Spm. nr. S 423 (omtrykt)

3) Til justitsministeren af:

Mette Thiesen (DF):

Vil ministeren i forlængelse af Politikens artikel »Forsvarsadvokat: Anklagedes retssikkerhed i voldtægtssager udhules i faretruende grad« udgivet den 2. februar 2023 sammenholdt med DR’s artikel »Rigsadvokaten slår fast: Samtykkeloven fungerer efter hensigten« udgivet den 17. marts 2023 tilkendegive, om ministeren er enig i Rigsadvokatens vurdering af, at samtykkeloven fungerer efter hensigten?

Værsgo.

Tusind tak. Vil ministeren i forlængelse af Politikens artikel »Forsvarsadvokat: Anklagedes retssikkerhed i voldtægtssager udhules i faretruende grad« udgivet den 2. februar 2023 sammenholdt med DR’s artikel »Rigsadvokaten slår fast: Samtykkeloven fungerer efter hensigten« udgivet den 17. marts 2023 tilkendegive, om ministeren er enig i Rigsadvokatens vurdering af, at samtykkeloven fungerer efter hensigten?

Ministeren.

Tak for ordet. Og også tak til spørgeren for spørgsmålet. Den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse var et helt afgørende skridt for ligestillingen i Danmark. Retten til at bestemme over sin egen krop og til selv at beslutte, hvem man vil indlede et seksuelt forhold til, skal selvfølgelig være omdrejningspunktet for vores lovgivning, og det skal naturligvis også afspejles i straffelovens bestemmelser. Flere anmelder voldtægt, og vi ser også tegn på, at lovgivningen fører til flere domme. Det er positivt. Mit håb er, at det også på den længere bane vil føre til en varig kulturændring i samfundet, så vi i fremtiden vil se færre voldtægtssager.

Fordi der var tale om en nykriminalisering, blev den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse desuden udpeget som et anklagerfagligt fokusområde i januar 2021. Og Rigsadvokaten har siden da fulgt anvendelsen af bestemmelsen tæt for at belyse, hvordan den anvendes i praksis. Rigsadvokaten konkluderer bl.a., at der i retspraksis er sket en tilstrækkelig afklaring af bestemmelsens anvendelsesområde og rækkevidde. Det vil sige, at der er kommet klarhed over, hvornår en sag falder inden for det nykriminaliserede område. I den forbindelse fremhæver Rigsadvokaten, at gennemgangen af retspraksis viser, at hovedparten af voldtægtssagerne vedrører forhold, som også ville have været strafbare efter den tidligere voldtægtsbestemmelse. Rigsadvokaten konkluderer desuden, at bestemmelsen anvendes som forudsat i lovgivningen, herunder med hensyn til strafudmålingen.

Jeg har med tilfredshed noteret mig Rigsadvokatens konklusioner, men anvendelsen af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse er selvsagt noget, Justitsministeriet følger interesseret med i.

Spørgeren.

Tusind tak for besvarelsen. I forhold til samtykkeloven drøfter man jo også i mange henseender rigtig meget det her med frivillighedskriterie eller samtykkekriterie – det kan jeg da huske, fra da vi behandlede den. Og grunden til, at jeg stiller det her spørgsmål, er, at der i hvert fald er blevet sået tvivl om, hvorvidt man ændrer på nogle ret grundlæggende principper i forhold til retssikkerhed med den her lovgivning.

Det, som der bliver nævnt i den her kronik af en forsvarsadvokat, er, og nu citerer jeg igen:

»Derfor er det problematisk, når vi indfører regler, som udfordrer helt grundlæggende principper i den danske retspleje, såsom uskyldighedsformodningen, princippet om bevisumiddelbarhed, offentlighedsprincippet og den tiltaltes adgang til at vælge sin egen forsvarer. Regler, som udgør helt centrale retsgarantier. Konsekvensen er, at risikoen for justitsmord forøges.«

Har ministeren en kommentar til det?

Den her forsvarsadvokat siger også, at i de her påstand mod påstand-sager er rettens vurdering af troværdigheden af forklaringer fra den forurettede og den tiltalte afgørende for sagens udfald, og han problematiserer, at retten kan fravælge at høre fra den ene part, altså fra den, hvad skal man sige, forudgående historik, der ligger for den ene part.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre nogle svar fra ministeren, i forhold til om det også er noget, ministeren finder bekymrende.

Ministeren.

Altså, først og fremmest vil jeg sige, at jeg mener det, når jeg siger, at Justitsministeriet og jeg som justitsminister selvfølgelig følger med i lovgivningens anvendelse.

Men når det er sagt, er man altså uskyldig, indtil det modsatte er bevist, og det har den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse ikke ændret på. Det er i alle straffesager anklagemyndigheden, der skal føre bevis for, at der er begået et strafbart forhold. Og i voldtægtssager betyder det, at anklagemyndigheden skal føre bevis for, at der ikke var samtykket til det pågældende samleje, og at det må have stået den tiltalte klart.

En del voldtægtssager kan være bevismæssigt vanskelige, da det i sidste ende kan handle om påstand mod påstand og rettens vurdering af troværdigheden af forklaringerne. Men det ændrer ikke på, at det er anklagemyndigheden, der skal løfte bevisbyrden, og enhver tvivl herom skal komme den tiltalte til gode.

Spørgeren.

Tak for svaret. Det er vi sådan set selvfølgelig fuldstændig enige om, for sådan må det jo være i et retssamfund. Grunden til, at jeg problematiserer det og stiller de her spørgsmål, er jo, at vi helst ikke skal lave lovgivning herinde, som ender med netop at rykke ved nogle af de her helt grundlæggende retssikkerhedsmæssige principper. Det, som den her forsvarsadvokat sådan set også anfører i den her kronik, er, at hun mener, at man udfordrer den tiltaltes retssikkerhed, fordi man med den nuværende lovgivning – altså samtykkelovgivningen – kan afskære forsvaret fra at føre bevis for, at den forurettede f.eks. er tidligere straffet for falsk forklaring ved retten, eller at vedkommende f.eks. lider af nogle vrangforestillinger eller noget andet, som kan være af relevans for sagen. Har ministeren et svar på, om ministeren finder det her bekymrende, eller er det noget, ministeren har lyst til at undersøge?

Ministeren.

Jeg har også læst den pågældende kronik, og det følger af retsplejelovens § 185, stk. 1, at bevisførelse om et vidnes almindelige troværdighed, herunder et vidnes forstraffe og psykiske sygdomme, kun må finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer. Spørgsmål om, hvorvidt vidnet er under tiltale eller tidligere har været straffet, stilles og besvares skriftligt. Kun retten og parterne kan gøres bekendt med svaret. Den bestemmelse har til formål at sikre, at der kun kan fremlægges oplysning om et vidnes troværdighed, hvis bevisførelsen har reel betydning for vurderingen af troværdigheden af forurettedes forklaring. Men det kan altså anvendes, hvis retten beslutter det.

Spørgeren for sit afsluttende spørgsmål.

Så vil jeg simpelt hen afslutte med at gå lidt længere ned ad den her vej. Det, som den her forsvarsadvokat anfører, er, at man altså oplever – i hvert fald i højere grad ifølge hende – at man afskærer muligheden. Hvis der eksempelvis ligger anklager om falske påstande fra tidligere osv., så går man ind og siger, at det her ikke er noget, man vil have med i forhold til troværdigheden, fordi man mere har fokus på offeret i sagen, i forhold til at det måske vil være ydmygende eller andet for det offer. Og selv om det kan være utrolig forståeligt rent menneskeligt, at man vil gøre det, skal vi jo også sikre, at det ikke bliver brugt på en måde, hvor man, hvad skal man sige, i et eller andet misforstået hensyn måske ender med at sænke retssikkerheden for den tiltalte.

Ministeren for sin afsluttende bemærkning.

Først og fremmest vil jeg endnu en gang sige, at selv om jeg udtrykker meget stor tilfredshed med indførelsen af den samtykkebaserede voldtægtsbestemmelse, lægger jeg i øvrigt også til grund, at den bliver anvendt, som den skal, ifølge Rigsadvokaten. Vi skal selvfølgelig følge med i den. Men derudover er de regler, vi har, både når det gælder anvendelsen af den paragraf, men i øvrigt også i voldtægtssager, faktisk noget, der er blevet indsat i retsplejeloven i 1981, som gør, at bevisførelse eksempelvis om et vidnes tidligere seksuelle adfærd kun må finde sted på den måde og i den udstrækning, som retten bestemmer. Det er selvfølgelig også for at beskytte den forurettede i bl.a. voldtægtssager.

Det afslutter spørgsmålet.

Vi går til spørgsmål nr. 4. Det er ligeledes til justitsministeren, og også denne gang er det af fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.