Spm. nr. US 34

Spm. nr. US 34

Det er ikke så tit, at vi får ministerbesøg ude på Ridebanen, altså den fløj på Borgen, hvor Alternativet bor, men i går troppede Danmarks børne- og undervisningsminister op. Selv om det kunne have været en e-mail eller et opkald, dukkede han op for at vise os lidt respekt, mens han slog op med os. For det var det, han gjorde. Han kiggede forbi for at smide Alternativet ud af de politiske forhandlinger om ungdomsuddannelserne.

I Danmark lever vi af vores uddannelser. Det at skabe moderne uddannelser med høj faglighed og et motiverende socialt liv er en af de vigtigste politiske opgaver. Så da vi fik beskeden, var vi skuffede, men da vi så fik begrundelsen, ja, så var vi ærlig talt temmelig frustrerede. For vi blev ikke smidt ud, fordi vi var politisk uenige, eller fordi vores idéer var dårlige. Alternativets mærkesag om at droppe karaktererne i 1. g, som vi har kæmpet for i forhandlingerne, har man valgt at beholde i aftalen, hører vi. Man vil altså gerne bruge vores idéer, men ikke give os æren. Og hvorfor? Rygterne går på, at vi er blevet smidt ud af kosmetiske årsager, fordi regeringen gerne vil have, at aftalen får et balanceret udtryk i medierne, og hvis både SF og Alternativet er med fra den rød-grønne fløj og der kun er Dansk Folkeparti fra den borgerlige fløj, vil det se lige lovlig progressivt ud for regeringen.

Mener statsministeren virkelig, at det er en konstruktiv måde at drive politiske forhandlinger på?

Tak. Værsgo til statsministeren.

Jeg må indrømme, at jeg ikke er bekendt med noget af det, spørgeren spørger til i dag. Jeg er ikke bekendt med et ministerbesøg hos Alternativet, og jeg er ikke bekendt med, hvilke ord der måtte være faldet, og hvorfor Alternativet ikke længere er en del af de her forhandlinger. Jeg er bekendt med det politiske indhold i forhandlingerne, og jeg håber på, og jeg glæder mig over, at det ser ud til, at der snart er en bred politisk aftale for et nyt, samlet ungdomsuddannelseslandskab i Danmark, for det mener jeg at vi i allerhøjeste grad har brug for. Men jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke er bekendt med den her konkrete situation.

Tak. Værsgo til spørgeren.

Men det ender nemlig med ikke at blive en særlig bred aftale. Det er langtfra første gang, at vi i Alternativet oplever, at regeringen smider os ud af forhandlinger. Og det er ikke, fordi vi er politisk uenige eller vi ikke vil samarbejde, men simpelt hen, fordi det sender et forkert signal at inkludere os. Det er sundhedsforhandlingerne, ældreforhandlingerne og nu ungdomsuddannelsesforhandlingerne. Det samme skete også ved den seneste finanslovsforhandling. Vi fik endda ros af finansministeren for at spille konstruktivt ind og for at møde velforberedt op og være klar til kompromiser. Men det var åbenbart ikke nok, for vi passede åbenbart ikke ind i aftalens udtryk.

Man får en fornemmelse af, at regeringen har skiftet strategi, og at man har droppet traditionen om politisk pragmatik og snusfornuftige kompromiser og om at inkludere de partier, der er villige til at tage ansvar, og skiftet det ud med, hvad der er pænest på papiret. Så hvad er årsagen til, at regeringen på den her måde har ændret tilgang til politiske forhandlinger, så de brede politiske forlig ryger til fordel for bogstavleg eller kommunikationsstrategier?

Værsgo til statsministeren.

Jeg synes, at vi har været vidne til mange ting igennem de senere år. Vi har både prøvet at lave politiske aftaler, hvor nogle af aftalepartierne er gået uden for døren, og så har man kun været kritisk over for den aftale, man selv har indgået. Det tror jeg faktisk ikke at vi har oplevet med Alternativet, så nu taler jeg bare sådan generelt. Det har da medført noget refleksion hos os i regeringen. Vi bestræber os på ofte at lave brede aftaler, og så er der partier, der er med for i virkeligheden bare at kunne kritisere indholdet af aftalen eller de andre politiske partier. Det synes jeg i sig selv er en lidt besynderlig ting. Men jeg tror ikke, at Alternativet har gjort det, vil jeg gerne understrege. Jeg synes kun, at vi har et godt samarbejde med Alternativet, så jeg har ikke noget at udsætte på det.

Jeg er ikke helt sikker på, hvor de her forhandlinger om den nye ungdomsuddannelse lander, men jeg har dog forståelsen af, at ud over regeringen er der fortsat flere partier med i forhandlingerne. Og så er det jo en bred aftale. Hvis en politisk aftale indeholder 3, 4, 5 eller 6 partier i Folketinget, er det da en bred politisk aftale. Jeg synes ikke, at en bred aftale defineres af, om alle 12 partier er med. Det efterstræber vi jo engang imellem, altså at have fuld enighed i Folketinget. Men ofte vil der jo være partier, der af forskellige årsager ikke er med. Det var egentlig bare for at sige, at jeg ikke helt anerkender den der præmis om, hvornår noget er bredt, og hvornår noget ikke er bredt. Regeringen tilrettelægger jo sine forhandlingsforløb, som vi synes at vi gerne vil gøre det, og jeg ved, at Folketingets partier gør det samme. Men vi skal selvfølgelig bestræbe os på at behandle alle ordentligt; det er klart.

Tak, og så er det sidste spørgsmål fra spørgeren.

Pointen i de her spørgsmål handler om, at vi politisk sådan set ikke har været uenige. Vi er blevet smidt ud, på grund at vi ikke passede ind i regeringens billede, og det synes jeg er en ny praksis.

Det tredje spørgsmål kommer som sædvanlig udefra, og her stiller jeg det på vegne af Alma, som er en del af Alternativets ungdom i København. Hun har et spørgsmål, og det lyder sådan her:

Mit navn er Alma. Jeg er 15 år og går i 9. klasse. Når jeg åbner mine sociale medier, når jeg læser nyheder, og når jeg snakker med min familie, så handler det tit om Grønland, da Donald Trump har givet udtryk for, at han vil købe Grønland eller tage landet med militær magt. Jeg ved, at Grønland er en del af rigsfællesskabet, og jeg ved, at grønlandske børn lærer dansk i skolen. Men i modsætning til grønlandske børn og unge, kender jeg ikke ret meget til Grønland, og jeg kan ikke sige noget som helst på grønlandsk eller fortælle særlig meget om Grønlands historie eller kultur. Hvis vi skal skabe rigtig lighed i rigsfællesskabet med Grønland og Færøerne, burde vi så ikke lære mere om deres sprog og kultur og historie i Danmark?

Statsministeren.

Må jeg ikke først glæde mig over, at vi har en 15-årig, Alma, der formulerer så godt og præcist et spørgsmål og er så velinformeret. Det kan man da ikke andet end at blive glad for som statsminister som folketingspolitiker i det hele taget, tænker jeg.

Jeg synes jo faktisk, at Alma har en ret vigtig pointe her. Jeg havde også lejlighed til at diskutere det lige her tidligere med fru Aaja Chemnitz; vi kan sagtens blive klogere på rigsfællesskabet, som danskere, og både på rigsfællesskabet og henholdsvis Færøerne og Grønland. Jeg synes, det er helt oplagt at diskutere i forbindelse med kanon, med pensum og den måde, vi tilrettelægger vores skole på, selvfølgelig i respekt for, at lærerne nu engang er dem, der bedst tilrettelægger undervisningen. Vi har da som land og som rigsfællesskab et stort behov for at have kendskab til hinanden, og jeg tror, at hvis man skal se noget godt i den seneste måneds tid til halvanden, er det jo nok, at vi alle sammen har fået Grønland og Grønlands fortid og Grønlands fremtid højere op på både vores fælles bevidsthed og egen bevidsthed. Men til Alma – og nu svarer jeg jo til spørgeren, men også dig, Alma – vil vi da meget gerne være med til at snakke om, hvordan vi kan gøre endnu mere, f.eks. i vores skoler.

Så siger vi tak til fru Franciska Rosenkilde fra Alternativet. Og så går vi videre i ordførerrækken, og det er til hr. Lars Boje Mathiesen fra Borgernes Parti, som stiller spørgsmål til statsministeren.