Betænkning afgivet af Udvalget for
Digitalisering og It den 14. maj 2025
1. Ændringsforslag
Ministeren for digitalisering har stillet 7
ændringsforslag til lovforslaget.
2. Indstillinger
Udvalget
indstiller lovforslaget til vedtagelse
med de stillede ændringsforslag.
Borgernes Parti, Naleraq, Inuit Ataqatigiit
og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke
medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med
indstillinger eller politiske bemærkninger i
betænkningen.
En oversigt over Folketingets
sammensætning er optrykt i betænkningen.
3. Ændringsforslag med
bemærkninger
Ændringsforslag
Til § 1
Af ministeren for
digitalisering, tiltrådt af udvalget:
1) I
nr. 8 ændres »Anvise«
til: »Anvisning«.
[Sproglig korrektion]
Til § 14
2) I
2. pkt. indsættes efter
»anden konto eller«: »betaling«.
[Præcisering af
bestemmelsen]
Til § 16
3) I
stk. 1 ændres
»rettighedshavere, der har rettigheder i krav på
udbetalinger« til: »en rettighedshaver, der har krav
på udbetalingen«.
[Sproglig korrektion]
Til § 19
4) I
stk. 2 ændres »§ 333,
stk. 1, nr. 2,« to steder til: »§ 333, stk.
1,«.
[Lovteknisk præcisering]
Til § 24
5) I
stk. 3 ændres »anvendere af
Nemkontosystemets« til: »anvendernes«.
[Sproglig præcisering]
Til § 30
6) Paragraffen affattes således:
»§ 30. Ministeren for
digitalisering kan fastsætte regler om
kompensationsordningen, herunder om indgivelse af ansøgning,
behandling af sager og nærmere betingelser for tildeling og
udbetaling af økonomisk kompensation.«
[Præcisering af, hvilke
regler der kan fastsættes om kompensationsordningen]
Til § 37
7) I
den under nr. 1 foreslåede
ændring af § 8 b, stk. 1, 1.
pkt., ændres »rettighedshavere, der har
rettigheder i krav på udbetalinger« til: »en
rettighedshaver, der har krav på udbetalingen«.
[Sproglig korrektion]
Bemærkninger
Til nr. 1
Efter lovforslagets § 1, nr. 8,
defineres, hvad der forstås ved »anvise«.
Det foreslås, at ordet
»anvise« ændres til »anvisning«,
således at ordet, der defineres, skrives som et navneord i
lighed med de øvrige ord, der defineres i lovforslagets
§ 1.
Ændringsforslaget er en lovteknisk
korrektion.
Til nr. 2
Efter lovforslagets § 14, 2. pkt.,
bærer betalingsmodtageren risikoen for forsinket betaling fra
en offentlig udbetaler i øvrige tilfælde, hvis
betaling til den anviste nemkonto, ydelsesspecifikke konto eller
anden konto eller på anden måde ikke kan ske grundet
forhold, der ikke kan tilregnes nemkontosystemet eller den
offentlige udbetaler.
Det foreslås efter »anden konto
eller« at indsætte »betaling«.
Ændringsforslaget er en
præcisering af, at betalingsmodtageren også bærer
risikoen for forsinket betaling, hvis betaling på anden
måde ikke kan ske grundet forhold, der ikke kan tilregnes
nemkontosystemet eller den offentlige udbetaler.
Ændringsforslaget er en sproglig
præcisering.
Til nr. 3
Efter lovforslagets § 16, stk. 1,
finder udbetaling til betalingsmodtageren ikke sted, hvis told- og
skatteforvaltningen har anmodet om overførsel af
udbetalingsbeløbet med henblik på modregning i
udbetalingsbeløbet eller med henblik på udbetaling til
rettighedshavere, der har rettigheder i krav på udbetalinger
fra told- og skatteforvaltningen.
Det foreslås, at
»rettighedshavere, der har rettigheder i krav på
udbetalinger« ændres til »en rettighedshaver, der
har krav på udbetalingen«.
Med ændringsforslaget ændres to
navneord i flertal til ental med henblik på at ensrette
sprogbrugen i bestemmelsen. Desuden udgår ordene
»rettigheder i«, da denne formulering kan give
anledning til tvivl om, hvordan bestemmelsen skal
forstås.
Ændringsforslaget er en sproglig
korrektion.
Til nr. 4
I lovforslagets § 19, stk. 2,
indgår to henvisninger til § 333, stk. 1, nr. 2, i lov
om finansiel virksomhed.
Det foreslås, at »§ 333,
stk. 1, nr. 2,« begge steder ændres til »§
333, stk. 1,«.
Ændringen foreslås, da det er
en fejl kun at henvise til § 333, stk. 1, nr. 2, i lov om
finansiel virksomhed, da en virksomhed skal opfylde begge
betingelser i § 333, stk. 1, i lov om finansiel virksomhed for
at kunne blive udpeget af Finanstilsynet som operatør af
finansiel digital infrastruktur.
Ændringsforslaget er en lovteknisk
korrektion.
Til nr. 5
Efter lovforslagets § 24, stk. 3, kan
ministeren for digitalisering fastsætte regler om, at
Digitaliseringsstyrelsen kan behandle oplysninger om privatpersoner
og juridiske enheder i nemkontosystemet, når det er
nødvendigt af hensyn til anvendere af nemkontosystemets
kontrol- og tilsynsopgaver.
Det foreslås at ændre
»anvendere af Nemkontosystemets« til
»anvendernes«.
Med ændringen foreslås det at
tydeliggøre, at der kan fastsættes regler om
Digitaliseringsstyrelsens behandling af oplysninger i
nemkontosystemet, når det er nødvendigt af hensyn til
anvendernes kontrol- og tilsynsopgaver. Det er anvenderne af
nemkontosystemet, der er tale om.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets bemærkninger til § 24, stk. 3.
Ændringsforslaget er en sproglig
korrektion.
Til nr. 6
Efter lovforslagets § 30 kan
ministeren for digitalisering fastsætte regler om
kompensationsordningen, herunder nærmere krav for
økonomisk kompensation, regler om indgivelse af
ansøgning og behandling af sager om kompensation.
Det foreslås at nyaffatte
bestemmelsen således, at ministeren for digitalisering kan
fastsætte regler om kompensationsordningen, herunder om
indgivelse af ansøgning, behandling af sager og
nærmere betingelser for tildeling og udbetaling af
økonomisk kompensation.
Ændringsforslaget har til
formål at præcisere, hvilke regler der kan
fastsættes om kompensationsordningen. »Krav for
kompensation« ændres således til
»betingelser for tildeling og udbetaling af økonomisk
kompensation«. Derved kommer bestemmelsens sprogbrug til at
harmonere bedre med sprogbrugen i lovforslagets § 26, stk. 2.
Derudover er der ændret i rækkefølgen for, hvad
der kan fastsættes regler om.
Der henvises i øvrigt til
lovforslagets bemærkninger til § 30.
Ændringsforslaget er en sproglig
præcisering.
Til nr. 7
I lovforslagets § 37, nr. 1,
ændres der i § 8 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om
inddrivelse af gæld til det offentlige.
Det foreslås, at
»rettighedshavere, der har rettigheder i krav på
udbetalinger« ændres til »en rettighedshaver, der
har krav på udbetalingen«.
Med det foreslåede ændres to
navneord i flertal til ental. Desuden udgår ordene
»rettigheder i«, da denne formulering kan give
anledning til tvivl om, hvordan bestemmelsen skal
forstås.
Ændringsforslaget er en sproglig
korrektion.
4. Udvalgsarbejdet
Lovforslaget blev fremsat den 26. marts
2025 og var til 1. behandling den 8. april 2025. Lovforslaget blev
efter 1. behandling henvist til behandling i Udvalget for
Digitalisering og It.
Oversigt over lovforslagets
sagsforløb og dokumenter
Lovforslaget og dokumenterne i forbindelse
med udvalgsbehandlingen kan læses under lovforslaget på
Folketingets hjemmeside www.ft.dk.
Møder
Udvalget har behandlet lovforslaget i 2
møder.
Høringssvar
Et udkast til lovforslaget har inden
fremsættelsen været sendt i høring, og
ministeren for digitalisering sendte den 5. november 2024 dette
udkast til udvalget, jf. DIU alm. del - bilag 18. Den 28. marts
2025 sendte ministeren for digitalisering høringssvarene og
et høringsnotat til udvalget.
Bilag
Under udvalgsarbejdet er der omdelt 4 bilag
på lovforslaget.
Spørgsmål
Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet
4 spørgsmål til ministeren for digitalisering til
skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.
Birgitte Vind (S) Malte Larsen (S)
Ida Auken (S) Thorkild Holmboe-Hay (S) Kris Jensen Skriver (S) Per
Husted (S) Sara Emil Baaring (S) Simon Kollerup (S) Thomas Skriver
Jensen (S) Louise Elholm (V) Christoffer Aagaard Melson (V) Anna
Falkenberg (SP) Hans Andersen (V) Henrik Rejnholt Andersen (M)
Rasmus Lund-Nielsen (M) nfmd.
Betina Kastbjerg (DD) Dennis Flydtkjær (DD) Kim Edberg
Andersen (DD) Alexander Ryle (LA) Sandra Elisabeth Skalvig (LA)
Dina Raabjerg (KF) Mette Thiesen (DF) Jeppe Søe (UFG)
Lisbeth Bech-Nielsen (SF) fmd.
Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) Kirsten Normann Andersen (SF) Rosa
Lund (EL) Stinus Lindgreen (RV) Helene Brydensholt (ALT)
Borgernes Parti, Naleraq, Inuit
Ataqatigiit og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i
udvalget.
Socialdemokratiet (S) | 50 | |
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V) | 23 | |
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg
(DD) | 16 | |
Socialistisk Folkeparti (SF) | 15 | |
Liberal Alliance (LA) | 15 | |
Moderaterne (M) | 12 | |
Det Konservative Folkeparti (KF) | 10 | |
Enhedslisten (EL) | 9 | |
Dansk Folkeparti (DF) | 7 | |
Radikale Venstre (RV) | 6 | |
Alternativet (ALT) | 6 | |
Borgernes Parti - Lars Boje Mathiesen
(BP) | 1 | |
Naleraq (N) | 1 | |
Inuit Ataqatigiit (IA) | 1 | |
Sambandsflokkurin (SP) | 1 | |
Javnaðarflokkurin (JF) | 1 | |
Uden for folketingsgrupperne (UFG) | 5 | |