Tema til de merkantile fag: At være forbruger i EU

Ud fra en merkantil vinkel (f.eks. afsætning, virksomhedsøkonomi og international økonomi på hhx) kan eleverne arbejde med at forstå sig selv som forbruger i EU. Udgangspunktet kan være det økonomiske kredsløb, der rummer perspektiver som bl.a. udlandets (EU) rolle i forhold til husholdninger (herunder forbrugernes købsadfærd), og hvordan danske/udenlandske virksomheder bliver påvirket. ESG-principperne kan ligeledes inddrages til at forstå, hvordan virksomheden kan arbejde på at opnå større legitimitet blandt de europæiske forbrugere. Nedenstående problemstillinger inddrager således de merkantile fag ud fra mange forskellige fagligt relevante perspektiver.

Udgangspunktet i ovenstående tema er EU’s nuværende udfordringer med handelsplatforme fra Kina, der ud fra mange forskellige vinkler udfordrer det europæiske fællesmarked. Problemstillingernes forskellige faglige vinkler er nævnt til sidst i parenteserne.

Forslag til konkret cases med udgangspunkt i Temu/Shein:

 

  • Hvordan kan Temu/Shein som en international e-handelsplatform tilpasse sin forretningsmodel til europæiske forbrugerforventninger omkring økonomi og bæredygtighed? (forretningsmodeller, forbrugerforventninger og bæredygtighed)

  • Hvordan påvirker Temu/Shein som global handelsplatform forbrugeradfærden i EU, og hvordan kan virksomheden balancere vækst med ansvarlighed i forhold til ESG-principper og det økonomiske kredsløb? (forbrugeradfærd og ESG)

  • Hvordan sikrer Temu/Shein overholdelse af EU's forbrugerbeskyttelsesregler, som f.eks. produktkvalitet og sikkerhed, og hvordan påvirker dette deres forretningsmodel i forhold til konkurrenter uden for EU? (forretningsmodeller, forbrugerbeskyttelse og sikkerhed)

  • Hvilken indflydelse har EU's love om forbrugerbeskyttelse på internationale virksomheders kundeservice og reklamationspolitik? (forbrugerbeskyttelse og sikkerhed)

  • Hvordan kan Temu/Shein tilpasse deres produkter og markedsføringsstrategi til europæiske kulturelle forskelle og præferencer? (marketingmix, kulturelle og lokale præferencer)

  • Hvilken rolle spiller kulturelle værdier og lokal tilpasning for forbrugernes loyalitet over for internationale brands i EU? (internationalisering, kulturelle og lokale præferencer)

  • Hvordan påvirker EU’s GDPR-regler Temu/Sheins markedsføringsstrategi og datahåndtering, og hvilke konsekvenser har det for deres mulighed for at målrette europæiske forbrugere? (promotion, digitale markedspladser og databeskyttelse)
  • Hvordan kan virksomheder balancere datadrevet vækst med ansvarlig brug af forbrugerdata og GDPR-overholdelse i EU? (digitale markedspladser og databeskyttelse)
  • Hvordan kan Temu/Shein reducere deres miljøaftryk fra transport i forbindelse med levering af varer til europæiske kunder? (transport og miljøaftryk)
  • Hvilken rolle spiller transportlogistik og bæredygtighed for europæiske forbrugeres købsbeslutninger på tværs af grænser? (købsadfærd, transport og miljøaftryk)
  • Hvordan kan Temu/Shein udvikle en prisstrategi, der tager højde for både konkurrencepres fra lokale europæiske virksomheder og europæiske forbrugeres prisfølsomhed? (marketingmix/prisstrategi og konkurrence)
  • Hvad betyder forskelle i moms, told og afgifter for internationale e-handelsvirksomheders prissætning og konkurrenceevne i EU? (prisstrategi og konkurrence)
  • Hvordan kan Temu/Shein arbejde på at sikre ansvarlige arbejdsforhold i deres forsyningskæder for at opfylde de europæiske forbrugeres forventninger til etik og sociale standarder? (forsyningskæde/distribution, etik og arbejdsforhold)
  • Hvordan kan fokus på bæredygtige arbejdsforhold i produktionen påvirke europæiske forbrugeres præference og tillid til Temu/Shein? (etik og arbejdsforhold)