Mangelfuld implementering af hvidvaskregler i Danmark kan ende med EU-dom og mere bindende EU-regler

23.09.2020

EU’s regler for bekæmpelse af hvidvask er ikke implementeret fyldestgørende i dansk ret. Danmark risikerer derfor, at sagen ender for EU-Domstolen. Europa-Kommissionen overvejer desuden en mere bindende lovgivning på området.

Nyheden er opdateret 06.10.2020.

Regeringen har over sommeren fået kritik fra Europa-Kommissionen for den danske implementering af det fjerde hvidvaskdirektiv, som skal forhindre hvidvask og terrorfinansiering via europæiske pengeinstitutter. Kritikken er en opfølgning på en åbningsskrivelse, som den danske regering modtog i 2018.

Danmark vender tilbage på kritik

Danmark har den 1. oktober vendt tilbage på Kommissionens kritik. I brevet fra Danmark til Kommissionen fremgår det bl.a., at Danmark i oktober 2020 vil præsentere et lovforslag, som skal implementere de dele af direktivet, som Danmark ikke har implementeret korrekt.

Det er fortsat uvist, om Kommissionen vil acceptere Danmarks forklaring, eller sagen sendes til EU-Domstolen, hvis stridsspørgsmålet ikke bliver løst.

I Kommissionens landerapport for 2019 blev det desuden også påpeget, at Danmark kan gøre mere for at sikre fremskridt på hvidvaskområdet. Anbefalingen var, at Danmark bør øge effektiviteten af tilsynet og håndhæve reglerne for bekæmpelse af hvidvask mere effektivt.

Udover Danmark er også Tjekkiet og Italien over sommeren sendt et skridt nærmere EU-Domstolen for ikke at leve op til lovgivning i direktivet. Europa-Kommissionen overvejer at tage de gældende regler op til revision og muligvis erstatte dele af direktivet med en forordning for at opnå større stringens. Og den overvejer også at oprette et centralt tilsyn enten som ny myndighed eller ved at udvide banktilsynet.

Kontakt ved pressehenvendelser

Er du journalist og har du spørgsmål til historien? Ring til os på 33 37 33 37 eller send en e-mail.