L 176 Forslag til lov om udbygning af rute 9 ved Nørreballe og etablering af tunnel under Marselis Boulevard i Aarhus.

Af: Transportminister Thomas Danielsen (V)
Udvalg: Transportudvalget
Samling: 2024-25
Status: 2. beh./Direkte til 3. beh.

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 20-05-2025

Optrykt: 20-05-2025

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 20. maj 2025

20241_l176_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 20. maj 2025

Forslag

til

Lov om udbygning af rute 9 ved Nørreballe og etablering af tunnel under Marselis Boulevard i Aarhus1)

Kapitel 1

Anlægsprojekterne

§ 1. Transportministeren bemyndiges til at

1) udbygge rute 9 ved Nørreballe,

2) nedlægge dele af statsvejen Vestre Landevej,

3) nedklassificere en strækning af Vestre Landevej og

4) anlægge og omlægge kommunale veje og stier i forbindelse med projektet.

Stk. 2. Kort over anlægsprojektet nævnt i stk. 1 fremgår af bilag 1.

§ 2. Transportministeren bemyndiges til at

1) anlægge en tunnel under Marselis Boulevard i Aarhus, jf. bilag 2,

2) anlægge og omlægge lokale veje og stier, herunder ombygning af Marselis Boulevard og forlægning af Sydhavnsgade, og

3) optage en strækning af Åhavevej fra afslutningen af Aarhus Syd Motorvejen til Skanderborgvej og en strækning af Sumatravej fra tunnelportalen til Østhavnsvej som statsvej, jf. bilag 3.

Stk. 2. Transportministeren bemyndiges til at etablere stø‍jafskærmning ved Aarhus Syd Motorvejen, jf. bilag 4.

Stk. 3. Transportministeren overdrager de lokale veje og stier, jf. stk. 1, nr. 2, til Aarhus Kommune i takt med færdiggørelsen.

§ 3. Transportministeren kan foretage de dispositioner, som er nødvendige med henblik på gennemførelsen af anlægsprojekterne nævnt i §§ 1 og 2.

Kapitel 2

Rammerne for projektets miljømæssige påvirkninger

§ 4. Anlægsprojekterne nævnt i §§ 1 og 2 skal gennemføres inden for rammerne af de udførte vurderinger af projekternes indvirkninger på miljøet, jf. kapitel 2 a i lov om offentlige veje m.v.

§ 5. Ved gennemførelsen af anlægsprojekterne nævnt i §§ 1 og 2 udfører anlægsmyndigheden afværgeforanstaltninger i henhold til de gennemførte miljøkonsekvensvurderinger, jf. kapitel 2 a i lov om offentlige veje m.v.

Kapitel 3

Fravigelse af anden lovgivning og klageadgange

§ 6. Anlægsprojekterne nævnt i §§ 1 og 2 kræver ikke tilladelse eller dispensation efter § 35, stk. 1, i lov om planlægning, § 8 i lov om forurenet jord og § 65, stk. 1 og 2, i lov om naturbeskyttelse og regler fastsat i medfør af § 20, stk. 2, i lov om naturbeskyttelse. Anlægsprojektet nævnt i § 1 kræver endvidere ikke tilladelse efter § 7 i lov om råstoffer.

Stk. 2. Reglerne om kommune- og lokalplaner i lov om planlægning, kapitel 5 i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer og museumslovens kapitel 8 og 8 a finder ikke anvendelse på anlægsprojekterne nævnt i §§ 1 og 2.

Stk. 3. Hensynene bag bestemmelserne i stk. 1 og 2 varetages af transportministeren.

§ 7. Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende anlægsprojekterne nævnt i §§ 1 og 2, som træffes efter lov om miljøbeskyttelse, lov om naturbeskyttelse, byggeloven, lov om vandforsyning m.v. og lov om vandløb med undtagelse af kapitel 13 og regler udstedt i medfør af disse love, kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Kommunalbestyrelsens afgørelser vedrørende anlægsprojekterne i henhold til de love, der er nævnt i stk. 1, kan påklages til transportministeren.

Stk. 3. Transportministeren kan beslutte at overtage kommunalbestyrelsens beføjelser i en nærmere bestemt sag, der vedrører anlægsprojekterne efter de love, der er nævnt i stk. 1.

Stk. 4. De kommunale tilsynsmyndigheder fører ikke tilsyn med kommunalbestyrelsens dispositioner og undladelser i sager omfattet af stk. 1, herunder anmodninger om aktindsigt i disse sager.

Stk. 5. Transportministeren kan til brug for behandlingen af sager efter stk. 2 og 3 fastsætte regler om kommunalbestyrelsens pligt til at tilvejebringe oplysninger, herunder om, at oplysningerne skal afgives i en bestemt form, til brug for en vurdering af forhold, der reguleres efter de love, der er nævnt i stk. 1, inden for den pågældende kommune.

§ 8. Lov om miljøbeskyttelse og regler udstedt og afgørelser truffet i medfør heraf finder ikke anvendelse på forurening og gener fra de dele af anlægsprojektet, der omfattes af regler udstedt efter stk. 2.

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler om forurening og gener fra anlægsprojektet nævnt i § 2, stk. 1, herunder regler om egenkontrol, tilsyn og håndhævelse. Transportministeren kan herudover fastsætte regler om, at afgørelser om tilsyn og håndhævelse af regler udstedt efter 1. pkt. ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

§ 9. Fastsætter transportministeren regler i medfør af § 8, fastsætter transportministeren samtidig regler om, at beboere, der kan udsættes for gener som følge af regler udstedt i medfør af § 8, skal tilbydes kompensation. Transportministeren kan herunder fastsætte regler om kredsen af de berettigede, størrelsen af kompensationen, udbetaling, frister, renter m.v.

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte regler om, at beboere, der er særlig udsatte for gener som følge af transportministerens regulering af forholdene i medfør af § 8, skal tilbydes genhusning eller overtagelse af deres bolig. Transportministeren kan fastsætte regler om, at kommunalbestyrelsen efter beboerens anmodning skal anvise en genhusningsbolig. Transportministeren kan fastsætte regler om fremgangsmåden ved genhusning eller overtagelse, herunder om vilkårene i aftaler om genhusning, omkostninger ved genhusning og genhusningsaftalens ophør, og kan herunder bestemme, at aftalen ophører, hvis den bolig, hvor der er gener, udlejes eller anvendes til beboelse eller som fritidsbolig.

Stk. 3. Opnås der ikke en aftale mellem anlægsmyndigheden og den berettigede efter de regler, der er udstedt i medfør af stk. 1 og 2, træffer Ekspropriationskommissionen for Statens Ekspropriationer i Jylland afgørelse om kompensation, genhusning og overtagelse efter de regler, der er udstedt i medfør af stk. 1 og 2.

Stk. 4. Sager om kompensation, genhusning og overtagelse efter stk. 3 behandles af ekspropriations- og taksationsmyndighederne efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 5. Kompensation og beløb ydet i forbindelse med genhusning efter regler fastsat i medfør af stk. 1 og 2 og kompensation og beløb ydet i forbindelse med genhusning, som er udbetalt eller udbetales af anlægsmyndigheden i anledning af gener og ulemper fra anlægsarbejderne, indgår ikke ved vurderingen af, om en person har ret til ydelser fra det offentlige, og medfører ikke reduktion af sådanne ydelser.

Stk. 6. Har transportministeren fastsat regler efter stk. 1 eller 2, finder reglerne i kapitel 9 i lov om byfornyelse og udvikling af byer ikke anvendelse ved spørgsmål om sundhedsfare i bygninger, som benyttes til bolig eller ophold for mennesker, som følge af støjgener fra gennemførelsen af projektet.

Kapitel 4

Ledningsarbejder

§ 10. Arbejder på ledninger i eller over arealer i området, hvor anlægsprojekterne nævnt i §§ 1 og 2 skal gennemføres, herunder om nødvendigt flytning af ledninger, i forbindelse med arbejder, der iværksættes af anlægsmyndigheden under gennemførelsen af anlægsprojekterne, betales af ledningse‍jeren, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvis andet er særligt bestemt ved aftale, ved kendelse afsagt af en ekspropriationskommission nedsat i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom eller ved afgørelse truffet af en kommunalbestyrelse efter §§ 37 og 38, jf. § 40 i lov om vandforsyning m.v.

Stk. 3. Arbejder på ledninger, jf. stk. 1, udføres af vedkommende ledningsejer, medmindre andet er særligt aftalt eller fremgår af stk. 2.

§ 11. I forbindelse med gennemførelsen af anlægsprojekterne nævnt i §§ 1 og 2 skal anlægsmyndigheden tage hensyn til ledninger omfattet af § 10 og drøfte et planlagt arbejde med ledningsejeren med henblik på at undersøge, hvordan anlægsarbejdet kan tilrettelægges på den mest hensigtsmæssige måde for begge parter.

Stk. 2. Kan der ikke opnås enighed mellem anlægsmyndigheden og ledningsejeren omfattet af § 10 om, hvordan planlagte anlægsarbejder på de arealer, hvori eller hvorover ledningerne er anbragt, skal tilrettelægges, kan transportministeren efter at have meddelt ledningsejeren, at det planlagte anlægsarbejde påbegyndes, gennemføre anlægsarbejdet og kræve bestemte ledningsarbejder udført af ledningsejeren.

Stk. 3. Transportministeren kan i særlige tilfælde lade de ledningsarbejder, der er nævnt i stk. 2, udføre for ledning‍se‍jerens regning.

§ 12. Tvister om erstatning for ledningsarbejder omfattet af § 10 og tvister om erstatning som følge af en afgørelse truffet i medfør af § 11 afgøres af ekspropriations- og taksationsmyndighederne i henhold til lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom.

Stk. 2. Ved erstatningsfastsættelsen finder reglerne i § 103 i lov om offentlige veje m.v. anvendelse.

Kapitel 5

Finansiering

§ 13. Aarhus Kommune og Aarhus Havn yder hver medfinansiering af anlægsprojektet nævnt i § 2 på 300 mio. kr.

Kapitel 6

Støjisoleringsordning

§ 14. Vejdirektoratet etablerer en ordning, hvorefter der kan ydes tilskud til facadeisolering af helårsboliger, der er særlig støjramte efter udbygning af anlægsprojektet nævnt i § 1.

Stk. 2. Ansøgning om tilskud til facadeisolering efter stk. 1 skal være modtaget, senest 36 måneder efter at vejanlægget er taget i brug.

Stk. 3. Vejdirektoratets afgørelse om tilskud til facadeisolering efter stk. 1 kan påklages til transportministeren. Klagefristen er, 4 uger fra den dag afgørelsen er meddelt den pågældende.

Stk. 4. Ordningen om tilskud til facadeisolering ophører, 60 måneder efter at det pågældende vejanlæg, jf. § 1, er taget i brug.

Kapitel 7

Domstolsprøvelse

§ 15. Søgsmål til prøvelse af afgørelser efter denne lov skal være anlagt, inden 6 måneder efter at afgørelsen er meddelt adressaten eller offentliggjort.

Stk. 2. Ved søgsmål om miljøforhold, der er omfattet af denne lov, skal retten påse, at omkostningerne ved sagen ikke er uoverkommelig høje for de berørte parter.

Kapitel 8

Ikrafttræden

§ 16. Loven træder i kraft den 1. juli 2025.

Stk. 2. Transportministeren fastsætter tidspunktet for lovens ophævelse.

Kapitel 9

Ændringer i anden lovgivning

§ 17. I lov nr. 1536 af 12. december 2023 om udbygning af motorvej E20/E45 ved Kolding, anlæg af Kalundborgmotorvejens tredje etape og udbygning af rute 15, Ringkøbing-Herning, foretages følgende ændring:

1. I § 6, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:

»Anlægsprojekterne nævnt i § 1, stk. 1, nr. 2 og 3, kræver ikke tilladelse efter § 7 i lov om råstoffer.«

Bilag 1

Omfartsvej ved Nørreballe

Bilag 2

Marselis Boulevard

Bilag 3

Marselis Boulevard

Bilag 4

Aarhus Syd motorvej

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7.