Spm. nr. S 259

15) Til ministeren for udviklingsbistand af:

Per Dalgaard (DF):

Hvad er ministerens holdning til, at det er de samme ngo'er, der år efter år modtager penge fra den ene milliard kroner, som uddeles til danske ngo'ers udviklingsaktiviteter?

Hr. Per Dalgaard for at læse spørgsmålet op.

Tak. Hvad er ministerens holdning til, at det er de samme ngo'er, der år efter år modtager penge fra den ene milliard kroner, som uddeles til danske ngo'ers udviklingsaktiviteter?

Ministeren.

Det er rigtigt, at ganske mange af de danske ngo'er har modtaget støtte til deres udviklingsarbejde igennem en årrække. Og heldigvis, for de har gennem tiden været vigtige partnere i udviklingsarbejdet, herunder virket som ihærdige ambassadører for den danske foreningstanke og kulturelle brobyggere mellem nord og syd.

Der er dog heldigvis ikke tale om en lukket klub for en snæver og eksklusiv kreds. Tværtimod har alle danske organisationer mulighed for at søge om støtte til deres udviklingsarbejde. Men alle er ikke garanteret en bevilling. Det afhænger helt af, om deres ansøgning er i tråd med målsætningerne for dansk udviklingsbistand, og om vi vurderer, at de er i stand til at gennemføre projektet og forvalte pengene på ansvarlig vis. Som med al anden dansk bistand ønsker jeg et stærkt fokus på organisationernes evne til at dokumentere resultater, så vi også på dette felt sikrer, at danske penge anvendes bedst muligt. Jo større bevillinger, jo større krav. Så de seks såkaldte rammeorganisationer, der i dag samlet set modtager over 0,5 mia. kr. til udviklingsprojekter, har mange års ekspertise og erfaring.

Jeg er meget opmærksom på, at det ikke bliver en sovepude for organisationer at modtage støtte af denne størrelsesorden. Regeringen introducerede i 2006 et krav om egenfinansiering på 10 pct., og vi vil også fremover arbejde for at sikre, at midlerne går til organisationer med den nødvendige folkelige forankring og evner til at skabe resultater. Inden for ngo-rammen støtter vi samtidig en række særlige puljer, der netop skal hjælpe mindre eller uerfarne organisationer i gang med udviklingsarbejdet. Der ydes støtte til rådgivning og kursusvirksomhed, hvor mindre erfarne kan få kyndig vejledning og mere erfarne kan blive endnu dygtigere.

Gennem de seneste år har vi set en stigning i antallet af nye aktører. De sidste 3 år har knap 50 nye organisationer således modtaget støtte, især fra puljeordningerne, og et tilsvarende antal foreninger og privatpersoner har i samme periode for første gang modtaget støtte til at kunne sende indsamlet brugt udstyr til udviklingslandene. Det er jeg godt tilfreds med, for vi har løbende brug for nye øjne og vinkler på støtten til udviklingslandene. Samtidig kan et bredt felt af danske foreninger i sig selv være med til at skabe et tilsvarende mangfoldigt civilsamfund i syd og dermed understøtte en demokratisk udvikling.

Lad mig slutte med at understrege, at udviklingsarbejdet først og fremmest handler om at sikre bedst mulig bistand. Men når det er sagt, vil jeg sige, at det glæder mig, at så mange foreninger og enkeltpersoner er involveret i arbejdet. Det vidner om et bredt og stærkt engagement i den danske befolkning.

Hr. Per Dalgaard.

Jamen det lyder jo meget fint og smukt, og det er sikkert også rigtigt, når det bliver læst op fra et stykke papir. Man kan så undre sig over, at der ikke rigtig kommer nogen progression ude i den store verden, når det gælder de ting.

Jeg vil spørge: Hvorfor får 3F, som jo er en fagforening, 28 mio. kr. som ngo? Hvorfor får Dansk Ungdoms Fællesråd mere end 8 mio. kr. som ngo – Foreningen Sex og Samfund, Indien Gruppen Fyn osv.? Det er pudsigheder og organisationer, som nogle sikkert har engageret sig voldsomt i. Men en fagforening: 28 mio. kr. – og det er jo ikke nyt, jeg har en seddel her fra 2008, de har stået der før. En fagforening, der er så kæmpestor som 3F, får støtte som ngo. Det forstår jeg ikke ret meget af.

Ministeren.

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke kan detaljerne i enhver ngo-støttet organisation her. Men jeg vil gerne sige omkring 3F, at jeg gerne vil slå et slag for, at fagbevægelsen udgør et centralt element i at udvikle f.eks. demokrati og menneskerettigheder i udviklingslande.

Jeg tror udmærket godt, at hr. Per Dalgaard kender min holdning til 3F's politiske tilgang til tingene, men jeg har altid ment, at noget af det allervigtigste, man kunne lære den fattigste befolkning på kloden, var at organisere sig i foreninger, så man kunne modstå pres, for så vidt både fra politisk hold og også andetsteds fra. Det var jo sådan, f.eks. Solidaritet opstod i Polen, som var en stor inspirationskilde bl.a. for mig til, hvordan udviklingsarbejdet på det her felt skal gribes an. Så jeg synes ikke, at man skal underkende, hvor central en rolle fagforeninger rent faktisk kan spille i spørgsmålet om udviklingssamarbejde.

Hr. Per Dalgaard.

Tak. Det er så sikkert helt fint, og jeg kan godt følge argumenterne om det at udbrede fagforeningsproblematikker ude i den store verden til glæde for de mennesker derude.

Men foreningen Sex & Samfund, Baptistkirken, UNICEF, Dansk Epilepsiforening osv.: Når vi kigger på den seddel her og år tilbage på Danidas rapporter, er det, som om det gælder, at er man én gang inde i varmen, er man der hele tiden. Men jeg vil spørge: Er det rimeligt, at i en stor del af de lande, som får støtte, bidrager deres egne rigeste borgere ikke selv til udviklingen i landene? Altså, det er jo ikke ukendt, at vi faktisk mere eller mindre direkte giver støtte til Indien, Pakistan, Kina, og i hvert fald de to førstnævnte landes rige borgere bidrager overhovedet ikke til noget som helst for deres egen befolkning. Samtidig er de pågældende lande, der producerer atomvåben, som vi jo dermed indirekte er med til støtte. Det finder jeg da meget besynderligt.

Når vi nu har – hvad skal man kalde det? – en form for økonomisk smalhals i Danmark, kan jeg slet ikke se, at der er nogen grund til det.

Ministeren.

Jeg skal ikke gå ind i de nærmere detaljer igen om støtten til Kina. Jeg har den erindring, at det er sidste år, der overhovedet er foretaget en udbetaling til Kina som følge af et vindmølleprojekt, som er meget gammelt. Men som sagt er det her jo Folketingssalen, og der skal en minister tale sandhed, så jeg vil godt understrege, at der sagtens kan være forhold, der i øvrigt gør sig gældende.

Men i relation til spørgsmålet vil jeg sige, at selvfølgelig er det da for galt. Selvfølgelig er det for galt, at f.eks. i Pakistan betaler de allerallerrigeste borgere i det pågældende land ikke ret meget i skat – jeg tror, at tallet er 8 pct. eller lignende – hvorimod det internationale samfund bidrager. Jeg kan så sige til hr. Per Dalgaard, at det har jeg bl.a. drøftet med den pakistanske regering dels på et møde i New York i forbindelse med fattigdomstopmødet, dels ved mit eget besøg i Pakistan. Vi har gjort det ganske klart, at det er en situation, som i relation til vores egne skatteborgere er uholdbar. Og det er sådan, at den pakistanske regering har stillet i udsigt, at man agter at gøre noget ved den situation. Så jeg deler i meget høj grad den principielle bekymring fra hr. Per Dalgaard.

Hr. Per Dalgaard.

Det er ganske glædeligt, og det takker jeg selvfølgelig for og ser frem til at høre ude fra den store verden – derude, hvor man ikke betaler skat – at nu er man også begyndte at gøre det til glæde for egne borgere. Det synes jeg ville være rart og dejligt at høre.

En anden ting, som også falder mig for brystet, er, at vi støtter sådan nogle diktaturstater i Afrika, at vi støtter Egypten, som f.eks. har et ganske specielt forhold til de få kristne koptere, der er tilbage i landet. Vi giver ulandsstøtte til et land, som undertrykker den kristne befolkning, som alt andet lige må være vores brødre. Det finder jeg altså også er ret besynderligt.

Ministeren.

Jeg forstod det ikke så meget som et spørgsmål, men som en konstatering af hr. Per Dalgaards politiske grundsynspunkt. Jeg skylder måske også i al stilfærdighed at gøre opmærksom på, at spørgsmålet om Egypten og andre i højere grad henhører under udenrigsministeren end under mig, men jeg skal ikke kede hr. Per Dalgaard med den slags kompetencedrøftelser, men blot sige, at jeg jo hører, hvad hr. Per Dalgaard siger.

Min umiddelbare tilgang er, at den støtte, som jeg administrerer og har ansvaret for, ikke går til at understøtte diktaturer, tværtimod. Jeg kan i hvert fald love hr. Per Dalgaard, at jeg vil bestræbe mig alt det, jeg kan, på, at det på ingen måde skal blive tilfældet. Tværtimod skal vi være med til at understøtte frihed og en udvikling, hvor man respekterer menneskerettighederne og demokratiet.

Tak. Dermed er det spørgsmål sluttet.

Vi går videre til det næste spørgsmål, som også er til ministeren for udviklingsbistand og også er stillet af hr. Per Dalgaard.