EU’s historie er en spændende del af nyere europæisk historie. Samarbejdet startede efter anden verdenskrig som et handelssamarbejde om kul og stål mellem Tyskland og Frankrig. De to lande havde været i krig flere gange og kunne ikke udstå hinanden. Men den herskende tanke blev alligevel, efter at have bekriget hinanden i mange år, at hvis man har en gensidig afhængighed og begge kan blive rigere af at samarbejde, så går man sjældent i krig mod hinanden. Siden er mange flere lande kommet til, og man har i dag rigtig mange fælles love og et toldfrit område, man kalder det »det indre marked«, som gør alle landene rigere.
I dag står EU stærkt og har nogle klare fælles værdier som demokrati, retsstat og menneskerettigheder. Men EU’s historie er også en historie om kriser undervejs.
Én af kriserne opstod i Danmark, da den danske befolkning ved en folkeafstemning i 1992 stemte nej til den nye EU-traktat, som man kaldte »Maastricht-traktaten« (den var nemlig opkaldt efter den hollandske by Maastricht, hvor alle EU-landenes regeringer havde underskrevet aftalen). Efter at danskerne havde stemt nej, var der pludselig også andre lande, hvor befolkningerne begyndte at blive lidt kritiske overfor den nye traktat. Det var nemlig en vigtig traktat, som fundamentalt ændrede, hvordan EU fungerer. Faktisk var det med den traktat, hvor man gik fra at være et »Europæisk Fællesskab« (EF) til en »Europæisk Union« (EU), og den gav EU indflydelse på en masse nye områder, som EU ikke tidligere havde kunne bestemme over.
Der var nu store demonstrationer imod EU i flere europæiske byer, og modstanden kom som et chok for både danske og andre europæiske politikere, som slet ikke troede, at så mange europæere ville være negativt indstillede over for et meget tættere samarbejde. De havde jo også selv været med til at forhandle traktaten.
I dag er situationen lidt en anden, og et stort flertal af befolkningerne i EU’s medlemslande er glade for EU.
Andre kriser i de senere år har været Grækenlands gældskrise, som tvang EU til en økonomisk redningspakke, og der har f.eks. været også massiv uenighed mellem landene om, hvor mange flygtninge de enkelte lande skal tage.
Det blev også set som lidt af en krise, da et af de store EU-lande, Storbritannien, meldte sig ud af det europæiske samarbejde efter en folkeafstemning i landet.
Faktisk har det ofte været under og efter kriser, at EU-landene er begyndt at arbejde tættere sammen på et bestemt område, fordi man har fundet ud af, at der var et problem eller en udfordring lige netop der. Efter finanskrisen i 00’erne kom der f.eks. mere styr på kravene til bankernes gæld i EU-landene.
Der er nogle, som mener, at de mange kriser undervejs betyder, at der er noget helt galt i EU, og at man derfor bør tænke det europæiske samarbejde helt anderledes. Starte et nyt fællesskab. Andre mener derimod, at kriser er uundgåelige, og at det netop viser EU’s styrke, at samarbejdet kan overkomme kriserne. Og endda blive stærkere af det. I dag mener mange også, at der virkelig er brug for et stærkt og samlet EU - lige netop nu mere end nogensinde før. Hvad mener du?