B 10 Forslag til folketingsbeslutning om ikke at indføre momspligt på undervisning (borgerforslag).

Udvalg: Skatteudvalget
Samling: 2022-23 (2. samling)
Status: 2. beh./Forkastet

Betænkning

Afgivet: 10-05-2023

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 10. maj 2023

20222_b10_betaenkning.pdf
Html-version

Betænkning afgivet af Skatteudvalget den 10. maj 2023

1. Indstillinger

Et flertal i udvalget (S, V, SF, M og RV) indstiller beslutningsforslaget til forkastelse ved 2. (sidste) behandling.

Et mindretal i udvalget (DD, LA, EL, DF og ALT) indstiller beslutningsforslaget til vedtagelse uændret ved 2. (sidste) behandling.

Et andet mindretal i udvalget (KF) vil ved 2. (sidste) behandling redegøre for sin stilling til beslutningsforslaget.

Et tredje mindretal i udvalget (NB) vil ved 2. (sidste) behandling redegøre for sin stilling til beslutningsforslaget.

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ved betænkningsafgivelsen ikke medlemmer i udvalget og dermed ikke adgang til at komme med indstillinger eller politiske bemærkninger i betænkningen.

En oversigt over Folketingets sammensætning er optrykt i betænkningen.

2. Politiske bemærkninger

Danmarksdemokraterne

Danmarksdemokraternes medlemmer af udvalget bemærker, at Danmarksdemokraterne finder det dybt bekymrende, at borgernes sundhed samt befolkningens ve og vel ikke fortsat fritages for moms. Det burde, i Danmarksdemokraternes optik, være sund fornuft at fortsætte momsfritagelsen af den simple grund, at det ikke tjener befolkningen at betale yderligere for at dyrke sunde interesser eller sundhed i sig selv. Derudover finder Danmarksdemokraterne det kritisabelt, at Skattestyrelsen på et yderst tvivlsomt grundlag har vurderet, at det vil være i strid med EU-retten ikke at mom‍‍spålægge undervisning. Af den grund støtter Danmarksdemokraterne borgerforslaget, som vil understøtte danskernes sundhed.

Enhedslisten

Enhedslistens medlem af udvalget bemærker, at Enhedslisten støtter borgerforslaget, da partiet principielt ikke mener, at der skal indføres momspligt på undervisning. Ud over det principielle har moms på undervisning en negativ socialøkonomisk profil, da det især vil ramme borgere og familier med de laveste indkomster, når prisen på fitness, kontingenter til danseskoler, musikundervisning m.v. som følge heraf forøges. Det vil betyde, at langt færre vil spille musik, dyrke idræt, gå til genoptræning m.v. Det vil således også have en negativ betydning for folkesundheden. Endvidere mener Enhedslisten heller ikke, at regeringen i tilstrækkelig grad har udfordret EU-reglerne og søgt de muligheder inden for EU-retten, der kan være for at fortsætte momsfritagelsen, der kan tillades, hvis noget f.eks. har kulturel betydning i medlemslandet. Enhedslisten mener desuden, at det ud fra et demokratisk perspektiv er stærkt problematisk, at EU på den måde blander sig i, hvad Folketinget kan beslutte skal være momsfritaget i Danmark. At der end ikke er fremsat en åbningsskrivelse fra EU's side på dette, gør det yderligere uforståeligt, at regeringen nu vil indføre denne momspligt.

Radikale Venstre

Radikale Venstres medlem af udvalget støtter borgerforslagsstillernes intention med forslaget, som er at styrke borgernes sundhed og velvære. Fritidsaktiviteter som eksempelvis træning, yoga og musik bidrager for mange til øget livsglæde og overskud, ligesom det kan forebygge både fysiske sygdomme og stress. Det forholder sig dog sådan, at EU-Domstolen har afsagt en række domme, der fastslår, at den hidtidige momsfritagelse har været i strid med EU-retten. Det må vi fra dansk side naturligvis respektere, så vi ikke fastholder en momsfritagelse, der er i strid med regler, som vi har tilsluttet os på europæisk plan. Radikale Venstres medlem finder det dog glædeligt, at en lang række undervisningstilbud med folkeoplysende og almennyttige aktiviteter fortsat kan momsfritages efter andre bestemmelser i momsloven.

Alternativet

Alternativets medlem af udvalget bemærker, at Alternativet arbejder for at gøre det muligt at indføre differentieret moms for at bakke op om gode beslutninger og vaner. Alternativet bemærker, at det rent juridisk lader til at være muligt i nogle af de tilfælde, som borgerforslaget ønsker at fritage, men at Danmark ifølge Skatteministeriet ikke har et momssystem, der kan understøtte dette uden markante ændringer af det danske momssystem. Det er Alternativets overbevisning, at et skatte-, afgifts- og momssystem, der er opbygget modulært og baseret på åben kildekode, ville gøre sådanne markante ændringer mere håndterbare.

3. Udvalgsarbejdet

Beslutningsforslaget blev fremsat den 5. januar 2023 og var til 1. behandling den 21. februar 2023. Beslutningsforslaget blev efter 1. behandling henvist til behandling i Skatteudvalget.

Oversigt over beslutningsforslagets sagsforløb og dokumenter

Beslutningsforslaget og dokumenterne i forbindelse med udvalgsbehandlingen kan læses under beslutningsforslaget på Folketingets hjemmeside www.ft.dk.

Møder

Udvalget har behandlet beslutningsforslaget i 5 møder.

Bilag

Under udvalgsarbejdet er der omdelt 14 bilag på beslutningsforslaget.

Skriftlige henvendelser

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 6 skriftlige henvendelser om beslutningsforslaget.

Deputationer

Udvalget har under udvalgsarbejdet modtaget 3 deputationer, der mundtligt har redegjort for deres holdning til beslutningsforslaget.

Spørgsmål

Udvalget har under udvalgsarbejdet stillet 26 spørgsmål til skatteministeren til skriftlig besvarelse, som ministeren har besvaret.

Anders Kronborg (S) Benny Engelbrecht (S) Fie Hækkerup (S) Jesper Petersen (S) fmd. Malte Larsen (S) Per Husted (S) Simon Kollerup (S) Thomas Jensen (S) Thomas Skriver Jensen (S) Jan E. Jørgensen (V) Kim Valentin (V) Torsten Schack Pedersen (V) Hans Andersen (V) Mohammad Rona (M) Henrik Rejnholt Andersen (M) Hans Kristian Skibby (DD) Dennis Flydtkjær (DD) Steffen W. Frølund (LA) Sólbjørg Jakobsen (LA) Rasmus Jarlov (KF) Mona Juul (KF) Pernille Vermund (NB) Peter Kofod (DF) Sigurd Agersnap (SF) nfmd. Lisbeth Bech-Nielsen (SF) Carl Valentin (SF) Trine Pertou Mach (EL) Samira Nawa (RV) Noah Sturis (ALT)

Siumut, Inuit Ataqatigiit, Sambandsflokkurin og Javnaðarflokkurin havde ikke medlemmer i udvalget.

Socialdemokratiet (S)50
Venstre, Danmarks Liberale Parti (V)23
Moderaterne (M)16
Socialistisk Folkeparti (SF)15
Danmarksdemokraterne - Inger Støjberg (DD)14
Liberal Alliance (LA)14
Det Konservative Folkeparti (KF)10
Enhedslisten (EL)9
Radikale Venstre (RV)7
Dansk Folkeparti (DF)7
Alternativet (ALT)6
Nye Borgerlige (NB)3
Siumut (SIU)1
Inuit Ataqatigiit (IA)1
Sambandsflokkurin (SP)1
Javnaðarflokkurin (JF)1
Uden for folketingsgrupperne (UFG)1