Et flertal af Folketingets partier deler Europa-Kommissionens og Europa-Parlamentets bekymring over udviklingen i Polen og Ungarn, som er under beskydning for at sætte EU’s demokratiske principper over styr.
Onsdag holder Folketingets Europaudvalg derfor en høring, hvor gæster fra Polen og Ungarn fortæller om situationen i de to EU-medlemslande.
Hvad gør Polen og Ungarn forkert?
Europa-Kommissionen og et flertal af de andre EU-lande kritiserer Polen for at vedtage reformer, som truer domstolenes uafhængighed ved at øge den politiske indflydelse på domstolenes arbejde, herunder pensionering af dommere.
Europa-Parlamentet og flere medlemslande beskylder også Ungarn for at gå imod EU’s grundlæggende værdier og tage politisk kontrol med bl.a. domstole og medier. Ungarn anklages også for at presse uønskede NGO’er ud af landet.
Hvad gør EU over for Polen og Ungarn?
I både Polens og Ungarns tilfælde har hhv. Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet aktiveret Lissabontraktatens artikel 7, stk. 1, som handler om undersøge, hvorvidt der er en klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder EU’s grundlæggende værdier. Er dette tilfældet, kan medlemslandet få suspenderet sine rettigheder og f.eks. få stemmeretten frataget midlertidigt.
Det er dog svært at pålægge et medlemsland sanktioner, fordi alle medlemslande med undtagelse af den pågældende medlemsstat skal blive enige. Polen og Ungarn har på forhånd sagt, at de vil blokere for forslag, der pålægger den anden medlemsstat sanktioner for manglende overholdelse af EU’s grundlæggende rettigheder.
Derfor diskuterer medlemslandene for tiden Europa-Kommissionens forslag om at lukke for pengekassen i tilfælde, hvor medlemslande overtræder retsstatsprincippet i en sådan grad, at det kan påvirke programmer, som bliver finansieret af EU’s budget.
Retsstatsprincipperne er også på dagsordenen tirsdag, når EU’s udenrigsministre holder møde.
Tilmeld dig konferencen
Du kan stadig tilmelde dig høringen på nedenstående link. Deadline for tilmelding er tirsdag klokken 12:
Kontakt med pressehenvendelser
Er du journalist og har spørgsmål til historien? Ring til os på 33 37 33 37 eller send en e-mail.