L 21 Forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., retsplejeloven, straffeloven og lov om folkeskolen.

(Forhold for indsatte i kriminalforsorgens institutioner, varetægtssurrogat m.v.).

Af: Justitsminister Søren Pape Poulsen (KF)
Udvalg: Retsudvalget
Samling: 2018-19 (1. samling)
Status: Stadfæstet

Fremsættelsestalen

Fremsættelse: 03-10-2018

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2018)

20181_l21_fremsaettelsestale.pdf
Html-version

Skriftlig fremsættelse (3. oktober 2018)

Justitsministeren (Søren Pape Poulsen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., retsplejeloven, straffeloven og lov om folkeskolen (Forhold for indsatte i kriminalforsorgens institutioner, varetægtssurrogat m.v.)

(Lovforslag nr. L 21)

Med flerårsaftalen for kriminalforsorgens økonomi for 2018-2021 blev der lagt op til at styrke sikkerheds- og efterretningsarbejdet i kriminalforsorgen. Som led i implementeringen heraf indeholder lovforslaget forslag om, at der skabes en udtrykkelig lovgivningsmæssig ramme for, at kriminalforsorgen kan indsamle, behandle og videregive oplysninger om indsatte og personer, som indsatte har kontakt til, til andre myndigheder.

Lovforslaget har endvidere til formål at sikre en øget kontrol med terrordømte og radikaliserede indsattes kommunikation med omverdenen, således at denne efter omstændighederne helt kan afskæres, ligesom lovforslaget indebærer, at kriminalforsorgen gives mulighed for at fotografere og optage fingeraftryk af samtlige varetægtsarrestanter med henblik på senere identifikation.

Desuden indeholder lovforslaget forslag om, at kriminalforsorgen gives mulighed for uden retskendelse at gøre sig bekendt med indholdet af elektroniske effekter, som en indsat har i sin besiddelse, eller som i øvrigt forefindes i kriminalforsorgens institutioner, og som indsatte efter lovgivningen ikke må besidde.

Endelig indeholder lovforslaget forslag om begrænsning af erstatningsadgang i anledning af indgreb over for indsatte, begrænsning af brugen af strafcelle over for mindreårige, undervisning af indsatte i den undervisningspligtige alder samt om magtanvendelse i forbindelse med kriminalforsorgens transport af arrestanter.

Lovforslaget indeholder på den baggrund forslag til ændringer af de relevante bestemmelser i straffuldbyrdelsesloven, retsplejeloven, straffeloven og lov om folkeskolen.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.