Den fælles beslutningsprocedure er det gamle navn for den mest brugte lovgivningsprocedure i EU-systemet. Siden Lissabontraktaten trådte i kraft i 2009, har den heddet den almindelige lovgivningsprocedure. Proceduren giver Europa-Parlamentet og Rådet samme vægt på en lang række områder. Størstedelen af EU-lovgivningen vedtages af Europa-Parlamentet og Rådet i fællesskab. Ved den fælles beslutningsprocedure kan et lovforslag blive forelagt Europa-Parlamentet op til tre gange. Hvis Rådet og Europa-Parlamentet ikke bliver enige, laver et forligsudvalg et nyt forslag. Den fælles beslutningsprocedure blev indført ved Maastricht-traktaten om Den Europæiske Union (1992) og blev udvidet og tilpasset ved Amsterdam-traktaten (1999) for at gøre den mere effektiv. Med Lissabontraktaten i 2009 blev anvendelsen af enstemmighed på en lang række områder ændret til kvalificeret flertal.