Skriftlig fremsættelse (22. april
2025)
Social- og
boligministeren (Sophie Hæstorp Andersen):
Herved tillader jeg mig for Folketinget at
fremsætte:
Forslag til lov om ændring af lov om
social service (Mulighed for opsigelse af ægtefælle,
samlever eller registreret partner fra et længerevarende
botilbud).
(Lovforslag nr. L 203)
Formålet med lovforslaget er at
indføre hjemmel til, at kommunalbestyrelsen kan opsige den
efterlevende ægtefælle, samlever eller registrerede
partner fra botilbuddet, efter personen, der er visiteret til
botilbuddet er afgået ved døden. Det følger af
de gældende regler, at hvis en person, der er visiteret til
længerevarende botilbud efter § 108 i lov om social
service, ønsker, at dennes ægtefælle, samlever
eller registrerede partner fortsat skal indgå i husstanden,
skal tilbuddet være egnet til to personer. Den efterlevende
ægtefælle, samlever eller registrerede partner har ret
til at blive boende i botilbuddet efter den person, der er
visiteret til botilbuddet, dør.
Det foreslås således med
lovforslaget, at den tidsubegrænsede ret til at forblive i
botilbuddet ændres til en mulighed for, at
kommunalbestyrelsen inden for 6 måneder efter
dødsfaldet kan pålægge den efterlevende
ægtefælle, samlever eller registrerede partner at
fraflytte § 108-botilbuddet med et varsel på 3
måneder.
Såfremt den efterlevende også
selv måtte have behov, som gør, at vedkommende er
berettiget til et længerevarende botilbud efter § 108,
stk. 1, som vil kunne imødekommes af samme botilbud eller et
tilsvarende, som det hvor den pågældende bor, vil
vedkommende ikke kunne opsiges, når den anden part
dør. Den foreslåede ændring vil
forudsætte, at kommunen sikrer, at den pågældende
efterlevende person, der er opsagt fra boligen, hjælpes inden
for de eksisterende forpligtelser, som kommunerne har til at
hjælpe og vejlede borgerne efter bl.a. serviceloven.
Den foreslåede ændring vil
betyde, at kommunalbestyrelsens afgørelse om opsigelse fra
botilbuddet ikke vil kunne påklages til anden administrativ
myndighed.
Den foreslåede ændring vil
finde anvendelse for personer, der er indflyttet i en bolig for to
personer i et § 108-botilbud, efter den foreslåede
ændring foreslås at træde i kraft den 1. juli
2025.
Lovforslaget fremsættes nu, da
lovprocessen har afventet udfaldet af de politiske forhandlinger,
som blev afsluttet væsentligt senere end forventet. Det har
derfor beklageligvis ikke været muligt at fremsætte
tidligere.
Lovforslaget er en væsentlig
prioritet for regeringen og ønskes gennemført i dette
folketingsår mhp., at det kan træde i kraft den 1. juli
2025. Lovforslaget implementerer således et initiativ
indgået som led i Aftale om kommunernes økonomi for
2025, der skal afhjælpe stigende udgifter på
socialområdet.
Idet jeg i øvrigt henviser til
lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed
anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige
behandling.