Tak for det.
Og tak til statsministeren for de indledende bemærkninger.
Det er jo dejligt, at der er positive takter i det danske samfund i forhold til vækst og beskæftigelse osv., som statsministeren kom ind på.
Det, jeg gerne vil tale med statsministeren om i dag, er noget lidt andet, men det er alligevel også noget, der kan påvirke Danmark og dansk økonomi i væsentlig grad.
For mens vi har den her spørgetime, taler premierminister Theresa May til ikke bare den britiske befolkning, men jo også til alle os andre, om, hvordan den britiske regering planlægger exit fra EU.
Det følger i kølvandet på folkeafstemningen i sommer, og det forlyder, at den måde, den britiske regering vil gå til det her på, er via en såkaldt hård tilgang, altså en hård Brexit, forstået på den måde, at man vil forlade EU fuldstændig, og at der ikke er nogle mellemveje.
Det kan man jo på sin vis godt forstå, for hvad er det for et EU, altså 27 medlemslande, Theresa May og de andre briter har mødt siden folkeafstemningen i sommer?
Ja, det er et EU, der har sagt til briterne, at hvis de vil have en frihandelsaftale med EU, altså f.eks.
adgang til det indre marked, så skal de acceptere fri bevægelighed for arbejdskraft fremover fra de øvrige EU-lande, som det er i dag, til Storbritannien.
Når man følger den britiske debat og også har fulgt den op til folkeafstemningen sidste sommer, er det jo åbenbart, at briterne ikke kan komme hjem med sådan en aftale, for er der én ting, den britiske regering skal levere til befolkningen, så er det jo kontrol med grænserne, kontrol med indvandringen.
Derfor har EU jo på forhånd skabt en situation, hvor det er umuligt at tro på, at der kan komme en aftale.
Det, der er mit spørgsmål til statsministeren, er, om ikke det i virkeligheden også stiller Danmark i en rigtig, rigtig dårlig position.
For ville det ikke være at foretrække for Danmark, at man får en aftale med briterne, hvor de fortsat er stærkt inde i handelsspørgsmål, også selv om det måtte betyde, at briterne får fuld kontrol med grænser og indvandring som en helt naturlig ting?