L 146 Forslag til lov om investeringsforeninger m.v.

Af: Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen (KF)
Udvalg: Erhvervsudvalget
Samling: 2010-11 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Betænkning

Afgivet: 07-04-2011

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 7. april 2011

20101_l146_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Erhvervsudvalget den 7. april 2011

1. Udvalgsarbejdet

Lovforslaget blev fremsat den 23. februar 2011 og var til 1. behandling den 1. marts 2011. Lovforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Erhvervsudvalget.


Møder

Udvalget har behandlet lovforslaget i 3 møder.


Høring

Et udkast til lovforslaget har inden fremsættelsen været sendt i høring, og økonomi- og erhvervsministeren sendte den 23. september 2010 dette udkast til udvalget, jf. (folketingsåret 2009-10) ERU alm. del - bilag 343. Den 23. februar 2011 sendte økonomi- og erhvervsministeren de indkomne høringssvar og et notat herom til udvalget.


Skriftlige henvendelser

Udvalget har i forbindelse med udvalgsarbejdet modtaget skriftlige henvendelser fra Dansk Aktionærforening og Forbrugerrådet samt Investeringsforeningen Etik Invest.


Økonomi- og erhvervsministeren har over for udvalget kommenteret de skriftlige henvendelser til udvalget.


Deputationer

Endvidere har Investeringsforeningen Etik Invest mundtligt over for udvalget redegjort for sin holdning til lovforslaget.


Spørgsmål

Udvalget har stillet 5 spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren til skriftlig besvarelse, som denne har besvaret. Et af udvalgets spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren og dennes svar herpå er optrykt som bilag 2 til betænkningen.


2. Indstillinger og politiske bemærkninger

Et flertal i udvalget (udvalget med undtagelse af EL) indstiller lovforslaget til vedtagelse uændret.


Et mindretal i udvalget (EL) indstiller lovforslaget til forkastelse ved 3. behandling.


Enhedslistens medlem af udvalget udtaler, at EL er for en strammere lovgivning på det finansielle område og en bedre rådgivning af dem, der vil investere i investeringsforeninger. Men EL er imod en lovgivning, der fremmer internationale fusioner og salg af investeringspapirer over grænserne for at tiltrække udenlandsk kapital. Ikke mindst i lyset af finans?krisen indebærer grænseoverskridende spekulation stor fare og problemer for samfundet. Desuden mener Enhedslisten ikke, at kravene til bedre rådgivning til bankernes kunder er tilstrækkelig.


Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin var på tidspunktet for betænkningens afgivelse ikke repræsenteret med medlemmer i udvalget og havde dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske udtalelser i betænkningen.


En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.


Helge Sander (V) fmd. Torsten Schack Pedersen (V) Marion Pedersen (V) Lars Christian Lilleholt (V) Erling Bonnesen (V) Colette L. Brix (DF) nfmd. Pia Adelsteen (DF) Carina Christensen (KF) Rasmus Jarlov (KF) Orla Hav (S) Benny Engelbrecht (S) Henrik Dam Kristensen (S) Niels Sindal (S) Karsten Hønge (SF) Steen Gade (SF) Morten Østergaard (RV) Frank Aaen (EL)

Liberal Alliance, Kristendemokraterne, Inuit Ataqatigiit, Siumut, Tjóðveldi og Sambandsflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)47
Socialdemokratiet (S)45
Dansk Folkeparti (DF)24
Socialistisk Folkeparti (SF)23
Det Konservative Folkeparti (KF)17
Radikale Venstre (RV)9
Enhedslisten (EL)4
Liberal Alliance (LA)3
Kristendemokraterne (KD)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Siumut (SIU)1
Tjóðveldi (T)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)2

Bilag 1

Oversigt over bilag vedrørende L 146


Bilagsnr.
Titel
1
Høringssvar og høringsnotat, fra økonomi- og erhvervsministeren
2
Tidsplan for udvalgets behandling af lovforslaget
3
Henvendelse af 14/3-11, fra Investeringsforeningen Etik Invest
4
Henvendelse af 16/3-11, fra Dansk Aktionærforening og Forbrugerrådet
5
Henvendelse af 29/3-11, fra Investeringsforeningen Etik Invest
6
Henvendelse af 4/4-11, fra Investeringsforeningen Etik Invest
7
1. udkast til betænkning


Oversigt over spørgsmål og svar vedrørende L 146


Spm.nr.
Titel
1
Spm. om kommentar til henvendelse af 14/3-11 fra Investeringsforeningen Etik Invest, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
2
Spm. om kommentar til henvendelse af 16/3-11 fra Dansk Aktionærforening og Forbrugerrådet, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
3
Spm. , om der i forbindelse med det endelige lovforslag er taget højde for de bemærkninger, som Foreningen af Statsautoriserede Revisorer (FSR) og Advokatrådet er kommet med i forbindelse med deres høringssvar, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
4
Spm. om kommentar til henvendelse af 29/3-11 fra Investeringsforeningen Etik Invest, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå
5
Spm. om kommentar til henvendelse af 4/4-11 fra Investeringsforeningen Etik Invest, til økonomi- og erhvervsministeren, og ministerens svar herpå


Bilag 1

Et af udvalgets spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren og dennes svar herpå


Spørgsmålet og svaret er optrykt efter ønske fra udvalget.


Spørgsmål 5:


Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 4. april 2011 fra Investeringsforeningen Etik Invest, jf. L 146 - bilag 6.


Svar:


I henvendelsen af 4. april 2011 fra Investeringsforeningen Etik Invest kommenteres min besvarelse af spørgsmål 1 fra Erhvervsudvalget, og der skitseres en måde, hvor depotbanker, efter foreningen Etik Invests opfattelse, kan kontrollere indre værdi, såfremt det tillades at eje egne beviser. Kontrollen kan efter foreningens opfattelse ske ved, at depotbanken holder en række oplysninger op mod hinanden. Oplysninger til brug for dette er fra Værdipapircentralen, fra hver af foreningens depoter samt fra handelsoversigterne knyttet til hver af foreningens afdelinger. Perioden til brug for dette foreslår foreningen strækker sig over »de seneste tre dage«.


En investeringsforening skal have en depotbank for at sikre, at foreningens ledelse ikke kan disponere over aktiverne uden bankens medvirken. Banken har således også en række kontrolforpligtelser i relation til forvaltningen af en forenings formue, der skal sikre investorerne imod uberettigede tab.


Adgangen til at eje egne beviser er forbundet med en række problemstillinger. Det største problem er, at depotbankernes nuværende systemer ikke vil kunne kontrollere foreningens udstedelse af beviser eller bevisernes værdi.


Med det forslag, Etik Invest lægger op til, vil der ske en forringelse af depotbankes kontrolfunktion.


Hvis en forening får mulighed for at købe egne andele til foreningens egenbeholdning frem for at indløse andele, vil foreningen kunne udnytte den forskel mellem den pris, investor har krav på at få ved indløsning, og den pris foreningen faktisk betaler for beviset i markedet. Denne prisforskel er stor, når markedet for en forenings beviser er illikvidt, hvilket kan være tilfældet for mindre investeringsforeninger. Foreningen har derfor en interesse i at opkøbe disse beviser i markedet i stedet for at indløse dem til skade for den pågældende investor.


Finanstilsynet har oplyst mig, at de finder, at forslaget, med den deraf følgende forringelse af kontrolfunktionen, kan åbne op for besvigelsesmuligheder, ligesom forslaget vil øge risikoen for, at investorer betaler en ukorrekt pris, når de handler med beviser.


Jeg skal i øvrigt henvise til min besvarelse af spørgsmål 1 og 4.