Efter afstemningen i Folketinget ved 2.
behandling den 13. maj 2025
Forslag
til
Lov om ændring af lov om
markedsføring, lov om forbrugeraftaler og
forbrugerklageloven1)
(Gennemførelse af direktiv om
styrkelse af forbrugernes rolle i den grønne omstilling og
effektivisering af det offentlige forbrugerklagesystem)
Erhvervsministeriet
§ 1
I lov om markedsføring, jf.
lovbekendtgørelse nr. 1420 af 2. december 2024, som
ændret ved § 7 i lov nr. 1669 af 30. december 2024,
foretages følgende ændringer:
1. I
fodnoten til lovens titel
indsættes efter »side 7,«: »som
ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU)
2024/825 af 28. februar 2024 om ændring af direktiv
2005/29/EF og 2011/83/EU for så vidt angår styrkelse af
forbrugernes rolle i den grønne omstilling gennem bedre
beskyttelse mod urimelig praksis og gennem bedre oplysning,
EU-Tidende, L af 6. marts 2024,«.
2. I
§ 2 indsættes efter nr. 3
som nyt nummer:
»4) Varer:
Løsøregenstande, herunder varer med digitale
elementer, og vand, gas og elektricitet, der udbydes til salg i et
afgrænset volumen eller en bestemt mængde.«
Nr. 4-17 bliver herefter nr. 5-18.
3. I
§ 2 indsættes som nr. 19-27:
»19)
Miljøanprisning: Ethvert budskab eller enhver fremstilling,
som ikke er obligatorisk i henhold til EU-retten eller national
ret, uanset form, herunder tekst, billeder, grafisk eller symbolsk
fremstilling, såsom mærker, mærkenavne,
firmanavne eller produktnavne, der bruges i en kommerciel
kommunikation, og som angiver eller indikerer, at et produkt, en
produktkategori, et mærke eller en erhvervsdrivende har en
positiv eller ingen indvirkning på miljøet eller er
mindre miljøbelastende end andre produkter,
produktkategorier, mærker eller erhvervsdrivende eller har
forbedret sin indvirkning på miljøet over tid.
20) Generisk
miljøanprisning: Enhver miljøanprisning, der
fremsættes i skriftlig eller mundtlig form, herunder via
audiovisuelle medier, som ikke er indeholdt i et
bæredygtighedsmærke, og hvor specifikationen af
anprisningen ikke gives tydeligt og i fremhævet form på
samme medium.
21)
Bæredygtighedsmærke: Ethvert frivilligt
tillidsmærke, kvalitetsmærke eller tilsvarende, enten
offentligt eller privat, der har til formål at fremhæve
og promovere et produkt, en proces eller en virksomhed under
henvisning til deres miljømæssige eller sociale
karakteristika eller begge, og som ikke omfatter nogen obligatorisk
mærkning krævet i henhold til EU-retten eller national
ret.
22)
Certificeringsordning: En tredjepartsverifikationsordning, der
certificerer, at et produkt, en proces eller en virksomhed opfylder
visse krav, og giver mulighed for at anvende et tilhørende
bæredygtighedsmærke, og hvis vilkår, herunder
ordningens krav, er offentligt tilgængelige og opfylder
følgende betingelser:
a) Ordningen er
på gennemsigtige, retfærdige og ikkediskriminerende
vilkår åben for alle erhvervsdrivende, der er villige
og i stand til at opfylde ordningens krav.
b) Ordningens
krav udarbejdes af ordningens ejer i samråd med relevante
eksperter og interessenter.
c) Ordningen
fastsætter procedurer for håndtering af manglende
overholdelse af ordningens krav og indeholder bestemmelser om
tilbagetrækning eller suspension af den erhvervsdrivendes ret
til anvendelse af det tilhørende
bæredygtighedsmærke i tilfælde af manglende
overholdelse af ordningens krav.
d)
Overvågningen af den erhvervsdrivendes overholdelse af
ordningens krav er underlagt en objektiv procedure og
udføres af en tredjepart, hvis kompetence og
uafhængighed af både ordningens ejer og den
erhvervsdrivende er baseret på internationale standarder og
procedurer, EU-standarder og -procedurer eller nationale standarder
og procedurer.
23) Anerkendte
fremragende miljøpræstationer:
Miljøpræstationer, der er i overensstemmelse med
Europa-Parlamentets og Rådets forordning om
EU-miljømærket eller med nationale eller regionale EN
ISO 14024 type I-miljømærkeordninger, der er officielt
anerkendt i medlemsstaterne, eller de bedste
miljøpræstationer i overensstemmelse med anden
gældende EU-ret.
24) Holdbarhed:
Evne til at bevare sine påkrævede funktioner og
sin påkrævede ydeevne ved normal brug.
25)
Softwareopdatering: En opdatering, herunder en
sikkerhedsopdatering, som er nødvendig, for at varer med
digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester
forbliver mangelfri efter købelovens mangelregler,
eller en opdatering vedrørende funktionaliteter.
26)
Forbrugskomponent: Enhver komponent i en vare, der opbruges og skal
udskiftes eller genopfyldes, for at varen kan fungere efter
hensigten.
27)
Funktionalitet: Evne til at udføre sine
påkrævede funktioner og sin påkrævede
ydeevne ved normal brug.«
4. § 5,
stk. 2, nr. 2, affattes således:
»2) de
væsentligste egenskaber ved produktet, herunder i hvilket
omfang produktet står til rådighed, produktets fordele,
risici, udførelse, sammensætning,
miljømæssige eller sociale karakteristika,
tilbehør, cirkularitetsaspekter såsom holdbarhed,
reparationsmuligheder og genanvendelighed, eftersalgsservice og
klagebehandling, metode og tidspunkt for fremstilling eller ydelse,
levering, produktets hensigtsmæssighed, anvendelse,
mængde, specifikationer, geografiske eller
handelsmæssige oprindelse eller de resultater, som kan
forventes opnået ved brugen, eller resultaterne af og de
vigtigste elementer ved afprøvning eller kontrol foretaget
af produktet,«.
5. I
§ 5, stk. 2, nr. 10, ændres
»forretningskendetegn, eller« til:
»forretningskendetegn,«.
6. I
§ 5, stk. 2, nr. 11, ændres
»objektive faktorer.« til: »objektive
faktorer,«.
7. I
§ 5, stk. 2, indsættes som
nr. 12 og 13:
»12)
fremsættelse af en miljøanprisning vedrørende
fremtidige miljøpræstationer uden klare, objektive,
offentligt tilgængelige og verificerbare forpligtelser
fastsat i en detaljeret og realistisk gennemførelsesplan,
der omfatter målbare og tidsbestemte mål og andre
relevante elementer, der er nødvendige for at støtte
dens gennemførelse, såsom tildeling af ressourcer, og
som regelmæssigt kontrolleres af en uafhængig
tredjepartsekspert, hvis konklusioner gøres
tilgængelige for forbrugerne, eller
13) reklamere
med fordele for forbrugerne, som er irrelevante og ikke
følger af noget element ved produktet eller
virksomheden.«
8.
Efter § 6 b indsættes før overskriften før
§ 7:
»§ 6 c. Leverer en
erhvervsdrivende en tjeneste, der sammenligner produkter og giver
forbrugeren oplysninger om miljømæssige eller sociale
karakteristika eller om cirkularitetsaspekter såsom
holdbarhed, reparationsmuligheder og genanvendelighed, for så
vidt angår produkterne eller leverandørerne af disse
produkter, betragtes oplysninger om sammenligningsmetoden, de
sammenlignede produkter, leverandørerne af disse produkter
og de foranstaltninger, der er indført til at holde de
pågældende oplysninger ajour, som væsentlige
oplysninger.«
9. I
§ 16, stk. 1, ændres
»nr. 13« til: »nr. 14«.
10. I
§ 37, stk. 3, ændres
»§§ 6 a og 6 b« til: »§§ 6
a-6 c«.
11. I
bilag 1 indsættes efter nr. 2 som
nyt nummer:
»2 a) Den
erhvervsdrivende fremviser et bæredygtighedsmærke, som
ikke er baseret på en certificeringsordning eller ikke er
etableret af offentlige myndigheder.«
12. I
bilag 1 indsættes efter nr. 4 som
nye numre:
»4 a) Den
erhvervsdrivende fremsætter en generisk
miljøanprisning, selv om den erhvervsdrivende ikke kan
påvise anerkendte fremragende miljøpræstationer,
der er relevante for anprisningen.
4 b) Den
erhvervsdrivende fremsætter en miljøanprisning
vedrørende hele produktet eller den erhvervsdrivendes
virksomhed som helhed, når den kun vedrører et bestemt
aspekt af produktet eller en specifik aktivitet i den
erhvervsdrivendes virksomhed.
4 c) Den
erhvervsdrivende hævder på basis af kompensation for
drivhusgasemissioner, at et produkt har en neutral, reduceret eller
positiv indvirkning på miljøet med hensyn til
drivhusgasemissioner.«
13. I
bilag 1 indsættes efter nr. 10
som nyt nummer:
»10 a)
Krav, der som følge af retsregler gælder for alle
produkter inden for den relevante produktkategori på
EU-markedet, præsenteres som et særligt element ved den
erhvervsdrivendes tilbud.«
14. I
bilag 1 indsættes efter nr. 23 c
før overskriften før nr. 24 som nye numre:
»23 d) Den
erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger for forbrugeren om, at
en softwareopdatering vil have en negativ indvirkning på
funktionen af varer med digitale elementer eller brugen af digitalt
indhold eller digitale tjenester.
23 e) En
softwareopdatering præsenteres som nødvendig,
når den kun tjener til at forbedre elementer ved
funktionaliteterne.
23 f) Enhver
kommerciel kommunikation vedrørende en vare, der indeholder
et element, som er indført for at begrænse dens
holdbarhed, selv om den erhvervsdrivende har adgang til oplysninger
om elementet og dets indvirkning på varens holdbarhed.
23 g) Den
erhvervsdrivende hævder i modstrid med sandheden, at en vare
under normale anvendelsesbetingelser har en bestemt holdbarhed
målt i brugstid eller intensitet.
23 h) Den
erhvervsdrivende angiver, at en vare kan repareres, når dette
ikke er tilfældet.
23 i) Den
erhvervsdrivende tilskynder forbrugeren til at udskifte eller
genopfylde en vares forbrugskomponenter tidligere, end det er
nødvendigt af tekniske årsager.
23 j) Den
erhvervsdrivende tilbageholder oplysninger om forringelse af en
vares funktionalitet, når der anvendes forbrugskomponenter,
reservedele eller tilbehør, som den oprindelige producent
ikke har leveret, eller hævder i modstrid med sandheden, at
en sådan forringelse vil ske.«
Justitsministeriet
§ 2
I lov nr. 1457 af 17. december 2013 om
forbrugeraftaler, som ændret ved § 160 i lov nr. 652 af
8. juni 2017, § 44 i lov nr. 1666 af 26. december 2017 og
§ 1 i lov nr. 2158 af 27. november 2021, foretages
følgende ændringer:
1. I
fodnoten til lovens titel
indsættes efter »side 7,«: »og ved
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28.
februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU
for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den
grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig
praksis og gennem bedre oplysning, EU-Tidende, L af 6. marts
2024,«.
2. I
§ 3, nr. 18, ændres
»salgsgenstanden« til: »varen«.
3. I
§ 3 indsættes som nr. 19-23:
»19)
Handelsmæssig garanti for holdbarhed: Enhver
handelsmæssig garanti, som producenten har påtaget sig
over for forbrugeren for varens holdbarhed i en bestemt periode ud
over sin retlige forpligtelse, hvor producenten er direkte
ansvarlig over for forbrugeren i hele perioden for den
handelsmæssige garanti for holdbarhed, for så vidt
angår afhjælpning eller omlevering af varen i
overensstemmelse med købelovens mangelregler, når
varens holdbarhed ikke opretholdes.
20) Holdbarhed:
Evne til at bevare sine påkrævede funktioner og
ydeevne ved normal brug.
21) Producent:
Den, der har fremstillet varen, indført den i Den
Europæiske Union eller fremstår som producent ved at
have forsynet varen med sit navn, mærke eller andet
kendetegn.
22) Score for
reparationsmulighed: En score, der udtrykker en vares mulighed for
at kunne repareres, baseret på harmoniserede krav, der er
fastlagt på EU-plan.
23)
Softwareopdatering: En gratis opdatering, herunder en
sikkerhedsopdatering, som er nødvendig, for at varer med
digitale elementer, digitalt indhold og digitale tjenester
forbliver mangelfri efter købelovens
mangelregler.«
4. I
§ 8, stk. 1, nr. 10,
indsættes efter »levering,«: »herunder om
muligt miljøvenlige leveringsmuligheder,«.
5. I
§ 8, stk. 1, nr. 16,
indsættes efter »anvendelse,«: »og de
væsentligste elementer ved mangelreglerne, og oplysningerne
gives i henhold til regler fastsat i medfør af stk.
5,«.
6. I
§ 8, stk. 1, indsættes efter
nr. 16 som nye numre:
»17) hvor
producenten tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for
holdbarhed, der dækker hele varen, uden yderligere
omkostninger og med en varighed på mere end 2 år og
stiller disse oplysninger til rådighed for den
erhvervsdrivende, at den pågældende vare drager fordel
af en sådan garanti og dens varighed, og oplysningerne gives
i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 5,
18) for varer
med digitale elementer, for digitalt indhold og for digitale
tjenester, hvor producenten eller udbyderen stiller oplysningerne
til rådighed for den erhvervsdrivende, den minimumsperiode
enten angivet som en periode eller med henvisning til en dato, i
hvilken producenten eller udbyderen leverer
softwareopdateringer,«.
Nr. 17-24 bliver herefter nr. 19-26.
7. I
§ 8, stk. 1, nr. 23, der bliver
nr. 25, ændres »vidst,
og« til: »vidst,«.
8. I
§ 8, stk. 1, nr. 24, der bliver
nr. 26, ændres
»klage.« til: »klage,«.
9. I
§ 8, stk. 1, indsættes som
nr. 27 og 28:
»27) hvor
det er relevant, varens score for reparationsmulighed og,
28)
såfremt nr. 27 ikke finder anvendelse, og forudsat at
producenten stiller oplysningerne til rådighed for den
erhvervsdrivende, tilgængeligheden af, de anslåede
omkostninger ved og proceduren for bestilling af reservedele, der
er nødvendige for at holde varerne mangelfri,
tilgængeligheden af reparations- og
vedligeholdelsesvejledninger samt
reparationsbegrænsninger.«
10. I
§ 8 indsættes som stk. 5:
»Stk. 5.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
måden, hvorpå erhvervsdrivende giver meddelelse om
oplysninger til forbrugerne efter stk. 1, nr. 16 og 17.«
11. I
§ 11, stk. 2, 1. pkt.,
ændres »19« til: »21«.
12. I
§ 12, stk. 1, 2. pkt.,
ændres »19 og 20« til: »17, 21 og
22«.
13. I
§ 17, stk. 1, nr. 5,
indsættes efter »anvendelse,«: »og de
væsentligste elementer ved mangelreglerne, og oplysningerne
gives i henhold til regler fastsat i medfør af stk.
3,«.
14. I
§ 17, stk. 1, indsættes
efter nr. 5 som nye numre:
»6) hvor
producenten tilbyder forbrugeren en handelsmæssig garanti for
holdbarhed, der dækker hele varen, uden yderligere
omkostninger og med en varighed på mere end 2 år og
stiller disse oplysninger til rådighed for den
erhvervsdrivende, at den pågældende vare drager fordel
af en sådan garanti og dens varighed, og oplysningerne gives
i henhold til regler fastsat i medfør af stk. 3,
7) hvor det er
relevant, eksistensen af og betingelserne for eftersalgsservice og
handelsmæssige garantier,
8) for varer med
digitale elementer, for digitalt indhold og for digitale tjenester,
hvor producenten eller udbyderen stiller oplysningerne til
rådighed for den erhvervsdrivende, den minimumsperiode enten
angivet som en periode eller med henvisning til en dato, i hvilken
producenten eller udbyderen leverer
softwareopdateringer,«.
Nr. 6-9 bliver herefter nr. 9-12.
15. I
§ 17, stk. 1, nr. 8, der bliver
nr. 11, ændres »elementer,
og« til: »elementer,«.
16. I
§ 17, stk. 1, nr. 9, der bliver
nr. 12, ændres
»vidst.« til: »vidst,«.
17. I
§ 17, stk. 1, indsættes som
nr. 13
og 14:
»13) hvor
det er relevant, varens score for reparationsmulighed og,
14)
såfremt nr. 13 ikke finder anvendelse, og forudsat at
producenten stiller oplysningerne til rådighed for den
erhvervsdrivende, tilgængeligheden af, de anslåede
omkostninger ved og proceduren for bestilling af reservedele, der
er nødvendige for at holde varerne mangelfri,
tilgængeligheden af reparations- og
vedligeholdelsesvejledninger samt
reparationsbegrænsninger.«
18. I
§ 17 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Justitsministeren fastsætter nærmere regler om
måden, hvorpå erhvervsdrivende giver meddelelse om
oplysninger til forbrugerne efter stk. 1, nr. 5 og 6.«
Erhvervsministeriet
§ 3
I forbrugerklageloven, lov nr. 524 af 29. april
2015, som ændret ved § 6 i lov nr. 640 af 11. juni 2024,
foretages følgende ændringer:
1.
Efter § 6 indsættes:
»§ 6 a. Et godkendt
privat tvistløsningsorgan kan bemyndige sit sekretariat til
at træffe afgørelser efter § 16, stk. 1 og
2.«
2. §
11 affattes således:
»§ 11. Konstaterer
Nævnenes Hus på baggrund af mediationen, at muligheden
for at nå frem til en mindelig løsning ikke er til
stede, skal parterne underrettes om, at behandlingen af klagen
afsluttes, jf. dog § 18, stk. 1.
Stk. 2.
Forbrugeren skal samtidig med underretning om sagens afslutning
orienteres om muligheden for at indbringe klagen for
Forbrugerklagenævnet efter § 19, jf. dog stk. 3.
Stk. 3.
Nævnenes Hus kan ved afslutning af klager efter stk. 1
træffe afgørelse om, at forbrugeren ikke kan indbringe
klagen for Forbrugerklagenævnet, hvis det må anses for
åbenbart, at der ikke kan gives forbrugeren medhold i
klagen.«
3. I
§ 12, stk. 1, indsættes
efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Klagen afvises, hvis gebyret ikke betales
inden for en frist, som er fastsat af Nævnenes
Hus.«
4. I
§ 13, stk. 1, § 20, stk. 2,
og § 39, stk. 2, ændres
»Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens« til:
»Nævnenes Hus'«.
5.
Efter § 16 indsættes før overskriften før
§ 17:
»Sambehandling af klager
§ 16 a. Et godkendt privat
tvistløsningsorgan eller Nævnenes Hus kan bestemme, at
flere ensartede verserende klager mellem samme eller forskellige
parter skal behandles i forbindelse med hinanden.«
6. I
§ 20, stk. 1, nr. 1, udgår
»og«.
7. I
§ 20, stk. 1, indsættes
efter nr. 1 som nyt nummer:
»2)
Nævnenes Hus ikke har truffet afgørelse om at
afskære klageadgangen efter § 11, stk. 3, og«.
Nr. 2 bliver herefter nr. 3.
8. I
§ 20, stk. 2, ændres
»nr. 2« til: »nr. 3«.
9. I
§ 20 indsættes som stk. 3:
»Stk. 3.
Forbrugerklagenævnet kan bestemme, at flere ensartede
verserende klager mellem samme eller forskellige parter skal
behandles i forbindelse med hinanden.«
10. I
§ 27, stk. 1, indsættes som
2. pkt.:
»Betales gebyret ikke inden for en frist, som
er fastsat af Forbrugerklagenævnet, afvises
klagen.«
11.
Efter § 33 indsættes:
»§ 33 a. En anmodning
fra forbrugeren om genoptagelse af klagesagen skal være
indgivet skriftligt til Forbrugerklagenævnet eller det
godkendte private tvistløsningsorgan inden 30 dage fra
modtagelsen af afgørelsen.
Stk. 2.
Forbrugerklagenævnet eller et godkendt privat
tvistløsningsorgan kan se bort fra en overskridelse af
fristen i stk. 1, hvis der foreligger særlige
forhold.«
12.
Efter § 39 indsættes i kapitel
8:
»§ 39 a. Godkendte
private tvistløsningsorganers opkrævning og
inddrivelse af fordringer for behandling af en klagesag med
tillæg af rente, gebyrer og andre omkostninger skal ske efter
reglerne i lov om inddrivelse af gæld til det
offentlige.«
§ 4
Stk. 1. Loven
træder i kraft den 1. juli 2025, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. §§ 1
og 2 træder i kraft den 27. september 2026.
Stk. 3. § 3 finder
ikke anvendelse på klager, der er indbragt for Nævnenes
Hus eller Forbrugerklagenævnet inden lovens
ikrafttræden. For sådanne klager finder de hidtil
gældende regler anvendelse.
Officielle noter
1)
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2024/825 af 28.
februar 2024 om ændring af direktiv 2005/29/EF og 2011/83/EU
for så vidt angår styrkelse af forbrugernes rolle i den
grønne omstilling gennem bedre beskyttelse mod urimelig
praksis og gennem bedre oplysning, EU-Tidende, L af 6. marts
2024.