L 220 Forslag til lov om ændring af lov om politiets virksomhed, straffeloven, lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og forskellige andre love.

(Styrket indsats mod utryghedsskabende adfærd og kriminalisering af stealthing).

Af: Justitsminister Peter Hummelgaard (S)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Delt

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 25-04-2025

Fremsættelse: 25-04-2025

Skriftlig fremsættelse (25. april 2025)

20241_l220_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (25. april 2025)

Justitsministeren (Peter Hummelgaard):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om politiets virksomhed, straffeloven, lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet og forskellige andre love (Styrket indsats mod utryghedsskabende adfærd og kriminalisering af stealthing)

(Lovforslag nr. L 220)

Danmark er et trygt samfund, men på flere områder er trygheden skævt fordelt. En større andel af kvinder end mænd føler sig utrygge bestemte typer af steder som i baggårde, gyder og tunneller samt på stier og togstationer. Andelen af borgere, der føler sig trygge i deres nabolag, varierer på tværs af politikredse og kommuner. Færre i særligt udsatte boligområder føler sig trygge i deres nabolag, end det er tilfældet i resten af landet.

Det ønsker regeringen at gøre noget ved. Derfor lancerede regeringen den 10. marts 2025 tryghedspakken "Et trygt Danmark for alle", der består af 15 initiativer, der skal bevare og styrke trygheden i alle dele af samfundet.

Dette lovforslag har bl.a. til formål at implementere de initiativer fra tryghedspakken, der kræver lovændring. Med lovforslaget lægger regeringen bl.a. op til en række ændringer af politiloven, straffeloven, ungdomskriminalitetsloven, tv-overvågningsloven og tilholdsloven.

For det første foreslås det at indføre et tryghedsskabende opholdsforbud, som indebærer, at politiet gives mulighed for at meddele et tryghedsskabende opholdsforbud til personer, der udviser utryghedsskabende adfærd i et område. Det foreslås desuden, at bødestraffen for overtrædelsen af visse bestemmelser i ordensbekendtgørelsen og politiloven skærpes, når overtrædelsen er sket i en nattelivszone.

For det andet foreslås det at udvide listen over lovovertrædelser, der kan give opholdsforbud i nattelivet, til at omfatte voldtægt og blufærdighedskrænkelse, samt at forlænge den tidsmæssige udstrækning af et opholdsforbud fra to år til fire år. Det foreslås herudover, at hærværk begået mod offentlige transportmidler skærpes, så straffen fremover som udgangspunkt er fængselsstraf.

For det tredje foreslås det, at der indføres et nyt pålæg til børn og unge som led i et forbedringsforløb, således Ungdomskriminalitetsnævnet kan meddele pålæg om, at barnet eller den unge i en begrænset tidsperiode ikke må færdes frem og tilbage eller opholde sig i et afgrænset område, f.eks. en bestemt plads, et boligområde, en togstation eller et storcenter.

For det fjerde foreslås det at udvide mulighederne i tv-overvågningsloven for tv-overvågning foretaget af boligorganisationer, foreninger mv. samt ejere af idrætsanlæg, således at der kan foretages tv-overvågning med henblik på at fremme trygheden i området. Det foreslås desuden at udvide mulighederne i tv-overvågningsloven for tv-overvågning foretaget kommuner, så der kan foretages tv-overvågning i nær tilknytning til boligområder, uanset om det pågældende boligområde overvåges af en boligorganisation eller forening mv.

For det femte foreslås det at indføre nye bestemmelser i tilholdsloven, således at adgangen til at meddele tilhold og opholdsforbud efter tilholdsloven udvides.

Endelig foreslås det, at stealthing kriminaliseres, dvs. aftagning af kondom under samleje, uden at partneren har samtykket heri eller er bekendt med det, når beskyttelse var en forudsætning for samlejet.

Lovforslaget fremsættes i forlængelse af lanceringen af tryghedspakken "Et trygt Danmark for alle" den 10. marts 2025. Hensynet til at sikre, at tryghedspakkens initiativer hurtigst muligt kommer ud at virke tilsiger, at lovforslaget behandles nu. Lovforslaget ønskes derfor behandlet i indeværende samling og foreslås at træde i kraft den 1. juli 2025.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.