Jeg vil gerne tage afsæt i statsministerens nytårstale.
Jeg tror sådan set, at jeg langt hen ad vejen deler statsministerens analyse af, hvad der skal til, hvis vi vil tage vores skæbne i vores egne hænder og have ambitioner om at efterlade et bedre samfund til vores børn og børnebørn og række ud efter de muligheder, som også ligger i alle de forandringer, der foregår.
Det er i hvert fald også sådan, at ingenting kommer af ingenting, så hvis man ikke gør noget, kan man heller ikke tillade sig at have større ambitioner på fremtidens vegne.
En af de ting, jeg bed mærke i, var, at statsministeren efter sin analyse af, at noget måtte til, sagde:
For det første skal vi investere i nye kompetencer.
Det syntes jeg var et stærkt budskab.
Og der er jeg lidt optaget af, om det på et tidspunkt kunne slå igennem i den førte politik i regeringen.
For det, der har kendetegnet de første finanslove, som regeringen har stået for, er jo, at man lige nu sidder på alle landets uddannelsesinstitutioner – altså ungdomsuddannelser og videregående uddannelser – og skal prøve at udmønte de besparelser, som jo ikke er investeringer i nye kompetencer, men som er reduceringer i, hvad man har at gøre godt med, hvis man vil investere i børn og unges uddannelse i Danmark.
Og jeg synes, det rimer meget dårligt.
Helt galt gik det jo med det såkaldte uddannelsesloft, altså dér, hvor man ligesom synes, at nu er tiden kommet, hvor der skal lægges loft over uddannelser i Danmark.
Det gælder jo de her dobbelte uddannelser, som regeringen og en række forligsparter var meget imod.
Så skete der det, at statsministeren havde samlet sit disruptionråd, og så stod statsministeren foran Marienborg og sagde:
»Den dér tanke om, at man får en given uddannelse, og så klarer man sig med den resten af livet, hører nok fortiden til.«
Det var nøjagtig samme dag, som man vedtog et forbud mod at folk, der har taget en bacheloruddannelse, kan få lov at tage en anden, medmindre de overhovedet ikke har beskæftiget sig med faget i 5 år.
Var det ikke på tide at gøre alle de flotte ord, parolerne om at investere i kompetencer, til virkelighed i den politik, regeringen fører?
Hvis den tid nærmer sig, står Radikale Venstre til rådighed for at samarbejde om det.