Det næste punkt på dagsordenen er:

22) 2. (sidste) behandling af beslutningsforslag nr. B 74:

Forslag til folketingsbeslutning om tiltrædelse af den samlede økonomi- og handelsaftale mellem Den Europæiske Union og dens medlemsstater på den ene side og Canada på den anden side.

Af udenrigsministeren (Anders Samuelsen).

(Fremsættelse 28.02.2017. 1. behandling 14.03.2017. Betænkning 19.05.2017).

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten, ønsker at kommentere. Værsgo.

Tak. Det her beslutningsforslag om dansk tiltrædelse til CETA blev fremsat den 28. februar, ikke sidste år, men i år. Det gik så stærkt, at der ovenikøbet var stavefejl i måneden, og efter planen skulle den her aftale, den største og mest ambitiøse handels- og investeringsaftale i historien, være kørt igennem i løbet af ingen tid. Sådan er det ikke gået. Vi har trods alt fået hele 3 måneder til processen, til at læse de 1.600 sider svært tilgængelig aftaletekst, til at prøve at forstå, til at holde samråd, modtage deputationer, til at stille ca. 140 spørgsmål og botanisere i svarene.

Derfor vil jeg også godt sige tak til Europaudvalgets formand for at være åben for, at det tog lidt længere tid end planlagt, og tak til alle embedsmændene i Folketinget og i ministerierne, som har måttet arbejde under stort pres, for at det her beslutningsforslag kunne tvinges igennem til afstemning inden sommerferien.

Så undrer jeg mig alligevel over, hvorfor det skulle gå så hurtigt. I Sverige er man end ikke begyndt godkendelsesprocessen, og det samme gælder i langt, langt de fleste lande, og vi venter stadig på en afgørelse fra EU-Domstolen på, om aftalen overhovedet er i overensstemmelse med EU-traktaten. Hvorfor skulle det gå så hurtigt i Danmark? Er det noget, regeringen har lovet nede i Bruxelles for at vise sin store EU-begejstring? Hvorfor har vi ikke ladet godkendelsesprocessen i Danmark køre sideløbende med de andre lande, så vi kunne lære af deres diskussioner og de af vores? Men det er måske trods alt for internationalistisk.

Nok om proces, lad os kigge på indholdet, og her må jeg tilstå, at jeg ikke er beroliget af de svar, som vi har fået fra ministeren – i nogle tilfælde, fordi svarene er fuldstændig klare, og dem skal jeg komme tilbage til, og i andre tilfælde, fordi svarene er alt andet end klare. Jeg er ikke den eneste, der har det på den måde. I går havde den tidligere overvismand, Christen Sørensen, en udmærket kommentar på Altinget, hvor han er inde på det samme. I rubrikken hedder det, og jeg citerer:

»Selv efter 137 spørgsmål fra folketingspolitikerne savner tidligere overvismand Christen Sørensen stadig klarere svar på CETA-aftalens konsekvenser.«

Det helt centrale spørgsmål, som forbliver uafklaret, er, i hvilket omfang de såkaldte investeringsdomstole de facto kan bruges til at forhindre en lovgivning i Danmark til gavn for borgerne og kan koste de danske skatteydere enorme summer i erstatninger eller bare i sagsomkostninger. Den tidligere vismand skriver, og jeg citerer:

»Det afgørende spørgsmål er imidlertid, om legitime politiske mål om skærpede krav på områder som sundhed, miljø og sikkerhed ud fra for eksempel et forsigtighedsprincip, der er ikke-diskriminerende, kan udløse erstatning?«

Jeg vil ikke sige, at der ikke er blevet forsøgt at svare, men det klare svar mangler. Det er jo ikke småting, vi snakker om her, hverken demokratisk eller økonomisk. I Europaudvalget modtager vi en del samlenotater fra regeringen, og det er meget, meget sjældent, at der står, at et forslag kan have statsfinansielle konsekvenser. Men det står der om CETA, nemlig hvis vi bliver dømt ved en af disse investordomstole. Alene sagsomkostningerne kan blive betydelige.

Ifølge FN koster en sag af den slags i gennemsnit mere end 50 mio. kr. Vil de sager så komme? Selvfølgelig vil de det. Det kan være om Nordsøen; det kan være om et privatiseret TV 2, som efterfølgende igen ønskes på fællesskabets hænder; det kan være om alt muligt andet. Disse sager vil blive et slaraffenland for såkaldte tredjepartsinvesteringer, hvor f.eks. hedgefonde og kapitalfonde vil gå ind og finansiere sagsomkostningerne mod til gengæld at få en del i en eventuel erstatning. Hvis nogen her fornemmer det amerikanske system snige sig ind, fornemmer de fuldstændig rigtigt.

Hvis Danmark så skulle blive dømt på en så urimelig måde, at danske domstole totalt afviser, at der er noget at komme efter, kan kommercielle danske aktiviteter i udlandet blive konfiskeret, hvis Danmark ikke vil bruge skatteydernes penge til at betale bøden. Hvis det hele bliver så pebret for befolkningen, at den vælger et flertal ind i Folketinget, som ønsker at udtræde af CETA, har investorbeskyttelsen en udfasningsklausul på 20 år. Det betyder, at fem på hinanden følgende folketingsflertal vil være bundet på hænder og fødder.

Efter Enhedslistens opfattelse er det både demokratisk og økonomisk stærkt problematisk, og det bliver endnu mere problematisk af, at vi trods alle de 140 svar ikke har fået en klokkeklar garanti for, at det danske samfunds og den danske befolknings legitime interesser ikke kan blive underkendt af disse investordomstole.

Jeg nævnte før, at der er nogle af svarene, som er fuldstændig klare – og tak for det – for det klassemæssige indhold i den aftale fremgår dermed mere og mere tydeligt. Når det gælder varetagelsen af finanskapitalens interesser, er der ingen smalle steder i aftalen. Så er der særlige investeringsdomstole, hvor lande kan dømmes, hvis ny lovgivning går ud over investorernes forventede profit. Så er det præcist defineret, hvordan investorerne kan få deres penge hjem, og hvordan fædrenes synder nedarves i tredje generation.

Men når det gælder lønmodtagerrettigheder, er det hele bare varm luft. Rituelle henvisninger til overholdelse af ILO-konventioner, men ingen, absolut ingen konsekvenser eller sanktioner, hvis de overtrædes. Som ministeren selv må indrømme i sine svar til Folketinget, har Danmark i 25 år overtrådt ILO-konventionerne uden konsekvenser, og det vil den her aftale ikke ændre på.

For nylig kom Europa-Parlamentet med en voldsom kritik af handelsaftalen mellem EU og Sydkorea for ikke at varetage eller sikre arbejdernes rettigheder. Som der er nævnt, selv om aftalen indeholder de samme hensigtserklæringer om overholdelse i ILO-konventionerne som den aftale, vi skal stemme om om lidt, er arbejdernes vilkår i Sydkorea blevet forringet i den tid, som aftalen har eksisteret. Kort sagt sikrer den her aftale på ingen måde lønmodtagerne anstændige vilkår. Mottoet er klart: Tilhører du finanskapitalen, kan du få, tilhører du arbejderklassen, kan du gå.

Det er jo meget symptomatisk for de såkaldte moderne handelsaftaler, som CETA er en del af. Det handler ikke først og fremmest om frihandel. Det handler ikke først og fremmest om at komme af med nogle toldmure. Det handler først og fremmest om at forrykke styrkeforholdet i samfundet til gavn for finanskapitalen og til skade for almindelige lønmodtagere. Det er også derfor, at mange mennesker – og det er der så nogle hernede, kan jeg forstå, der ikke kan fatte – og et hav af forskellige organisationer fra forbrugerorganisationer, miljøorganisationer, dyreværnsorganisationer osv. fra hele verden har reageret mod de her handelsaftaler. Folk vil ikke længere finde sig i, at demokratiet bliver undermineret, og at dem, der har mest, skal have mere, mens dem, der har mindst, skal betale.

Enhedslisten stemmer nej til den her aftale.

Der er en kort bemærkning. Hr. Jan E. Jørgensen, Venstre. Værsgo.

Tak. Ud fra hr. Søren Søndergaards flammende tale havde jeg næsten gættet, hvor det bar hen, og at det endte med, at man nærmest var imod den her CETA-aftale. Så det kommer ikke som den store overraskelse. Men kan hr. Søren Søndergaard mon indvie den undrende forsamling i, om det er første gang, Danmark laver en aftale, hvor der er et sådant investorbeskyttelses-/tvistbilæggelsesnævn? Kan hr. Søren Søndergaard fortælle, hvor mange gange Danmark er blevet sagsøgt i en sådan situation, og kan hr. Søren Søndergaard fortælle, hvor mange gange Danmark er blevet dømt i en sådan situation?

Værsgo, hr. Søren Søndergaard.

Danmark har aldrig nogen sinde før lavet en så stor aftale med en så stor partner, aldrig nogen sinde. Det er den største aftale, der nogen sinde er lavet. Og det, at der er lavet aftaler, hvor den her investorbeskyttelse gælder for nogle relativt små områder, er jo ikke så underligt: De har jo relativt begrænsede investeringer i Danmark. Det er der jo ikke tale om med den her aftale.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Jeg ved ikke, om jeg synes, at hr. Søren Søndergaard kendte svaret, men svaret er, at vi har lavet mere end 30 – mere end 30 – tilsvarende aftaler, og Danmark er aldrig tidligere blevet dømt. Danmark er ikke så meget som blevet sagsøgt. Og det bliver Danmark selvfølgelig ikke, fordi Danmark overholder de aftaler, der indgås. Danmark foretager eksempelvis ikke ulovlig ekspropriation af udenlandske beskyttelser. Men det er måske det, Enhedslisten synes vi skal begynde at gøre – eller hvad?

Hr. Søren Søndergaard.

Så tror jeg til gengæld ikke, at spørgeren hørte svaret, nemlig at det her er den største aftale, og at vi har kun lavet relativt mindre aftaler. Og når vi laver relativt mindre aftaler med lande, som ikke har så store investeringer i Danmark, er det selvfølgelig klart, at den ikke bliver brugt.

Men derudover vil jeg sige, at hele pointen i det her, og det er jo erfaringen fra Canada, er, at det, der sker, er, at det har en opdragende funktion, sådan at man simpelt hen fra regeringers, parlamenters og centraladministrationers side lader være med at lave forslag, hvor man risikerer at få en straf. Derfor bliver der en selvdisciplin, hvor man siger: Okay, den her miljøordning ville måske være rigtig god for befolkningen, men vi undlader at fremsætte forslag om den, fordi vi kan risikere at få et sagsanlæg.

Tak. Så er det hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Den får sandelig ikke for lidt. Hr. Søren Søndergaard siger, at hensigten med aftalen er at træde lønmodtagernes rettigheder under fode. Altså, er hr. Søren Søndergaard klar over, at en samlet dansk fagbevægelse, også sammen med Socialdemokratiet, er tilhængere af den her aftale? Og årsagen til, at vi er tilhængere af den her aftale, er jo, at vi ved, at hvis vi skal nå målet om at have fuld beskæftigelse og skabe job til så mange som muligt, kræver det, at det bliver lettere at eksportere nogle varer. Det er derfor, at vi i Socialdemokratiet er tilhængere af den her aftale, og det er derfor, at dansk fagbevægelse er tilhænger af den her aftale.

Men vil hr. Søren Søndergaard ikke svare mig på – og det er en holdningstilkendegivelse på baggrund af de svar, han har fået, og analyser osv. – om han mener, at den investeringsbeskyttelsesmekanisme, som der nu er i den her aftale, er bedre, den samme eller dårligere end nogle af de lignende investeringsbeskyttelsesmekanismer, som der er set tidligere?

Værsgo til hr. Søren Søndergaard.

Den er muligvis marginalt mindre slem. Og det er jo ikke noget argument for at gå ind for den, medmindre man har den opfattelse, at man skal vælge én lussing frem for to lussinger, og det synes vi ikke.

I forhold til det der med den samlede fagbevægelse er det jo rigtigt, at toppen i dansk fagbevægelse også i den her situation har isoleret sig, ikke bare i forhold til en række lokale fagforeninger – og jeg er sikker på, at hr. Peter Hummelgaard Thomsen kender nogle af dem; de er i hr. Peter Hummelgaard Thomsens valgkreds – men også i forhold til den europæiske fagbevægelse. For hr. Peter Hummelgaard Thomsen ved jo lige så godt som jeg, at den europæiske fagbevægelse tager afstand fra den her aftale og ikke støtter den på grund af hele den her investeringsbeskyttelsesklausul.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Ja, og hr. Søren Søndergaard ved udmærket lige så godt som jeg, at der er meget stor forskel, også historisk, på den måde, dansk fagbevægelse har ageret på, og den måde, andre europæiske fagforeninger har ageret på. Og det, der har været styrken, også i forhold til dansk fagbevægelses store succes og i forhold til at sikre dens medlemmer gode lønninger og ordentlige arbejdsvilkår, er jo, at man hele tiden aktivt har arbejdet for at være en del af de store internationale aftaler, at man har arbejdet for, at Danmark skulle udvide sine muligheder for at eksportere sine varer, fordi man ved, at det er det, der skaber arbejdspladser.

Så vil hr. Søren Søndergaard ikke bekræfte mig i, at det er tilfældet, og måske erkende, at det rent faktisk også historisk har været ret godt?

Værsgo.

Nu ved jeg ikke, om man helt kan sige, at den tyske fagbevægelse og de tyske lønmodtagere ikke lever af eksport. Det tror jeg de gør, også i betydelig større omfang end i Danmark. Og den tyske fagbevægelse er jo også kendt for at lave aftaler med sin modpart og indgå i alle mulige råd osv. Men de er altså i den her sag nået frem til en anden konklusion, nemlig den konklusion, som jeg omtalte her, altså at det her vil forrykke styrkeforholdet i en negativ retning, og det er derfor, jeg taler imod det. Hr. Peter Hummelgaard Thomsen deler ikke den opfattelse og er derfor for den her aftale.

Tak til hr. Søren Søndergaard. Der er ikke flere kommentarer, og så er det hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak. Jeg vil også starte med at sige tak til Europaudvalget for behandlingen af den her sag, for jeg synes, at vi trods det hastværk, der var i starten, har formået at give os tid til det. Vi har haft tid til at stille spørgsmål, men jeg synes stadig væk, at nogle af svarene er lidt uforståelige, og vi har haft tid til at holde en god høring, hvor vi netop fik gennemgået den her investorbeskyttelsesmekanisme. Men det gjorde mig bare ikke mere rolig. Jeg kan så godt lide nogle gange at blive overbevist om, at jeg ikke har ret, for jeg synes, det er så dejligt befriende nogle gange gennem grundigt arbejde her i Folketinget at kunne sige: Rasmus, du har ikke ret. Men jeg må bare sige, at det er jeg ikke kommet frem til her.

Vi står med en handelsaftale her, som er guldstandard. Det er det største. Kommissæren har flere gange sagt, at der simpelt hen ikke findes noget, der er større end CETA, og at det er det mest fantastiske, og så kan vi altså ikke tale den ned i samme kasse som handelsaftaler med mindre økonomier, mindre udviklede lande. Nej, det her er en handelsaftale, som får kæmpe konsekvenser. Den tidligere ordfører var inde på forskellige ting, som det her får konsekvenser for, og jeg må bare sige, at det, der helt grundlæggende er et problem for Alternativet i den her sag, er, hvordan vi vægter forskellige ting i vores samfund. Er den økonomiske vækst vigtigere end vores miljø og en bæredygtig udvikling? Og det er den i den her aftale, for der er nogle fornuftige kapitler, der er flot skrevet, kapitel 22, 23 og 24, som omhandler alle de her ting om bæredygtighed, forbrugerbeskyttelse osv., men de står bare under investorbeskyttelsen, de står under, at pengene tæller. Og det er for mig ikke den største og mest fantastiske handelsaftale, når vi laver den på baggrund af COP21, Parisaftalen, når vi laver den på baggrund af 17 verdensmål for bæredygtig udvikling, og så er det her ikke godt nok.

Jeg står faktisk og taler som en stærkt EU-begejstret ordfører, og jeg er meget stærkt begejstret, fordi jeg tror på, at det samarbejde, vi har i EU, faktisk kan gøre noget godt. Men det indhold, der er i den her aftale, siger jeg nej tak til, og det gør miljøorganisationer på tværs af Europa og i Danmark, det gør forbrugerbeskyttelsesorganisationer, og det gør fagbevægelsen i mange andre lande og i dele af den danske. Så det er jo ikke bare et fikst påhit blandt nogle sure socialister og tylskørter, som de vist blev omtalt som i går. Nej, det er faktisk en bred kritik, der er der, og det synes jeg man skal have med sig i dag, når vi stemmer om det ved den her anden behandling, nemlig at der faktisk er meget alvorlig kritik og bekymring omkring den her sag.

Jeg håber, den bliver gjort til skamme, jeg håber, det her bliver fantastisk, når det nu bliver stemt igennem i Danmark. Man kan jo tro, det falder andre steder, for som den foregående ordfører var inde på, har vi jo haft lidt travlt, og i andre lande går de i gang engang til efteråret, måske til næste forår, med at begynde at ratificere den her aftale. Så vi får se, om den går igennem, men man kan i hvert fald håbe på, at min bekymring bliver gjort til skamme. Det håber jeg for arbejdstagerne, det håber jeg for vores sundhed, og det håber jeg for vores miljø, for det er det, der er på spil. Tak.

Tak for det. Så er det hr. Jan E. Jørgensen, Venstre, for en kort bemærkning.

Jamen jeg vil give lidt forbrugeroplysning til hr. Rasmus Nordqvist. Altså, selv om det ikke lykkes at overbevise hr. Rasmus Nordqvist om, at han tager fejl, kan det godt være, at han stadig væk tager fejl. Og der er ikke problemer i forhold til hverken miljø eller forbrugersundhed eller noget som helst andet i den her aftale. Det eneste, aftalen jo forhindrer, er, at man diskriminerer en canadisk virksomhed under dække af noget andet. Eller omvendt, at regeringen i Canada diskriminerer en dansk virksomhed under dække af et eller andet andet.

Ordføreren.

Så vidt jeg erindrer, var hr. Jan E. Jørgensen med til den høring om ICS-mekanismen. Og jeg synes netop, det, der kom frem, var, at det ikke bare er det, det drejer sig om, fordi der er nogle uklarheder om, præcis hvad det er. Der er også hele spørgsmålet om reguleringsrådet. Hvad går det ud på, hvad er det, det skal bruges til? Der er bare mange ting, som bekymrer mig. Og ja, det kan godt være, det viser sig, at jeg ikke har ret. Som jeg sluttede med at sige, håber jeg det. For den bekymring, jeg har, og som jeg deler med miljøorganisationer fra Danmark og hele Europa, fagbevægelsen fra store dele af Europa samt forbrugerbeskyttelsesorganisationer, er jo faktisk, at det her får rigtig, rigtig alvorlige konsekvenser.

Hr. Jan E. Jørgensen? Nej. Så er det hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes faktisk ikke, at det gør noget at være bekymret eller overbekymret for den sags skyld. Det har jeg sådan set meget respekt for og også for ordførerens synspunkter i den her sag. Men kan ordføreren ikke fortælle mig, om der er nogle steder i aftalen, hvor han og hans parti ser muligheder? Altså, nu nævnte ordføreren eksempelvis, at man mente, at den fuldstændig tilsidesætter miljøhensyn. I Danmark har vi jo været rigtig, rigtig dygtige til at lave grønne energiløsninger. Den her aftale kunne åbne op for, at vi kunne eksportere nogle af vores grønne energiløsninger til et land som Canada, som er langt bagefter at opfylde de mål, som jeg ved ordføreren også er meget interesseret i at vi når, nemlig Parisaftalen, og dermed hjælpe Canada til at opfylde de mål. Kunne det ikke også være et perspektiv i den her aftale?

Værsgo.

Det kunne det i den grad. Som jeg sagde, er der nogle gode kapitler i det her, men hvor står de på ranglisten over, hvad der er bestemmende? Det er jo det, der er værd at se på, for kunne vi lave fornuftige aftaler med Canada omkring nogle af de her ting? Ja. Men det, vi gør med den her aftale, er, at vi sætter virksomhedernes rettigheder over de aftaler, landene kan lave. Det er virksomhederne, der får lov til at bestemme det her, og det er det, som vi er bekymret for, det er det, vi taler imod.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Jeg er glad for, at ordføreren også kan se, at der er nogle perspektiver. Jeg vil sige, at vi i Socialdemokratiet glæder os over, at vi nu har en handelsaftale. Jeg synes stadig væk, når det generelt handler om international handel, at vi kan nå langt videre, og at aftalerne kan blive langt mere progressive, men her er vi trods alt – og vil ordføreren ikke medgive det – nået et væsentligt skridt i den rigtige retning ved, at der overhovedet nævnes og tages hensyn til bæredygtig udvikling, lønmodtagerrettigheder m.v.

Værsgo.

Der må jeg så henvise til nogle af de svar, jeg har fået omkring handelsaftalen med Vietnam eksempelvis. Dem synes jeg at hr. Peter Hummelgaard Thomsen skulle dykke lidt ned i, for de beskriver netop mange af de samme kapitler med de samme ord, som bare ikke har den værdi, når det kommer til stykket, for vi kan lave nogle kritiske udtalelser om hinanden i en kritisk rapport, tror jeg nok at der står. Det er, hvad vi kan. Men investorbeskyttelsen står over alt, og det er det, der er værd at tage med. Er det her godt nok, når vi nu har lavet 17 verdensmål i FN-regi? Når vi har lavet en Parisaftale? Er det så godt nok at sige, at det her måske er nyt og bedre i formuleringerne i de her kapitler? Det er det ikke i min verden, det er det overhovedet ikke.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere kommentarer. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Jeg er faktisk oprigtig bange for, at aftaler som CETA kommer til at skubbe på den udvikling, vi ser allerede nu, hvor mange mennesker rundtomkring i verden er bange for globaliseringen og føler, at indflydelsen og magten bliver taget ud af deres hænder og placeret et andet sted. For det, som min forgænger heroppe på talerstolen jo netop har sat fingeren på, er, at vi giver al magten til virksomhederne og siger, at når vi på vegne af borgerne i Danmark, i Canada, vil sørge for som minimum at opretholde de standarder, vi har kæmpet igennem indtil nu, så gælder det ikke længere, fordi der altid kan være nogle hensyn, fordi der altid kan være nogle sager.

Måske er problemet ikke engang de sager, der kunne komme ved de her domstole; måske er problemet mere, at der sidder bange parlamentarikere rundtomkring i parlamenterne og siger: Det der tør vi ikke lave om, for risikoen er for stor. At TransCanada kan sagsøge USA for 100 mia. dollar på grund af en olierørledning, kan da godt få nogle til at tænke sig om og sige: Nej, så skal vi ikke lave bedre miljøbeskyttelse; vi skal ikke sige, at vi ikke vil have skifergasudvinding i Danmark. Alle de her eksempler kan have en virkning, hvor man ikke engang behøver at nå dertil, at der opstår sager, fordi man på forhånd censurerer sig selv og lader være med at gennemføre lovgivning, som man i bund og grund synes er rigtig, og som man har fået mandat af ens vælgere til at gennemføre.

Europa-Kommissionens egne rådgivere vurderer jo, at det her giver en BNP-vækst på 0,03 pct. Men hvad er prisen for det her tal, som jo også bare er et bud? Prisen er netop, at vi deponerer vores demokratiske ret, som vi er blevet givet af vælgerne, i virksomhederne, og at lovgivningen skal udformes i et samarbejde med virksomhederne, før det bliver til ny lovgivning.

Vi synes, det her er rigtig ærgerligt, for i SF går vi ind for handel; vi går ind for, at landene handler med hinanden, og den her udformning betyder, at frihandel får et dårligt navn. Det betyder, at folk vil vende sig mod det. Det er i høj grad det, vi har set i USA med TTIP. Og det er jo, fordi frihandel med rette kommer til at betyde noget andet i folks øjne, nemlig at magten og indflydelsen bliver taget fra dem og givet til nogle, som ikke har fået et mandat, som ikke har fået vælgernes opbakning til at træffe de her beslutninger. Det er simpelt hen ikke rimeligt, og derfor håber jeg også ligesom hr. Rasmus Nordqvist, at vi tager fejl, men jeg er oprigtig bange for, at det gør vi ikke. Så for os er det en trist dag i dag.

Der er et par korte bemærkninger. Hr. Jan E. Jørgensen, Venstre.

For Venstre er det bestemt ikke en trist dag, og det er det heller ikke for globaliseringsvenlige, frihandelselskende mennesker i Canada. Det her er en glædens dag.

Men jeg skal bare forstå SF's synspunkt i den her sag. Altså, hvis eksempelvis en dansk virksomhed foretager en større investering i Canada og den canadiske regering så eksproprierer den danske virksomhed uden nogen form for erstatning, mener SF, at det skal man bare kunne gøre sådan helt vilkårligt, eller mener SF, at det skal man som udgangspunkt ikke kunne gøre? Og mener SF, hvis man ikke skal kunne gøre det, at man så er bedst stillet ved at få en domstol, hvor der både sidder canadiere og europæere omkring bordet, eller synes SF, at man skal gå til en canadisk domstol, som så skal underkende den canadiske regering? Altså, hvor føler man sig mest tryg?

Værsgo.

Man skulle næsten tro, at der slet ikke var noget retssystem i Danmark eller Canada til at håndtere sådan nogle ting – at der ikke var nogen lovgivning i Canada eller i Danmark om ekspropriering. Det er jo ikke, fordi vi ikke har domstole i forvejen. Vi mener bare ikke, at der skal være den her type private domstole, som skal gå uden om de domstolssystemer, vi har i Danmark og i Canada. Jeg har selv boet i Canada, og det er ikke nogen bananrepublik.

Hr. Jan E. Jørgensen.

Nej, det er Canada bestemt ikke, men det er der jo så andre lande der er. Og lad os bare tage Rusland – og det er ikke, fordi jeg vil kalde det en bananrepublik. Lad os forestille os, at Putin eksproprierer en dansk virksomhed; vi har lavet en aftale, og den kunne så hedde RETA, med russerne, og nu er det så en russisk domstol, der skal underkende præsident Putin. Arh, vel? Der er det måske meget rart at man har en fælles voldgift, hvor begge lande har udpeget dommere. Og hvis vi gør det over for ét land, Canada, så kan vi jo også med større kraft i argumentationen gøre det over for andre lande, hvor vi måske ikke har helt den samme tiltro til uafhængigheden i retssystemet.

Værsgo.

Jamen vi diskuterer ikke en frihandelsaftale med Rusland i dag, vi diskuterer en frihandelsaftale med Canada. Og i Canada har de et retssystem, der kan tage hånd om de her ting; i Danmark har vi et retssystem, der kan tage hånd om de her ting.

Det, jeg siger heroppefra, er, at vi ikke ønsker flere private domstole, som får et klart mandat til at sætte virksomhedernes interesser højest. Men man kan fremføre en sag om, at man jo egentlig blev lovet, at man kunne udvinde den der olie eller den der skifergas eller sælge den her medicin. Men fordi der nu er kommet en ny viden, eller hvad det kan være – det kan f.eks. være, at der er et flertal i parlamentet, som synes, at man skal en anden vej – føler man sig trådt over tæerne. Og der er vi bare politisk uenige, i forhold til hvor alvorligt vi ser på det her.

Så er det hr. Peter Hummelgaard Thomsen, Socialdemokratiet.

Tak for det. Ordføreren siger i sine bemærkninger, at hun mener, at det er handelsaftaler som den her, der gør, at folk vender sig imod globaliseringen. Jeg tror tværtimod, at det, der gør, at folk vender sig imod globaliseringen, er den form for protektionisme, som ordføreren og et mindretal her i Folketinget og for den sags skyld også Donald Trump og andre rundtomkring i verden i de her år er fortalere for. Jeg tror, at det, der gør, at folk bliver vrede, er, når de ikke kan se, at de får gevinster ud af alle de goder, der bliver skabt ved globaliseringen. Det er jo en af de store succeser, som den danske model bl.a. har bygget op.

Nu siger ordføreren samtidig, at vi deponerer vores demokrati hos en investeringsbeskyttelsesdomstol, men hvor er det præcis, vi her i Folketinget deponerer nogen som helst beslutning gennem nogen form for tvistbilæggelse mellem Danmark og en investor eller på nogen som helst anden måde? Jeg kan ikke se i aftalen, at vi gør det.

Ordføreren.

Kære hr. Peter Hummelgaard Thomsen, det er præcis det, vi gør i dag. Når hr. Peter Hummelgaard Thomsen trykker på knappen, er det det, der kommer til at ske. Peter Hummelgaard Thomsen laver det retoriske kneb, som vi har hørt igen og igen, og som er fuldstændig patetisk, nemlig at prøve at sætte nogle af os, der er bekymrede, i bås med Donald Trump. Det er simpelt hen for usselt.

Vi er nogle, der går ind for globaliseringen, som har oplevet glæderne ved den, men der er også rigtig mange – nogle af dem, som hr. Peter Hummelgaard Thomsen siger at han repræsenterer – som synes, at der har været nogle problemer med globaliseringen. Derfor burde vi da sige, at det at handle og at samarbejde med andre lande skal komme almindelige mennesker til gode – miljøstandarder og sundhedsstandarder – og ikke sætte virksomhedernes profit øverst. Så jeg er meget overrasket over hr. Peter Hummelgaard Thomsens standpunkt, for jeg kender hans holdninger, og jeg synes på ingen måde, at der er sammenhæng.

Hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Hov, hov, jeg har under ingen omstændigheder sagt, at globaliseringen kun er et gode. Der er masser af skyggesider ved den. Men en af årsagerne til, at jeg og Socialdemokratiet og dansk fagbevægelse er enige i, at den her handelsaftale er det rigtige skridt at gå, er, at det rent faktisk er en handelsaftale, der er bedre end alle mulige andre handelsaftaler, vi tidligere har set. Det er en handelsaftale, som specifikt nævner lønmodtagerrettigheder, miljøstandarder, hensyn til forbrugerrettigheder m.v., og som samtidig sikrer, at vi har fuldstændig frie rammer til at regulere, som vi vil, fremadrettet. Det er jo rent faktisk også en del af aftalen.

Det, der er det afgørende, og der, hvor globaliseringen for alvor får sine skyggesider, er, når man ikke sikrer de ting og heller ikke sikrer at fordele globaliseringens gevinster på en retfærdig måde. Det er en indenrigspolitisk kamp, og det er samtidig en kamp om at sikre, at vi har handelsaftaler, så vi kan blive ved med at eksportere vores varer, så vi kan sikre arbejdspladser til folk. Derfor er vi i Socialdemokratiet tilhængere af den her aftale.

Tak. Ordføreren.

Globaliseringens skyggeside er, når folk føler, at det kun er en lille elite, der får noget ud af at kunne rejse rundt i verden, tage til New York på shoppetur osv., og det er ikke dem, der har mistet deres arbejde eller skal se, at virksomheder kan regulere sundheds- og miljøstandarder, som det har taget årtier at opbygge, eller lønmodtagerstandarder, som det har taget årtier at kæmpe igennem. Derfor burde vi, der er enige om det her, kunne kæmpe for det og sige, at den globalisering, vi ønsker, er, at alle almindelige mennesker skal få det bedre og opleve, at det politiske mandat, de har lagt i hænderne på os, bliver brugt til at sikre højere miljøstandarder, højere sundhedsstandarder, højere forbrugerstandarder, bedre lønmodtagerbeskyttelse og ikke det modsatte. Jeg forstår simpelt hen ikke Socialdemokratiets ageren i den her sag.

Tak. Hr. Søren Søndergaard har også en kort bemærkning. Værsgo.

Tak. Jeg er et hundrede procent overbevist om, at fru Lisbeth Bech Poulsen har det præcis ligesom jeg, nemlig er utrolig glad, når der kommer spørgsmål fra især fra hr. Peter Hummelgaard Thomsen og hr. Jan E. Jørgensen. Det er altid et oplivende punkt, og det ser vi meget frem til, og det er rigtig godt.

Men jeg vil så bare spørge SF's ordfører, om SF's ordfører har det ligesom mig, nemlig at man er lidt ærgerlig over, at de pågældende herrer ikke selv går op og fremlægger deres synspunkter på talerstolen, sådan at der bliver mulighed for at spørge ind til deres holdning om, hvad de f.eks. har lært af alle de svar, som vi har fået, og alle de problemer, som er blevet beskrevet i de svar. Det er bare for at høre, om vi også er enige der.

Værsgo.

Det synes jeg da ville være en glimrende idé, men hvis man ikke har lyst til det, kan hverken hr. Søren Søndergaard eller jeg jo tvinge de ordførere til at gøre det.

Jeg har ikke travlt. Jeg synes, det kunne være godt at få en god debat om det her. Jeg synes, det er noget af det allervigtigste, der overhovedet bliver stemt igennem i de her tider. Det er noget, der vil have kæmpe konsekvenser for det danske samfund og i princippet også det canadiske samfund i mange, mange årtier. Selv hvis der skulle komme et mere fornuftigt flertal, som hr. Søren Søndergaard selv påpegede, ville det tage flere årtier, før man kan rette op på den fejltagelse, det er at deponere demokratiet i hænderne på nogle virksomheder, som har et fuldstændig legitimt formål, og det er at sikre deres egen bundlinje. Deres mandat er ikke at sikre befolkningens velbefindende.

Hr. Søren Søndergaard.

Jeg giver ordføreren fuldstændig ret i, at vi naturligvis ikke kan tvinge de to herrer på talerstolen. Men jeg sidder og kommer i tanke om, at det måske også er, fordi de afventer, at ministeren går på talerstolen, og især Socialdemokratiets ordfører vil helt sikkert føle sig fuldstændig dækket ind af det, Liberal Alliances udenrigsminister vil fremlægge. Den mulighed er der jo også, altså at det er derfor, de simpelt hen bare sidder og venter. Så vi andre må jo også vente i spænding på, at udenrigsministeren går på talerstolen.

Tak.

Det er meget sandsynligt. Jeg synes, det er mærkeligt, at en intelligent politiker som hr. Peter Hummelgaard Thomsen bliver forført af bla bla bla-snak omkring lønmodtagerrettigheder og varm luft. Der er overhovedet ingen substans i det. Det er jo virkelig underligt at tage sådan en omgang varm luft for gode varer.

Tak til ordføreren. Så er der ikke flere, der har kommentarer. Udenrigsministeren, værsgo.

Jeg vil gerne indlede med at takke for en livlig debat og den brede støtte i Folketinget til Danmarks ratifikation af økonomi- og handelsaftalen med Canada. Aldrig nogen sinde før har en frihandelsaftale forhandlet af EU undergået en så grundig debat og demokratisk behandling i Danmark som CETA. Folketingets Europaudvalg har eksempelvis stillet mere end 200 skriftlige spørgsmål til regeringen om aftalen siden efteråret. Der har været afholdt høring i Europaudvalget, og det er mit indtryk, at eksterne aktører har haft god adgang til debatten.

Med en dansk ratifikation af CETA træffer Folketinget et valg på Danmarks vegne, og der er tale om et tilvalg, et tilvalg af muligheder for danske lønmodtagere, for forbrugerne og for danske virksomheder, men også et tilvalg af globaliseringens muligheder. Det er så at sige en beslutning om at tage med toget ind i fremtiden i stedet for at forsøge at stige af. Og vi nøjes ikke bare med at stå på toget – hvis vi bliver i billedet om jernbanedriften – for CETA er også et forsøg på at lægge skinnerne, dvs. retningen for fremtidens handelspolitik.

I en tid, hvor der er konkurrerende visioner om, hvordan vi skal indrette det globale handelssystem og dets regler, skal vi glæde os over, at vi og de øvrige EU-lande sammen med Canada holder fast i vores bud på, hvordan fremtidens handel skal se ud med åbne markeder og frihandel, reguleret af regler, der tager hensyn til bæredygtighed og beskyttelse af forbrugere, miljø, sundhed og arbejdstagere, altså vores model. Det kan vi være tilfredse med.

Som en lille, åben økonomi lever vi i Danmark af at handle med omverdenen. Den kilde til velstand, som vi i årtier har opbygget i de konkurrencedygtige eksporterhverv, styrkes og udbygges med CETA. Ja, EU's marked vil blive mere konkurrenceudsat, men al erfaring viser, at Danmark har klaret sig til topkarakterer i den omstilling. Vi skal heller ikke glemme, at forbrugerne får en direkte gevinst, når EU indgår en frihandelsaftale og eksempelvis tolden lempes for import fra Canada. Et godt eksempel er frihandelsaftalen med Sydkorea, som i løbet af 5 år har bidraget til at forøge danske vareeksport med 64 pct. Det styrker vores virksomheder, det skaber gode jobs i eksporterhvervene, og når tolden på en vare eksempelvis lempes med 10 pct., får det ofte en direkte effekt for forbrugerne.

En mere åben handel med Canada vil på samme måde skabe nye muligheder for Danmark. Danske virksomheder står til en potentiel gevinst i form af øget eksport på op mod 2,2 mia. kr. årligt, ifølge Udenrigsministeriets fremskrivning af Europa-Kommissionens forventninger til aftalens gevinster. CETA ventes også at bidrage positivt til reallønsudviklingen og fremme vækst og jobskabelse i eksportsektoren til gavn for dansk økonomi. Jeg har da også noteret mig, at både arbejdsgivere og fagbevægelsens repræsentanter talte varmt for CETA i den høring om aftalen, som Folketingets Europaudvalg arrangerede.

Samtidig adresserer CETA en række af de bekymringer, som er blevet udtrykt i forhold til EU's frihandelsdagsordenen. Det står bl.a. helt klart, at aftalen ikke ændrer på EU's eller medlemsstaternes ret til at regulere, og med CETA får vi en reformeret og mere moderne investeringsbeskyttelsesmodel. For selvfølgelig ændrer CETA ikke de høje beskyttelsesstandarder, som vores samfund bygger på. Tværtimod står CETA vagt om vores standarder og rettigheder og er en måde at udbrede dem på. Bæredygtighedsbestemmelserne i CETA sikrer f.eks., at den øgede handel ikke sker på bekostning af miljø og arbejdstagerrettigheder. Faktisk bidrager CETA til at hæve det globale niveau for bæredygtighedsstandarder, som vi på sigt håber kan danne grundlag for fremtidige handelsaftaler med andre lande, der til forskel fra et højtudviklet land som Canada måske ikke har de samme høje miljø- og forbrugerstandarder eller arbejdstagerrettigheder.

Med tidlig dansk ratifikation af CETA er vi med til at gå foran i EU. Dermed kan vi forhåbentlig bane vejen for andre medlemsstaters ratifikation, medlemsstater, hvor debatten om globalisering og frihandel måske er sværere, end den er i Danmark, hvor vi allerede har indrettet samfundet i høj grad på den nye tids præmisser. Det er ikke uvæsentligt på et tidspunkt, hvor globalisering og frihandel er under pres fra flere sider, ikke bare fra venstrefløjen herinde i Folketinget.

Jeg håber i øvrigt, at debatten i Danmark og i Folketinget om vigtigheden af EU's handelsaftaler vil fortsætte, sådan at vi ikke først skal drøfte indholdet af frihandelsaftalerne, når de allerede er færdigforhandlede. Regeringen har orienteret specifikt om status for CETA mindst ni gange i Folketingets Europaudvalg i løbet af de mange års forhandlinger med Canada, men det er mit indtryk, at det meste af debatten har fundet sted, efter at aftalen var færdigforhandlet.

Jeg glæder mig over det gode samarbejde, vi har haft med Canada i forløbet. Tidligere på året havde Folketingets Europaudvalg mulighed for at diskutere CETA-aftalen med canadiske beslutningstagere under udvalgets rejse til Ottawa og måske afmontere nogle af myterne om CETA og truslen fra frihandelen. Jeg besøgte os selv Ottawa i maj måned, hvor danske eksportvirksomheder glæder sig til at komme i gang med at benytte aftalens muligheder. For mig er der ingen tvivl om, at Canada er et moderne og et godt partnerland for Danmark i mange sammenhænge i en urolig og omskiftelig verden. CETA lægger kun til i den forbindelse. Jeg er også glad for, at den canadiske ambassadør har besluttet at vise sin interesse for vores demokratiske proces ved at møde op her i dag. Det understreger, at CETA ikke alene handler om at fremme gensidig handel og investeringer på tværs af vores lande, men også reflekterer regeringens ønske om, at Danmark fæstner endnu tættere bånd til Canada, og at CETA bliver starten på et samarbejde mellem EU, Canada og Danmark om at præge globaliseringen og frihandelsdagsordenen i vores retning.

Afslutningsvis vil jeg gerne endnu en gang takke ordførerne for en god debat og for støtten til regeringens beslutningsforslag.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger. Først er det hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Tak. Jeg kunne egentlig bare godt tænke mig at høre en ting. Nu får vi jo igen at vide, at det her simpelt hen højner bæredygtighedsprincipperne i frihandel globalt set. Jeg synes, de svar, jeg har fået fra ministeren, jo mest beskriver det med bæredygtighed f.eks. i forhold til temperaturstigningerne, hele Parisaftalen, nemlig at det bare er det, at vi bliver rigere, der gør, at vi så kan være mere bæredygtige.

Generelt vil den øgede velstand, der opleves af alle involverede partnere til f.eks. frihandelsaftaler, ad politisk vej kunne kanaliseres over i tiltag og bestræbelser. Det er svaret på spørgsmål nr. 80.

Altså, hvor er det specifikt, at det helt er bestemt i den her aftale, at vi højner standarder for bæredygtighed, og at vi fremover kan udvide vores regulering i forhold til sundhed, uden at vi kan blive sat under pres af ICS-mekanismen?

Værsgo til ministeren.

Den her aftale er indgået mellem to partnere, som faktisk vel i verden går i front i forhold til at sætte standarder for miljøbeskyttelse, arbejdstagerrettigheder, miljøstandarder. Canadas regering kan man jo på ingen måder påstå har en lav profil på det grønne område. Den tiljubles jo nærmest dagligt af venstrefløjen bl.a. herhjemme i forhold til at have en høj profil, også på det her område. Det er på den ene side dem, vi har indgået en aftale med, sammen med på den anden side EU, som også går i front på det her område. Der er specifikt skrevet ind i den her aftale, at der i alle tvister, der måtte opstå undervejs, skal tages hensyn til, at man har et udgangspunkt i høje standarder på miljøområdet, forbrugerbeskyttelse, arbejdstagerrettigheder. Jeg er ikke i tvivl om, at det her er et skridt i den rigtige retning.

I forhold til den diskussion om, hvorvidt vi kan tale globalisering og bygge en bro over til folk, som er bekymrede for globaliseringen, er lige netop det her et godt redskab.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Jeg synes jo, det er en misforståelse at sige, at når man ser noget i den her aftale, som bekymrer en, er det, fordi man er bange for Canada. Nej. Investorbeskyttelsen, ICS'en, beskytter den Canada, eller beskytter den virksomheder? For det, der jo entydigt står tilbage efter svaret på de mange spørgsmål, er jo, at investorbeskyttelsen står over alt andet. Er det Canada, investorbeskyttelsen beskytter, eller er det virksomheder, der investerer?

Værsgo.

Det er flere gange understreget, både i svarene, som er givet, og også i den aftale, som er indgået, at man ikke kan komme i den situation, som bliver tegnet her. Den investorbeskyttelse, der er, gælder i forhold til en åbenlys form for diskrimination, hvor man indfører en lovgivning, som ikke kan henføres til et miljøbeskyttelsestiltag eller forbrugerbeskyttelse, og hvor man diskriminerer én part.

Så er det hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Grunden til, at jeg tager ordet, er, at jeg godt kunne tænke mig at høre fra udenrigsministeren, hvorfor man vælger at lave en aftale og anbefale Folketinget at ratificere den, hvor man giver virksomhederne vidtgående rettigheder til at gå til særdomstole uden om de danske domstole, hvis det danske Folketing træffer en beslutning, som virksomheder er uenige i, mens man ikke giver nogen som helst reelle rettigheder til lønmodtagerne. Er det virkelig fair?

Værsgo, ministeren.

Altså, jeg tror, at en del af de her spørgsmål bl.a. forholder sig til det skriv, der har været fra Christen Sørensen, og som der også blev henvist til, tror jeg, af hr. Søren Søndergaard. Jeg har meget, meget svært ved at forestille mig, at man kunne komme i en situation, hvor Danmark indfører en miljølovgivning med kort varsel, som så skulle medføre, at en canadisk virksomhed ville kunne opnå erstatning. Til det er svaret simpelt hen, at det er meget vanskeligt at forestille sig, hvad det skulle være for en situation.

Hvis der ikke er diskrimineret mellem canadiske og danske virksomheder, hvis reguleringen er i offentlighedens interesse, og hvis lovgivningen implementeres ordentligt og i overensstemmelse med forvaltningsmæssige præmisser, så kan det ikke forventes, at der skulle kunne komme en kompensation under ICS til en canadisk virksomhed, som mener at have lidt et tab ved det tiltag. Det kan simpelt hen ikke forventes.

Så er det hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Jamen jeg spurgte jo ikke til, hvad udenrigsministeren kan forestille sig. Jeg spurgte til, hvad der står sort på hvidt i aftalen, og der er situationen så bare den, at man giver meget vidtgående rettigheder til virksomheder, mens man ikke giver nogen reelle rettigheder til lønmodtagere. Og det er i en situation, hvor vi jo oplever, at handel kan betyde pres på løn- og arbejdsvilkår, hvor vi oplever, at der kan ske udflytning af arbejdspladser, og hvor det har vist sig, at i en situation, hvor der har været lignende aftaler – eksempelvis med Sydkorea, hvor der er en lignende tekst om arbejdstagerrettigheder – kunne arbejdstagerrettighederne dér blive groft forringet, uden at man havde noget som helst at gribe til. Er det virkelig en fair aftale at bede Folketinget om at indgå?

Tak, og værsgo.

Jamen jeg er ganske enkelt uenig, og i bund og grund er det bedste svar på det her jo, at den danske fagbevægelse og de danske arbejdsgiverorganisationer sammen er blandt de varmeste fortalere for den her aftale. Det giver jo i sig selv svaret.

Det er igen et forsøg fra venstrefløjen, der evig og altid render rundt og siger: Ja, ja, vi går sandelig ind for frihandel. Og når det så kommer til stykket, vil man ikke frihandel. Så vil man ikke frihandel, så er man jo på samme spor som Trump, og hvad ved jeg – altså i forhold til den retorik, der var under valgkampen, om, at nu skal det også være slut med det, at det går ikke, og »Make America great again« ved at begynde at dyrke protektionisme.

Vi skal have mere frihandel, for mere frihandel fører til bedre forhold for os alle sammen – større rigdom, større velstand, større skatteindtægter og mulighed for at finansiere det velfærdssamfund, som Enhedslisten bruger resten af deres tid på at diskutere.

Hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Jeg vil ikke beskyldes for at være tilhænger af frihandel. Jeg er indædt modstander af det misfoster. Jeg er tilhænger af fair handel, det er fuldstændig rigtigt, og jeg synes også, vi skal handle. Men vi skal ikke handle på de multinationale selskabers vilkår. Vi har set, hvad det koster af ulighed i verden. Seks mennesker ejer i øjeblikket lige så meget som halvdelen af klodens befolkning. Hvis det er det, man jubler over, så jubl bare videre, værsgo.

Ministeren sagde, at der aldrig før har været diskuteret en aftale så meget, før Folketinget har taget en beslutning. Det kan jeg afkræfte. Jeg kender hundredvis af danskere, som siger: Hvad er det, I diskuterer? De har aldrig haft en chance for at diskutere det. Hvis ministeren havde modet til det, havde han selvfølgelig stemt for, at vi skulle have en folkeafstemning, hvor der reelt er mulighed for at diskutere så alvorlige ting som de her. Men det har regeringen ikke mod til. Det synes jeg er pinligt, og jeg vil gerne høre: Hvorfor må danskerne ikke diskutere det her? Hvorfor skal det holdes i en lille eksklusiv klub inden for de her mure?

Ministeren.

Altså, nu er det her jo ikke Sovjetunionen eller et eller andet, hvor vi kun diskuterer noget inden for murene. Enhver har ret til og mulighed for at gå ud og diskutere det, holde høringer, tage debatten på kryds og tværs af landegrænser osv. Der er da ikke nogen, der har forhindret Enhedslisten i at tage den her diskussion op og ned ad gågader og stræder, og hvad ved jeg. Det er da mest et udtryk for egen fysisk eller åndelig dovenskab, at man ikke har gjort det. Muligheden har været der. Jeg påpegede faktisk i mit indlæg, at vi måske skulle blive bedre til generelt at gøre en indsats for, at vi ikke bare diskuterer det, når aftalen er indgået, men også gør det før. Og der kan Enhedslisten da gå forrest, alt det, man har lyst til.

Værsgo, hr. Christian Juhl.

Jeg har diskuteret det på adskillige møder, også møder, hvor regeringspartierne ikke har villet møde op. Og en folkeafstemning er jo netop et demokratisk element i modsætning til en stat, som døde for rigtig, rigtig mange år siden – et element, hvor man kommer ud og møder sine vælgere, og hvor ministeren også ville blive tvunget til at komme derud, for man kan ikke deltage i en folkeafstemning og så bare sige, at man ikke vil komme. For så dømmer vælgerne jo en. Når man ikke tør stå ansigt til ansigt med de vælgere, som bagefter kan afgive deres stemme og sige ja eller nej til det, så er man fej.

Ministeren.

Hr. Christian Juhl kan selv være fej. Altså, der kommer et folketingsvalg, og så har vælgerne i den grad mulighed for at tage stilling til, om det skal være Enhedslisten, der skal styre landet fremover, eller det f.eks. skal være Venstre, Konservative og Liberal Alliance, der skal gøre det. Den afstemning går jeg helt trygt i møde.

Hr. Søren Søndergaard, Enhedslisten.

[Lydudfald] ... spørgsmålet om Liberal Alliance og Enhedslisten, var der jo ingen tvivl om resultatet.

Men jeg synes jo, det var interessant, at på det helt centrale spørgsmål, det spørgsmål, der hedder, om vi ud fra et forsigtighedsprincip og ikkediskriminerende kan stille skærpede krav på områder som sundhed, miljø, arbejdsmiljø, dyrevelfærd osv., svarer ministeren – altså uden at jeg vil risikere et sagsanlæg – at det har han svært ved at forestille sig: Det har jeg svært ved at forestille mig. Det er altså den garanti, der gives til Folketinget i dag, og det er også den garanti, vi har fået – i anførselstegn – i forbindelse med de spørgsmål, vi har stillet, nemlig at ministeren har svært ved at forestille sig, at der vil komme et sagsanlæg, dog ikke sværere, end at ministeren selvfølgelig i det oprindelige samlenotat til Europaudvalget gjorde opmærksom på, at den her aftale kunne have statsfinansielle konsekvenser, fordi man kunne blive dømt.

Så synes ministeren ikke, der er behov for mere end bare en bemærkning om, at man har svært ved at forestille sig det?

Ministeren.

Jeg kan tilføje, at jeg har overordentlig svært ved at forestille mig det tilfælde. For man skal virkelig ud i nogle mærkelige fiktive eksempler for at kunne bringe sig selv i den situation. Man skal ud et sted, hvor den danske stat f.eks. specifikt har givet en tilkendegivelse, altså har lovet en investor noget for at fremme en investering, og hvor der er skabt en berettiget forventning hos investoren, eller hvor staten måske kontraktligt har forpligtet sig over for en investor. Altså vi er ude i sådan noget, helt derude, men det er selvfølgelig nok til, at Enhedslisten så kan starte et bål og tænde en brand og lave en masse røg.

Men helt ærligt, hvor er den folkelige modstand imod det her? Her er et godt eksempel på, at vi laver en frihandelsaftale med et rigtig godt land, et land, som vi har respekt for, og som ovenikøbet er ledet af en regering, som har høje, høje miljøambitioner. Det er dem, vi laver en aftale med, og de bakker den fuldt op repræsenteret af deres ambassadør her i dag. Vi skulle da have jublet i fællesskab i Folketinget over, vi her gør det, at vi laver en afbalanceret frihandelsaftale. Det er fremragende.

Hr. Søren Søndergaard, værsgo.

Jamen jeg er helt enig i, at de eksempler, vi har set rundtomkring i verden, er absurde og svære at forestille sig på forhånd. Altså, når f.eks. en Angela Merkel reagerer på, at der været en enorm atomkraftulykke, og kræver en hurtig udfasning af den tyske atomkraftindustri, er der jo ingen fornuftige mennesker, der kan forestille sig, at der så kan komme et sagsanlæg, vel? Eller andre steder, hvor der har været cigaretter involveret og det ene og det andet, er der jo ingen fornuftige mennesker, der tror, at der er nogen, der kan finde på at rejse sådan en sag, og at de har nogen chance for at vinde den.

Ikke desto mindre er det jo det, vi ser og også har set i forbindelse med naturforhold i Canada. Er der derfor ikke behov for mere, end at ministeren bare siger, at han har overordentlig svært ved at forestille sig, at det kommer til at ske? Har vi ikke brug for en garanti dér?

Værsgo.

Det her er den bedste aftale, vi nogen sinde har indgået, i forhold til frihandel. Det vil være min påstand. Det er den mest afbalancerede aftale, vi nogen sinde har indgået. Og selv om det oven i købet er på et endnu højere niveau end det, vi har kendt til tidligere, så kunne hr. Søren Søndergaard jo ikke svare på det spørgsmål, som hr. Jan E. Jørgensen stillede, nemlig om der kunne være nogle eksempler på, at vi havde været udsat for en situation, hvor vi var blevet sagsøgt og havde tabt eller andet. Ikke ét eksempel kom der fra hr. Søren Søndergaard, for han kunne ikke komme i tanker om det. Det er igen et eksempel på, at man prøver at skræmme befolkningen med noget, der ikke er noget som helst hold i. Der er ingen bund i det, der er ingen dybde. Det er bare typisk venstrefløjsskræmmekampagne.

Tak for det. Så er der ikke flere, der har bedt om ordet, og så går vi til afstemning.

Der stemmes om forslagets endelige vedtagelse.

Afstemningen er slut.

For stemte 81 (S, DF, V, LA, RV og KF), imod stemte 18 (EL, ALT og SF), [hverken for eller imod stemte 0].

Forslaget til folketingsbeslutning er vedtaget og vil nu blive sendt til udenrigsministeren.

Jeg skal her udsætte mødet til kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:04).