I den nævnte dom henviser EF-Domstolen i præmis 53 til TEU art. 47, idet den skriver: Da rammeafgørelsen således griber ind i de kompetencer, som Fællesskabet er tillagt i henhold til artikel 175EF, er den i strid med artikel 47 EU, hvilket gælder for hele rammeafgørelsen, eftersom denne ikke kan opdeles.
Henvisningen til TEU art. 47 sker formodentligt for at understrege, at der i søjle III ikke er kompetence til at vedtage miljøregler, der normalt henfører til TEF art. 175. Havde EF-Domstolen nøjedes med dette ræsonnement, var der ikke noget besynderligt i præmissen. Det paradoksale efter spørgerens opfattelse er, at EF-Domstolen samtidig med at henvise til en artikel, der slår fast, at der ikke kan ske udvidelse af kompetenceområdet, markant udvider kompetenceområdet for søjle I ved uden videre at vedtage, at der under denne traktat findes hjemmel til at harmonisere landenes straffelove.
Spørgeren finder, at dette er et paradoksalt udslag af dobbeltmoral og selektiv anvendelse af EU-traktatens bestemmelser.