagelsen ikke gennemføres, vil således ikke skulle offentliggøres. Det vil også gælde fortrolige oplysninger om virksomhedens interne forhold af væsentlig betydning for virksomheden, f.eks. vil ikke-offentligt tilgængelige oplysninger om virksomhedens opbygning og indretning, økonomiske forhold og situation, kundemasse og samarbejdspartnere skulle fjernes inden offentliggørelsen, medmindre oplysningerne er nødvendige for forståelsen af dommen, det vedtagne bødeforelæg, eller resuméet heraf.

Bestemmelsen skal forstås i overensstemmelse med § 30 i lov om offentlighed i forvaltningen, jf. lovbekendtgørelse nr. 145 af 24. februar 2020, der dog ikke finder anvendelse på Advokatrådet.

Det foreslås videre i stk. 5, 3. pkt., at offentliggørelsen ikke må indeholde fortrolige oplysninger, der hidrører fra en myndighed fra et EU- eller EØS-land, medmindre de myndigheder, som har afgivet oplysningerne, har givet deres udtrykkelige tilladelse

Det foreslås i stk. 6, 1. pkt., at hvor offentliggørelse er undladt i henhold til den foreslåede stk. 5, 1. pkt., skal der ske offentliggørelse efter stk. 1-4, når de hensyn, der nødvendiggjorde undladelsen, ikke længere er gældende.

Det foreslås i stk. 6, 2. pkt., at der efter 2 år fra datoen for reaktionen eller beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning ikke skal ske offentliggørelse uanset 1. pkt.

Baggrunden herfor er, at den offentlige interesse i sådanne reaktioner aftager kraftigt hen over tid, og af administrative årsager. På denne baggrund foreslås en grænse på to år.

Efter den foreslåede stk. 6, 3. pkt., skal der alene ske offentliggørelse, hvis der ikke er sket påtaleopgivelse eller tiltalefrafald efter retsplejelovens regler.

Det foreslås i stk. 7, 1. pkt., at Advokatrådet efter anmodning fra den fysiske eller juridiske person, som en sag vedrører, skal offentliggøre oplysninger om, at der er truffet afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald, afsiges frifindelse i Advokatnævnet eller afsiges frifindende dom, i de tilfælde hvor Advokatrådet har offentliggjort en beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning efter den foreslåede stk. 1, 2. pkt.

Da det ikke i ethvert tilfælde vil være givet, at den juridiske eller fysiske person, som er blevet politianmeldt, ønsker offentliggørelse af påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet eller den frifindende dom, foreslås det, at offentliggørelse kun skal ske efter anmodning.

Advokatrådet vil skulle offentliggøre, at sagen er sluttet uden tiltale, at sagen er sluttet ved tiltalefrafald, eller at der er afsagt frifindende dom i sagen i umiddelbar og naturlig sammenhæng med Advokatrådets offentliggørelse efter den forslåede stk. 1, 2. pkt., dvs. det sted på Advokatrådets hjemmeside, hvor Advokatrådets tidligere har offentliggjort beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning. De supplerende oplysninger om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller frifindende dom vil tydeligt skulle fremgå af Advokatsamfundets hjemmeside.

Offentliggørelse efter den foreslåede bestemmelse vil tillige skulle omfatte tilfælde, hvor der er afsagt dom ved en ankeinstans.

Det foreslås i stk. 7, 2. pkt., at den fysiske eller juridiske person skal indsende en kopi af afgørelsen om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller en kopi af afgørelsen eller dommen til Advokatrådet samtidig med anmodning om offentliggørelse.

Det foreslåede medfører, at den fysiske eller juridiske person selv vil skulle indsende en kopi af de relevante dokumenter, som vedkommende ønsker offentliggjort, da Advokatrådet ikke nødvendigvis vil være i besiddelse af de pågældende dokumenter.

Det foreslås i stk. 7, 3. pkt., at det skal fremgå af offentliggørelsen, hvis påtaleopgivelsen, tiltalefrafaldet, afgørelsen eller dommen ikke er endelig.

En afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er ikke endelig i de tilfælde, hvor afgørelsen om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er påklaget til den overordnende anklagemyndighed. En dom er ikke endelig i de tilfælde, hvor dommen er anket til en højere retsinstans.

Det foreslås i stk. 7, 4. pkt., at modtager Advokatrådet dokumentation for, at sagen er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende afgørelse eller dom, skal Advokatrådet fjerne alle oplysninger om beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning og eventuelle efterfølgende domme i sagen fra Advokatrådets hjemmeside.

I de tilfælde, hvor den, som sagen vedrører, ikke anmoder Advokatrådet om at offentliggøre oplysninger om, at sagen er afsluttet ved påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller afsigelse af frifindende dom i henhold til 1. pkt., men ønsker Advokatrådets offentliggørelse af beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning, herunder eventuelle supplerende oplysninger om efterfølgende domme i sagen, slettet fra Advokatsamfundets hjemmeside, kan dette således ske ved indsendelse af dokumentation for sagens afslutning til Advokatrådet. Advokatrådet vil herefter efter 4. pkt. slette offentliggørelsen af beslutningen om at overgive sagen til politimæssig efterforskning m.v. fra Advokatrådets hjemmeside.

Advokatrådets forpligtelse til at fjerne oplysninger om en beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning indtræder derfor først i det tilfælde, hvor Advokatrådet modtager dokumentation herfor. Det er ikke afgørende, hvem der indsender eller overleverer en sådan dokumentation, og Advokatrådets forpligtelse til at slette oplysninger om overgivelse af en sag til politimæssig efterforskning indtræder således, uanset om den fornødne dokumentation modtages fra anklagemyndigheden, den pågældende fysiske eller juridiske person, som sagen vedrører, eller af tredjemand.

En afgørelse om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er ikke endelig i de tilfælde, hvor afgørelsen om påtaleopgivelse eller tiltalefrafald er påklaget til den overordnede anklagemyndighed. En dom er ikke endelig i de tilfælde, hvor dommen er anket til højere retsinstans. Fjernelse af offentliggørelsen af en beslutning om at overgive en sag til politimæssig efterforskning i tilfælde, hvor en sag er afsluttet ved frifindende dom eller afsluttet ved påtaleopgivelse eller tiltalefrafald, vil således først ske efter udløbet af henholdsvis ankefristen eller fristen for at påklage påtaleopgivelsen eller tiltalefrafaldet, da afgørelsen skal være endelig.

Advokatrådet modtager ikke nødvendigvis oplysninger om og dokumentation for, at en sag overgivet til politimæssig efterforskning er afsluttet ved endelig påtaleopgivelse eller tiltalefrafald eller afsigelse af endelig frifindende dom.

Det foreslås i stk. 8, 1. pkt., at Advokatrådet efter anmodning fra en fysisk eller juridisk person, som er frifundet, skal offentliggøre resultatet af anken eller genoptagelsen.

Det foreslås i stk. 8, 2. pkt., at den fysiske eller juridiske person samtidig med anmodningen om offentliggørelse skal indsende kopi af dommen i ankesagen eller den genoptagede sag.

Det foreslås i stk. 8, 3. pkt., at er resultatet af anken eller den genoptagede sag et andet end resultatet af dommen offentliggjort i medfør af stk. 4, 1. pkt., kan Advokatrådet beslutte at fjerne dommen fra Advokatrådets hjemmeside

Advokatrådet påser som tilsynsmyndighed, at advokater omfattet af hvidvasklovens § 1, stk. 1, nr. 14, overholder loven og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer, jf. hvidvasklovens § 64, stk. 1, 1. pkt.

Advokatrådet kan påbyde advokater at foretage de nødvendige foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af bestemmelser i denne lov, de regler, der er fastsat i medfør heraf, eller Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer, jf. hvidvasklovens § 64, stk. 2.

Manglende efterlevelse af påbud udstedt i medfør af § 64, stk. 2, er i strid med god advokatskik. Advokatnævnet påser, at advokater efterlever god advokatskik. Overtrædelse af god advokatskik sanktioneres med bøde, pålæg eller frakendelse af retten til at udøve advokatvirksomhed, jf. nærmere retsplejelovens kapitel 15 b.

Medlemsstaterne skal efter 4. hvidvaskdirektivs artikel 60, stk. 1, sikre, at en afgørelse, der ikke kan påklages, om pålæggelse af en administrativ sanktion eller foranstaltning for overtrædelse af nationale bestemmelser, der gennemfører dette direktiv, offentliggøres af de kompetente myndigheder på deres officielle websted umiddelbart efter, at den person, der pålægges sanktionen, er underrettet om afgørelsen.

Da Advokatnævnet i vidt omfang også vil udstede sanktioner for overtrædelse af bestemmelser i hvidvaskloven, foreslås det i stk. 9, 1. pkt., at Advokatnævnets kendelser for overtrædelse af hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer skal offentliggøres af Advokatrådet på Advokatsamfundets hjemmeside, når fristen for at indbringe kendelsen for retten er udløbet.

Det forudsættes, at kendelser, der indbringes for retten inden for tidsfristen, ikke skal offentliggøres, før det er afsagt endelig dom, jf. nærmere det foreslåede stk. 9, 3. pkt.

Det foreslås i stk. 9, 2. pkt., at kendelser om overholdelse af § 36 ikke skal offentliggøres.

Det foreslås i stk. 9, 3. pkt., at kendelser, som indbringes for retten, offentliggøres, når der er afsagt endelig dom.

Det foreslås i stk. 9, 4. pkt., at bestemmelserne i stk. 2-8 finder tilsvarende anvendelse ved offentliggørelse af Advokatnævnets kendelser.

Advokatrådet vil skulle offentliggøre reaktioner for overtrædelse af hvidvaskloven og de regler, der er udstedt i medfør heraf, samt Europa-Parlamentets og Rådets forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer, når det træffes afgørelse efter denne lovs ikrafttræden. Det vil også skulle gælde for reaktioner på overtrædelser, der er blevet begået før lovens ikrafttræden.

Til nr. 15 (§ 65, stk. 1, 3. pkt., i hvidvaskloven)

Efter § 65, stk. 1, påser Spillemyndigheden, at udbydere af spil omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, overholder loven, de regler, der er udstedt i medfør heraf, og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer. Spillemyndigheden påser dog ikke overholdelse af § 36.

Det følger af artikel 48, stk. 4, 1. pkt., i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/849 af 20. maj 2015 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 648/2012 og om ophævelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/60/EF samt Kommissionens direktiv 2006/70/EF (4. hvidvaskdirektiv), at medlemsstaterne sikrer, at de kompetente myndigheder i den medlemsstat, hvor den forpligtede enhed driver virksomheder, fører tilsyn med, at disse virksomheder overholder de nationale bestemmelser i den pågældende medlemsstat, hvorved dette direktiv er gennemført.

Det følger af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens § 65, at bestemmelsen gennemfører artikel 48 i 4. hvidvaskdirektiv for Spillemyndighedens vedkommende, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 174.

Det følger endvidere af de specielle bemærkninger til hvidvasklovens § 1, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 66, at 4. hvidvaskdirektiv grundlæggende er baseret på et territorialprincip, hvilket betyder, at hvert enkelt medlemsland er ansvarligt for at regulere og føre tilsyn med de aktiviteter, der finder sted på medlemslandets territorium, jf. artikel 48, stk. 4, og betragtning nr. 53 i 4. hvidvaskdirektivs præambel.

Det følger af lovforslagets § 2 nr. 2, at reglerne for spiludbydere gælder for alle udbydere af spil, der har tilladelse til at udbyde spil i Danmark, idet disse udbydere anses for at være etableret her i landet, jf. § 1, stk. 1, nr. 20. Alle udbydere af spil, som skal have tilladelse til at udbyde spil her i landet, vil således være omfattet af den danske spillelovgivning og hvidvasklovgivning. Dermed vil udenlandske spiludbydere, der skal have en tilladelse til udbyde spil i Danmark f.eks. via af en forhandler, også være omfattet af den danske hvidvaskregulering.

Spillemyndigheden skal således allerede i dag påse, at udenlandske spiludbydere, som opererer her i landet, overholder hvidvaskloven og de nævnte forordninger.

For at sikre en så direktivnær implementering af 4. hvidvaskdirektiv som muligt foreslås det dog, at det i § 65, stk. 1, pkt. 1., præciseres, at Spillemyndigheden endvidere påser, at filialer, distributører og agenter her i landet af sådanne udenlandske virksomheder og personer overholder denne lov, regler udstedt i medfør heraf og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Det foreslåede medfører, at det eksplicit vil fremgå af § 65, stk. 1, 1. pkt., at Spillemyndigheden fører tilsyn med, at udenlandske virksomheders og personers filialer, distributører og agenter her i landet, som er omfattet af § 1, stk. 1, nr. 20, overholder loven, regler udstedt i medfør heraf og forordninger indeholdende regler om finansielle sanktioner mod lande, personer, grupper, juridiske enheder eller organer.

Der er med ændringen tale om en præcisering af gældende ret.

Til nr. 16 (§ 78, stk. 1, 2. pkt., i hvidvaskloven)

Hvidvasklovens § 78 fastsætter, hvilke overtrædelser af hvidvaskloven, regler udstedt i medfør heraf og forordninger der kan straffes. Bestemmelsen fastsætter endvidere strafansvar for juridiske personer samt omhandler forældelsesfristen for overtrædelse af lovens bestemmelser og regler udstedt i medfør heraf.

Tilregnelseskravet i hvidvaskloven er forsæt eller grov uagtsomhed, hvorfor overtrædelser af hvidvaskloven skal være forsætlige eller groft uagtsomme for at kunne straffes.

Det foreslås, at der i § 78, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvisning til § 5 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 13.

Med lovforslagets § 5 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, foreslås det, i henhold til artikel 1, nr. 7, litra c, 2. led, i 5. hvidvaskdirektiv, at betalinger foretaget med anonyme forudbetalte kort udstedt i tredjelande ikke må indløses i Danmark. Tilsvarende må restværdien i kontanter eller kontanthævning af pengeværdien på sådanne betalingskort ikke indløses i Danmark.

Med forslaget vil overtrædelse af den foreslåede § 5 a kunne straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt i straffeloven. Strafsubjekterne for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse vil være fysiske og juridiske personer. Med forslaget vil en fysisk eller juridisk person, der indløser en betaling foretaget med et anonymt forudbetalt kort udstedt i et tredjeland kunne straffes.

Indløsning af betalinger svarer til definitionen af "indløsning af betalingstransaktioner" i § 7, stk. 1, nr. 25, i lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger (lov om betalinger), hvorved forstås den situation, hvor en udbyder af betalingstjenester, der har indgået aftale med en betalingsmodtager om modtagelse og bearbejdning af betalingstransaktioner med henblik på at overføre midler til betalingsmodtageren gør dette. Det er altså alene virksomheder med tilladelse som pengeinstitut, e-pengeinstitut, betalingsinstitut eller virksomheder, der har begrænset tilladelse til at udstede e-penge eller udbyde betalingstjenester, der lovligt kan indløse betalingsinstrumenter, herunder betalingskort såsom kreditkort og debetkort, her i landet, jf. §§ 2 og 3 i lov om betalinger. Derudover må offentlige myndigheder og Nationalbanken også indløse betalingsinstrumenter.

Forbuddet i den foreslåede § 5 a er absolut og omfatter således virksomheder og personer, der såvel lovligt som ulovligt kan indløse betalingsinstrumenter i Danmark.

Det foreslås, at strafniveauet følger strafniveauet for overtrædelse af § 78, stk. 3, i hvidvaskloven, jf. Folketingstidende 2018-19, A, L 47 som fremsat, side 47.

Det foreslås desuden, at hvidvasklovens § 32 indsættes i oplistningen i § 78, stk. 1, 2. pkt., således at overtrædelse af § 32 vil kunne strafsanktioneres.

Hvidvasklovens § 32 fastlægger, at virksomheder i en koncern skal udveksle oplysninger med øvrige virksomheder i koncernen, hvis midler mistænkes for at være udbytte fra en kriminel handling eller være forbundet med terrorisme, og hvor der er givet underretning efter § 26, stk. 1 eller 2. Virksomheder i en koncern må ikke udveksle personoplysninger i medfør af 1. pkt. ud over det, som er nødvendigt for at opfylde kravet.

Hvidvasklovens § 32 implementerer artikel 45, stk. 8, i 4. hvidvaskdirektiv. Det følger endvidere af artikel 58, stk. 1, i 4. hvidvaskdirektiv, at medlemsstaterne skal sikre, at de forpligtede enheder kan drages til ansvar for overtrædelse af de nationale bestemmelser, som gennemfører direktivet, i overensstemmelse med denne artikel og artikel 59-61. Det fremgår endvidere af bestemmelsen, at enhver sanktion eller foranstaltning som følge heraf skal være effektiv, forholdsmæssig og have afskrækkende virkning. Endeligt følger det af artikel 59, stk. 1, litra d, at medlemsstaterne skal sikre, at denne artikel som minimum finder anvendelse i forbindelse med de forpligtede enheders overtrædelse af kravene i artiklerne 10, 24, 33-35, 40, 45 og 46, når overtrædelsen er alvorlig, gentagen, systematisk eller en kombination heraf.

Strafsubjekterne for overtrædelse af § 32 vil være virksomheder, som er omfattet af loven, og som indgår i en koncern. Med forslaget vil en virksomhed, der undlader at udveksle oplysninger med øvrige virksomheder i koncernen om, at midler mistænkes for at være udbytte fra en kriminel handling eller være forbundet med terrorisme, og hvor der er givet underretning efter § 26, stk. 1 eller 2, kunne straffes. Udveksling af oplysninger skal kun ske til relevante modtagere, eksempelvis personer der behandler mistænkelige transaktioner i koncernen. Forslaget indebærer ikke, at manglende udveksling af en kundes øvrige aktiviteter skal kunne straffes.

Med forslaget vil en virksomhed omfattet af loven, der udveksler personoplysninger med øvrige virksomheder i koncernen ud over det, som er nødvendigt for at opfylde kravet i 1. pkt., kunne straffes. Den virksomhed, der sender oplysningerne, skal således sikre, at der kun sendes nødvendige oplysninger, dvs. der skal foretages en afvejning i det konkrete tilfælde. Der må i medfør af § 32, 2. pkt., aldrig sendes yderligere oplysninger end de oplysninger, der har indgået i underretningen til Hvidvasksekretariatet, hvorfor en overtrædelse heraf fremover vil kunne straffes.

Der henvises i øvrigt nærmere til bemærkningerne til hvidvasklovens § 32, jf. Folketingstidende 2016-2017, A, L 41 som fremsat, side 136.

Til nr. 17 (§ 79 i hvidvaskloven)

Hvidvasklovens § 79 fastlægger, at en virksomhed eller person, der ikke overholder et påbud, som er givet i medfør af § 51, § 54, stk. 1, §§ 60 eller 66, kan straffes med bøde.

Af hvidvasklovens § 51 a, som blev indført ved ændring af hvidvaskloven i 2018, jf. § 3 i lov nr. 706 af 8. juni 2018 om ændring af hvidvaskloven, følger, at Finanstilsynet kan påbyde en virksomhed omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11 og 19, at afsætte den person, der er udpeget i henhold til § 7, stk. 2, inden for en frist fastsat af Finanstilsynet, hvis personen ikke har tilstrækkeligt godt omdømme eller personens adfærd giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stillingen på forsvarlig måde, jf. § 7, stk. 2, 4. pkt.

Af § 51 b, som blev indført ved ændring af hvidvaskloven i 2019, jf. § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om ændring af hvidvaskloven følger, at Finanstilsynet kan påbyde en virksomhed eller person omfattet af § 1, stk. 1, nr. 1-8, 10, 11, 19, 23 og 24, at virksomheden eller personen midlertidigt ikke må optage nye kundeforhold, når der er konstateret en alvorlig overtrædelse af bestemmelser i denne lov eller regler udstedt i medfør heraf.

Det foreslås, at § 79 ændres, således at §§ 51 a og 51 b indsættes i oplistningen. Det vil indebære, at manglende overholdelse af påbud efter disse bestemmelser vil kunne straffes med bøde.

Dem, der vil kunne pålægges tvangsmidler for overtrædelse af påbud efter §§ 51 a og 51 b, vil være virksomheder og personer, som er omfattet af loven. Den handling, der vil resultere i anvendelse af tvangsmidler i forhold til overtrædelse af påbud efter § 51 a, vil bestå i, at en virksomhed, som får et påbud om at afsætte den hvidvaskansvarlige efter § 51 a, ikke afsætter den hvidvaskansvarlige inden for den frist, som Finanstilsynet har fastsat.

Den handling, der vil resultere i anvendelse af tvangsmidler i forhold til overtrædelse af påbud efter § 51 b, vil bestå i, at en virksomhed, som får et påbud om at stoppe med at optage nye kundeforhold, fortsætter med dette efter at have modtaget påbuddet. Overtrædelsen vil også kunne bestå i, at virksomheden - efter at have modtaget påbuddet og efter at have stoppet med at optage nye kundeforhold - på ny begynder at optage nye kundeforhold, selv om overtrædelserne af hvidvaskloven endnu ikke er bragt til ophør, og dette ikke er dokumenteret over for Finanstilsynet.

Til nr. 18 (§ 80, stk. 1, i hvidvaskloven)

Hvidvasklovens § 80, stk. 1-3, indeholder bemyndigelse til, at Finanstilsynet, Erhvervsstyrelsen og Spillemyndigheden som tvangsmiddel kan pålægge en person, en virksomhed eller de for en virksomhed ansvarlige personer daglige eller ugentlige bøder, hvis en virksomhed eller person undlader at opfylde de forpligtelser, som påhviler dem i medfør af henholdsvis § 49, stk. 1 og 5, § 58, stk. 5 og 7, og § 65, stk. 2.

Ved § 1 i lov nr. 1563 af 27. december 2019 om ændring af hvidvaskloven blev § 49, stk. 7, indført. Bestemmelsen indebærer, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om indberetning af oplysninger, der er nødvendige til brug for Finanstilsynets risikovurdering af virksomheder og personer omfattet af hvidvaskloven.

Det foreslås, at der i § 80, stk. 1, indsættes en henvisning til regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7.

Den foreslåede ændring vil medføre, at tvangsbøder vil kunne anvendes til at gennemtvinge indberetningsforpligtelser i regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7.

Dem, der kan pålægges tvangsmidler for overtrædelse af regler udstedt i medfør af § 49, stk. 7, er virksomheder eller personer, som er omfattet af de regler, der er oplistet i bestemmelsen. Finanstilsynet forventer med hjemmel i § 49, stk. 7, at udstede en bekendtgørelse, der bl.a. indeholder regler om indberetning af oplysninger til brug for Finanstilsynets risikovurdering. Handlingen, der resultere i anvendelse af tvangsmidler, vil bestå i, at en virksomhed eller person ikke foretager indberetning i overensstemmelse med de regler, som er fastsat af Finanstilsynet i henhold til § 49, stk. 7.

Til § 3

Til nr. 1 (§ 62, stk. 1, 2. pkt., i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af § 62, stk. 1, i lov om kapitalmarkeder, at en operatør af et reguleret marked kan outsource en proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, som operatøren ellers selv ville udføre, til en leverandør. Det kan eksempelvis være outsourcing af overvågningen af, at det regulerede markeds medlemmer overholder det regulerede markeds regler, jf. § 80 i lov om kapitalmarkeder, eller outsourcing af selve driften af det regulerede markeds handelssystemer.

Outsourcingreglerne har til formål at sikre, at outsourcingvirksomheden fortsat bærer ansvaret for de opgaver, der udføres hos outsourcingleverandøren, samt at sikre, at Finanstilsynet fortsat kan udøve et effektivt tilsyn. Ved outsourcing skal outsourcingvirksomheden derfor sikre, at den har kontrol over opgaverne, og at outsourcingvirksomheden har mulighed for at udøve nødvendig indflydelse på opgavernes udførelse.

Ved vurderingen af om virksomheden selv ville have udført den outsourcede proces, tjenesteydelse eller aktivitet, bør virksomheden overveje, om den proces, den tjenesteydelse eller den aktivitet, eller dele heraf, der outsources til en leverandør, udføres gentagne gange eller løbende af leverandøren. Det skal forudsættes af parterne, at aftalen ikke kun er en enkeltstående ydelse, men en aftale, der på tidspunktet for dens indgåelse forventes at strække sig over en periode af en vis varighed. Det kan bl.a. indgå i vurderingen, om denne proces, tjenesteydelse eller aktivitet, eller dele heraf, normalt ville falde inden for rammerne af processer, tjenesteydelser eller aktiviteter, der ville eller kunne blive udført af virksomheden, også selvom virksomheden ikke tidligere har udført denne proces, tjenesteydelse eller aktivitet selv.

Såfremt det outsourcede kan kategoriseres som enten en proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet, finder reglerne anvendelse, også selvom det outsourcede kan kategoriseres i mere end én af de pågældende kategorier.

Det foreslås, at der i § 62, stk. 1, indsættes et 2. pkt., hvorefter en operatør af et reguleret marked, som driver en multilateral handelsfacilitet (MHF) eller en organiseret handelsfacilitet (OHF) ligeledes omfattes af bestemmelsens 1. pkt.

En operatør af et reguleret marked kan også opnå særskilt tilladelse til at drive en MHF eller OHF. Den foreslåede ændring vil derfor betyde, at reglerne om outsourcing også vil finde anvendelse på en operatør af et reguleret marked, der har tilladelse til at drive en MHF eller en OHF, i tilfælde af at operatøren vælger at outsource en proces, en tjenesteydelse eller en aktivitet i forbindelse med driften af enten MHF'en eller OHF'en.

Den 1. juli 2020 trådte bekendtgørelse nr. 877 af 12. juni 2020 om outsourcing for kreditinstitutter m.v. i kraft. Den finder bl.a. anvendelse på operatører af regulerede markeder, når disse gør brug af outsourcing. Bekendtgørelsen indeholder bl.a. bestemmelser, der fastsætter krav til ledelse og styring af outsourcing, krav ved videreoutsourcing, krav til outsourcingkontrakten og dokumentationskrav.

Til nr. 2 (§ 253 a i lov om kapitalmarkeder)

Det følger af § 253 a i lov om kapitalmarkeder, at overtrædelse af en række nærmere angivne bestemmelser i Rådets og Parlamentets forordning (EU) nr. 1011/2016 af 8. juni 2016 om indeks, der bruges som benchmarks i finansielle instrumenter og finansielle kontrakter eller med henblik på at måle investeringsfondes økonomiske resultater (benchmarkforordningen), straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Som følge af de ændringer i benchmarkforordningen, der følger af forordning 2019/2089/EU af 27. november 2019 om ændring af forordning (EU) 2016/1011, for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om benchmarks (ændringsforordningen), fremgår det af artikel 42, stk. 1, i benchmarkforordningen, at de kompetente myndigheder tillige skal have beføjelse til at pålægge passende administrative sanktioner og træffe andre administrative foranstaltninger i forbindelse med overtrædelse af artikel 19 a-19 c i benchmarkforordningen, samt i tilfælde af manglende samarbejde eller indvilligelse i en undersøgelse, kontrol eller anmodning om oplysninger, jf. artikel 41 i benchmarkforordningen.

Det følger af artikel 42, stk. 3, 2. pkt., i benchmarkforordningen, at medlemslandene kan beslutte ikke at fastsætte regler for administrative sanktioner som fastsat i bestemmelsens stk. 1 for overtrædelser omhandlet i stk. 1, der er underlagt strafferetlige sanktioner i henhold til national ret.

Det foreslås, at der i § 253 a indsættes en henvisning til artikel 19 a-19 c i benchmarkforordningen.

Den foreslåede ændring vil indebære, at overtrædelse af artikel 19 a-19 c i benchmarkforordningen, kan straffes med bøde. Med forslaget indføres mulighed for at give bødestraf for overtrædelser af en række nyindførte forpligtelser, der påhviler administratorer i henhold til benchmarkforordningen.

Med den foreslåede ændring vil der kunne idømmes bøder for overtrædelse af de regler, som Kommissionen har hjemmel til at udstede i medfør af benchmarkforordningens artikel 19 a, stk. 2, og artikel 19 c.

Bestemmelsen gennemfører artikel 1, nr. 7, i forordning 2089/2019/EU om ændring af benchmarkforordningen for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergangen, Paristilpassede EU-benchmarks og bæredygtighedsrelaterede oplysninger om benchmarks (ændringsforordningen).

Administratorer kan både være fysiske og juridiske personer. I de tilfælde, hvor de strafbelagte bestemmelser omhandler pligter eller forbud, er de mulige ansvarssubjekter derfor den fysiske eller juridiske person, der som administrator leverer et benchmark.

Bødeniveauet vil blive fastsat i overensstemmelse med de generelle regler om straf i § 255, stk. 5, i lov om kapitalmarkeder. Det fremgår heraf, at der ved udmåling af bøder lægges vægt på overtrædelsens grovhed og gerningsmandens økonomiske forhold. For overtrædelser begået af juridiske personer lægges ved vurderingen af gerningsmandens økonomiske forhold vægt på virksomhedens nettoårsomsætning på gerningstidspunktet. For overtrædelser begået af fysiske personer lægges vægt på den pågældendes indtægtsforhold på gerningstidspunktet. Det er afgørende, at der ved strafudmålingen lægges vægt på de nævnte faktorer, således at bøder vil have en pønal og præventiv effekt på alle aktører på markedet, og således at det finansielle incitament til at overtræde bestemmelserne reduceres. Vurderingen af overtrædelsens grovhed bør efter § 255, stk. 5, foregå uafhængigt af gerningsmandens økonomiske forhold.

Artikel 19 a i benchmarkforordningen, som indført ved ændringsforordningen, fastsætter, at administratorer af EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks skal inddrage og oplyse om en række forhold knyttet til benchmarkets metodologi. Disse administratorer skal bl.a. give oplysninger om kriterierne for fastlæggelse af dekarboniseringsforløbet, indeksporteføljens samlede CO2-emissioner for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergangen og angive den formel eller beregning, der anvendes til at fastslå, om emissioner er i overensstemmelse med målene i Parisaftalen, for så vidt angår Paristilpassede EU-benchmarks.

Det følger ligeledes af artikel 19 a i benchmarkforordningen, at Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter til fastsættelse af minimumsstandarder for EU-benchmarks for klimaovergangen og Paristilpassede EU-benchmarks.

Artikel 19 b i benchmarkforordningen, som indført ved ændringsforordningen, stiller nærmere kriterier for benchmarkadministratorers udvælgelse, vægtning og udelukkelse af underliggende aktiver for så vidt angår EU-benchmarks for klimaovergangen.

Det følger af artikel 19 c i benchmarkforordningen, at for så vidt angår Paristilpassede EU-benchmarks tillægges Kommissionen en beføjelse til at vedtage en delegeret retsakt til identificering af de sektorer, der skal udelukkes, fordi de ikke har målbare mål for nedbringelse af CO2 med konkrete frister, tilpasset målene i Parisaftalen.

Ved Paristilpassede EU-benchmarks forstås benchmarks, som er mærket som Paristilpassede EU-benchmarks. Paristilpassede EU-benchmarks underliggende aktiver skal være sammensat på en sådan måde, at den deraf følgende benchmarkporteføljes CO2-emissioner er tilpasset målene i Parisaftalen. Hertil kommer, at Paristilpassede EU-benchmarks skal være sammensat i overensstemmelse med nærmere angivne minimumsstandarder, der udarbejdes af Kommissionen. Aktiviteter i forbindelse med disse benchmarks underliggende aktiver må ikke i væsentlig grad skade andre miljømæssige, sociale eller ledelsesmæssige (ESG) mål, jf. artikel 1, nr. 1, i ændringsforordningen, som indfører artikel 3, stk. 1, nr. 23 b, i benchmarkforordningen.

Ved et dekarboniseringsforløb forstås et målbart, videnskabeligt baseret og tidsbundet forløb i retning af tilpasning til målene i Parisaftalen ved en nedbringelse af nærmere angivne typer CO2-emissioner, jf. artikel 1, nr. 1, i ændringsforordningen, som indfører artikel 3, stk. 1, nr. 23 c, i benchmarkforordningen.

Ved en administrator forstås en juridisk eller fysisk person, der fører kontrol med leveringen af benchmarks, herunder administrerer ordningerne for fastlæggelse af benchmarks, indsamler og analyserer inputdataene, fastlægger benchmarket og offentliggør det.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.15. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til § 4

Til nr. 1 (Fodnoten til lov om investeringsforeninger m.v.)

Lov om investeringsforeninger m.v. indeholder en fodnote, der oplister de direktiver og ændringsdirektiver, som er implementeret helt eller delvist i loven. Endvidere er en række forordninger oplistet, hvori indgår bestemmelser, som er medtaget i lov om investeringsforeninger m.v.

Det foreslås, at fodnoten til lovens titel nyaffattes, så direktiverne og forordningerne i noten til lov om investeringsforeninger m.v. bliver sat i kronologisk rækkefølge.

Der tilføjes ikke nye direktiver eller forordninger med nyaffattelsen. Der er således tale om en ændring af redaktionel karakter.

Til nr. 2 (§ 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af § 18, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., at vedtægterne eller fondsbestemmelserne i en dansk UCITS kan indeholde bestemmelser om, at den danske UCITS' afdelinger kan opdeles i andelsklasser, og at bestyrelsen kan etablere andelsklasser i en afdeling. I en bestående afdeling i en investeringsforening eller SIKAV skal afdelingens investorer dog først på en generalforsamling have truffet beslutning om, at afdelingen kan opdeles i andelsklasser. Er der tale om en værdipapirfond, er det bestyrelsen for værdipapirfondens investeringsforvaltningsselskab eller administrationsselskab, der træffer beslutningen. Det skal fremgå af afdelingens navn, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i afdelingen.

Danske UCITS er investeringsforeninger, SIKAV'er (selskaber for investering med kapital, der er variabel) og værdipapirfonde.

Etablering af andelsklasser giver mulighed for at underopdele afdelinger i investeringsforeninger. Andelsklasserne har forskellige karakteristika og kan dermed målrettes bestemte typer investorer.

§ 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v. blev indført i loven af hensyn til styring af administrative systemer i SKAT.

Der er ikke længere tekniske eller administrative årsager i SKAT til opretholdelse af kravet om, at det af afdelingens navn fremgår, hvis bestyrelsen kan etablere andelsklasser i afdelingen.

Det foreslås på den baggrund, at § 18, stk. 1, 4. pkt., i lov om investeringsforeninger m.v. ophæves.

Ophævelsen vil medføre, at der fremadrettet ikke længere vil være krav om, at det skal fremgå i afdelingsnavnet i danske UCITS', at der kan etableres andelsklasser i den pågældende afdeling.

Til nr. 3 (§ 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Det følger af § 161, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v., at Finanstilsynet påser overholdelsen af en række direktiver og forordninger, dog skal Erhvervsstyrelsen påse overholdelsen af § 14 om anmeldelse og registrering i Erhvervsstyrelsen. Endvidere påser Finanstilsynet, at danske UCITS overholder deres vedtægter eller fondsbestemmelser, når vedtægterne eller fondsbestemmelserne er godkendt af Finanstilsynet. Herudover kontrollerer Finanstilsynet, at reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 82-92 og i regler udstedt i medfør af § 95 er overholdt for danske UCITS, som har udstedt værdipapirer, der handles på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarkeder

Det foreslås, at der foretages en række redaktionelle ændringer af bestemmelsen, samtidig med at Finanstilsynets udpeges som tilsynsmyndighed af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) og regler fastsat i medfør heraf.

Det foreslås i § 161, stk. 1, nr. 1, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen af loven og de regler, der er udstedt i medfør af loven, undtagen § 60, stk. 1 og 2, og § 63 b, jf. dog stk. 2.

Det foreslåede nr. 1 medfører, at Finanstilsynet ikke fører tilsyn med spekulationsbestemmelserne i § 60, stk. 1 og 2. Tilsynspligten vedrørende disse bestemmelser påhviler den danske UCITS' revisor.

Opgaverne vedrørende regnskabskontrol af for eksempel investeringsforeninger, hvis andele er optaget til handel på OMX Nasdaq, varetages af Finanstilsynet. Erhvervsstyrelsen varetager regnskabskontrol af selskaber, der er omfattet af årsregnskabsloven

Herudover medfører det foreslåede nr. 1, at Finanstilsynet ikke skal påse overholdesen af § 63 b, da bestemmelsen retter sig til en kreds af ansatte i investeringsforeninger og SIKAV'er og ikke til selve investeringsforeningen eller SIKAV'en. Der henvises til bemærkningerne til § 63 b, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 133 som fremsat, side 277.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.

Det foreslås i nr. 2, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen af danske UCITS' vedtægter eller fondsbestemmelser, når Finanstilsynet har godkendt vedtægterne eller fondsbestemmelserne.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.

Det foreslås i nr. 3, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen af regler udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet).

Det foreslåede nr. 3 medfører, at Finanstilsynet som kompetent myndighed skal påse overholdelsen af de bestemmelser, der er implementeret i dansk ret i medfør af direktiv 2009/65/EF, og overholdelsen af de retsakter og tekniske standarder, der er udstedt i medfør af direktiv 2009/65/EF, og som er umiddelbart gældende i medlemsstaterne. Tilsynsforpligtelsen følger af artikel 97 i direktiv 2009/65/EF.

Bestemmelsen implementerer artikel 97 af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter).

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.

Det foreslås i nr. 4, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og regler fastsat i medfør heraf.

Det foreslåede nr. 4 vil medføre, at Finanstilsynet udpeges som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering (STS-forordningen).

Efter artikel 29 i STS-forordningen skal hvert medlemsland udpege en kompetent myndighed til at varetage de opgaver, der følger af forordningen. Efter artikel 30 skal hvert medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, som er udpeget i overensstemmelse med artikel 29, stk. 1-5, har de tilsyns-, undersøgelses- og sanktionsbeføjelser, der er nødvendige for, at den kan opfylde sine opgaver i henhold til denne forordning.

Bestemmelsen supplerer artikel 29 og til dels artikel 30 i STS-forordningen.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.

Det foreslås i nr. 5, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1131/2017 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger og regler fastsat i medfør heraf.

Forordningen om pengemarkedsforeninger fastsætter en række krav til investeringsinstitutter, der investerer i kortfristede pengemarkedsinstrumenter. Der er bl.a. krav om, hvordan de skal organisere sig, navnepligt, hvilke instrumenter de må investere i, spredningsregler og indberetning af oplysninger om pengemarkedsforeningernes investeringer.

Det foreslåede nr. 5 vil medføre, at Finanstilsynet som en del af sit løbende tilsyn og i forbindelse med inspektioner tillige vil skulle føre tilsyn med, at danske UCITS overholder forordningen om pengemarkedsforeningers regler.

Bestemmelsen supplerer artikel 39 i pengemarkedsforordningen.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.

Det foreslås i nr. 6, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013 og regler fastsat i medfør heraf.

Det foreslåede nr. 6 vil medføre, at Finanstilsynet udpeges som ansvarlig myndighed for tilsynet med overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1156/EU af 20. juni 2019 om lettere grænseoverskridende distribution af kollektive investeringsinstitutter og om ændring af forordning (EU) nr. 345/2013, (EU) nr. 346/2013.

Finanstilsynet er allerede i dag tilsynsmyndighed for de virksomheder, der omfattes af cross border-forordningen.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.

Det foreslås i nr. 7, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20. juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt og regler fastsat i medfør heraf.

Det foreslåede nr. 7 vil medføre, at Finanstilsynet som kompetent myndighed fører tilsyn med, at PEPP-forordningen og regler udstedt i medfør heraf overholdes. Finanstilsynet er allerede tilsynsmyndighed for danske UCITS, der omfattes af forordningen.

I henhold til artikel 61, stk. 1, i PEPP-forordningen fører de kompetente myndigheder for PEPP-udbyderen løbende og i overensstemmelse med den relevante sektorspecifikke tilsynsordning tilsyn med overholdelsen af PEPP-forordningen. De er tillige ansvarlige for tilsynet med dels overholdelsen af forpligtelserne i PEPP-udbyderens regler eller vedtægter, dels hensigtsmæssigheden af dennes ordninger og organisation med hensyn til de opgaver, der skal udføres i forbindelse med udbud af et PEPP-produkt.

De kompetente myndigheder er i artikel 2, nr. 18, i PEPP-forordningen defineret som de nationale myndigheder, som er udpeget af en medlemsstat til at føre tilsyn med PEPP-udbydere eller PEPP-distributører, alt efter tilfældet, eller til at udføre de opgaver, der er omhandlet i forordningen.

I medfør af artikel 62 i PEPP-forordningen skal hver medlemsstat sikre, at den kompetente myndighed, som er udpeget af de nationale myndigheder, har de tilsyns-, undersøgelses- og sanktionsbeføjelser, der er nødvendige for, at den kan opfylde sine opgaver i henhold til PEPP-forordningen.

Bestemmelsen supplerer PEPP-forordningens artikel 61 og 62.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.

Det foreslås i nr. 8, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler fastsat i medfør heraf.

Den foreslåede bestemmelse er ny og har til formål at udpege Finanstilsynet som kompetent myndighed efter disclosureforordningen og regler fastsat i medfør heraf.

Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav for finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere. Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. et investeringsforvaltningsselskab, jf. artikel 2, nr. 1, litra i, i disclosureforordningen. Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. et investeringsforvaltningsselskab, der yder investeringsrådgivning, jf. artikel 2, nr. 11, litra f, i disclosureforordningen.

Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/65/EF af 13. juli 2009 om samordning af love og administrative bestemmelser om visse institutter for kollektiv investering i værdipapirer (investeringsinstitutter) (UCITS-direktivet), udpeges som kompetent myndighed til at varetage de opgaver, der følger af disclosureforordningen.

Den foreslåede indsættelse af disclosureforordningen i bestemmelsen vil medføre, at Finanstilsynet bliver udpeget som kompetent myndighed i forhold til at påse overholdelsen af forordningen.

Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Finanstilsynet bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.

Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen.

Med forslaget til stk. 2 vil Erhvervsstyrelsen dog påse overholdelsen af § 14, stk. 1 og 3. Finanstilsynet kontrollerer, at reglerne for finansiel information i årsrapporter og delårsrapporter i §§ 82-92 og i regler udstedt i medfør af § 95 er overholdt for danske UCITS, som har udstedt værdipapirer, der handles på et reguleret marked, jf. § 213, stk. 1-5 og 8, i lov om kapitalmarkeder.

Opgaverne vedrørende regnskabskontrol af f.eks. investeringsforeninger, hvis andele er optaget til handel på den regulerede markedsplads Nasdaq Copenhagen varetages af Finanstilsynet. Erhvervsstyrelsen varetager regnskabskontrol af selskaber, der er omfattet af årsregnskabsloven.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende § 161, stk. 1. Ændringen er alene redaktionel.

Til nr. 4 (§ 179, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende bestemmelse i § 179, stk. 1, i lov om investeringsforeninger m.v. angiver de virksomheder, der kan anses som part i sager, hvor Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse i medfør af lov om investeringsforeninger m.v. eller regler fastsat i medfør heraf.

Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 3, foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af en række yderligere forordninger.

Det foreslås på den baggrund, at der i § 179, stk. 1, indsættes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering (STS-forordningen), Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger (pengemarkedsforordningen) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) og regler udstedt i medfør heraf.

Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, der træffes afgørelse overfor i medfør af de forordninger, som Finanstilsynet efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 3, vil skulle påse overholdelsen af, ligeledes anses som parter i forhold til Finanstilsynet.

Til nr. 5 (§ 189 i lov om investeringsforeninger m.v.)

Den gældende bestemmelse i § 189 i lov om investeringsforeninger m.v. indeholder en klageadgang til Erhvervsankenævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i medfør heraf retter sig mod.

Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 3, foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af en række yderligere forordninger.

Det foreslås på den baggrund, at der i § 189 indsættes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering (STS-forordningen), Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 2017/1131 af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger (pengemarkedsforordningen) og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf.

Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af de forordninger, som Finanstilsynet efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 4, nr. 3, vil skulle påse overholdelsen af, også kan indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig mod.

Til § 5

Til nr. 1 (§ 6, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Det følger af § 6, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at virksomheder, der forvalter en eller flere alternative investeringsfonde, skal have tilladelse af Finanstilsynet, såfremt aktiverne i de alternative investeringsfonde sammenlagt overstiger en værdi svarende til 100 mio. euro eller 500 mio. euro, såfremt virksomheden udelukkende forvalter alternative investeringsfonde, der ikke har gearet sine investeringer, og ingen investorer i fondene har ret til at blive indløst i en periode på minimum 5 år efter datoen for den oprindelige investering i hver af fondene.

Virksomheder skal søge om tilladelse fra Finanstilsynet til at forvalte alternative investeringsfonde i medfør af § 11 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., såfremt de overstiger tærsklerne i § 6, stk. 1.

Tærskelværdierne i § 6, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., gælder ikke for forvaltere af en eller flere kapitalforeninger, forvaltere af en eller flere investorfradragsfonde og selvforvaltende investorfradragsfonde, da disse forvaltere altid skal have tilladelse, jf. i § 6, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Ved § 6, nr. 2, i lov nr. 706 af 8. juni 2018 om ændring af lov om finansiel virksomhed, hvidvaskloven, lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. og forskellige andre love blev AIF-SIKAV'er og AIF-værdipapirfonde sat ind i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. som to nye typer alternative investeringsfonde.

En AIF-SIKAV er en alternativ investeringsfond, som er stiftet efter reglerne i afsnit VIII i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. som et selskab med en eller flere investorer, hvis vedtægter angiver, at selskabet er en alternativ investeringsfond med variabel kapital, og som har udpeget en forvalter, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde, og som har ansvaret for at forvalte AIF-SIKAV'en, jf. § 3, stk. 1, nr. 12, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

En AIF-værdipapirfond er en alternativ investeringsfond, som er etableret af en forvalter af alternative investeringsfonde, der har tilladelse til at administrere alternative investeringsfonde, og hvis fondsbestemmelser angiver, at fonden er en AIF-værdipapirfond, jf. § 3, stk. 1, nr. 13, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

AIF-SIKAV'er og AIF-værdipapirfonde burde rettelig være omfattet af undtagelsen i § 6, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det foreslås, at AIF-SIKAV'er og AIF-værdipapirfonde indsættes i § 6, stk. 4, så forvaltere af AIF-SIKAV'er og AIF-værdipapirfonde også er omfattet af bestemmelsen.

Det foreslås, at forvaltere af AIF-SIKAV'er og AIF-værdipapirfonde omfattes af § 6, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., således at tærskelværdierne i § 6, stk. 1, ikke gælder for disse forvaltere, da de altid skal have en tilladelse.

Forslaget vil indebære, at det præciseres, at forvalteren af AIF-SIKAV'er og AIF-værdipapirfonde skal have tilladelse fra Finanstilsynet til at forvalte AIF-SIKAV'er og AIF-værdipapirfonde uanset værdien af aktiverne i AIF-SIKAV'en eller AIF-værdipapirfonden. Det svarer til den gældende regel for forvaltere af kapitalforeninger, investorfradragsfonde og selvforvaltende investorfradragsfonde jf. § 6, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Til nr. 2 (§ 18, stk. 4, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. indeholder ikke en bestemmelse, der giver erhvervsministeren bemyndigelse til at fastsætte kompetencekrav for ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde.

Det følger af § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., at såfremt en forvalter har tilladelse til at udføre de aktiviteter, som er nævnt i lovens bilag 1, nr. 3, finder § 43, § 71, stk. 3, og § 72 i lov om finansiel virksomhed tilsvarende anvendelse på forvalterens udførelse af disse tjenesteydelser.

§ 43 i lov om finansiel virksomhed indeholder generelle regler om god skik, prisoplysning og kontraktforhold, herunder en række bemyndigelsesbestemmelser.

I lov om finansiel virksomhed § 43, stk. 4, fremgår, at erhvervsministeren kan fastsætte regler om kompetencekrav for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, fondsmæglerselskaber, filialer af udenlandske pengeinstitutter og investeringsselskaber samt tilknyttede agenter omfattet af § 9 a, der yder rådgivning om finansielle instrumenter. Ministeren fastsætter endvidere regler om kompetencekrav for ansatte i pengeinstitutter og realkreditinstitutter, som præsenterer, tilbyder, rådgiver om eller administrerer boligkreditaftaler.

Denne bemyndigelse er udnyttet ved bekendtgørelse nr. 864 af 23. juni 2017 om kompetencekrav til ansatte, der yder investeringsrådgivning og formidler information om visse investeringsprodukter, herefter kompetencekravsbekendtgørelsen.

Bekendtgørelsen finder anvendelse på pengeinstitutter og fondsmæglerselskaber her i landet, som yder investeringsrådgivning om investeringsprodukter eller porteføljer af investeringsprodukter, rådgivning om puljer, jf. § 2, stk. 1, nr. 3, i bekendtgørelse om visse skattebegunstigende opsparingsformer i pengeinstitutter samt formidling af information om investeringsprodukter til detailkunder, jf. kompetencekravsbekendtgørelsen, § 1, stk. 1.

Bekendtgørelsen finder tillige anvendelse på en filial af et udenlandsk pengeinstitut og et fondsmæglerselskab, når filialen yder aktiviteterne nævnt i stk. 1, nr. 1-3, her i landet, jf. kompetencekravsbekendtgørelsen, § 1, stk. 2.

Bekendtgørelsen finder endvidere anvendelse på tilknyttede agenter, jf. § 9 b i lov om finansiel virksomhed, investeringsrådgivere, jf. § 343 a i lov om finansiel virksomhed, og finansielle rådgivere, jf. § 1, nr. 2 og 3, i lov om finansielle rådgivere og boligkreditformidlere, i det omfang de yder de i stk. 1 nævnte tjenesteydelser til detailkunder, jf. kompetencekravsbekendtgørelsen § 1, stk. 3.

Forvaltere af alternative investeringsfonde er i dag ikke omfattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgørelsen.

Forvaltere af alternative investeringsfonde er ikke reguleret i lov om finansiel virksomhed, men i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. Da forvaltere af alternative investeringsfonde ikke er omfattet af anvendelsesområdet i lov om finansiel virksomhed, kan disse institutter ikke skrives direkte ind i bemyndigelsesbestemmelsen i § 43, stk. 4. Med lovforslaget foreslås derfor en selvstændig bemyndigelsesbestemmelse i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Det foreslås at indsætte et stk. 4 i § 18 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v., som bemyndiger erhvervsministeren til at fastsætte regler om kompetencekrav til ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde, der har tilladelse til at udøve aktiviteter omfattet af bilag 1, nr. 3, litra b, punkt i.

Forvaltere af alternative investeringsfonde kan få tilladelse af Finanstilsynet til at yde investeringsrådgivning, jf. bilag 1, nr. 3, litra b, punkt i, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.

Forvaltere af alternative investeringsfonde er i dag ikke omfattet af anvendelsesområdet i kompetencekravsbekendtgørelsen.

Den foreslåede ændring har til formål at styrke investorbeskyttelsen, da ansatte hos forvaltere af alternative investeringsfonde vil skulle opfylde de kompetencekrav, som følger af kompetencekravsbekendtgørelsen og dennes bilag. Den ansatte hos forvalteren af alternative investeringsfonde vil bl.a. skulle kunne yde forsvarlig rådgivning til detailkunder, herunder have kompetencer inden for relevant lovgivning, investeringsprodukter og økonomisk forståelse.

Den foreslåede ændring vil medføre, at en forvalters ansatte vil være omfattet af de krav, som fremgår af kompetencekravsbekendtgørelsen, hvis forvalteren har tilladelse til at yde investeringsrådgivning og denne rådgivning ydes over for detailinvestorer.

Lovforslaget medfører ikke, at § 8, stk. 5, 1. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. ændres eller ophæves.

Til nr. 3 (§ 155, stk. 1, 6. pkt., i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Den gældende bestemmelse i § 155, stk. 1, i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. angiver bl.a. de regler i øvrig lovgivning og forordninger, som Finanstilsynet påser overholdelsen af.

Det foreslås, at der i § 155, stk. 1, 6. pkt., indsættes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelsen af disclosureforordningen og regler udstedt i medfør heraf.

Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav for finansielle markedsdeltagere og finansielle rådgivere.

Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en forvalter af alternative investeringsfonde, en forvalter af en kvalificeret venturekapitalfond, der er registreret i medfør af artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske venturekapitalfonde, og en forvalter af en kvalificeret social iværksætterfond, der er registreret i medfør af artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske sociale iværksætterfonde, jf. artikel 2, nr. 1, litra e, g og h, i disclosureforordningen.

Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. en forvalter af alternative investeringsfonde, der yder investeringsrådgivning, jf. artikel 2, nr. 11, litra e, i disclosureforordningen.

Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/61/EU af 8. juni 2011 om forvaltere af alternative investeringsfonde, udpeges som kompetent myndighed til at varetage de opgaver, der følger af disclosureforordningen.

Med den foreslåede indsættelse af en henvisning til disclosureforordningen i bestemmelsen vil Finanstilsynet bliver udpeget som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af forordningen.

Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har hjemmel til at udstede i medfør af forordningen.

Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.

Bestemmelsen gennemfører artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen.

Til nr. 4 (§ 189 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v.)

Den gældende bestemmelse i § 189 i lov om forvaltere af alternative investeringsfonde m.v. indeholder en klageadgang til Erhvervsankenævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i medfør heraf retter sig mod.

Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 5, nr. 3, foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af en række yderligere forordninger.

Det foreslås på den baggrund, at der i § 189 indsættes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 346/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske sociale iværksætterfonde, Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 345/2013/EU af 17. april 2013 om europæiske venturekapitalfonde, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/1131/EU af 14. juni 2017 om pengemarkedsforeninger, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er), og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf.

Med forslaget vil afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af de ovennævnte forordninger eller regler udstedet i medfør af disse kunne indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig mod.

Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af bestemmelsen i øvrigt.

Til § 6

Til nr. 1 (§ 1. stk. 4, i lov om forsikringsformidling)

Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 1, stk. 4, i lov om forsikringsformidling, at lovens § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4, finder anvendelse på danske forsikringsselskaber, filialer i Danmark af et forsikringsselskab, der er meddelt tilladelse i et andet land inden for Den Europæiske Union eller i et land, som Fællesskabet har indgået aftale med på det finansielle område og filialer i Danmark af forsikringsselskaber, der er meddelt tilladelse i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område. Bestemmelsen i § 3, stk. 6, finder også anvendelse på genforsikringsselskaber, jf. § 1, stk. 5. Bestemmelserne indebærer, at et forsikringsselskab, et genforsikringsselskab, en forsikringsformidler og en genforsikringsformidler alene må benytte forsikrings- og genforsikringsdistributionsydelser fra en forsikrings-, genforsikringsformidler eller accessorisk forsikringsformidler, der har en tilladelse fra Finanstilsynet i medfør af lov om forsikringsformidling.

I lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, foreslås det at indsætte en forpligtelse for virksomheder, der ønsker tilladelse fra Finanstilsynet til at drive forsikringsformidlingsvirksomhed som forsikringsformidler eller accessorisk forsikringsformidler, til at indsende sådanne ansøgninger digitalt ved brug af selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk.

Lovforslagets § 6, nr. 2 og 3, vil indebære, at der i lov om forsikringsformidling vil blive indsat et nyt stk. 4 i § 3, hvorefter stk. 4-6 bliver til stk. 5-7, samt et nyt stk. 3 i § 4, hvorefter stk. 3-4 bliver stk. 4-5.

Det foreslås derfor i lovforslagets § 6, nr. 1, at ændre henvisningen i § 1, stk. 4, i lov om forsikringsformidling fra en henvisning til § 3, stk. 6, og § 4, stk. 4, til en henvisning til § 3, stk. 7, og § 4, stk. 5.

Det foreslås samtidig at ændre henvisningen i § 1, stk. 5, i lov om forsikringsformidling fra en henvisning til § 3, stk. 6, til en henvisning til § 3, stk. 7.

Til nr. 2 (§ 3, stk. 4, i lov om forsikringsformidling)

Virksomheder, der ønsker at udøve forsikringsdistribution og genforsikringsdistribution som forsikringsformidler og genforsikringsformidler, skal have en tilladelse fra Finanstilsynet. Finanstilsynet giver efter § 3, stk. 2, i lov om forsikringsformidling tilladelse, når betingelserne i § 3, stk. 2 og 3, er opfyldt, herunder at virksomheden er hjemmehørende i Danmark, har fremlagt dokumentation for ansvarsforsikring eller tilsvarende garanti mod erstatningskrav, en beskrivelse af de aktiviteter, som virksomheden har til hensigt at udøve, identitet på virksomhedens ejere samt den enkelte ejerandel.

Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på www.virk.dk - ved brug af Nem-ID - indsender ansøgningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumentation træffe afgørelse i sagen.

Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage ansøgningen digitalt.

Derfor foreslås det med lovforslaget, at der i § 3 i lov om forsikringsformidling indsættes et nyt stykke 4.

Det foreslås med indsættelsen af stk. 4, 1. pkt., i lov om forsikringsformidling, at en ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende bestemmelse vedrørende forsikrings- og genforsikringsformidleres ansøgninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre en pligt for virksomheder til at indsende ansøgninger digitalt via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.

Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den digitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.

Det foreslås med indsættelsen i § 3 af stk. 4, 2. pkt., at hvis en ansøgning undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket.

Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning, hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket, som herefter indsendes digitalt pr. e-mail til Finanstilsynet. Denne undtagelse vil f.eks. være relevant, i tilfælde af at www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske problemer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagelsen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver - advokat eller revisor - som håndterer ansøgningen, ikke har eller kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.

Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin ansøgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn til en effektiv sagsbehandling vil der blive stillet krav om, at virksomheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelsesblanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden indledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af sådanne ansøgninger.

Til nr. 3 (§ 4, stk. 3, i lov om forsikringsformidling)

Efter den gældende bestemmelse i § 4 i lov om forsikringsformidling skal en virksomhed, der udøver forsikringsdistributionsvirksomhed som en accessorisk aktivitet, registreres i Finanstilsynets register, før virksomheden påbegynder sin virksomhed. En virksomhed kan blive registreret, når virksomheden dokumenterer, at den opfylder betingelserne i § 3, stk. 2, nr. 1 og 3-6, og stk. 3. Virksomheden skal endvidere indsende oplysninger til brug for Finanstilsynets vurdering af, om den eller de ansatte i virksomheden med ansvar for distribution af accessoriske forsikringer opfylder betingelserne i § 10, stk. 1. Efter § 10, stk. 1, må ansatte i en accessorisk forsikringsformidler ikke være straffet for overtrædelser af straffeloven, den finansielle lovgivning eller anden relevant lovgivning, hvis overtrædelsen indebærer risiko for, at personen ikke kan varetage sin stilling på betryggende måde. Personen må ikke være under konkurs og skal have et godt omdømme, herunder ikke have udvist en adfærd, der giver grund til at antage, at personen ikke vil varetage stillingen på forsvarlig måde.

Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på www.virk.dk - ved brug af Nem-ID - indsender ansøgningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumentation træffe afgørelse i sagen.

Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage ansøgningen digitalt.

Derfor foreslås det med lovforslagets § 6, nr. 3, at der i § 4 i lov om forsikringsformidling indsættes et nyt stykke 3.

Det foreslås med indsættelsen af stk. 3, 1. pkt., at en ansøgning om registrering efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende bestemmelse vedrørende accessoriske forsikringsformidleres ansøgninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre en pligt for virksomheder til at indsende ansøgninger digitalt via www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.

Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den digitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 3, 2. pkt.

Det foreslås med indsættelsen af stk. 3, 2. pkt., at hvis en ansøgning undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket

Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning, hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Denne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske problemer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagelsen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver - advokat eller revisor - som håndterer ansøgningen, ikke har eller kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.

Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin ansøgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virksomheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelsesblanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden indledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af sådanne ansøgninger.

Til nr. 4 (§ 12 a i lov om forsikringsformidling)

Det følger af den gældende § 44 i lov om finansiel virksomhed, at det ikke er tilladt i erhvervsmæssigt øjemed her i landet at medvirke til, at forsikringer for her i landet bosiddende personer, danske skibe eller andre risici, der består her i landet, tegnes hos andre end danske forsikringsselskaber og udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 30, stk. 1, eller § 31, stk. 1, samt udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.

Det er blevet vurderet, at § 44 bør overføres til lov om forsikringsformidling, hvor den mere naturligt hører til, da bestemmelsen vedrører forsikringsformidling.

Det foreslås på den baggrund, at der indsættes en § 12 a i lov om forsikringsformidling, hvorefter en forsikringsformidler og en accessorisk forsikringsformidler ikke må medvirke til, at forsikringer for personer bosiddende i Danmark, danske skibe eller andre risici, der består her i landet, tegnes hos andre end danske forsikringsselskaber, udenlandske forsikringsselskaber, der opfylder betingelserne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, eller udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.

Den foreslåede bestemmelse viderefører den gældende § 44 i lov om finansiel virksomhed med enkelte redaktionelle ændringer.

Den foreslåede bestemmelse indeholder et forbud mod erhvervsmæssig formidling af danske direkte risici til forsikringsselskaber, der ikke lovligt kan drive virksomhed her i landet.

Bestemmelsen opstiller således et forbud mod, at forsikringsformidlere samt accessoriske forsikringsformidlere medvirker til, at afdækning af direkte danske risici sker hos andre end forsikringsselskaber, som enten har tilladelse fra Finanstilsynet eller har anmeldt til Finanstilsynet, at der drives virksomhed her i landet via EU-reglerne om grænseoverskridende virksomhed.

Det foreslåede nr. 1 vil indebære, at godkendte forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere vil kunne formidle forsikringer hos danske forsikringsselskaber godkendt af Finanstilsynet.

De foreslåede nr. 2 og 3 vil indebære, at godkendte forsikringsformidlere og accessoriske forsikringsformidlere endvidere vil kunne formidle forsikringer hos visse udenlandske forsikringsselskaber under nærmere betingelser. Forsikringsformidling hos udenlandske forsikringsselskaber vil således kunne ske hos udenlandske forsikringsselskaber, der enten opfylder betingelserne i § 30, stk. 1, og § 31, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed, eller udenlandske forsikringsselskaber, der har fået tilladelse af Finanstilsynet.

I relation til udenlandske forsikringsselskaber vil forsikringer således alene kunne formidles hos de forsikringsselskaber, som er godkendt til at udøve forsikringsvirksomhed i et andet EU-land eller i et land, som EU har indgået en aftale med på det finansielle område, og som udøver forsikringsvirksomhed gennem en filial her i Danmark, jf. § 30, stk. 1, eller som tjenesteyder, jf. § 31, stk. 1, eller forsikringsselskaber fra tredjelande, dvs. lande uden for EU- og EØS-samarbejdet, som har opnået en tilladelse fra Finanstilsynet til at udøve forsikringsvirksomhed i Danmark.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med reglerne om tilladelse til at drive forsikringsvirksomhed og er en forbrugerbeskyttelsesregel, der er med til at hindre forsikringstegning via professionelle mellemmænd, der optræder ulovligt, og hvor kunden uden viden herom i tvister med forsikringsselskabet kan blive underkastet fremmed ret og værneting.

Til nr. 5 (§ 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om forsikringsformidling)

Den gældende bestemmelse i § 22, stk. 1, 2. pkt., i lov om forsikringsformidling anfører, hvilke regler i øvrig lovgivning Finanstilsynet påser overholdelsen af, herunder Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1286/2014/EU af 26. november 2014 om dokumenter med central information om sammensatte og forsikringsbaserede investeringsprodukter til detailinvestorer (PRIIP'er), forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/97 af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution og Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/1238/EU af 20 juni 2019 om et paneuropæisk personligt pensionsprodukt (PEPP-forordningen).

Det foreslås, at der i § 22, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet skal påse overholdelsen af forordningen.

Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav for bl.a. finansielle rådgivere.

Ved finansielle rådgivere forstås bl.a. en forsikringsformidler, der yder forsikringsrådgivning om forsikringsbaserede investeringsprodukter (IBIP'er), jf. artikel 2, nr. 11, litra, i disclosureforordningen.

Efter artikel 14, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) skal hvert medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/97/EU af 20. januar 2016 om forsikringsdistribution, udpeges som kompetent myndighed til at varetage de opgaver, der følger af disclosureforordningen.

Med den foreslåede indsættelse af forordningen i bestemmelsen vil Finanstilsynet blive udpeget som kompetent myndighed i relation til at påse overholdelsen af disclosureforordningen.

Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.

Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.

Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen.

Til nr. 6 (§ 36, stk. 1, i lov om forsikringsformidling)

Det følger af § 36, stk. 1, at de virksomheder eller personer, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør af loven eller regler fastsat i medfør heraf, skal anses som part i forhold til Finanstilsynet.

Det foreslås, at der i § 36, stk. 1, indsættes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) eller regler udstedt i medfør heraf.

Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, som Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for i medfør af disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf, også vil være parter i konkrete sager.

Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af bestemmelsen i øvrigt.

Til nr. 7 (§ 37 i lov om forsikringsformidling)

Det fremgår af § 37, stk. 1, i lov om forsikringsformidling, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til denne lov, regler udstedt i medfør heraf eller forordninger udstedt i medfør af forsikringsdistributionsdirektivet kan indbringes for Erhvervsankenævnet, senest fire uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende person eller virksomhed.

Det foreslås, at der i § 37, stk. 1, indsættes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser eller regler udstedt i medfør heraf.

Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør heraf kan indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den, som afgørelsen retter sig mod.

Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af bestemmelsen i øvrigt.

Til § 7

Til nr. 1 (§ 97, stk. 1, 2. pkt., i lov om firmapensionskasser)

Den gældende bestemmelse i § 97, stk. 1, 2. pkt., i lov om firmapensionskasser angiver bl.a. de regler i øvrig lovgivning, som Finanstilsynet påser overholdelsen af. Af bestemmelsen fremgår, at Finanstilsynet påser overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf.

Det foreslås, at der i § 97, stk. 1, 2. pkt., indsættes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser og regler udstedt i medfør heraf.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelsen af disclosureforordningen og regler udstedt i medfør af denne.

Disclosureforordningen fastsætter en række oplysningskrav for bl.a. finansielle markedsdeltagere.

Ved finansielle markedsdeltagere forstås bl.a. en arbejdsmarkedsrelateret pensionskasse og en producent af et pensionsprodukt, jf. artikel 2, nr. 1, litra c og d, i disclosureforordningen.

Efter artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen skal hvert medlemsland sikre, at den kompetente myndighed, der er udpeget i overensstemmelse med bl.a. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2016/2341/EU af 14. december 2016 om arbejdsmarkedsrelaterede pensionskassers (IORP'ers) aktiviteter og tilsynet hermed, udpeges som kompetent myndighed til at varetage de opgaver, der følger af disclosureforordningen.

Med den foreslåede indsættelse af en henvisning til disclosureforordningen i bestemmelsen vil Finanstilsynet blive udpeget som kompetent myndighed til at påse overholdelsen af forordningen.

Med den foreslåede ændring vil Finanstilsynet også skulle påse overholdelsen af de regler, som Kommissionen har hjemmel til at udstede i medfør af disclosureforordningen.

Den foreslåede ændring vil også medføre, at Finanstilsynet bl.a. vil kunne udstede påbud og påtaler for overtrædelse af disclosureforordningen eller regler udstedt i medfør heraf.

Bestemmelsen supplerer artikel 14, stk. 1, i disclosureforordningen.

Det foreslås desuden, at § 97, stk. 1, 2. pkt., ændres således, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf fremgår med deres fulde titel.

Den foreslåede ændring er af redaktionel karakter.

Til nr. 2 (§ 104, stk. 1, i lov om firmapensionskasser)

Den gældende bestemmelse i § 104, stk. 1, i lov om firmapensionskasser angiver de virksomheder, der kan anses som part i forhold til Finanstilsynet, i sager, hvor Finanstilsynet har truffet eller vil træffe afgørelse over for virksomheden i medfør af lov om firmapensionskasser eller regler fastsat i medfør heraf.

Det foreslås, at der i § 104, stk. 1, indsættes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf.

Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1, foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) og regler udstedt i medfør heraf.

Den foreslåede ændring vil indebære, at virksomheder, der træffes afgørelse overfor i medfør af de forordninger, som Finanstilsynet efter den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1, vil skulle påse overholdelsen af, ligeledes anses som parter i forhold til Finanstilsynet.

Finanstilsynet påser efter den gældende bestemmelse i § 97, stk. 1, 2. pkt., overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering. Med den foreslåede ændring vil virksomheder, der træffes afgørelse overfor i medfør af forordningen, ligeledes anses som parter i forhold til Finanstilsynet. Forordningen er ved en fejl ikke indsat i bestemmelsen, i forbindelse med at Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed efter forordningen.

Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af bestemmelsen i øvrigt.

Til nr. 3 (§ 112, stk. 1, i lov om firmapensionskasser)

Den gældende bestemmelse i § 112, stk. 1, i lov om firmapensionskasser indeholder en klageadgang til Erhvervsankenævnet for den, som en afgørelse truffet af Finanstilsynet eller Erhvervsstyrelsen i henhold til loven eller regler udstedt i medfør heraf retter sig mod.

Med den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 7, nr. 1, foreslås det, at Finanstilsynet vil skulle påse overholdelse af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser (disclosureforordningen) og regler udstedt i medfør heraf.

Det foreslås, at der i § 112, stk. 1, indsættes en henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/2088/EU af 27. november 2019 om bæredygtighedsrelaterede oplysninger i sektoren for finansielle tjenesteydelser, Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering og regler udstedt i medfør heraf.

Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i medfør af forordningerne eller regler udstedt i medfør af forordningerne vil kunne indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende, som afgørelsen retter sig mod.

Finanstilsynet påser efter den gældende bestemmelse i § 97, stk. 1, 2. pkt., overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2017/2402/EU af 12. december 2017 om en generel ramme for securitisering og om oprettelse af en specifik ramme for simpel, transparent og standardiseret securitisering. Med den foreslåede ændring vil virksomheder, der træffes afgørelse overfor i medfør af forordningen, ligeledes kunne påklage afgørelser til Erhvervsankenævnet. Forordningen er ved en fejl ikke indsat i bestemmelsen, i forbindelse med at Finanstilsynet er udpeget som kompetent myndighed efter forordningen.

Der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet ændring af bestemmelsen i øvrigt.

Til § 8

Til nr. 1 (§ 2, nr. 6, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Efter den gældende bestemmelse i § 2, nr. 6, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere defineres rådgivning som personlige anbefalinger til en forbruger om transaktioner i tilknytning til finansielle produkter eller boligkreditaftaler.

Det foreslås at nyaffatte § 2, nr. 6, således, at lovens definition af rådgivning herefter vil være: personlige anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse med boligkreditaftaler eller finansielle produkter. For så vidt angår boligkreditaftaler skal anbefalingerne være uafhængige af ydelsen af boligkreditaftalen og de aktiviteter, som ydes af en boligkreditformidler.

Den foreslåede ændring har - for så vidt angår boligkreditaftaler - til formål at bringe ordlyden af definitionen af rådgivning i overensstemmelse med direktiv 2014/17/?U om forbrugerkreditaftaler (herefter forbrugerkreditdirektivet) og bekendtgørelse nr. 1581 af 17. december 2018 om god skik for boligkredit i forbindelse med fast ejendom til beboelse.

I bekendtgørelse om god skik for boligkredit er rådgivning defineret i § 2, nr. 5. Rådgivning er defineret som personlige anbefalinger til en låntager, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse med boligkreditaftaler, og som er uafhængig af ydelsen af boligkreditaftalen og de aktiviteter, som ydes af en boligkreditformidler. Forbrugerkreditdirektivets artikel 4, nr. 21, indeholder en definition af rådgivningstjeneste, som er personlige anbefalinger til en forbruger, som vedrører en eller flere transaktioner i forbindelse med kreditaftaler, og som er en aktivitet, der er uafhængig af ydelsen af kreditten og de kreditformidlingsaktiviteter, der er anført i nr. 5.

Direktivets definition af rådgivningstjeneste er gennemført i § 2, nr. 5, i bekendtgørelse om god skik for boligkredit. Idet en tilsvarende definition af rådgivning ikke følger af loven i dag, vil den foreslåede ændring af definitionsbestemmelsen i lovens § 2, nr. 6, medføre, at direktivets definition også gennemføres i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere.

Til nr. 2 (§ 3, stk. 7, i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere)

Efter § 3 i lov om finansielle rådgivere skal virksomheder, der rådgiver om finansielle produkter, have tilladelse som finansiel rådgiver for at udøve den pågældende virksomhed. På samme måde skal en virksomhed, der yder rådgivning eller formidler boligkreditaftaler til forbrugere, have tilladelse som boligkreditformidler. Endelig skal en virksomhed, der yder investeringsrådgivning, have tilladelse som investeringsrådgiver. Finanstilsynet kan give tilladelse efter § 3 i lov om finansielle rådgivere, investeringsrådgivere og boligkreditformidlere, hvis virksomhederne opfylder kriterierne efter § 3, stk. 3, herunder dokumenterer forretningsgange på væsentlige aktivitetsområder. Endvidere skal virksomhedens ledelse opfylde de gældende krav til egnethed og hæderlighed, ligesom virksomheden skal fremvise dokumentation for ansvarsforsikring eller anden tilsvarende garanti mod erstatningskrav.

Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på www.virk.dk - ved brug af Nem-ID - indsender ansøgningsblanket og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumentation træffe afgørelse i sagen.

Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage ansøgningen digitalt.

Derfor foreslås det i § 3, stk. 7, 1. pkt., at en ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 6.

Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende bestemmelse vedrørende finansielle rådgiveres, investeringsrådgiveres og boligkreditformidleres ansøgninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre en pligt for virksomheder til at indsende ansøgninger digitalt via www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.

Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den digitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 7, 2. pkt.

Med § 3, stk. 7, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket

Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning, hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Denne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske problemer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagelsen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver - advokat eller revisor - som håndterer ansøgningen, ikke har eller kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.

Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin ansøgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virksomheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelsesblanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden indledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af sådanne ansøgninger.

Til § 9

Til nr. 1 (§ 3, stk. 4, i lov om forbrugslånsvirksomheder)

Forbrugslånsvirksomheder skal efter § 3 i lov om forbrugslånsvirksomheder have tilladelse af Finanstilsynet til at udøve den pågældende virksomhed. Finanstilsynet giver tilladelse til virksomheder, der dokumenterer tilstrækkelige forretningsgange for efterlevelse af redelig forretningsskik og god praksis, for kreditværdighedsvurdering og identifikation af målgrupper. Endvidere skal ledelsen opfylde lovens krav til egnethed og hæderlighed.

Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på www.virk.dk - ved brug af Nem-ID - indsender anmeldelsesblanket og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumentation træffe afgørelse i sagen.

Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage ansøgningen digitalt.

Derfor foreslås det i § 3, stk. 4, 1. pkt., at en ansøgning om tilladelse efter stk. 1 skal indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende bestemmelse vedrørende forbrugslånsvirksomheders ansøgninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre en pligt for virksomhederne til at indsende ansøgninger digitalt via www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.

Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den digitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.

Med § 3, stk. 4, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger sendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket.

Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning, hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Denne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske problemer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagelsen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver - advokat eller revisor - som håndterer ansøgningen, ikke har eller kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.

Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin ansøgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virksomheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelsesblanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden indledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af sådanne ansøgninger.

Til § 10

Til nr. 1 (§ 3, stk. 1, nr. 5, i lov om ejendomskreditselskaber)

Selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sælger pantebreve i fast ejendom skal efter § 3, stk. 1, i lov om ejendomskreditselskaber søge om tilladelse til at udøve den pågældende virksomhed. Efter § 3, stk. 1, nr. 5, skal et selskab, der ansøger om tilladelse til at udøve virksomhed som ejendomskreditselskab dokumentere, at der er oprettet en særlig konto, hvor det aftalte provenu skal indsættes, og at selskabet har etableret sikkerhed for disse midler, jf. stk. 5.

I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stk. 4 i § 3. Denne ændring vil medføre, at de gældende stk. 4-6 bliver til stk. 5-7.

Med forslaget ændres henvisningen til stk. 5 i § 3, stk. 1, nr. 5, til stk. 6.

Forslaget er en konsekvens af ændringen i lovforslagets § 10, nr. 2, hvorefter der indsættes et nyt stk. 3 i § 3.

Til nr. 2 (§ 3, stk. 4, i lov om ejendomskreditselskaber)

Selskaber, der erhvervsmæssigt køber eller sælger pantebreve i fast ejendom, skal efter § § 3 i lov om ejendomskreditselskaber søge om tilladelse til at udøve den pågældende virksomhed. Finanstilsynet giver tilladelse til selskaber, der drives som et anparts- eller aktieselskab, hvor ledelsen opfylder lovens krav til egnethed og hæderlighed. Endvidere skal den person i selskabet, der er ansvarlig for handel med pantebreve og kreditgivning, opfylde betingelserne i § 5 m.v. Endelig skal ejerne af de kvalificerede andele i selskabet opfylde principperne i §§ 61 og 62 i lov om finansiel virksomhed, ligesom selskabet - hvis der handles med forbrugere - skal oprette en særlig konto, hvor provenu indsættes. Virksomheden skal endvidere have etableret sikkerhed for disse midler.

Ansøgning om tilladelse sker i praksis i dag digitalt ved, at virksomheden via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning på www.virk.dk - ved brug af Nem-ID - indsender ansøgningsskema og tilhørende bilag. Finanstilsynet skal senest tre måneder fra modtagelsen af den nødvendige dokumentation træffe afgørelse i sagen.

Det fremgår dog ikke klart af de gældende regler, at der er tale om en forpligtelse for virksomheden til at foretage ansøgningen digitalt.

Derfor foreslås det i § 3, stk. 4, 1. pkt., at en ansøgning om tilladelse efter stk. 1 vil skulle indsendes via Finanstilsynets selvbetjeningsløsning vedlagt de nødvendige oplysninger, jf. stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse er en ændring af den gældende bestemmelse vedrørende ejendomskreditselskabers ansøgninger til Finanstilsynet med henblik på at indføre en pligt for virksomhederne til at indsende ansøgninger digitalt via www.virk.dk ved anvendelse af virksomhedens Nem-ID.

Retsvirkningerne af det foreslåede vil være, at Finanstilsynet kan afvise ansøgninger, der ikke indsendes gennem den digitale selvbetjeningsløsning, medmindre virksomheden kan anvende undtagelsen i det foreslåede stk. 4, 2. pkt.

Med § 3, stk. 4, 2. pkt., foreslås det, at hvis en ansøgning undtagelsesvis ikke kan indsendes via selvbetjeningsløsningen, skal ansøgningen vedlagt de nødvendige oplysninger indsendes elektronisk til Finanstilsynet ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket.

Selvbetjeningsløsningen på www.virk.dk er en it-løsning, hvor der kan forekomme driftsforstyrrelser. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at ansøgning til Finanstilsynet undtagelsesvis vil kunne indsendes elektronisk pr. e-mail ved anvendelse af Finanstilsynets anmeldelsesblanket. Denne undtagelse vil f.eks. alene være relevant, i tilfælde af at www.virk.dk ikke kan tilgås som følge af tekniske problemer, eller hvis det af systemmæssige årsager ikke er muligt at indsende ansøgningen via selvbetjeningsløsningen, fordi omfanget af ansøgning og bilag er for stort til at kunne håndteres i selvbetjeningsløsningen. Endvidere vil undtagelsen kunne anvendes, i tilfælde af at en ekstern rådgiver - advokat eller revisor - som håndterer ansøgningen, ikke har eller kan få adgang til virksomhedens Nem-ID.

Virksomheden vil i disse situationer kunne indsende sin ansøgning samt bilag til Finanstilsynet pr. e-mail. Af hensyn til en effektiv sagsbehandling stilles der krav om, at virksomheden vil skulle anvende Finanstilsynets anmeldelsesblanket. På denne måde tilsigtes det, at virksomheden indledningsvis har givet de oplysninger, som Finanstilsynet sædvanligvis finder relevant til brug for sagsbehandlingen af sådanne ansøgninger.

Til nr. 3 (§ 12, stk. 7, i lov om ejendomskreditselskaber)

Det følger af § 12, stk. 7, i lov om ejendomskreditselskaber, at Finanstilsynet kan give påbud om berigtigelse af forhold, der er i strid med en række bestemmelser i loven. Det drejer sig bl.a. om § 3, stk. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber årligt skal indsende en erklæring fra en godkendt revisor om sikkerheden nævnt i § 3, stk. 1, nr. 5, til Finanstilsynet.

I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stykke 4 i § 3. Denne ændring medfører, at de gældende stk. 4-6 bliver til stk. 5-7.

Som følge heraf foreslås det i § 12, stk. 7, at konsekvensrette henvisningen til § 3, stk. 5, så der rettelig henvises til § 3, stk. 6.

Til nr. 4 (§ 22, stk. 1, i lov om ejendomskreditselskaber)

Det følger af § 22, at overtrædelse af en række bestemmelser i lov om ejendomskreditselskaber i lov om ejendomskreditselskaber kan straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det drejer sig bl.a. om § 3, stk. 5, hvorefter ejendomskreditselskaber årligt skal indsende en erklæring fra en godkendt revisor om sikkerheden nævnt i § 3, stk. 1, nr. 5, til Finanstilsynet.

I lovforslagets § 10, nr. 2, foreslås det at indsætte et nyt stykke 4 i § 3. Denne ændring medfører, at de gældende stk. 4-6 bliver til stk. 5-7.

Som følge heraf foreslås det i § 22, stk. 1, at konsekvensrette henvisningen til § 3, stk. 5, så der rettelig henvises til § 3, stk. 6.

Til § 11

Til nr. 1 (§ 16, stk. 2, i lov om Vækstfonden)

Det fremgår af § 16, stk. 2, i lov om Vækstfonden, at Vækstfonden kan optage lån til finansiering af sine aktiviteter, og at det samlede lånebeløb eksklusiv renter til og med 2020 ikke uden godkendelse fra Folketingets Finansudvalg kan overstige 6 mia. kr., mens det samlede lånebeløb eksklusiv renter efter 2020 ikke uden godkendelse fra Folketingets Finansudvalg kan overstige 500 mio. kr.

Det følger af den foreslåede ændring af § 16, stk. 2, at Vækstfonden kan optage lån, herunder statsligt genudlån, til finansiering af sine aktiviteter i det omfang, der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil.

Denne foreslåede ændring af § 16, stk. 2, vil medføre, at Vækstfonden, foruden den eksisterende adgang til at optage lån i markedet, fremover vil få adgang til at finansiere sine aktiviteter ved statsligt genudlån. Ændringen medfører samtidig, at Vækstfonden kun kan optage lån i det omfang, der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil, mens der i lov om Vækstfonden ikke længere fastsættes øvre beløbsgrænser for låneoptaget.

Bestemmelsen foreslås ændret med henblik på at understøtte finansieringen af Vækstfondens aktiviteter. Derved sikres det, at Vækstfonden har adgang til den nødvendige likviditet på de bedst mulige vilkår i det omfang, der foreligger politisk beslutning om at lade Vækstfonden foretage låneoptag. Der er tale om en tidsubegrænset genudlånsadgang.

Det er finansministeren, der formelt forestår optag af genudlån i Nationalbanken, idet finansministeren har ressortansvaret for statens låntagning og gæld i henhold til § 2, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 849 af 22. juni 2010 af lov om bemyndigelse til optagelse af statslån. Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil medføre, at finansministeren giver Vækstfonden en adgang til statsligt genudlån i det omfang, den bevillingsmæssigt hjemles eksplicit.

De nærmere vilkår for adgangen til genudlån fastsættes ved aftale mellem Vækstfonden, Danmarks Nationalbank, Erhvervsministeriet og Finansministeriet.

Til nr. 2 (§ 16, stk. 3 og 4, i lov om Vækstfonden)

Det fremgår af § 16, stk. 3, i lov om Vækstfonden, at Vækstfonden kan optage statsgaranterede lån til finansiering af syndikeringslån. Det samlede lånebeløb eksklusiv renter kan ikke overstige 125 mio. kr.

Det fremgår af § 16, stk. 4, i lov om Vækstfonden, at Vækstfonden til og med 2030 kan optage lån til finansiering af en accelerationspulje til virksomheder med særligt vækstpotentiale. Det samlede lånebeløb eksklusiv renter kan ikke overstige 500 mio. kr.

Det foreslås, at § 16, stk. 3 og 4, ophæves, hvormed lånerammerne for enkeltordningernes syndikeringslån og accelerationspuljen ikke længere fremgår af lov om Vækstfonden.

Med ændringerne skrives opremsningen af enkeltordninger ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændringer i Vækstfondens muligheder for at optage lån, men alene at sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt med at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.

For syndikeringslån skal dette dels ses i lyset af, at ordningen udløb ved udgangen af 2015. Accelerationspuljen udløber i 2030, og bevillingen er på nuværende tidspunkt ikke hjemlet andetsteds. Der kan imidlertid etableres særskilt bevillingsmæssig hjemmel for denne accelerationspulje, hvormed den omfattes af den foreslåede ændring af § 16, stk. 2, hvor det fremgår, at Vækstfonden kan optage lån i det omfang, der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil. Det bemærkes, at nærværende ændringsforslag ikke har til formål at annullere Vækstfondens mulighed for låneoptag under accelerationspuljen, men i stedet at etablere denne ved en særskilt bevillingsmæssig hjemmel ved tekstanmærkning i stedet for i lov om Vækstfonden.

Det bemærkes, at et væsentligt antal enkeltordninger, som administreres af Vækstfonden, ikke er skrevet ind i loven.

Til nr. 3 (§ 16, stk. 6 og 7, i lov om Vækstfonden)

Det fremgår af § 16, stk. 6, i lov om Vækstfonden, at Vækstfonden kan optage lån fra pensionsinstitutterne, som modsvares af tilsvarende tilsagn fra Vækstfonden om indskud af egenkapital til Dansk Vækstkapital.

Det fremgår af § 16, stk. 7, i lov om Vækstfonden, at Vækstfonden kan optage lån fra private investorer, som modsvares af tilsvarende tilsagn fra Vækstfonden om indskud af egenkapital til Dansk Vækstkapital II, inden for en samlet finansieringsramme på maksimalt 3 mia. kr.

Det foreslås, at § 16, stk. 6 og 7, der bliver stk. 4 og 5, ophæves, hvormed adgangen til at optage lån fra pensionsinstitutterne og andre private investorer i forbindelse med Vækstfondens engagement i Dansk Vækstkapital og Dansk Vækstkapital II ikke længere fremgår af lov om Vækstfonden.

Med ændringerne skrives opremsningen af enkeltordninger ud af loven. Der tilsigtes i den forbindelse ingen ændringer i Vækstfondens muligheder for at optage lån, men alene at sikre et strømlinet lovgrundlag, der ikke forældes, i takt med at ordninger oprettes, justeres og nedlægges.

Bevillingerne til Dansk Vækstkapital og Dansk Vækstkapital II er på nuværende tidspunkt ikke hjemlet andetsteds. Der kan imidlertid etableres særskilt bevillingsmæssig hjemmel for disse ordninger, hvormed de omfattes af den foreslåede ændring af § 16, stk. 2, hvor det fremgår, at Vækstfonden kan optage lån i det omfang, der er etableret bevillingsmæssig hjemmel hertil. Det bemærkes, at nærværende ændringsforslag ikke har til formål at annullere Vækstfondens mulighed for låneoptag under accelerationspuljen Dansk Vækstkapital og Dansk Vækstkapital II, men i stedet at etablere denne ved en særskilt bevillingsmæssig hjemmel ved tekstanmærkning i stedet for i lov om Vækstfonden.

Til nr. 4 (§ 17, stk. 1, i lov om Vækstfonden)

Det fremgår af § 17, stk. 1, i lov om Vækstfonden, at finansministeren kan lade Vækstfonden optage genudlån hos Danmarks Nationalbank inden for en samlet ramme på maksimalt 1 mia. kr.

Det følger af den foreslåede ændring af § 17, stk. 1, at Finansministeren, ud over adgangen til at optage lån, herunder statsligt genudlån, jf. § 16, stk. 2, kan lade Vækstfonden optage genudlån hos Danmarks Nationalbank inden for en ramme på 1 mia. kr.

Med ændringen præciseres afgrænsningen mellem Vækstfondens almindelige adgang til låneoptag og det særlige likviditetsberedskab, der henvises til i § 17, stk. 1. Det præciseres således, at den i bestemmelsen hjemlede adgang for finansministeren til at lade Vækstfonden optage genudlån hos Danmarks Nationalbank inden for en samlet ramme på maksimalt 1 mia. kr. ligger ud over de lånemuligheder, der henvises til i § 16, stk. 2.

Til § 12

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2021.

Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 25, træder i kraft den 29. december 2020, da bestemmelsen gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets Direktiv 2019/878/EU af 20. maj 2019 om ændring af direktiv 2013/36/EU, for så vidt angår fritagne enheder, finansielle holdingselskaber, blandede finansielle holdingselskaber, aflønning, tilsynsforanstaltninger og -beføjelser og kapitalbevaringsforanstaltninger, som træder i kraft den 29. december 2020.

Det foreslås i stk. 3, at § 4, nr. 3-5, § 5, nr. 3-4, § 6, nr. 5-7, og § 7 træder i kraft den 10. marts 2021, da de nævnte bestemmelser er en konsekvens af disclosureforordningen. Disclosureforordningen skal finde anvendelse fra den 10. marts 2021.

Det foreslås i stk. 4, at § 1, nr. 17, 28-30 og 32, træder i kraft den 19. april 2021, hvor artikel 3a, stk. 5-6, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2009/924/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001, jf. artikel 2, stk. 2, litra c, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2019/518/EU af 19. marts 2019 om ændring af forordning (EF) nr. 924/2009, for så vidt angår gebyrer for grænseoverskridende betalinger i Unionen og vekselgebyrer, træder i kraft. Det er derfor først fra denne dato relevant at indarbejde forordningens artikel 3a, stk. 5-6, i lov om betalinger.

Til § 13

Lovforslagets § 13 angiver lovforslagets territoriale gyldighedsområde.

Det foreslås i stk. 1, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, jf. dog de foreslåede stk. 2 og 3.

Det foreslås i stk. 2, at lovforslagets §§ 1-5 og 8-10 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Love på det finansielle område indeholder som udgangspunkt anordningshjemmel for Færøerne. Lov om forsikringsformidling og lov om firmapensionskasser indeholder imidlertid ikke anordningshjemmel for Færøerne, da forsikringsområdet på Færøerne er hjemtaget og dermed reguleres af færøske love. Ændringerne i disse to love i lovforslagets §§ 6 og 7 skal derfor ikke kunne sættes i kraft, da hovedlovene til lov om forsikringsformidling og lov om firmapensionskasser ikke indeholder anordningshjemmel.

Lovforslagets § 11 skal endvidere ikke kunne sættes i kraft for Færøerne, da lov om Vækstfonden ikke gælder for Færøerne og ikke indeholder anordningshjemmel.

Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets §§ 1-10 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Love på det finansielle område indeholder som udgangspunkt anordningshjemmel for Grønland. De love, der med lovforslagets §§ 1-10 foreslås ændringer i, indeholder sådanne anordningshjemler. På den baggrund foreslås det, at de ændringer, der foreslås i lovforslagets §§ 1-10 skal kunne sættes i kraft for Grønland ved kongelig anordning.

Lovforslagets § 11 skal dog ikke kunne sættes i kraft for Grønland, da lov om Vækstfonden ikke gælder for Grønland og ikke indeholder anordningshjemmel.

Bilag 1

Lovforslag sammenholdt med gældende ret

Lovforslag sammenholdt med gældende ret

Bilag 2

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2018/843

af 30. maj 2018

om ændring af direktiv (EU) 2015/849 om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme og om ændring af direktiv 2009/138/EF og 2013/36/EU

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/8494) er den vigtigste retsakt i forebyggelsen af, at Unionens finansielle system bruges til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Nævnte direktiv, hvis frist for gennemførelse var den 26. juni 2017, opstiller en effektiv og samlet retlig ramme for medlemsstaternes bekæmpelse af indsamling af midler eller formuegoder til terrorformål med henblik på at identificere, forstå og mindske risiciene vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(2) Den senere tids terrorangreb har kastet lys over nye tendenser, navnlig hvad angår den måde terrorgrupper finansierer og udfører deres aktioner. Visse moderne teknologitjenester bliver stadigt mere populære som alternative finansielle systemer, mens de fortsat falder uden for EU-retten eller undtages fra retlige krav, hvilket muligvis ikke længere kan retfærdiggøres. For at holde trit med de nye tendenser bør der træffes yderligere foranstaltninger til at sikre øget gennemsigtighed i finansielle transaktioner, i selskaber og i andre juridiske enheder samt i truster og juridiske arrangementer, der har strukturer eller funktioner, der ligner truster (»lignende juridiske arrangementer«) med henblik på at forbedre den eksisterende forebyggende ramme og mere effektivt at bekæmpe finansiering af terrorisme. Det er vigtigt at bemærke, at de foranstaltninger, der træffes, bør stå i et rimeligt forhold til risiciene.

(3) De Forenede Nationer (FN), Interpol og Europol har rapporteret om stigende konvergens mellem organiseret kriminalitet og terrorisme. Sammenhængen mellem organiseret kriminalitet og terrorisme og forbindelserne mellem grupper af kriminelle og terroristgrupper udgør en stigende sikkerhedsrisiko for Unionen. At bekæmpe anvendelsen af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme udgør en integreret del af enhver strategi for imødegåelse af denne trussel.

(4) Selv om der i de seneste år i medlemsstaterne er sket betydelige forbedringer med hensyn til vedtagelsen og gennemførelsen af Den Finansielle Aktionsgruppes (the Financial Action Task Force (FATF)) standarder og med hensyn til tilslutningen til Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udviklings (OECD) arbejde for gennemsigtighed, er det tydeligvis nødvendigt yderligere at øge den overordnede gennemsigtighed på det økonomiske og finansielle område i Unionen. Forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme kan kun være effektiv, hvis omgivelserne er ugunstige for kriminelle, der søger ly for deres finanser gennem uigennemsigtige strukturer. Unionens finansielle systems integritet er afhængig af gennemsigtigheden af selskaber og andre juridiske enheder og lignende juridiske arrangementer. Dette direktiv har til formål ikke kun at afdække og efterforske hvidvask af penge, men også at forhindre, at det forekommer. Øget gennemsigtighed kan være et effektivt afskrækkende middel.

(5) Samtidig med at målene i direktiv (EU) 2015/849 bør forfølges, og alle ændringer heraf bør være i overensstemmelse med Unionens igangværende indsats inden for bekæmpelse af terrorisme og af finansiering af terrorisme, bør sådanne ændringer samtidig tage behørigt hensyn til den grundlæggende ret til beskyttelse af personoplysninger og til overholdelsen og anvendelsen af proportionalitetsprincippet. I Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med titlen »Den europæiske dagsorden for sikkerhed« anføres det, at der er behov for at tackle finansiering af terrorisme på en mere effektiv og omfattende måde, og det fremhæves, at infiltrering af de finansielle markeder muliggør finansiering af terrorisme. I Det Europæiske Råds konklusioner af 17.-18. december 2015 understregedes ligeledes behovet for hurtigt at træffe yderligere foranstaltninger mod finansiering af terrorisme inden for alle områder.

(6) Kommissionens meddelelse til Europa-Parlamentet og til Rådet med titlen »Handlingsplan med henblik på at styrke bekæmpelsen af finansiering af terrorisme« understreger behovet for at tilpasse sig nye trusler og for at ændre direktiv (EU) 2015/849 i overensstemmelse hermed.

(7) EU-foranstaltningerne bør også afspejle den udvikling, der sker på internationalt plan, og de forpligtelser, der indgås der, på en korrekt måde. Derfor bør FN's Sikkerhedsråds resolution (UNSCR) 2195 (2014) om trusler mod den internationale fred og sikkerhed og UNSCR 2199 (2015) og 2253 (2015) om trusler mod den internationale fred og sikkerhed som følge af terrorhandlinger tages i betragtning. Disse UNSCR'er vedrører henholdsvis forbindelserne mellem terrorisme og grænseoverskridende organiseret kriminalitet, forhindring af terrorgrupper i at få adgang til internationale finansieringsinstitutter og udvidelse af sanktionsrammen til at omfatte Islamisk Stat i Irak og Levanten.

(8) Udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer (dvs. et lands mønter og sedler, der har status af lovlige betalingsmidler, og elektroniske penge, accepteret som omsætningsmiddel i det udstedende land) samt udbydere af virtuelle tegnebøger er ikke forpligtede i henhold til EU-retten til at identificere mistænkelige aktiviteter. Derfor kan terrorgrupper være i stand til at overføre penge til Unionens finansielle system eller inden for netværk for virtuelle valutaer ved at hemmeligholde overførsler eller drage fordel af en vis anonymitet på sådanne platforme. Det er derfor afgørende at udvide anvendelsesområdet for direktiv (EU) 2015/849, så det også omfatter udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer samt udbydere af virtuelle tegnebøger. Med henblik på at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme bør de kompetente myndigheder gennem forpligtede enheder være i stand til at overvåge anvendelsen af virtuelle valutaer. Sådan overvågning vil give en velafbalanceret og forholdsmæssig tilgang, der værner om de tekniske fremskridt og den høje grad af gennemsigtighed, der er opnået inden for alternativ finansiering og socialt iværksætteri.

(9) Den anonymitet, som er forbundet med virtuelle valutaer, gør det muligt at misbruge sådanne i kriminelt øjemed. Det vil ikke fuldstændigt løse det problem med anonymitet, som knytter sig til transaktioner i virtuelle valutaer, at inkludere udbydere af valutaveksling mellem virtuelle valutaer og fiatvalutaer og udbydere af virtuelle tegnebøger, eftersom en stor del af det virtuelle valutamiljø vil forblive anonymt, fordi brugerne også har mulighed for at foretage transaktioner uden om sådanne udbydere. For at imødegå de risici, der er forbundet med anonymitet, bør de nationale finansielle efterretningsenheder (FIU'er) være i stand til at indhente oplysninger, som gør det muligt for dem at forbinde adresser vedrørende virtuelle valutaer med indehaveren af den virtuelle valuta. Desuden bør muligheden for at tillade brugere på frivillig basis at fremsætte en egenerklæring over for udpegede myndigheder undersøges nærmere.

(10) Virtuelle valutaer bør ikke forveksles med elektroniske penge som defineret i artikel 2, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF5), med det bredere begreb »midler« som defineret i artikel 4, nr. 25), i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/23666), eller med pengeværdi lagret i instrumenter, der er undtaget som anført i artikel 3, litra k) og l), i direktiv (EU) 2015/2366, eller med in-game-valutaer, der udelukkende kan anvendes inden for et specifikt spillemiljø. Selv om virtuelle valutaer ofte kan anvendes som et betalingsmiddel, kan de også anvendes til andre formål og finde bredere anvendelser, f.eks. som vekslingsmidler, til investeringsformål, som værdilagringsprodukter eller til brug i onlinekasinoer. Formålet med nærværende direktiv er at dække alle anvendelsesmuligheder for virtuelle valutaer.

(11) Lokale valutaer, også kendt som supplerende valutaer, som anvendes i meget begrænsede netværk, f.eks. en by eller region, og af et begrænset antal brugere, bør ikke betragtes som værende virtuelle valutaer.

(12) Forretningsforbindelser eller transaktioner, der involverer højrisikotredjelande, bør begrænses, når der identificeres væsentlige svagheder i ordningen for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme i det pågældende tredjeland, medmindre der træffes passende yderligere afhjælpende foranstaltninger eller modforanstaltninger. I forbindelse med sådanne højrisikosager og sådanne forretningsforbindelser eller transaktioner bør medlemsstaterne pålægge forpligtede enheder at gennemføre skærpede kundekendskabsprocedurer for at styre og begrænse disse risici. Derfor beslutter den enkelte medlemsstat på nationalt plan, hvilken type skærpede kundekendskabsprocedurer, der skal gennemføres med hensyn til højrisikotredjelande. Medlemsstaternes forskellige tilgange skaber svage punkter i forvaltningen af forretningsforbindelser med højrisikotredjelande, som Kommissionen har identificeret. Det er vigtigt at forbedre effektiviteten af den liste over højrisikotredjelande, som Kommissionen har opstillet, ved at sørge for en harmoniseret behandling af de pågældende lande på EU-plan. Denne harmoniserede tilgang bør primært fokusere på skærpede kundekendskabsprocedurer, når sådanne foranstaltninger ikke allerede er påkrævet i henhold til national ret. I overensstemmelse med internationale forpligtelser bør medlemsstaterne have mulighed for at kræve, at forpligtede enheder i givet fald træffer yderligere afhjælpende foranstaltninger som supplement til de skærpede kundekendskabsprocedurer i overensstemmelse med en risikobaseret tilgang og under hensyntagen til de specifikke omstændigheder i forretningsforhold eller transaktioner. Internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for forebyggelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme kan opfordre til, at der anvendes passende modforanstaltninger for at beskytte det internationale finansielle system mod vedvarende og betydelige risici vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som hidrører fra visse lande. Medlemsstaterne bør endvidere kræve, at forpligtede enheder træffer supplerende afhjælpende foranstaltninger over for højrisikotredjelande, som Kommissionen har identificeret, ved at tage hensyn til opfordringer til at træffe modforanstaltninger og anbefalinger fra eksempelvis FATF og forpligtelser i henhold til internationale aftaler.

(13) I lyset af at de trusler og den sårbarhed, som hvidvask af penge og finansiering af terrorisme medfører, til stadighed ændrer sig, bør Unionen anlægge en integreret tilgang i forbindelse med, om de nationale ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme overholder kravene på EU-plan, ved at tage hensyn til en effektivitetsvurdering af de pågældende nationale ordninger. Med henblik på at overvåge, at EU-kravene indarbejdes korrekt i nationale ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, at disse krav reelt gennemføres, og at det lykkes med disse krav at opnå en effektivt forbyggende ramme, bør Kommissionen basere sin vurdering på de nationale ordninger for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, uden at dette bør berøre vurderinger, der gennemføres af internationale organisationer og standardsættere med kompetence inden for forebyggelse af hvidvask af penge og bekæmpelse af finansiering af terrorisme, f.eks. FATF eller Ekspertkomitéen for Evaluering af Foranstaltninger til Bekæmpelse af hvidvask af Penge og Finansiering af Terrorisme.

(14) Generelle forudbetalte kort har lovlige anvendelsesformål og udgør et instrument, der bidrager til social og finansiel inklusion. Anonyme forudbetalte kort er imidlertid lette at anvende til finansiering af terrorangreb og terrorlogistik. Derfor er det afgørende at afskære terrorister fra denne form for finansiering af deres aktioner ved yderligere at sænke de grænser og maksimumbeløb, under hvilke forpligtede enheder har lov at undlade at gennemføre visse kundekendskabsprocedurer i medfør af direktiv (EU) 2015/849. Det er derfor afgørende at sænke de nuværende grænser for generelle anonyme forudbetalte kort og at identificere kunden i forbindelse med fjernbetalingstransaktioner, når transaktionsbeløbet overstiger 50 EUR, samtidig med at der tages behørigt hensyn til forbrugernes behov for at anvende generelle forudbetalte instrumenter og til, at brugen af sådanne instrumenter til at fremme social og finansiel inklusion ikke hindres.

(15) Brugen af anonyme forudbetalte kort udstedt i Unionen er i alt væsentligt begrænset til Unionens område, men det er ikke altid tilfældet med tilsvarende kort udstedt i tredjelande. Derfor er det vigtigt at sikre, at anonyme forudbetalte kort udstedt uden for Unionen kun kan anvendes i Unionen, hvis de kan anses for at opfylde krav svarende til kravene i EU-retten. Denne bestemmelse bør vedtages under fuld overholdelse af Unionens internationale handelsforpligtelser, navnlig bestemmelserne i den almindelige overenskomst om handel med tjenesteydelser.

(16) FIU'er spiller en vigtig rolle med hensyn til at identificere terrornetværks finansielle transaktioner, navnlig de grænseoverskridende, og med hensyn til at opdage deres finansielle støtter. Finansielle efterretninger kan være af afgørende betydning for afdækning af aktiviteter, der letter terrorhandlinger og terrororganisationers netværk og systemer. På grund af manglende forskriftsmæssige internationale standarder er der fortsat betydelige forskelle på, hvilke opgaver, kompetencer og beføjelser FIU'er er tillagt. Medlemsstaterne bør bestræbe sig på at sikre en mere effektiv og koordineret tilgang til håndtering af finansielle efterforskninger i forbindelse med terrorisme, herunder efterforskninger der vedrører misbrug af virtuelle valutaer. De nuværende forskelle bør dog ikke påvirke den enkelte FIU's virksomhed, navnlig dens evne til at udarbejde præventive analyser til støtte for alle myndigheder med ansvar for efterretning, efterforskning og retlige anliggender samt internationalt samarbejde. FIU'er bør i forbindelse med udøvelsen af deres opgaver have adgang til oplysninger og være i stand til at udveksle dem uhindret, herunder gennem passende samarbejde med retshåndhævende myndigheder. I alle tilfælde af mistanke om kriminalitet, og navnlig i tilfælde, der involverer finansiering af terrorisme, bør informationsstrømmene være direkte, hurtige og uden unødig forsinkelse. Derfor er det afgørende at øge FIU'ernes effektivitet yderligere ved at bringe klarhed over deres beføjelser og samarbejdet mellem dem.

(17) FIU'er bør fra alle forpligtede enheder kunne indhente alle nødvendige oplysninger af relevans for deres opgaver. Uhindret adgang for dem til oplysninger er afgørende for at sikre, at pengestrømme kan spores behørigt, og at ulovlige netværk og strømme opdages på et tidligt stadium. FIU'ernes behov for at indhente yderligere oplysninger fra forpligtede enheder på grundlag af en mistanke om hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, kan være udløst af en forudgående indberetning til FIU'en af en mistænkelig transaktion, men kan også udløses af andre mekanismer, f.eks. FIU'ens egen undersøgelse, efterretninger fra kompetente myndigheder eller oplysninger fra en anden FIU. FIU'er bør derfor som led i deres opgaver kunne indhente oplysninger fra enhver forpligtet enhed, også uden en forudgående indberetning. Dette omfatter ikke vilkårlige oplysningsanmodninger til de forpligtede enheder inden for rammerne af FIU'ens analyse, men kun anmodninger om oplysninger baseret på tilstrækkeligt veldefinerede betingelser. En FIU bør også kunne indhente sådanne oplysninger på anmodning af en anden FIU i Unionen og kunne udveksle oplysningerne med den anmodende FIU.

(18) Formålet med FIU'en er at indsamle og analysere de oplysninger, den modtager, med henblik på at påvise forbindelser mellem mistænkelige transaktioner og underliggende kriminelle aktiviteter for at forebygge og bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og at videreformidle analyseresultaterne sammen med supplerende oplysninger til de kompetente myndigheder, når der er begrundet mistanke om hvidvask af penge, hertil knyttede underliggende forbrydelser eller finansiering af terrorisme. En FIU bør ikke afholde sig fra eller nægte at udveksle oplysninger med en anden FIU, hverken spontant eller efter anmodning, på grundlag af f.eks. manglende identifikation af en tilknyttet underliggende forbrydelse, særlige bestemmelser i national strafferet og forskelle i definitionerne af tilknyttede underliggende forbrydelser eller manglende henvisning til bestemte tilknyttede underliggende forbrydelser. En FIU bør ligeledes give sit forudgående samtykke til en anden FIU til at fremsende oplysningerne til de kompetente myndigheder uanset typen af eventuelle tilknyttede underliggende forbrydelser med henblik på at gøre det muligt at gennemføre formidlingsfunktionen på en effektiv måde. FIU'erne har rapporteret, at de forskelle i de nationale definitioner af visse underliggende forbrydelser, såsom skatteforbrydelser, der ikke er harmoniseret i EU-retten, har ført til vanskeligheder i forbindelse med udvekslingen af oplysninger. Sådanne forskelle bør ikke hindre den gensidige udveksling, formidlingen til kompetente myndigheder og anvendelsen af disse oplysninger som defineret i dette direktiv. FIU'er bør hurtigt, konstruktivt og effektivt sikre det bredest mulige internationale samarbejde med tredjelandes FIU'er i relation til hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og finansiering af terrorisme i overensstemmelse med anbefalingerne fra FATF og Egmontprincipperne for udveksling af oplysninger mellem finansielle efterretningsenheder.

(19) Oplysninger af tilsynsmæssig karakter i relation til kredit- og finansieringsinstitutter, såsom oplysninger om bestyrelsesmedlemmers og aktionærers egnethed og hæderlighed, om de interne kontrolmekanismer, om forvaltningen eller compliance- og risikostyringen er ofte en nødvendig forudsætning for at kunne foretage et passende tilsyn vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme med sådanne institutter. Tilsvarende er oplysninger vedrørende bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme også vigtige for det finansielle tilsyn med sådanne institutter. Derfor bør udvekslingen af fortrolige oplysninger og samarbejde mellem kompetente myndigheder for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, der fører tilsyn med kredit- og finansieringsinstitutterne, og finansielle tilsynsmyndigheder ikke hæmmes af juridisk usikkerhed, der kan opstå som følge af mangel på udtrykkelige bestemmelser på området. En præcisering af den retlige ramme er endnu mere vigtig, da den finansielle tilsynsopgave i en række tilfælde er blevet pålagt myndigheder, der ikke fører tilsyn med bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, såsom Den Europæiske Centralbank (ECB).

(20) Når FIU'er og andre kompetente myndigheders adgang til oplysninger om indehavere af navnlig anonyme bankkonti, betalingskonti og deponeringsbokse forsinkes, vanskeliggør det opdagelsen af overførsler af midler med forbindelse til terrorisme. Nationale data, som muliggør identifikation af bankkonti og betalingskonti og deponeringsbokse tilhørende enkeltpersoner, er fragmenterede, og FIU'er og andre kompetente myndigheder har derfor ikke rettidig adgang til dem. Derfor er det afgørende at oprette centrale automatiske mekanismer, f.eks. et register eller system for dataudtræk, i alle medlemsstater som et effektivt middel til at skaffe rettidig adgang til identitetsoplysninger om bankkonto- og betalingskontohavere og deponeringsbokse, deres mellemmænd, og de reelle ejere. Ved anvendelsen af bestemmelserne om adgang er det hensigtsmæssigt at anvende allerede eksisterende mekanismer, forudsat at de nationale FIU'er kan få hurtig og ufiltreret adgang til de oplysninger, de anmoder om. Medlemsstaterne bør overveje at tilføre sådanne mekanismer andre oplysninger, som anses for at være nødvendige og forholdsmæssige, for at sikre en mere effektiv begrænsning af risici vedrørende hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Der bør sikres fuld fortrolighed med hensyn til anmodninger og de hermed forbundne oplysninger af FIU'er og andre kompetente myndigheder, som ikke er ansvarlige for retsforfølgning.

(21) Af hensyn til privatlivets fred og beskyttelsen af personoplysninger bør det minimum af oplysninger, der er nødvendige for at kunne gennemføre efterforskning af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, lagres i centrale automatiske mekanismer for banker og betalingskonti, såsom registre eller systemer for dataudtræk. Det bør være muligt for medlemsstaterne at fastsætte, hvilke data det er hensigtsmæssigt og rimeligt at indsamle, under hensyntagen til de eksisterende systemer og retlige traditioner, der muliggør en meningsfuld identifikation af de reelle ejere. Når medlemsstaterne gennemfører bestemmelser vedrørende disse mekanismer, bør de fastsætte opbevaringsperioder svarende til perioden for opbevaring af den dokumentation og de oplysninger, der er indhentet inden for rammerne af kundekendskabsprocedurer. Det bør være muligt for medlemsstaterne at forlænge opbevaringsperioden ved lov, uden at dette kræver, at der træffes afgørelse herom fra sag til sag. Opbevaringsperioden bør højst kunne forlænges med yderligere fem år. Denne periode bør ikke berøre national ret, som fastsætter andre krav til datalagring, og som tillader, at der træffes afgørelse herom fra sag til sag med henblik på at lette strafferetlige eller administrative procedurer. Adgang til disse mekanismer bør kun gives, i det omfang det er nødvendigt (»need-to-know«).

(22) Præcis identifikation og kontrol af oplysninger om fysiske og juridiske personer er afgørende for at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme. Den seneste teknologiske udvikling inden for digitalisering af transaktioner og betalinger muliggør sikker fjernidentifikation eller elektronisk identifikation. Der bør tages hensyn til disse identifikationsmidler, jf. Europa-Parlaments og Rådets forordning (EU) nr. 910/20147), særlig med hensyn til anmeldte elektroniske identifikationsordninger og måder, hvorpå der sikres grænseoverskridende retlig anerkendelse, og som indeholder værktøjer på højt niveau samt fastsætter benchmarks, som identifikationsmetoderne på nationalt plan kan kontrolleres i forhold til. Derudover kan der tages højde for andre sikre fjernidentifikationsprocesser eller elektroniske identifikationsprocesser, som er reguleret, anerkendt, godkendt eller accepteret på nationalt plan af den kompetente nationale myndighed. Hvor det er relevant, bør der ligeledes i identifikationsprocessen tages højde for anerkendelsen af elektroniske dokumenter og tillidstjenester som fastsat i forordning (EU) nr. 910/2014. Der bør tages hensyn til princippet om teknologineutralitet ved anvendelsen af dette direktiv.

(23) Med henblik på at identificere politisk udsatte personer i Unionen bør medlemsstaterne udarbejde lister, som angiver de specifikke funktioner, der i henhold til nationale love og administrative bestemmelser udgør højerestående offentlige hverv. Medlemsstaterne bør anmode hver international organisation, der er akkrediteret på deres område, om at udarbejde og ajourføre en liste over højerestående offentlige hverv inden for den pågældende internationale organisation.

(24) Fremgangsmåden ved kontrol af eksisterende kunder inden for de nuværende rammer er risikobaseret. På grund af den højere risiko for hvidvask af penge, finansiering af terrorisme og tilknyttede underliggende forbrydelser i forbindelse med visse mellemliggende strukturer gør denne fremgangsmåde det måske ikke muligt at opdage og vurdere risici rettidigt. Derfor er det vigtigt at sikre, at visse klart angivne kategorier af eksisterende kunder også overvåges regelmæssigt.

(25) Medlemsstaterne er på nuværende tidspunkt forpligtede til at sikre, at selskaber og andre juridiske enheder, som er etableret på deres område, indhenter og opbevarer passende, nøjagtige og aktuelle oplysninger om deres reelle ejerskab. Nøjagtige og opdaterede oplysninger om den reelle ejer er af afgørende betydning for at kunne spore kriminelle, som ellers kan skjule deres identitet bag selskabsstrukturer. Det globalt forbundne finansielle system gør det muligt at skjule midler og flytte dem rundt i verden, og den mulighed har personer, der hvidvasker penge eller finansierer terrorisme, og andre kriminelle i stigende grad benyttet sig af.

(26) Det bør afklares, hvilken specifik faktor der afgør, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for overvågningen og registreringen af oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer. På grund af forskelle i medlemsstaternes retssystemer er visse truster og lignende juridiske arrangementer ikke overvåget eller registreret nogetsteds i Unionen. Oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer bør registreres, hvor forvalterne af truster og personer, der varetager tilsvarende stillinger i lignende juridiske arrangementer, har hjemsted, eller hvor de har bopæl. Med henblik på at sikre effektiv overvågning og registrering af oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer er det også nødvendigt, at medlemsstaterne samarbejder med hinanden. En sammenkobling af medlemsstaternes registre over reelle ejere af truster og lignende juridiske arrangementer vil gøre disse oplysninger tilgængelige, og vil også sikre, at flere registreringer af den samme trust og det samme lignende juridiske arrangement undgås i Unionen.

(27) De regler, der finder anvendelse på truster og lignende juridiske arrangementer for så vidt angår adgang til oplysninger om deres reelle ejere, bør være sammenlignelige med de tilsvarende regler, der finder anvendelse på selskaber og andre juridiske enheder. På grund af den brede vifte af typer af truster, som findes i Unionen i dag, sammenholdt med en endnu større variation af lignende juridiske arrangementer, bør afgørelsen om, hvorvidt en trust eller et lignende juridisk arrangement er sammenlignelig med selskaber og andre juridiske enheder eller ej, træffes af medlemsstaterne. Formålet med national ret til gennemførelse af disse bestemmelser bør være at forhindre anvendelsen af truster eller lignende juridiske arrangementer til hvidvask af penge, finansiering af terrorisme eller tilknyttede underliggende forbrydelser.

(28) Med hensyn til de forskellige karakteristika ved truster og lignende juridiske arrangementer bør medlemsstaterne være i stand til i henhold til national ret og i overensstemmelse med databeskyttelsesreglerne at fastlægge graden af gennemsigtighed med hensyn til truster og lignende juridiske arrangementer, der ikke er sammenlignelige med selskaber og andre juridiske enheder. De dermed forbundne risici for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme kan variere afhængigt af de særlige karakteristika ved typen af trusten eller det lignende juridiske arrangement, og forståelsen af disse risici kan udvikle sig over tid, f.eks. som et resultat af de nationale og supranationale risikovurderinger. Medlemsstaterne bør derfor have mulighed for at fastsætte bestemmelser om udvidet adgang til oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer, hvis sådan adgang udgør en nødvendig og forholdsmæssig foranstaltning med det legitime mål at forebygge anvendelse af det finansielle system til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme. Ved fastsættelsen af graden af gennemsigtighed for så vidt angår oplysninger om det reelle ejerskab af sådanne truster eller lignende juridiske arrangementer bør medlemsstaterne tage behørigt hensyn til beskyttelsen af fysiske personers grundlæggende rettigheder, navnlig retten til privatlivets fred og beskyttelse af personoplysninger. Adgang til oplysninger om det reelle ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer bør gives til enhver person, der kan godtgøre at have en legitim interesse. Adgang bør også gives til enhver person, der indgiver en skriftlig anmodning i relation til en trust eller et lignende juridisk arrangement, der råder over eller har bestemmende indflydelse i ethvert selskab eller enhver anden juridisk enhed etableret uden for Unionen, gennem direkte eller indirekte ejerskab, herunder via beholdninger af ihændehaveraktier eller ved at udøve kontrol på anden vis. Kriterierne og betingelserne for at imødekomme anmodninger om adgang til oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer bør være tilstrækkelig præcise og i overensstemmelse med målene for dette direktiv. Det bør være muligt for medlemsstaterne at afvise en skriftlig anmodning, hvis der er begrundet mistanke om, at den skriftlige anmodning ikke er i overensstemmelse med dette direktivs formål.

(29) Med henblik på at sikre retssikkerhed og lige vilkår er det af afgørende betydning, at det klart fastsættes, hvilke juridiske arrangementer i hele Unionen der som følge af deres funktioner eller struktur bør anses for at svare til truster. De enkelte medlemsstater bør derfor pålægges at identificere de truster, såfremt de er anerkendt efter national ret, og lignende juridiske arrangementer, der kan oprettes i henhold til den pågældende medlemsstats nationale lovgivningsramme eller sædvane, og som har en struktur eller funktion, der svarer til truster, såsom muligheden for at adskille eller afbryde det juridiske ejerskab fra det reelle ejerskab af aktiver. Medlemsstaterne bør derefter underrette Kommissionen om de forskellige kategorier og beskrivelser af karakteristika samt navnene på, og hvor det er relevant, retsgrundlaget for disse truster og lignende juridiske arrangementer med henblik på offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende, således at det bliver muligt for andre medlemsstater at identificere disse. Der bør tages hensyn til, at truster og lignende juridiske arrangementer kan have forskellige juridiske karakteristika i hele Unionen. Når de særlige karakteristika ved en trust eller et lignende juridisk arrangement med hensyn til struktur eller funktioner er sammenlignelige med de særlige karakteristika ved selskaber og andre juridiske enheder, ville offentlig adgang til oplysninger om reelt ejerskab bidrage til at bekæmpe misbrug af truster og lignende juridiske arrangementer på samme måde, som den offentlige adgang kan bidrage til at forebygge misbrug af selskaber og andre juridiske enheder til hvidvask af penge og finansiering af terrorisme.

(30) Offentlig adgang til oplysninger om reelt ejerskab giver civilsamfundet, herunder pressen eller civilsamfundsorganisationer, bedre mulighed for at kontrollere oplysninger, og bidrager til at bevare tilliden til integriteten i forretningstransaktioner og det finansielle system. En sådan adgang kan bidrage til at bekæmpe misbrug af selskaber og andre juridiske enheder og juridiske arrangementer til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme, både ved at være til hjælp for efterforskningen og via indvirkningen på ry og omdømme, idet enhver, der overvejer at indgå i transaktioner, kan få kendskab til de reelle ejere. En sådan adgang fremmer også rettidig og effektiv tilgængelighed af oplysninger for finansieringsinstitutter og myndigheder, herunder myndigheder i tredjelande, som er involveret i bekæmpelsen af sådanne lovovertrædelser. Adgangen til disse oplysninger ville også bidrage til efterforskninger om hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og finansiering af terrorisme.

(31) Investorers og den brede offentligheds tillid til de finansielle markeder afhænger i vid udstrækning af, om der findes præcise regler for offentliggørelse, som skaber gennemsigtighed vedrørende selskabers reelle ejerskab og kontrolstrukturer. Det gælder i særlig grad i selskabsledelsessystemer, som er kendetegnede ved koncentreret ejerskab, f.eks. det, der findes i Unionen. På den ene side kan store investorer med betydelige stemme- og pengestrømsrettigheder virke befordrende for langsigtet vækst og virksomhedens resultater. På den anden side kan reelle ejere, der takket være store stemmeandele har bestemmende indflydelse, have et incitament til at aflede selskabsaktiver og udnytte muligheder for personlig vinding på bekostning af minoritetsinvestorer. Den potentielle øgning af tilliden til de finansielle markeder bør betragtes som en positiv bivirkning og ikke som selve formålet med at øge gennemsigtigheden, som er at skabe et miljø, der er mindre tilbøjeligt til at blive anvendt til hvidvask af penge eller finansiering af terrorisme.

(32) Investorers og den brede offentligheds tillid til de finansielle markeder afhænger i vid udstrækning af, om der findes præcise regler for offentliggørelse, som skaber gennemsigtighed vedrørende selskabers og andre juridiske enheders samt visse typer af trusters og lignende juridiske arrangementers reelle ejerskab og kontrolstrukturer. Medlemsstaterne bør derfor give adgang til oplysninger om reelt ejerskab på en tilstrækkelig sammenhængende og koordineret måde gennem fastlæggelse af klare regler for offentlig adgang, således at tredjeparter får mulighed for over alt i Unionen at fastslå, hvem der er de reelle ejere af selskaber og andre juridiske enheder samt af visse typer truster og lignende juridiske arrangementer.

(33) Derfor bør medlemsstaterne sikre adgang til oplysninger om selskaber og andre juridiske enheders reelle ejerskab på en tilstrækkelig sammenhængende og koordineret måde, gennem centrale registre over oplysninger om reelt ejerskab, med opstilling af klare regler for offentlighedens adgang, således at tredjeparter over alt i Unionen er i stand til at fastslå, hvem der er de reelle ejere af selskaber og andre juridiske enheder. Det er afgørende, at der også fastlægges en sammenhængende retlig ramme, der sikrer bedre adgang til oplysninger om det reelle ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer, når de først er blevet registreret i Unionen. De regler, der finder anvendelse på truster og lignende juridiske arrangementer for så vidt angår adgangen til oplysninger om deres reelle ejerskab, bør være sammenlignelige med de tilsvarende regler, der finder anvendelse på selskaber og andre juridiske enheder.

(34) Under alle omstændigheder bør der såvel med hensyn til selskaber og andre juridiske enheder som med hensyn til truster og lignende juridiske arrangementer tilstræbes en rimelig balance, navnlig mellem på den ene side den generelle samfundsinteresse i forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme og på den anden side de registreredes grundlæggende rettigheder. De datasæt, der skal gøres offentligt tilgængelige, bør være afgrænsede, klart og udtømmende definerede og af generel art, så den potentielle skade for de reelle ejere minimeres. De oplysninger, der gøres offentligt tilgængelige, bør samtidig ikke adskille sig markant fra de data, som i dag indsamles. Med henblik på at begrænse indgrebet i retten til respekt for privatlivet i almindelighed og til beskyttelse af personoplysninger i særdeleshed bør de pågældende oplysninger primært vedrøre status for de reelle ejere af selskaber og andre juridiske enheder og af truster og lignende juridiske arrangementer og bør udelukkende vedrøre det økonomiske aktivitetsområde, hvor de reelle ejere er aktive. I tilfælde, hvor den øverste leder alene er blevet udpeget som den reelle ejer ex officio, og ikke som følge af ejerandele eller udøvelse af kontrol ved hjælp af andre midler, bør dette klart fremgå af registrene. Med hensyn til oplysninger om reelle ejere kan medlemsstaterne fastsætte bestemmelser om, at oplysninger om statsborgerskab skal indgå i det centrale register, navnlig for reelle ejere, der ikke har statsborgerskab i den pågældende medlemsstat. Med henblik på at lette procedurerne, og eftersom langt størstedelen af de reelle ejere vil være statsborgere i den stat, som fører det centrale register, kan medlemsstaterne antage, at den reelle ejer er statsborger i den pågældende stat, medmindre andet er anført.

(35) Den øgede offentlige kontrol vil bidrage til at forebygge misbrug af juridiske enheder og juridiske arrangementer, herunder skatteundgåelse. Derfor er det afgørende, at oplysninger om reelt ejerskab fortsat er tilgængelige gennem de nationale registre og gennem registersammenkoblingssystemet i mindst fem år efter, at grundene til registrering af oplysninger om det reelle ejerskab af trusten eller det lignende juridisk arrangement er ophørt med at eksistere. Medlemsstaterne bør dog ved lov kunne fastsætte bestemmelser om behandling af oplysninger om reelt ejerskab, herunder af personoplysninger, til andre formål, hvis en sådan behandling opfylder et formål i samfundets interesse og udgør en i et demokratisk samfund nødvendig foranstaltning, der står i rimeligt forhold til det legitime mål, der forfølges.

(36) Desuden bør det være muligt for medlemsstaterne med henblik på en velafbalanceret og forholdsmæssig tilgang og for at garantere retten til respekt for privatlivet og til beskyttelse af personoplysninger under ekstraordinære omstændigheder at tillade undtagelser fra kravet om offentliggørelse gennem registrene af oplysninger om reelt ejerskab og fra retten til adgang til sådanne oplysninger, hvis oplysningerne ville udsætte den reelle ejer for en uforholdsmæssigt stor risiko for svig, bortførelse, pengeafpresning, andre former for afpresning, chikane, vold eller intimidering. Medlemsstaterne bør også have mulighed for at kræve onlineregistrering med henblik på at identificere enhver person, der anmoder om oplysninger fra registret, samt betaling af et gebyr for at få adgang til oplysningerne i registret.

(37) Sammenkoblingen af medlemsstaternes centrale registre indeholdende oplysninger om reelt ejerskab gennem den europæiske centrale platform, som er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2017/11328), nødvendiggør koordinering af nationale systemer med forskellige tekniske karakteristika. Dette indebærer vedtagelse af tekniske foranstaltninger og specifikationer, der skal tage hensyn til forskelle mellem registrene. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af nærværende direktiv bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at behandle sådanne tekniske og operationelle spørgsmål. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med undersøgelsesproceduren i artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/20119). Medlemsstaterne bør under alle omstændigheder inddrages i hele systemets funktion gennem en regelmæssig dialog mellem Kommissionen og medlemsstaternes repræsentanter om spørgsmålene vedrørende driften af systemet og videreudviklingen heraf.

(38) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/67910) finder anvendelse på behandlingen af personoplysninger i medfør af dette direktiv. Heraf følger, at fysiske personer, hvis personoplysninger opbevares i nationale registre som reelle ejere, bør oplyses herom. Desuden bør kun personoplysninger, som er ajourførte og vedrører de reelle ejere, gøres tilgængelige, og de pågældende reelle ejere bør oplyses om deres rettigheder i henhold til den gældende retlige EU-databeskyttelsesramme, jf. forordning (EU) 2016/679 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/68011), og om de procedurer, der finder anvendelse for udøvelse af disse rettigheder. Medlemsstaterne kan med henblik på at forhindre misbrug af oplysningerne i registrene og for at skabe ligevægt i forhold til reelle ejeres rettigheder desuden finde det hensigtsmæssigt at overveje at stille oplysningerne vedrørende den anmodende person sammen med oplysninger om retsgrundlaget for vedkommendes anmodning til rådighed for den reelle ejer.

(39) I tilfælde af, at indberetninger vedrørende uoverensstemmelser fra FIU'er og kompetente myndigheder ville skade en igangværende efterforskning, bør FIU'erne eller de kompetente myndigheder udskyde indberetningen af uoverensstemmelsen til det øjeblik, hvor årsagerne til den manglende indberetning ophører. FIU'erne og de kompetente myndigheder bør endvidere ikke indberette en eventuel uoverensstemmelse, såfremt en sådan indberetning ville være i strid med en bestemmelse om fortrolighed i national ret eller ville udgøre en overtrædelse af forbuddet mod »tipping off«.

(40) Dette direktiv berører ikke beskyttelsen af personoplysninger, som kompetente myndigheder behandler i henhold til direktiv (EU) 2016/680.

(41) Adgang til oplysninger og definitionen af legitim interesse bør være reguleret af lovgivningen i den medlemsstat, hvor forvalteren af en trust eller personen, der varetager en tilsvarende stilling i et lignende juridisk arrangement, er etableret eller har bopæl. Hvis forvalteren af trusten eller personen med en tilsvarende stilling i et lignende juridisk arrangement ikke er etableret eller ikke har bopæl i en medlemsstat, bør adgang til oplysninger og definitionen af legitim interesse være reguleret af lovgivningen i den medlemsstat, hvor oplysningerne om det reelle ejerskab af trusten eller af det lignende juridiske arrangement er registreret i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv.

(42) Medlemsstaterne bør i national ret fastlægge en definition af legitim interesse, både som et generelt begreb og som et kriterium for at få adgang til oplysninger om reelt ejerskab. Disse definitioner bør navnlig ikke begrænse begrebet legitim interesse til verserende administrative eller juridiske procedurer og bør, hvor det er relevant, gøre det muligt at tage hensyn til det forebyggende arbejde på området for bekæmpelse af hvidvask af penge, finansiering af terrorisme og tilknyttede underliggende forbrydelser, der gennemføres af NGO'er og undersøgende journalister. Når sammenkoblingen af medlemsstaternes registre over reelle ejere er gennemført, bør der bevilges såvel national som grænseoverskridende adgang til hver medlemsstats register på grundlag af definitionen af legitim interesse i den medlemsstat, hvor oplysningerne om det reelle ejerskab af trusten eller af det lignende juridiske arrangement er registreret i overensstemmelse med bestemmelserne i dette direktiv, i overensstemmelse med en afgørelse truffet af de relevante myndigheder i den pågældende medlemsstat. I forhold til medlemsstaternes registre over reelt ejerskab bør medlemsstaterne også have mulighed for at oprette klagemekanismer mod afgørelser, der bevilger eller nægter adgang til oplysninger om reelt ejerskab. Med henblik på at sikre ensartet og effektiv registrering og udveksling af oplysninger bør medlemsstaterne sikre, at deres myndighed med ansvar for registret over oplysninger om reelt ejerskab af truster og lignende juridiske arrangementer samarbejder med de tilsvarende myndigheder i de øvrige medlemsstater, herunder deler oplysninger vedrørende truster og lignende juridiske arrangementer, der er reguleret af lovgivningen i en medlemsstat og forvaltet i en anden medlemsstat.

(43) Grænseoverskridende korrespondentforbindelser med et respondentinstitut fra et tredjeland er karakteriseret ved deres igangværende, repetitive natur. Det følger heraf, at medlemsstaterne, samtidig med at de kræver, at der vedtages skærpede kundekendskabsprocedurer i denne særlige sammenhæng, bør tage hensyn til, at korrespondentforbindelser ikke omfatter enkeltstående transaktioner eller den blotte udveksling af beskedfunktioner. I erkendelse af, at ikke alle grænseoverskridende tjenesteydelser fra korrespondentbankforbindelser frembyder den samme grad af risiko for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme kan intensiteten af de i dette direktiv fastsatte foranstaltninger bestemmes ved at anvende principperne om risikobaseret tilgang og foregriber ikke graden af risiko for hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, som er forbundet med det finansielle respondentinstitut.

(44) Det er vigtigt at sikre, at forpligtede enheder gennemfører reglerne om bekæmpelse af hvidvask af penge og af finansiering af terrorisme korrekt. I den sammenhæng bør medlemsstaterne styrke den rolle, som spilles af de offentlige myndigheder, der er udpeget som kompetente myndigheder med ansvar for at bekæmpe hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, herunder FIU'erne, de myndigheder, der har til opgave at efterforske eller retsforfølge hvidvask af penge, tilknyttede underliggende forbrydelser og finansiering af terrorisme og at spore og beslaglægge eller indefryse og konfiskere kriminelle aktiver, myndigheder, der modtager rapporter om grænseoverskridende transport af valuta og ihændehaverpapirer, samt myndigheder, der har ansvar for tilsyn eller overvågning med henblik på at sikre forpligtede enheders regeloverholdelse. Medlemsstaterne bør styrke den rolle, der spilles af andre relevante myndigheder, herunder korruptionsbekæmpende myndigheder og skattemyndigheder.

(45) Medlemsstaterne bør sikre et effektivt og uvildigt tilsyn med alle forpligtede enheder, fortrinsvis foretaget af offentlige myndigheder gennem en separat og uafhængig national regulerings- eller tilsynsmyndighed.

(46) Kriminelle flytter uretmæssigt udbytte gennem talrige finansielle mellemmænd for at undgå at blive opdaget, Det er derfor vigtigt at sætte finansierings- og kreditinstitutter i stand til ikke kun at udveksle oplysninger mellem koncernmedlemmer, men også med andre kredit- og finansieringsinstitutter, under behørig hensyntagen til de i national ret fastsatte databeskyttelsesregler.

(47) Kompetente myndigheder, der fører tilsyn med forpligtede enheders overholdelse af dette direktiv, bør være i stand til at samarbejde og udveksle fortrolige oplysninger, uanset deres art eller status. Med henblik herpå bør sådanne kompetente myndigheder have et tilstrækkeligt retsgrundlag for udveksling af fortrolige oplysninger og samarbejde mellem de kompetente tilsynsmyndigheder for bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og de finansielle tilsynsmyndigheder bør ikke utilsigtet hæmmes af juridisk usikkerhed, der kan skyldes manglen på udtrykkelige bestemmelser på området. Overvågningen af den effektive gennemførelse af koncernpolitik om bekæmpelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme bør ske i overensstemmelse med de principper og retningslinjer om konsolideret tilsyn, som er fastsat i den relevante europæiske sektorspecifikke lovgivning.

(48) Udveksling af oplysninger og levering af bistand mellem medlemsstaternes kompetente myndigheder er af afgørende betydning med henblik på dette direktiv. Medlemsstaterne bør følgelig ikke forbyde eller opstille urimelige eller unødigt restriktive betingelser for denne udveksling af oplysninger og levering af bistand.

(49) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter12) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor det er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(50) Målet for dette direktiv, nemlig at beskytte det finansielle system ved at forebygge, opdage og efterforske hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, da individuelle foranstaltninger vedtaget af medlemsstaterne til beskyttelse af deres finansielle systemer kan være uforenelige med det indre markeds funktion og med retsstatens og Unionens fundamentale retsgrundsætninger, men kan på grund af handlingens omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette mål.

(51) Dette direktiv overholder de grundlæggende rettigheder og de principper, som anerkendes i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«), navnlig retten til respekt for privatliv og familieliv (chartrets artikel 7), retten til beskyttelse af personoplysninger (chartrets artikel 8) og friheden til at oprette og drive egen virksomhed (chartrets artikel 16).

(52) Ved udarbejdelsen af en rapport, der evaluerer gennemførelsen af dette direktiv, bør Kommissionen tage behørigt hensyn til overholdelsen af de grundlæggende rettigheder og principper, som anerkendes i chartret.

(53) På grund af behovet for straks at gennemføre foranstaltninger, som er vedtaget med henblik på at styrke Unionens regler for forebyggelse af hvidvask af penge og finansiering af terrorisme, og for at opfylde det tilsagn, som medlemsstaterne har givet, om hurtigt at gennemføre direktiv (EU) 2015/849, bør ændringerne af direktiv (EU) 2015/849 gennemføres i national ret senest den 10. januar 2020. Medlemsstaterne bør oprette registre over det reelle ejerskab af selskaber og andre juridiske enheder senest den 10. januar 2020 og for så vidt angår truster og lignende juridiske arrangementer senest den 10. marts 2020. Centrale registre bør sammenkobles gennem den europæiske centrale platform senest den 10. marts 2021. Medlemsstaterne bør oprette centrale automatiske mekanismer, som muliggør identifikation af indehavere af bank- og betalingskonti og deponeringsbokse, senest den 10. september 2020.

(54) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/200113) og afgav en udtalelse den 2. februar 201714).

(55) Direktiv (EU) 2015/849 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed -

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

Artikel 1

Ændringer af direktiv (EU) 2015/849

Direktiv (EU) 2015/849 ændres således:

Bilag 3

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV 2014/17/EU

af 4. februar 2014

om forbrugerkreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og om ændring af direktiv 2008/48/EF og 2013/36/EU og forordning (EU) nr. 1093/2010

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR -

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank1),

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg2),

efter den almindelige lovgivningsprocedure3), og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I marts 2003 iværksatte Kommissionen en proces med det formål at fastslå, hvilke hindringer der findes for det indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, og evaluere virkningen heraf. Den 18. december 2007 vedtog den en hvidbog om integration af EU's realkreditmarkeder. I hvidbogen meddelte Kommissionen, at den havde til hensigt at foretage en konsekvensanalyse af de forskellige politikvalgmuligheder med hensyn til indhentning af oplysninger forud for aftaleindgåelse, kreditdatabaser, kreditværdighed, de årlige omkostninger i procent og rådgivning om kreditaftaler. Kommissionen nedsatte en ekspertgruppe vedrørende kredithistorie, der skal bistå Kommissionen med at forberede foranstaltninger, som skal forbedre adgangen til og sammenligneligheden og fuldstændigheden af kreditoplysninger. Der blev også indledt undersøgelser af den rolle, som kreditformidlere og ikkekreditinstitutter, der tilbyder kreditaftaler, spiller, og de transaktioner, som de påtager sig i forbindelse med fast ejendom til beboelse.

(2) I overensstemmelse med traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) omfatter det indre marked et område uden indre grænser med fri bevægelighed for varer og tjenesteydelser samt etableringsfrihed. Det er af vital betydning, at der udvikles et mere gennemskueligt og effektivt kreditmarked på dette område for at fremme udviklingen af tværnational virksomhed og skabe et indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Der findes væsentlige forskelle i lovgivningen i de forskellige medlemsstater med hensyn til forretningspraksis vedrørende kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og reguleringen af og tilsynet med de kreditformidlere og ikkekreditinstitutter, der tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Sådanne forskelle skaber hindringer, som begrænser omfanget af den tværnationale aktivitet både hvad angår udbud og efterspørgsel, hvilket begrænser konkurrencen og valgmulighederne på markedet, og dermed øges omkostningerne for kreditudbyderne, og de hindres endog i at udøve virksomhed.

(3) Finanskrisen har vist, at uansvarlig optræden hos markedsdeltagerne kan undergrave det finansielle system og føre til manglende tillid hos alle parter, især hos forbrugerne, og have alvorlige sociale og økonomiske konsekvenser. Mange forbrugere har mistet tilliden til finanssektoren, og låntagere har oplevet, at deres lån bliver for dyre, hvilket fører til stadig flere misligholdelser og tvangsauktioner. Som følge heraf har G20 anmodet Rådet for Finansiel Stabilitet om at opstille principper for forsvarlige garantistandarder i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Selv om nogle af den finansielle krises største problemer opstod uden for Unionen, besidder forbrugere i Unionen store mængder gældspapirer, hvoraf mange er knyttet til kreditter i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Det er derfor hensigtsmæssigt at sikre, at Unionens reguleringsmæssige rammer på dette område er solide, overensstemmende med internationale principper og tillader hensigtsmæssig anvendelse af det til rådighed stående udvalg af redskaber, som kan omfatte forholdstal som lån-værdi (forholdet mellem lånets størrelse og ejendomsværdien), lån-indkomst (forholdet mellem lånstørrelse og indkomst), gæld-indkomst (forholdet mellem gæld og indkomst) eller tilsvarende forholdstal, minimumsniveauer, under hvilke ingen kredit anses for acceptabel, eller andre foranstaltninger, der kan kompensere for situationer, hvor de underliggende risici er højere for forbrugerne, eller som er nødvendige for at forhindre for stor gældsætning i husholdningerne. Set i lyset af de problemer, der er kommet frem under finanskrisen, og for at sikre et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked, der bidrager til finansiel stabilitet, har Kommissionen i sin meddelelse af 4. marts 2009 med titlen »Fremdrift i den europæiske genopretning« foreslået foranstaltninger for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, herunder også solide rammer for kreditformidling med henblik på at skabe ansvarlige og pålidelige markeder for fremtiden og genetablere forbrugertilliden. Kommissionen bekræftede på ny sit tilsagn om et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked i sin meddelelse af 13. april 2011 med titlen »Akten for det indre marked - Tolv løftestænger til at skabe vækst og øget tillid«.

(4) Der er blevet indkredset en række problemer på markederne for lån med pant i fast ejendom i Unionen i forbindelse med uansvarlig långivning og låntagning og potentielt uansvarlig adfærd hos markedsdeltagerne, herunder kreditformidlere og ikkekreditinstitutter. Nogle af problemerne vedrørte kreditter i en udenlandsk valuta, som forbrugerne havde optaget i den pågældende valuta for at få den fordelagtige debitorrente, men uden tilstrækkelig oplysning om eller forståelse af valutakursrisikoen. Disse problemer skyldes markeds- og lovgivningsmæssige mangler såvel som andre faktorer, f.eks. det generelle økonomiske klima og det ringe kendskab til det finansielle område. Blandt andre problemer kan nævnes ineffektive, inkonsekvente eller ikkeeksisterende ordninger for kreditformidlere og ikkekreditinstitutter, der tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Disse problemer har potentielt betydelige makroøkonomiske afsmittende virkninger, kan være til skade for forbrugeren, kan udgøre økonomiske eller juridiske hindringer for tværnational virksomhed og kan skabe ulige betingelser for de forskellige aktører.

(5) For at få etableret et velfungerende indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse på området kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og for at sikre, at forbrugere, der ønsker sådanne aftaler, kan indgå disse i tillid til, at de kreditinstitutter, som de indgår aftale med, handler på en professionel og ansvarlig måde, er det nødvendigt at indføre hensigtsmæssigt harmoniserede EU-retlige rammer på en række områder under hensyntagen til forskelle mellem kreditaftaler, der navnlig skyldes forskelle på de nationale og regionale markeder for fast ejendom.

(6) Dette direktiv bør derfor udvikle et mere gennemsigtigt, effektivt og konkurrencedygtigt indre marked gennem sammenhængende, fleksible og rimelige kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og samtidig fremme bæredygtig långivning og låntagning og finansiel integration og dermed skabe et høj niveau af forbrugerbeskyttelse.

(7) For at skabe et ægte indre marked med en høj og ensartet grad af forbrugerbeskyttelse fastsætter dette direktiv bestemmelser, der harmoniseres i størst muligt omfang med hensyn til oplysninger forud for aftaleindgåelsen ved hjælp af det europæiske standardiserede informationsblad (ESIS) og beregningen af de årlige omkostninger i procent. Medlemsstaterne bør dog under hensyntagen til de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom og forskellene i markedsudviklingen og markedsvilkårene i medlemsstaterne, navnlig med hensyn til markedsstrukturen og markedsdeltagerne, kategorierne af tilgængelige produkter og de procedurer, der er forbundet med kreditydelsesprocessen, kunne bevare eller indføre strengere bestemmelser end dem, der er fastsat i dette direktiv, på de områder, der ikke er klart angivet som områder, hvor der skal være størst mulig harmonisering. En sådan målrettet tilgang er nødvendig for at undgå negativt at påvirke beskyttelsesniveauet for forbrugerne i forbindelse med kreditaftaler inden for dette direktivs anvendelsesområde. Medlemsstaterne bør f.eks. kunne opretholde eller indføre strengere bestemmelser med hensyn til den viden og de kompetencer, som personalet skal have, og vejledningen i udfyldelse af ESIS.

(8) Dette direktiv bør forbedre betingelserne for etableringen af et velfungerende indre marked gennem tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning og fastsættelse af kvalitetsstandarder for visse tjenesteydelser, særlig med hensyn til distribution og formidling af kredit gennem kreditgivere og kreditformidlere og fremme af god praksis. Etableringen af kvalitetsstandarder for kreditydelsestjenester involverer nødvendigvis indførelsen af visse bestemmelser om optagelse, tilsyn og tilsynskrav.

(9) Det står medlemsstaterne frit for at beholde eller indføre national ret på de områder, der ikke er omfattet af dette direktiv. Medlemsstaterne kan navnlig beholde eller indføre nationale bestemmelser på områder som aftalelov i forbindelse med kreditaftalernes gyldighed, ejendomslovgivning, tinglysning, oplysninger i forbindelse med aftaleindgåelse og, i det omfang, de ikke er reguleret af dette direktiv, anliggender efter aftaleindgåelse. Medlemsstaterne kan fastsætte, at det sagkyndige eller vurderende selskab eller notarer kan udvælges af parterne ved gensidig aftale. På grund af forskellene mellem processerne for køb eller salg af fast ejendom til beboelse i medlemsstaterne kan kreditgivere og kreditformidlere forsøge at få forudbetalinger fra forbrugerne med den begrundelse, at sådanne betalinger vil kunne bidrage til at sikre indgåelsen af en kreditaftale eller købet eller salget af en fast ejendom, og der er mulighed for, at en sådan praksis kan misbruges, navnlig når forbrugerne ikke er bekendte med kravene og den sædvanlige praksis i den pågældende medlemsstat. Det er derfor hensigtsmæssigt at give medlemsstaterne tilladelse til at indføre begrænsninger med hensyn til sådanne betalinger.

(10) Dette direktiv bør finde anvendelse, uanset om kreditgiveren eller kreditformidleren er en juridisk eller en fysisk person. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes ret til i overensstemmelse med EU-retten at fastsætte, at kun juridiske personer eller visse former for juridiske personer må fungere som kreditgiver eller kreditformidler efter dette direktiv.

(11) Da forbrugere og virksomheder ikke er i samme situation, har de ikke behov for det samme beskyttelsesniveau. Mens det er vigtigt at sikre forbrugernes rettigheder gennem bestemmelser, der ikke kan fraviges ved aftale, er det rimeligt at give virksomheder og organisationer mulighed for at indgå andre aftaler.

(12) Definitionen af forbruger bør dække fysiske personer, der ikke handler som led i erhvervsmæssig virksomhed. I tilfælde af aftaler med dobbelt formål, hvor aftalen indgås delvis som led i og delvis ikke som led i den pågældende persons erhvervsmæssige virksomhed, og det erhvervsmæssige formål er så begrænset, at det ikke er fremherskende i forbindelse med aftalen, bør den pågældende person imidlertid ligeledes betragtes som en forbruger.

(13) I dette direktiv fastsættes der bestemmelser om kreditaftaler, som udelukkende eller overvejende vedrører fast ejendom til beboelse, men det forhindrer ikke medlemsstaterne i at forlænge de foranstaltninger, der træffes i overensstemmelse med dette direktiv til beskyttelse af forbrugerne i forbindelse med kreditaftaler vedrørende andre former for fast ejendom, eller i at fastsætte andre bestemmelser om sådanne kreditaftaler.

(14) Definitionerne fastsat i dette direktiv bør bestemme rækkevidden af harmoniseringen. Medlemsstaternes forpligtelser til at gennemføre dette direktiv bør derfor begrænses til dets anvendelsesområde som bestemt ved dets definitioner. Medlemsstaternes forpligtelser til at gennemføre bestemmelserne i dette direktiv begrænses f.eks. til kreditaftaler, der indgås med forbrugere, dvs. med fysiske personer, der i forbindelse med transaktioner, som er omfattet af dette direktiv, ikke handler som led i erhvervsmæssig virksomhed. Ligeledes er medlemsstaterne forpligtet til at gennemføre de bestemmelser i dette direktiv, der regulerer den aktivitet, som udføres af de personer, der optræder som kreditformidlere som defineret i direktivet. Dette direktiv bør dog ikke berøre medlemsstaternes anvendelse af direktivets bestemmelser på områder, der ikke er omfattet af dets anvendelsesområde, i overensstemmelse med EU-retten. Desuden bør definitionerne fastsat i dette direktiv ikke berøre medlemsstaternes mulighed for i henhold til national lovgivning at vedtage underdefinitioner til særlige formål, forudsat at de stadig er i overensstemmelse med definitionerne i dette direktiv. F.eks. bør medlemsstaterne i henhold til national ret kunne fastsætte underkategorier af kreditformidlere, som ikke er identificeret i dette direktiv, hvis sådanne underkategorier f.eks. er nødvendige på nationalt plan for at differentiere de krav til kompetencer og viden, som skal opfyldes af de forskellige kreditformidlere.

(15) Formålet med dette direktiv er at sikre, at forbrugere, der indgår kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom, er genstand for et højt beskyttelsesniveau. Det bør derfor finde anvendelse på kreditter sikret ved fast ejendom uanset formålet med kreditten, refinansieringsaftaler eller andre kreditaftaler, der kan medvirke til, at en ejer eller medejer fortsat kan bevare rettigheder til den faste ejendom eller grunden, og på kreditter, som anvendes til køb af en fast ejendom i nogle medlemsstater, herunder afdragsfrie kreditter eller, medmindre medlemsstaterne har etableret en passende alternativ ramme, de kreditter, som har til formål at skaffe midlertidig finansiering mellem salget af én fast ejendom og købet af en anden, og på sikrede kreditter til renovering af fast ejendom til beboelse.

(16) Dette direktiv bør ikke finde anvendelse på visse kreditaftaler, hvor kreditgiver bidrager med en samlet sum, periodisk betaling eller andre former for kreditudbetaling til gengæld for en sum, der stammer fra salg af en fast ejendom, og hvis primære formål er at lette forbruget, f.eks. friværdibelåningsprodukter eller andre tilsvarende specialiserede produkter. Sådanne kreditaftaler har særlige karakteristika, der ligger uden for dette direktivs anvendelsesområde. En vurdering af forbrugerens kreditværdighed er f.eks. irrelevant, da betalingerne sker fra kreditgiver til forbrugeren og ikke omvendt. En sådan transaktion vil bl.a. kræve væsentligt anderledes informationer forud for aftaleindgåelsen. Endvidere indebærer andre produkter inden for friværdibelåning (f.eks. »home reversions«), som kan sammenlignes med nedsparingslån eller livslange lån med pant i fast ejendom, ikke, at der ydes kredit, og forbliver således uden for dette direktivs anvendelsesområde.

(17) Dette direktiv bør ikke omfatte andre udtrykkeligt anførte former for nichekreditaftaler, som er forskellige fra standardlån med pant i fast ejendom med hensyn til deres art og forbundne risici og derfor kræver en skræddersyet tilgang, navnlig kreditaftaler, der er resultatet af et forlig indgået for retten eller et andet ved lov beføjet organ, og visse former for kreditaftaler, hvor kreditten ydes af en arbejdsgiver til dennes arbejdstagere i særlige tilfælde, som allerede fastlagt i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF af 23. april 2008 om forbrugerkreditaftaler4). Det er hensigtsmæssigt at tillade medlemsstaterne at udelukke visse kreditaftaler såsom dem, der bevilges til en begrænset del af offentligheden på fordelagtige vilkår eller udbydes af en låne- og spareforening, såfremt der er etableret passende alternative ordninger til sikring af, at de politiske målsætninger med henblik på finansiel stabilitet og det indre marked kan opfyldes, uden at dette forhindrer finansiel integration og adgang til kredit. Kreditaftaler, hvor den faste ejendom ikke skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et af forbrugerens familiemedlemmer, men skal anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted på grundlag af en lejeaftale, har risici og karakteristika, der er forskellige fra standardkreditaftaler, og kan derfor nødvendiggøre en mere tilpasset ramme. Medlemsstaterne bør derfor kunne udelukke sådanne kreditaftaler fra direktivet, når der findes en passende national ramme til dem.

(18) Kreditaftaler uden sikkerhedsstillelse med henblik på istandsættelse af fast ejendom til beboelse for et samlet kreditbeløb, der overstiger 75 000 EUR, bør være omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2008/48/EF for at sikre en lige grad af beskyttelse af disse forbrugere og for at undgå et lovgivningsmæssigt tomrum mellem nævnte direktiv og nærværende direktiv. Direktiv 2008/48/EF bør derfor ændres i overensstemmelse hermed.

(19) Af hensyn til retssikkerheden bør de EU-retlige rammer på området kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse være i overensstemmelse med og supplere andre EU-retsakter, særlig på områderne forbrugerbeskyttelse og forsigtighedstilsyn. Visse væsentlige definitioner, herunder definitionen på »forbruger« og »varigt medium«, samt nøglebegreber, der anvendes i standardoplysningerne for at betegne de finansielle karakteristika i forbindelse med kreditten, herunder »samlet beløb, der skal betales af forbrugeren« og »debitorrenten«, bør være i overensstemmelse med definitionerne fastsat i direktiv 2008/48/EF, således at den samme terminologi henviser til samme form for forhold, uanset om kreditten er en forbrugerkredit eller en kredit til fast ejendom til beboelse. Medlemsstaterne bør derfor ved gennemførelsen af dette direktiv sikre, at der er overensstemmelse med hensyn til anvendelse og fortolkning for så vidt angår disse væsentlige definitioner og nøglebegreber.

(20) For at sikre en ensartet ramme for forbrugere på kreditområdet og mindske den administrative byrde for kreditgivere og kreditformidlere bør selve rammen i dette direktiv følge strukturen i direktiv 2008/48/EF, hvor det er muligt, navnlig med hensyn til, at oplysninger i reklame for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse gives til forbrugeren ved hjælp af et repræsentativt eksempel, at detaljerede oplysninger forud for aftaleindgåelsen gives til den pågældende ved hjælp af et standardiseret informationsblad, at forbrugeren modtager fyldestgørende forklaringer inden kreditaftalens indgåelse, at der etableres et fælles grundlag for beregning af ÅOP eksklusive notaromkostninger, og at kreditgiverne vurderer forbrugerens kreditværdighed, inden der ydes kredit. På samme måde bør der gives ikkediskriminerende adgang for kreditgivere til relevante kreditdatabaser for at sikre lige vilkår i forbindelse med bestemmelserne som fastsat ved direktiv 2008/48/EF. På samme måde som direktiv 2008/48/EF bør dette direktiv sikre en passende godkendelsesproces og passende tilsyn med alle kreditgivere, der tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom, og bør fastsætte krav med hensyn til etableringen af og adgangen til udenretslige tvistbilæggelsesordninger.

(21) Dette direktiv bør supplere Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/65/EF af 23. september 2002 om fjernsalg af finansielle tjenesteydelser til forbrugerne5), der dels fastlægger, at forbrugeren i forbindelse med fjernydelser skal informeres om, hvorvidt der findes en fortrydelsesret, dels indeholder bestemmelser om fortrydelsesret. Mens direktiv 2002/65/EF giver mulighed for, at udbyder meddeler oplysninger fra tidspunktet før aftaleindgåelsen efter aftalens indgåelse, vil dette imidlertid ikke være hensigtsmæssigt for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse i betragtning af forbrugerens betydelige finansielle forpligtelser. Dette direktiv bør ikke berøre den nationale lovgivnings almindelige aftaleret såsom bestemmelserne om aftalers gyldighed, indgåelse og virkning, eftersom almindelige aftaleretlige aspekter ikke reguleres i dette direktiv.

(22) Samtidig er det vigtigt at tage de særlige karakteristika, der gør sig gældende for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, i betragtning, hvilket giver grundlag for en differentieret tilgang. I betragtning af arten af kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse og de eventuelle konsekvenser for forbrugeren bør reklamemateriale og individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen indeholde tilstrækkelige, specifikke risiciadvarsler, f.eks. om den potentielle indvirkning af valutakurssvingninger på det beløb, som forbrugeren skal tilbagebetale, og, hvis medlemsstaterne anser det for passende, arten af og konsekvenserne ved sikkerhedsstillelse. Parallelt med det, som allerede fandtes som en frivillig tilgang i sektoren for boliglån, bør også de generelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen gøres tilgængelige til enhver tid sammen med de individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen. Desuden er det berettiget med en differentieret tilgang for at kunne tage erfaringerne fra finanskrisen i betragtning og sikre, at kreditoptagelse sker på et forsvarligt grundlag. I den forbindelse bør bestemmelserne om kreditværdighedsvurderingen strammes i forhold til forbrugerkredit, kreditformidlere skal give mere præcise oplysninger om deres status og forhold til kreditgivere for at afsløre eventuelle interessekonflikter, og alle de parter, der er involveret i etableringen af kreditaftalen i forbindelse med fast ejendom, bør meddeles adgang og underkastes tilsyn på passende vis.

(23) Det er nødvendigt at regulere visse yderligere områder for at afspejle de særlige karakteristika ved kreditter i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Det er i betragtning af transaktionens betydning nødvendigt at sikre, at forbrugerne har en tilstrækkelig frist på mindst syv dage til at overveje konsekvenserne heraf. Medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at give en sådan tilstrækkelig frist enten som en betænkningstid inden kreditaftalens indgåelse, en fortrydelsesret efter kreditaftalens indgåelse eller en kombination af disse. Det er hensigtsmæssigt, at medlemsstaterne bør have fleksibilitet til at gøre betænkningstiden bindende for forbrugeren i en periode, der ikke overstiger ti dage, men at forbrugere, der i andre tilfælde ønsker at indgå kreditaftalen under betænkningstiden, har mulighed for det, og at medlemsstaterne af hensyn til retssikkerheden i forbindelse med ejendomstransaktioner bør kunne fastsætte, at betænkningstiden eller fortrydelsesretten bortfalder, hvis forbrugeren foretager en handling, der i henhold til national lovgivning medfører oprettelse eller overførsel af en ejendomsret, som er knyttet til eller anvender midler, der er tilvejebragt ved kreditaftalen, eller, hvis det er relevant, overfører midlerne til tredjemand.

(24) I betragtning af de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse er det almindelig praksis, at kreditgivere tilbyder forbrugerne en række produkter eller tjenesteydelser, som kan købes sammen med kreditaftalen. Derfor er det i betragtning af sådanne aftalers betydning for forbrugerne hensigtsmæssigt at fastlægge specifikke regler for kombinationssalg. Kombination af en kreditaftale med en eller flere finansielle tjenesteydelser eller produkter i pakker er en måde, hvorpå kreditgivere kan variere deres tilbud og konkurrere med hinanden, forudsat at komponenterne i pakken også kan købes særskilt. Kombination af kreditaftaler med en eller flere finansielle tjenesteydelser eller produkter i pakker kan være til forbrugernes fordel, men det kan have en negativ indvirkning på forbrugernes mobilitet og deres mulighed for at træffe informerede valg, medmindre komponenterne i pakken kan købes særskilt. Det er vigtigt at forebygge praksis såsom kombination af visse produkter, der kan tilskynde forbrugere til at indgå kreditaftaler, der ikke er i deres bedste interesse, uden dog at begrænse muligheden for at sammensætte produkter, hvilket kan være til forbrugernes fordel. Medlemsstaterne bør imidlertid fortsat overvåge detailmarkederne for finansielle tjenesteydelser nøje for at sikre, at pakkesalg ikke forvrider forbrugernes valgmuligheder og konkurrencen på markedet.

(25) Som hovedregel bør kombinationssalg ikke være tilladt, medmindre den finansielle tjenesteydelse eller det finansielle produkt, der tilbydes som led i kreditaftalen, ikke kunne tilbydes særskilt, fordi det udgør en fuldt integreret del af kreditten, f.eks. i tilfælde af en sikret kassekredit. I andre tilfælde kan det dog være berettiget, at kreditgiver tilbyder eller sælger en kreditaftale i en pakke med en betalingskonto, opsparingskonto, et investerings- eller pensionsprodukt, f.eks. hvis kapitalen på kontoen bruges til at tilbagebetale kreditten eller er en forudsætning for at samle ressourcer for at opnå kreditten, eller i situationer, hvor f.eks. et investeringsprodukt eller privat pensionsprodukt fungerer som en supplerende sikkerhedsstillelse for at sikre kreditten. Selv om det er berettiget, at kreditgiver kan pålægge forbrugeren at tegne en relevant forsikring for at garantere tilbagebetaling af kreditten eller sikre værdien af sikkerhedsstillelsen, bør forbrugeren have mulighed for at vælge sin egen forsikringsgiver, forudsat at dennes forsikring har et garantiniveau svarende til niveauet i den forsikring, som kreditgiver har foreslået. Derudover kan medlemsstaterne helt eller delvist standardisere den dækning, der tilbydes i forsikringsaftaler, for at gøre det lettere at sammenligne forskellige tilbud for forbrugere, som ønsker at foretage sådanne sammenligninger.

(26) Det er vigtigt at sikre, at den faste ejendom til beboelse er blevet behørigt vurderet både inden indgåelsen af kreditaftalen og, navnlig hvis vurderingen påvirker forbrugerens tilbageværende forpligtelser, i tilfælde af misligholdelse. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at der findes troværdige vurderingsstandarder. For at de kan betragtes som troværdige, bør vurderingsstandarder tage hensyn til internationalt anerkendte vurderingsstandarder, navnlig de standarder, der er fastsat af Det Internationale Råd for Vurderingsstandarder, Den Europæiske Gruppe for Foreninger af Vurderingssagkyndige eller Royal Institution of Chartered Surveyors (det kongelige institut for statsautoriserede landmålere). Disse internationalt anerkendte vurderingsstandarder indeholder principper på højt niveau, som pålægger blandt andre kreditgivere at vedtage og følge passende processer til intern risikostyring og styring af sikkerhedsstillelse, hvilket omfatter sunde vurderingsprocesser, at vedtage vurderingsstandarder og -metoder, der medfører retvisende og velunderbyggede ejendomsvurderinger for at sikre, at alle vurderingsrapporter udarbejdes med tilstrækkelig professionel kyndighed og omhu, samt at vurderingsmænd opfylder visse kvalifikationskrav, og at opretholde passende dokumentation for vurdering af sikkerhedsstillelse, som er omfattende og troværdig. I denne henseende er det ønskværdigt at sikre passende overvågning af markederne for fast ejendom til beboelse, og at mekanismerne i sådanne bestemmelser er i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/36/EU af 26. juni 2013 om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber6). Bestemmelserne i nærværende direktiv vedrørende standarder for ejendomsvurdering kan overholdes f.eks. gennem lovgivning eller selvregulering.

(27) I betragtning af de betydelige konsekvenser for kreditgivere, forbrugere og potentielt for den finansielle stabilitet ved tvangsauktioner er det hensigtsmæssigt, at kreditgivere på et tidligt tidspunkt opfordres til at imødegå nyopståede kreditrisici proaktivt, og at der findes nødvendige foranstaltninger for at sikre, at kreditgivere udviser rimelig tilbageholdenhed og gør rimelige forsøg på at løse situationen ved hjælp af andre midler, inden der indledes en procedure for tvangsauktion. Hvis det er muligt, bør der findes løsninger, der tager hensyn til de praktiske forhold og forbrugerens rimelige behov i forhold til leveomkostninger. Hvis der efter proceduren for tvangsauktion stadig består udestående gæld, bør medlemsstaterne sikre et eksistensminimum og træffe foranstaltninger til at lette tilbagebetaling og samtidig undgå overdreven gældssætning over længere tid. I hvert fald bør medlemsstaterne, når den pris, der opnås for den faste ejendom, påvirker det beløb, som forbrugeren skylder, opfordre kreditgivere til at træffe rimelige foranstaltninger for at opnå den bedst mulige pris for den tvangsauktionerede faste ejendom afhængigt af markedsbetingelserne. Medlemsstaterne bør ikke forhindre parterne i en kreditaftale i at indgå en udtrykkelig aftale om, at overdragelse af sikkerhedsstillelsen til kreditgiveren er tilstrækkelig til at tilbagebetale kreditten.

(28) Kreditformidlere er ofte involveret i flere aktiviteter end bare kreditformidling, især formidling af forsikringer eller investeringstjenesteydelser. Dette direktiv bør derfor også sikre en grad af sammenhæng med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/92/EF af 9. december 2002 om forsikringsformidling7) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21. april 2004 om markeder for finansielle instrumenter8). Navnlig kreditinstitutter, der i henhold til direktiv 2013/36/EU har adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut, og andre finansielle institutter, der er underlagt en tilsvarende tilladelsesordning i henhold til national lovgivning, bør ikke afkræves en særskilt godkendelse med henblik på at operere som kreditformidlere for at forenkle etableringsprocessen som kreditformidler og gøre det lettere at arbejde tværnationalt. Det fulde og ubetingede ansvar, der pålægges kreditgivere og kreditformidlere for de aktiviteter, der udføres af bundne kreditformidlere eller udpegede repræsentanter, bør kun udvides til at omfatte aktiviteter inden for dette direktivs anvendelsesområde, medmindre medlemsstaterne vælger at udvide ansvaret til andre områder.

(29) For at forbedre forbrugernes evne til selv at træffe kvalificerede beslutninger vedrørende lån og ansvarlig forvaltning af deres gæld bør medlemsstaterne fremme foranstaltninger med henblik på at støtte formidlingen af viden til forbrugerne vedrørende ansvarlig låntagning og gældsforvaltning, især i forbindelse med aftaler om lån med pant i fast ejendom. Det er særlig vigtigt at give vejledning til forbrugere, der optager et lån med pant i fast ejendom for første gang. I den forbindelse bør Kommissionen identificere eksempler på bedste praksis for at lette den videre udvikling af foranstaltninger med henblik på at øge forbrugernes kendskab til finansielle forhold.

(30) På grund af den betydelige risiko, der er forbundet med at låne i en udenlandsk valuta, er det nødvendigt at foreskrive foranstaltninger til sikring af, at forbrugerne er klar over den risiko, som de påtager sig, og at forbrugerne har mulighed for at begrænse deres eksponering for valutakursrisiko i kredittens løbetid. Risikoen kan begrænses enten ved at give forbrugeren ret til at konvertere kreditten til en anden valuta eller gennem andre ordninger, f.eks. lofter eller, hvis dette er tilstrækkeligt til at begrænse valutakursrisikoen, advarsler.

(31) Den gældende retlige ramme bør give forbrugerne tillid til, at kreditgiverne, kreditformidlerne og de udpegede repræsentanter tager hensyn til forbrugerens interesser på grundlag af de oplysninger, som kreditgiver, kreditformidler og den udpegede repræsentant råder over på det pågældende tidspunkt, og på grundlag af rimelige antagelser om risiciene i forbindelse med forbrugerens situation i den foreslåede kreditaftales løbetid. Det kan også indebære, at kreditgivere bl.a. ikke bør markedsføre kreditten på en sådan måde, at markedsføringen i væsentlig grad indskrænker eller kan forventes at indskrænke forbrugerens evne til nøje at overveje at optage kreditten, eller at kreditgiver ikke bør anvende ydelse af kreditten som den vigtigste markedsføringsmetode i forbindelse med markedsføring af varer, tjenesteydelser eller fast ejendom over for forbrugere. Et centralt aspekt med hensyn til at sikre en sådan forbrugertillid er kravet om at sikre en høj grad af rimelighed, redelighed og professionel holdning inden for branchen, en passende håndtering af interessekonflikter, herunder dem, der opstår på grund af aflønning, og at kræve, at der ydes rådgivning i forbrugerens interesse.

(32) Det er hensigtsmæssigt at sikre, at kreditgiveres, kreditformidleres og udpegede repræsentanters relevante personale har et tilstrækkeligt viden- og kompetenceniveau, for at opnå en høj grad af professionalisme. Dette direktiv bør derfor kræve, at selskaber kan godtgøre, at de har den relevante viden og kompetence, på grundlag af de minimumskrav til viden og kompetencer, der er fastsat i dette direktiv. Det bør stå medlemsstaterne frit for at indføre eller opretholde sådanne krav, der gælder for fysiske personer. Medlemsstaterne bør kunne tillade, at kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter sondrer mellem niveauerne for minimumskrav til viden i henhold til involveringen i udførelsen af bestemte tjenester eller processer. I denne forbindelse omfatter personale eksternt personale, som arbejder for og hos kreditgiver, kreditformidler eller den udpegede repræsentant, samt deres ansatte. I dette direktiv bør personale, der direkte er inddraget i aktiviteter i henhold til direktivet, omfatte både personale med kundekontakt og administrativt personale, herunder ledelsen, som spiller en vigtig rolle i kreditaftaleprocessen. Personer, der varetager støttefunktioner, som ikke er knyttet til kreditaftaleprocessen (f.eks. personale, der varetager personaleadministration og informations- og kommunikationsteknologi), bør ikke betragtes som personale i dette direktiv.

(33) Hvis en kreditgiver eller kreditformidler yder sine tjenester på en anden medlemsstats område som led i den fri udveksling af tjenesteydelser, bør hjemlandet være ansvarligt for at fastsætte de minimumskrav til viden og kompetencer, som gælder for personalet. De værtslande, der finder det nødvendigt, bør dog på visse bestemte områder kunne fastsætte deres egne kompetencekrav, der gælder for kreditgivere og kreditformidlere, som yder tjenester på den pågældende medlemsstats område som led i den fri udveksling af tjenesteydelser.

(34) På grund af betydningen af at sikre, at viden- og kompetencekravene finder anvendelse og opfyldes i praksis, bør medlemsstaterne kræve, at de kompetente myndigheder fører tilsyn med kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter, og give de kompetente myndigheder beføjelse til at indhente den dokumentation, som de har behov for for på en sikker måde at kunne vurdere opfyldelsen af kravene.

(35) Den måde, hvorpå kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter aflønner deres personale, bør være et af de centrale aspekter med hensyn til at sikre forbrugertilliden i finanssektoren. Dette direktiv fastsætter regler for aflønning af personale med henblik på at begrænse salg på tvivlsomt grundlag og for at sikre, at den måde, hvorpå personalet aflønnes, ikke er til hinder for opfyldelsen af forpligtelsen til at tage hensyn til forbrugerens interesser. Kreditgivere, kreditformidlere og udpegede repræsentanter bør navnlig ikke udforme deres aflønningspolitikker på en måde, der tilskynder deres personale til at indgå et bestemt antal eller en bestemt form for kreditaftaler eller til at yde særlige accessoriske tjenester til forbrugerne, uden at der udtrykkeligt er taget hensyn til forbrugernes interesser og behov. I denne forbindelse kan medlemsstaterne finde det nødvendigt at beslutte, at en særlig praksis, f.eks. bundne kreditformidleres opkrævning af gebyrer, strider mod forbrugerens interesser. Medlemsstaterne bør også kunne fastsætte, at den aflønning, som personalet modtager, ikke afhænger af renten i den kreditaftale eller den form for kreditaftale, der er indgået med forbrugeren.

(36) Dette direktiv fastsætter harmoniserede regler for den viden og de kompetencer, som kreditgiveres, kreditformidleres og udpegede repræsentanters personale bør være i besiddelse af, når de skal udforme, tilbyde, bevilge og formidle en kreditaftale. Dette direktiv indfører ikke særlige ordninger, der er direkte forbundet med anerkendelse af de erhvervsmæssige kvalifikationer, som en person har opnået i en medlemsstat med henblik på at opfylde kravene til viden og kompetencer i en anden medlemsstat. Europa-Parlamentet og Rådets direktiv 2005/36/EF af 7. september 2005 om anerkendelse af erhvervsmæssige kvalifikationer9) bør derfor fortsat finde anvendelse for så vidt angår de betingelser for anerkendelse og de udligningsforanstaltninger, som et værtsland kan kræve, hvis en persons uddannelsesbevis ikke er udstedt på dets område.

(37) Kreditgivere og kreditformidlere anvender ofte reklame, hvor der hyppigt er anført særlige vilkår for at tiltrække forbrugerne til et bestemt produkt. Forbrugerne bør derfor beskyttes mod illoyal og vildledende reklamepraksis og skal kunne sammenligne reklamer. Det er nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser om reklamer for kreditaftaler og med en liste over de elementer, der skal inkluderes i reklamer og markedsføringsmateriale til forbrugerne, når sådan reklame angiver rentesatser eller talstørrelser vedrørende kreditomkostninger, således at forbrugerne kan sammenligne forskellige tilbud. Det bør fortsat stå medlemsstaterne frit for at kunne fastsætte eller opretholde oplysningskrav i deres nationale lovgivning med hensyn til reklame, der ikke angiver en rentesats eller indeholder talstørrelser vedrørende kreditomkostningerne. Sådanne krav bør tage hensyn til de særlige karakteristika ved kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Under alle omstændigheder bør det i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders urimelige handelspraksis over for forbrugerne på det indre marked10) sikres, at reklame for kreditaftaler ikke giver et vildledende indtryk af produktet.

(38) Reklame har tendens til at fokusere på især et eller flere produkter, men forbrugerne bør være i stand til at træffe deres beslutninger på grundlag af viden om alle de tilbudte kreditprodukter. I denne henseende spiller generelle oplysninger en vigtig rolle, da de medvirker til at forklare forbrugeren om det brede udvalg af produkter og tjenesteydelser og de særlige kendetegn i den forbindelse. Forbrugerne bør derfor til enhver tid kunne få adgang til generelle oplysninger om eksisterende kreditprodukter. Selv om dette krav ikke gælder for ikkebundne kreditformidlere, ændrer dette ikke ved, at ikkebundne kreditformidlere er forpligtet til at give forbrugerne individuelle oplysninger forud for aftaleindgåelsen.

(39) For at sikre lige betingelser, og for at forbrugernes beslutning kan bygge på detaljerede oplysninger om de tilbudte kreditprodukter frem for på den distributionskanal, gennem hvilken der er adgang til sådanne kreditprodukter, bør forbrugerne modtage oplysninger om kreditten, uanset om de handler direkte med en kreditgiver eller med en kreditformidler.

(40) Forbrugerne bør desuden modtage individuelle oplysninger i god tid inden indgåelsen af kreditaftalen for at kunne sammenligne dem og overveje kreditprodukternes særlige karakteristika. Kommissionen gav i henhold til sin henstilling 2001/193/EF af 1. marts 2001 om oplysninger forud for indgåelse af kontrakt, der skal gives til forbrugerne af långivere, der tilbyder boliglån11), tilsagn om at ville overvåge efterlevelsen af den frivillige adfærdskodeks for information om boliglån forud for kontraktindgåelse, som indeholder ESIS, der giver individuelle oplysninger til forbrugeren om den kreditaftale, der tilbydes. Den dokumentation, som Kommissionen har indsamlet, viser, at der er behov for at revidere indholdet og præsentationen af ESIS for at sikre, at det er klart og forståeligt og indeholder alle de oplysninger, der anses for relevante for forbrugerne. Indholdet og præsentationen af ESIS bør omfatte de nødvendige forbedringer, der er blevet peget på i forbrugerundersøgelser i alle medlemsstaterne. ESIS' struktur, især oplysningernes række»fleksible elementer«, bør tilføjes. Forbrugeren bør modtage en illustrativ amortiseringstabel som del af ESIS, hvis kreditten er en kredit med udskudt rente, hvor tilbagebetalingen af hovedstolen udskydes i en indledende periode, eller hvor debitorrenten er fastsat for kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at en sådan illustrativ amortiseringstabel i ESIS ikke er obligatorisk for andre kreditaftaler.

følge, bør revideres, affattelsen bør være mere brugervenlig, afsnit som »nominel rente« og »årlige omkostninger i procent« bør slås sammen, og nye afsnit, f.eks.

(41) Forbrugerforskning har understreget betydningen af at anvende et enkelt og forståeligt sprog i forbindelse med oplysninger til forbrugerne. Som følge heraf er de begreber, der anvendes i ESIS, ikke nødvendigvis de samme som de juridiske begreber, der er defineret i dette direktiv, men har den samme betydning.

(42) Oplysningskravene i ESIS om kreditaftaler bør ikke berøre Unionens eller nationale oplysningskrav om andre produkter eller tjenesteydelser, der eventuelt tilbydes sammen med kreditaftalen som betingelse for at indgå kreditaftalen i forbindelse med fast ejendom eller tilbydes for at indgå denne aftale til en lavere debitorrente, såsom brand- eller livsforsikring eller investeringsprodukter. Det bør stå medlemsstaterne frit for at kunne beholde eller indføre national ret, hvis der ikke findes harmoniserede bestemmelser, f.eks. oplysningskrav om niveauet for ågerrenter i fasen forud for aftaleindgåelse eller oplysninger, der kan være nyttige i forbindelse med formidling af finansiel viden eller med udenretslige bilæggelser af tvister. Eventuelle supplerende oplysninger bør dog gives i et særskilt dokument, der kan knyttes som bilag til ESIS. Medlemsstaterne bør på deres nationale sprog kunne anvende en anderledes terminologi i ESIS uden at ændre dets indhold og den rækkefølge, hvori oplysningerne gives, hvis det er nødvendigt for at anvende et sprog, som forbrugerne muligvis lettere kan forstå.

(43) For at sikre, at ESIS giver forbrugeren alle de relevante oplysninger, der er nødvendige for at træffe en informeret beslutning, bør kreditgiveren ved udfyldelsen af ESIS følge vejledningen i dette direktiv. Medlemsstaterne bør kunne uddybe eller yderligere præcisere vejledningen i udfyldelse af ESIS på grundlag af vejledningen i dette direktiv. Medlemsstaterne bør f.eks. have mulighed for yderligere at præcisere de oplysninger, der skal gives for at beskrive »typen af debitorrente«, for at tage hensyn til de særlige karakteristika ved de nationale produkter og det nationale marked. Sådanne yderligere specifikationer bør imidlertid hverken være i modstrid med vejledningen i dette direktiv eller medføre ændringer i teksten til ESIS-modellen, der bør gengives i sin helhed af kreditgiveren. Medlemsstaterne bør også kunne angive yderligere advarsler om kreditaftaler, der er tilpasset deres nationale marked og praksis, hvis sådanne advarsler ikke allerede specifikt findes i ESIS. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at kreditgiver er bundet af de oplysninger, der gives i ESIS, forudsat at kreditgiver beslutter at yde kreditten.

(44) Forbrugeren bør modtage oplysninger ved hjælp af ESIS uden unødig forsinkelse, efter at forbrugeren har givet de nødvendige oplysninger om sine behov, sin finansielle situation og sine præferencer, og i god tid, inden forbrugeren bindes af en kreditaftale eller et kredittilbud, så han har mulighed for at sammenligne og overveje kreditprodukternes karakteristika og om nødvendigt indhente råd fra tredjemand. ESIS bør navnlig vedlægges et bindende tilbud til forbrugeren, medmindre forbrugeren allerede har modtaget et ESIS, og tilbuddets karakteristika stemmer overens med de oplysninger, der tidligere er givet. Medlemsstaterne bør dog kunne fastsætte, at ESIS er obligatorisk både inden afgivelsen af et bindende tilbud og sammen med det bindende tilbud, hvis der ikke tidligere er givet et ESIS, der indeholder de samme oplysninger. Selv om ESIS bør persontilpasses og afspejle de præferencer, som forbrugeren har givet udtryk for, bør levering af sådanne individuelle oplysninger ikke indebære en forpligtelse til at yde rådgivning. Kreditaftaler bør kun indgås, hvis forbrugeren har haft tilstrækkelig tid til at sammenligne tilbuddene, vurdere, hvad de indebærer, om nødvendigt indhente råd fra tredjemand og træffe en informeret beslutning om, hvorvidt han vil acceptere et tilbud.

(45) Hvis forbrugeren har en sikret kreditaftale i forbindelse med køb af fast ejendom eller grund, og sikkerhedsstillelsens varighed er længere end kreditaftalens varighed, og hvis forbrugeren kan beslutte at få udbetalt den tilbagebetalte kapital, forudsat at han underskriver en ny kreditaftale, bør forbrugeren inden underskrivelsen af den nye kreditaftale modtage et nyt ESIS med de nye årlige omkostninger i procent, der er baseret på den nye kreditaftales specifikke karakteristika.

(46) Kreditgiveren eller, hvor det er relevant, en kreditformidler eller udpeget repræsentant bør i det mindste når der ikke er fortrydelsesret, på tidspunktet for afgivelse af et tilbud, der er bindende for kreditgiver, give forbrugeren en kopi af udkastet til kreditaftalen. I andre tilfælde bør forbrugeren i det mindste modtage en kopi af udkastet til kreditaftalen på det tidspunkt, hvor der afgives et bindende tilbud.

(47) For at sikre størst mulig transparens og forhindre misbrug som følge af interessekonflikter, når forbrugerne anvender kreditformidleres tjenesteydelser, bør kreditformidlere være underlagt visse oplysningsforpligtelser, inden de leverer deres tjenesteydelser. Sådanne oplysninger bør bl.a. omfatte deres identitet og forbindelse til kreditgivere, f.eks. om de overvejer at anvende produkter fra mange forskellige kreditgivere eller kun fra et mere begrænset antal kreditgivere. Hvis kreditgiver eller tredjemænd skal betale provision eller andre incitamenter til kreditformidleren i forbindelse med en kreditaftale, bør dette oplyses til forbrugerne inden udøvelsen af kreditformidlingsaktiviteterne, og i denne fase bør forbrugerne oplyses enten om sådanne betalingers størrelse, hvis dette vides, eller om det forhold, at beløbet vil blive oplyst i ESIS i en senere fase forud for aftaleindgåelsen, og om, at forbrugerne i denne fase har ret til at modtage oplysninger om sådanne betalingers størrelse. Forbrugerne bør også underrettes om eventuelle gebyrer, som de skal betale til kreditformidlere for deres tjenesteydelser. Uden at dette berører konkurrenceretten, bør medlemsstaterne frit kunne indføre eller beholde bestemmelser, der forbyder, at forbrugerne betaler gebyrer til nogle eller alle kategorier af kreditformidlere.

(48) En forbruger har muligvis behov for yderligere bistand for at kunne afgøre, hvilken kreditaftale blandt de foreslåede produkter der er mest hensigtsmæssig i forhold til den pågældendes behov og finansielle situation. Kreditgivere og, hvor det er relevant, kreditformidlere bør yde denne bistand i forbindelse med de kreditprodukter, som de tilbyder forbrugeren, ved at redegøre for de relevante oplysninger, herunder navnlig de vigtigste karakteristika ved de foreslåede produkter, for forbrugeren med udgangspunkt i den pågældendes personlige forhold, så forbrugeren kan forstå de virkninger, som produkterne kan få for hans økonomiske situation. Kreditgivere og i givet fald kreditformidlere bør tilpasse den måde, som sådanne redegørelser gives på, til de omstændigheder, hvorunder kreditten tilbydes, og forbrugerens behov for bistand under hensyntagen til forbrugerens viden om og erfaring med kredit og arten af de enkelte kreditprodukter. Sådanne redegørelser bør ikke i sig selv udgøre en personlig anbefaling.

(49) For at fremme et velfungerende indre marked med et højt forbrugerbeskyttelsesniveau i hele Unionen er det nødvendigt på ensartet vis at sikre, at oplysningerne om de årlige omkostninger i procent er sammenlignelige i hele Unionen.

(50) De samlede omkostninger ved forbrugerkreditten bør omfatte alle de omkostninger, som forbrugeren skal betale i forbindelse med kreditaftalen, og som kreditgiver har kendskab til. Omkostningerne bør derfor omfatte renter, provisioner, afgifter, gebyrer til kreditformidlere, omkostningerne ved ejendomsvurdering med henblik på et lån med pant i fast ejendom og andre gebyrer, bortset fra notarialgebyrer, der er nødvendige for at kunne opnå kreditten, f.eks. livsforsikring, eller for at kunne få den på de oplyste betingelser, f.eks. brandforsikring. Bestemmelserne i dette direktiv vedrørende accessoriske produkter og tjenesteydelser (f.eks. bestemmelserne vedrørende omkostningerne i forbindelse med oprettelse og forvaltning af en bankkonto) bør ikke berøre direktiv 2005/29/EF og Rådets direktiv 93/13/EØF af 5. april 1993 om urimelige kontraktvilkår i forbrugeraftaler12). De samlede omkostninger ved forbrugerkreditten bør ikke omfatte de omkostninger, som forbrugeren betaler ved køb af fast ejendom eller grund, såsom tilknyttede afgifter og notaromkostninger eller tinglysningsomkostninger. Kreditgivers faktiske kendskab til omkostningerne bør vurderes objektivt under hensyntagen til kravene til erhvervsmæssig diligenspligt. I denne forbindelse bør kreditgiver antages at have kendskab til omkostningerne i forbindelse med accessoriske tjenesteydelser, som han selv tilbyder forbrugeren, eller som han tilbyder forbrugeren på vegne af tredjemand, medmindre prisen afhænger af forbrugerens specifikke karakteristika eller situation.

(51) Hvis der anvendes skønsmæssige oplysninger, bør forbrugeren underrettes herom, og om at oplysningerne forventes at være repræsentative for den påtænkte type aftale eller praksis. Formålet med de supplerende antagelser med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent er at sikre, at de årlige omkostninger i procent beregnes på en ensartet måde og er sammenlignelige. Supplerende antagelser er nødvendige i forbindelse med specifikke typer kreditaftaler, f.eks. hvis kredittens beløb, varighed eller omkostninger er usikre eller varierer, afhængigt af hvordan aftalen gennemføres. Hvis bestemmelserne ikke i sig selv er tilstrækkelige til at beregne de årlige omkostninger i procent, bør kreditgiveren anvende de supplerende antagelser, der er fastsat i bilag I. Da beregningen af de årlige omkostninger i procent imidlertid afhænger af den enkelte kreditaftales vilkår, bør kun de antagelser, der er nødvendige og relevante for en given kredit, anvendes.

(52) For at sikre en høj grad af sammenlignelighed mellem tilbud fra forskellige kreditgivere med hensyn til de årlige omkostninger i procent bør tidsintervallet mellem de tidspunkter, der anvendes ved beregningen, ikke udtrykkes i dage, hvis de kan udtrykkes som et helt antal år, måneder eller uger. Det er i den forbindelse underforstået, at disse intervaller, hvis der anvendes bestemte tidsintervaller i formlen til beregning af de årlige omkostninger i procent, også bør anvendes ved fastlæggelse af rentesatser og andre omkostninger, der anvendes i formlen. Som følge heraf bør kreditgiver anvende den metode til måling af tidsintervaller, der er beskrevet i bilag I, for at få de korrekte tal med henblik på betaling af omkostninger. Dette gælder imidlertid kun med henblik på beregning af de årlige omkostninger i procent og har ingen indvirkning på de beløb, som kreditgiver faktisk opkræver i henhold til kreditaftalen. Hvis disse tal er forskellige, kan det være nødvendigt at forklare forbrugeren dem for at undgå at vildlede forbrugeren. Dette indebærer også, at de årlige omkostninger i procent i mangel af ikkerentebærende omkostninger og under forudsætning af en identisk beregningsmetode vil være lig med kredittens effektive debitorrente.

(53) Da de årlige omkostninger i procent i markedsføringsfasen kun kan angives ved et eksempel, bør eksemplet være repræsentativt. Det bør derfor f.eks. afspejle den gennemsnitlige løbetid og det samlede kreditbeløb, der bevilges i forbindelse med den påtænkte type kreditaftale. Når det repræsentative eksempel opstilles, bør der tages hensyn til, hvor udbredte visse typer kreditaftaler er på et specifikt marked. Det kan være hensigtsmæssigt for hver kreditgiver at basere det repræsentative eksempel på et kreditbeløb, der er repræsentativt for den pågældende kreditgivers produktudvalg og forventede kundegrundlag, da disse kan variere betydeligt kreditgivere imellem. For så vidt angår de årlige omkostninger i procent, der anføres i ESIS, bør der så vidt muligt tages hensyn til de præferencer og oplysninger, som forbrugeren angiver, og kreditgiver eller kreditformidler bør præcisere, om oplysningerne er illustrative eller afspejler de angivne præferencer og oplysninger. De repræsentative eksempler bør under alle omstændigheder ikke være i modstrid med kravene i direktiv 2005/29/EF. Det er vigtigt, at det i ESIS gøres klart for forbrugeren, hvis det er relevant, at de årlige omkostninger i procent bygger på antagelser og kan ændre sig, således at forbrugerne kan tage hensyn til dette, når de sammenligner produkter. Det er vigtigt, at de årlige omkostninger i procent tager hensyn til alle de udnyttede kreditmuligheder i kreditaftalen, hvad enten de er udbetalt direkte til forbrugeren eller til en tredjemand på forbrugerens vegne.

(54) For at sikre overensstemmelse i beregningen af de årlige omkostninger i procent for forskellige typer kredit bør de antagelser, der anvendes til beregning af samme typer kreditaftaler, generelt være ensartede. I denne forbindelse bør antagelserne i Kommissionens direktiv 2011/90/EU af 14. november 2011 om ændring af del II i bilag I til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/48/EF for så vidt angår supplerende antagelser til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent13), som ændrer antagelserne til brug ved beregningen af de årlige omkostninger i procent, medtages. Selv om alle antagelserne ikke nødvendigvis finder anvendelse på de kreditaftaler, der findes i dag, er der stor produktinnovation i denne sektor, så det er nødvendigt at have fastlagt antagelserne. Med henblik på beregningen af de årlige omkostninger i procent bør fastlæggelsen af den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest benyttes, baseres på berettigede forventninger til den mulighed for at udnytte kreditmuligheden, der oftest benyttes af forbrugerne i forbindelse med den type produkt, der tilbydes af den pågældende kreditgiver. For så vidt angår eksisterende produkter bør forventningen baseres på de seneste 12 måneder.

(55) Det er af afgørende betydning, at forbrugerens evne og tilbøjelighed til at tilbagebetale kreditten vurderes og kontrolleres, inden der indgås en kreditaftale. Denne vurdering af kreditværdigheden bør tage hensyn til alle nødvendige og relevante faktorer, som kan påvirke forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten i dens løbetid. Forbrugerens evne til at betale renter og afdrag på og helt at tilbagebetale kreditten bør navnlig omfatte en vurdering af de fremtidige betalinger eller betalingsforøgelser, der er nødvendige på grund af negativ amortisering eller udskudte betalinger på hovedstolen eller af renter, og bør vurderes på baggrund af andre faste udgifter, gæld og andre finansielle forpligtelser samt indtægt, opsparing og aktiver. Der bør tages rimeligt hensyn til fremtidige begivenheder i den foreslåede kreditaftales løbetid, såsom en mindskelse af indtægten, hvis kreditperioden varer indtil efter pensioneringen, eller, hvis det er relevant, en forøgelse af debitorrenten eller en negativ ændring af valutakursen. Selv om værdien af den faste ejendom er et vigtigt element ved fastlæggelsen af det kreditbeløb, der kan bevilges til en forbruger i henhold til en sikret kreditaftale, bør vurderingen af kreditværdigheden fokusere på forbrugerens evne til at opfylde sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen. Som følge heraf bør den mulighed, at værdien af den faste ejendom overstiger kreditbeløbet eller kan stige i fremtiden, generelt ikke være en tilstrækkelig betingelse for at yde den pågældende kredit. Hvis formålet med en kreditaftale er at opføre fast ejendom eller renovere en eksisterende fast ejendom, bør kreditgiver dog kunne tage hensyn til denne mulighed. Medlemsstaterne bør kunne give yderligere vejledning om disse eller yderligere kriterier og om metoder til at vurdere en forbrugers kreditværdighed, f.eks. ved at fastsætte grænser for belåningsprocenten eller for forholdet mellem lån og indkomst, og bør opfordres til at gennemføre Rådet for Finansiel Stabilitets principper for god praksis vedrørende optagelse af lån med pant i fast ejendom.

(56) Det kan være nødvendigt at fastsætte særlige bestemmelser om de forskellige elementer, der kan tages i betragtning i vurderingen af kreditværdigheden i forbindelse med visse former for kreditaftaler. I forbindelse med kreditaftaler der vedrører en fast ejendom, hvori det udtrykkeligt angives, at den faste ejendom ikke må anvendes som hus, lejlighed eller et andet bopælssted af forbrugeren eller et af forbrugerens familiemedlemmer (aftaler om køb med henblik på udlejning), bør medlemsstaterne f.eks. kunne beslutte at præcisere, at der ved vurderingen af forbrugerens evne til at tilbagebetale kreditten tages hensyn til fremtidige lejeindtægter. I de medlemsstater, hvor de nationale bestemmelser ikke indeholder en sådan præcisering, kan kreditgivere beslutte at medtage en forsigtig vurdering af de fremtidige lejeindtægter. Vurderingen af kreditværdighed bør ikke indebære overførsel af ansvar til kreditgiveren for forbrugerens eventuelle senere manglende opfyldelse af sine forpligtelser i henhold til kreditaftalen.

(57) Kreditgivers beslutning om at yde kreditten eller ej bør være i overensstemmelse med resultatet af kreditværdighedsvurderingen. Kreditgivers mulighed for at overføre en del af kreditrisikoen til tredjemand bør f.eks. ikke føre til, at han ignorerer kreditværdighedsvurderingens konklusioner og tilbyder en kreditaftale til en forbruger, som sandsynligvis ikke vil være i stand til at tilbagebetale kreditten. Medlemsstaterne bør kunne gennemføre dette princip ved at kræve, at de kompetente myndigheder træffer relevante foranstaltninger som led i tilsynsaktiviteterne og overvåger overholdelsen af kreditgivernes procedurer for vurdering af kreditværdighed. En positiv kreditværdighedsvurdering bør dog ikke udgøre en forpligtelse for kreditgiveren til at yde kredit.

(58) I overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet bør kreditværdighedsvurderingen bygge på oplysninger om forbrugerens finansielle og økonomiske situation, herunder indtægt og udgifter. Disse oplysninger kan indhentes fra forskellige kilder, herunder forbrugeren, og kreditgiveren bør på passende vis kontrollere oplysningerne, inden kreditten ydes. Forbrugeren bør i denne forbindelse give oplysningerne for at lette kreditværdighedsvurderingen, eftersom undladelse af at gøre dette sandsynligvis vil medføre afslag på den kredit, som forbrugeren ønsker, medmindre oplysningerne kan indhentes fra en anden kilde. Med forbehold af den private aftaleret bør medlemsstaterne sikre, at kreditgivere ikke kan bringe en kreditaftale til ophør, fordi de efter underskrivelsen af den blev klar over, at kreditværdighedsvurderingen blev foretaget på et ukorrekt grundlag som følge af ufuldstændige oplysninger på vurderingstidspunktet. Dette bør imidlertid ikke berøre medlemsstaternes mulighed for at give kreditgivere tilladelse til at bringe en kreditaftale til ophør, hvis det kan påvises, at forbrugeren bevidst gav unøjagtige eller forkerte oplysninger på tidspunktet for kreditværdighedsvurderingen eller forsætligt ikke gav oplysninger, som ville have ført til en negativ kreditværdighedsvurdering, eller hvis der findes andre gyldige grunde, der er forenelige med EU-retten. Selv om det ikke vil være hensigtsmæssigt at pålægge forbrugerne sanktioner for ikke at være i stand til at give visse oplysninger eller vurderinger eller for at beslutte at afbryde en ansøgningsproces med henblik på at få en kredit, bør medlemsstaterne kunne fastsætte sanktioner, hvis en forbruger bevidst giver ufuldstændige eller ukorrekte oplysninger for at opnå en positiv kreditværdighedsvurdering, navnlig hvis fuldstændige og korrekte oplysninger ville have ført til en negativ kreditværdighedsvurdering, og forbrugeren efterfølgende ikke kan opfylde aftalevilkårene.

(59) Anvendelse af en kreditdatabase er et nyttigt element i forbindelse med vurdering af kreditværdighed. Nogle medlemsstater kræver, at kreditgivere vurderer forbrugerens kreditværdighed på grundlag af en søgning i den relevante database. Kreditgivere bør kunne søge i kreditdatabasen i kredittens løbetid for udelukkende at kunne påvise og vurdere sandsynligheden for misligholdelse. En sådan anvendelse af kreditdatabasen bør være omfattet af passende sikkerhedsforanstaltninger for at sikre, at den anvendes til tidlig påvisning og styring af kreditrisikoen i forbrugerens interesse og ikke med henblik på oplysninger til forretningsmæssige forhandlinger. I henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger14) bør forbrugere underrettes af kreditgivere om søgning i kreditdatabasen, inden den foretages, og bør have ret til at få adgang til oplysninger om dem i en sådan kreditdatabase for i givet fald at foretage berigtigelse af, slette eller blokere personoplysninger om dem, såfremt disse er unøjagtige eller er blevet behandlet ulovligt.

(60) For at hindre konkurrenceforvridning blandt kreditgivere bør det sikres, at alle kreditgivere, herunder kreditinstitutter eller ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse, har adgang til alle offentlige og private kreditdatabaser om forbrugere på ikkediskriminerende vilkår. Sådanne vilkår bør derfor ikke omfatte et krav til kreditgivere om etablering som kreditinstitut. Adgangsbetingelser, f.eks. gebyr for at få adgang til databasen eller krav om, at oplysninger til databasen skal tilvejebringes på grundlag af gensidighed, bør fortsat finde anvendelse. Det bør stå medlemsstaterne frit for at fastsætte, om kreditformidlere inden for deres område kan få adgang til sådanne databaser.

(61) Hvis et afslag på en kreditanmodning bygger på oplysninger fundet ved en søgning i en database eller på mangel på data heri, bør kreditgiver underrette forbrugeren herom, give oplysninger om navnet på den pågældende database og enhver anden oplysning, som kræves i direktiv 95/46/EF, således at forbrugeren kan udøve sin ret til adgang og, når det er berettiget, foretage berigtigelse af, slette eller blokere de deri behandlede personoplysninger om sig selv. Hvis et afslag på en kreditanmodning skyldes en negativ vurdering af kreditværdigheden, bør kreditgiver uden unødig forsinkelse underrette forbrugeren om afslaget. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, om de vil kræve, at kreditgivere skal give yderligere forklaringer på årsagerne til afslaget. Kreditgiver bør imidlertid ikke være forpligtet til at give sådanne oplysninger, hvis det er forbudt i henhold til anden EU-ret, f.eks. bestemmelser om hvidvaskning af penge eller finansiering af terrorisme. Sådanne oplysninger bør ikke gives, hvis det strider mod den offentlige orden eller den offentlige sikkerhed, f.eks. forebyggelse, efterforskning, afsløring eller retsforfølgelse af straffelovsovertrædelser.

(62) Dette direktiv vedrører anvendelse af personoplysninger i forbindelse med vurdering af en forbrugers kreditværdighed. For at sikre beskyttelse af personoplysninger bør direktiv 95/46/EF finde anvendelse på databehandling, der foretages i forbindelse med sådanne vurderinger.

(63) Ydelse af rådgivning i form af en individuel anbefaling er en særskilt aktivitet, der kan, men ikke skal, kombineres med andre aspekter af ydelse eller formidling af kredit. For at forbrugerne kan forstå arten af de tjenester, som ydes, bør de derfor underrettes om, hvorvidt der ydes eller kan ydes rådgivningstjenester, og hvornår der ikke ydes rådgivningstjenester, og hvad disse omfatter. På grund af den betydning, som forbrugerne tillægger anvendelsen af betegnelserne »rådgivning« og »rådgiver«, bør medlemsstaterne kunne forbyde anvendelse af disse eller lignende betegnelser, når der ydes rådgivningstjenester til forbrugerne. Det bør sikres, at medlemsstaterne træffer sikkerhedsforanstaltninger, når rådgivning beskrives som uafhængig, til sikring af, at de pågældende produkter og aflønningsordninger svarer til forbrugernes forventninger til en sådan rådgivning.

(64) Leverandører af rådgivningstjenester bør overholde visse standarder for at sikre, at forbrugeren præsenteres for produkter, der passer til hans behov og forhold. Rådgivningstjenester bør baseres på en rimelig og tilstrækkeligt vidtgående analyse af de tilbudte produkter, hvis rådgivningstjenesterne ydes af kreditgivere og bundne kreditformidlere, eller af de produkter, der findes på markedet, hvis rådgivningstjenesterne ydes af kreditformidlere, der ikke er bundet. De, der yder rådgivningstjenester, bør kunne specialisere sig i visse nicheprodukter, såsom mellemfinansiering, forudsat at de overvejer en række produkter inden for denne bestemte niche, og at det gøres klart for forbrugeren, at de er specialiseret i disse nicheprodukter. Under alle omstændigheder bør kreditgivere og kreditformidlere oplyse forbrugeren om, hvorvidt de kun rådgiver om deres egne produkter eller om et bredt udvalg af produkter på markedet, for at sikre, at forbrugeren forstår grundlaget for en anbefaling.

(65) Rådgivningstjenester bør bygge på en passende forståelse af forbrugerens finansielle situation, præferencer og målsætninger på grundlag af de fornødne ajourførte oplysninger og rimelige antagelser om risici i forbindelse med forbrugerens forhold i kreditaftalens løbetid. Medlemsstaterne bør kunne præcisere, hvordan et givet produkts egnethed skal vurderes i forbindelse med ydelse af rådgivningstjenester.

(66) En forbrugers evne til at tilbagebetale en kredit, inden kreditaftalen udløber, kan spille en vigtig rolle for at fremme konkurrencen på det indre marked og EU-borgernes frie bevægelighed samt for at bidrage til at tilvejebringe den fleksibilitet i kreditaftalers løbetid, der er nødvendig for at fremme finansiel stabilitet i overensstemmelse med anbefalingerne fra Rådet for Finansiel Stabilitet. Der findes imidlertid væsentlige forskelle mellem de nationale principper og betingelser, i henhold til hvilke forbrugerne har evne til at tilbagebetale deres kredit, og de betingelser, på hvilke en sådan indfrielse før tiden kan finde sted. På trods af forskelligartetheden i mekanismerne bag realkreditfinansiering og det eksisterende produktudvalg er det væsentligt på EU-plan at have visse standarder for førtidig indfrielse af kredit for at sikre, at forbrugerne har mulighed for at frigøre sig for deres forpligtelser inden den aftalte dato i kreditaftalen og mulighed for at sammenligne tilbud med henblik på at finde de bedste produkter i forhold til deres behov. Medlemsstaterne bør derfor enten gennem lovgivning eller på anden måde, såsom aftalebestemmelser, sikre, at forbrugerne har ret til førtidig indfrielse. Medlemsstaterne bør imidlertid kunne definere betingelserne for udøvelse af en sådan ret. Disse betingelser kan omfatte tidsbegrænsninger på udøvelsen af rettigheden, forskellig behandling, afhængigt af hvilken type debitorrente der er tale om, eller restriktioner med hensyn til de forhold, under hvilke denne rettighed kan udøves. Hvis førtidig indfrielse sker i en periode, for hvilken der er aftalt fast forrentning, kan udøvelsen af denne ret gøres betinget af, at der foreligger en legitim interesse hos forbrugeren som fastsat af medlemsstaten. En sådan legitim interesse kan f.eks. opstå i tilfælde af skilsmisse eller arbejdsløshed. De betingelser, som medlemsstaterne fastsætter, bør kunne omfatte, at kreditgiver har ret til en rimelig og objektivt begrundet kompensation for eventuelle omkostninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af kreditten. I tilfælde, hvor medlemsstaterne fastsætter, at kreditgiver har ret til kompensation, bør en sådan kompensation være en rimelig og objektivt begrundet kompensation for eventuelle omkostninger, som er direkte forbundet med førtidig indfrielse af kreditten, i overensstemmelse med de nationale regler om kompensation. Kompensationen bør ikke overstige kreditgivers økonomiske tab.

(67) Det er vigtigt at sikre, at der er tilstrækkelig gennemsigtighed til at gøre det klart for forbrugerne, hvilken form for forpligtelser der indgås med henblik på at opretholde den finansielle stabilitet, og hvor der i kreditaftalens løbetid er fleksibilitet. Forbrugerne bør modtage oplysninger om debitorrenten i aftaleforholdets løbetid og forud for aftaleindgåelsen. Medlemsstaterne bør kunne opretholde eller indføre begrænsninger med hensyn til eller forbud mod kreditgivers ensidige ændringer af debitorrenten. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, at forbrugeren har ret til at modtage en ajourført amortiseringstabel, hvis debitorrenten ændres.

(68) Selv om kreditformidlere spiller en central rolle med hensyn til distribution af kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse i Unionen, er der fortsat væsentlige forskelle mellem de nationale bestemmelser om udøvelse af virksomhed som kreditformidler og om tilsyn med kreditformidlere, som skaber hindringer for etablering og udøvelse af virksomhed som kreditformidler på det indre marked. Kreditformidlernes manglende mulighed for frit at udøve virksomhed i Unionen hindrer det indre marked for kreditaftaler vedrørende fast ejendom til beboelse i at fungere ordentligt. Under hensyntagen til de forskellige aktører, der er involveret i kreditformidling, er det væsentligt med visse standarder på EU-plan for at sikre en høj grad af professionalisme og service.

(69) Før kreditformidlere kan udøve deres aktiviteter, bør de være underlagt en adgangsproces ved den kompetente myndighed i deres hjemland, og underlægges løbende tilsyn for at sikre, at de opfylder strenge faglige krav i det mindste til kompetence, godt omdømme og erhvervsansvarsforsikring. Sådanne krav bør som minimum finde anvendelse på kreditinstitutplan. Medlemsstaterne kan imidlertid præcisere, om sådanne krav om adgang gælder for kreditformidlerens enkelte arbejdstagere. Hjemlandet kan fastsætte yderligere krav, f.eks. at kreditformidlerens aktionærer har et godt omdømme, eller at en bunden kreditformidler kun kan være bundet til én kreditgiver, hvis disse krav er forholdsmæssige og forenelige med den øvrige EU-ret. Der bør optages relevante oplysninger om kreditformidlere, der er givet adgang, i et offentligt register. Bundne kreditformidlere, som udelukkende samarbejder med én kreditgiver under dennes fulde og ubetingede ansvar, bør have mulighed for at gives adgang af den kompetente myndighed under ledelse af den kreditgiver, på hvis vegne de handler. Medlemsstaterne bør have ret til at bevare eller indføre begrænsninger med hensyn til visse kreditformidleres retlige form, således at de udelukkende må handle som juridiske personer eller som fysiske personer. Medlemsstaterne bør frit kunne beslutte, om alle kreditformidlere optages i ét register, eller om der kræves forskellige registre, afhængigt af om kreditformidleren er bundet eller fungerer som uafhængig kreditformidler. Desuden bør medlemsstaterne frit kunne bevare eller indføre begrænsninger med hensyn til muligheden for, at kreditformidlere, der er bundet til en eller flere kreditgivere, kan opkræve gebyrer af forbrugerne.

(70) I nogle medlemsstater kan kreditformidlere beslutte at anvende udpegede repræsentanter til at udøve aktiviteter på deres vegne. Medlemsstaterne bør have mulighed for at anvende den specifikke ordning for udpegede repræsentanter i dette direktiv. Medlemsstaterne bør dog frit kunne beslutte ikke at indføre en sådan ordning eller at tillade, at andre enheder spiller en rolle, der er sammenlignelig med udpegede repræsentanters rolle, forudsat at disse enheder er omfattet af den samme ordning som kreditformidlerne. Reglerne for udpegede repræsentanter i dette direktiv forpligter ikke medlemsstaterne til at tillade, at udpegede repræsentanter udøver virksomhed på deres område, medmindre sådanne udpegede repræsentanter anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv.

(71) For at sikre, at de kompetente myndigheder fører effektivt tilsyn med kreditformidlere, bør en kreditformidler, der er en juridisk person, gives adgang i den medlemsstat, hvor den har sit vedtægtsmæssige hjemsted. En kreditformidler, der ikke er en juridisk person, bør gives adgang i den medlemsstat, hvor dens hovedkontor ligger. Desuden bør medlemsstaterne kræve, at en kreditformidlers hovedkontor altid ligger i den medlemsstat, som er kreditformidlerens hjemland, og hvor den faktisk udøver virksomhed.

(72) Kravene for at give adgang bør give kreditformidlere ret til at udøve virksomhed i andre medlemsstater i overensstemmelse med principperne om etableringsfrihed og fri udveksling af tjenesteydelser, forudsat at der har fundet behørig underretning sted mellem de kompetente myndigheder. Selv i tilfælde, hvor medlemsstaterne beslutter at give alle ansatte hos kreditformidleren adgang, bør meddelelsen om hensigten om at levere tjenesteydelser tage udgangspunkt i kreditformidleren frem for den enkelte arbejdstager. Selv om dette direktiv udstikker de rammer, inden for hvilke alle kreditformidlere, der er givet adgang, herunder de kreditformidlere, der er bundet til kun én kreditgiver, kan udøve virksomhed i hele Unionen, udstikker dette direktiv ikke sådanne rammer for udpegede repræsentanter. I sådanne tilfælde skal de udpegede repræsentanter, der ønsker at udøve virksomhed i en anden medlemsstat, opfylde kravene for at give kreditformidlere adgang i dette direktiv.

(73) I nogle medlemsstater kan kreditformidlere udøve deres aktiviteter i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af ikkekreditinstitutter og kreditinstitutter. Kreditformidlere, der er givet adgang, bør i princippet kunne udøve virksomhed i hele Unionen. Adgang, der er givet af de kompetente myndigheder i hjemlandet, bør dog ikke tillade, at kreditformidlere yder deres tjenester i forbindelse med kreditaftaler, der tilbydes af ikkekreditinstitutter til en forbruger i en medlemsstat, hvor sådanne ikkekreditinstitutter ikke må udøve virksomhed.

(74) Medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte, at personer, der som led i deres erhvervsmæssige virksomhed kun lejlighedsvis udøver kreditformidlingsaktiviteter, f.eks. advokater eller notarer, ikke er omfattet af adgangsproceduren i dette direktiv, forudsat at en sådan erhvervsmæssig virksomhed er omfattet af lovbestemmelser, der ikke udelukker, at der lejlighedsvis udøves kreditformidlingsaktiviteter. En sådan undtagelse fra adgangsproceduren i dette direktiv bør dog føre til, at sådanne personer ikke kan drage fordel af pasordningen i dette direktiv. Personer, der som led i deres erhvervsmæssige virksomhed blot lejlighedsvis præsenterer en forbruger for en kreditgiver eller en kreditformidler eller henviser forbrugeren til en sådan, f.eks. ved at meddele forbrugeren, at der findes en bestemt kreditgiver eller kreditformidler eller en type produkt hos den pågældende kreditgiver eller kreditformidler, men ikke reklamerer yderligere for eller deltager i forelæggelsen af afgivelsen af tilbud om det forberedende arbejde i forbindelse med eller indgåelsen af kreditaftalen, bør ikke anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv. Låntagere, der blot overfører en kreditaftale til en forbruger ved subrogation uden at udøve andre kreditformidlingsaktiviteter, bør heller ikke anses for kreditformidlere i henhold til dette direktiv.

(75) For at sikre lige betingelser for kreditgivere og fremme finansiel stabilitet og i forventning om yderligere harmonisering bør medlemsstaterne sikre, at der findes hensigtsmæssige foranstaltninger til at give adgang for og føre tilsyn med ikkekreditinstitutter, som tilbyder kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet bør dette direktiv ikke fastlægge detaljerede betingelser for at give adgang for og føre tilsyn med kreditgivere, som tilbyder kreditaftaler, og som ikke er kreditinstitutter, jf. definitionen i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber15). Antallet af sådanne institutter, som er aktive i Unionen i øjeblikket, er begrænset, især siden finanskrisen, og det samme gælder deres markedsandel og antallet af medlemsstater, hvor de er aktive. Af samme grund bør der ikke fastsættes bestemmelser om indførelse af en pasordning for sådanne institutter.

(76) Medlemsstaterne bør fastsætte regler om sanktioner for overtrædelse af de nationale bestemmelser, der vedtages i medfør af dette direktiv, og sikre, at de gennemføres. Valget af sanktioner er fortsat op til medlemsstaterne, men de fastsatte sanktioner bør være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning.

(77) Forbrugerne bør have adgang til udenretslige klage- og tvistbilæggelsesprocedurer i forbindelse med tvister, der måtte opstå på grundlag af de rettigheder og forpligtelser, som er fastlagt i dette direktiv, mellem kreditgivere og forbrugere såvel som mellem kreditformidlere og forbrugere. Medlemsstaterne bør sørge for, at deltagelse i sådanne alternative tvistbilæggelsesprocedurer ikke er frivillig for kreditgivere og kreditformidlere. For at sikre, at alternative tvistbilæggelsesprocedurer fungerer tilfredsstillende i tilfælde af tværnational aktivitet, bør medlemsstaterne kræve og tilskynde til, at organer med ansvar for udenretslig klage- og tvistbilæggelse samarbejder. I denne forbindelse bør medlemsstaternes udenretslige klage- og tvistbilæggelsesorganer tilskyndes til at deltage i Fin-Net, der er et finansielt tvistbilæggelsesnetværk af nationale udenretslige ordninger, som er ansvarlige for at bilægge tvister mellem forbrugere og udbydere af finansielle tjenester.

(78) For at sikre konsekvent harmonisering og for at tage højde for udviklingen på markederne for kreditaftaler eller udviklingen inden for kreditprodukter eller i de økonomiske forhold og for yderligere at præcisere visse krav i dette direktiv bør beføjelsen til at vedtage retsakter delegeres til Kommissionen i overensstemmelse med artikel 290 i TEUF for så vidt angår ændring af standardformuleringen eller instruktionerne vedrørende udfyldning af ESIS og ændring af bemærkningerne eller ajourføring af antagelserne, der anvendes i forbindelse med beregningen af de årlige omkostninger i procent. Det er navnlig vigtigt, at Kommissionen gennemfører relevante høringer under sit forberedende arbejde, herunder på ekspertniveau. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for samtidig, rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Europa-Parlamentet og Rådet.

(79) For at lette kreditformidleres mulighed for at levere deres tjenesteydelser på tværs af grænserne og af hensyn til samarbejde, informationsudveksling og tvistbilæggelse mellem de kompetente myndigheder bør de kompetente myndigheder med ansvar for at give kreditformidlere adgang være de myndigheder, der handler under den europæiske tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA)), jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 af 24. november 2010 om oprettelse af en europæisk tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed)16), eller andre nationale myndigheder, forudsat at de samarbejder med de myndigheder, der handler under EBA med henblik på at varetage deres opgaver i henhold til dette direktiv.

(80) Medlemsstaterne bør udpege de kompetente myndigheder, som har til opgave at sikre håndhævelsen af dette direktiv, og sørge for, at de har de nødvendige undersøgelses- og håndhævelsesbeføjelser samt tilstrækkelige ressourcer til at kunne varetage deres opgaver. De kompetente myndigheder kan for så vidt angår visse aspekter af dette direktiv indbringe en sag for en domstol, der er kompetent til at træffe en retsafgørelse, herunder i givet fald ved appel. Dette kan gøre det muligt for medlemsstaterne at overlade håndhævelsen af disse bestemmelser til ovennævnte organer og domstolene, navnlig hvis bestemmelserne i dette direktiv er gennemført i civilretten. Medlemsstaterne bør kunne udpege forskellige kompetente myndigheder til at håndhæve direktivets vidtrækkende forpligtelser. I forbindelse med nogle bestemmelser kan medlemsstaterne f.eks. udpege de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for håndhævelse af forbrugerbeskyttelse, hvorimod de i forbindelse med andre bestemmelser kan beslutte at udpege tilsynsførende. Muligheden for at udpege forskellige kompetente myndigheder bør ikke berøre forpligtelsen til løbende tilsyn og samarbejde mellem de kompetente myndigheder som fastsat i dette direktiv.

(81) Det er nødvendigt at undersøge, om dette direktiv fungerer efter hensigten, og om det lykkes at etablere et indre marked med en høj grad af forbrugerbeskyttelse på området for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse. Revisionen bør bl.a. omfatte en vurdering af overholdelsen og virkningen af dette direktiv, en vurdering af, om direktivets anvendelsesområde fortsat er hensigtsmæssigt, en analyse af ikkekreditinstitutters levering af kreditaftaler, en vurdering af behovet for yderligere foranstaltninger, herunder en pasordning for ikkekreditinstitutter og en undersøgelse af nødvendigheden af at indføre yderligere rettigheder og forpligtelser i fasen efter indgåelse af en kreditaftale.

(82) En indsats fra medlemsstaternes side alene vil sandsynligvis medføre forskellige sæt regler, hvilket kan underminere eller skabe nye hindringer for det indre markeds funktion. Målet for dette direktiv, nemlig oprettelsen af et effektivt og konkurrencedygtigt indre marked for kreditaftaler i forbindelse med fast ejendom til beboelse med en høj grad af forbrugerbeskyttelse kan ikke i tilstrækkelig grad kan nås af medlemsstaterne og kan derfor mere effektivt nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union (TEU). I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(83) Medlemsstaterne kan beslutte at gennemføre visse aspekter, der er omfattet af dette direktiv, i den nationale lovgivning ved forsigtighedsbestemmelser, f.eks. vurderingen af forbrugerens kreditværdighed, hvorimod andre gennemføres i lovgivningen om svig samt i civil- og strafferetten, f.eks. forpligtelserne for den ansvarlige låntager.

(84) I henhold til den fælles politiske erklæring af 28. september 2011 fra medlemsstaterne og Kommissionen om forklarende dokumenter17) har medlemsstaterne forpligtet sig til i tilfælde, hvor der er berettiget, at lade meddelelsen af gennemførelsesforanstaltninger ledsage af et eller flere dokumenter, der forklarer forholdet mellem et direktivs bestanddele og de tilsvarende dele i de nationale gennemførelsesinstrumenter. I forbindelse med dette direktiv finder lovgiver, at fremsendelse af sådanne dokumenter er berettiget.

(85) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse afgav den 25. juli 2011 udtalelse18) på grundlag af artikel 28, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 45/2001 af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger19) -

VEDTAGET DETTE DIREKTIV:

6) »gruppe«: en gruppe af kreditgivere, som skal konsolideres med henblik på udarbejdelse af konsoliderede regnskaber som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2013/34/EU af 26. juni 2013 om årsregnskaber, konsoliderede regnskaber og tilhørende beretninger for visse virksomhedsformer20)