L 168 B Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), lov om offentlige veje m.v. og jernbaneloven. (Ændring af tilladelsesprocessen og VVM-kompetencen for elproducerende anlæg på havet, forkortelse af minimumsfrister for høring over miljøkonsekvensrapporter m.v.).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2024-25
Status: Stadfæstet

Lovforslag som optrykt efter 2. behandling

Optrykt: 13-05-2025

Optrykt: 13-05-2025

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 13. maj 2025

20241_l168b_efter_2behandling.pdf
Html-version

Efter afstemningen i Folketinget ved 2. behandling den 13. maj 2025

Forslag

til

Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), lov om offentlige veje m.v. og jernbaneloven1)

(Ændring af tilladelsesprocessen og VVM-kompetencen for elproducerende anlæg på havet, forkortelse af minimumsfrister for høring over miljøkonsekvensrapporter m.v.)

§ 1

I lov om fremme af vedvarende energi, jf. lovbekendtgørelse nr. 1031 af 6. september 2024, som ændret ved § 1 i lov nr. 1705 af 23. december 2016, lov nr. 328 af 28. marts 2023 og § 2 i lov nr. 1676 af 30. december 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 3 indsættes som stk. 10 og 11:

»Stk. 10. Ministeren for grøn trepart kan efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om opkrævning af gebyr til dækning af myndighedernes omkostninger ved administration og tilsyn i forbindelse med screening af projekter i et fremskyndelsesområde til net- og lagringsinfrastruktur.

Stk. 11. Ministeren for grøn trepart fastsætter efter forhandling med klima-, energi- og forsyningsministeren regler om opkrævning af gebyr fra ejere af projekter, der omfatter etablering af anlæg for vedvarende energi eller net- og lagringsinfrastruktur i områder til fremskyndelse af vedvarende energi og fremskyndelsesområder til net- og lagringsinfrastruktur, til dækning af myndighedernes omkostninger forbundet med etablering og vedligehold af erstatningsnatur, hvis projektet med stor sandsynlighed vil påvirke beskyttede dyre- eller plantearter. Ministeren for grøn trepart fastsætter herunder regler om opkrævning af gebyr til dækning af myndighedernes udgifter til jordopkøb, etablering af erstatningsnatur, vedligehold af erstatningsnatur, øvrige omkostninger og administration forbundet med ordningen for erstatningsnatur, regler om klageadgang, klageberettigede, klageinstans og klagefrist for afgørelser om gebyrbetaling for erstatningsnatur og regler om tilsyn med ordningen for erstatningsnatur.«

2. I § 9, stk. 2, nr. 1, ændres »4 uger« til: »2 uger«.

3. I § 22, stk. 7, udgår »om ministerens adgang til at benytte forundersøgelsens resultater, jf. § 24, stk. 4,«.

4. § 24 ophæves.

5. I § 25, stk. 1, ændres »interne ledningsanlæg« til: »elkabler og installationer«.

6. I § 25, stk. 2, udgår »der har ret til at udnytte en forundersøgelsestilladelse efter § 24, stk. 1, 2 eller 4, og«.

7. I § 25, stk. 4, 1. pkt., ændres »interne ledningsanlæg« til: »elkabler og installationer«.

8. Efter § 25 indsættes:

»§ 26. Undersøgelser, som er nødvendige for at gennemføre væsentlige ændringer i bestående anlæg omfattet af § 25, stk. 1, kan kun foretages efter forudgående tilladelse fra klima-, energi- og forsyningsministeren.

Stk. 2. Ministeren kan fastsætte vilkår i forbindelse med en tilladelse efter stk. 1, herunder om de forhold, som skal undersøges, undersøgelsernes forløb, udstyr, tilsyn og miljø- og sikkerhedsforhold.«

9. I § 27 ændres »§ 22 a, stk. 1, og § 25« til: »dette kapitel«.

10. § 29 b affattes således:

»§ 29 b. Klima-, energi- og forsyningsministeren fører tilsyn med overholdelsen af vilkår og krav i tilladelser efter dette kapitel og i en udbudskontrakt om adgang til at udnytte energi fra vedvarende energikilder på havet.«

11. I § 43 b, stk. 7, § 43 c, stk. 6, og § 43 d, stk. 4, ændres »§ 58, nr. 3« til: »§ 58, nr. 4«.

12. I § 58, nr. 1, indsættes efter »§ 25, stk. 1,«: »§ 26, stk. 1,«.

13. I § 58 indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:

»2) tilsyn med overholdelsen af vilkår og krav i en udbudskontrakt om adgang til at udnytte energi fra vedvarende energikilder på havet,«.

Nr. 2 og 3 bliver herefter nr. 3 og 4.

§ 2

I lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM), jf. lovbekendtgørelse nr. 4 af 3. januar 2023, som ændret ved § 36 i lov nr. 612 af 11. juni 2024, foretages følgende ændringer:

1. I § 17, stk. 4, nr. 2, ændres »vand og vind« til: »vedvarende energikilder«, »interne ledningsanlæg« ændres til: »elkabler og installationer«, og »nr. 3, litra i og j« ændres til: »nr. 3, litra a, i og j«.

2. I § 35, stk. 5, 4. pkt., ændres »8 uger« til: »30 dage«.

§ 3

I lov om offentlige veje m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 435 af 24. april 2024, foretages følgende ændring:

1. I § 17 h, stk. 5, 2. pkt., og stk. 6, 2. pkt., ændres »8 uger« til: »30 dage«.

§ 4

I jernbaneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1091 af 11. august 2023, foretages følgende ændring:

1. I § 38 h, stk. 5, 2. pkt., og stk. 6, 2. pkt., ændres »8 uger« til: »30 dage«.

§ 5

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2025, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. § 1, nr. 1, træder i kraft den 21. maj 2025.

Stk. 3. §§ 3 og 4 finder ikke anvendelse på miljøkonsekvensvurderinger og eventuelle supplerende oplysninger for projekter, der tillades ved anlægslov, hvor Vejdirektoratet eller Banedanmark har sendt miljøkonsekvensrapport m.v., jf. § 17 h, stk. 6, i lov om offentlige veje m.v. og § 38 h, stk. 6, i jernbaneloven, i høring inden lovens ikrafttrædelse. For sådanne projekter finder de hidtil gældende regler i lov om offentlige veje m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 435 af 24. april 2024, og i jernbaneloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1091 af 11. august 2023, anvendelse.

Officielle noter

1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/92/EU af 13. december 2011 om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet (VVM-direktivet), EU-Tidende 2012, nr. L 26, side 1, som ændret ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2024/52/EU af 16. april 2014 om ændring af direktiv 2011/92/EU om vurdering af visse offentlige og private projekters indvirkning på miljøet, EU-Tidende 2014, nr. L 124, side 1, dele af Rådets direktiv 92/43/EØF af 21. maj 1992 om bevaring af naturtyper samt vilde dyr og planter, EF-Tidende 1992, nr. L 206, side 7, som ændret senest ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af visse direktiver vedrørende miljø på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/147/EF af 30. november 2009 om beskyttelse af vilde fugle, EU-Tidende 2010, nr. L 20, side 7, som ændret ved Rådets direktiv 2013/17/EU af 13. maj 2013 om tilpasning af visse direktiver vedrørende miljø på grund af Republikken Kroatiens tiltrædelse, EU-Tidende 2013, nr. L 158, side 193.