Hvad gør Danmark for at undgå svinepest?
Spredning af afrikansk svinepest udgør en trussel for den danske svineproduktion. Virussen forekommer allerede i en række europæiske lande, og den er netop konstateret i et vildsvin i Tyskland.
Nu er afrikansk svinepest konstateret i vildsvin i Tyskland mindre end 500 km fra den dansk-tyske grænse. Generelt er der sket en udvikling i antallet af udbrud af virussen i Europa, hvor antallet af smittede vildsvin og tamsvin er stigende hvert år.
Afrikansk svinepest har især været udbredt i Polen. Der er eksempelvis indtil august i 2020 rapporteret 47 tilfælde af afrikansk svinepest i tamsvin, hvilket er en stigning i forhold til hele 2019, hvor der i alt blev rapporteret 48 tilfælde i tamsvin. Ligeledes er der i Polen indtil den 10. august i 2020 rapporteret 2959 tilfælde af sygdommen i vildsvin, hvilket er flere end i hele 2019, hvor der i alt blev rapporteret 2420 tilfælde i vildsvin.
Det kan have store økonomiske konsekvenser for Danmark, hvis vildsvin kommer med afrikansk svinepest. Økonomer fra Københavns Universitet har tidligere anslået, at et udbrud af sygdommen blandt vildsvin kan koste de danske svineproducenter et sted mellem 3 og 5 milliarder kroner i tabte indtægter.
Virker vildsvinehegn?
I et forsøg på at holde vildsvin ude af Danmark har myndighederne opsat et vildsvinehegn på grænsen til Tyskland, der stod færdigt i december 2019.
Naturstyrelsen vurderer, at hegnet er med til at begrænse indvandring af vildsvin, og samtidig bringe antallet af vildtlevende vildsvin i den danske natur ned på et absolut minimum. Styrelsen vurderer, at der nu er under 20 fritlevende vildsvin tilbage i Danmark. Til sammenligning var den estimerede fritlevende bestand af vildsvin i 2018 100-150 vildsvin.
De danske myndigheder har desuden iværksat en række supplerende tiltag for at forhindre spredning af afrikansk svinepest. Bl.a. skal transportmidler, der har transporteret svin i udlandet, rengøres og desinficeres efter aflæsning af svin. Og svin må ikke fodres med madaffald.
Kontakt ved pressehenvendelser
Er du journalist og har spørgsmål til historien? Ring til os på 3337 3337 eller send en mail til [email protected].