L 146 Forslag til lov om ændring af færdselsloven.

(Revision af forsøgsordninger for selvkørende motorkøretøjer og selvkørende enheder og obligatorisk digital selvbetjening ved indberetning af sikkerhedsrådgivere).

Af: Transportminister Thomas Danielsen (V)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2024-25
Status: 2. beh./Direkte til 3. beh.

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 15-05-2025

Optrykt: 15-05-2025

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 15. maj 2025

20241_l146_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 15. maj 2025

Forslag

til

Lov om ændring af færdselsloven

(Revision af forsøgsordninger for selvkørende motorkøretøjer og selvkørende enheder og obligatorisk digital selvbetjening ved indberetning af sikkerhedsrådgivere)

§ 1

I færdselsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1312 af 26. november 2024, som ændret ved § 1 i lov nr. 440 af 6. maj 2025, foretages følgende ændringer:

1. I § 82 indsættes som stk. 10:

»Stk. 10. Transportministeren kan fastsætte regler om, at dokumenter og oplysninger om en virksomheds udpegede sikkerhedsrådgivere for vejtransport af farligt gods i medfør af stk. 5 skal indsendes ved anvendelse af den digitale løsning, som ministeren stiller til rådighed.«

2. I § 92 g, stk. 2, 1. pkt., ændres »på bestemte vejstrækninger« til: »i bestemte områder«.

3. § 92 g, stk. 5, ophæves, og i stedet indsættes:

»Stk. 5. Transportministeren fastsætter regler for forsøg med selvkørende motorkøretøjer. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler for de enkelte forsøg. Transportministeren kan i forbindelse med fastsættelse af regler efter 1. og 2. pkt. fravige bestemmelserne i kapitel 2, 4, 5, 9-11 og 13 a, jf. dog stk. 3.

Stk. 6. Lov om trafikselskaber finder ikke anvendelse på forsøg med selvkørende motorkøretøjer, jf. dog regler fastsat i medfør af stk. 7.

Stk. 7. Transportministeren kan i forbindelse med fastsættelse af regler efter stk. 5 fastsætte regler om, at lov om trafikselskaber finder anvendelse på forsøg med selvkørende motorkøretøjer, hvis det vurderes, at et forsøg har karakter af offentlig servicetrafik.

Stk. 8. Transportministeren skal i forbindelse med fastsættelse af regler om forsøg efter stk. 5 og efter forhandling med justitsministeren fastsætte regler om straf, herunder bestemmelser om ansvarssubjekt, for overtrædelse af denne lov. Transportministeren kan i den forbindelse efter forhandling med justitsministeren fravige kapitel 17 og 18.

Stk. 9. Transportministeren kan i forbindelse med fastsættelse af regler om straf efter stk. 8 efter forhandling med justitsministeren bestemme, at en tilladelsesindehaver kan pålægges bødeansvar, selv om overtrædelsen ikke kan tilregnes den pågældende som forsætlig eller uagtsom. Tilsvarende gælder en juridisk person, der er tilladelsesindehaver, selv om der inden for dens virksomhed ikke er begået en overtrædelse, der kan tilregnes en eller flere personer, der er knyttet til den juridiske person, eller den juridiske person som sådan.«

4. § 92 h, stk. 1, 3. pkt., ophæves.

5. § 92 h, stk. 2, affattes således:

»Stk. 2. Ansøgning om tilladelse til forsøg efter stk. 1 indsendes til transportministeren ledsaget af en nærmere beskrivelse af forsøget.«

6. § 92 h, stk. 4, ophæves.

Stk. 5-7 bliver herefter stk. 4-6.

7. I § 92 h, stk. 5, der bliver stk. 4, ændres »stk. 4« til: »stk. 2«.

8. I § 92 h, stk. 6, 1. pkt., der bliver stk. 5, 1. pkt., ændres »stk. 5« til: »stk. 4«.

9. I § 92 h, stk. 6, der bliver stk. 5, indsættes som 3. og 4. pkt.:

»Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om de forhold, som assessoren skal vurdere efter stk. 4. Endvidere kan transportministeren fastsætte regler om, at en assessorvurdering helt eller delvis kan genanvendes, såfremt ansøgeren søger om tilladelse til et nyt forsøg i et nyt område med samme type køretøj, ligesom transportministeren kan fastsætte regler om lempeligere vilkår for assessorvurderingen for FN- eller EU-typegodkendte køretøjer og køretøjer, hvor der er en sikkerhedschauffør i køretøjet.«

10. I § 92 h, stk. 7, der bliver stk. 6, ændres »stk. 4« til: »stk. 2«.

11. I § 92 i indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler om betaling af gebyr for behandling af ansøgning om og udstedelse af tilladelse til forsøg med selvkørende motorkøretøjer, jf. § 92 h, stk. 1.«

12. §§ 92 j og 92 k ophæves, og i stedet indsættes:

»§ 92 j. Transportministeren fører tilsyn med forsøg med selvkørende motorkøretøjer, der gennemføres i henhold til tilladelse efter § 92 h, stk. 1.

Stk. 2. Transportministeren kan kræve, at en tilladelsesindehaver vederlagsfrit udleverer oplysninger og dokumenter, der er nødvendige for udførelse af tilsyn, jf. stk. 1, uanset om de foreligger på papir eller i elektronisk form.«

13. I § 92 l indsættes efter »emissionsfrit køretøj,«: »jf. dog § 92 m, stk. 6,«.

14. § 92 m, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Der kan meddeles tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder efter en vurdering af de nødvendige færdselssikkerhedsmæssige forhold, herunder de tekniske og sikkerhedsmæssige egenskaber ved den enhed, der ønskes anvendt i forsøget eller testen, omfanget og karakteren af færdslen og fremkommeligheden på den strækning eller i det område, hvor forsøget eller testen ønskes gennemført, og eventuelt planlagt afmærkning, afspærring eller øvrige sikkerhedsforanstaltninger i forbindelse med forsøget eller testen.«

15. I § 92 m, stk. 2, 1. pkt., udgår »efter høring af vejmyndigheden« og », jf. stk. 1«.

16. I § 92 m, stk. 2, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Transportministeren skal inden meddelelsen af en tilladelse påse, at vejmyndigheden er blevet hørt om det pågældende forsøg.«

17. I § 92 m indsættes efter stk. 2 som nye stykker:

»Stk. 3. Den kommunale vejmyndighed kan udpege områder i kommunen som testzoner til brug for test af selvkørende enheder i et testegnet miljø. Vejmyndigheden skal give transportministeren besked om udpegningen af en testzone og offentliggøre udpegningen.

Stk. 4. Transportministeren meddeler tilladelse til konkrete test af selvkørende enheder inden for en udpeget testzone. Transportministeren skal underrette politiet om meddelte tilladelser forud for testens igangsættelse.

Stk. 5. Transportministeren kan ved meddelelse af tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder fastsætte vilkår om monitorering, varighed, opfølgning m.v.

Stk. 6. Transportministeren kan ved konkrete forsøg med selvkørende enheder dispensere fra kravet om, at enheden skal være emissionsfri, jf. § 92 l.

Stk. 7. Transportministeren kan til enhver tid tilbagekalde en tilladelse til forsøg eller test med den virkning, at forsøget eller testen umiddelbart skal bringes til ophør.«

Stk. 3-7 bliver herefter stk. 8-12.

18. § 92 m, stk. 3, 1. pkt., der bliver stk. 8, 1. pkt., affattes således:

»Tilladelse til forsøg med eller test af selvkørende enheder kan meddeles erhvervsdrivende, forsknings- og undervisningsinstitutter, foreninger, organisationer, offentlige myndigheder, selskaber og institutioner og selvejende og private institutioner.«

19. I § 92 m, stk. 4, der bliver stk. 9, ændres »forsøg med selvkørende enheder« til: »forsøg med og test af selvkørende enheder«, og »tilladelse til forsøg« ændres til: »tilladelse til forsøg eller test«.

20. I § 92 m, stk. 5, 1. pkt., der bliver stk. 10, 1. pkt., ændres »forsøg med selvkørende enheder« til: »forsøg med eller test af selvkørende enheder«.

21. I § 92 m, stk. 7, der bliver stk. 12, ændres »stk. 4 og 6« til: »stk. 9 og 11«, og »stk. 5« ændres til: »stk. 10«.

22. I § 92 m indsættes som stk. 13:

»Stk. 13. Transportministeren kan fastsætte regler om, at forsøg med eller test af selvkørende enheder med nærmere definerede egenskaber vedrørende f.eks. størrelse, hastighed og anvendelsesområde kan gennemføres uden en forudgående tilladelse.«

23. I § 92 n, stk. 1, ændres »forsøg med selvkørende enheder« til: »forsøg med og test af selvkørende enheder«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til: »§ 92 m, stk. 2 eller 4«.

24. I § 92 o, stk. 1, ændres »forsøg med selvkørende enheder« til: »forsøg med eller test af selvkørende enheder«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til: »§ 92 m, stk. 2 og 4«.

25. I § 92 o, stk. 2, ændres »tilladelse til forsøg« til: »tilladelse til forsøg eller test«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til: »§ 92 m, stk. 2 og 4«.

26. I § 92 o, stk. 3, 1. pkt., ændres »forsøg« til: »forsøg eller test«, og »§ 92 m, stk. 2« ændres til: »§ 92 m, stk. 2 eller 4«.

27. I § 92 p, 1. pkt., ændres »regler om forsøg« til: »regler om forsøg eller test«, og »stk. 4, 6 og 7« ændres til: »stk. 9, 11 og 12«.

§ 2

Loven træder i kraft den 1. juli 2025.