Hvad er en generaladvokat?

Generaladvokaterne er tilknyttet EU-Domstolen og deres opgave er offentligt at fremsætte et begrundet forslag til afgørelse i de sager, der forelægges EU-Domstolen.

Der er elleve generaladvokater tilknyttet EU-Domstolen, og de har samme kvalifikationer som EU-Domstolens dommere. Det vil sige, at de skal opfylde betingelserne for at indtage de højeste dommerembeder i deres hjemland. Generaladvokaterne udnævnes af medlemsstaternes regeringer og høres af et udvalg, som vurderer, om de er kvalificerede til jobbet.

Ud af de elleve generaladvokater besættes fem pladser permanent af de største medlemslande (Frankrig, Tyskland, Italien, Spanien og Polen), mens de øvrige seks pladser går på skift mellem de resterende lande efter en fast rotationsordning.
 
En generaladvokat udnævnes for en periode på 6 år. Mellem 2015-2021 havde EU-domstolen en dansk generaladvokat. Generaladvokatens forslag tager stilling til de sager, der er forelagt for EU-Domstolen. Der er dog den vigtige forskel på generaladvokaterne og EU-Domstolens dommere, at generaladvokatens udtalelse ikke er bindende, når EU-Domstolen skal afsige dommen. Det kan derfor være forskel på indholdet i en generaladvokats udtalelse og den efterfølgende dom.

Systemet med generaladvokater, som fremsætter begrundede forslag til afgørelser, er hentet fra det franske retssystem.
 

Find mere information

EU-Domstolen
EU-Oplysningen: Domstolen

Senest opdateret: [08.03.2024]
Sideansvarlig: Mads Dam Døllner