Jeg vil godt begynde mit spørgsmål med at citere ministeren:
Grimhøjmoskeen skal lukkes, og imam Abu Bilal skal væk.
Det er så integrationsministeren, der udtaler sig.
Da jeg så og hørte den udtalelse, blev jeg oprigtig glad.
Det sædvanlige, når der har været ting og sager, der kom frem, om Grimhøjmoskeen – det er bestemt ikke den første sag – er, at politikere har stået i kø for udtrykke deres foragt for udtalelserne, og så går der lige en uge med det, og så følger den almindelige sniksnak, hvor man egentlig bare snakker sådan almindelig demokratisk smalltalk, som jo betyder, at der aldrig nogen sinde kommer til at ske noget.
Derfor bliver jeg også skuffet over, at vi kommer herned i salen, hvor vi faktisk som vedtagelse i forhold til en debat foreslår, at Grimhøjmoskeen bliver lukket, og at regeringen så udtaler, at det har man ikke nogen tanker om.
Så spørger jeg bare for det første:
Hvad skal man egentlig stole på?
Er det ministerens ord, eller er det bare som privatperson, og kan man sådan så at sige pendulere imellem at udtale sig som privatperson og udtale sig som minister?
Det synes jeg er en uskik, for så får folk den tanke, at regeringen har tænkt sig at gøre noget ved problemet, og så har regeringen ikke tænkt sig gøre noget alligevel i forhold til at få lukket den her moske.
Og jeg synes, det er stærkt utilfredsstillende, at man ikke på et eller andet tidspunkt så at sige hamrer på sømmets hoved og så virkelig siger:
Det her vil vi simpelt hen ikke finde os i.
Det var sådan set det, jeg tænkte, altså at nu var man endelig nået dertil, at når ministeren udtalte, at Grimhøjmoskeen skulle lukkes, så havde man faktisk tænkt sig at handle.
Og så sker det igen, at det ender i en masse sniksnak.