Det er jo sådan, at de danske forbehold løbende er til debat herhjemme. Det er de, bl.a. fordi udviklingen i det europæiske samarbejde til stadighed sætter fokus på de omkostninger, der er for Danmark ved at stå uden for på en række centrale områder. Vi ser det på forsvarsområdet, når vi er forhindret i at deltage i EU-operationer, f.eks. på Balkan og i Afrika. Vi ser det på det retlige område, hvor forbeholdene bliver stadig mere snævre, og senest har finanskrisen skabt fornyet fokus på den pris, vi betaler, for at stå uden for euroen.
Sidste år fik vi så med DIIS-udredningen god næring til vores forbeholdsdebat, som jeg ser frem til at fortsætte i det kommende år, men ét forbehold hører vi kun sjældent om, og det er jo så det, hr. Morten Messerschmidt vil rejse debat om nu. Det er forbeholdet om unionsborgerskabet, som jo er temaet for hr. Morten Messerschmidts drøftelse. Det er der i og for sig en god grund til, nemlig den, at dette forbehold siden Amsterdamtraktatens ikrafttræden i 1999 reelt er blevet uden indhold. Med Amsterdamtraktaten blev det således traktatfæstet, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og ikke træder i stedet for dette. Derfor har vores forbehold over for unionsborgerskabet ikke længere nogen praktisk betydning.
Som det fremgår af DIIS-udredningen, har der siden 1970'erne eksisteret et ønske om at udvikle et borgernes Europa. Op gennem 1980'erne fik denne debat yderligere næring som en pendant til udvidelsen af det indre marked. Konkretiseringen af unionsborgerskabet i forbindelse med Maastrichttraktaten var dermed den hidtidige kulmination på mange års ønske om at gøre det europæiske samarbejde mere vedkommende for almindelige borgere.
Med Maastrichttraktaten samlede man kort sagt fire typer af rettigheder i afsnittet om unionsborgerskabet. Det drejer sig om retten til fri bevægelighed, valgret og valgbarhed ved kommunale valg og europaparlamentsvalget under ophold i et værtsmedlemsland, retten til diplomatisk beskyttelse for andre medlemslandes repræsentationer og endelig retten til at rette henvendelse til Europa-Parlamentet og en europæisk ombudsmand på ens eget sprog. Det drejer sig for det væsentligste om rettigheder, der har eksisteret tilbage fra Romtraktaten. Det er rettigheder, som er blevet bekræftet i de efterfølgende traktater.
Såfremt Lissabontraktaten træder i kraft, vil der blive føjet en ny unionsborgerrettighed til, nemlig det såkaldte borgerinitiativ, hvor et antal unionsborgere på mindst 1 million mennesker fra et betydeligt antal medlemslande kan opfordre Europa-Kommissionen til at fremsætte et forslag inden for rammerne af traktatens beføjelser. Det er dermed også en styrkelse af det enkelte menneskes muligheder.
Da unionsborgerskabsforbeholdet i sin tid blev til, udsprang det af en frygt, vi havde i Danmark, for at udviklingen på dette område ville ske på bekostning af det nationale statsborgerskab. På den baggrund havde den danske erklæring om unionsborgerskabet fra Edinburghafgørelsen til hensigt at fastslå to ting: for det første, at Maastrichttraktatens bestemmelser om unionsborgerskabet ikke på nogen måde træder i stedet for det nationale statsborgerskab, og for det andet, at spørgsmålet om, hvorvidt en person besidder statsborgerskab i et medlemsland, udelukkende afgøres efter medlemslandenes egen lovgivning. Det sidstnævnte fremgår allerede af erklæring 2 til Maastrichttraktaten. Her slås det fast, at tildelingen af statsborgerskab udelukkende er et nationalt anliggende. Man kan sige, at det, at traktaten kræver, at man skal være statsborger i et medlemsland for at blive unionsborger, om muligt giver statsborgerskabet en endnu mere central rolle i EU.
Som tidligere fremhævet fremgår det af Amsterdamtraktatens artikel 17, stk. 2, at unionsborgerskabet er et supplement til det nationale statsborgerskab og ikke træder i stedet for dette, som der står. Nærmest ordret blev ordlyden af den danske erklæring fra Edinburgh altså indskrevet i EU’s traktatgrundlag. Det er faktisk et meget godt eksempel på, hvordan Danmark har sat sit præg på EU's traktater.
Så lad mig for en god ordens skyld slå fast, at det, der var hensigten med den danske erklæring vedrørende unionsborgerskabet, i dag er generelle bestemmelser, der gælder for alle medlemslandene. Man kan sige, at punkterne i erklæringen er blevet almen fællesskabsret. Danmark deltager derfor på lige fod med alle andre lande i unionsborgerskabet og har altid gjort det. Siden Amsterdamtraktaten har vi ingen særstilling på området, for det, der ifølge Edinburghafgørelsen var hensigten med vores forbehold, er nu alle landes hensigt. Det står i det eksisterende retsgrundlag, og det står i Lissabontraktaten, hvis den altså træder i kraft. Som det konkluderes i DIIS-udredningen fra sidste år, kan man derfor sige, at det danske forbehold er blevet uden genstand, eller at det blevet alle andre landes forbehold.
Så talte hr. Morten Messerschmidt om nogle domme, og en række domme har i løbet af de efterhånden 16 år, der er gået siden unionsborgerskabets indførelse, haft betydning for udviklingen af de sociale udlændingeretlige regler, som ligger inden for EU's traktatgrundlag.
Man kan konstatere, at EF-Domstolen har taget unionsborgerskabets hensigt om at beskytte EU-borgernes rettigheder alvorligt. Som det bl.a. beskrives i DIIS-udredningen om forbeholdene, har domstolen anvendt unionsborgerskabet både som en uafhængig retskilde og til støtte for en bred fortolkning af EF-traktatens ikkediskriminationsprincip inden for traktatens rammer. F.eks. har Domstolen fastslået, at EU-borgere, der har lovlig bopæl i en medlemsstat, har ret til samme retlige behandling som medlemsstaternes egne statsborgere i de tilfælde, der er omfattet af EF-traktaten.
Der er for så vidt ikke noget nyt i den måde, som Domstolen agerer på, men jeg kan forstå, at vi ved en senere lejlighed i forbindelse med B 63 vil få mulighed for mere specifikt at drøfte domstolens rolle. Dansk Folkeparti har her fremsat et beslutningsforslag, der pålægger regeringen at arbejde for en ændring af reglerne for EF-Domstolens arbejde, og så vidt jeg ved, skal det drøftes den 13. marts. Det er en velkendt problemstilling her i Folketingssalen, idet et lignende beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti blev behandlet sidste år. Det var B 8, der blev forkastet ved anden behandling den 4. juni 2008. Jeg røber næppe noget ved at afsløre, at regeringen ikke kan bakke op om beslutningsforslaget, som måske kunne trækkes tilbage, men vi kan selvfølgelig også vente til marts måned.
I dag drøfter vi unionsborgerskabets udvikling. Det afgørende for den diskussion er, at unionsborgerskabet på ingen måde træder i stedet for det nationale statsborgerskab. Ligeledes står reglerne om tildeling af statsborgerskab i et medlemsland uantastet. Man kan derfor slå fast, at mens der løbende har været en udvikling på unionsborgerskabsområdet i almindelighed, er der altså ikke sket ændringer for det danske forbehold siden Amsterdamtraktaten.
Dette fremgår også af justitsministerens svar på hr. Morten Messerschmidts spørgsmål om samme emne tilbage fra 2006, der slog fast, at Domstolens praksis ikke indebærer, at unionsborgerskabet er trådt i stedet for det nationale statsborgerskab. Det var spørgsmål nr. S 2516. Dermed er der ikke nogen konflikt mellem den betydning, som unionsborgerskabet har for udviklingen af de sociale og udlændingeretlige regler og hensigten med det danske forbehold mod unionsborgerskabet, sådan som det ellers antydes i spørgsmålet til denne forespørgselsdebat.
Så jeg vil sige til hr. Morten Messerschmidt, at ja, det er rigtigt, at Domstolen har lagt vægt på unionsborgerskabet i flere sammenhænge, og det er også rigtigt, at det har haft betydning for adgangen til f.eks. uddannelsesstøtte og andre sociale ydelser. Men det har danske statsborgere sådan set også nydt godt af. Det vigtige for vores politiske diskussion i dag er, at Domstolens praksis ikke har nogen betydning for de danske forbehold, det er to forskellige ting.
Det er også konklusionen i DIIS-redegørelsen, og det er konklusionen i justitsministerens svar til hr. Morten Messerschmidt tilbage i 2006. Her fremgik det, at Domstolen ikke har tilsidesat det danske forbehold over for unionsborgerskab. Med andre ord er det danske forbehold for unionsborgerskabet fuldt intakt, og faktisk mere til, for som jeg sagde tidligere, er forbeholdet så at sige blevet gjort til generelle bestemmelser, der gælder for alle medlemslande, og det synes jeg også hr. Morten Messerschmidt skal være glad for og tilfreds med.