Spm. nr. US 129

Frank Aaen (EL):
Nu er både regeringen og fødevareministeren med gode begrundelser blevet kritiseret meget for alt for dårlig kontrol med vores fødevarer og også med ministeren, men ret skal jo være ret, og jeg spørger statsministeren, der jo selv startede med EU-sagen: Er det ikke korrekt, at når vi har lavet en omlægning fra, at vi kontrollerede virksomhederne, til, at de skal kontrollere sig selv, så er det noget, EU har bestemt? Og når vi ikke er i stand til i Danmark at føre særlig kontrol med varer fra andre EU-lande, f.eks. fra Italien, så er det også noget, EU har bestemt?
     Så en stor del af den kritik, vi her har af fødevarekontrollen i Danmark, er i virkeligheden en EU-kritik.

Nej, det må jeg i hvert fald klart afvise. Vi beslutter selvfølgelig selv, hvordan vi vil tilrettelægge fødevarekontrollen her i landet.

     Noget helt andet er så, at jeg faktisk mener, man kan bruge EU som et glimrende redskab til at forbedre forbrugerbeskyttelsen, også når det gælder fødevaresikkerhed, for på et frit indre marked, hvor varerne kan bevæge sig over landegrænserne, er det faktisk fornuftigt at have nogle fælles regler bl.a. om forbruger- og fødevaresikkerhed.
     Der mener jeg også, vi fra dansk side skal være aktive med at stille forslag om forbedring af forbrugerbeskyttelsen og fødevaresikkerheden i EU.

Jamen det var da et klokkeklart forkert svar, som statsministeren kom med der, og som jeg er sikker på statsministeren vil få anledning til at fortryde, for det er jo lige præcis EU-forordninger, der siger, at vi skal have egenkontrol i virksomhederne. De skal kontrollere sig selv, og derfor har regeringen skåret ned på den statslige kontrol med fødevarevirksomhederne. Det er jo præcis på grund af det indre markeds bestemmelser, som EU har, at vi ikke må have særlig kontrol af f.eks. italiensk kød, der bliver importeret til Danmark. På samme måde er det EU, der siger, at det er en handelshindring, hvis det er sådan, at Danmark vil fastholde vores gode regler om ikke at have kræftfremkaldende transfedtsyrer i maden. Vi har et lavere niveau i Danmark end i andre lande. Det kommer EU nu og siger at vi skal ophæve. Vi skal have mere kræftfremkaldende fedt i danske fødevarer, ellers er det en handelshindring. Det er da EU's skyld, det må statsministeren da indrømme.

Nej, det, jeg sigter til med mit svar, er, at hvordan det enkelte land i detaljer tilrettelægger sin fødevarekontrol er dog det enkelte lands ansvar. Jo, det er det altså. Vi ved alle sammen, at der gælder visse fælles regler i EU om forbrugerbeskyttelse og fødevaresikkerhed, men man kan ikke komme og begynde at skyde ansvaret for, hvordan vi tilrettelægger fødevarekontrollen, over på EU. Der har vi altså som politikere her i landet et nationalt ansvar. Det tror jeg hr. Frank Aaen må give mig ret i.
     Så vil jeg i øvrigt sige, at jeg tror, det er meget fornuftigt under alle omstændigheder, at man som supplement til den offentlige fødevarekontrol også har en egenkontrol i virksomhederne. Altså, det må dog være rimeligt at pålægge virksomhederne et ansvar for, at de selv medvirker til at sørge for, at fødevarekvaliteten er i orden.

Nu ville det jo ligge mig meget meget fjernt at frikende forbrugerministeren for hans ansvar, og det ville ligge mig meget fjernt at frikende statsministeren og regeringen for deres ansvar for, at vi har så ringe en fødevarekontrol. Men det ændrer altså ikke ved, at EU har nogle regler, som har været med til at bestemme, hvordan vi skulle indrette os i Danmark, og har nogle bestemmelser, der gør, at vi f.eks. ikke bare, uden at EU protesterer, fastlægger grænser for, hvor meget kræftfremkaldende fedt vi vil have i vores mad, for fedtindustriens interesser i EU er vigtigere end forbrugernes interesse i at få sund mad, på samme måde som kemiindustriens interesser i EU er vigtigere end vores ret til at beslutte, at vi ikke vil have sprøjtemidler på markerne af hensyn til vores grundvand. Det må vi nemlig ikke forbyde på grund af EU, selv om vi fik flertal for det i Folketinget. Det undrer mig meget, at en statsminister, der har brugt så meget af sin tid på at studere EU og beskæftige sig med EU-politik, benægter og prøver at tale uden om de meget alvorlige konsekvenser, det indre marked og EU's bestemmelser har for, hvad vi må gøre og ikke gøre vedrørende handel og import af ting her til Danmark.

Jeg må fuldstændig afvise hr. Frank Aaens kritik. Hvis vi
f.eks. tager miljøområdet, så er det sådan, at i løbet af de sidste 12 år - tror jeg det er, hvis jeg ikke husker meget galt - er der vedtaget 192 retsakter på miljøområdet. Af disse er det sådan, at de 190 ud af de 192 har betydet, enten at vi i Danmark skulle forhøje miljøstandarderne, eller at det har været neutralt i forhold til dansk miljøstandard. De sidste to bliver der så i virkeligheden fundet en løsning på. Det vil altså sige, at på europæisk plan bliver miljøstandarden forhøjet og her i Danmark faktisk også. Det er jo et eksempel på, at EU er en drivende kraft, når det gælder at forbedre miljøstandarden. På samme måde når det gælder forbrugere og fødevarer, hvor det er således, hvis vi tager de sidste 5 år, at 94 pct. af de retsakter, der er vedtaget, betyder enten en forbedring af standarden i Danmark eller er neutrale i forhold til standarden i Danmark.

Nu har jeg aldrig sagt, at alt, hvad der kommer fra EU, er skidt. Jeg har sagt, at den måde, tingene kommer fra EU på, er noget skidt, fordi det er udemokratisk.
     Alt det, som statsministeren nu står her og roder sig ud i, prøver jo bare at bortforklare, at EU på en lang række områder sætter grænser for, hvad vi vil. F.eks. har vi i årevis vidst, at blødgørende ftalater, der puttes i plastik, er med til at gøre, at unge mænd ikke kan avle børn. Vi har også forbudt nogle af dem.
     Forleden dag kom vores miljøminister hjem og sagde: Nu har jeg fået forbudt et par stykker mere nede i EU; det har jeg fået lov til, sagde hun så. Til gengæld skulle hun så bare acceptere nogle ftalater, som i dag er forbudt i Danmark, fordi EU sagde, at de skulle tillades i Danmark. Sådan er det med stof efter stof: EU kommer og siger, at det må vi ikke forbyde.
     Det undrer mig, at den afgørende begrænsning af vores miljøpolitik, vores sundhedspolitik, vores fødevarepolitik, som EU's regler om det indre marked er med til at påtvinge os, prøver statsministeren at tale uden om ved at snakke om alt muligt andet. Jeg synes, det er meget sigende.

Jeg prøver aldeles ikke at tale udenom. Men hvor hr. Frank Aaen ikke kan levere andet end en strøm af ord, så kan jeg levere konkrete tal, som viser, at hr. Frank Aaen ikke har ret.
     De konkrete tal, jeg kan vise, demonstrerer nemlig, at når det f.eks. gælder miljø, så er den lovgivning, der kommer fra EU, entydigt - entydigt! - til gavn for miljøet i Europa. Når det gælder forbrugerbeskyttelse og fødevaresikkerhed, så er det således, at 94 pct. af de direktiver, der er kommet fra EU i de sidste 5 år, har betydet, at standarden i Danmark har skullet forhøjes, altså forbedres, eller at den har været neutral i forhold til det niveau, vi har i Danmark.
     Det viser jo, at vi prøver at skabe fælles regler, der generelt forbedrer standarden i Europa, og i alt væsentligt betyder det faktisk også bedre regler i Danmark eller i hvert fald neutrale i forhold til de regler, vi i forvejen har i Danmark.

Hermed sluttede spørgsmålet.

Spm. nr. US 129

Frank Aaen (EL):
Nu er både regeringen og fødevareministeren med gode begrundelser blevet kritiseret meget for alt for dårlig kontrol med vores fødevarer og også med ministeren, men ret skal jo være ret, og jeg spørger statsministeren, der jo selv startede med EU-sagen: Er det ikke korrekt, at når vi har lavet en omlægning fra, at vi kontrollerede virksomhederne, til, at de skal kontrollere sig selv, så er det noget, EU har bestemt? Og når vi ikke er i stand til i Danmark at føre særlig kontrol med varer fra andre EU-lande, f.eks. fra Italien, så er det også noget, EU har bestemt?
     Så en stor del af den kritik, vi her har af fødevarekontrollen i Danmark, er i virkeligheden en EU-kritik.

Nej, det må jeg i hvert fald klart afvise. Vi beslutter selvfølgelig selv, hvordan vi vil tilrettelægge fødevarekontrollen her i landet.

     Noget helt andet er så, at jeg faktisk mener, man kan bruge EU som et glimrende redskab til at forbedre forbrugerbeskyttelsen, også når det gælder fødevaresikkerhed, for på et frit indre marked, hvor varerne kan bevæge sig over landegrænserne, er det faktisk fornuftigt at have nogle fælles regler bl.a. om forbruger- og fødevaresikkerhed.
     Der mener jeg også, vi fra dansk side skal være aktive med at stille forslag om forbedring af forbrugerbeskyttelsen og fødevaresikkerheden i EU.

Jamen det var da et klokkeklart forkert svar, som statsministeren kom med der, og som jeg er sikker på statsministeren vil få anledning til at fortryde, for det er jo lige præcis EU-forordninger, der siger, at vi skal have egenkontrol i virksomhederne. De skal kontrollere sig selv, og derfor har regeringen skåret ned på den statslige kontrol med fødevarevirksomhederne.
     Det er jo præcis på grund af det indre markeds bestemmelser, som EU har, at vi ikke må have særlig kontrol af f.eks. italiensk kød, der bliver importeret til Danmark. På samme måde er det EU, der siger, at det er en handelshindring, hvis det er sådan, at Danmark vil fastholde vores gode regler om ikke at have kræftfremkaldende transfedtsyrer i maden. Vi har et lavere niveau i Danmark end
i andre lande. Det kommer EU nu og siger at vi skal ophæve. Vi skal have mere kræftfremkaldende fedt i danske fødevarer, ellers er det en handelshindring. Det er da EU's skyld, det må statsministeren da indrømme.

Nej, det, jeg sigter til med mit svar, er, at hvordan det enkelte land i detaljer tilrettelægger sin fødevarekontrol er dog det enkelte lands ansvar. Jo, det er det altså. Vi ved alle sammen, at der gælder visse fælles regler i EU om forbrugerbeskyttelse og fødevaresikkerhed, men man kan ikke komme og begynde at skyde ansvaret for, hvordan vi tilrettelægger fødevarekontrollen, over på EU. Der har vi altså som politikere her i landet et nationalt ansvar. Det tror jeg hr. Frank Aaen må give mig ret i.
     Så vil jeg i øvrigt sige, at jeg tror, det er meget fornuftigt under alle omstændigheder, at man som supplement til den offentlige fødevarekontrol også har en egenkontrol i virksomhederne. Altså, det må dog være rimeligt at pålægge virksomhederne et ansvar for, at de selv medvirker til at sørge for, at fødevarekvaliteten er i orden.

Nu ville det jo ligge mig meget meget fjernt at frikende forbrugerministeren for hans ansvar, og det ville ligge mig meget fjernt at frikende statsministeren og regeringen for deres ansvar for, at vi har så ringe en fødevarekontrol.
     Men det ændrer altså ikke ved, at EU har nogle regler, som har været med til at bestemme, hvordan vi skulle indrette os i Danmark, og har nogle bestemmelser, der gør, at vi
f.eks. ikke bare, uden at EU protesterer, fastlægger grænser for, hvor meget kræftfremkaldende fedt vi vil have i vores mad, for fedtindustriens interesser i EU er vigtigere end forbrugernes interesse i at få sund mad, på samme måde som kemiindustriens interesser i EU er vigtigere end vores ret til at beslutte, at vi ikke vil have sprøjtemidler på markerne af hensyn til vores grundvand. Det må vi nemlig ikke forbyde på grund af EU, selv om vi fik flertal for det i Folketinget. Det undrer mig meget, at en statsminister, der har brugt så meget af sin tid på at studere EU og beskæftige sig med EU-politik, benægter og prøver at tale uden om de meget alvorlige konsekvenser, det indre marked og EU's bestemmelser har for, hvad vi må gøre og ikke gøre vedrørende handel og import af ting her til Danmark.

Jeg må fuldstændig afvise hr. Frank Aaens kritik. Hvis vi
f.eks. tager miljøområdet, så er det sådan, at i løbet af de sidste 12 år - tror jeg det er, hvis jeg ikke husker meget galt - er der vedtaget 192 retsakter på miljøområdet. Af disse er det sådan, at de 190 ud af de 192 har betydet, enten at vi i Danmark skulle forhøje miljøstandarderne, eller at det har været neutralt i forhold til dansk miljøstandard. De sidste to bliver der så i virkeligheden fundet en løsning på. Det vil altså sige, at på europæisk plan bliver miljøstandarden forhøjet og her i Danmark faktisk også. Det er jo et eksempel på, at EU er en drivende kraft, når det gælder at forbedre miljøstandarden. På samme måde når det gælder forbrugere og fødevarer, hvor det er således, hvis vi tager de sidste 5 år, at 94 pct. af de retsakter, der er vedtaget, betyder enten en forbedring af standarden i Danmark eller er neutrale i forhold til standarden i Danmark.

Nu har jeg aldrig sagt, at alt, hvad der kommer fra EU, er skidt. Jeg har sagt, at den måde, tingene kommer fra EU på, er noget skidt, fordi det er udemokratisk.
     Alt det, som statsministeren nu står her og roder sig ud i, prøver jo bare at bortforklare, at EU på en lang række områder sætter grænser for, hvad vi vil. F.eks. har vi i årevis vidst, at blødgørende ftalater, der puttes i plastik, er med til at gøre, at unge mænd ikke kan avle børn. Vi har også forbudt nogle af dem.
     Forleden dag kom vores miljøminister hjem og sagde: Nu har jeg fået forbudt et par stykker mere nede i EU; det har jeg fået lov til, sagde hun så. Til gengæld skulle hun så bare acceptere nogle ftalater, som i dag er forbudt i Danmark, fordi EU sagde, at de skulle tillades i Danmark. Sådan er det med stof efter stof: EU kommer og siger, at det må vi ikke forbyde.
     Det undrer mig, at den afgørende begrænsning af vores miljøpolitik, vores sundhedspolitik, vores fødevarepolitik, som EU's regler om det indre marked er med til at påtvinge os, prøver statsministeren at tale uden om ved at snakke om alt muligt andet. Jeg synes, det er meget sigende.

Jeg prøver aldeles ikke at tale udenom. Men hvor hr. Frank Aaen ikke kan levere andet end en strøm af ord, så kan jeg levere konkrete tal, som viser, at hr. Frank Aaen ikke har ret.
     De konkrete tal, jeg kan vise, demonstrerer nemlig, at når det f.eks. gælder miljø, så er den lovgivning, der kommer fra EU, entydigt - entydigt! - til gavn for miljøet i Europa. Når det gælder forbrugerbeskyttelse og fødevaresikkerhed, så er det således, at 94 pct. af de direktiver, der er kommet fra EU i de sidste 5 år, har betydet, at standarden i Danmark har skullet forhøjes, altså forbedres, eller at den har været neutral i forhold til det niveau, vi har i Danmark.
     Det viser jo, at vi prøver at skabe fælles regler, der generelt forbedrer standarden i Europa, og i alt væsentligt betyder det faktisk også bedre regler i Danmark eller i hvert fald neutrale i forhold til de regler, vi i forvejen har i Danmark.

Hermed sluttede spørgsmålet.