Fremsat den 29. februar 2024 af Betina Kastbjerg (DD),
Jens Henrik Thulesen Dahl (DD),
Dennis Flydtkjær (DD), Susie Jessen (DD),
Peter Skaarup (DD) og Inger Støjberg (DD)
Forslag til folketingsbeslutning
om anpg-kameraer til scanning af udenlandske
nummerplader for ubetalte bøder og parkeringsafgifter ved de
danske grænser
Folketinget pålægger regeringen
inden udgangen af 2024 at præsentere et lovforslag, der
sikrer, at anpg-kameraer (automatisk nummerpladegenkendelse) ved de
danske grænser kan bruges til at scanne nummerplader for
ubetalte bøder og parkeringsafgifter i forbindelse med
udenlandske køretøjer, så disse bøder
kan inddrives, inden skyldnerne forlader Danmark.
Bemærkninger til forslaget
Baggrund
I dag anvendes anpg-kameraerne (automatisk
nummerpladegenkendelse) allerede til overvågning af
køretøjer, herunder køretøjer uden
forsikring eller køretøjer med tilknytning til
kriminelle aktiviteter og personer uden kørekort eller
efterlyste personer, der fører et køretøj.
anpg-data anvendes også til analytisk arbejde i politikredsen
for at forbedre operative indsatser, herunder målrettede
udrejse- og kriminalitetskontroller (Retsudvalget, alm. del - svar
på spørgsmål 583, folketingsåret 2022-23,
2. samling).
At udvide anvendelsen af anpg-kameraer til
også at inkludere ubetalte bøder og parkeringsafgifter
fra udenlandske køretøjer kræver en
it-udvikling af anpg-systemet, således at systemet vil
generere såkaldte hits, når relevante
køretøjer passerer anpg-kameraerne ved de danske
grænseovergange (Retsudvalget, alm. del - svar på
spørgsmål 484, folketingsåret 2023-24).
En sådan proces vil blot kræve en
enten automatisk eller manuel overførsel af data fra
relevante myndigheder og private parkeringsselskaber m.v. til
anpg-systemet. Samtidig vil det kræve en ændring af
anpg-bekendtgørelsen, så anpg-systemet identificerer
køretøjer tilknyttet en person med ubetalte
parkeringsafgifter fra et udenlandsk køretøj
(Retsudvalget, alm. del - svar på spørgsmål 374,
folketingsåret 2023-24).
Brug af anpg-kameraer til inddrivelse af ubetalte
bøder og parkeringsafgifter
I dag kan anpg-kameraer ved den danske
grænse ikke anvendes i forbindelse med inddrivelsen af
ubetalte bøder og parkeringsafgifter fra udenlandske
køretøjer, der forlader landet (Retsudvalget, alm.
del - svar på spørgsmål 374,
folketingsåret 2023-24). Dette er, til trods for at
anpg-kameraer er et af de vigtigste redskaber, vi har ved den
danske grænse til bekæmpelse af
grænseoverskridende kriminalitet, og anpg-lokationer
dækker alle grænseovergange på landegrænsen
mod Tyskland i Sønderjylland samt i færgehavnene i
Rødby og Gedser (Retsudvalget, alm. del - svar på
spørgsmål 583, folketingsåret 2022-23, 2.
samling).
Forslagsstillerne mener, at det er dybt
problematisk, at udenlandske køretøjer let kan
forlade Danmark, uden at føreren betaler ubetalte
bøder og parkeringsafgifter. Derfor ønsker
forslagsstillerne at iværksætte tiltag mod
dårlige udenlandske betalere.
Omkostninger ved ubetalte bøder og
parkeringsafgifter
Færdsstyrelsen har oplyst, at der i
perioden den 1. januar 2019 til den 2. maj 2023, hvor
Færdselsstyrelsen har varetaget opgaven med at kontrollere
parkering på de danske motorvejsrastepladser, er udstedt i
alt 11.116 afgifter til udenlandske køretøjer over
3.500 kg. Af disse afgifter var pr. 2. maj 2023 hele 7.116 afgifter
ubetalte. De ubetalte afgifter beløber sig til samlet
14.516.640 kr. (Transportudvalget, alm. del - svar på
spørgsmål 173, folketingsåret 2022-23, 2.
samling).
Ser man på udenlandske
køretøjer under 3.500 kg, er der udstedt i alt 3.479
afgifter. Af disse afgifter er der pr. 31. oktober 2023 2.705
ubetalte afgifter, som beløber sig samlet til 1.379.550 kr.
(Retsudvalget, alm. del - svar på spørgsmål
1103, folketingsåret 2022-23, 2. samling).
Dermed var der i 2023 ubetalte
parkeringsafgifter fra de danske rastepladser for udenlandske
køretøjer for omkring 15 mio. kr. Dette er desuden
kun beløbet for ubetalte parkeringsafgifter fra landets
rastepladser, hvorfor det må forventes, at det samlede
beløb for ubetalte bøder og parkeringsafgifter i hele
Danmark er markant større.
Forslagsstillerne ønsker derfor at
pålægge regeringen inden udgangen af 2024 at
præsentere et lovforslag, der muliggør, at
anpg-kameraer ved de danske grænser kan bruges til at scanne
nummerplader på udenlandske køretøjer for at
identificere ubetalte bøder og parkeringsafgifter. Dette
skal muliggøre inddrivelse af ubetalte bøder,
således at skyldnerne betaler, inden de forlader landet.
Finansiering
Forslagsstillerne forventer, at forslaget vil
være selvfinansierende i forhold til de indtægter, som
brug af anpg-kameraer til inddrivelse af ubetalte bøder og
parkeringsafgifter vil kunne medføre.
Skriftlig fremsættelse
Betina Kastbjerg
(DD):
Som ordfører for forslagsstillerne
tillader jeg mig herved at fremsætte:
Forslag til folketingsbeslutning om
anpg-kameraer til scanning af udenlandske nummerplader for ubetalte
bøder og parkeringsafgifter ved de danske grænser.
(Beslutningsforslag nr. B 139)
Jeg henviser i øvrigt til de
bemærkninger, der ledsager forslaget, og anbefaler det til
Tingets velvillige behandling.