SF's udgangspunkt er, at det selvfølgelig er helt afgørende, at det er det enkelte land selv, der bestemmer, hvordan det vil have organiseret sin forsyningssektor, i det her tilfælde vandforsyningssektoren, om det er offentligt ejet eller privat ejet, eller det er andelsejet for den sags skyld, eller om det er en kombination.
Det, er så er vigtigt her, er, at når man bevæger sig sådan på det helt overordnede plan, så kan man jo sagtens sige, som der også er blevet argumenteret for fra udenrigsministerens side, at det her jo ikke bliver til noget, medmindre det enkelte land selv vælger at åbne sit marked på det her område. Og så skal der vel være nogle spilleregler? Ja, selvfølgelig skal der være nogle spilleregler.
Men vi lever jo ikke i den bedste af alle verdener. Vi lever i en verden, hvor der er nogle, der er magtfulde, hvor der er andre, der er magtesløse, og nogle, der har noget magt, men ikke tilstrækkelig magt. Det er faktisk problemet.
Og en af vores bekymringer med hensyn til de her krav i GATS-forhandlingerne er, at EU vil bruge dem som en handelsvare i forbindelse med landbrugsområdet under WTO. Vi er bekymrede for, at EU med de krav, der er stillet her, sætter nogle modkrav op over for de krav, som ulandene har på landbrugsområdet. Vi ved, at ulandene har fået løfter, men ikke noget konkret endnu, og så siger EU: Jamen o.k., så stiller vi modkrav her.
Det synes vi faktisk ikke er en fair måde at arbejde for ordentlige og gennemskuelige og rimelige og retfærdige regler på internationalt plan på. Vi har det ikke sådan, at vi siger, at der ikke må være private penge i vandsektoren, det er ikke vores holdning, og vi går også ind for, at der er spilleregler.
Men det, jeg virkelig mangler i hele det her spørgsmål om vandforsyningssektoren og GATS-forhandlingerne, er nogle vurderinger af, hvad det er for nogle mulige gevinster, der er for ulandene. For nu er det blevet sagt adskillige gange heroppefra, at det vil være en fordel, at man får privat kapital ind, fordi der er store problemer med vandforsyningen. Men det er ikke sikkert. Det er jo faktisk ikke sikkert, at det argument holder stik, når man kommer lidt dybere ned i materien.
Der er faktisk mange ulande, som har organiseret vandforsyningen på en ganske fornuftig måde. Det, de vil stå over for, er nogle meget store virksomheder, fordi de fleste firmaer på det her område er meget store. Jeg synes ikke, at det er helt indlysende, at man kan sige, at EU i sine krav har sikret, at de firmaer ikke bare går ind og tager den bedste del af markedet, eller har sikret, at de ulande, der måtte åbne op, også hvis det er helt frivilligt, faktisk har mulighed for at stille nogle rimelige krav, f.eks. krav om, at vandforsyningen så også når ud til de fattigste i det pågældende land.
Så jeg vil sige, at med al den usikkerhed er vores udgangspunkt altså, at EU bør gå på retræten på det her område og under ingen omstændigheder bruge det som en handelsvare i forbindelse med åbningen af markedsadgangen på landbrugsområdet.
Udenrigsministeren sagde i sit indlæg, at hvis et land åbner og er utilfreds med en leverandør eller en investor, så kan det jo bare finde sig en anden investor. Ja, sådan er det
i den bedste af alle verdener, men sådan er det ikke nødvendigvis, hvis man sidder i et uland - et af de mindst udviklede lande eller et af de andre ulande - for der er det altså ikke så enkelt, at man bare kan sige: Ud med jer! Nu tager vi en anden. Det handler også om, hvorvidt man overhovedet har kapaciteten til det her. Det er dyrt at skifte en entreprenør eller en leverandør ud med en anden leverandør. Det ved vi såmænd selv herhjemmefra, og jeg synes ikke, at man skal have forfærdelig meget fantasi for at forestille sig, hvordan det er i et afrikansk land. Jeg har faktisk i adskillige afrikanske lande oplevet særdeles velorganiseret vandforsyning, men det har været på det niveau, hvor man kan sige, at de store virksomheder ikke har ret meget interesse i det, for de har hovedsagelig interesse i store projekter med masser af volumen. Men det er ikke sikkert, at det er den bedste vej frem for de fattigste af udviklingslandene, måske heller ikke for de knap så fattige af udviklingslandene. Hvis man virkelig går ind i den vurdering, så synes jeg, det vil være interessant at få det belyst. Hvis man ser det med ulandenes øjne, hvilken udvikling og hvilke regler på det her område vil de så have størst gavn af? Det er egentlig den belysning jeg synes det er vigtigt at få på det her område. Det er muligt, den ligger i nogle af de mange, mange, mange bilag om GATS, vi har fået i Europaudvalget, men det står i hvert tilfælde ikke fuldstændig lysende klart for mig, at der rent faktisk er lavet den vurdering, at den er åbent tilgængelig, også for ulandene, og at man har bedt dem om at reflektere over den og vurdere den.